Lige siden dén nat, var det som om, at Ethian havde ignoreret hende. Selvfølgelig havde hun haft sine i tvivl, og i starten havde hun været lige så god til at undgå ham, som han havde hende. Rhoslyn havde troet, at det bare var fordi, de skulle finde ud af hvad de var for hinanden. Og med de svar hun fik fra Isaiah, vidste hun også at hun var nødt til at tage sit ansvar for den aften. 
Men nu var dagene kommet og gået, og de gange hvor hun havde prøvet at snakke med Ethian havde han enden undskyldt og sagt at han skulle noget andet. Eller også havde det været som om, at han have ignoreret hende og snakket med andre i stedet. 
Hun forstod ikke hvad hun havde gjort galt, hvad det var som gjorde at folk altid ende med at flygte fra hende. Var det fordi hun gjorde noget galt? Forstod hun sig virkelig så dårligt på mennesker? 
Og hvis hun gjorde, kunne hun så overhoved blive en god præstinde. 

Men en af dagene, blev det for meget. Alt var gået galt fra morgenstunden af, og nu var dråben flydt over bærret. 
Med tunge bank mod hans dør, afventede hun på at han ville lade hende komme ind.
"Ethian, åben døren, jeg er træt af ikke at kunne snakke med dig" først var hendes stemme hård, bestemt og ordene blev sagt som var de ikke til diskussion. 
"Ethian... hver sød at åben, hver sød" de sidste ord blev dog hvisket forsigtigt, som hun lænede sin pande mod døren. Hver sød og åbne døren, jeg kan ikke gå rundt længere på den her måde.

Alt for mange ting var sket, flere ting end han kunne tillade sig at tælle på sine hænder eller tale om. Det var ikke gået den helt rigtige vej for Ethian, og han kunne ikke bearbejde nogen anden end sig selv. Hvad han havde brugt af undskyldninger til sig selv for at få Rhoslyn med på den dårlige idé som var hændt, vidste han ikke. Men han vidste det havde været takket været mjøden, men nu stod han blot med den grimme eftersmag, selvom han havde nydt det, hungret det og drømt om det. Men det havde også blot skabt så mange flere problematikker for ham efterfølgende. 

Hans mentor, manden som han betraget som sin ejer, havde ikke haft nogen holdning til at det var sket, blot at der ikke havde været helt rent mel i posen. Bagslaget havde blot skabt afstand og det sad nok allermest i Ethian af alt. Den skide halvdæmons anerkendelse var så langt fra ham som noget kunne være. Men nok om hvad der dvælede i hans tanker og hvad der havde været sket. Dagen havde endelige nået et punkt, hvor de unge lærlinge og disciple kunne tillade sig at trække sig for sig selv og slappe lidt af. 
Det havde givet anledning til at Ethian kunne gå og snakke lidt med Discipel Samuel omkring dagens læreemner. Temaet havde været at kunne guide folk med den tro de havde til sig og imødekomme deres ønsker til en form af begrænsning for hvem de var. Et måske lidt for kompliceret emne at tage op, men det var blot et lærerigt emne som de med tiden ville kunne praktisere. Men som de drejet ned ad gangen, blev de mødt af noget af et syn. 

Rhoslyn stod ved Ethians dør og talte som hvis han var derinde. Hans kæbe spændte en anelse og læberne blev presset let sammen. Langsomt følt han al farve forlod hans krop, men han skævede en anelse til Samuel, før han med stille stemme kunne beklage og bad til at vennen bare gik videre. Ikke at han undede ham det, hvis han havde sine undringer og spørgsmål, men Samuel havde vel nok ligesom Ethian lært, at der skete bare særheder i dette hus. "Rhoslyn?" spurgte han med en rømmende stemme og kom stille nærmere og tøvede en anelse indtil vennen var trådt videre og forsvandt ned ad gangen. 

Jo vidst hun havde ret i sin udtalelse. Han havde undviget hende en anelse, men det var — der var ingen undskyldning for hvorfor. Han tog nøglen op ad lommen og låst døren op, lod hende træde ind hvis det var hvad hun ville. Det var et rod, som en flok vilde hunde havde terroriseret rummet, men han sagde intet. "Den er åben," mumlet han til hendes bøn om at han skulle være sød at åbne. 

