"Puuuh..." Athir lænede sig tilbage på feltsengen og dumbede baghovedet mod cellevæggen. Hans tykke manke af gråsprængt hår fungerede som stødpude. Han havde sidder her i... var det fire timer nu? Han så ud ad det luksuriøse tremmevindue, man knat kunne stikke en voksen mands arm igennem, ud på den enestestående udsigt ud til en mudderpøl på hovedgaden. "Naaah..." længere ned med hovedet måttehatten for at få den rigtige vinkel. "Der var solen jo," hans smilede. Jo, omkring fire timer. Der måtte vel snart komme nogen, der kunne få ham ud herfra.

Hvorfor sad han her? Nogle gange tjekkede vagterne ved porten ud ad byen knapt under presenningen. Nogle gange var de gode venner, og stolede på at man som lovlydig borger havde papirerne i orden. Og så var der de gange, hvor en gammel knark kendte en hæderlig handelsmand og besluttede at tjekke undervognen for varer, som man naturligvis havde talt forkert af, hvor mange der *i virkeligheden* var. Vagten havde heller ikke ønsket at blive økonomisk kompenseret for sin ulejlighed. Man blev beskyldt for  bestikkelse, når man nu vidste, hvor urimeligt lav en løn, byvagten fik, og blot forsøgte at give dem, hvad de fortjente.

Nå, det var der jo ikke noget at gøre noget ved, før han kunne snakke med et fornuftigt væsen. Eller bare en der var lydhør over for hans anbefalinger. Anbefalingen var selvfølgelig at lade ham gå, fordi det hele jo var en misforståelse. Mens Athir ventede på denne fornuftige person, fordrev han tiden med at fløjte, mens han ventede og ignorerede de utilfredse tilråb nede fra den anden ende af gangen.

Athir var et navn han alligevel ikke havde hørt længe, eller set personen som bar det ellers førhen respekterede navn, dengang han stadigvæk var byvagt og før han slog rødderne op og bevægede sig mod Tusmørkely og nu førte en fin færd med kroen i det område - ikke et område som Issac selv havde besøgt ret meget, og heller ej den føromtalte kro. Men ud fra papirerne lignede det at denne tidligere byvagt sad i en af cellerne, men ikke havde siddet der længere end en overskuelig tid. Som Issac lod øjnene bevæge sig ned ad papirerne og læste grunden, var han måske en smule overrasket, men nok mere interessant og nysgerrig.

Issacs rødder havde slået sig omkring smuglerlauget,  men endnu var Athirs navn ikke dukket op i de kredse og det var første gang at de to var blevet sat sammen i denne sammenhæng. Det var interessant på mange måder, og tanker begyndte langsomt at spire.

Med rolige skridt bevægede Issac sig ind til cellerne, og ud fra check in papirerne var det et par timer siden at nogen havde kigget ind til cellerne, hvilket indikerede at der nok heller ikke var nogen der ville gøre det nu, andet end ham.
"Athir" Lød det roligt fra ham som han nærmede dig cellen, "Det var hverken det navn eller den person som jeg havde regnet med at møde herinde i dag. Hvad har du rodet dig ud i?" Om Arthir kendte til Issacs tilbøjeligheder var han i tvivl om, men nok ikke. Issacs direkte berøring var sjældent direkte.