Den enorme, frodige plet på Krystallandets kort, der var kendt som Amazonitskovene, var et magisk, forunderligt sted. Stedet rummede utallige historier om både naturkatastrofer, interne krige, magiske vidundere, fødsler og dødsfald af skovens mangfoldige folk. Disse historier var aldrig blevet skrevet ned eller på anden vis bevaret i noget som helst menneskes arkiv. Skønt skovene var i konstant vækst, og altid blomstrede sig frodig dag for dag, herskede der stadig ældgamle træer, så brede og så høje som tårne, der kunne berette om klaner af kentaurere, satyrer, feer og trolde, der havde levet iblandt dyrene, og havde bevidst eller ubevidst, været med til at beskytte området fra menneskers altødelæggende adfærd.
Mennesker havde lov til at passere, men hvis ikke de holdt sig til stierne, kunne det gå hen og blive farligt for dem. Der var fortællinger om mennesker, der enten var blevet drevet bort af rasende kentaurere, eller forført af dansespillende satyrer. 

Der var også trolde, og dem var der ingen der kunne lide. De var for dumme og dovne til at kunne blandes med resten af skovlivet, og de gjorde intet godt for skovene, fordi deres ligegyldighed og manglende respekt overfor deres eget hjem skadede troldeskovene og alle nærliggende skovområder. De samlede flere mængder mad end de faktisk kunne spise, og var skyld i, at alle skulle kæmpe lidt mere og gå lidt længere, for at samle forråd til de kolde vintre. I øjnene på en vild ungtrold, kunne alle andre racer virke fjendtlige af natur, takket været hans artsfællers opførsel igennem tusinde år.

Fig var som altid på farten, nede på fire ben, sprintende, hoppende og rullende, over grene og under grene, igennem hule træer og videre gennem tornede krat. Han flygtede fra noget stort og farligt, der højest sandsynligt allerede havde givet op med at løbe efter den lille hvidpelsede troldehan, så snart han var sat i spæn. Men Fig så sig slet ikke tilbage, for selvom han var væsentligt mere intellektuel end hans artsfæller, var han styret af sine instinkter. Han var lille og ung, og selvom han aldrig havde set en trold blive mast under foden af en anden større trolds kølle, så var det hvad han forestillede sig ville ske, hvis ikke han blev ved med at løbe. 

Troldeskovene strakte sig ikke længere, og Fig, i sin hast, lagde ikke helt mærke til, at han var havnet tæt på stierne, hvor der fandtes værre ting end troldekøller. 

Cataron spændte hovedtøjet på Celene fast, efter hun havde græsset i det dugvåde græs i vejkanten. Hoppen, der havde tjent Cataron i 19 år, var begyndt at blive langsommere og havde ikke den store energi bag sine skridt mere. Vognen hun trak, der både fungerede som butik, produktudvikling og hjem for Cataron var tung og manglede smørelse ved hjulene, så Celene måtte nogle gange vrinske højt før hun fik et hvil.

Cataron klappede den aldrende hest på manen, og sagde med tør stemme: "Du sgu ved at blive gammel Celle. Men mon ikke du kan lidt endnu?", han så på de store lysegrå øjne det prægtige dyr havde og mærkede hvordan tanken om at miste hende snoede sig om ham, som våde reb. 
Cataron hostede og i hans stille sind gik tankerne: "Når videre med os. Troldeskoven er ikke langt væk, og jeg mindes det der, vi fandt det gode træsaft der gik godt sammen med svinekæberne. Dem vi solgte ved herberget sidste forår. Årh ja.. det gav Krystaller nok til taget kunne blive repareret.."

Den trætte hest, den tunge vogn og den gamle mand, var nu på landevejen igen. Men forude, nær træerne var det som om noget bevægede sig.

