Alfedæmonen havde lagt sig oppe på taget og solede sig som en anden solgud uden ansvar og forpligtelser, men den prinsessen havde været nødsaget til at forlade hjemmet, så han hang blot ud ved hjemmet. Det var dog dødssygt at opholde sig i Safirien på nuværende tidspunkt. 

Men han havde vel selv rendt ind i denne elendighed, sådan at stå i venteposition og skulle få tiden til at gå af sig selv. Normalt set ville han jo bare forsøge Zion omkring, hvis ikke han rendt fra den ene ende af landet til den anden for at fragte pergamenter. Men det var på stående fod sat i bero, for han havde en anden, selvvalgt og pålagt, mission at varetage. Den var så også årsagen til at han var i vente position. "Argh!" udstødte han dog frustreret, for selvom solen da var lun og varm, var de skide fugle en forstyrrelse for hans fred. 

Så frem for at ligge der og brede sig, gik han op på toppen af taget og så sig lidt omkring, så langt han nu engang kunne i dette kedsommelige landskab. Hesten var der ikke engang, så selv den kunne han ikke lege med. Hun havde virkelig taget alt hans legetøj fra ham. 

Intet, værdigt, at dræbe, intet, sjovt, at lege med. Hvordan skulle en mand som ham dog leve under disse forhold. 

Eamon havde de sidste par dage tænkt på hende, måske mere end hvad godt var når man tænkte på, at hun kun brugte ham for egen underholdning, men han var ung og naiv samt en smule lysten. Det havde taget en del overtalelse, at få lov til at rejse en tur, men Mester Martin var gået med på ideen så længe, at knægten kunne få skaffet en masse forskellige ting med hjem. 
Derfor var han sadlet op og redet afsted, måske for ivrig for at fortælle hende, omkring Gavaelyn Montel den dværg han havde stjålet fra for så derefter at hende med at hjælpe hende med at betjene kunderne. Sikker på at @[Neyrelle Thurston] ville elske at hører hans fortælling. 

Det var desuden rart for ham, at komme lidt væk fra byens larm og for Mesterens hårde hånd, som altid en smule blå og lilla rundtomkring på kroppen. Dog uden et blåt øje eller retter sagt var det mere gult fordi, det snart ville forsvinde. Han havde fået købt nogle af de ting han skulle på vejen, de var spændte godt fast på hesten. Dog havde han ikke givet besked om at han ville komme, håbede at kunne overraske hende, måske igen overnatte? sidste gang var så pirrende, han hungrede efter mere hun var næsten guddommelig for ham. 

Han nærmede sig langsomt gården, drejede ind på gårdspladsen hvor han, kravlede nede fra den høje sorte hest. Tøjet var som altid beskidt selvom han dog, havde prøvet at vaske det en smule. Håret lignede lidt en høstak dog var ansigtet rimelig rent. Blikket vandre nysgerrig rundt, måske han endda kunne få lov til at se Laban igen? den hest han sidste gang var kommet for at aflevere? en særlig hest for Eamon... 

Ensomheden måtte godt blive til en tosomhed, men intet syntes at ændre sig. Barnabas vandret omkring på taget og skærmede let for solen med sin hånd over øjnene. Prinsessen kunne godt tage og vende retur, for det at hun låste ham ude, det var lige godt zalans. Hvor var tilliden dog blandt venner. 

Men lyden af hest fangede hans opmærksomhed, og han fik lige kort falske forhåbninger. Men det viste sig at være en anden. En grimasse af utilfredshed faldt over ansigtet og han tog sig træt til ansigtet. Men hans bøn var blevet hørt. Tosomheden var blevet giver og han lod sig lunte fra tager til tagkanten og hoppet ned og landet på jorden. Blikket studsede kort mod manden som trak hesten, men den skæve næse gav ham væk. “Eamon, tænk at du komme anstigende her” lagde han små anklagende ud og trådte hen i mor personen. I sin allerfineste form. Horn, vinger, hale og kroppen i sit vante sorte pudse. 

Men for at sikre sig, at Eamon ikke stak af, så lettet han kort med vingerne og landede stående på hestens ryg. Han satte sig på hug, lagde albuerne på knæene og så ned på det usle menneske. Ay, hvor må Neyrelle have været desperat.   “Jeg må dog skuf dig, prinsessen er her ikke.. men vi kan vente på hende sammen” lod han sig dog fortælle som det første. 

