Leon tog sig selv i at stå og stirre ind i minen hvor han og Frederik Ludvik havde åbnet pandoras æske mere end en gang. Han så fortidssynerne for alt der var sket i mellem dem som unge der. Hele kroppen føltes tung som et anker, modløs og i afsky af sig selv. Han vidste hvad han var, men det var ikke hvem han skulle være. 

 Lyden fødderne skabte sig, da de forflyttede sig for at vende tilbage til moren og hjemmet. Hendes fødselsdag var lige om hjørnet og det var tiltrængt med en lille pause fra arbejdet. Nemt havde det dog ikke været, at få lov til at gå var som at bede til regn i tørke perioder. Næsten umuligt. Alt i kroppen havde ikke haft det spor nemt efter han var gået med til at arbejde for Frederik, men det var en bedre løn end tidligere og vilkårene var ligeledes en del bedre. 
 Men fattig var Leon. Det kunne han ikke komme uden om. Ikke så fattig at det var forfærdelig, men nok til at han skulle arbejde lige så hårdt som sin far havde gjort. 

" Er hun kommet? " spurgte han med en blid stemme til sin mor. Stikpindene kørt derud af og hendes tynde figur var tydelig. Munter, men alligevel trist. " Jeg tror, hun besøger jeres lillesøster først " svaret hun. Det var intet andet end gætterier, men et suk forlod Leon og han trådte lidt omkring, overvejet at gå lidt væk fra grunden for at se om han kunne se en rødtop nogen steder, men i stedet lod han sig sætte på træstubben skråt ved siden af sin mor og pillede lidt græsset. 
 " Lillian, mor ", han foretrak at skabe en afstand til hende (lillesøsteren), ved at bruge hendes navn. 

Rejsen i hestevogn havde bragt Leah og Eamon til Azurien. Leah havde haft flere gøremål her end blot at besøge kunder. Hun havde så sandelig besøgt sin lillesøsters grav - tydeligt fortalt staldknægten, at han enten skulle blive ved kareten, eller holde sin kæft og ikke pille ved noget, mens hun gav sin lillesøster sine tanker. Det var selvfølgelig ikke gået helt fredeligt til sig. Derefter havde Leah ledt dem ind i byen, så Eamon kunne bruge lidt tid på hvad end han lige ønskede, med den mængde krystaller hun gav ham. Hun fortalte, at han måtte klare sig selv i et stykke tid, mens hun ville gå til en kunde. Ikke at det overhovedet var en kunde, men hun skulle se til sine forældre og ville ikke forstyrres. Det havde været alt for lang tid siden hun havde hørt fra dem, og hun ønskede at se hvordan de havde det, nu hvor hun de sidste mange år ikke rigtig havde haft kontakt udover når hun sendte dem krystaller så de bedre kunne leve deres liv.

Leah gik med flere sjaler, nu hvor det var begyndt at blive køligere i landet. Det sørgede også for at dække skuldrene. I dagens anledning blev stropper og ærmer oppe på skulderen, for der var ingen anledning til at vise dem frem. Håret var genkendeligt stort og strøget væk fra ansigtet med et hårbånd. På den måde kunne man se hendes ansigt, der lige nu bar røde kinder. Det var hovedsageligt fra at gå i kulden, men nogen ville måske give skylden på at hun havde besøgt gravstedet. Som hun gik langs vejen, kunne hun se sin mor og, til sin overraskelse, sin bror. Hun trak et bredere smil. Hvor var hendes far? Som hun kom nærmere kunne se at hans enspændervogn også var væk. Måske var han ude og handle? Hun stak armen lidt over sit eget hoved for at vinke til dem. Så snart hun kunne se at de havde set hende, fandt armen sin plads til at holde om de varme sjaler, og blikket søgte ned for at se på jorden hun gik på, inden hun ville sætte i et lille løb. Når hun endelig kom tættere på sænkede. Hun ville ikke presse sig på, hvis de blev siddende hvor de var. “Hej,” lød det fra hende, stemmen bar et lille præg af den korte løbetur, men der var et bredt smil om hendes læber. Hendes blik var kun kortvarigt på sin bror, for det der fangede hendes blik var, hvordan moren så ud. Hun virkede tynd, og selvom hun havde et smil på sine læber, virkede hun trist og det stak i Leah, som altid sørgede for at løfte humøret hvor end hun gik. Hun ville ønske hun kunne få sig selv til at spørge ind til hvorfor hendes mor så ud som hun gjorde, men i stedet sank hun blikket kortvarigt og måtte sluge den spændning der hang i luften. “Jeg… Jeg beklager jeg ikke har været forbi noget oftere,” Noget oftere var i sig selv for lidt. Leah havde millioner af undskyldninger, alt fra hun havde travlt, rejsetid og bare hvordan hun de første mange år havde begravet sig selv i sin egen sorg.

