Der var flere møder, nogle var arrangeret andre var dukket op mens han var her. Det var med at bruge den tid man havde i byen fornuftigt og dermed få klaret de ting man skulle, nu hvor man var et sted hvor man ikke var så vellidt. Lazarus havde endnu ikke mødt ind i problemer, og foruden hans besøg i tempelhaverne, hvor han havde mødt Ethian, havde han forholdt sig i de nedre områder, blot for at være sikker på at han ikke ville rende ind i problemer.

Han lagde hånden om kruset foran sig og drak lidt af øllet som det indeholdte. Han havde lånt et værelse på et af de små snuskede bordeller i den nedre by, så de kunne være alene, og ventede nu blot på dagens møde. Han havde uden tvivl trukket hende ud af hendes egen komfortzone, ved at arrangere mødet hernede. Mødet med Cassiopia var et møde som var blevet sat i stand mens han havde været i byen. Et kodebrev var blevet leveret til hende. Han kunne ikke blot møde op foran hendes hjem, og han havde ikke andre måder at komme hende nær på. Han vidste ikke hvor hun bevægede sig eller hvad hendes dagligdag indeholdte.

Nu kunne han blot sidde og vente på at hun ville dukke op. Han havde hørt om hende, set hende, men aldrig talt med hende, hvilket nu ville ændre sig. Hun var oplagt at tage en snak med, for hun havde været vigtig for mørket i deres arbejde da byen blev belejret, men hans fornemmelse omkring hendes interesse i mørket, var dagsplanen for deres møde. 

Cassiopeia havde modtaget et brev som var signeret af et navn hun ikke kendte. Det var først da hun havde siddet helt alene med brevet at hun havde fået muligheden for at hive sit læderklæde frem og tjekke brevet for skjulte beskeder.
Hun hadede det. De breve hun ikke kendte til eller var sikre på hvem var fra, for det var altid ballade. Hun havde aldrig noget at kunne sige imod, for hun kunne ej sende et brev tilbage til en person der ikke eksisterede – og blev hun væk ville det ende galt for hendes familie. Dét ønskede hun ikke.

Med en lang kappe over sine fine klæder havde hun gået i retningen af nedre by af Dianthos. Hun havde dog stoppet for at finde en af de mindre gyder, hvor hun kunne gøre sig usynlig så ingen så hende gå mod det nedre bydistrikt. Der var en helt anden lugt til distriktet, som sørgede for at hun dækkede sin mund mens hun gik og øjnene var limet mod gadens forløb under hende, for at være sikker på at hun ikke trådte i et efterladenskab.
Som hun endte foran døren til bordellet, måtte hun, med en dyb indånding, sørge for at hun blev synlig for personen der ville komme til døren når hun bankede på. Øjnene så dømmende ud, men uden et ord gav hun bordelejeren en lille pose krystaller før hun forsatte ind i bordellet. Hun sørgede for at undgå at gå ind i lystfolkene og de andre gæster, sådan at hun ikke ville blive afsløret i at være usynlig. Det hele havde gjort hendes ryg anspændt, som resulterede i at hun gik med en flot holdning med armene samlet foran sig.
Som hun fandt til værelset, lyttede hun efter ved døren et øjeblik, så frem og tilbage på gangen inden hun åbnede døren for at gå ind. Først da døren til værelset var lukket tæt foran hende, lod hun usynligheden slippe med et suk.
Den fine slanke hånd fandt hendes pande som hun vendte rundt på stedet, så hun kunne se ud i rummet. Hun havde ikke set at der allerede var en anden inde på værelset, hvilket var hvorfor hun tog et hurtigt lille skridt bagud så hendes ryg ramte døren. Uden at have tænkt over det havde hendes hånd søgt op til dørhåndtaget, klar til at stikke af hvis det ikke var en hun skulle kendes ved. Hun sank en hurtig klump før skuldre og arme sank sig. ”Jeg vidste ikke De allerede var her, Korporal” fortalte hun med et lille suk. Hun sørgede for at snakke lavt nok til at hendes benævnelse af stillingen ikke ville vække den mindste opmræksomhed. Det var en fejl fra hendes side af, at hun ikke havde set ham. Det var godt at hun ikke kvajede sig på sådan en måde når hun var ude for at spionere.

