Det var tidligt morgen, så tidligt, at solen kun netop var tittet hen over horisonten og var på vej op. Gaderne var stille, der var en ro hen over Dianthos som man sjældent fandt. Medmindre man ofrede disse timer af ens søvn, for at stå op og betragte en verden man så sjældent fik lov til at opleve.
Efter at Rhoslyn var kommet tilbage fra hendes måned i Thantos ordens tempel, en tur til Azurien som var noget hun sjældent ville glemme. Måneden var april, og varmen var lige så stille begyndt at forme sig i denne del af verden. Det ville være løgn, hvis Rhoslyn ville sige, at hun ikke savnede munkene eller Gwen for den sags skyld. Hvilket var grunden til hun stadig sendte breve til den unge kvinde, i håb om at nogen ville være søde nok til at læse dem højt for Gwen.

Med et suk gik hun rundt i haven og fjernede ukrudt, en let nynne forlod hende, som hun tog denne lille stund for sig selv. De blå øjne kiggede op, og med et suk drejede hun rundt og betragtede de gyldne stråler gled hen over hustagene. Isari viste i virkelighed hendes skønhed i dag, og med det i mængde satte hun sig ned på bedets kant og fandt nogle breve frem. Isaiah som hun havde mødt ved piratbyen, var begyndt at skrive tilbage. De første af hendes breve var sendt afsted i et forsøg på, at etablere et bånd. Heldigvis havde hans væbner Neron, været mere end villig til at hjælpe hende. Hvordan han havde fundet frem til hende, var hende stadig en gåde, men hun var ekstremt taknemmelig over chancen hun havde fundet.
At blive udfordret i hendes tanke måde, havde gjort hende godt, og i hele taget at komme ud af Dianthos havde fået hende til at vokse.

Blikket gled fra skriften på papiret over hendes skulder, da hun hørte noget. ”Godmorgen?” kaldte hun ud, før hun rejste sig op og kiggede rundt. Måske hun havde hørt forkert?
Hun pakkede hurtigt brevene væk i de brune rober, og knælede derefter foran bedet igen. 

En summende nynnen havde lullet ham i søvn den forrige nat. Ikke blot en time før, men timer. Var det at stå op med solen eller at stå op før solen, det var han i stor tvivl om, men han var hvert fald stået op og havde haft sit besvær med at få øjne den morgen. Et bredt gab faldt henover hans mund og al luft i hans krop forsvandt, han stod udmagret som et et skelet. Men luften fandt sin vej tilbage i ham og den normale tynde facon kom atter på plads. 

Det var for tideligt at sætte sig ned og studere de gamle skrifter. Alt for tideligt. Det var ham et under at han overhovedet kunne få vendt bukserne korrekt eller knappe skjorten korrekt i første omgang. Den unge præstelærling var ellers stensikker på at han så dobbelt og syner i et og samme synsfelt. Men det havde lykkedes ham. Han fik trukket en vest overhovedet for at holde kropsvarmen tæt, selvom hans varulve tilværelse holdt ham ganske lun. Lunere end andre hvert fald. 
Kinderne blev store og han pustede ud så læberne blævret hos ham. Det var vel en måde at få lidt ilt til hjernen på, et forsøg på at vågne lidt mere op. Bare lidt. 

Men som han fik trukket sig væk fra templet, ville han strække kroppens led en anelsen. Turen skulle ikke gå til byens andre dele i dag, det var der ingen grund til. Tempelhaverne var lige i nærheden og han kunne få et smugkig på forårets blomster der. 
Gruset knasede let under ham, men han var sten sikker på at være alene derude, hvorfor han så sig ikke spor omkring. Men noget glimtede i jorden, og han bukkede sig ned for at samle det op, da han hørte en stemme byde ham et spørgende godmorgen. Havde han ikke været alene, var han virkelig så distræt? Men som han rejste sig, var der ingen at se, hvorfor han valgt at gå i den retning han havde hørt stemmen. Det gik ikke op for ham at han nok burde se ned, før han endelige gjorde det. Ah, Rhoslyn! Den anden præstelærling, eller hun var vel præstindelærling. 

Han var kommet til templet som hun havde været væk, men han havde hørt om hende fra de andre. 

