Foråret havde sat sine tydelige spor i tempelhaverne. Siddende langs en af ydre bænkene, dybt begravet i sine egne tanker med en tung bog på skødet. Dybt utraditionelt havde han ikke alle de samme tunge lag på som hverken de disciple eller præstene, men han bar sin yderste præstekåbe som forventet af alle. Åbnet og sjusket, men det matchede til personen som han var i øjeblikket.
Højre hånd lå langs den højreside af bogen, fingrene gled omkring kanten og om, mens venstre hånd lod en fingre i den ellers vagt knyttede hånd glide ned langs side, som han læste linje for linje. Men selvom han fik bladret side for side, var det som ingen af ordene rigtig hæftede sig fast i hans hukommelse. De læste ord i hovedet blev hurtigt erstattet med tanker. Tanker som flød afsted som vandet i en vred bæk. 

Det højre ben havde længe ligget over det venstre ben, blodtilførelsen havde været forkortet og svækket i evigheder. Følelsen af at mærke hvordan benet langsomt blev ikke eksisterende for ham. "Ah, oka-okay," piv han kort for sig selv og fik klappet den tunge bog sammen og lagde den ved siden af sig på bænken. Begge ben blev strukket og han satte hænderne på hver side af sig selv på bænken. De mangefarvede øjne lå mod skospidserne som strittede viftende op i mod himlen, hælene lå vredt i gruset under ham. Det var måske også på tide at han kom tilbage til tempelpræstene. Han kunne snildt få en af dem til at lære ham et eller andet, eller i det mindste bare sætte ham til noget. 

Ethian sukkede ud og fik lagt hovedet tilbage, han kunne atter mærke forårsolstrålen ramme hans ansigt for måske tredje gang i løbet af dagen. Øjnene knep en anelse sammen og han trak skævt på mundvigen i en undrende mine. Her er så fredeligt, der kan umuligt være noget at reportere tilbage til mørket. Men han burde nok tjekke ind med dem i løbet af ugen. Han havde dog den flåde soldat som ikke kunne få den op og stå, men hvad gavnede det?

Stille faldt han bare hen i tankerne på ny og ænsede ikke hvad der skete omkring ham. 
Men der kunne ikke ske noget her. Isaris tempel var tæt og det var et helligt område. Måske en naiv tanke, men han tillod sig selv at have den tanke. 

Der var nu noget ganske pænt ved tempelhaverne. Opvarmet af forårsluften, med de første spæde tegn på liv blomstrende i små trækroner, og en ganske blid tone af ligedele fuglesang og perifært klokkespil hængende i vinden. Hvordan kunne det ikke være andet end (forbandet) pænt? Omend man nok let kunne argumentere for hvordan Corinth var som blækpletter imod hvide sengelagner, her i de hellige steder, var det ikke nok til at holde ham væk. Nej, det gjorde det på mange punkter kun dét mere interessant at være her, givet de personer det normalt tiltrak. 

Pæne præster og små tempeltjenere. Lige til at samle op, hvis man var lidt hurtig. 

Lænet op imod et af træerne, sin skitseblok i den ene hånd og en kulstift vippende imod imellem pege- og langefinger, følte Corinth et smil presse sig insisterende på, nu hvor tankerne fik lov til at vandre.Det meste af dagens motiver, var allerede blevet skriblet ned på det gyldnede papir. En blok der efterhånden kunne fremvise både dramatiske stenstatuetter, skåret ud af marmor og poseret som gudernes budbringere, samt nogle hurtige skitser af tilfældige forbipasserende og så... en enkelt, lidt mere detaljeret version nederst i hjørnet. Med krøllet hår, en bog i hånden og solen over sin unge krop, virkede det til at Corinths fokus ligeså stille og roligt var cirklet ind på Ethian, igennem de sidste 10 minutter. En præst? Muligvis - en meget ung en af slagsen. Òg samtidigt en der virkede til at blive siddende, imens havens andre personale langsomt tyndede mere ud. Han skulle ikke med dem? 
Nej, det virkede ikke sådan.
Med hovedet vendt imod solen virkede strålerne til at kæle for hans hud, jah hans træk, og selv på sin nuværende afstand, kunne Corinth ane at de var kønne. Eller også var det bare lyset, og han grinte en anelse lavmælt over den dårlige joke. Præster, lys... hah. 