Der var en lille fornøjelse hos ham, i at han havde lokket en give af hendes status ned i disse områder, hvor hun bestemt ikke hørte til, både i hendes egen og hans optik. Men det var blot sådanne ting man måtte efterlede, når man var en mand i hans position; at bevæge sig rundt i en by som hovedstaden, virkede næsten umulig - men det havde gået fint de sidste par dage, og han havde endnu ikke mødt nogen modstand. Hvilket selvfølgelig fornøjede ham. 

Lazarus havde taget plads på værelset, efter at været blevet vist på plads. Han skulle blot slå tiden ihjel og vente på at hans gæst ville dukke op, og deres lille møde kunne gå igang. Han slyngede vinen rundt i glasset, som han havde bestilst og smagte på den røde drue. Der fandtes så meget vin; både godt og dårligt.
Det var selvfølgelig spændende at skulle møde en person som Cassiopeia som havde gjort så meget for Mørket i deres indtog i landet og ikke mindst Dianthos, men han havde alligevel opsnappet nogle forurolignende ting, som han gerne ville addressere overfor denne, næsten, for ham, ukendte kvinde.

Han rettede sig op og rejste sig efterfølgende fra stolen som døren gik op og lukkede sig igen. Ved første øjekast var der ingen der kom ind, men hurtigt blev hans nysgerrighed tændt som Cassiopeia lod kappen forsvinde og viste sig selv for ham. Et smil spillede på hans læber. "Hellere vise sig som et godt eksempel og tage godt imod min gæst, ikke sandt?" Lød det roligt fra ham, som han søgte hendes blik. Han havde hørt meget om hende, set hende nogle meget få gange, men aldrig haft fornøjelsen af at tale med hende - indtil videre havde fornøjelsen at se hende ofte også været nok. Uden tvivl en kvinde af en hvis status. "Det er noget at en kappe du har dig der" Lød det komplimenternede og næsten misundeligt, "Et glas vin?"

Cassiopeia gav korporalen et kort nik som han forklarede at han ville tage godt imod hende. Det var nok også for det bedste, at hun ikke var alene og skulle vente. Ventede hun længe kunne det jo være hun glemte at hun var usynlig. Det var noget møg, når sådan noget skete.
Selvom Cassiopeia længe havde været en del af Mørket, blev hun aldrig tryg ved at se nogle af dem i øjnene i længere tid af gangen. Hun frygtede for de evner de kunne besidde og om de ville ende med at finde ud af noget de ikke skulle, eller måske endda gøre ting værre end de allerede var, selvom hende og hendes husholdning var beskyttet for nu.
Hun trak sin kappe af så den ikke dækkede hendes klæder og trak den til en start hen over sin ene arm, indtil hun fandt en stumtjener, hvor hun hang den. De få skridt hun gik og den generelle måde hun begav sig på udstrålede også blot hvordan hun hørte til de højere sociale klasser. Hun stod flot og rank, og hendes kjole sørgede for at der var fine lige linjer med bløde former, der fik hende til at se helt delikat ud.
En sjælden spion af slagsen.
Hun så fra kappen og mod ham, som han kommenterede på den. Hendes fine tynde hænder havde dårligt givet slip på stoffet. Hun så kort tilbage på kappen. “Tak,” lød det fra hende, næsten lettet. Som han bød hende på et glas vin takkede hun ja, og begav sig i hans retning, dog uden at komme inden for armslængde. “De har virkelig formået at vælge en lokation, jeg aldrig ville blive set ved,” klukkede hun. Der var en hentydning til et oprigtigt lille smil. Selvfølgelig, så var det jo også meningen at det skulle være et sted der var privat nok og et sted hvor folk ikke ville have den store mulighed for at genkende hende. Hun var bare heldig hun bar evnen til at gøre sig selv usynlig så hun med sikkerhed ikke blev set i de mest skumle hjørner af Dianthos.

