Der var altid konsekvenser ved at have tjenestefolk arbejde nærmest i døgndrift for en. Køkkenet havde ikke just mange arbejder, men der var stadig nogle. Husholderske til at holde slottet rent og nydeligt på nær de aflåste rum selvfølgelig. Gartnere til at holde udendørsarealerne rundt om slottet fint, selvom den vampyriske greve egentlig kunne være lettere ligeglad med dette. Han var ikke tit ude og når han var ude, var himlen ikke længere lyseblå, men tættere på kulsort, omend bare midnatsblå snarere. Der var ikke meget natur at se, når solen ikke længere brændte sit lys rundt omkring. Men solen var et fænomen, Hyun ikke havde set i århundreder. Ikke direkte i hvert fald.
Men dette omhandlede ikke savnet af sol. Nej, dette omhandlede tjenestefolket. De ansatte, Hyun havde. Selvfølgelig var Jeungdo-slægtet ikke længere så magtfuld, som den engang havde. Det havde Costas satte en stor stopper for dengang. Selvfølgelig havde den vampyriske greve ikke just gjort meget for at kæmpe for sit navn. Men der kom endnu krystaller ind igennem minerne, så tjenestefolket kunne få deres betaling. Men denne betaling var åbenbart ikke god nok for alle, da nogen havde valgt at stjæle. 
Hvor længe dette havde stået på, kunne Hyun ikke svare på. Men det havde i hvert fald fået vampyren til at tænke. Der måtte ske noget. En jurist måtte komme ind. Se på tyveriet - og måske på al papirarbejdet samtidig. Det havde hobet sig op. Det var nok på tide at få dette ordnet, hvorfor Hyun havde fået en af sine tjenestefolk til at kontakte en jurist. En langt væk helst. Ikke fra Tusmørkedalen. En fra hovedstaden, måske. Dianthos.

Og dette var blevet gjort. Men for bedst at kunne skabe et overblik måtte juristen komme til Hyun. Til Jeungdo-slottet. Vampyren vidste intet om denne jurist udover hans navn. Finneas. Derfor havde Hyun beordret køkkenet til at have rigelig med mad på lager og parat, skulle juristen blive sulten. For selvom Hyun ikke var fortaler for ideen, havde vampyren tænkt, at alt dette ikke kunne overstås på én dag. Overnatning var nok nødvendig. Og med vampyrens manglende appetit på alt andet end blod, var køkkenet næppe, hvad der blev brugt mest arbejde i. Kun lageret af blod blev genopladet regelmæssigt. Hyuns eneste formål for næring, om vampyren ønskede dette eller ej. 

At blive opsøgt af et tjenestemenneske fra intet ringere end Jeungdo-slægten kunne ikke få ham til andet end at hele et bryn af beundring. For Finneas, så var det jo ikke bare en eller anden tilfældig greve-slægt, men selveste Hyun Jeungdo, vampyren der levet i bjergene. Ah ja, rygterne gik langt. Det var vel ulempen når man levede længe, at fortidens greve blot have levet dobbelt så lang tid, var en skam i sig selv. Men frem for at rejse som det almene menneske med karet og hest, så tog Finneas andre midler i brug. En portalmager i byen var blevet hyret og ankomsten skete ved solnedgang. Af hensyn til sin klient, selvfølgelig. 

Imødekommet af tjenestefolk og et slot der stank langt væk af tilberedt mad, sank skuldrene blot en anelse som en beklagelse måtte lyde. Han havde allerede spist inden afrejse, hvorfor de måtte nyde godt af maden selv. Sandheden var dog en anden, fine mængder blod var blevet indtaget og reserve-flasker flød i rejsetasken der hang overskulderen på ham. For at hæmme den sødme duft af blod, var flasker lagt med urter og olier fra Medianens helt egen olieforhandler, Frederik Ludvik. 