"Godmorgen Rhoslyn," hilste han og stoppede op nogle fod fra hende. "Du er tidligt oppe," lød det høfligt fra ham som han satte sig på hug og så mod ukrudtet hun havde fået fjernet fra bedet. Arbejdsom fra tidlig morgen, det var vel en af de ting han havde hørt om hende. "Jeg ved ikke om du er blevet talt om mig, men jeg er Ethian, præstelærling hos Isari," 

Da hun ikke havde set ham, da hendes spæde krop, havde rejst sig over det høje bed. Spjættede hele kroppen, da hun hørte en stemme der tiltalte hende—med hendes navn!
Og ved Isari, hvordan kunne hun være så distræt. En anelse forfjamsket fik hun fumlet sig selv op igen og betragtede den unge mand der kom hende i møde. Trods den røde farve, der blomstrede frem på hendes kinder, havde et stort bredt smil spredt sig hen over de fyldige læber.
Dog virkede han en del mere interesseret i det arbejde, hun havde fortaget sig og kiggede ned på hendes fødder. ”Jo, ja! Ethian” hun nynnede næsten navnet, som smagte hun det på ham. ”Godmorgen!” kom det fra Rhoslyn igen, som hun sank ned ved siden af ham. Da satte hun sin bagdel mod hælene: ”Det er ikke meget, men jeg mindes at have hørt dit navn” nikkede hun og lod læberne glide mod hinanden ”dejligt at møde dig Ethian…” hun stoppede før hun med forundret øjne betragtede ham ved hendes side: ”du er godt nok også tidligt oppe! Også her for at hilse imod solen og Isaris velsignelse af en anden dag, eller har du blot problemer med at sove?” smilet var endnu ikke forsvundet, da det altid var en fast ting man så, når Rhoslyn kom en i møde. Den blide præstindelærling, der altid smilede og hilste. Hende der havde stort nok hjerte til at rumme alle. I hvert fald var det hendes håb, nu hvor hun var givet en chance for at leve videre, når så mange ikke havde fået den samme velsignelse.

Energisk og sprød, han kunne ikke afholde et smil fra at brede sig overlæberne. Trækningerne tegnede op som smilede voksede. De havde godt sagt, at hun var en som kunne fylde, men måske det var den enkelte definition på at fylde. For han, jah, han fandt det opløftende. "Du har sagt godmorgen," sagde han med en mild stemme og lod blikket falde mod hendes blå øjne. Utroligt hvor frisk en kunne være så tidlig en morgen som denne. 
Men nu sad de her begge i morgengryets solstråler. Det orangeskær favnede hendes hår på måder, som fik det til at skinne i den flotteste kobber nuance. 

Men de brungrønne øjne gled mod bedet på ny, og han rakte en hånd frem og fjernet noget af det hun havde løsnet. Et lille spir kom til syne. Der ville ikke gå mange dage før det kunne springe ud. Og han kunne være vidne til det. Det ville være en ære for ham på mange måder, som de færreste nok ville kunne forstå. Liv var ikke bare i menneske, elver, halvdyr og alle de andre arter, men liv var også i planteliv. "Jeg faldt meget tydeligt i søvn i går, måske lidt for tideligt," klukkede han kort kært og så mod hende på ny. "Så jeg tænkte, at jeg ville bade lidt i hendes varme forårsstråler og strække benene lidt herude," - han kunne ikke helt undgå at bemærke måden hun talte på. Den var så nærende til religionen på måder som han ikke oplevede hos så mange andre. 

Han lod dog kort smilet falme, for han følt i samme sekund også som en bedrager. Han ville give alt for at kunne tale på den måde som sit levevis. Altid så varm og imødekommende. 

"Jeg hørte, du var ude ved et munketempel. Hvordan var det?" spurgte han og satte en hånd i jorden for at støtte sig selv fra ikke at vælte til siden. Det var ikke en stilling han stod oftest i, så balancen kom lidt på spil. 

Det var ikke mere end en lille sprække i facaden. Bare et lille kig ind til den rigtige Ethian.
En som var en bedre menneskekender, som måske havde mere kløgt og forståelse over for andre individer ville have bemærket det. Vidst at der var noget galt, end blot en træt ung herre der var kommet lidt for hurtigt op ad sengen i den gyldne morgenstund.
Rhoslyn dog, så ikke anet en et smil der falmede, og derefter hørte spørgsmålet om hvordan munketempelet havde været. Det varmede, at nogen ønskede at høre om hendes rejse. Især fordi hun aldrig havde været afsted før, i hvert fald ikke siden hun var taget fra Isari templet ved kysten, ind til Dianthos.

Et let grin forlod hende, da hun lod hendes hånd lukke omkring hans arm og hjalp ham med at finde sin balance igen. ”Nu ikke vælte, jeg har ikke en gang fortalt højdepunkterne for min tur endnu” drillede hun ham, og gav blidt puf for så at opdage det måske bare ville ødelægge hans balance igen ”orv! Undskyld” kom der hurtigt hvor efter hun foldede hendes læber sammen. ”Jeg tror jeg har glemt mine manere blandt Thantos orden, de er langt mere frie, og fokusere mere på træning end på stille og rolige meditations timer” kom der blidt fra hende, mens hun sikrede sig at han var okay.