Bank, bank, bank. Kulstiften sværtedes en anelse ud på siden han arbejdede på, i de sekunder hvor at Corinth overvejede situationen. Hvorfor var det at han ikke kunne kigge væk? Var det bare fordi at manden følte fred, jah, lignede en der nød livet? Og med et spirende smil på læberne, konkluderede Corinth at det... nok var noget i den retning. Han så så fredfyldt ud. Det var næsten til at blive misundelig af, tænkt imens han skubbede sig fri fra træet og med knasende skridt endelig kom nærmere.

"Så.... fortæller bogen dig noget nyt, eller er det genlæsning for egen fornøjelse?" spørgsmålet kom nysgerrigt ud, nu indenfor rækkevidde, og overvejende høfligt nikkede han imod den lukkede bog, stadigvæk sin egen skitsebog og kulstift imellem de blækdryppede fingre, og hans ellers karakteristiske handsker i lommen, for en gangs skyld. 
De var ikke på, når han 'arbejdede'. 

Uopmærksomheden var ikke til at slå fejl af. Optaget af sine egne tanker i sådan en grad, at han ikke ænsede hvordan det tyndede ud, hverken fra disciple til alterdrenge og tjenestefolk af templet. Tilværelsen var endnu ny - alt for ny. Det var vel ikke forventeligt at han faldt så nemt ind i deres rutiner, når han kom uden rutiner i sin hverdag. Men der var ingen undskyldning for ikke at følgetrop i dette, det passeret blot stille forbi ham. Som musen ville liste uden om katten i det skjulte. 

Pressende blev læberne til en streg, som han spejdede en sky glide forbi. At ligge i den var næsten en fremtidsdrøm. Hvis blot skyer ikke havde været vanddråber der lå så tæt og små, at de blev holdt sammen. De måtte være himmelske at være på, men ville man kunne spørge en engel som sådan noget? Var du i skyen, da du døde og blev bragt tilbage til livet? Absurd en tanke, men det var alligevel en realitet. Øjnene gled langsomt i et blink, men åbnede sig atter på klem. "En.. to.. tre.." og stille lod han sig tælle til tres. Men som han nåede til de femogtyve, hørte han en stemme som ikke var hans. Fortæller bogen dig noget nyt eller er det genlæsning og der sluttet hans opfattelse af ordene, som han vendte blikket op mod manden som kom ind for rækkevide. Bleg som vintergækkens kronblade, blodrøde øjne som den presset vindrue til vin. 
Blikket hang kort ved mandens skitsebog og de sortefingre. "Begge dele. Deres hænder drypper," og han nikkede let med hovedet ned mod mandens fingre. Det var ikke fordi, at han ikke ville tale med manden, men alligevel. Ethian trak benene ind til sig, og fik samlet bogen op i sin favn og rejste sig fra bænken. 

Lidt usikker i hvordan han skulle trække sig, trak han usikkert på det skæve smilebånd: "Jeg vil nødig forstyrre Dem, hvis De ønsker at sidde her," formelt, men kejtet leveret. Ethian trådte et skridt til siden, som han flyttet sig fra sin ellers tidligere sideplads. Pladsen som havde været hans i næsten en times tid. 

Lidt overrasket gled adelsmandens mørkeøjne ned imod sine hænder, hvis sorte farve tegnede grålige streger op imod hans håndled, og... dryppede sort, ud af hans fingerspidser. Ikke bare af kullet, men næsten som en.. var det hans magi? Uden tanke, jah måske endda motiveret af noget Corinth ikke engang havde ænset til at starte med, var skyggerne gået i reaktion hos adelsmanden. Måske var det stedet der blødte hans essens ud. Og med et kort glimt af oprigtig... ikke forlegenhed - men tæt på - gemte han det lidt væk bagved sin skitsebog, et overvejende blik på præstelærlingen. Skarpe sanser, god opmærksomhed. 
Det var sidste gang hans magi lavede det her stunt, lovede han samtidigt sig selv. 