Finneas havde i første anledning bedt om at blive henvist til soveværelset og dernæst arbejdsrummet for at se papirerne. Blot for at være en anelse forbedret til at møde Hyun selv. Endnu en gang til hans store overraskelse kunne han se stakkevis af papir. Var det en hændelse som havde stået på i flere årtier, eller var det bare ikke blevet organiseret på noget som helst tidspunkt. Men han begyndte at kigge nogle af papirerne igennem som han stod ved bordet. Papir for papir blev skiftet ud i hans håndfalder, øjnene kørte hurtigt skimmende igennem. Men papirerne blev lagt på bordet igen og han løftet blikket frem for sig. " Hr. Jeungdo. Finneas M. Lyøe " og hånden blev rakte frem, som bordet ikke var i vejen for den hilsen. 

" Fortæl mig lidt om Deres tanker vedrørende sådan et tyveri og forventninger til mit arbejde " 

Siddende i læserummet havde Hyun ikke hørt, at juristen var kommet ind. I de mange år havde vampyren endnu ikke følt sig træt af at læse. Jovist havde læsning aldrig været hans yndlings ting. Nej, det havde været dansk og musik. Pudsigt nok. En greve, der gerne ville synge og danse. Men mest synge. Han havde endnu en tendens til at synge i smug. Uden at tænke over det kunne Hyun vælge at mumlende synge for sig selv. Ikke højt, bare for sig selv. En gammel vane, som end ikke et halvt årtusind kunne fjerne fra ham. 
En husholderske kom dog ind til ham, fortællende at juristen var her. Nogle grever ville nok være sure over ikke at få det at vide med det samme. Fyre husholdersken og ødelægge det hjem, hun havde bygget om med lønnen fra Hyun. Men nej, sådan var Hyun ikke. Han sagde blot tak og lod husholdersken gå ud af lokalet igen. Der var ingen hast, hvorfor Hyun valgte at læse resten af kapitlet, før han lagde et bogmærke af læder foran første side af næste kapitel.

Papirer flød på bordet, hvor en yderst køn mand sad.
Hvorfor var alle mænd kønne?
Hyun lukkede døren bag sig. Kendte juristen mon til hans hemmelighed? Det gjorde han sikkert, for en hemmelighed var det ikke. Det var stort set et faktum i Tusmørkedalen. Måske et rygte i resten af landet, men selv rygter kunne være sande.
"Kald mig bare Hyun." sagde han. Det var underligt at blive kaldt ved det navn, han selv havde ødelagt med hjælp af sin egen skaber. Han tog imod hånden, skønt Hyun ikke tit rørte andre. De virkede ikke til at være glade for at røre en vampyr, men Finneas M. Lyøe var åbenbart ligeglad. Eller valgte juristen at holde det ud af ren og skær høflighed? Måske. Det var i hvert fald en dejlig hånd at holde i. En mandig hånd. Stærk. 
Hyun tog plads på den anden side af bordet, papirarbejdet skillende i mellem dem. "Bare finde ud af hvad og hvor meget, der er blevet stjålet. Alt er arvestykker," Intet var nyt, alt var gammelt. Jo, bøger kunne være nye. Efter så mange år havde Hyun læst og genlæst hele biblioteket. Hvor ville hans gamle lærer have været stolt. "Og i forhold til papirarbejdet, bare få orden i det. Jeg har ikke kigget på det i lang tid." Meget lang tid.

Grebet i hånden var et dannet og fast greb. For ham personligt, var det fuldkommen ligegyldigt med folks forbandelser og race. Så længe han blev betalt, var han ligeglad med hvor klienten kom fra eller hvad deres historie bød på i sidste ende. " Hyun " tyggede han lidt på det og nikkede bekræftende. Nuvel, så ville de være på fornavn. " Du kan jo selv vælge om jeg er Hr. Lyøe, Finneas eller Finn til dig, jeg reagere på det hele " hvis ikke mere. 
Måske det var noget de begge havde tilfælles, at man kunne med tiden lære at blive omtalt på måder som fortalte mere om brugeren af navnet end personen med navnet. 

