Der var sket så meget de sidste halvadet til to år. Intet var som det plejede at være. Jason havde været meget ude og rejse som kommandørkaptajn på eget skib. Hver gang han havde haft en real chance for at skrive hjem til sin kære kone havde han gjort det. Men opholdet i Juvelen havde været kort varigt. Kun for at skaffe proviant til den næste store tur på havet, til den næste kamp. Intet var som det plejede at være, og mærkeligt nok for første gang nogen sinde hade han sit job. De Krystaller han tjente blev pænt givet til Freydis. Han havde ikke brug for dem, Freydis og hans datter havde mere brug for det end nogen andre. Desuden var han travlt optaget af kampene på havet som drev mørke længere og længere væk. 
Hvad der endelig så ud som et lyspunkt bag mørkets linjer havde et kæmpe slag udfoldet sig, og midt på brystet var der en kæmpe bandage der både var gullige og blodigt. Det var et søslags mærke efter et større brud bag mørkets linjer. Selvom Jason var hurtig havde han ikke været hurtig nok med hverken sin hammer, eller sine kæder han altid bar på rundt om livet og skuldrer. Der havde ikke været meget behandling på havet, og derfor var såret der gik skråt ned over hans brystkasse og ned imod hans side, var dybt og lignede ærlig talt noget hankunne dø af. Feberen var så småt på vej og blev egentlig kun værre de sidste par dage.

Normalt havde han altid travlt med at komme hjem til Turmelininen og hjem til sin elskede kone, men grundet feberen og de muskler han brugte i brystkassen til frit løb gjorde at han var uhyrlig langsom. Han havde heldigvis fået skrevet hjem for nogle dage siden at han var på vej, nu var der så bare gået 5 dage siden hans sidste brev. Noget der normalt kun tog ham en halv dag i frit løb. Freydis måtte være bekymret, og ærlig talt var Jason det også en smule.
Endelig kunne han se huset og den mindre gård i det lidt fjerne blik der fungerrede som et tunnelsyn lige nu. Han havde knap nok ikke tid til falde om, han havde målet i sigte, men han var virkelig på bar bund. Han havde ikke engang kræfter til at bræge som han plejede. Jo tættere på han kom på huset jo mere vaklede han, til dels på grund af feberen der langsomt havde vokset sig større og større de sidste par dage. endelig nåede hegnet til huset tog han fat i det og havde nær revet det i stykker da has ben bukkede under og den tunge vægt fik hegnet til at trække ind mod haven. "Freydis..." mumlede han og kæmpede sig op at stå, blot for at gå hen til indgangspartiet og trave hen til hoveddørenog vælte ind i den så den gav et højlydt Bump.