Den anden var dog hurtig til at trække sig fra skyggeselskabet. 
Det var måske hans sjette sans der fandt alarmklokken truende frem, jah pointerede at han nok skulle videre, men det var så høfligt, at det virkede som om at han trak sig for Corinths skyld - hvilket var en grund han kunne arbejde med. Fordi det behøvede han da ikke, og Lochtree sønnen rystede en smule fast på det lyse hoved. "Nej nej, det er mig der forstyrrer. Du virkede bare som en stedkendt, og jeg har længe ville spørge om hjælp, til at finde en specifik statue. Ser du, jeg er kunstner.." og et udtryk af lidt fortvivlelse dansede over de mørke øje, da han spejdede sig omkring. ".. og jeg har ikke kunne finde 'Den Røde Kvinde'. Det er min sidste dag i Dianthos, inden jeg skal afsted igen. Kan du muligvis... hjælpe mig?" og han tippede hovedet lidt spørgende på skrå. 
Løgne, selvfølgelig. Løgne så lette, at det føltes som en velsmagende syndflod over læberne, der ubesværet sivede ud i luften. Og til dels også virkeligheden imellem dem. 

Lidt forsinket tilføjede han "Oh, altså mere stedkendt end mig i hvert fald. Jeg kunne ikke finde solen, om den så brændte mig i nakken" der var noget... usikkerhed over den anden. Og med en lille joke prøvede Corinth at dulme det, og holde samtalen kørende bare lige lidt længere. 

Selvsikkerheden dalede gradvist, hvor i mod nervøsitet steg som en erstatning. Passiv så han blot til, som fingrene blev skjult bag skitsebogen, uden nogen yderligere forklaring eller bekræftelse for hans kommentar. Malede han med fingrene eller var det en evne af en art? Uanset hvad, var det ikke noget han så til daglig. Nej, det var ikke noget han havde set før, end ikke hos dæmonerne. Hjertet steg langsomt op ad i brystkassen op mod halsen. 

Men hvad var der at være så nervøs for? Ikke nu, det handlede nok bare om, at han ikke var beredt på et møde med en tilfældighed i tempelhaverne. Ethian havde nu ellers gjort sådan en dyd ud i et gemme sig lidt væk og svinde ind i egne tanker. 
Afstanden var blot blevet en skridt bredere, men mere nåede den heller ikke at blive. Åh? Lignede han en som var stedkendt? Det var vel en form af kompliment, han ikke havde forventet at få. Det mildnede ham let. De hasselfarvede øjne lod sig falde mod den andens vinrøde øjne, mens han holdte bogen tæt ind til brystkassen, grebet havde været strammende, men som de uægtesandheder kom på bordet, løsnede det en anelse op for ham. "Selvfølgelig," tænk før du taler, han var ikke en skid stedkendt, men alligevel - lige den statue havde han da set mere end to gange, så den var han stedkendt med. 

Fødderne begyndte sin bevægelse for at ville vise ham rundt. Den røde kvinde, hun stod lidt mere afsides end så meget andet, men det var en ganske nydelig statue. Men om det var placeringen eller statuen som tiltrak Ethian, ja det var ikke til at sige. "Rejser De så rundt for at male bestemte seværdigheder?" det unge drenget ansigt blev rettet i mod kunsteren, som han førte an til kvinden der skulle males. 

Selvfølgelig. Indvilligelsen var som et hak i den rigtige retning, og man kunne næsten ane hvordan at lidt af nervøsiteten, svandt længere væk. Hvorfor var han så... anspændt. Var anspændt overhovededt det rigtige ord? Imellem adelsmandens bløde læber, smagte det en smule derhenad - hvilket ikke nødvendigvis var atypisk for dem der var omkring Corinth. Det plejede bare ikke at ske så hurtigt, og det kunne man klukke lidt selvironisk over. 
Det var dog gode sanser Ethian havde. Også selvom han nok ikke kendte omfanget af sin egen mavefornemmelses indtrængende knude. Løb mens du kan, var hvad den samlede op, det dæmrede som mørkt vand omkring den ellers nydelige adelsmand, hvis man altså kunne se det. Fordi. 
Bliv, bliv lidt længere, formulerede og forhandlede han sig dog frem til i sidste ende. Jah smiger ville nok altid være den letteste måde at pille paraderne ned på. 

