Krystallandet
Charmander 07.04.2023 10:17
Sjette april var fortid nu, fuldmånens forbandelse havde været hård ved ham - skønt det nok mere var Dorian som havde uddeleret de fleste prygl. Men deres dialog hang endnu i ham, tyngede i ham som fjorten sandsække der skulle til bunds i havet. Den unge Isarilærling havde handlet uden for hendes vilje og kunne han råde bod på disse handlinger, gjorde han det. Selvom nysgerrigheden endnu sad i ham, ulmede i skyggerne og ventede på at slå til, havde han ikke lyst til at skuffe halvdæmonen mere. Afstanden der var kommet i takt med hans frygt for at være ærlig, havde ikke været en behagelig oplevelse for ham.
Tre dage senere og her stod han og ventede på ypperstepræstinden.
Kroppen summede af urolighed, med hovedet bøjet forover så toppens lange bølgede krøller var det første man ville rende ind i når man så ham, han løftede en hånd til øret og lod den træk let i den hængende perle af en ørering. Den anden hånd fald til maven, som den rumlede og slog knuder i arrigskab. Kunne hun frelse ham for hans synder.
En kommende præst der måtte bede om syndsforladelse og skifte for at lette hjertet og sjælen. Hvilken tragikomisk omstændighed at stå i som spion for Mørket. Han løftede hovedet, slap øreringen og maven for a samle hænderne i et flettet greb forneden af sig selv.
"Jeg beklager, at jeg sådan har måtte trække Dem fra Deres planlagte program" men jeg er taknemlig for hvad end tid De har til mig.
De hasselfarvede øjne glippede et kort sekund, hun var en engel i allerfineste forstand.