Hendes grin var som smør på den varme majskoble. Uden at være klar på det, så han mod sin arm som hun tog og hjalp med at finde balancen til ham. Som støttehjul på cyklen, det var en tryghed alle havde behov for i starten. Men han kunne ikke helt undgå at rynke let på næsen over hendes drillende svar og han frynsede et lille grin ud. "Jeg håber ikke, at dine højdepunkter er så jordskælvstirrende, at jeg vil vælte for dig" - og puf. Hun havde lige hjulpet ham, og han kunne mærke sig selv lige miste balancen og falde ude af takt og tone. Et lille gips forlod ham, og han fik sat den ene hånd hårdere i jorden for at genfinde balancen der forsvandt væk under ham. 

"Det er okay, jeg er okay," forsikret han hende om som det første. 

Øjnene fandt igen hendes lysende blå, de ville næsten falde i et med himlen bag hende. "Syntes du vi meditere for meget da?" spurgte han små drilsk og trak skævt på smilebåndet til hende. "Har du egentlig selv sat dit hår?" spurgte han efter at have set det lidt mere nøje an. Det var pænt, men af en eller anden grund gad han godt ugle det til. Nej! skreg han alligevel i sit indre. Det var ikke hvad en præstelærling skulle ville. Det var forbudt. 

Begge hænder blev lagt foran hendes mund, hvilket var en handling Rhoslyn fortrød det øjeblik det var sket. Men det havde jo været for at undgå at grine eller lade en let latter forlade hendes læber. De havde ikke kendt hinanden mere end et par minutter, og hun fandt allerede hans selskab ganske behageligt. Måske det ville gøre hende godt at have en hun faktisk kunne snakke med, andet end at rende rundt og forstå hvad det indebar at være præstinde. 
Et grynt forlod hende, mens hun prøvede at fjerne det jord, hun havde formået at smøre ud over sig selv. Noget der var sket, det øjeblik hun havde prøvet at holde latteren tilbage.

En rosa rød farve formede sig i hendes kinder, mest af alt glad for komplimenten, ikke fordi hun forstod meget andet i bemærkningen om hendes hår. ”Mmhm, hver morgen! Hvis jeg ikke formår at sætte det op, så går jeg næsten og falder i det” forklarede hun, denne gang tog hun ham bedre ind. Det var dog mest af alt, fordi han havde været så venlig at bemærke hendes hår. ”Du har også virkelig skønne øjne, men jeg tænker ikke du selv farver dem” kom der fjoget fra hende, før hun valgte at sætte sig ned på bagdelen, frem for at presse dem mod hendes hæle. ”Synes vi laver mange ting, jeg ikke altid forstår, men det er vel derfor jeg stadig er lærling og ikke præstinde endnu” nikkede hun næsten triumferende, selvom de første ville synes det var en god ting. For hende betød det blot, at hun havde længere tid til at forstå ting hun ikke forstod lige nu.

Hurtigt blev det et begyndende intimt første møde med den anden præst(ind)elærling, det var ikke helt så formelt igen som med andre. Det lettet byrden en anelse. Byrden om at præstere og udtrykke sig som ønsket hos andre. Nogle af dem havde været nysgerrig og spørge ind til hans liv før templet i byen, og han havde så måtte fortælle sit simple lille landbysliv, et liv som ikke engang havde været hans. 

Panden slog små folder af overraskelses: "Så må du have meget langt hår". Ethian forsøgte lidt at se om han kunne have luret at det var så lagt ud fra hendes opsætning, men nej. Det kunne han ikke, ikke helt hvert fald. Mghm, hendes kompliment kom uventet, måske hun havde følt det samme som da han gav sin. Men han tabte kort sit smil og kunne lige få lille trækning af smigrende flovhed op i den ene ende af mundvigen. "Det gør jeg ikke, nej" svaret han og følt kort stemme blive pibende lys, som hvis nervøsiteten lige fik styringen. Eller, at stemmen først nu gik i overgang fra sit drenget stadie til den mandige version af det. 