Eamon håbede så inderligt at hun ville være der, næsten sikker på hun ville blive glad for at se ham igen? Det var i hvert fald det han var sikker på. Han glæde sig allerede til at fortælle det, selvom han måske ikke skulle sige han havde stjålet? Han trak lidt på skulderen af sine egne tanker, de var altid en smule rodet af finde rundt i. 
Men hvad der mødte ham var et helt andet syn, et syn der fik hans mund til at åbne sig en smule chokeret, blikket flakkede nervøst over skikkelsen, han hjerte sprang allerede et par slag over, men ikke på den der gode måde nej! Den måde der også fik de små hår i nakken til at rejse sig. 

Aldrig havde han set et væsen som dette før, det tog ham et par sekunder faktisk at kunne svarer " jeg kender ikke dig!" lød de første ord, stammende fordi han var usikker endda måske bange? Skulle til at trække sin hest tættere på sig, men så til gru den hoppede op og satte sig på den stakkels hest, bekymringen tydligt malet i stalddrengs ansigt. " jeg skal snakke med Neyrelle? hun er da ikke prinsesse vel?" ordene var tøvende, han tvang sig selv til ikke at træde længere væk, grebet om hendes reb strammede sig som han frygtet for den fremmede ville skade dyret. Tænkte altid på dyrene før sig selv... Blikket flakkende imod halen og hornene, før det så nervøst imod øjnene...

Stammende ord som var et klassisk mennesketræk, fik ham til at hæve det ene bryn noget misfornøjet over den kendsgerning. "Nej, men jeg kender dig" svaret han og så bare til som personen fik malet nye træk i sit unge ansigt. Unge, han så næsten ud til at være ældre, måske var det livet af at være en staldknægt og et sexlegetøj, at man ikke kunne nyde sin ungdom på samme måde mere. Ak og ve, dette menneske skulle nok slippe for den ene af de byrder. 

Et træk på skulderen blev givet og han lavede en betuttet læbe for at drille, men lod det falme hen med det samme igen. Prinsesse var hun ikke, så sandelig ikke. Det var blot et hånligt kælenavn og det måtte hun leve med til den dag hun døde (for hans hånd). "Hvordan kan du bede til at tale med hende, når du slet ikke kender hende?" spurgte han små retrorisk. Det var vel en selvmodsigende kendsgerning. At kende en, uden at kende dem. 

Barnebas forblev siddende på hesten og så bare til som mennesket med den skæve næse rykkede sig en anelse, men ikke slap hesten fra sit greb. "Hun har talt lidt om dig, men lyder ikke til hun har fortalt dig om mig" - "Jeg er Barnabas, hendes kæreste" mimikken og tonelejet var seriøst, det ville kræve en ekspert at se forbi hans løgn - eller bare en som kendte ham. Men et så dumt menneske ville nok falde i med arm og ben.

Eamon var ikke sikker på hvorfor den mærkelige skabning kendte ham, eller hvad han overhovedet lavede her? panden rynkede en smule undrende sammen, måske han ikke så helt ung ud men livet var hårdt, og satte sine spor især når man blot var staldknægt.
Han forstod stadig ikke navnet, men nævnte det dog ikke igen " jeg kender hende, og hun kender mig! " svarede han en smule surt, var hans usikkerhed ved at blive ændret til en vrede? 

Jorden skælvede en smule under hans fødder, et tegn på vreden var på vej, alt imens han stirrede på væsnet. Han trådte dog et par skridt frem, viftede lidt med hånden som om det ville få den anden til at smutte ned ad hans hest, men uden at tage blikket fra ham, stadig med bankende hjerte. De næste ord der lød fik ham til at stivne, man kunne næsten se fortvivlelsen glide over ham, som han prøvede at finde rundt i ordene. 
" hun har ikke snakket om dig! hun har ikke sagt hun havde en kæreste nej?" han kneb øjnene mistroisk sammen, imens han trak hesten lidt imod sig, mest af alt havde han lyst til at flygte i dette sekund, ønskede ikke at tro på hun havde en anden! Hans tanker stormede rundt og jorden begyndte at skælve mere så hesten begyndte at sparke en smule med det ene bagben " nej ! jeg tror ikke på det! du må snakke om en anden prinsesse!" prøvede han at overbevise om...