En ærlig rynken i panden forekom hos Finneas og han trak en anelse på smilebåndet. " Arvestykker?  Burde de så ikke være gået i arv for længst? " en lille joke forlod hans læber med en let klukken bag sig. Finneas lænede sig en anelse tilbage i stolen og nikkede små anerkendende til papirarbejdet som ikke havde set skyggen af orden i minium hans levetid. Begge hans levetids versioner tilligemed. 

" Forståenlig. Andet jeg skal vide? Noget der skal tages højde for i forhold til familie forhold? " papir som hobede sig op på den måde, havde det med at skjule vigtige dokumenter med stor relevans. 

Nikkende godtog Hyun at kalde Finneas, hvad end den vampyriske greve ønskede.
Mon han reagerede på Finny?
Nej, det ville være alt for uhøfligt allerede nu at bruge et så afslappet kaldenavn. Finn var allerede et venskabeligt kælenavn. Hvorfor havde juristen ladet ham allerede nu kalde ham det? De var ikke venner. Var de? Hyun havde ansat ham. Sådan fik man ikke venner. Gjorde man? Skulle man bare ryste med krystallerne og så kom venner, som myg til blod.
Eller vampyrer til blod.

Hyun tog hånden til sig selv, den anden hånd på den. Det var ikke på grund af, hvad Finneas sagde. De kunne jo ikke ligefrem holde i hånd hele dagen. Dog var juristens ord ikke just de mest venlige. Jovist vidste Hyun, at det var en vittighed. Hel humorforladt var vampyren ikke. Men det var, hvad Hyun lagde i ordene, der ramte ham. Burde de så ikke være gået i arv for længst? "Ikke nemt, når der ingen er at lade dem gå i arv til." svarede Hyun tilbage. Javel var der Chuwon og hans gren af familien. Det var endnu familie. Men der var ikke mange af den slags tilbage. Og dette var allerede arvestykker for Hyun. Efter hvor mange generationer ville arvestykker blot blive anset som simpel affald?
"Familieforhold?"

Stille lænede Finneas sig tilbage i sædet og studsede lidt over sætningen han blev mødt af. Ingen at lade dem gå til, men var der ikke netop en gren af hans slægt i Tusmørke-området. Men han pressede tungen op mod sin egen hjørnetand, gled den omkring den uden at skære sig selv. Tungen kendte dens rundinger og hvor den kunne gå til før den ville skære sig selv. " Det er ikke mit at blande mig i dit familieforetagen eller privatliv, Hyun. Men har de ikke en familieforgrening af samme efternavn i nærheden? " hvad var meningen med at få styr på sine papirer og hvad der var stjålet for, hvis man alligevel ikke selv havde noget at miste i det lange løb. 

Alligevel valgte han at læne sig frem i sædet igen og samlede nogle af papirerne lidt på bordet, de skulle nok blive sorteret, dateret og lagt i korrekt dokumentation. " Jeg er her for din skyld, så jeg er nødt til at vide om der skal tages hensyn til noget arv af værdiggenstande som måske ligger blandt dette rod " blikket søgte op i mod den andens. 

Finneas havde læst op på ham, det var tydeligt. Eller også var juristen blot fra byen eller måske bare kendte Chuwon eller nogen anden i den forgrening af familien. Men uanset hvad grunden til Finneas' kendskab kunne Hyun ikke løbe væk fra dette, hvorfor han nikkede svagligt. "Korrekt. Min storebrors efterkommere bor endnu i byen." Som de eneste. Det var sølle, at så stort set alle af vampyrens søskende havde flygtet fra området eller blot skiftet navn for ikke længere at blive forbundet med skandalen, der var Hyun. Kun Seungkwan var blevet. Selv efter Hyuns mange modsigelser og opfordringer. Men storebroren var blevet ved Hyun helt ind til sin egen død. Nok den sidste begravelse, Hyun havde grædt til. Eller været til for den sags skyld.