De fleste smådyr i skoven flygtede under troldens spænen. Et større dyr i det fjerne lod ikke til at have spottet ham endnu, men Fig forventede at den ville flytte sig, når først han kom lidt nærmere. Intet lod til at kunne stoppe ham, og så alligevel var der denne her gamle, kentaurlignende dyr… en hest… der nærmest ikke rokkede ud af flækken, selvom de inden længe ville risikere at kollidere. Det fik Fig til at presse hælene i skovbunden og bremse kraftigt op, så der dannede sig en brun støvsky omkring ham.

Noget var gået op for Fig, og det var at hesten ikke flyttede på sig, af den simple grund, at det var fysisk umuligt for den. Den trak rundt på noget tungt, som han ikke havde noget godt troldeord for, men genkendte menneskeskabt hule, af en art. Han gispede da han undersøgte den mærkværdige vogn og helt overså det menneske, der var sammen med hesten, og tilsyneladende havde spejdet i retning mod Fig. I et øjeblik fik han øjenkontakt med den aldrende menneskemand.

Fra den støvede jord rejste han sig op, så han ikke længere var på alle fire og børstede jorden af hænderne. Han rakte ned i sin taske for at finde sin hjemmelavede slangebøsse og en lille håndfuld sten op.

Den tunge egetræs vogn var netop begyndt at rulle under de knejsende sten da Cataron fik øjenkontakt med hvad der kunne ligne et lille barn. 'hvad pokker? hvad laver en lille unge som ham herude? Ved han ikke det farligt, at være så tæt på troldeskoven!? Gad vide om han er faret vildt.. han må sgu have haft fart på, siden der støver sådan.'

Cataron rejste sin arm og vinkede mod, hvad der lignede et lille menneskebarn, mens han råbte: " hej du" ja du, er du faret vild?"

Celene vrinskede og kastede en smule med hovedet, da hun fik øje på det lille væsen. Cataron overvejede om han skulle gå mod barnet, eller blive siddende. Han valgte det sidste, da hans knæ værkede og barnet nok ville komme til ham hvis det havde brug for hjælp. Han roede i inderlommen på sin vest og fremdrog en gammel træpibe, hvor snirklede vinranker var gravet. 
Af baglommen tog han en lille læderpung med tørrede blade som han med nænsom hånd stoppede ned i piben. Fra bag øret, et ildstål - med fejende bevægelse og nogle små klik da metallet ramte hinanden, fløj der gnister i det tørre vegetation og en lille ild opstod. Nogle sug efter var Cataron omringet af en sødeligt lugt og han pulsede roligt i piben, der havde været med ham siden han var 20 år.
 Mens han sad der, fjernede han ikke blikket fra det unge væsen. Han ventede, for kun en tåbe ville løbe mod troldeskoven - der gemte på mere end snoede stier og mørke kroge.

Figs lange troldeører løftede på sig, for at høre efter hvilke lyde den fremmede kom med, men han havde aldrig rigtig stået ansigt til ansigt med et rigtigt menneske før, så ordene var utydelige for ham. Han talte kun troldsk, og det sprog var der ingen, udover trolde, der gad lære at tale. Det var en meget gryntende sprog, hvor krystalisiansk var mere klart og syngende. Alt Fig kunne høre på mandens stemme var, at der ikke var så meget kraft i hans tone, og han virkede ikke vred eller truende på nogen måde.

Men mennesket måtte uden tvivl være ond, hvis han fangede dyr på den måde og tvang dem til at bære ham og hele hans hule på den måde. Han kiggede mellem mand og hest, mens slangebøssen hvilede passivt i hans hånd. “Oh,” Udbrød han, da mennesket valgte at tage et våben eller værktøj frem og antændte det med gløder. Han holdt pænt afstand fra ham og hævede nu sit eget våben med en sten i remmen, og sigtede mod redskabet i hænderne på manden. Figs evne til at ramme var ret god, når både han og målet stod stille, men som han sigtede mærkede han at han rystede på hænderne. Og han rystede også på knæene. Det var nok fordi han var så tæt på et af de mennesker, som han havde hørt så mange skrækhistorier om. Han spændte indtil slangebøssen ikke kunne mere og sendte en sten afsted mod piben, hvor den begyndende, søde lugt kom fra.