Som kappen blev taget helt af og pakket væk lod han sit blik glide ned over hende. Hun var ikke den typiske spion, men hun havde gjort et godt stykke arbejde og at have en person som hende i de højere sociale rækker, havde vist sig at være mere værd end så meget andet. Hun var kommet med mange informationer til mørket, som havde hjulpet dem på deres vej.
Hun var dog så meget mere end en god spion; hun var en yderst attraktiv kvinde. Hun stod skarpt og rank foran ham. Velplejet og velklædt. Tydeligt at hun hørte til de højere sociale klasser som hun stod der foran ham.
Lazarus vidste godt at stedet her ikke var et sted, som hun ville bevæge sig frivilligt imod og at hun havde kappen som havde skjult hende for omverdenen, var uden tvivl et vigtigt redskab for hende lige nu. Ingen ville vide at de havde mødtes eller at hun havde besøgt et beskidt bordel. "Ja, jeg ved godt at det ikke er et sted som De kommer ofte" Et af de sjældne smil lod hans mundvige hæve sig, i et beskendt smil imod Cassiopeia. 
Han bevægede sig tilbage til stolen han havde siddet i og tog fat i karaflen med vin og hældte op i det tomme glas, ved siden af hans. Han bevægede sig mod Cassiopeia med glasset i hånden og rakte hende det, "Tag gerne plads i en af stolene" Selvom det bestemt var glædeligt at møde hende og bruge tid på hende, så var de ikke ankommet til mødet blot for at hygge. 
"Mørket er glad for Deres informationer og det De har leveret til dem, i deres jagt på mere magt her i Dianthos" Startede han roligt ud og kiggede over på hende, "Hvordan ser De dig selv i rollen som spion, frk. Reier?" 

Hun kunne ikke lade være med at trække på et let smil, som korporalen nævnte at det ikke var et sted, hvor hun ofte kom. Det var et sted hun aldrig kom. Dette skulle helst være første og sidste gang hun satte foden her. Hun turde slet ikke at tænke på hvis hendes moster Hecate så hende i denne bygning. Ja, en ting var hvad Cassiopeia lavede her, en anden ting var at hun var i bygningen.

Et glas rødvin blev hældt op og budt til hende. Hun tog imod det og fulgte hans ord og begav sig mod en af stolene. Mens hun gjorde det, pillede hun ved en af de lange ærmer hun bar - eller det var det, som det lignede. I sandheden sørgede hun for at hælde noget i sin drink, som var neutraliserende mod gifte og bedøvelser. Værende paranoid for alle omkring sig, tog hun ingen chancer. Hun følte, at hun næppe kunne stole på Lyset eller Mørket.
Hun fik sat dig pænt til rette; benene samlet, knæene skudt lidt til en fælles side og hendes hænder samlet om vinglasset oven på hendes lår. Fornem og fin. Hun trak på et sobert og politisk smil, som han komplimenterede hendes arbejde, og gav ham et kort nik. Hun vidste selv godt at hun var brugbar og at de få gange, hvor der var opstået fejl, var det ikke noget der skabte nok problematikker. Hun vidste trods alt hvordan hun skulle komme af med beviser.
Brynene blev dog tættere ved hans spørgsmål, men det varede kun et øjeblik. “Hvordan jeg ser mig selv?” gentog hun, mest af alt for at få noget mere tænketid. Cassiopeia vidste jo godt at hun gjorde hvad hun skulle, men hun frygtede lidt for om hendes opgaver ville blive ændret. “Jeg holder min lave profil og følger de ordrer der kommer min retning til bedste evne,” svarede hun, med et lille undrende smil, i tvivl om han fik det han ville have ud af hendes svar. Hun vidste udmærket, at hvis hun spurgte ham det samme, om hvordan han så sig selv i rollen som korporal, ville hun nok få en anden reaktion.

