Der var stille, som aftener nu typisk er. I baggrunden kunne man høre en ivrig græshoppes serenade, og vinden i trætoppene, der fik dem til at danse i det usynlige favntag. Dog kunne man i det fjerne høre et fremmedlegeme af lyd. Tordenskrald, der rullende og hurtigt kom nærmere Elverly. Det var blot i sådan en pludselig opståen, og lige så hurtigt som man havde hørt det, lige så pludseligt stoppede det igen. Som om det aldrig havde eksisteret.

Et lille stykke væk fra Elashas have, passende gemt mellem træer og buskads, hoppede Minali ned fra den tordnende dragehale, der havde forårsaget den mystiske lyd i sit ridt. Dens sukkende lyd kunne minde om en tortureret sjæl, og farverne på dens bug skinnede i lyserøde nuancer.

”Du venter her” beordrede Minali.
Mørkelverkvinden havde en helt særlig plan i mente. Hun tog sig til armen og bed tænderne hårdt sammen, da et jag gik igennem musklen. Såret var et par dage gammelt, men stadig forholdt det sig ganske dybt. Hun frygtede at hvis ikke der blev gjort noget, kunne der gå nekrose i vævet, der ville sprede sig til resten af kroppen. Nok var mørkelverkvinden ganske glimrende til at indsamle urter til eget forbrug og vidste en del om dem. Det havde dog sine begrænsninger, når hun ikke kunne finde dem hun skulle bruge. Og hun vidste at Elverly var i overflod. Det fantastiske paradis, hvor mørkelvere ikke var velkomne. -Eller det havde hun da hørt at det var. Hvis hun kunne finde en kur til sin dårligdom, måtte det da være her. SKULLE være her. Pengene var få og hun havde ikke de nødvendige evner til at fremstille eliksirer til formålet. Så hun havde besluttet sig for at være dristig denne aften. Og tage det hun mente tilkom hende.

Hun mærkede et puf i ryggen, da Malurt skubbede sit horn imod hende.
”Du får en gulerod, hvis du venter her”.

Efterfulgt af endnu et puf. Hårdere end det første. Striberne på dens bug blev mere rødlige.
”Gulerødder – som selvfølgelig kun er noget heste spiser. Men som kan bruges til at fange rotter eller en kanin. Bedre?”. Dragehalen stoppede med at puffe, farven skiftede tilbage til lyserød, og hun tog det som accept.

Hun trak kutten tættere over hovedet og begyndte at snige sig frem mod den forbudte have. Hun nåede udkanten, hvor hun så de første urter og knælede ved dem, mens hun nøje analyserede hvilke der var tale om.

Minali sukkede anstrengt. Det var som at snakke til en mur eller et barn. Ved nærmere eftersyn kunne hun ikke gøre om skovelveren var en ungelver, men med hendes reaktionsmønster kunne hun kun gætte.
”Lyt nu her. Jeg har tænkt mig at tage det jeg har brug for, hvis ikke du giver mig det frivilligt. Og jeg adspørger dig at dæmpe din stemme. Jeg har allerede lidt meget ballast og er flygtet fra mange folkemængder. Jeg har ikke brug for det igen. Hvis du ikke vil samarbejde med mig, ser jeg mig nødsaget til at tvinge dig til stilhed. Jeg har også en – ”lille ven”, der venter på mig. Jeg lovede ham mad fra denne have. Han har det med at blive frygtelig ukontrollerbar, når han er sulten. Jeg tænkte et par gulerødder kunne være tilstrækkeligt. Men jeg tror aldrig han har spist en grøn skabning som din før”.

Elasha stod der som en anden heltinde og spærrede adgangen til et par lægeurter og en smule mad. Ironien fik Minali til at grine. En kølig, klukkende latter, der startede lavt og dybt fra et sted i hendes brystkasse, indtil den boblede op til overfladen, høj, sprudlende og halvhysterisk. Den ene hånd gled ned til hendes bælte, hvor daggerten hvilede, men for nu lod hun den være.

”Så dette er den berømte gæstfrihed for Elverly. Dette paradis I så inderligt værner om, men nægter at dele med omverdenen. Du vil virkelig skubbe mig tilbage til skyggerne? Du er ikke anderledes end min klan. Du kæmper under et andet flag, men marcher til rytmen af den samme tromme, lille Gyldenhår”.

Minali kneb øjnene sammen under hætten, da skovelveren begyndte at hoste. -Havde hun overanstrengt sig, eller var Minali ikke den eneste der var tilskadekommen?- Hun nikkede roligt, et skævt smil kunne anes under hætten. Hvis truslen om Malurt måtte være hendes trumfkort, så måtte det være sådan. Hovedsagen var at hun fik sin vilje, uanset hvad. Langsomt fjernede hun hånden fra daggerten igen.