 Moderen var først til at registere datteren, tvillingesøsterens, nærvær. Leon vendte blikket i mod søsteren og tøvede en god del med at ville rejse sig for hende. At hun kunne virke så munter, det virkede så ganske uskyldigt og forståeligt, men Leon sad med indebrændte følelser mod denne søster. Det skulle ikke siges højt, men han ville til tider ønske han kunne have byttet om på Lillian og Leah. Det var ikke pæne tanker at have sig, for han vidste at Leah selv havde haft sine kvaler og traumer, men Lillian havde aldrig ladt familien i stikken. 
 Selvfølgelig gav hun penge og hjalp moderen på den måde, men.. hvor var hun når det endelig var. 

 " Leah, hej min skat " altid så blid og forstående og moderen rakte en hånd frem for at ville tage i mod datteren som hun var hjemvendt fra en rejse der aldrig syntes at få en ende. Leon der i mod rejste sig blot og lod blikket falde mod Leah. Hendes undskyldning var ikke en undskyldning, men snarere en jeg er ligeglad ting for ham. 
 Leon så kort ned til moderen og lod skuldrene sænke sig. " Jeg henter et tæppe og noget at spise til dig, " til moderen. Han valgte at træde hen i det alt for velkendte hjem der var blevet noget så tomt. 

 Han var på sigt ligeglad om Leah fulgte med eller blev stående som det hun var. 

Leah sørgede for at række sin hånd frem til sin moder, som hun bød en hånd. Tommelfingeren aede kort håndryggen, inden Leah gik lidt tættere for at give sin mor et lille kram. Hun kunne mærke hvordan det virkede til at moderen ikke helt ville løsne sit kram, hvilket i sidste ende var hvad der besluttede hvor langt krammet endte med at blive.
Hun så dernæst over mod sin bror, som tydeligt kun snakkede til deres moder. Han vendte væk. Selvom Leah var vant til at de to havde deres stridigheder, så gjorde det alligevel ondt at se hvordan han stadig dvælede i ligegyldige problematikker. “Er der sket noget?” undrede Leah sig og så mod sin moder. Et trist smil formede sig på den tynde dames læber. De troede jo begge hun havde modtaget brevet om faderens død og blevet væk.
“Vi har savnet dig,” Det virkede som om der var noget mere, end bare savn i hvordan Leon opførte sig.
“Jeg går lige ind og får hilst ordentligt, okay?” Leah kunne mærke hvordan der blev givet et lille klem, inden der blev givet slip på hånden. Leah lod sin hånd glide ud af sin moders mens hun gik indenfor. Der var noget koldt over hjemmet, og ikke kun fordi det var ved at blive koldt i vejret. I entreen bemærkede hun, hvordan faderens sko og jakker var væk. Var han ude og rejse? De vidste jo, hun kom forbi… Med brynene tættere på hinanden gik hun ind i køkkenet for at finde Leon. “Længe siden,” lød det roligt fra hende, og lod sine fingerspidser stryge i cirkler på køkkenbordet, som hun stod ved. “Hvordan går det med dig?”