Rhoslyn stivnede det øjeblik, at hun hørte Ethians stemme længere nede ad gangen og ikke inde fra værelset. For et øjeblik dvælede hun i den forfærdelse, som der ramte hendes mave og krøllede den sammen på en måde, som hun aldrig havde prøvet før. Det værste var, at da hun kiggede ned ad gangen så hun, at Ethian havde stået sammen Discipel Samuel, de bare gjorde det hele meget værre. Hvorfor skulle en præstindelærling, ellers stå og banke på en andens præstelærlings dør, hvis det ikke var grundet noget uanstændigt? 
Den unge kvinde, sank langsomt væden som havde samlet sig i munden, og valgte ikke at sige noget. Hvad kunne hun sige? Intet lød korrekt inde i hendes hoved, lige meget, hvor mange gange hun lod ordene tage form i sætninger. 
Døren blev åbnet, og deres øjne mødtes aldrig. Ikke at hun vidste om han undgik hendes eller ej, da hun undgik hans i ren og skær frygt for hvad hun ville se, så snart deres øjne mødtes. 
"Tak" hviskede hun og trådte ind i rummet. Rhoslyn var ikke blind, og lagde derfor hurtigt mærke til hvordan stadiet af rummet så ud. Pludselig var hun ikke længere bekymret for, om hun havde gjort noget forkert. Nærmere var hun bekymret for, om Ethian var okay. 
"Hvad sker der, Ethian?" hviskede hun, mens hun krammede hænderne sammen og vendte sig om for at kigge på ham. Hun vidste ikke en gang om det var det rigtige at spørger om. Men lige nu virkede det som det der burde spørges om.

Han trådt ind efter hende, og lod døren blive lukket bag dem. Det måtte sende så mange forkerte signaler, og der var ting som helst ikke andre skulle vidne, men til deres uheld havde Samuel allerede set mere end ganske rigeligt. Dog, skulle Ethian være ærlig, tvivlede han næppe på at Samuel var en som gik videre med de ting eller ville gøre noget ved de ting. Han havde sin tillid til personen, mere end han nok anede. 

"Huh?" lød det lidt fra ham og han så omkring i rummet. Ah, ja. Det var nok mere forventeligt at vende emnet om på ham og hans tilstand end at drøfte hvad der i sandhed ikke burde drøfte. "Jeg er okay, det har bare været en lang måned, Rhoslyn," sukkede han stille ud og trådte henover noget tøj som flød på gulvet og satte sig på sengekanten. 
Han lod lidt blikket hvile på hende, og lod det sænke sig ned ad hende, indtil han så mod hendes fødder. "Hvad vil du tale om?" han bad lidt til, at hun lagde stille ud, lod dem bare tale for en stund uden at snakke om alt det vigtige der ikke burde tale som. 

Rhoslyn nikkede og ønskede ikke at grave mere i det, og stod blot og betragtede Ethian som han gik hen og satte sig på sengekanten. Blikket gled over rummet og overvejede kort om hun også skulle sætte sig, men følte hellere ikke rigtig det var hendes plads at bestemme det. Så hun blev stående, og betragtede ham da han spurgte hvad hun ville snakke om. Selvfølgelig kunne hun springe direkte til sagen og hvorfor hun var her, men det føltes bare hellere ikke rigtigt når det var så længe siden.
"Jeg..." hun følte igen hvordan lungerne næsten blev knust i hendes krop. Alt var så forvirrende, alt havde været ekstremt forvirrende siden, at hun var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved hendes tro.
"Det er bare så længe siden vi har kunne snakke, og jeg tænkte bare... hvordan du gik og havde det, og om du måske ville hjælpe mig med bedende i morgen tidelig?" som vi gjorde første gang vi mødte hinanden, før at alting blev så mærkeligt... før vi ikke havde tid til at være sammen længere.
Hun tog en dyb indånding og pillede lidt ved den hvide kjole hun havde på. Et symbol hun ikke længere følte hun fortjente at bære.