Den vampyriske greve kiggede på den simple jurist, der begyndte at arbejde. Kigge papirer igennem. Hyun var så gammel, at han ikke længere frygtede, hvad Finneas ville finde. Hvad kunne han finde? Breve mellem fædrene, der havde sat ægteskabet op mellem Hyun og Mai? Alt det lå fortiden til. Sammen med Hyun.
"Ikke hvad jeg tænker, nej," sagde Hyun. Hans svar var dog mere af forvirring og uvidenhed end konkrethed. Måske han skulle blive for at kunne hjælpe Finneas. Vampyren havde jo ikke just andet bedre at give sig til. "Bør jeg blive? Hvis nu du falder over noget, du har brug for min stemme til, Finneas?"

" Og.. ønsker du at der skal tilfalde noget til dem på sigt? Afgifter, procenter eller lignende? " det var sjældent han måtte snage så meget i et privatanliggende, men det fungeret nu engang noget så normalt i denne situation. Vampyr til vampyr, selvom det kun var velkendt med den enes hemmelighed. 

Rodet var stort, datosortering og eventsortering var først på dagsorden. Men som han skiftende fik sorteret en smule og så op på greven, trak han en anelse på skulderen. " Du behøver ikke bliver, jeg tænker at få ordnet det i første omgang og så skal jeg nok kalde eller hente dig mig selv, men ville det være muligt at få et tomt glas herop? " i håb om at det ikke skabte en form af mistrolighed til ham. 

" Jeg har nemlig selv bragt noget med at drikke, hvis det er i orden med dig " tilføjet han efterfølgende og lænede sig let tilbage, som det var hans stol og hjem de befandt sig i, hænderne foldet let ved maven og blikket der ikke flyttet sig fra greven. 

"Jeg har ikke just ikke at være den, der overlever dem." sagde Hyun med meget tydelighed i stemmen. Nu var der gået så mange århundreder, hvor generationer efter generationer af Jeungdo-slægtet havde gået bort foran vampyrens næse. Eller ikke direkte foran ham, men der havde været yngre medlemmer, som havde vokset op, indtil de var seks fod under. Hyun havde ikke rigtig tænkt på selv at være seks fod under. Jovist var muligheden der, men ifølge ham var det ikke en rigtig mulighed. Desværre.

Hyun løftede lidt med det ene øjenbryn. Et tomt glas? Hvorfor lige et tomt glas? Hvorfor ikke et fyldt med nogle af alle de vine, Hyun alligevel ikke selv ville få drukket? Men juristen forklarede sig selv bagefter. Selvbragt drikkelse. Stolede han ikke på Hyun? Den vampyriske greve forstod ham. Hvem turde stole på en vampyr? Hyun ville nok næppe selv stole på sig. I hvert fald ikke en vampyr som Costas. Eller vampyrer i generelt sågar. "Selvfølgelig." sagde Hyun. Han fik hurtigt en tjener en og spurgt efter et tomt glas. Tjeneren kiggede på de to mænd, før han forsvandt for ikke lang tid efter at komme med en tom pokal af krystal til Finneas.
Hyun overvejede kort. Skulle han gå og lade Finneas være alene, eller skulle han blive? Han havde ikke rigtigt noget at foretage. Intet at lave udover at læse og sådan. "Vil jeg være en hæmsko, hvis jeg blev?" Stemmen var en anelse usikker, akavet. Selvfølgelig skulle Hyun nok forsvinde, hvis Finneas bedst arbejde sådan. Det kunne godt være, juristen ikke ønskede at have ham stirrede midt under arbejdet. Eller have en vampyr stirrede på sig generelt.

Det kunne forekomme som et ømfindigt punkt, og Finneas nikkede blot en enkel gang med hovedet som værende forstået. Det var selvfølgelig ikke Finneas sted at blande sig, skønt greven snildt kunne sætte procenter af til familien der stod som mulige arvetager, hvis det altså var hans ønske for det. Men i stedet lod han sig blot notere af, at ingen skulle gå i den retning af de nyere tal. 