Endnu engang bevægede hun sig stil fuldt og elegant imod stolen som han havde henvist til, hun var virkelig en dame af adlen. Det var slående. Ryggen var rank, benene sad som de skulle og hun holdt yndefuldt på glasset. Der var stil over Cassiopaie. Hans spørgsmål havde ikke været for at tvivle hendes gøren eller formåen i hendes job som spion, han havde lige stået og rost hendes arbejdsomhed i hendes opgaver. Nej, spørgsmålet havde mere været for at se hvordan hun befandt sig i rollen og om hun var tilfreds med arbjedet; der var grunde til at han havde opsøgt hende og hvorfor han havde krævet et møde med hende. 
Som spørgsmål var lagt og hun gentog det og tog en eftertænksom pause, bevægede han sig med vinglasset i hånden imod en af stolene og satte sig overfor hende, så han kunne se hende i øjnene som svaret ville komme.
Han vurderede hendes svar og hørte det, men det gav ham måske ikke meget. Det var også det billede som han havde af hende, at hun fuldendte og gjorde en dyd for at klare sine opgaver, men var hun tilfreds i arbejdet? Gav det hende noget til livet? 
"Det er bestemt også det billede som jeg har af dig, Cassiopeia" Lød det fra ham som han smagte af vinen og kiggede over på hende, "Men De er tilfreds eller er der mere som De ønsker eller søger i Deres rolle i Mørket?" Kom det nysgerrigt fra ham for at spore sig mere ind på hendes tanker og ord, "Jeg spørger kun for at se om vi kan gøre Deres job mere spændende eller bruge deres evner bedre" Mørket var jo i deres stærke interesse i at holde deres medlemmer tilfredse, især når rygterne gik på hvordan medlemmer tvivlede. 

Hun kunne næsten se på korporalen, at der var noget ved hendes svar, der ikke var fyldestgørende nok for ham, eller så havde hun misforstået noget. Uanset så uddybede han sit spørgsmål. Et roligt smil spredte sig på hendes læber. Det var næsten som en bund af ro der omfavnede hende ved spørgsmålet. Men hvorfor?
Jeg egner mig ikke som soldat.
Det var nogle af de første tanker der for gennem hendes hoved, selvom det slet ikke var spørgsmålet, men samtidig, så gav korporalens spørgsmål hende en mulighed for at ændre den stilling hun havde. “Jeg ved ikke om jeg har mere at byde på end at kunne blende ind,” fortalte hun, mens hun tænkte. Selvfølgelig havde hun alt sin viden inden for alkymi, men hun brugte den både i sin hverdag og til de opgaver, der var mere krævende af hende, samt at hun til tider måtte tage til øerne for at øve sig i doseringer, så der aldrig blev begået fejl.
Som tankerne strøg over de muligheder hun faktisk havde, begyndte hun at se en udvej for sig selv. “Det er længe siden, at jeg har været ved øerne,” delte hun. Der var noget over måden hun præsenterede det, der kunne afsløre, at det hun ville på øen ikke var egnet for ‘kvinder og børn’. “Det blev en gentagende hverdag at besøge dem,” Normalvis var dagene på øerne aldrig ens, men for en kvinde som Cassiopeia, så blev de ens. Cassiopeia var allerede langt fremme i sin egen plan for forhåbentligt at gå Kile i møde så hendes forældre kunne blive fri. “Hvis jeg skal bedre alkymien indenfor Mørket, vil jeg foreslå at der bliver sat plads til nogle marker,” Vidste man ikke hvor hun ville hen, kunne det lyde bindegalt ikke at bruge den dyrebare jord på noget andet. Man skulle have tungen lige i munden, så man ikke ville glemme at hun bød på alkymi, udover den spionage hun lavede. Måske var det mest alkymister der kendte vigtigheden til friske varer, men hvis hun kunne få trumfet igennem at der skulle plantes nogle marker med specifikke planter, så ville der være en chance for at Mørket lettere kunne være selvforsynende for deres alkymi.