Som luften lagde sig mellem dem, rynkede han let på panden og så undskyldende op mod hende, da han stille kunne fornemme den suppedas han havde sat hende i. Det var ikke retfærdigt, men nu stod de her. Indtil det slog ham - ville hun bryde en forfærdelig nyhed omkring graviditet til ham? Så var han først en død mand hos halvdæmonen, og det kunne han ikke have. Skulle han spørge? Ethian måtte lidt overveje det. 
Indtil hendes stemme endelige lød. 

Hvordan han havde det? Ethian rettede ryggen en anelse og trak på skuldrene og satte hænderne på lårene i strakt arm og måtte overveje hendes spørgsmål lidt, som der var mere end et at forholde sig til. "Jeg er fortvivlet, hvis det er svaret du søger" svaret han ærligt og sukkede lidt opgivende ud og tog blikket fra hende. 

"Men det vil jeg gerne, Rhoslyn. Jeg ved bare ikke om det er en god idé," - "Dit omdømme skal ikke trækkes ned grundet mig" velvidende at de kvindelige fruer i katedralen ikke helt brød sig så meget om ham. Som de kunne se på ham, at noget ikke var helt så rent igen. Han ville bare ikke forværre hendes tilstand yderligere. 

 Han var fortvivlet? Det gjorde ondt helt ned i mellemgulvet, da han lod de ord forlade hans læber. Havde hun været grunden i hans fortvivelse? Måske hun havde misforstået signalerne, og hun havde været den som havde ignoreret ham. Men det var ikke det hele, og da de næste ord forlod hans læber, var det næsten nok til at sende hende i gulvet. 
Han ville ikke ses, fordi han var nervøs for, at hun ville trækkes ned? Hvorfor? Hun var jo ligeglad med hvad de andre sagde, ellers havde hun jo ikke ville være sammen med ham før. Hvorfor var det anderledes nu? 
Alle disse tanker fortsatte og gjorde hende mere og mere fortvivlet, mens hun prøvede at få sig selv til at fokuserer. Hun greb tæt omkring hendes hænder, og tog en dyb indånding. Fokuserede på hvordan luften fik hendes brystkasse til at løfte sig, og synke igen lige så langsomt.
"Jeg—Ethian" hun hadede hvor svag hendes stemme lød. Svag, det var åbenbart det eneste Rhoslyn kunne finde ud af at være. 
Med små skridt gik hun ham nærmere, og satte sig til sidst på knæ foran ham og tog hans hænder i hendes.
"Hvad andre tænker om dig, har aldrig bekymret mig—er det vigtigste ikke, om jeg kan lide dig? Og om jeg vil have dig i mit liv?" hviskede hun fortvivlet og tog en dyb indånding mens hendes øjne betragtede ham. 

Den svage stemme, som musse piv i væggene, kunne han ikke udelukke at hun havde så meget at fortælle, men at luften modarbejdet hende på det groveste. Det selv samme groveste som han havde gjort mod hende. Det var hans sted at undskylde til hende som Reina havde opfordret ham til, men alligevel sad de nu her. Han havde undviget hende, lukket hende ude og vendt hende ryggen. Såret hende mere og mere, men fik hende til at føle sig skyldig for behandlingen eller tvivle på sig selv, om det var hende som havde afvist ham. 

Ethian lod hende tage hans hænder og han lænede sig en anelse frem, så deres hvisken blev til en privat dialog i mellem dem. Hun var ligeglad med hvad andre tænkte, men det næste brød han sig (ikke) om. "Hvorfor vil du have mig i dit liv?" spurgte han før han skulle give ende den undskyldning. 
Beklagelse, søgen på tilgivelse. Alt hvad der kunne beskrive hans syndforladelse. "Jeg skulle ikke have trukket dig med ned i møget, Rhoslyn," hviskede han en anelse lavere end hendes hvisken, mens blikket faldt ned mod deres hænder. De var så fine i hinandens favn. Hans lange fingre der kunne glide henover hendes håndryg til siden af hånden. 

