Hvis man skulle gøre noget, skulle det gøres ordentligt.
Christopher, eller Corvus som var hans fortrukne navn, var en mand som der sikrede sig alle planer, var til rådighed. Der var ikke kun en plan a eller b. Der var en til hvert bogstav i alfabetet og skulle han løbe tør, ville han også der kunne lave en ny plan for at komme videre.
Derfor skulle det ikke komme som nogen overraskelse, at når en skat som denne blev fundet, var han allerede inde i midten af hjertet af det hele.
”
Jeg forstår slet ikke hvad den her skal bruges til”
”
så det godt jeg ikke har hyret dig for din hjerne Gerald” hans stemme var tør, som havde han røget pibetobak de sidste tredive år, men i virkeligheden havde han aldrig rørt det.
Gerald kiggede mod Corvus der havde skyggen af et smil der spillede hen over det ellers udtryksløse ansigt.
”
Du er heldig jeg kan lide dig Corvus, ellers havde jeg efterladt dig her”
Et lille brum lød fra mennesket, inden han vendte sig rundt og begyndte at bevæge sig dybere ind i skakten. De ru stenoverflader var begyndt at forme sig med en glathed, hvor man kunne være i tvivl om dette var menneskeskabt eller naturen selv som havde en finger med i spillet.
Den glødende overfalde simrede næsten, vibrere som var det en blålig fakkel der lå under overfladen.
Der var en ærefrygt der dannede sig i den lille gruppe bestående af to mennesker, en halv ork og en gnom. Porten blev åbnet, og på den anden side—på den anden side stod der ingen mindre end en anden skattejæger på vej til at tage
hans skat. Dog nåede resten af gruppen ikke ind, før at døren bag ham glid i med en kæmpe rungende lyd, hvor efter døren bag den anden mand gjorde det samme.
”
Det skulle vel ikke være sådan, at du samlede noget op, du ikke burde have samlet op?” kom der tørt fra manden klædt i sort, med en hætte der skyggede hen over den skarpe kæbe og arret hen over øjet. Stokken i hans hånd var dog ganske genkendelig, med kravehoved lavet i guld, som han lænede sig op ad, for at aflaste det dårlige ben.