Han kunne ikke helt lade vær med at se på det lette stykke jord hun havde fået efterladt på kinden fra tidligere. Det sad der endnu, selvom hun havde forsøgt at skubbe det af sig. Præstelærlingen faldt at sætte sig på knæ for at få en balance der ikke var baseret ud på hvor lavt i hug han kunne sidde, og løftede den ene hånd op til kinden af hendes og lod tommelfingeren let gnub det restjord af hende. "Der var noget rest," sagde han som han gjorde det, bare lige for at forsikre hende om, at han ikke gjorde det af andre årsager. Berøringen af hende altså. 

"Har du været i lære længe, eller har du bare ikke travlt med at skynde dig igennem tingene?" 

Smilet forsvandt da hun mærkede varme finger mod hendes kind. Danse hen over hendes kind, for at gnubbe genstridig jord af marmorhvide hud.
Men hendes typiske solstråle smil dukkede atter frem, da han forklarede hvorfor han havde gjort som han havde gjort. ”Tak” sagde hun hurtigt og nikkede hvor efter hun kom i tanke om at han havde spurgt om hendes hår: men end ikke den gang, fik hun lov til at svare på det. For havde hun været her længe, eller havde hun bare ikke travlt med at skynde sig? ”Jeg har været en del af Isari templet siden jeg kan huske” forklarede hun og lagde hoved på skrå mens hun betragtede ham indgående, gad vide hvilken historien han bragte med sig? Der var en stemme af spæd nysgerrighed der hviskede i hendes indre. Fortalte hende, at hun skulle finde ud af hvem han var. Dog vidste Rhoslyn også at man ikke kunne tvinge folk til at forklare hvad der var sket i deres liv. En lektie hun havde lært, da Cole var flygtet fra hende, efter de havde mødt hinanden igen. Grunden til hans handling, var hun stadig udvidende om, da hun aldrig havde set ham siden.

”Jeg ved måske ikke om jeg er klar til at blive en præstinde, og det ansvar der kommer med det, jeg kan meget godt lide bare at hjælpe til” hvilket var grunden til, at der havde været snak om, om der måske var andre tjenester i templet Rhoslyn kunne hengive sig til. Men det måtte tiden vise, hun havde i hvert fald ikke travlt.
”Så nej, jeg har ikke travlt, jeg ved at alt nok skal ordne sig” tilføjede hun hurtigt. ”Du har kun været her en måned, ikke? Så, hvordan har det været?” spurgte hun interesseret, mens hun stadig prøvede at være opmærksom på hvordan hun stillede hendes spørgsmål.

Måske, som en ganske basal bagklog tanke, skulle han nok have sagt det før han gjorde det. Men nu var det gjort og han var i et øjeblik tøvende med at fjerne hånden og fingeren igen. Æstet fast til hendes bløde hud. Men i dét sekund han mærkede sit blik synke fra hendes mund til en tand lavere, trak han hånden til sig. En stikkende følelse sad i ham, og han rømmede sig forlegent og så væk fra hende. Alt andet end hende i de efterfølgende sekunder. 

Svine der badre i møg. Krofatter der sveder ned i maden. Rådne æg i hovedpuden til den lange nat. Han ville kvæle blodet før det nåede at lade sig inspirere til hvad Isari ikke stod for. Eller, hun tillod det vel, ellers ville der ikke komme nye generationer, men i deres embede var det uacceptabelt. Han fik kort et betuttet udtryk, men han valgte at se tilbage på hende. Hendes øjne og op. Det var hvad han kunne se på uden at motivere kredsløbet til at løbe om hjørner med ham lige nu. Han havde ikke behov for en forsinket moren rejsning, det hørte til ved morgen. I sengen. Når man vågnede! 

Hun havde fortalte gode portioner af sig selv, og han blinkede lidt eftertænksomt før han lod sige svare: "Det har været.." hans blik sank ned mellem dem, som han genskabe minderne for sig selv. Der var vel sket nogle ting alligevel. "Det har været godt, jeg har ikke haft så meget mulighed at tilbringe så meget tid med nogen på min egen alder og få nogle kendskaber på den måde. Men det ændre sig måske nu," til det bedre, det lå lige på tungespidsen, men han bed halen af sætningen og lod den blive et ekko i hans over som det var grand canyon. 
Ville det være for naivt at tro, at hun ikke ville spørge ind til det - eller var det blot et spørgsmål om tid? "Men du kom kun herud for at ordnet bedet?" spurgte han og lod sig lidt friste af at fjerne ukrudtet som var lagt øde hen. Fristelsen blev en realitet og han sig fjerne det fra bedet, så spirrene kunne få lidt af forårs solen. 