Der var altid noget spændende over disse møder, for selvom Lazarus måske ikke var en person som bekymrede sig, så var det altid interessant at vide hvordan man kunne forbedre ting eller gøre noget, som kunne være godt for mørket. Især når Cassiopeia altid har haft en finger med i spillet når det handler om mål eller opgaver i Dianthos, men samtidig måske følte at interessen for Mørket måske ikke var helt oprigtig - hvilket altid er en skam.
Der var altid en grund til at holde folk tilfreds i deres situation, for ellers kunne det skabe røre på flere planer. Han tog ikke Cassiopeia for en person, som ville fortælle om Mørket, hvis hun en dag skulle træde ud. Det ville også gå ud overfor hende selv.
En anden ting var Lazarus evner som han ofte lå spille et lille puds, når han sad overfor folk. Sådan som de sad her, så behøvede han ikke at bruge meget chakra eller kræfter på at læse hendes tanker. Men hendes tanker var interessante og attraktive at komme i kontakt med.
Jeg egner mig ikke som soldat. Det var heller ikke noget han forlangte eller regnede med at hun skulle sendes ud som, slet ikke. Det var hun for køn og for vigtig til. Slet ikke.
"Det er også helt i orden, Cassiopeia" Lød det roligt fra ham, som han søgte hendes blik, "Jeg ønsker ikke at du skal ud i en masse ændringer, det var kun for at høre hvor tilfreds du var i din rolle" Han kom slet ikke for at sende hende nogen steder hen, blot en status opdatering.
Han var her for at lytte til hende, så da hun først begyndte at lade sine ord glide ud mellem hendes læber, lyttede han til hende. Han boede selv på øerne så det var altid interessant at høre på forslag, som kunne forbedre deres situation efter at de måtte flygte derud. 
Det var rigtigt at hun var alkymist, det var et spændende fag som han ikke kendte meget til, men han havde læst hendes journal, men næsten glemt den del - også fordi at Mørket dårligt nok brugte de egenskaber som hun bar på.
"Hvilke planter har du brug for?" Han var blot korporal så han kunne intet gøre, men blot tage det med videre.

Hun løftede hovedet en anelse som han nævnte at han ikke ønskede at der skulle ske en masse ændringer. Tilfreds. Cassiopeia havde lært sig selv at være tilfreds med den del hun havde i Mørket. Hun var glad for hun ikke havde hverken en højere, lavere eller bare en anden ligeværdig stilling inden for Mørket, for det ville få hendes verden til at se så anderledes ud, og lige nu, så kunne hun få det til at fungere.

Hans spørgsmål fik et smil til at bevæge på sig. Se, selvom han ikke var af de meget høje rang, så var der en chance for at han kunne nævne det for en over ham, og at det med noget tid kunne blive implementeret. Hun fnøs kort, uden at være arrogant, “Jeg kan lave en liste til dig,” tilbød hun med et smil oprigtigt virkede tilfredst. “Hvis det bliver en realitetet med marker og plantager skal jeg nok sørge for at hjælpe med at bedømme hvor der kan være plads, uden at det kommer til at gå ud over træning, smedje eller andet,” Hun tænkte et øjeblik før hun fortsatte, “Det kan selvfølgelig være, at der skal nogle elementaler til at holde styr på forholdene omkring så det ikke ender i spildt arbejde og tabte ressourcer,” Cassiopeia vidste at der var mange muligheder for hendes arbejde kunne bedres. De gange hun førhen var taget til Obsidianøerne, kunne hun jo ikke slæbe alverdens ting med sig. Kom der i stedet marker derude, var der endda mulighed for at Mørket kunne lære at blive selvforsynende i gifte.

Hun var tilfreds med de ord han kom med, men hvad det direkte betød for hende var han måske ikke helt sikker på, på nuværende tidspunkt. Han havde haft en fornemmelse over noget tid, omkring hendes interesse i mørket, om den var så ægte som hun havde udvist. Havde hun blot gjort hendes opgave, fordi at hun var tvunget til det? Sådan var der selvfølgelig nogen der agerede, men hun var tilfreds med hans ord. Det var vigtigst.

Han kom med et lille smil over hendes fnys, var han virkelig så uviden? Det var lidt morsomt, alligevel. "Jeg ved jeg er uviden på faget, men det har ikke været min interesse" Men han ville selvfølgelig gerne please Mørkets "medlemmer" nu hvor deres tilfredshed måske ikke var så stor at syne. Han havde måske ikke den direkte medbestemmelse til den slags, men han kunne gøre et forsøg. "Det er selvfølgelig altid at få en interessant at få en professionels øjne ind over projektet, hvis det er noget som vil komme på tale" Lød det roligt fra ham, som hans blik gled over på hende under en lille tænke pause, "Det tvivler jeg slet ikke på. Du ved selvfølgelig hvor meget man skal bidde over, for at få en hær op at stå" Så smedje, træning og hvad der ellers var skulle der selvfølgelig være plads til, "Uden tvivl. Det burde der selvfølgelig være en chance for at kunne lade sig gøre. Må jeg spørge om hvorfor Mørket aldrig bare bedt dig om din hjælp indenfor den slags? Altså alkymien" Det var jo mere end interessant at vide, nu hvor hun gav det så stor en mening lige nu. 