Forståelsen var der, greven virkede ikke til at blive stødt eller af skræmt af, at han ikke agtede at drikke eller spise af hans køkken. Et glas blev hentet og sat til ham, og han takkede stille til det og lod glasset stå lidt, lige at lade det blomstre lidt og for ikke at skabe for meget opmærksomhed når han skulle hente flasken med det søde blod. Hænderne fik fortsat blot samlet pergamenter i massevis for at kunne gennem gå dem et ad gangen og så sortere det. Et heldagsprojekt, men til hans fordel var der mørklægning i rummene her. 

Næsen rynkede kort og han vendte blikke tilbage mod den blege greven. " Du må gerne blive siddende hvis det er det, lige til start vil jeg bare lige få sortere det hele og skabt et overblik, men du skal være velkommen til at kigge på ". Det generet ham ikke synderligt. 

Glasset blev placeret på bordet, men ikke meget mere end det. Så tørstig var Finneas ikke alligevel, tænkte Hyun. Men han var heller ikke den bedste at svare på dette. Greven var jo selv en, der kun drak, når han havde brug for næring. Ellers var der ingen glas over for ham. Ingen grund til at have tomme glas til at stå. Minde ham om de ting, han egentlig ikke behøvede. Han behøvede ikke vand. Han behøvede blod. Om så vampyren ønskede dette behov eller ej. Og ved guderne, ønskede Hyun at kunne hælde samtlige depoter af blod ud i skovbunden og aldrig genopfylde dem. Men den slags mirakler kunne ikke ske. Selv guderne havde deres grænser.

Det kunne fremstå lettere myrekrybbende. Hvordan Hyun bare blev siddende, kiggende på Finneas. Mon juristen troede, at vampyren så på ham som sit næste måltid? Måske, måske ikke.
"Ja, der er meget at skabe overblik over." sagde Hyun, lettere akavet. Det var jo hans skyld. Han kunne have fået dette ordnet tidligere. Han burde have fået dette ordnet tidligere. Hvorfor havde han udskudt det? Men igen, hvorfor behøvede Hyun dette? Han havde gjort det nu, fordi han ikke havde andet at få lavet. To do sedler var jo ikke just de, der var lange for vampyren mere. Han havde god tid til alting. Alt for god tid.

 Et sted så ville han gerne bede Greven om at gå, men blot for at få noget at drikke selv. Noget af sit eget blod der var medbragt, men det var nok ikke lige så nemt. Det krævede en del mere arbejde for sig end som så. Måske han ikke havde tænkt det hele igennem. Men spurgte man Finneas ville han dog mene, at det var tænkt til ende. Hyun skulle bare væk, indholdet tømmes før han kom retur og få glasset til at dufte af noget. Hint til hvorfor han havde olier fra Frederik Ludvik. 
 Ikke at olierne kunne bruges til andet. 

 " Nåede du selv en uddannelse før du blev forbandet, Hyun? " spurgte han mens blikket endnu lå i pergamenterne og sorteret dem stille og roligt for sig. At han kunne føre en samtale samtidig med at få tingene roteret rundet som det skulle være, det var en ting man lærte med tiden. Han formåede at gøre med nemhed. 

Small-talk. Hvor længe siden havde Hyun virkelig deltaget i den slags menneskeligheder? Havde han small-talket med Chuwon? Nej, small-talk var lettere unødvendig dialog for at holde stilheden væk. Den dialog med efterkommeren havde været alt andet end unødvendig og meningsløs.
"Ikke en officiel, nej," Hyun havde knap nok været sytten. Ikke gammel nok til at være myndig, men gammel nok til at blive ægtet - og gøre dumme handlinger. "Planen var nok enten at brede slægten ud eller forstærke den her." Den vampyriske greve kunne ikke lade være med at knække over dette. Sikke ironisk det var. Familien havde ønsket at ægte Hyun og hans brødre væk for at gøre, hvad enhver anden adelig slægt gjorde. For at styrke slægten. Men det havde netop været i forbindelse med et af disse ægteskab - mere præcist polterabenden - der havde sat en prop i disse planer. Og skyllet enhver dråbe ud for at være på den sikre side.
"Hvad med dig? Hvor længe har du været jurist?"