Og så løb han faktisk nærmere, før han overhoved vidste om han havde ramt, for at kunne skynde sig og stjæle våbnet fra manden, før han selv kunne samle det op.

Det gik stærkt, næsten usandsynligt stærkt. I løbet af få sekunder havde det lille væsen; set ham an, hævet sin hånd, og med en hurtigt bevægelse skudt noget efter ham.
*Plonk* piben fløj ud af Catarons hånd og landede ved siden af kuske-sædet.
*hhfehp* Hostende kiggede han efter piben, mens han ud af øjenkrogen, så væsen komme nærmere og nærmere. Han greb den fine træ genstand, der mod hans forventning ikke havde taget skade, mens gløderne lystigt var i gang med at nærme sig kanten af bukken, hvor han hvilede sine fødder, mens han førte kareten. 
"hvad sker der der dog?!" udbrød Cataron forvirret. Celene, vrinskede højt og nu stod det klart for Cataron, at drengen var ved at være ved vognen. Valget stod nu mellem at sørge får de vilde gløder ikke tog fat i andet, eller forbedrede sig på et komme i nærkontakt med den vilde unge. 

Ikke hurtigt nok. Da trolden havde nærmet sig vognen og klatret op ad siden for at kunne række ud og stjæle våbnet, var det for sent. Den gamle mand havde åbenbart været hurtigere end hvad Fig var vant til med de gamle, sløve trolde derhjemme. Så nu frygtede han selvfølgelig at have begået en kæmpe fejl. Han var indenfor menneskets rækkevidde, og nu lod det til, at han var havnet i en begyndende ildebrand. 

Som trold der levede i skovene, kendte han ret godt til skovbrande, og han vidste hvor altødelæggende flammer kunne være. Uanset hvor ligeglad han kunne være med fremmede væsner, så kunne han ikke se på mens gløderne fik fat i træet og udviklede sig, så lidt mod sine instinkter gik han om bord på gulvet og forsøgte at kvæle de begyndende flammer med tøjet på sin krop. Gispende.

Langt fra kunne Figs klæder ligne almindelige menneskeklæder, men det var bare et stykke stof, der var viklet om ham og syet med ufine sting. Og selvom Fig på mange måder mindede om et ungt menneske, havde han pels over hele kroppen, en lang plysset troldehale, troldetryne og små bløde stødtænder. Hans arme var tilmed lidt længere end hans ben, hvilket var derfor han befærdede sig så nemt på alle fire.

Det værkede af smerter i Catarons ryg, mens han - i et besynderligt samarbejde med, hvad der tæt på meget tydeligt var en trold, forsøgte at slukke ilden. 

Den lille fyr havde valgt at rulle sig i gløderne for at slukke dem, hvilket kun havde lykkedes halvt. Cataron smed hurtigt sin læder vest fra sig, og brugte den til at kvæle de sidste gløder. En sved perle trillede stille ned fra hans tinde, mens han satte sig på kuske-bænken og strakte ryggen. 'jeg skal have nogle flere helende urter.." tænkte den aldrende mand i sit sind. Smerten tog stadig til. 

"Hva pokker laver du, din lømmel?! Det kunne være gået så grueligt galt!" udbrød Cataron med vrede i stemmen, og alvorlige øjne. 

Han kiggede på trolden. Den var ikke så stor og armene så alt for lange ud forhold til resten. Cataron havde ikke set en trold de sidste par år - men han holdte sig også mest til kroerne og de kendte veje. Der var der der var flest kunder og mest sikkert.

Cataron tog en dyp indånding og lod vreden formindskes betragteligt: "ja ja. Der er jo ikke sket noget. Sæt du dig bare op lille fyr" han tog en slurk fra flasken der stod i holderen ved siden af sædet. Den indehold æblecidder med timian, en drik Cataron holdt meget af. 
Citron-æbler virkede bedst - men alle sorter kunne bruges. 