Morskabet kom som bed til, det var uden lig en gave fra de mange guder sådan at efterkomme hans bøn til tosomhed. De forstod virkelig at levere varen når det var. Han trak i smilebåndet og blottede sine tænder, hjørnetænder der var spidse og længere end menneskenes. Dæmonisk på alle fineste måde. "Du kender hende kun som den skøge hun er," fortalte han og lod sin hale glide hestens brede hals, som den havde fået et tørklæde om sig for at holde varmen. 

Jorden gav sig, og han så uberørt på mennesket, det skræmte ham ikke spor. Mennesker havde det med at have sådan nogle søde praktiske evner, men at kaste med jord og få den til at skælve - nu havde han aldrig mødt en så kedeligt væsen før. Hvad så hun dog i ham? 

"Hun kan godt lide at sprede ben for andre mænd, der er så mange ting man skal finde sig i nu til dags" sagde han henkastet og fortsat på sin lille løgn. Neyrelle ville grine med ham over dette i fremtiden, når hun selv kunne se hvor sjovt det var. "Neyrelle er adelig, jeg kalder hende bare prinsesse fordi hun opfører sig som en - og så er det ganske kæresteligt at give sin pige sådan et kælenavn". Barnabas lod den ene hånd forlade sit hvil og lod fingrene glide ned mod hestens pels på siden af maven. 

"Men hun fortalte mig hvor kedelig du var, hvor nemt du kom, at du fumlede rundt og ikke kunne finde ud af hvilke hul der skulle bruges" - men som han sagde det, faldt hans fokus lidt mere til hesten, hovedet vendt i hestens hvoedretning: "Har du nogensinde smagt hestekød?" sidespor, afled mennesket fokus og skab forvirring. 

Blikket rette sig imod de blottede skarpe tænder, det fik de små hår i nakken til at rejse sig igen, men han trådte dog ikke tilbage, prøvede han at være modig? De næste ord fik blodet i kog " Hun er ikke nogen Skøge, det er hun for smuk til" informerede han helt sikkert om! Hun var i hans øjne næsten guddommelig, det var utrolig så stor en virkning hun havde på denne knægt. 

Jorden stoppede som han så hestens panik, blikket fulgte nøje som fyren rørte hesten noget han ikke brød sig om, slet ikke! "  hvorfor skulle hun have dig?" han kunne ikke få sig selv til at tro på det, hun var jo i Eamons øjne hans ven. Han stirrede surt på den fremmed, dette måtte da være en fejltagelse! Hans øjne blev endnu større " JEG er IKKE dårlig!" vrissede han fornærmet, det måtte være en anden der blev snakket om! Hun kunne jo godt lide ham! 

Det næste fik forvirret ham, som snakken ændre sig så pludseligt, han stirrede næsten skræmt " nej jeg spiser ikke mine venner!" svarede han tydeligt. Den tanke kunne han så sandelig da ikke lide! man spiste da ikke heste? De var for smukke og kloge! "du sindssyg" konstaterede han, nikkede let som var han overbevist af egne ord. 

"Hun er så sandelige en skøge, der er ikke de hun ikke har ligget med" måske med en snert af sandhed? Kunne man virkelig kalde det en løgn når hun jo aktivt have ligget med dem begge og gjorde det så frivilligt. Adelige var sgu noget for sig selv, så nemme at få til at løfte op i klæderne for at blive taget forfra og bagfra. Mændene der i mod, de var mindst lige så frivillige, bare de fik det rigtige tilbud. Eller det lod han sig da bilde sig selv ind. 

Barnabas sukkede små irritabel over det skeptiske spørgsmål, som hestens liv ikke var vigtig nok for ham, så halsen snoede sig en anelse tættere, men intet stramt greb endnu. Det tætnede blot, groede op ad den brede hals som ukrudt mod murene. "Hun har elsket mig de sidste mange år, lige siden jeg tog hendes jomfrulighed" der var ingen skam i at lyve, for mon hun selv vidste hvem der tog den i sidste ende? Spøg til side, han ville dog aldrig bruge tid på at ligge med hende i så ung en alder, det ville være alt for besværligt. Så skulle han jo lege samme leg som hun og Eamon havde gang i.

"Du er ikke dårlig?" gentog han og grinte og lod det smøret smil blomstre grufuldt op. "Dyr er ikke venner, men midler for vores hverdag. Den dag du står uden mad, spiser du dine såkaldte venner" tænk at være så naiv og tro man kunne være ven med sin hest, hvis man stod til at sulte. 