Rhoslyn nikkede ivrigt da han nævnte, at det ville ændre sig nu. ”Jeg vil gøre mit bedste, til at du får en god relation med mig” erklærede hun før hendes blik rettede sig mod hans fingre, da han fjernede noget af ukrudtet.
”Jeg kom bare ud for at få noget frisk luft, også kan jeg godt lide havearbejde” medgav hun hurtigt og før hun lænede sig hen over hans arm og kiggede ned mod det lille skud der var på vej op. ”Der er også noget så livsbekræftende at se,  hvordan at foråret bringer nyt liv, igen og igen—giver os en chance til at forstå, at intet er smukt foreviget, og vi alle kommer til at falme men en dag vil solen igen skinne på os og vi vil være en bedre version af os selv” måske var det for poetisk af en så ung kvinde at sige disse ord. Men hun havde set så meget ondskab allerede. Oplevet, hvordan at en god veninde af hendes, havde taget hendes kærlighed fra hende. Troet hun ikke længere kunne være sig selv, eller fortjente skønheden fra Isari. Men intet vare forevig, alt ændrede sig. Ting blev mørke, og ting fandt atter lys igen.
”For intet lys kan eksisterer uden mørke” mumlede hun mest for sig selv, inden hun tog den lille rive hun havde ved hendes knæ, og begyndte selv at fjerne mere ukrudt og lægge det på jorden bag hende.
”Kom du bare ud for at gå en lille tur? Eller var der andet dig drev dig ud af sengen så tidligt om morgen?” Han havde selvfølgelig nævnt at nyde de flotte morgenstråler, men hun følte der måske var mere end bare det udsagn bag hans intention af at komme ud i tempelhaverne.

Det var til hans fordel, at hun intet bemærket, eller i det mindste spurgte ind til. 

Men blid var hun, men lå det ikke også i hendes beskrivelse af hende? Rhoslyn Den Blide? Det mindste han da at have hørt fra en af de kære tempeltjenere. Men hun nåede at tale videre før han kunne sige noget, og han så sig selv lidt over skulderen. Hun var så tæt på, og alligevel så langt fra. Han kunne dufte hendes hår. Det var en letbitter og syrlige præg af lavendel. Hun duftede af sommer. Han så lidt på hende, mens hun så på hans hænder. Fingrene blev lidt usikre i det, stivnede kort som al varme og blod forlod dem, men han fik hurtigt genvundet førligheden i dem. 

Hendes lange tale, som kunne have fået ældre til at gipse efter vejret var dyb, tæt på at være melankolsk. Men der måtte ligge mere bag hende ord end bare en velovervejet forståelse af livet i de teoretiske træk. En personlig erfaring, eller flere. "Det lyder som et øjeblik af dit eget liv og hvordan du selv blomstrede op igen," kommenteret han med en mild stemme og lod øjnene glide halvt i, som han fik samlet mere og mere ukrudt til sig og følt en form af jalousi. 
Hun havde formået at blomstre op, finde sig selv og være sig selv. Det var ikke realitet for ham, ikke lige foreløbig og måske aldrig. Ville man kunne få sit eget liv når man var solgt som en anden orkhøne. 

Han rykkede armen for at gøre plads til hende, selvom han havde nydt hendes nærhed. 

"Måske din tilstedeværelse drev mig herud, ville det være forkert?" blikket søgte lidt hendes, en reaktion måtte der vel komme. Men selvfølgelig havde han ikke vidst at hun var herude. 

En forlegen, ja næsten akavet klukken forlod Rhoslyns læber. ”Oh, ja, nej det er da ikke forkert” hun hoppede rundt i ordene, selvom det var svært at fokusere når nogen gav en, så fin en kompliment. Ikke at Rhoslyn tænkte meget andet end at det var dét. En kompliment om, at hendes tilstedeværelse, ville drage nogen hen til hende. Hvorfor skulle det betyde andet? Hun var en kvinde der havde viet hele hendes liv til cølibat. Hun havde aldrig været sammen med nogen, egentlig ikke rigtig tænkt over hvordan det ville være. Måske fordi når hun så mennesker, så hun ikke hvordan de så ud. Jo, folk var smukke. De kunne have kendetegn omkring dem, som var dragende. Smukke øjne, krøllet hår. Et modermærke der lignede noget specielt, eller en stil de klædte sig i, der kunne virke dragende.
Men hvad Rhoslyn elskede? Det var folks personlighed. Deres historie, hvordan de var blevet hvem de var. Hvad der gjorde dem til det de var. Måske lå naiviteten et sted blandt det hele, hvor Rhoslyn inderligt troede på, at alle kunne frelses. Hvilket var et forfærdeligt udgangspunkt, da ikke alle ville frelses.