Med knasende skridt fulgte Corinth nu trop, og gled ind på den anden side af ham, blikket rettet lidt dovent frem foran dem imens de bevægede sig. Et øje på omgivelserne, og et andet på... i et lille ryk gled de ned på præstelærlingen, og Corinth følte et mere interesseret smil trække over det milde, da der blev spurgt ind til hans hobbyer. Eller, en del af hans hobbyer. "Jeg forsøger..- jeg vil i hvert fald nå at se så meget som muligt, inden jeg bør vende hjem til familien" og han fik et lidt mere melankolsk udtryk over sig, som ordene sivede ud af hans slangemund. En forklaring vippende imellem 'taknemmelighed' for at have en familie at vende tilbage til, og smerten ved at skulle give afkald på noget man gerne ville - det var en hårfin balance, og Corinth virrede en anelse med hovedet, næsten som skulle han skubbe det lidt mere på afstand. 
"Man kan trods alt ikke flygte fra ansvaret, for evigt" brummede han lidt mere fornøjet, og noterede sig gradvist at det tyndede mere ud. "Hvad med dig? Jeg antager næsten at du er præst, men man kan overraskes"

Samtalen var i og for sig... fuldkommen ligegyldige, og alligevel en så essentielt del at han ikke måtte haste sig igennem det. Så Corinth spillede med, og skubbede imens de gik sin skitsebog mere ned i lædertasken der hang ved hans side, men prøvede ikke at skjule hænderne ligeså meget mere, nu hvor at de ikke... lækkede. 

Maven havde allerede slået knuder, men det var ikke retfærdigt at skue hunden på hårene. Det var ikke hvad Isari stod for. Godhed i alle var at finde selv i de mest forpinte sjæle. Men maven var det næst bedste at gå med som en indikator for, at noget var galt. havde han evnet at læse tanker, var dette blot blevet bekræftet. Mavens knuder og hjertets kvaler, men logikken rådet andet, og han var nødt til at gå med logikken. Skønt, manden så skummel ud på sin egen ydmyge måde. 

Lyttende for hvad der blev sagt, måtte han fra tid til anden lige se hvor han gik. Det gik ikke, at han trådte spirrende blomsterliv ihjel. Vende hjem til familien, huh? Det var en betryggende bekræftelse at få det fortalt. At manden havde noget at vende hjem til, forholde sig til, give sig selv hen til. Lidt som Ethain selv havde ved at blive præstelærling, omend det for hans overordnet blot var et skuespil. Men for ham, så var det roen og glæden. Hans holdepunkt for at trækkevejret i sidste ende. 
"En omrejsende flygter ikke fra sit ansvar, han bringer blot ny viden med sig hjem at give videre, synes De ikke?" hjem var jo knudepunktet for ens liv. Var det ikke? "Jeg syntes ikke at have set dem i katedralen, vil De gerne have en rundvisning derinde inden deres afrejse?" i håbet om, at manden var troende og nød sådanne ting. Selv havde han været betaget ved første øjekast. Som et barn der fik en stor julegave eller slik på dage som ikke var fredag eller lørdag. 

Et klukkende grin blomstret let og han rynkede brynene beklagende sammen: "Jeg er blot en simpel præstelærling hos Isari," næsten helt undskyldende i sit talemønster, lod han brynene løsne sig, mens smilet vagt falmet, men aldrig forsvandt hen. "Jeg har endnu ikke vænnet mig til alle de mange kåber som følger med i livet som præst eller disciple," om det var for mange informationer til en komplet fremmed, men nu var det sagt. Han skulle nok lære det, men for nu var det blot hans egne sorte trøjer der var gemt under præstekåben. 

Tempelhaverne forsvandt mere og mere væk bag dem, men som de nærmede sig muren skilnede den hellige bydel fra resten af det øvre bydistrikt. "Hvor kender De Den Røde Kvinde fra?" af omtale, selvfølgelig. 

Et enkelt bryn gled lidt overvejende op ved de flotte ord der kom fra den anden, et tydeligt udtryk fra forskellige holdepunkter her i livet. Hvem havde dog lært ham de ord? Meget uselviske, de gav mening for mennesker af hans erhverv, og gav også lysets folk en sti at følge, når de stillede sig selv de helt store spørgsmål. Corinths læber gled en anelse overvejende op ved det som fulgte med, ah, katedralen sagde han, og nikkede lidt mere nysgerrigt, til sidst. "Jah? Hvis det ikke forstyrrer for meget af din dag" mon han ville begynde at ætse, syde og brænde, når lyset fragmenterede i de mosaikindflettede ruder, og fandt ham? Det ville næsten være en lille oplevelse. 