Cassiopeia dømte ikke korporalen for ikke at være lærd om planter og deres virkning. Det var noget alkymister hyggede sig med. Eksperimenterede med. Det var lige præcis sådan noget der var I Cassiopeias største interesse. Uanset om det var til at hjælpe eller skade. Hun kunne se mening i det hele.
Det behagede hende, at han følte hendes interesse i at være en del af alt omkring markerne var fornuftig og interessant. Hendes smil spejlede sig næsten i hans. Der var noget rart i at blive bekræftet i det man lavede - selvom man ikke altid var den største fan af hvad der kom ud af det. Det var måske meget heldigt for Cassiopeia at hun havde lært at tilsidesætte sine egne følelser når hun kom på opgaver hun syntes var svære.
De blonde bryn løftede sig, som han spurgte om hendes hjælp med alkymien. “Åh, jamen jeg har haft en finger med i det, men det virker til at fokusset hurtigere kommer til råstyrke end snuhed,” I følge Cassiopeia var Mørket så velkendt omkring deres råstyrke, at de glemte alkymien og de andre muligheder som lå til deres fordel. Eftersom Cassiopeia havde svært ved at få sig selv til at gøre fysisk skade på andre, så fandt hun jo sit eget felt langt mere tiltalende som arbejdsmetode for Mørket - men det var måske også begrænset om man kunne opretholde en hær, kun lavet med fokus på alkymi. Men tænk hvis man kunne få svækket modstanderen inden kamp? Det var måske fejt… Måske var Cassiopeia bare fej generelt. “Det kan også tænkes at de har prioriteret mit øre i Dianthos højere,” tilføjede hun og trak let på skulderen. Præcis hvad dem over hende havde af tanke,r var selvfølgelig ikke muligt for hende at vide, men hun var sikker på at Zahinael vidste hvad han havde gang i.

Planter og lærdom heromkring havde ikke Lazarus interesse, den lå så mange andre steder omkring ham. Mørket havde de rette personer til at have fokus på planter og alkymien, hvis de ønskede det og lige her havde de en kvinde som uden tvivl vidste en del, hvis de blot ønskede at gøre brug af den viden som hun lå inde med.
Det var oprigtigt rart endelig at sidde overfor denne kvinde og lære hende bedre at kende i det omfang som han havde brug for lige nu. Hun var uden tvivl en betagende kvinde på mange måder.
Det var vigtigt at holde medlemmerne så interesseret i mørket og deres opgaver, så godt som de nu kunne og hvis Cassiopeia kunne få lidt mere af sin personlige interesse opfyldt, så kunne de skabe en større interesse for hende.
Lige på det punkt kunne hendes ord nok ikke være mere sande, for dem rå styrke var lige nu alt overskyggende, på trods af at det ikke kom mange vegne. "Det er nok ikke meget forkert " Han var jo selv en del af den rå styrke som de arbejde på. Han var korporal over eget regiment og satte stor pris på den, "Men dermed sagt så tror jeg med de rette ideer og den rette viden, at vi måske kan skubbe fokus andetsteds" Hvis hun ønskede at bruge sin viden på det, så kunne det da blive foreslået.
Lazarus kendte Zahaniel og hans meninger omkring hans spioner, så det kom slet ikke bagpå ham, hvis han blot ønskede at Cassiopeia skulle fokusere på at spionere i adlen -  hvilket også havde sin vigtighed.
"Men det jeg hører dig sige er at du godt kunne se dig selv få den finger med i projektet igen?"