”Jeg vil dog ikke sige, jeg er blomstret op igen” sagde hun med et stort smil, på trods af hvor sørgelige hendes ord måske var. ”Jeg har ikke en gang fundet et fodfæste i mit eget liv, men det kommer en dag, og forhåbentlig kan jeg som du siger, blomstre op igen” hun kiggede ned på hendes hænder og derefter op på Ethian ”måske er det vi faktisk har brug for—jord” med et let grin lod hun fingrene glide hen over hans kind, før hun gjorde det samme på sig selv. ”Så! Må vi bare ligge i solen og vente på vi blomstre” det var ganske tydeligt, at hun fandt sig selv umådelig sjov, som hun vippede frem og tilbage med hendes krop. 

Ja. Nej. Ikke forkert. Det eneste hun manglede var et måske. Et måske havde været passende på sin egen måde, men det gjorde nu ikke noget. Han fik lov at gå med sætningen og give hende den kompliment. Det var måske dragende at finde hendes finurlighed så varm, imødekommende og skrøbelig. Som en vase der havde været gået itu og var blevet limet sammen igen, enkelte falder manglede små brudstykker så man kunne endnu skære sig på keramikken. 

Han studsede over hendes svar der forlod det store smil på hende. Læberne punkteret let og en sprække dannede sig mellem læberne ind til munden som han skulle overveje hende ord en anelse. "Der er forskel på at blomstre og slå dybe rødder, Rhoslyn". Hun kunne uden tvivl godt blomstre op uden problemer, men rødderne var måske ikke hvor de burde være. "Mhm jord?" han sad stille som han mærkede hendes finger glide henover kinden og - der hun fik en matchede jordstreg. Han holdt smilet inde, men læberne voksede alligevel på tværs af ansigtet. han slap det ukrudt han havde i hånden og løftede en hånd op mod hendes pande og lavede en ekstra jordstreg på hende. "Sådan, perfekt" - "Nu kan vi sætte os og blomstre op som vintergæk," 

Hendes humor var ikke til at tage fejl af. Hun var bare en hjertevarm person. Men han kiggede ned på sine fingre, de var dækket til i jord. Han ville ikke kunne gnubbe jord af hende eller sig selv uden at bruge hånd og fingrenes ryg, men det måtte de vente med. Han kiggede lidt mod et af de grønne græsområder, søgte en godt spot for hvor solen stod fast og troligt med sine varmestråler. 

"Hey, hov!" lo hun pg daskede blidt hans hånd væk, men ikke før han nåede og tegne en streg på hende. "Det snyd! Du har kun en streg, og nu har jeg to" spørgsmålet lå så i, hvad var snyd? At hun havde to streger, fordi det betød mere jord på hende, og det gjorde hun havde større chance for at blomstre. Eller var det snyd, fordi hun havde mere jord på sig end han havde? Ganske barnligt, som en søster der mente, at hendes bror skulle have igen med samme ske. 
Dog stoppede hun sig selv fra, at smøre mere jord ud i ansigtet på ham. I stedet skubbede hun skulderen imod hans, og kiggede ned på de grønne blade af skuddet i jorden. 
"Spørgsmålet er bare, mon det tager lige så lang tid som blomster? For tror desværre ikke vi har så lang tid" kom der med et let suk. Hun lænede sig tilbage og løftede hoved mod solen, der lagde sine blide morgenstråler mod hendes ansigt. Hvis hun kunne, ville hun blive siddende her resten af dagen. Men desværre kunne dette ikke lade sig gøre, men for at få sig selv op fra jorden, vidste sig pludselig langt mere besværligt end før.

De havde på sigt ualmindelige meget berøring for præst(ind)elærlinge. Men det var ikke ualmindelige med den venskabelige adfærd. De skulle være hinandens pejlemærke og den eneste måde at få sådan et forhold til hinanden var ved at komme hinanden ved. Selvom han havde små urene tanker, men han kæmpede dem væk. Måske det var et af udfaldene efter sammenstødet med kunsteren, Corinth Lochtree. Han havde ikke slået rødderne løse omkring troen, men han havde stukket dybt til Ethians person som værende hankøn og mand. Ikke at han takket manden for det, nej. Det var et fordømt møde og han ville ønske, at han kunne begrave det minde. 

"Det er ikke spor snyd, du kan da få lidt flere hvis du vil?" spurgte han med et drillende smil og lod sig skubbe til med hendes skulder. Han vendte blikket mod hende og så hvordan solen lunede hende som den kun var til ære for hende. "Kun en måde at finde ud af det på, Rhoslyn," med det sagt, rejste han sig og rakte hånden ned til hende. Jord sad lidt på bukserne i samarbejde med støvet fra stenene. Det var en invitation til at de kunne gå lidt videre. De havde hele morgen at nyde godt af, hvorfor lade sig slå rødder ved bedet når grænsplænerne trængte til lidt opmærksomhed. 