Hvorfor ville hun have ham i hendes liv?
Det var et spørgsmål, der fik hele hendes mave til at dykkede i hendes krop. Den vred og vendte sig, og for en kort stund var hun forvirrede over hvilken følelse det faktisk var. Men hurtigt fik den unge præstindelærling lagt følelserne i sten. Det var frygt. Frygten for at miste manden foran hende. Frygten for at den nat, ingenting betød og de nu sad her på en skillevej. En skillevej hvor han enden ikke ønskede at trække hende længere ned, i hvad han kaldte møget. Og det at han følte sådan, fik hende bare til at tvivle endnu mere på hendes tro. På Isari, hvorfor hun var her, og om hun overhoved tilhørte kirken på den måde hun altid havde troet.
Hendes næse begyndte at svig, som hun sad der og betragtede ham uden helt at kunne få ordene til at forlade hendes læber. Trods for at tankerne fløj igennem hendes hoved, som en vild hest der løb hen over de frie marker i Medanien.
”Hvad betød den aften for dig?” hviskede hun endelig hæst, velvidende at sandheden nok ville være det, som der ville gøre deres endeligt.
Og trods for, at hun frygtede hans ord, slap hun aldrig hans hænder. Hendes øjne forlod aldrig hans, selvom de skinnede i det mørke lys der havde indfundet sig i hans værelse. Et værelse der var en tydelig genspejling af hans forvirret og delte sind, der ikke helt vidste hvad det egentlig ville.

Al væske og fugt fordampet og halsen snørklede sig sammen i ham, som hun spurgte ind til natten. Han erindret ikke meget og slet ikke følelsen af det, behaget der var blevet opfyldt og taget hånd om. Måbende så han lidt fortvivlet på hende: “Jeg ve—.. Rhoslyn”, han rømmede sig en anelse og presset læberne en snert sammen og spændte let i kæben. 

Skulle han virkelig fortælle det, give sig selv til hende i en fortrolighed som aldrig før. “Jeg elsker en anden, han..” tungen ville ikke lystre og han lagde blikket ned mellem deres hænder. Hvorfor følte han sådan en frustrations følelse, hvorfor skulle øjnene blive så våde. Der var intet at græde over, hvorfor gav det ikke mening. “Det var ikke min første gang, men jeg kan virkelig godt lide dig” 

Alt føltes så modstridende. Så meget i konflikt med sit indre, men det var Dorian han ville dø og leve for. 

Det var som om et mørke greb omkring hende, og dens klør begyndte at rive hende fra hinanden. Tankerne der var gledet gennem hendes hoved, den nat blev knust og pludselig forstod hun hvad der var sket.
Han havde været fuld, han havde følt sig draget til hendes person. Og som en lyst pige nede i de nederlag af Dianthos, havde hun hengivet sig til ham. Hun fortjente slet ikke lyset, ved at lade sig lokke havde hun brudt sit cølibat. Hun havde syndet, og selvom syndsforlades kunne søges, ville hun altid vide at det ikke var nok.
For at få syndsforladelse skulle man fortryde. Og det sidste hun ønskede at gøre mod sig selv, og mod Ethian var at fortryde hvad der var sket.

Han kunne lide hende, men hvad betød det? Lide var andet end at elske. Lide kunne være noget så abstrakt og intetsigende. Man kunne lide meget og intet, og selvom det var ment som en trøst, føltes det ikke som en.
Tåre begyndte at glide ned ad hendes kinder, og hun trak langsomt hænderne tilbage.
”Jeg beklager jeg misforstod” hviskede hun hæst, og kunne mærke smerte helt ud i fingerspidserne. Hvad mere kunne hun sige? Hvad mere kunne der gøres. Han elskede en anden, han var sammen med en anden. Alt den nat havde været… havde været en misforståelse. En fejl. Hun var intet andet end en fejl.

