Der var ingen blade på træerne endnu og vinden tog godt fat ned ad hovedgaden, men de steder, hvor der tittede en smule jord frem – i folks blomsterkasser, i små bed, i buskadser – var knopperne begyndt at springe frem. Det var vel forår. Skyerne var godt nok lidt tunge på himlen, men det så ikke ud til regn, tænkte Kilian.

Kilian havde tænkt ret meget, mens han havde patruljeret her. Han burde måske sige noget til sin makker. Men han havde det særeste indtryk af, at det ikke var nødvendigt. Antagelse var jo alle fejls moder, så han måtte hellere afprøve sin hypotese.

"Udmærket vejr... det må snart-!" Men Sergent Kilian blev uhøfligt afbrudt i sit forsøg på at tale med Stian af en kvinde, der kom farerne ud fra en sidegade med gråd i stemmen og i øjnene for ikke at nævne ud af næsen. Hvad var der dog sket!

"Hjælp mig! Hjælp dog en eller anden?!"

Allerede forår, men hvorfor føltes det ikke sådan? Stians blik gled reserveret rundt på gaderne, og så ganske fjern ud som hvis dybe tanker beskæftigede hans sind. Han patruljerede side om side med Kilian Pil, i stilhed - men det gjorde ikke den unge byvagt noget. Han var alligevel elendig til småsnak og des lige. 

Et bryn skød nysgerrigt til vejrs, og Stian drejede hovedet mod sergenten da han havde brudt stilheden. Snart..? De blev dog afbrudt af en kvindes desperate røst, før Stian fandt ud af hvad Kilian prøvede at sige. De gyldne lokker svajede let da han opmærksomt fik rettet sit fokus mod kvinden, og standsede derefter brat da hun kom dem i møde. 

"Frue, hvad er der sket?" spurgte han med en professionel tone og gav ikke mange udtryk fra sig. Han forholdt sig rolig og neutral - men med følelsen af nærvær. 

Lige så snart hun så de to uniformerede mænd, rendte hun direkte ind i Stian med hænderne knugende på hans brystkasse og begyndte at hulke. "Frue?" udbrød han derefter en smule mere forbavset og løftede hænderne en anelse uden at røre ved hende, mens blikket gled forvirret hen til Kilian. Hjælp - sagde det brune blik. 

Sergent Kilian fulgte stivnet den grædende kvinde, mens hun styrtede direkte i favnen på Stian. Eller det ville sige i hvert fald hen til ham. Der var ikke megen favnen. Meget profesionelt.

Kilian selv havde hørt kvinden, før hun kom rundt om hjørnet, men det betød på ingen måde, at han var forberedt. Han var dog udmærket til at læse blikke og fangede straks Stians mening. Den var straks være med at udføre anmodningen.

Kilian rømmede sig: "*Ahem* øh.. fr-frue? Hvis De kunne... trækket vejret dybt.. sådan ja." Kvinden med ansigtet begravet i Stians brystkasse forsøgte at trække vejret ind på trods af, der ikke var plads til megen vejrtrækning. Og det lykkedes. Hun fik netop nok luft ind til bryde i endnu større gråd.

Småforvildet rakte Kilian en prøvende hånd from og klappede blidt kvinden på ryggen. "Sååså..." og sendte Stian et blik, der betød noget i retning af "Jeg ved ikke, hvad der foregår".

 Selvom Stian efterhånden var blevet vant til lidt af hvert i tiden som byvagt, kom det altid lidt mere bag på ham, når det handlede om de mere følelsesladede aspekter af jobbet. Som det her. Han var elendig til store følelser, og det var ikke ofte at han stødte ind i problemer der lige netop omhandlede disse. Kvinden var jo hysterisk. Og der var ingen måde at finde ud af hvad de kunne gøre, hvis hun ikke holdt op med at græde. 

Da Kilian slog til, håbede Stian at det ville dysse hende ned. Hendes hulken standsede et sekund, og lige nu kunne han kun mærke hendes krop ryste mod ham. Han sank en klump, og skævede fra sin sergent, til damen. Men næsten med det samme begyndte hendes vilde gråd på ny, og Stians skuldre stivnede helt oppe om ørerne. 
 "De bliver nødt til at trække vejret så vi kan finde ud af hvad der er sket," prøvede Stian at overdøve hendes hulken, så autoritært han kunne, og lagde en forsigtg hånd på hendes skulder. Ligemeget hjalp det, og den unge byvagt så opgivende på Kilian med sammenpressede læber og rystede lidt på hovedet til hans blik. De kommunikerede nærmest telepatisk. 

Situation var temmelig akavet, og lige nu kunne Stian kun ønske at Alister Sølvklinge var her. Med sin selvsikre dedikation, ville han sikkert have formået at nå ind til sagens kerne.  

Menig Stian forstod lod det til. Det var jo glimrende. Det havde altid passet Kilian bedre at arbejde på instinkt. Lige nu fortalte hans instinkt ham, at han burde finde en byvagt, der var bedre til at håndtere borgerne. Som for eksempel Alister Sølvklinge. Han havde den særeste fornemmelse af, at Stian havde tænkt samme tanke. Alister var nu også et åbenlyst valg.