"Men fortæl mig, staldknægt, hvis du er så god, hvorfor tiggede hun mig så om at have sex med hende i går da jeg kom forbi?" 

Eamon ville ikke kalde hende en skøge! det var ikke pæne ord ! hun var meget mere selvom hun blot legede med ham. " Nej det passer ikke! Hvis hun elsker dig så meget, havde hun ikke brug for mig! hun er ikke en skøge det kan du selv værre!" han var sur det var så tydeligt at se, van til selv at blive dårligt behandlet men ønskede det ej for andre! 
Blikket fulgte halen, som den lagde sig mere omkring hestens hals, dette fik ham til at brumme surt og rakte hen hånd ud for at prøve at få den grimme hale væk, fra Eamons hest! " flyt dig fra min hest!" hvæssede han dog nok ej den mest skræmmende person i denne verden. 

Han gav ikke op på at prøve at få fyren ned fra hesten, men de næste ord fik ham til at stirre mere imod ansigtet " jeg er ikke dårlig, jeg er ved at blive bedre!" disse ord var sande, for hver gang blev han mere udholde og lærte mere om kroppen, det var måske bare ikke så naturligt for ham, men lysten var der den var der meget!  Eamon rystede på hovedet " Aldrig! " svarede han fast besluttet på at det ikke ville ske! Han ønskede ikke at spise de dyr der betød mest for ham. 

De næste ord fik ham til at stoppe i sin bevægelse, blikket så rasende imod ham " fordi du var tætter på?  det må du vel spørge hende om?" han lød dog ikke helt overbevisende, men prøvede heller ikke at tage det personligt, han prøvede også at få ham af igen" men jeg venter bare på hende, du kan bare smutte" sagde han ærligt.  

Det at elske var så basalt og forsimplet for de ynkelige mennesker. De forstod sig jo slet ikke på alt det frie de kunne gøre. Ikke at han gjorde sig i det at elske, for det var da usmageligt, meningsløst og blot i vejen for ens eksistens. "Du kan elske en, og stadigvæk havde behov for at lege med legetøjet" legetøjet var heraf Eamon. Den skævnæsede menneske lignende ting, ikke at Barnebas ville sige han lignede et menneske, men det måtte han vel om. 

Ønsket fortsatte, men han blev siddende lidt i endnu. Hesten tog jo alligevel ingen skade, selvom det nu engang var sjovt at se hvor vredt mennesket kunne blive over at han truede hesten og talte ned om sin egen kollega. Var det ikke en typisk ting for arten? At være så fandens nærtagende, at selv de reneste dæmoner var vand ved siden af. Men der kom det. Han skulle nok blive bedre, og Barnabas vendte lidt mimikken som det lød. Skulle han nu også det, eller skulle han bare tro det om sig selv for en stund, indtil en sagde at han var uduelig. 

"Okay okay" sagde han melodramatisk og løftede hænderne, lod halen forlade hestens hals og rejste sig på dens ryg. De havde brugt nok tid sammen. "Du er for tungnem et menneske, intet under at hun bruger dig" kritikken var berettet og fornærmelsen velment. 

Ønsket om at han skulle smutte blev imødekommet, men så langt væk tog han nu heller ikke, for senere den dag skulle han jo videre. Portalen skulle laves og han skulle væk derfra. Ved Gudskelov. Barnabas lod sine vinger komme til syne fra sit skjul og trådte i hestens ryg så den gav lys fra sig, som han satte af bare for at provokere den. 

"Held og lykke med at tro på det" bare for at gnide salt i såret. 

Eamon forstod måske ikke meget, men en ting var sikkert dette væsen brød han sig ikke om, han håbede ærligt snart at se ham skride. " hun bruger mig da ikke" svarede han surt, men som den anden endelig var ved at smutte, måtte han dog træde tættere sin sin hest for at berolige den som Barnabas føj væk. 
Han skulle huske at spørge hende om det passede at de var et par, og om hun faktisk brugte ham selvom den del kunne han ikke forstille sig, hun virkede jo glad for ham ikke? Eller udnyttede hun blot en naiv sjæl som ham? For nu måtte han dog trække hesten hen til en skyggeplads og sætte sig for at vente på hende, stadig sikker på hun ville være glad for at se ham igen? det burde hun da være?