Cataron havde taget pipen og proppet den i lommen. Det var nok bedst at vente til senere med at nyde noget god tobak. 

Så snart flammerne var forsvundet trak trolden sig så lang tilbage han kunne fra den ældre herres sko, og begyndte at krybe sig, da manden begyndte at tale i en gnaven tone. Fig forstod sig ikke på andre sprog en trold, og vidste ikke at han blev skældt ud for at have gjort noget, der var farligt for ham selv. Men tonen i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Han fik skæld ud!

Han behøvede ikke at observere ham særlig længe, før han kunne vurdere sin egen sikkerhed for nu. Manden virkede gammel og slidt i det, og skulle manden forsøge at jokke på ham eller række ud efter ham, ville Fig spæne ud af vognkonstruktionens side, hurtig som en kat.

Stemmen blev hurtigt blidere, og den hvide trold var mindre på vagt overfor fare. Han løftede pelsørerne spørgende, for at tyde hvad der blev sagt til ham. Men da det var nyttesløst at forstå noget som helst, kastede han i stedet sin opmærksomhed på den flaske der pludselig kom til syne.

Figs næse var som en sporhunds, og da proppen blev løftet, duftede han en meget lækker æble-timian blanding, som han aldrig havde duftet til før. Han flyttede sig ikke fra fødderne bare fordi manden bad ham om det, men klatrede selv op på sædet for at løfte sine arme op og forsøge at få en hånd på flasken. Troldenæsen arbejde og kom med gryntende lyde, som også var kendt som troldsk. Han ville dufte til det. Og han ville smage…! Det var en dårlig guide, der havde guidet Cataron mod troldeskoven, hvis ikke han havde lært ham det om trolde, at de var rent behovstyrede. Mad og drikke især, var noget man kunne handle med, hvis man ønskede adgang i troldeskovene.

De gamle øjne kiggede blidt på trolden.
"vil du smage lille fyr?" Cataron rakte flasken med en rolig bevægelse til trolden og lagde sit ansigt i venlige folder. Der var jo ikke sket noget med vognen, og der var ingen grund til at bruge den resterende energi han havde, på være vred. 

Med den anden hånd, havde Cataron taget en lille pakke med tørret abrikos op. Han lagde den mellem de to, og tænkte det ikke kunne skade at væsenet fik lidt sødt at spise. 

Smerten tog stadig til i ryggen, og der var svært for Cataron at holde masken meget længere. Han måtte få fat i sin salve der lå inde i vognen. 

Som en desperat, fik han endelig lokket flasken ud af den gamle mand og tog en god slurk af den, uden at vide hvad det var han faktisk drak. Men Fig var bestemt ikke kræsen, nej! Og en trold gjorde sig ikke i om det var sundt eller usundt, så længe det smagte herligt. Men hvorfor gav manden ham det helt gratis? Derhjemme var han vant til at skulle slås for at smage på de gode ting.

Han dumpede ned at sidde på sædet ved siden af mennesket og kiggede spørgende på ham. ”Fyr” Gentog han, uden at vide hvad det helt præcist betød. Det der menneskesprog virkede kompliceret, selv for en intelligent trold. Flasken holdt han fast i, mens hånden menneskeagtigt søgte ned i posen med de meget søde, tørrede frugter. Det føltes mærkeligt bare at gå amok i maden, når nu manden lignede en, der ikke kunne forsvare sig herude. Men for nu tog han for sig, og kiggede bare på ham den gamle, mens han ømmede sin ryg.

Har han ondt? Tænkte Fig, smaskende, og forsøgte at huske hvor han sidst havde set en busk, hvor der voksede Avanyas hyld. Hmmmm! Den måtte han lige tænke over endnu en abrikos. Hånden dykkede ned igen og førte endnu en op til den store mund.