Cassiopeia trak et behaget smil, som det virkede til, at korporalen var enig i, at der nok var mere fokus på råstyrken end på snuheden. Cassiopeia kunne nogle gange overveje, om det var derfor at Mørket ikke stod med magten i størstedelen af Krystallandet lige nu. Interesseret i en uddybning blev de ellers runde øjne en anelse smalle. Hvordan tænkte han, at de kunne skubbe fokusset væk fra råstyrken? Cassiopeia var ikke selv en haj til krigsførelse, men måske der blot skulle være en større lighed mellem styrke og snuhed? Hun var glad for hun ikke var den der styrede slagets gang, for det ville på ingen måde ende godt; der var det på den anden side rart at korporalen havde den stilling han havde og kunne lede den vej igennem.
Hun trak en anelse på sin ene skulder, som han nævnte projektet. “Hvis projektet er omkring at få mere alkymi mellem hænderne, så ville jeg i hvert fald ikke sige nej til muligheden,” svarede hun. Det var ikke et specifikt ja. Selvfølgelig kunne og ville hun assistere i alkymien, hvis hendes post som spion kunne være nogle dage foruden lidt oftere. Hun havde trods alt også lært at smide skylden væk, når hun skulle stå med de ellers stakkels slaver. Hun var næsten sikker på, at nogle slaver så frem til at møde Cassiopeia, eftersom en fejldosering kunne ‘befrie’ dem fra slaveriet.

I teorien var det smart på nuværende tidspunkt at ligge kræfterne i krigsførsel og at skabe et større og hårdere greb om de steder, hvor de allerede var til stede. F.eks. nordpå oppe i minerne, hvor Lazarus selv havde haft sin gang og styret sin egen enhed i disse områder, og skabt den frygt som han ønskede mod folket deroppe. Men at fokusere på andre punkter så som alkymien, som kunne bruges på utallige måder til at skade fjenderne, virkede som en smart idé. Men hans viden om området var virkelig ikke ret stort, hvilket var godt at han derfor sad overfor Cassiopeia. 
"Som sagt så ved jeg ikke meget om alkymien, men.." Startede han roligt ud og kiggede over på hende, "Hvis man lagde en større fokus på det, så ville man kunne skabe et produkt eller kemi som ville kunne bruges til krigsførsel, ville man ikke?" Noget som kunne brænde eller på anden måde skabe en større skade og frygt i de som kom deres vej. Men det var noget som de måtte tale om, og noget som Cassiopeia måske ville kunne sætte ham ind i, hvis tingene var sådan. Men man burde kunne bruge alkymien til meget forskelligt.

Cassiopeia prøvede ikke at lægge for meget i, at han ikke kendte til alkymien, for der var mange der ikke kendte så godt til den, og hun var vant til at skulle forklare sig, når hun lavede alkymi. “Helt klart,” svarede hun ham dog, som han kom med et forslag. Cassiopeia havde allerede leget en del med alkymien, og havde nogle små projekter i gang, som hun prøvede at få til at lykkedes. Af og til, var det bare sværere end som så at lave inde i byen. Hun skulle være forsigtig, hun ikke kom til at forgifte kloakkerne, og hun måtte bruge alle mulige midler til at fortælle sine yngre søskende, at hendes alkymi ikke skulle pilles ved. Ja, en af hendes søskende havde engang næsten forgiftet sig selv, fordi de havde for lange fingre. Siden da, havde Cassiopeia fortalt det hun lavede var rottegift eller ukrudtsdræber. Det gjorde i hvert fald, at de holdt deres naller væk. “Jeg har før lavet ting, der har ætset. Jeg mangler bare at finde en måde at neutralisere det, så det kan indkapsles,” forklarede hun. Derudover havde hun eksperimenteret med gasser, smørelse og en masse andet. “Hvis det er-” hun lod en tænkende nynnen afbryde hende kortvarigt, “Alt efter hvor længe du er her, kan jeg bringe dig et prøveglas af det. Det er stabilt nok til at blive transporteret, men ikke til krigsførelse," uddybede hun. Hun skulle bare lige finde det frem i sine hylder med ‘prøver’.

