Barnabas ligner en, der har marmor bleg hud, men det er blot synsbedrag, omkring sin torso, men bordeauxrød aske farvede pletter som ligger op ad den nedre del af torso, som sortner hen i aske sort ned ad hele underkroppen, så vel hele underarmen og et svagt stykke op ad overarmen. Kropsbygningen er slank, tegner let op til hvor de nedre ribben sidder, men tegner ikke hans muskulatur op. Han har mørk aske sort hår som er kort og pjusket. Sjældent set kæmmet eller plejet om. Øjnene er mørke, tæt på grænsen til sort, men har en orangef ring i regnbuehinden som giver hans blik et trancelignende fang.

Han har skarpe hjørnetænder og et mere klassisk dæmonisk tandsæt end alfe-smil.

Men i denne alfedæmon krop, har Barnabas vinger der giver ham hen som den alf han delvist er. De er semi transparante, har et kalejdoskop mønster i den samme røde nuance. Dæmonen delen af ham er en lang hale som kan kæles halvanden gang omkring ham selv, den slutter af med en løvehale spids. Han har to lange mørke røde bagudgående horn, som ikke er til mere gavn end pynt.

Barnabas sortnede krop er det som dækker for hans nøgenhed, trods for at han i al almindelighed faktisk er nøgen. Det fungere som en hinde af leggings. Men det kan også gå fra den normale hud følelse af hænder, fødder, underarme og underben til noget mere skællede.

Men alt hvad der er rødt på ham, kan skifte hen i farven af blå. Det sker enten ved at Barnabas når et bristepunkt af flovhed eller et dybt nederlag.

Han kan også ligne et helt alment menneske igennem sin evne, hvor han bare ligner sig selv, men uden horn, hale og eventuelle vinger.

GEM1NY

Tarmlagring
Barnabas kan sluge sammenrullet pergamentet (maksimalt syv stykker i samme rul), små krystalsække til krystaller eller juveler og opbevare det i sit tarmsystem uden at det bliver kompromitteret. Det kan ikke spores ind på ham at han har tingene i sig, og det påvirker ikke hans normale levevis.

For at få tingene op, skal han benytte sig af en veltrænet gag-refleks indtil det ligge i det øverste del af svælget for så at trække det op med fingrene.

Evnen kræver ingen træning eller chakra kontrol.

Menneskeforms kanalisering
Barnabas kan ved høj koncentration kanalisere sig selv indtil en menneske-facon med og uden sine alfevinger. Det betyder at hans dæmoniske træk bliver usynliggjorde i sådan en grad. Hvis han fjerner alt, kan kun vedholder i to døgn ( 48 timer ), og så vil han ligne sit vante jeg. Men er det blot hornene, eller halen, kan det holdes i længere tid, da det er et enkel-element der skal fokuseres på.

Det er en ekstrem udmattende proces, som tager på hans energi, overskud og hjernekapacitet de første par timer.

Styrker:
Føjelig | Intelligent | Lunefuld |

Svagheder:
Utålmodig | Distræt | Useriøs

Generel beskrivelse af personlighed:
Barnabas er en løssluppen person uden helt så meget mening i livet. Hans opvækst og person er en spildet identitet i det, han hverken kan se sig selv som alf eller dæmon, og da han er god landhandlen af begge verdner, har han skulle finde sin egen identitet i dette. Det har trukket i hans personlighed på de mange mulige måder det kunne lade sig gøre. Han tilpasser sig sine omgivelser og de han er omkring, som personligheden er et pulsespil med flere mulige udkom end hvad der syntes ideelt for nogen.
Det leder ligeledes til hans lunefuldhed og manglende seriøsitet. Spøgfuldheder og dumme kommentar som han var en fortæller af folks liv, det tilfalder ham så naturligt. Men det er bare en del af ham, han har ingen grund til at være så forventelig alvorlige hele tiden, det gør kun en ældre af udseende, og det huer ham ikke. Ung af udseende og ung af sind, det er levevejen for Barnabas.