Alt som havde snevret og snørklet sig sammen i ham, blev med øjeblikkelig virkning slap og løst som han så hendes reaktion til hvad han sagde. Ethian mærkede og så til hvordan hun trak sine små fingre trak sig fra hans. Men før hendes fingre helt forlod hans håndflader, lukkede han hånden om hendes fingerspidser og lod blikket søges hendes. "Du har ikke misforstået noget," men hvad havde hun misforstået? 
Ethian kunne af gode årsager ikke helt vide hvad hun havde tænkt eller gjort sig af overvejelser. 

"Det er ikke din skyld, det er min og alene min" munden lukkede let i og han sank en klump og lod skuldrene synke en anelse, før han lod sine hænder træk hendes hænder mere tilbage i hans. "Jeg har kendt ham hele mit liv Rhoslyn, og alt jeg ønsker er hans accept og kærlighed. Den får jeg ikke så nemt, men" men skulle han bede mig vælge, ved vi begge hvad jeg ville vælge. Men jeg vil så gerne kunne gå mine egne veje, men han passer på mig. Alt for mange men'er. 

Ethian lod sine øjne være våde, for hans fokus tilfaldt hende og hende alene. Han lænede sig let frem og lod læberne forplante sig gå hendes pande før han gav den et kys og rykket hovedet en anelse, for at ligge den mere mere pande til pande. "Du er den kæreste livsform af alle jeg nogensinde har mødt," hviskede han. 

Det kunne ikke være hans skyld alene.
Ja, det ville være nemmere. Langt nemmere. Hvis hun bare kunne sige han var skyld i alt der var sket, men det kunne hun jo ikke. Fo selvom at hun følte det var en fejl, var det ikke selve agten der havde været det. For skulle det være en fejl, var det meningen hun skulle fortryde det. En handling hun simpelthen ikke kunne få sig selv til. 
"Men det er ham du elsker..." afsluttede hun hans sætning, som hun troede han ville afslutte den. Måske hun skulle tænke dårligere om ham, ved at det var en mand han elskede. Men end ikke det, kunne hun få sig selv til. Kærlighed var trods alt ikke noget man styrede, trods for det brandende ønske i Rhoslyns hjerte, at man netop kunne slukke for hvad hendes hoved skreg efter. Hvad hjertet skreg efter. 

Men så gjorde han det, som fik hende til at lukke øjnene, og ønske de bare kunne forsvinde. At der ikke var alle de her strenge imellem dem, som rev dem fra hinanden. 
Måske hun kunne være selvisk, bare et øjeblik, også ville hun forsvinde. For hun havde brug for at komme væk, og finde ud af hvad alt det her betød. Og det følte hun ikke, hun kunne mens hun blev i templet. Men det var en bro hun ville krydse på et andet tidspunkt, nu ville hun hellere lade sig forblive i dette øjeblik. Et sidste farvel.
Lige så stille bevægede hun hoved, og lagde sine læber mod hans. Mærkede varmen, og hvor bløde de var. Blev mindet om, hvor meget hun havde savnet dem. Bare for en enkelt nat, den sidste nat.

Jah og nej. Det var lidt begge tilfælde af et svar der lå på hans sind, men hun kunne ikke helt få de ord ud af ham. Ethian måtte lade hende få ret for nu, men det var blot et enkel af de hundrede men'er han sad og undertrykte og gemte på. Det som skulle vise sig at være hans dødsdom i sidste ende. 

En uventet drejning han ikke havde set eller forventet. Chokeret, men eftergivende for det. Han slap hendes hænder og lagde den ene hånd om hendes nakke, mens den anden gled om brystkassen om til siden af hende og trak let i hende. Åh, han kunne ikke blive siddende sådan, men han kunne heller ikke rejste sig uden at det ville blive helt forfjamsket og akavet. Hun siddende på hug foran ham hvis han rejste sig. Nejnejnej, det ville næppe blive et kønt syn. 

Ethian trak let i hende, ville have hende op fra hug, væk fra den position og indtil ham. Måske lidt for sulten efter den blidhed hun besad, lagde han op til at passere forbi hendes læber med tungen. 

