Der var altid noget at lave på en gård. Hvis der ikke var dyrene, markerne eller plantagerne, så var det hovedgårdbygningen, indhegningerne, stalden, siloen eller laden. Det kunne være hvad som helst. Godtfred Elbank, ejer af Elbank Grange og den eneste af Elbank-børnene der havde besluttet sig for at overtage familieerhvervet, havde oplevet huller i stråtaget, vanskelige blomsterbede, ræve der jagtede hans høns, folk der smed skrald ind til hans ko, døde og levende mus i hans køkken – gaver fra gårdkatten – storkerede på hans skorsten og mange tusinde andre ting, der ikke havde specielt meget med hans reelle erhverv som bonde. I hvert fald ikke det liv, som andre forestillede sig, at han havde. Der var mange andre ting at se til end markerne og dyrene som ødelagt indhegning og den dertil tæt forbundne jagt af en ko, der hellere end gerne selv ville bestemme. Han havde oplevet hungersnød – hele to gange – brænd, død og kaos. Han havde oplevet begravelser og pest og andre plager, men han havde også oplevet liv og fødsel. Som beboer i Fredskilde havde han oplevet genopbygning og sejr. Noget at leve for.

Men alt det andet var tyngende, og nok egentlig også den primære grund til Godtfreds forkærlighed til det stille liv. Det stille liv bevægede sig i et roligt tempo, for der var ikke noget, man skulle nå. Den slags liv bød ikke på ubehagelige overraskelser, men i stedet simple og godt løsninger som man kunne sysle om og kære for. Det tog tid at reparere stråtag eller indhegninger, og det klædte Godtfred rigtig godt.

Dagen i dag havde, ligesom alle de andre, heller ikke budt på det vilde plottwist. Godtfreds dage var simple rutiner: Om sommeren stod han op sammen med solen, for det betød, at han havde lang tid til at få udnyttet dagslyset. Som det første ville han gå over i hønsehuset til sine fire høns (Dame, Frøken, Frue og Baronesse) for samle æg, fodre dem og lukke dem ud i deres indhegnede udendørsareal, så de kunne pirke rundt efter deres foder, biller, orme og andre insekter. Dernæst ville han gå over til sin Ko, ganske enkelt navngivet Ko, for at malke hende, inden han også fodrede hende og lukkede hende ud i sin indhegning. Dagen ville derefter fortsætte med morgenmad, som regel bestående af en form for grød med marmelade eller syltede frugter, før han ville gå i gang med dagens arbejde.

I øjeblikket stod Godtfred på en stige på vej op på sit stråtag. Han var ikke til at undgå at få øje på, for det kan se en smule underligt ud at finde en meget høj mand med mørkerødt hår og skæg i færd med at balancere op til sin skorsten. Selvom det var ved at være enden på midsommeren, og de fleste fugle derfor var fløjet fra reden, havde Godtfred fundet ud af, at der stod en storkerede på hans skorsten; og det var altså synd, hvis de store fugle skulle askes, hver gang han havde tænkt sig at lave mad. Derfor måtte og skulle den flyttes – hvis er altså ikke var æg i den. Sådan var reglerne med alle fuglereder: Hvis der lå æg i den, skulle man lade den ligge. En tom fuglerede kunne flyttes, hvis den stod til gene, eller at det var farligt for redens beboer. Godtfred mente, at råemne rede faldt i begge kategorier.

En stemme rev ham ud af sit foretagende, og Godtfred stoppede op midt på taget for at finde ud af, hvem den tilhørte. Det fregnede ansigt brød ud i et smil, da han fik øje på stemmens ejerkvinde, Lily Fox, en af hans naboers pigebørn, som for flere år siden var flyttet til Dianthos og sidenhen blevet skuespiller. Noget af en bedrift, mente Godtfred, af sådan en ung kvinde fra en by som Fredskilde. Skuespiller var hun i hvert fald aldrig blevet her. I stedet ville hun nok være blevet bondepige, bager eller tjenestepige hos en storbonde. Alt muligt andet, som hørte småfolket til uden de store drømme og ambitioner.

“Jamen, det er jo frk. Fox. Velkommen tilbage”, han ville vinke til hende, men eftersom hans arme var fuld af grene, kviste og pinde, så ville han ikke tage chancen. Han balancerede sig tættere på stigen.

“Hvis De vil holde fast i stigen, mens jeg forsøger at kravle ned igen, så ville det da være møg dejligt. Tak som byder”

Med Lilys hjælp fik han fundet fodfæste på stigen og uden hænder langsomt og forsigtigt kravlet ned, indtil han stod sikkert på sine ben. Stiger havde aldrig været hans foretrukne sted at befinde sig; det føltes som at mangle fast grund under sine fødder, lidt lige som et frit fald.
”Har De mulighed for at hjælpe mig med at flytte stigen over til laden?”, Godtfred nikkede over mod bygningen, “Et par storke besluttede sig for at bygge rede på min skorsten, hvilket ikke er det smarteste sted. Men det er underligt, hvad den laver der, taget i betragtning, at de plejer at lave dem i foråret.”

Mens Lily satte hesten ind til Ko, styrede Godtfred næsen mod hovedbygningen på sin gård. Når man kom ind ad hoveddøren, trådte man direkte ind i køkkenet, som ikke var specielt stort, men der var tydeligvis blevet kæret for detaljerne som køkkenskabene af træ og de to ens stole ved et lille køkkenbord, som, der ikke kunne herske tvivl om, var hjemmelavet af en ikke-møbelsnedker. Men stolene vippede ikke, og de var temmelig ens, hvis man skulle give Godtfred et klap på skulderen.
I sit lille køkken fik Godtfred sat en kande vand over til te og tørret sine hænder af i et stykke stof, så de ikke var så beskidte. Det blev stoffet til gengæld, men det kunne vaskes. Dernæst fandt han to krus og tekanden frem, hvor alle tre dele var lavet hos den lokale keramiker. Sådan var det i Fredskilde: Man handlede helst hos de lokale, mens man fordømte dem, der købte fra de udefrakommende. Byen havde selvfølgelig også brug for, at der var godt gang i handlen, og byens spidser prioriterede da også at få handlet med andre byer og lande i håbet om at kunne få bedre økonomi til byen. Det trængte den vel sådan set også til.

Godtfred lagde først mærke til Lily (der måtte være kommet ind i køkkenet på nuværende tidspunkt), da han havde givet sig selv et øjebliks ro til at få tændt sin pibe i. Den søde duft af tobak spredte sig i køkkenet.
"Hvornår ankom De til byen, frk. Fox?", spurgte han, mens han hældte løs te ned i sin tesi.