"Du må gerne kalde mig Rose, hvis det er" kom der blidt fra hende, som hun tog hans hånd. Op kom hun, og med et lille hop, da foden under hende sad fast under den anden. Ende Rhoslyn med at komme tættere på Ethian end hun først havde regnet med. Den umiddelbare kontakt, fik kinderne til at gløde op, hvor efter hun tog en beslutning. En beslutning om at lade hendes hænder gribe Ethians kinder. Hvilket nok for mange andre, ville være en mere udsat situation, end den anden. Men i Rhoslyns naive og uskyldige tanker, var det blot for at tilføje flere jordstreger på den smukke gyldne hud. Næsten som var han malet, i lyset af rav hvor solen skinnede igennem. 
"Så, nu har du en bedre chance for at blomstre op" kom der en drillende toneleje, inden hun trådte væk fra hans intimsfære. Med sikre skridt, vendte hun sig rundt og bukkede sig ned. Hendes hænder tog de redskaber hun havde brugt, og gik hen imod trillebøren lavet af træ, som der stod et stykke fra dem. 
Da hun havde lagt det fra sig, vendte hun sig mod Ethian med et bredt smil. Med udstrakt hånd, inviterede hun ham til at tage hendes hånd, så de kunne gå videre gennem tempelhaverne. Nyde den sidste stund af stilhed, før at de forskellige tilbeder ville dukke op til morgen samlingen. 
Hendes mave lod dem dog ikke komme langt, før en lang knurrende lyd forlod den. Rødmen steg fra halsen op til ørene, før at de fik æblekinderne til at skrige af flovhed. "Jeg er altså ikke så sulten" hviskede hun og foldede læberne. Hun var måske blevet lidt for vandt til tre måltider om dagen, hvilket også viste sig i den før spinkle krop. Nu var den tonet, og dækket af fremtrædende muskler. Hvem skulle have troet, at en en måned ville ændre hendes fysik så voldsomt. 

"Rose?" gentog han som hun kom op at stå i et hop med hans hjælp. Han så ikke hvad der skete med fødderne af hendes, men han greb helt naturligt ud omkring taljen af hendes da det havde virket som hun ville falde. Troede han da. Han blev ganske hurtig bevidst omkring hvor tæt de stod. Æblekinderne af hendes var som glødende kul og.. et blidt let klask på hver kind. 
Blink for blink, lettere forvirret over hvad der skete, så han ned mod hendes øjne. Det var en (u)naturlig rus der strømmede igennem ham, og han lod fingrene kort knuge sig ind i kjolens stof, før han fik løsnet dem og trak hænderne til sig selv. 
Fingrene gled af ham med blide stryg. Det gav mere og mere mening for ham, at hun var Den Blide, omend hun havde en uretfærdig effekt på ham, og han igen måtte se væk fra hende og prøve at tænke på demotiverende og kvalmefremkaldende ting. "Det kan vi vidst blive ved med længe. At gøre hinanden beskidte ... med jord" 

Som enhveranden god præstelærling så han væk fra hende, som hun bukket sig ned for at samle tingene op. Måske han burde have tilbudt at have gjort det. Men som han ventede tålmodigt for at hun kunne færdiggøre sine handlinger, så han i øjenkrogen en hånd der rakte frem til ham. 

Usikkert mærkede han hjertet slå et dobbeltslag, men han valgte at tage i mod hånden af hendes. Beskidte håndfalder dækket i jord gjorde det hele en anelse mere ru, men han kunne nemt fornemme hendes bløde håndflade. Et grinende smil udfoldet sig på hans ansigt og han så mod hende som rødmen af flovhed åd hende op. "Men du er sulten?" spurgte han drilsk og lod sig kort komme tæt på for at skub let til hende med skuldren, mens hovedet endnu var vendt i hendes retning. Duften af hendes hår blev indåndet, helt utilsigtet. Men han trådte lidt frem med hende. "Vi kan finde noget at spise når vi har gået lidt rundt, hvis det er?" tilbudet skulle gives, men hvis hun nu foretrak at de spiste nu, ville han følge med hende. 

Han skævede dog en anelse ned mod deres hænder som lå pænt foldet sammen. Fingerspidserne prikkede let til hendes håndryg og tommelfingeren gav et let lille tryk i et stryg før han så frem for sig. Det var ikke en helt så forventet morgen for ham, men han var ganske glad for at have mødt Rhoslyn under disse omstændigheder. 