”Jeg har ingen interesse i at destruere din have. Eller at blive for længe. Elverly er smuk… for smuk til mig”.
Der lå en snert af noget mærkeligt i hendes tonefald. Bitterhed? Sorg? Samtidig lød hendes stemmeføring nonchalant, som om det var noget der enten havde vandret hendes tanker så meget, at hun ikke overvejede det længere eller blot havde affejet dets betydning.

”Jeg skal bruge Avanyas Hyld... Storblodmos. Selv om jeg lidt er i tvivl om du ville have sidstnævnte, da den primært er at finde i våde områder og moser”.

Hun rakte de blege, halvkrogede fingre ud og gled dem over bladene på en af de farvestrålende blomster, som var hendes hud et tomt lærred og farverne noget hun forsøgte at opsuge gennem berøring og beundring.

Med langsomme, overvejende skridt, fulgte den kutteklædte kvinde efter skovelveren. Det ene bryn steg i vejret, da hun mistroisk så hvordan den grønne morv gik ind og fandt planten til hende.
”Alt perfektion er en illusion… En utopi. Jeg stoler mere på individer der indrømmer nederdrægtighed, end dem der forsøger at spinde ord, der skal renvaske deres gerningers uvæsen. Jeg regner ikke med at jeg finder mange af førstnævnte i dette lille paradis… Hvis Avanyas hyld er hvad du har, er Avanyas hyld hvad jeg må nøjes med”.

De sidste skridt blev taget hurtigt mod Elasha. Hånden der før havde kærtegnet blomsten rakte ud efter urterne i Elashas hænder.
Nu væsentligt utålmodigere end før, når målet var i syne.
”HURTIGERE! Giv den til mig!”

Tilbage stod Minali som et barn, der fik fjernet de længe lovede småkager, da urterne blev taget væk, og hun sendte dem et langt blik. Armene var stadig udstrakte, og fingrene krøllede, klar til at lukke sig om dem øjeblikket de ville blive hendes.

Hun så sig over skulderen. Der var ingen andre i nærheden.
”Psh, hvis det kan slå koldt vand i dine årer”.

Hætten trak Minali væk. Hun var vant til at være svær at afkode. Ingen sort hud som sine artsfælder besad hun. Øjnene var sorte som blæk, så man ikke kunne se hvor hendes pupiller begyndte og sluttede. Ligeledes var håret mørkt som natten og skinnende som silke. En anelse rødme på punkter som kinder og de spidse ører angav at hun havde en puls. For det var hun blevet forfulgt det meste af sit liv. Af klanen hun var født iblandt. Af mænd, der fandt hende eksotisk. Af folk hun havde gjort uret, hvor hun var et alt for nemt ansigt at genkende. Hendes kinder og hage var prydet af ar - aftegninger, der var karakteristiske for mange mørkelverklaner.

Hænder rakte hun igen krævende frem mod Elasha.
”Nu, giv mig hvad du har lovet”.

Ordene der forlod Elashas mund var noget hun hørte sjældent. Sjældnere fra en kvinde, og en tidligere version af Minali ønskede i det øjeblik, at hun havde hørt de ord fra præstinden i klanen eller de mange højerestående kvinder, der havde ladet alt stå til, mens de vendte ryggen væk. Et skævt smil prydede de buttede læber.

”Tak… Jeg tror dog desværre det er alt for tidligt for Elverlys generelle befolkning, at jeg kan marchere her ind umaskeret. Med mit helbred i behold, ganske vidst”.

Hun så ned på planten og bladene i sine hænder, og lige så snart de kom i hendes besiddelse stoppede hun dem hurtigt ind i munden og begyndte at tygge dem. Da de havde opnået en mere knust struktur spyttede hun dem ud i sin hånd igen, og næsten febrilsk skubbede hun kappen til side ved den ene skulder og trak ned i sin skjorte. Et mørkt væskende sår kom til syne, og hun trykkede hylden hård ind imod dem. I et par sekunder bed hun tænderne sammen, indtil det forvredne udtryk forsvandt, og i dets kølvand lå der kun frelse. Hun sukkede lettet.

”Fint, det vil kunne tage toppen for nu”.

Nu den brændende fornemmelse og svimmelheden så småt var ved at fortage sig, så hun tilbage på morven.
”Jeg vil huske det, næste gang jeg skal fjerne en pil fra mit legeme, forårsaget af en af dine artsfæller” klukkede hun sarkastisk. Men lige så hurtigt korrigerede hun sig selv. Kvinden havde ikke udvist fjendskab.
”Jeg takker allernådigst… Din kat- Den kan snakke. Uden ord. Den besidder viden. Hvordan?”