Stille og roligt virkede det som om, at en mere løs, jah ubekymret holdning vævede sig ind i præsteski- Corinth kiggede op da hans tanker blev rettet til lærling, den ene mundvig gled lidt morende med. "Forståeligt" det måtte også være træls med de flagrende klæder, selvom han da nok ville mene at det gav dem et vidst flair. Det var trods alt lavet til at få dem vigtige ud, og for adelsmanden selv..?
Han brød sig da om præster. Mørke øjne strejfede blev lidt fjerne, noget sagligt over den form for skønhed, deres uselviske og som oftest også meget hjælpsomme natur, emmede af. De fangede hans opmærksomhed, og udfordrede hans intellekt. I en anden verden, der inspirerede de ham også, når det gik op for ham hvor forskellige de så også var, ham og de lysere præster. Men det var nok mere som en skade der så noget skinnende, og instinktivt følte for at samle det op, og tage det med sig. 

Muren nærmede sig, og underlaget ændrede sig endelig også fra det larmende, knasende grus, til lidt mere faste sten med spækket ukrudt voksende ind i renderne, som ikke var blevet ordnet endnu. Corints skridt blev mere lydløse. Men en overvejende brummen overtog baggrundsstøjen, i stedet. "Jeg hørte første gang om hende i et besøg på Topalis. En statuette af Shara, men lavet ud fra hvad man kunne genfinde, efter vulkanudbruddet i 2016 - sammenstykket af historier fortalt igennem munden og ikke historiebøgerne..." og han smilede en anelse drømmene. Det kunne nok sagtens have været noget andet, der var fundet på. Men idag som dagen, hvor han var en verdensmand? Hvis han kunne bilde ham dét ind, var det ligeså godt som alt andet. ".. jeg glædede mig til at se det. Var nødt til at se det. Der skulle dog gå noget tid før jeg kom til Dianthos igen, og sidst jeg var her.." Corinth trak lidt på skuldrene, som i 'hvad kan man gøre ved det'. "Jah der kunne jeg ikke finde hende" og han studerede det lidt afsides område, som en der ikke havde set det før.

"Det skal De ikke tænke på, jeg har fri mulighed for at lave små aftaler i dag," — der var ingen aftaler med de andre præster for dagen, selvom han havde haft overvejelsen af at opsøge en af dem tidligere på dagen. Men der var kunsteren kommer ham i forekøbet. Og hvis muligheden for at vise en lidt rundt, så ville han med aller største glæde gøre det. Det var en af de mange ting han skulle kunne med tiden, og nu havde han haft tæt på en måned til at lære stedet lidt at kende, så hvorfor ikke tage en på sin første tur rundt? 

Eftermiddags solen lyste katedralen op på en helt anden måde end på en højlys middag. Mosaikruderne oplyst i den orange-skær bredte sig på andre måder og efterlod stedet i varme nuancer. Han var personlig selv glad for eftermiddagen i katedralen. 

Ubemærket for hvordan kunsteren reageret, forholdt præstelærlingen sit fokus på ruten der hen som det primære og sit fokus til kunstnerens ansigt som et sekundære. Der var alligevel plads nok til at de kunne gå uberørt og uforstyrret mod muren. Han tog sig ikke synderligt af det, bekymringerne var som dulmet hent. Logikken fik overtaget og hans påmindelse om hvad Isari ville gøre, hjalp ham på så mange måder. En byrde var blevet lettet. Naivitet var ikke en ting for præster. Man kunne ikke tillade sig at have den tvivl og nervøse tilgang til mennesker. 