"Årgh!" udbrød Cataron, han knækkede sammen på kuske-bænken. "Den Zalans ryg!" råbte han i smerte. Han tog sig til ryggen og bed tænderne sammen, så hårdt hans kæbemuskler tydeligt kom frem. Det føltes som om han muskler var i flammer. Han forsøgte at gå ned fra kuske-podiet, men hans ben bukkede under ham og han faldt ned af de sidste trin. Med en styrke han ikke burde have, holdt han fast i læderremmen der fungerede som hjælpemiddel når man skulle op på podiet. Han gik med svingende skridt mod døren i vognen og skubbede den åben. Han øjne løb i vand. 

'Skal have fat i.. salven..' Dette var den eneste tanke der blev ved med at kører gennem Catarons hoved da han steg ind i vognen, men smerten tog til. Han nåede det gamle medicinskab på væggen og åbnede det mens tårene pressede sig på. Forrest stod flere mindre grønne flakoner, med et syregrønt egetræs blad sirligt tegnet på. Cataron rakte op efter den mindste der stod forrest, men endnu en skud af smerter fór op gennem ryggen, og endnu engang tvang smerterne han til knække sammen. Han vaklede han syn blev sløret også .. faldt han. Cataron mærkede smerterne gjorde ham døsig, og i en storm af smerte og svimmelhed, faldt han hen.   

Normalt var der ikke noget der kunne tage Figs opmærksomhed væk fra lækre tørrede figener, men langsomt tyggende drejede han hovedet mod manden der havde råbt op. Han forstod at det ikke var ham han råbte af, for det var nu ret tydeligt at han havde ondt. Det var lidt bekymrende. Her i skoven betød det jo at man ikke kunne klare sig selv mere, og så var det snart på tide for den gamle trold at forlade verden. De unge trolde ville begynde at tage afstand…

Manden faldt ned ad vognen, og Fig holdt op med at smaske. Han vippede ørene lidt tilbage, og strakte så halsen og lod dem poppe op i vejret igen, så han kunne se om han kom på benene igen. Det gjorde han så. Fig kravlede hen på den del af sædet hvor ham den gamle havde siddet, og stak hovedet frem så han kunne se ham gå hele vejen rundt om vognen. Da han så forsvandt ude af syne, kunne han mærke at han med bump og brokkende støn besteg vognen og begyndte at rode rundt og klirre med glas.

Men med et frygteligt BRAG sprang Fig. Manden var faldet, og han kunne høre hvordan ting faldt ned fra hylder, og glas smadrede ned mod gulvet. Det var meget ulig Fig at bekymre sig om mennesker, men netop dette menneske her havde blødt ham op med sin gavnlighed, så han fandt sig selv slippe alle godterne og sprang op på taget i vognen og hoppede ned på det indgangstrin. Den grå mand lå bare der, nærmest helt livløs med glasset med salven smadret udenfor hans rækkevidde. Den salve kendte trolden dog ikke til, så han tænkte ikke på at undersøge om den kunne hjælpe ham lige nu. Han gik bare hen og ruskede i den store krop uden held…

...

Figs sporehundsevner havde ledt ham direkte hen til hylden. Han havde knækket grene og kviste af for hurtigt at kunne komme tilbage til den forslåede mand. Han dumpede grenene på gulvet og begyndte at plukke hylden indtil han havde nogle håndfulde, og mosede dem mellem sine hænder, som han havde lært af sin mor. Selvom manden lå der og ikke kunne tage for sig, forsøgte Fig at mase sine fingre med blomstermassen ind i hans mund, og håbede på, at han kunne få det til at hobe sig op i munden på ham, indtil det ville glide ned i mavesækken på ham.

Det var sløret for hans syn, og han mærkede det dunkede i højre side af hovedet. Han måtte være faldet, før han nåede salven. Smerten i ryggen var der stadig, men det var gemt bag et slør af døsighed, og gjorde Cataron kunne fokusere en smule da han løftede hovedet en anelse. Han kunne fornemme han var alene i vognen, trolden måtte være gået sin vej. 