 Leon forstod ikke, at moderen kunne være så overbærende eller forståelig over for sin datter. Måske han ikke så det som hun gjorde, for selvom Leah ikke var der, støttede hun økonomisk og det havde alligevel en stor betydning. Det gjorde at hun kunne blive boende, at hun fik mad på bordet, varme og tøj. 
 Så at søsteren bød sig selv ind i huset og bare lagde ud med den sætning, fik Leon til at sætte kedlen på bordet med et tungt dunk og skar en grimasse for sig selv som han stod med ryggen til hende. " Mhm " brummede han og vendte sig om og satte håndfladerne i bordet og lænede sig en anelse tilbage. 

 " Det går fint, jeg skiftede job for halvanden år siden, så jeg er i Safirien og kan ikke besøge mor så hyppigt igen, men sender månedlig postkort " svaret han, som det var det mest forventelige. 
" Og så har vi forsøgt at sende dig breve, men eftersom vi aldrig fik svar, stoppede vi " et vi, ikke noget Leon gjorde på ene hånd, han hjalp blot deres mor. 

Tvillingebrorens respons virkede ikke synderlig glad. Hun kunne fornemme at der lå noget og generede. En sten i skoen, som havde været der alt for længe og skabt flere problemer, end hvis det var blevet taget ud med det samme.

Da han vendte sig mod hende, gav hun ham et forsøg på et lille smil. Som han fortalte, bed hun ikke rigtig mærke til, at han kun snakkede om deres moder. “Jeg er sikker på hun er glad for dine postkort,” lød det fra hende. Hun var nysgerrig på at høre mere om hvordan det gik ham, nu hvor de ikke sås.
Et postkort var bedre end ingenting, ligesom med hende selv, ikke? Selvfølgelig, med årene var ordene i de breve som Leah sendte blevet erstattet med flere og flere krystaller, men hun følte blot hun gentog sig i hvert et brev hun havde sendt de første par år, og nogle af de ting der foregik i hendes liv kunne hun simpelthen ikke fortælle sine forældre, selv hvis de var meget bevidste om hendes erhverv. Det slog dog en knude, som han fortalte, hvordan de havde sendt breve, men stoppede da de ikke modtog svar. De modtog kun krystaller. Det havde ikke været bevidst, at Leah ikke havde svaret brevene. “Jeg har ikke modtaget noget,” lød det forsigtigt. Men hvor sendte de brevene til? Hun var jo omrejsende, så det krævede, at de vidste hvor hun var, og hendes egne breve var kun signeret, der var aldrig en returadresse på. Hendes venstre hånd søgte op til et lille smykke, hun bar om halsen, for at pille lidt nervøst ved det. Det var et fint smykke og ikke så stort.

 Et nik blev givet. Overlegent og bedrevidende for sig, for moderen var så sandelige glad for at et af hendes børn gad skrive til hende, mere end blot at sende krystaller. " Det er hun " bekræftet han alligevel verbalt og pressede læberne let sammen og skævede en smule til søsteren.
 Så forbandet træls en følelse at stå med, men han havde vitterlig intet tilovers for hende og agtede heller ikke at få dette i den nærmeste fremtid. Hun var en horerkvinde om hun ville det eller ej, nok tjeneste hun penge og sendte penge summe hjem, men det efterlod familien i en skam. Vinden talte og fortalte om de mænd som fortalte om deres gode stunder med hende. Det krøb helt i nakken på ham af væmmelse. 

 " Vi har forsøgt at følge med ud fra hvor vi kunne høre du var nået til " lød det kort fra ham og et suk forlod ham og han så ned på kedlen der bare ventede på ham. Ventede på at komme videre med sit formål, men han trak kinderne spændt tilbage og skar en misfornøjet grimasse. " Hvornår var du her sidst, Leah? " spurgte han, blikket var skævende og mindst lige så misfornøjet som grimassen til spørgsmålet havde været. 

//Lukket, kan åbnes igen.//