Men de måtte jo finde ud af, hvad der var sket kvinden. Hun var jo ulykkelig. Stadig med den anden hånd disciplineret låst på ryggen, blinkede Kilian koncentreret: "Frue, De må i det mindste fortælle os, hvor vi skal gå hen?"

Men kvinden hulkede og gispede kun. Det gik jo ikke an, at de sådan blev stående her. De vidste da, hvor hun var kommet fra, ikke?
Kilian rømmede sig igen, krøllede en mundvig og forsøgte at få øjenkontakt med Stian for så at gøre et kast med hovedet i retning af den sidevej, damen var kommet fra. Hvis hun da ville gå tilbage igen.

 Selvom Stian havde taget sig selv i at tænke tanken om Alister, ville han alligevel ikke helt kunne være i stand til at håndtere hans tilstedeværelse lige nu. Han rystede de påtrængende tanker af sig - lige nu var der vigtigere ting at tage sig af. Han tog sig selv i at sluge et suk der var på vej til at slippe fri mellem læberne, for det var ikke professionelt - men han var snart ved at miste tålmodigheden, uanset hvor ulykkelig hun så end var. 

 Han nikkede motiverende til Kilians ord, håbede at det havde en eller anden effekt på kvinden. For de kunne som sagt ikke hjælpe, hvis hun ikke snart sagde hvor de skulle gå hen. Stian løftede hovedet, og tiltede det en smule til siden for at se på Kilian. Han forstod. Den unge menig nikkede samtykkende, og vristede sig blidt ud af hendes greb. Mørke plamager, fra hendes tårer, var blevet efterladt på hans uniform. Stian rømmede sig, og forsøgte at guide kvinden til at følge med. 
 "Kom, nu går vi med Dem, og så finder vi ud af hvad der er sket, okay?" tonelejet var bestemt, men ikke uvenligt. Kvinden vrængede et hulk ud mellem sine hænder hun nu havde sat op foran munden, men hun var da begyndt at gå med dem. Stians blik vandrede tilbage til Kilian, og prøvede at opfange hvordan han tog alt det her. 

"Stakkels B-bertholdt," hulkede hun grødet i sine hænder, og Stian opfangede det med det samme. Brynene rynkede sig en my, og blikket flakkede fra kvinden til Kilian for at se om han også havde hørt hende.    

Kilians øjenbryn, som han svor han ikke tegnede op, krummede sig tænksomt. Han så på Stian, der i øvrigt håndterede kvinden ganske udmærket. Respektfuldt, blev ikke for familiær, men lod stadig kvinden stødte sig op af ham - på trods af effekten det havde på uniformen -. Det kunne være langt værre.

Nuvel, Kilian måtte arbejde med, hvad han havde: En grædende kvinde af byens almindelige borgerskab, der var kommet styrtende ud af fra en sidegade i almindeligt tøj. Hun var altså ikke kommet fra markedet, så måske var hun kommet hjemmefra. Og hun havde ikke blod på tøjet, og tøjet var i øvrigt intakt - Kilian noterede sig en ældre flænge - mere eller mindre.

*Stakkels Bertholdt... Bertholdt?* Så kunne nogen jo være kommet galt afsted og at dømme efter hendes reaktion, helt galt afsted. Kilian, der ikke var nogen stor skuespiller og i øjeblikket heller ikke prøvede at tvinge sit ansigt i specifikke folder, lignede et småforskrækket spørgsmåltegn, da Stian så på ham. Han ansigt blev straks mere seriøst og bestemt.

Han nikkede til Stian og begyndte at sætte det lange ben foran, hvilket egentlig var dem begge to. Han forsøgte ikke at gå for hurtigt. Kvinden kunne jo sænke Stian.

En kølig forårsvind legede med Stians lyse lokker i det han drejede hovedet for at se i retningen af gaden de skulle ned ad. Hans udtryk var rimelig ulæseligt lige nu, mens han forberedte sig mentalt på hvad der ventede dem. Kilian havde set temmelig forskrækket ud i en brøkdel af et sekund. Det lyste i hans brune øjne, at hvad end der var hændt kvinden, eller denne Bertholdt, kunne det slet, slet ikke være godt. 

Uden at overhæle den rystende kvinde, lod han Kilian føre an. Han havde alligevel været den første til at stikke afsted, men i en respektfuld fart, så kvinden ikke behøvede at falde over sig selv. Folk de passerede sendte nysgerrige blikke i deres retning, og Stian kunne nogenlunde gætte hvad de tænkte. Var damen blevet anholdt, hvad kunne der være sket, hvorfor græd hun. I det mindste havde de pli nok til ikke at stoppe og stirre imens. 

