Hel var på vej tilbage til templet. Han havde taget sin hvide skjorte af og pakket den godt om sin venstre lillefinger, der havde fået farvet den ellers så fine skjorte helt rød. Trods manglen på spidsen af sin lillefinger, så han ikke ud til at være yderligere påvirket af smerten. Han var mere irriteret over at have ødelagt en af sine pæne silkeskjorter, men det var enten dét, eller efterlade et blodspor hele vejen op til templet.
"Forpulede, stinkende drage." Hel gik og mumlede muggent for sig selv. Han var klar over at hans drage havde et voldsomt temperament, men behøvede den at bide en lille del af hans finger af?! Bare fordi han i øjeblikket ikke lige tænkte over hvor hurtigt han nærmede sig det dumme dyr.

Om et par dage skulle hele delegationen afsted mod Dianthos. I sine 212 år havde Hel aldrig forladt klippeøen og Ango Corda. Han glædede sig alt for meget til at komme afsted, det kunne hans søster specielt mærke, når han ofte lod sin utålmodighed gå ud over hende.
Hel skulle lige til at træde det første trin op ad den første trappe, men blev distraheret da han hørte en lyd i busken bag sig. Lige så forsigtigt vendte han om på hælen og trådte nærmere. Han kunne umiddelbart ikke se noget, men blev lige stående for at lytte.
Intet...
Han trak let på skuldrene, vendte rundt og var klar til at gå videre, da han hørte den igen. Et lille pib. Denne gang stak han en hånd ned i midten af busken, greb om en lille pelset klump og trak den med op. Det var en kat. En lille killing.

Det lille pjuskede væsen sendte Hel et forvirret blik.
"Undskyld," sagde han og stak dyret tilbage i busken, hvorfra den gav sig til at jamre i vildskab. Han vendte sig om, ville efterlade katten der og komme tilbage til templet. Men jo længere væk han gik fra det lille dyr, jo højere græd den gennem buskens grene og blade.
"Okay, fint!" Sagde han, idet han gik tilbage til busken, samlede katten op og begyndte at afgive lidt ekstra varme fra kroppen. Den lille killing nød godt af det og lænede sig helt ind mod den røde dæmon, som endelig gav sig til at gå op ad trappen.

Måtte han overhovedet have en kat i templet? Det vidste han ikke, men nu havde han jo intet valg. Det lille dyr havde valgt ham og han kunne ikke efterlade den til sig selv.

"Velkommen hjem, Callie."

Nu kunne han få ordnet den blødende finger.