Hendes blik vandrede fra hans ansigt, ned mod deres hænder og kiggede fornøjet på dem. Han gjorde ting ved hendes hånd, hun ikke havde prøvet før. Ikke det var en skidt ting, nej, det var, det var en ting som Rhoslyn ikke helt kunne forklare. En varme dre bredte sig i hendes indre, som hun hurtigt placerede i kategorien: Folk jeg godt kan lide, Ethian. Plus nogle andre selvfølgelig, Gwen var også en af dem hun rigtig godt kunne lide. Men lige nu, var det trods alt præstelærlingen ved hendes side som introducerede hende til noget, hun ikke havde prøvet før. 
"Vi har vel hele dagen vi kan bruge sammen hvis vi vil" drillede hun ham, før hun stoppede op og kiggede på deres hænder. "Er det fordi de er beskidte? Ah, jeg ved hvor vi skal gå hen!" hun gav ham slet ikke muligheden for, at forklare hvorfor han havde rørt hendes hånd som han havde gjort. Med en meget større iver end før, hæv hun ham afsted med sig, to trin foran som hun med et stort sprudlende latter forsvandt igennem de store bede. 
De ankom endelig til hendes destination, da der stod en kæmpe gårdpumpe foran dem. "Her! Så kan vi få vasket os selv, inden vi får skæld ud af en a præsterne" kom der med et bestemt nik, da hun stadig var ganske overbevist at dette måtte have været grunden til tommeltrykkeriet. 
"Hvis jeg nu pumper først, så kan du vaske dine hænder, så vasker jeg mine, også kan vi hjælpe hinanden med at vakse jorden af—heldigvis skal blomster jo også have vand og sol før at gro" ordene væltede nærmest ud af den glade Rose, som hun slap hans hånd og gik over til hanken og begyndte at hive den op og ned. Fysisk arbejde var heldigvis blevet nemmere for hende, og der gik ikke længe før klar og frisk vand begyndte at strømme frem på stenpladen omkring pumpen. 

Et fælles punkt for deres øjen var tydeligvis deres hænder. Det at holde i hånden uden at flette fingre, det var alligevel en nærhed på nye måder. Hvis blot han kunne sige, at det var første gang for hans vedkommende. På denne måde altså.. 

Måske han var langsom, men han fangede ikke helt så hurtigt hvad hun sagde. Først da han så mod hende at han hørte hvad hun sagde. De havde hele dagen sammen. Men hun drillede og tog kontrolleren. Ethian havde ikke været hel beredt, at han næsten snublede over sine egne fødder, men fik rettet sig i sit haltende lunten efter hende, som deres arme blev strikkede ud for at holde grebet i hinanden. "Sig lige til næsten gang," klukkede han bag hende, som han endelige fik styr over fødderne for at gå efter hende. 

Gårdpumpen. Der var en stille brise i hans sind som han så mod den. Det var næsten som at se på en, som ikke helt vidste hvad der foregik. Havde han formuleret sig forkert, eller var hun bange for at de fik skæld ud af en af præstene for at være beskidte? "Hvad vil du have vi tørre os med?" spurgte han - og der forsvant hun ud af hans hånd. Han så ned mod sin tomme håndfalde. Stille lod han fingrenen lukke i om hånden, som hun var forsvundet væk med brisen omkring dem. 

"Så vi vasker os, og så vander vi blomsterne?" spurgte han en smule overvejende og så til som hun tog første pumpe opgave for sig. Han bukket sig en anelse forover og placeret hænderne under hanens hoved, men trykket der kom i hendes iver pump fik det til at plaske godt ud over det hele, som han stod med flade håndfalder. Vandet bredte sig til mere end bare hans hænder, op ad armene og buksebenene. Okay, så vi vasker bare hele min krop vel. Måske det ikke var helt fair, men han gned de våde hænderne sammen og fik jorden af sig, men som det skete, kastet han noget af vandet mod hende. "Din tur, Rose" sagde han trådte uden om den lille våde sø der var opstået, men som han nåede hen til hende gjorde han en uretfærdig ting. 

Drilsk lagde han hænderne ved hendes talje og gned håndfladerne ned henover hofterne, før han løftet hænderne fra hendes kjole igen og puffede let til hende ved lænden for at få hende til at rykke sig så han kunne pumpe vand ud til hende. "Tager du spanden og stiller den klar? Jeg pumper den ikke lige så... hastigt som du dog" lektien der var vel nu lært. For meget iver efterlod en våd.