"Her.." stammede hun i et hulk og pegede med en rystende finger på et smalt lille hus. Det lignede næsten at huset var blevet presset ind mellem de to større bygninger der lå på hver side af det, syntes Stian. Han standsede op og sendte Kilian et afventende blik. Han var jo sergenten, så Stian ventede på at følge trop. 
"Jeg.. passer Bertholdt engang imellem," begyndte hun, det virkede som om gåturen havde givet hende mere klarhed. Kinderne og øjnene var dog forsat fugtige. "..Han er helt alene og.. kan ikke meget. Da jeg skulle besøge ham i dag.. så.." hun lavede en halvkvalt lyd, og Stian tænkte om luften forlod hendes lunger. Han så hvordan hendes øjne udvidede sig skræmt, Som oplevede hun et traume forfra på ny. Stian sendte hende et opfordrende klem på skulderen, og ventede blot på at hun forsatte, "....sså lå han bare der..." hendes stemme blev spinkel, som mistede den al energi. 

Stians ansigt forholdt sig i neutrale folder, kun læberne blev presset sammen. Død, antog han skarpt - men hvilken slags død? Hun lignede en der ikke kunne sige mere. 
"De kan bare blive herude, vi går ind, sæt Dem ned på trappen her.." anviste han venligt, og sendte Kilian et påpasseligt blik. 

Kilian var helt enig med Stian. De lille hus sad klemt som en kile i en ramme mellem de to nabohuse. Nabohusene så lidt ældre ud og var malet i klare farver, mens det lille hus i midten så lidt mere traditionelt ud med blomsterkasser i de smalle ruder.

Menig Stian lod til at have dannet en vis relation til fruen, så Kilian lod ham snakke med hende. Det var også bedst for et så oprevet menneske, kun at tale med en ad gangen, og de havde naturligvis intet at gøre med, at Kilian aldrig vidste, hvordan han skulle håndtere folk, der græd. Men gråd eller ej, så lyttede sergenten meget opmærksomt.

*Hmmm... nok død... siger man "passer" om mennesker? Det kunne være en gammel hund. Man "besøger" bestemt ikke en gammel hund...* Det mente Kilian i hvert fald ikke. Han forsøgte at fornemme hvor den afdøde var henne helt præcist og vente blikket mod det lille rækkehus. Han øjne blev store, selvom han forsøgte ikke at lade sig mærke med noget, som for eksempel at det løb ham koldt ned ad ryggen, og en kvalm klump begyndte at sætte sig i hans halsrør. Der var ingen tvivl: Bertholdt, hvem end han ellers var, var blevet myrdet. Kilian næsebor udvidede sig, mens han trak luften i sidegaden ind. Men ikke ret længe.

De fyldige øjebryn slog alvorligere folder end en avis med dårligt nyt og forsøgte at fange Stians blik. Den unge, eller i hvert fald yngre, mand burde forberedes. Selvom man ærligt ikke rigtigt kunne forberedes på sådan noget.

"Sæt De Dem bare ned frue..." Der var lidt mere følsomhed at spore i sergentens stemme nu, meget lig en bedemands. Så sørgede han for at træde forbi Stian og fruen uden at træde nogen over tærerne, bankede let på døren og annoncerede byvagtens ankomst, som han burde, og efter ikke at høre noget svar som forventet, åbnede han døren og trådte ind.

Og der, inden i stuen til venstre for indgangen, lå en ældre mand ganske rigtigt med halsen i en farlig vinkel og en kniv stukket i ryggen mellem 4. og 5. ribben. Hvorfor mon?

Trods Stians opmærksomhed på den snøftende og mærkbare traumatiserede kvinde, prøvede han alligevel at sende blikket i retningen af Kilian for at tyde situationens alvor. 

Stian sagde ikke noget, men havde en betryggende hånd hvilende på kvindens rystende skulder da Kilian bedte hende om at sætte sig, før han gik forbi dem og videre ind i huset. Stian så efter ham et øjeblik, før han hjalp kvinden ned at sidde på et af trappetrinene.
"Kan De sidde her lidt alene? Så ser vi situationen an." Spurgte Stian mildt, men med det professionelle udtryk han altid bar i uniformen. Hun nikkede lidt forsinket, tydeligt stadig ved siden af sig selv. Han så på hende et øjeblik længere for at bedømme om hun mente det, før han så klappede hende trøstende på skulderen.
"Jeg er tilbage om lidt," forsikrede han hende, og fulgte efter Kilian. 

 "Sergent Pil?" Kaldte han roligt, og gik længere ind, før han til sidst fik øje på Kilian. Og ved siden af ham, offeret.

  Du godeste. 

Et hæsligt syn, den myrdede ældre herre, der angiveligt kunne ligne en mørkelver, lå med tomme udvidede øjne, og på måder der synes umuligt at en krop kunne. 

Stian kiggede væk, i respekt for den døde krop. Han havde set død før, men det var lige svært at vænne sig til hver gang han oplevede det. 
 "Kan det være en hadforbrydelse?" I takt med mørkets fald, kunne det ikke udelukkes, at nogle folk kunne tage sagen i egen hånd og udrydde dem der kunne forbindes med mørket. Misforstået som det nu var.