Mange år var gået, slavebundet til en forbandet amulet og tvunget til at udføre ordre på vejne af mennesker.. Og så hende? Perditha? Hun havde aldrig tjent andre end sig selv. Hvorfor skulle hun? Ramir var dog gudskelov kun almindeligt menneske. Hans alder havde indhentet ham og det hvide, sparsomme hår på hans hoved var blevet ligeså skrøbelig som hans krop. Perditha kunne næsten dufte døden på ham. Den hang om ham, som en sød parfume. Eller var det friheden der duftede så sødt? Snart ville Perditha være fri igen. Hvis bare..

"Fire femmere og en sekser! Spillet er ude gamle mand!"

En ungdommeligt kvindelig stemme skar næsten i Perdithas ører, selvom hun var formanet til sin amulet. Hendes andet hjem. En rumsteren skete i amulettens indre og Perditha kunne knapt høre nogle ord, om at overlevere præmien. Det afstedkom et fornærmet fnys fra dæmonen. Ja for der var vel ikke tale om hende? Var der? Frygt tog kort fat i hende, som hun forsøgte at lytte efter flere sætninger, men de næste var kun en uforståelig mumlen. Et skift skete i amuletten og noget føltes helt forkert.

Hvad foregik der?!

Den snetoppede aldrene mand havde genkendt fyrstedatteren allerede i det sekund fingrene havde lukket sig om stoleryggen, for at trække stolen ud. Grådigheden havde brændt i kolesterol ramte regnbuehindernes, ved udsigten til en nem værdiforøgelse. Kort blevet delt ud sammen med advarslen om det kommende tab, han unægtelig mente, at hun ville lide.
Skuffelsen var derfor stor, da Meena både formåede at genvinde sine egne værdier og øge sin kapital og ryde bordet ved sidste spil.

Leverplettede hænder overrakte med allerstørste modvillighed amuletten, men ikke før end at dens forhenværende ejer efter bedste evne havde forsøgte at tale til prinsessens gode hjerte, i håbet om at kunne gå der fra med bare lidt af sit skind på næsen.

Efter en grundig overvejelse og sin nyerhvervede amulet sikret, afleverede Meena nøglen til værelset over krostuen. Hvis manden talte sandt og der faktisk var en dæmon bundet til smykket, var det bedre at lukke den ud hjemme på paladset, hvor vagter nemmere kunne tilkomme hende - skulle det blive nødvendigt.
Brune øjne studerede nøje hver en detalje, før hun gjorde det første forsøg på at hidkalde dæmonen til værelset.