Det havde været akavet først gang det her var sket. Blandt andet, fordi hun ikke havde forventet det, fordi hun aldrig havde tænkt tanken at det var noget man kunne. Nu? Nu var det noget helt andet. Nu havde hun tænkt over det, overvejet det, fantaseret omkring det. Skammen om hvad hun var blevet til den aften, ville aldrig forlade hende. Men lige nu, som deres læber mødte hinanden, og hun kunne mærke han ville det lige som hende. Da forsvandt de, og gled bagerst i hendes sind. 
Så da han ville have hende op, tog hun det som en anden invitation. Langsomt kom hun op, med hendes hænder fæstnet omkring hans kinder, og fingrene der lige så stille gled rundt omkring hans øre. 
Som var hun blevet besat af en anden kvinde, lod hun sine knæ glide hen over sengen så benene var på begge sider af hans ben og derved placerede hende på hans skød.
Tungerne der begyndte at danse med hinanden, som hun skubbede sig selv tættere på. Mest af alt, kunne hun mærke smerten sprede sig i hendes brystkasse, en smerte der fortalte hvor meget hun ønskede det her. Men stemmen sagde det samme igen og igen. Jeg elsker dig, men du vil aldrig være min. 
Hun var ligeglad med sulten, den skræmte hende ikke længere. Hun ønskede bare det sidste minde, ikke var en hvisken af det var en fejl. Denne gang lagde hun ikke mere i det, end hvad det var. Rhoslyn ønskede bare varmen, og hvad end Ethian kunne give hende, for denne sidste nat.

Alle de tanker som ikke var blevet tænkt siden da, brusede frem på ny. Pirrerende og udforskende tanker, drenget og lystne som en hver anden med urene tanker og hensigter. Isari og Reina ville vende ryggen til dem begge hvis de vidste dette, men de var i sikre og trygge rammer, frigjort for alle de forventninger og øjne som normalt hvinede på dem. 

En brummende eftergivenhed og stønnende trang forlod hans stemmebånd som hun tog i mod invitationen og satte sig over ham. Hans hænder gled ned ad hendes krop og lagde sig ved hendes hofte og bagparti og trak hende let frem mod sig selv, som han ikke kunne nøjes med hendes placering over ham, men ville have hende med sig. Linnedet skulle ikke gå til spilde. Han løftede let til i hendes bagdel for at trække kjolen let op så han kunne få hænderne under den og forplante sig mod hendes bagparti på ny gang. 

Med en lille alarmklokke om at Samuel havde set Rhoslyn banke på døren hos Ethian og formenligt godt tænkte sig til at de ville tale om tingene, måtte holde tæt på symbolet for ikke at fortale sig med hvad han muligvis så. 

Ville det være for meget at bede til de tog stillingen sådan? Kunne han overhovedet, selvom hun ville være den som måtte arbejdesmest. 

Måske havde mørket taget fat i hende. Måske var det lys der en gang havde været, blevet hævet ud af den uskyldige pige, der før havde eksisteret. Om det var Ethians skyld, eller om det var noget der altid ville have sket før eller siden. Det var ikke til at vide, men det var alt sammen tanker, der måtte vente til hun igen fik kontrol over sig selv. Når hun var alene, og kunne gennemtænke deres handlinger der foregik her og nu.

Ethians lyde, var mere end nok, til at følge hans bevægelser. Hjælpe med at få kjolen længere op, og mærkede hvordan varmen bredte sig mellem hendes ben.
Kysset blev tungt, vådt og bredte varmen mellem deres læber.
Kort overvejede hun og spørger om han ville det her, men hans fingre der dansede hen over hendes hvide hud. Duften fra ham, og måden hans læber dansede med hendes, var hun tryg nok ved, at han ville det.
Rhoslyns hænder vandrede fra hans ansigt ned mellem deres kroppe hvor de mødtes. Hendes fingre greb omkring skjorten han var iført, i håb om at hun kunne få den af ham.

Forgrebet af sorttære og fordærv blev lyset lige så stillet trukket længere og længere væk fra dem, men det kunne endnu ses og tydes på afstand, men varmen det gav var for længst væk. Men for ham, sålænge det endnu kunne ses, var det okay. Han havde været lang væk fra det før og kunne kæmpe sig tilbage - kunne man ikke godt det?