Så længe Cassiopeia vidste og forstod alkymien så behøvede Lazarus ikke selv at blive sat ind i det. Han stolede på og regnede med hende og hendes evner til at komme med den forståelse for produktet som der skulle til. Der var selvfølgelig en interesse i hans side af når det kom til krigsførsel, at udvide arsenalet og komme op med noget nyt, som var sværere at have med at gøre for modstanderen og måske var svaret alkymi her. Hvor langt og hvor meget hun vidste om den slags måtte han jo spore sig ind på og samtidig så kom det an på hvor meget plads, eller rettere sagt hvor meget plads på obsidianøerne, som de skulle bruge til formålet - den helt store medbestemmelse havde han heller ikke, men måske var flere med på ideen.
Hendes næste ord vækkede dog en endnu større interesse, for hvis hun allerede var så langt så var det jo positivt og måske ikke noget langt skridt der skulle tages. Igen så vidste han intet om emnet, det var måske blot han ivrighed som tog over. "Det lyder meget interessant og spændende, at du allerede er nået så langt med det projekt. Og ingen andre fra Mørket har fået vished om dette?" Det var både godt og en fejl. Ikke at han ville tage æren for hendes arbejde, men han kunne hjælpe med at føre det frem i verden. "I så fald er jeg sikker på at jeg kan blive i Dianthos, indtil at du har fundet det frem" Han skulle blot overveje hvor han skulle overnatte og om stedet han havde fundet var sikker, "Der er lige lidt praktiske udfordringer med min dusør og hvor jeg skal overnatte, men det finder jeg ud af"

Hun trak lidt på den ene skulder. “Der er lidt vished om det. Jeg har fået ordre om at fortsætte med at eksperimentere,” Hemmeligheden bag, var dog også at hun havde haft mere iver for at fortsætte sine projekter, med formål at finde en gift, som hun selv kunne tage for at blive ført til ånderiget og sætte en stopper for de mentale pinsler det var for hende og hendes forældre, at hun var en del af mørket.
Hun trak lidt på et udspekuleret smil, som han gik med til at få et prøveglas med sig. “Det er en aftale,” lød det roligt fra hende. Der var noget ved det, der var noget så tilfredsstillende, og måske var det fordi hun godt kunne lide at være til nytte - bortset fra at hun ikke var til nytte for folket omkring hende. Måske Lazarus kunne give prøveglasset videre til en alkymist i Mørket, og måske kunne denne eksperimentere anderledes end hende selv så hun kunne blive helt fri? Det var ønsketænkning.
Hun slikkede sig kort om læberne, som han nævnte at han lige skulle finde ud af hvor han skulle overnatte, “Selvfølgelig,” lød det fra hende med et bestemt nik. De skulle nødig have, at han blev hængt eller lignende. “Skal jeg gå til værks med det samme, eller er der noget andet De vil drøfte?” undrede hun. Hun ville nødig forlade selskabet før tid. Jo flere ting der kunne blive tjekket af listen for hvad Mørket havde brug for på en gang, jo bedre.

Det ville være mærkeligt hvis der ikke var nogen fra mørket som kendte til hendes eksperimenter, men det kunne samtidig være noget hun blot gjorde for hendes egen skyld og for egen viden skyld. Det var interessant og spændende at høre om. Han havde ingen viden omkring området på nogen måder, så at komme tæt på en kvinde som havde disse egenskaber var spændende og vagte en kæmpe interesse fra ham af. 
Der var meget han ikke vidste om denne kvinde, men han så frem til at lære hende mere at kende, forhåbenligt på igennem flere lag end blot arbjedsmæssige lag. "Hvor lang tid vil det tage at lave et prøveglas?" Han var ikke engang sikker på hvad han skulle bruge det til eller om han viden til at gøre med det som det krævede. Lige nu kunne han føle en vis glæde i hende, over at være nytte for mørket. Han vidste ikke hvor meget hun havde været i spil, men Lazarus vidste at de fleste fik en lykke over at kunne bruges eller være til nytte.
Det var et spørgsmål om han kunne finde et sted hvor han kunne blive, lige nu boede han på en kro tæt på undergrunden, hvor der var størst chance for ikke at blive opdaget. Det virkede for nu. "Det kommer an på om der er noget du gerne vil drøfte med mig? Har du nogen spørgsmål?" Han nød hendes selskab og selvom de burde komme videre, så så han intet problem i at blive siddende lidt længere med vinen og hende ved sin side.