Fingerarbejdet med papiret fortsatte upåvirket af deres stille i gangværende samtale, men alligevel sagte farten sg i det og han vendte hyppigere blikket mod greven. Uden at vide helt besked, virkede det næsten uvant for ham at have gæster, ikke at Finneas kunne sætte sig i det, når han fortsat havde en vennekreds, eller altid formåede at til skaffe sig en ny.  

Men øjnene smallede en anelse og han undrede sig en smule. " Ikke officielt. Mhm. Hvad er din krops alder da? " jovist så han ung ud, men han kunne være alt mellem... ja, mellem hvad egentlig. Han ville ikke give ham et elevator blik, men endt alligevel med det, mens hovedet faldt let til siden, for at få alle deltaljerne med sig. 
Spørgsmålet som tilfaldt ham fik et smigrende smil til lige at tippe over læberne og han lod smilet falde igen. " Alt for lang tid føler jeg, " en stak papir blev samlet i hånden og han lod blikket falde mod det, samlede det ordenligt og lagde det til siden. 

" Der er konstant mærklægning her i hjemmet for at du kan bevæge dig frit omkring, korrekt? " 

Hyun gjorde lidt høje øjenbryn, men med et fnysende smil og grin. "Ser jeg så ung ud da?" sagde den vampyriske prins. Men igen, han var heller ikke den ældste, hvis man så af udseende af kun. Mentalitet derimod var Hyun ældre end den ældste pensionist. Han havde set storheder og forfald i landet. Eller han havde levet igennem disse. Han havde ikke selv overværet dem. Kun det forfald, der var Jeungdo-slægten.

Nikkende kom hovedet først. "Korrekt. Jeg vil helst ikke opleve ubehag i eget hjem." Hjem blev sagt med en mærkværdig tone. Kunne dette kaldes et hjem? Kunne Hyun endnu kalde dette et hjem? Han havde levet på dette slot i så mange år, men hvornår havde det sidst været et hjem for ham? Engang havde det, ja, men nu? Nu var svaret anderledes. Sværere. Kompliceret.

" ... Måske 20? " og han havde som sagt sine tvivl allerede der. Meget kunne han vide, men folks alder var så meget nu om dage, de ældste kunne være yngre end de yngste og omvendt. Det var en forfærdelige mentalitet at have med sig. Men han undede virkelig  at vampyren var så letsindig. At han ikke syntes at lade sig påvirke af det lange liv, men bare tog evigheden med kyshånd. 
Til sin egen forfærdelige fordel. 

En vag trækning var let at ane på hans mundvig som han hørt det. Det havde en stor betydning for ham, det gjorde det hele en smule nemmere for ham, det betød at han ligeså kunne vandre omkring som han ville. " Det giver særdeles god mening. " nikkede han samtidig som en dobbelt bekræftelse for at have forstået svaret til sit, ellers så åbenlyse, spørgsmål. 

Finneas lod tungen presse sig mod sin hjørnetand, men pressede ikke nok til at han stak sig selv. " Ville du have mulighed for at give mig nogen timers arbejdsro, så skal jeg nok finde dig, når jeg har noget at fortælle dig? " eller bare styr på arbejdet og en mulighed for selv at få noget at drikke. 

20 år? Det var vel en form for kompliment. Kropsmæssigt var Hyun jo ikke den mest myndige. Dengang var tiden anderledes. Den gang var man voksen som femtenårig. Mere end gifteklar som syttenårig. Denne forståelse var endnu at finde i landet. Især hos de adelige slægte, men det var også mere og mere normalt at vente med ægteskab til ældre aldre. "17. Og et par uger, hvis man vil være helt konkret." Hyun havde kunne fejre sin fødselsdag få uger før polterabenden, hvor det hele gik galt. Hvor ikke blot det hele gik galt for den vampyriske greve, men også for hele slægten. 