Det var ikke så tit han oplevede noget så vådt som det de havde i gang i, men man kunne vel kalde det en teenagedrøm. Det var ikke som sidst, det var ikke som med Dorian, det var ikke helt som han havde prøvet det før. Der var en form af anderledes oplevelse i dette. En gensidig lyst og ingen frygt for noget udfald efterfølgende. Det var noget så nyt, så vildt, så frit. Gjorde de i virkelighed hvad de ville?

Den ene hånd blev trukket væk fra hende for at hjælpe hende med hans skjorte, de to rutineret fingre åbnede knap for knap, blot for at hjælpe den af ham, men for et kort sekund måtte sammenkædningen af deres munde brydes og han så med drømmende (og euforiseret) blik på hende. Zalaens også. Han lagde hånden ned i mellem dem for at løsne snøren om sit liv og gjorde en hærdelig indsats for at træl bukserne ned forbi hans underkrop. Endnu engang måtte hun skubbes let op fra ham, for at han selv kunne fjerne trykket der lå mellem ham og sendekanten. Men væk kom de og hendes kjole dækket ham til, men han fik ført hænderne tilbage under hende for at trække hendes underklæder fra hende - mens han valgt at kast sig tilbage til hendes varme og våde læber. 

Sidst havde hver bevægelse været med en følelse af akavethed. Det havde været svært at finde ud af hvad den anden ville, hvor det ville ende hende og hun havde mere eller mindre overladt arbejdet til Ethian. Denne gang løftede hun sig instinktivt op, da han bevægede hans hænder mod snørende af hans bukser. 
Blikket han sendte hende, var nok til at fjerne hendes stemme og ånde fuldstændig. Med bankende hjerte mod hendes brystben, var det som om det på hvilket givende tidspunkt ville springe ud af hendes brystkasse.   
Et støn forlod hende, da hun mærkede hans hænder vandre hen over siderne, for at få underklæderne af hende. Endnu mere, da hun kunne mærke hans varme mod hendes ben, hvilket fortalte hende, at han stadig ville hende. Forhåbentlig kunne denne gang bliver bedre, og som deres læber igen dansede mod hinanden, kun for at brydes for at få vejret. Begyndte hendes hænder at vandre hen over hans tonede arme. Det var dog også her, hvor en lille fornuftig stemme hviskede i i hendes baghoved, og hun træk læberne fra hans. Med dybe vejrtrækninger, lagde hun sin næse mod hans kind så hendes læber var ved øret. "Er du sikker på du vil? Du skal sige hvis du ikke vil" hvorfor det var vigtigt, var hun ikke helt sikker på, men hun var nødt til at vide, at han ikke gjorde det fordi hun havde kysset ham. 

De opbundne underklæder forlod hendes krop som kronblade faldt af blomster i efteråret. Hvorfor han nød sådan at hendes kjole kunne dække dem, vidste han ikke. Måske det pillede lidt ved en fantasi han ikke vidste, han havde. Men det gjorde bare et eller andet ved ham, vidnede om at mulighederne for at have morskab og nærkontakt kunne ske selv uden for rummet her. 

Han kunne kun trække hende så tæt på sig selv, som hans stive lem stod for skud og blokeret vejen, men hun trak sig fra hans læber og lod en hvisken af sødme tale til hans indre, men han trak blot vejret et øjeblik før han kunne få dannet nogle ord. "Jeg vil det," forsikrede han hende og lod hænderne ved hendes bagparti løft hende let som indikation for at hun skulle med ham. 
Den ene hånd slap hende for at tage fat om sig selv og holde kursusen for placeringen og sikre sig at han guidede sig selv glidende op i hende som når hun ville komme til at sætte sig på nu.  

Det ville blive en gysende oplevelse, men befrielse han aldrig ville kunne opleve på samme måde igen, og kroppen gemte på dybe støn og tunge vejrtrækninger. Så snart hun ville være placeret, kunne an lade hænderne glide om bag hendes baller og træk hende i små ryk frem og tilbage, det virkede som en mulighed.