Selvom han ikke forekommer som en ideel person for noget arbejde af nogen art, er han ganske ideelt som løber for sine evner, men også hans intelligens tillader ham at være rævesnu omkring tingene. Det at finde smuthullerne og liste sig uden omkring de konsekvenser der måtte tilfalde ham. Hans evner er hans styrke, han ser ingen svaghed i dem, hvilket måske gør ham hovmodig. Men som den halvedæmon han er, tillader han sig selv at være lidt mere overmenneskelig og gudelig i sin tilværelse.

Alt er en leg for ham, selv hans liv som han ved ikke er uendelige, men blot på lånt tid.

Martyna "Marcia" Chmielewska

"Det var ikke helt det jeg ønskede at vide," kunne en så spydig Barnabas ytre i sine unge dage. Fortællingen om hvordan hans moder blev luret ind i et tryllebundet kærligheds forhold til hans såkaldte fader. Dæmoner havde deres lyster og kunne tryllebinde folk noget så nemt - eller det lod han sig da fortælle. Men nu sad han tilbage med fortællinger om hvordan hans to forskellige artede forældre gjorde det. Traumatiseret fra ung alder.
Det var ikke i hans bedste interesse at vide sådanne ting, men siden dengang - siden hans forældre mødtes, skulle hans alfe mor havde været en anden kvinde. En sikring var gået og hun var en knækket alf, fanget til jorden med en knækket vinge og et barn på normal menneskestørrelse. Et evigt minde om at hun havde lade sig ligge med noget så mærke og dystert som en dæmon.

Han lignede ingen alf, skønt han havde vingerne som en alf, osede de af dæmoniske træk og energi.

I en ganske ung alder, lærte han, at han kunne opbevare ting i sin krop som en skattekisten. Samme rullet pergamenter og små objekter. Det blev hurtig en leg for ham at tage ting der ikke tilhørte ham og gemme det i ukendt periode for så at trak det op fra svælget, uberørt af hans væsker, og ligge det tilbage hvor han fandt det. Det kunne drive folk til vanvid at deres forsvundne genstande dukkede op som det aldrig havde været væk. Da det endelige gik op for hans bekendte, at det var hans værk, så de mulighed for at lokke ham med i deres små gerninger om at få fragtet vigtige dokumenter fra a til b uden mistanke fra andre. Ransagninger der var forgæves af individerne og af lokalerne, ikke at der var stor begejstring for at tjekke Barnabas, eftersom han altid forekom så nøgen.

En kriblende kilden lå dog og luret længe i ham, den trang til at udforske der uudforsket for ham. Alfer, mennesker, tæt på alt med en puls. Men det var blot en fase i hans unge liv. Længe før han lod sig indvie i et liv hvor hans formål var at løbe for andre. Det havde været en befriende leg for ham i starten. At afprøve det såkaldte parringsritual. Men under denne fase af afklarende for ham, havde halen strammede en anelse for meget. Forestillet havde resulteret i slutspillet, og en alf havde mistet sit lys. “Ups” var alt han helt præcis kunne sige til det. Men indså at han nød grænselegen mellem liv og død, det overgik selve akten mellem to individer.

Et par alfer faldt for hans eksperiment, men for ikke at skulle sætte sit eget hoved helt så meget på dusør listen, måtte han beherske sig og lærer præcis hvor grænsen gik fra bevidstløshed og livløs.

Alfedæmonen havde hurtigt lært hvor hans sted var. Rent fysisk. Mørkelveren Zion havde gang i noget som var ganske underholdende for en som ham. Nok var ham gammel, men ved siden af mørkelveren var han blot et barn, hvorfor han tillod sig at hænge ved som en anden abekat. Som tilskuer på første parket, havde han set til som han var blevet borgmester, måske en anelse uretfærdigt gjort, men hvem gik op i det. Alligevel havde den unge alfedæmon kommet med bemærkninger med fra sidelinjen, hængt på hovedet ved mørkelverens kontor og omgivelser. "Det er ganske komisk at du har taget en menneskelige skikkelse der ligner dit private jeg" havde han kommenteret en gang. Måske var det blot som han så det, men forskellen var blot farverne af hans ydre og intet andet.

Desuden passede det ham så fint at være i nærheden af den vogter, for han kunne være hans fragtmand som det primære, omend det ikke blev skønnede af nogle andre. Men så længe han passede sit job, var han glad.