Nikkende gjorde Hyun anerkendende til Finneas' forståelse. Juristen var i sandhed en nydelig mand. Hvor havde vampyren fundet ham? 
"Selvfølgelig, selvfølgelig," sagde Hyun. Akavet rejste han sig. Kørte hænderne langs lårene for at strække benklæderne ud. Han kiggede hurtigt rundt, som om han ikke længere kendte sit eget hjem. "Jeg vil nok bare være et par lokaler væk. Bare send en af tjenestefolket for at finde mig, okay?"  

" Sytten? " gentog han forbavset og så alligevel med et chokeret ansigt på greven. Var han i sandhed næsten det dobbelte af den mands alder. Der var ikke langt fra sytten til toogtredive, men alligevel var det blot to tal fra det dobbelte af sytten. Men Finneas rynkede let panden og tog forbavselsen med sig til eftertanke. 

Det forklarede hvorfor papirerne var så meget i uorden. Det var i virkeligheden en ung mand som sad med det, at skulle sætte sig ind i ejendomsskatte, værdipapir, aktier, indtægter og udgifter, det var alligevel en opgave for sig. " Et par lokaler væk, forstået " tilkendegav han og nikkede indforstået og studsede alligevel over måden som manden sad på. Kendt han ikke sit eget hjem? Men Finneas undlod at kommentere på det. 

Men han så gerne manden forsvinde ud af lokalet før han gav sig i kast med det første årti af grevens papir, men samtidig tillod han sig selv at sænke et glas vin. Tog sig ikke helt af risiciene ved at tjenestefolkenen kunne komme forstyrrende forbi, for det var alligevel intet han kunne tale sig ud af. 

Hyun vidste ikke, hvordan han skulle forholde sig. Hvis man blot antog hans udseende og ikke kiggede på noget andet, ja, så var han sytten. Knap nok myndig i den moderne verden. Men han var mere end sytten. Meget mere. Han havde århundrede bag sig. På en måde ønskede han, at han ikke havde tal på det, men ak, nej. Sådan var det ikke. Hyun havde tal på det. Han vidste, hvor gammel han rigtigt var. I en helt præcise tal.

"Igen, bare sig til, hvis du får brug for mig til noget, Finny." Og Hyun fangede sig selv med det samme. Hvis han havde haft blod i kroppen, var porcelænsansigtet blevet, ja, blodrødt. Men heldigvis var der ikke megen blod i ham flyde rundt. Alligevel skyndte han sig ud. 
Selvfølgelig skulle han lave sådan et stunt. Typisk af ham. At have selskab var endnu nyt for ham. Eller gen-nyt for ham. Men at bruge et så venskabeligt - og måske tættere - kælenavn som dette? Var Hyun blevet bidt i hjernen eller hvad? Nu kunne han tænke på dette resten af dagen. Eller i hvert fald indtil Finneas igen ønskede at have Hyuns tilstedeværelse ved sig. Hvis manden ønskede dette nu.

Der var gået nogen timer og Finneas havde fået gennemgået noget der svaret til tre årtier. Måske det lød af meget, men tre årtier var intet ved siden af de mange hundrede år der lå og ventede på ham. 

Men det ene glas efter det andet glas var blevet tømt, og forskellen der var at ane på Finneas var det, at der var kommet en anelse mere kulør på ham. Læberne havde såvel kinderne havde en mere rosa nuance og han virkede blot som et vinterbarn, end et lig. At Hyun ikke havde lagt mærke til det eller skænket det en tanke, det kunne man altid undre sig over med tiden. 

Lyden af trin som han tog sig for at genfinde greven der havde givet ham fri passage til at hente ham når det var, var blevet taget i brug. Pausen fra stolen var ikke en reel pause, men et spørgsmål omkring noget dokumentation. Noget som stak ud fra det hele i det ene år. " Hyun " lød det fra ham, for at tilkendegive sin tilstedeværelse. " Har du en erindre om alle dine ansatte over tid " et stort spørgsmål at give fra sig på denne tid. Klokken havde på nuværende tidspunkt passeret halv fire om natten nemlig, men en vampyr sov ikke. Det var ikke nødvendigt.