'Pokker tage det her lort..' Tænkte Cataron stille. Det grå hoved dunkede ned i gulvet igen og den gamle mand faldt han i en udmattelses søvn, hjemsøgt af syner om død og forladthed.. 


*hfump!* Cataron spærrede øjnene op, da en lille troldehånd pludselig fyldte hans mund med en mærkværdig smagene form for.. blomst? 

Fig håbede sådan at det snart ville virke, for der var ikke meget hyld tilbage på busken. Han kunne selvfølgelig forsøge at finde mere, men på denne årstid var der langt imellem de spiselige planter, især så tæt på troldeskovene.

Lige mens han stak fingrene helt ind i munden på manden, og nærmest tilstoppede hans luftveje med blomster, spærrede den fremmede mands øjne op. Figs egne øjne var store og stirrede nysgerrigt lige ind i ansigtet på ham. Han gispede begejstret fordi han var i live og trak straks fingrene til sig selv. Nu var det ikke længere nødvendigt at stopfodre ham med blomster længere. Grenene der lå her og der var næsten fri for hyld, men det havde drysset en del hist og her, så den gamle herre kunne inspicere hvad det var han var blevet fodret med ved det blotte øjenkast.

Fig hoppede over ham, som vejede han ingenting, og landede på en skammel med en pude på. Han havde slået låsen på et glas syltede et-eller-andet af, og begyndte at tage for sig. Han vidste ikke hvad det var, men han var jo altædende, og han havde fundet ud af, at der var godt med mad herinde. Derfor havde Fig bestemt ikke noget imod at blive her og passe på den gamle lidt endnu. Indholdet af maden kørte rundt i munden og han smaskede tilfredst, som om intet var hændt.

Han svøbte det vegetariske materialle rundt i munden, det var ikke gift, det var Cataron sikker på. Der ville ikke havde været nogen grund for trolden at forgifte ham. Han lå stadig med lukkede øjne og trak vejret tungt; " Det dunkede i kroppen og det føltes som om han kunne sove i flere timer uden det ville hjælpe. Han gumlede lidt mere på, hvad han på grund af smagen, kunne gætte måtte være hyld. Han slugte en smule af den let bitre saft. Den tyndtflydende væske, flød forbi svælget i munden og videre ned gennem halsen. Som han lå udmattet på gulvet, ansede Cataron ikke at en smule af saften fra hylden pipplede ud gennem hans læber og langtsom fugtede dem. Det resterende væske dryppede langtsom på det brune trægulv, som ikke just var nyvasket. 

*flump* "hvad var det?" tænkte Cataron stille: " der var lyden af et patentglas der blev åbnet. Han havde hørt den lyd hundredevis af gange og det var ikke til at tage fejl af: nogen måtte havde åbnet en glas beholder"..

Trolden spiste skamløst af indholdet i glasset. Det smagte jo helt vildt godt, syntes han, og han tænkte ikke rigtig over, at det var noget han ikke måtte tage af. Han forstod jo nok, at det var den gamle menneskemands mad, men han havde jo så meget. Og han havde tidligere budt ham på mad tidligere. Fig havde aldrig smagt noget som helst syltet, så det var svært at efterlade glasset tomt. 
Ja faktisk, da han ikke kunne få armen helt ned i glasset, uden at få en våd, pelset arm op, besluttede han for at føre glassets åbning til munden, og begyndte at hælde i sig. I øjeblikkets stund, var der ikke meget forskel på ham og enhver af de lokale gæster på den nærmeste landsbykro, der drak sin hårdttjente dagsløn lystigt op.

Fig gav et lille pjevset hik fra sig, og stillede det nu tomme glas på gulvet ved siden af sig. Han tørrede sin mund med den tørre arm, og lod sit blik spejde rundt i lokalet efter den næste måltid mad. Nok var Fig proppet, men han var ikke vant til at have så meget mad til rådighed. Han kendte ikke til selvkontrol!