I et snup tag blev han helt betaget af den andens fortæller stemme. Det var ikke altid man kunne få sådanne fortællinger, så selvfølgelig var den unge præstelærling helt opslugt. Så opslugt, at han ikke helt så hvor han trådte eller hvad der var forude for foden. Et bomb blev ramt, da han ikke fik løftet foden nok i sit skridt og snublede let frem for sig. Chokeret og forlegen i et, presset han læberne sammen og indad, som han fik fået fodfæstet igen. Hvordan kunne nogen dog være så klumset, at de ikke kunne gå og lytte på en og samme tid. Bogen var gledet halvt ned ad maven på ham, før han fik løftet dem op i et lille kast og greb og den tæt ind til brystkassen på ny. 
Ihærdigt forsøgte han at slå koldt vand i blodet, som han mærkede hvordan hans ører kogte og var røde af flovhed, at det lagde sig let henover kinderne på ham. "Nogen vil måske betragte det som et folkeeventyr, men historierne om statuetter er oftest langt mere sandfærdige når de kommet fra de mundlige fortællinger end den skrevne historie." kommenteret han glædeligt, og lod læberne titte frem igen, som et lille smil voksede på hans læber. Han kunne næsten kun drømme om at møde flere folk som ham. Folk der ville fortælle sådanne historier om statuetter af alle arter. 

"Hun står herovre," sagde han og nikkede let til venstre, hvor en slyngplante voksede sig op ad muren og stod i grøn kontrast til Den Røde Kvinde. Det var vidst akebien som voksnede der. "Hvad syntes De så?" spurgte han nysgerrigt op på den få centimeter højere mand. 

Giv djævlen en lillefinger, og han tager gerne hele armen. Den gemene måde at sætte ordsproget i spil på, udfoldedesig ligeså stille og roligt foran ham. Små aftaler kunne betyde så forfærdeligt meget, men for Corinth, lød det ganske meget som om at han med det satte tid af til ham. Hvad mere kunne man ønske sig, når det havde været det primære mål for at opsøge ham? 
Næsten primære. 

Omkring præstelærlingen virkede lyset til at falde bare lidt anderledes, Corinth twistede det uden tvivl i sine tanker, og det gjorde ønsket en anelse.. sekundert, i forhold til det nye, måske endda faktisk oprindelige, primære. Hvorfor gjorde det ham altid en tand mere grænsesøgende, så snart religion var involveret? Zalans blasfemi, kunne han ikke lade være med at tænke med et friskt smil. 
De var desuden opdraget til venlighed - det var som en fugl, der ikke vidste at den ikke skulle lande på de hjemsteder den plejede. Også selvom de steder lyste neonrødt af 'lad det være' - tanker. Troen på det bedste, jah? 
Overrasket sluttede hans ord, da præstelærlingen pludseligt væltede en anelse frem. "Oh, er du.." og han færdiggjorde det ikke, da han i et ryk fik rettet sig op, bogen knuget ind til brystet og brøndende hud. Ah, kæ- 
Nogen vil måske betragte det som et... og han tog hånden der havde rakt ud efter ham i faldet, en anelse mere tilbage. 
Corinth drejede blikket imod det sted han gestikulerede imod, og lod et overrasket, næsten undrende udtryk glide frem, da han så den røde statue. De sagde at det var lavet af lavasten, selvom klogere hoveder påpegede at de selvfølgelig var sorte. Corinth var nok ligeglad med begge dele, da han udbrød. "Så stenene gløder virkelig i eftermiddagssolen.." og han tippede hovedet på skrå, hænderne (allerede) undersøgende på vej til at mørke materialet an, da han kætegnede de flammer der slikkede sig op af hende (tre, noget med gudesymboler), og dernæst landede på hoften. Han skulle strække sig for at nå mere, og selv der ville han ikke nå de dybrøde kinder. "Er du en fan af mundtlige fortællinger?" hørte han sig selv sige, men slap ikke fokusset fra statuen. Som en forsinket opfølgning, omend han ikke havde fornøjelsen af at se de mørkere ører hos den anden. Lige nu, i hvert fald, og han vinkede ham inviterende tættere på. 

Om han var okay, det var han da. Eller det kunne man vel altid drøfte lidt om. Præstelærlingen kunne da godt mærke, at han følt sig uden jordforbindelse efter sit lille stunt. Rystet. Men han kunne vel altid glæde sig en anelse over, at han ikke slog sig — eller det værre, tabte bogen. Nye knuder kunne opstå i maven efter dette, men ikke af samme årsag som tidligere. Flovheden sad i ham, og han kunne ikke helt få dæmpet varmen som endnu spredte sig i ham. Men til hans fortrin, virkede det ikke til at kunsteren så det. Nej, han var vidst så dybt betaget af Den Røde Kvinde. Hun var også noget for sig selv, ganske flot og indbydende til at dvæle lidt ved betydningen af så mange ting. 

Han stod lidt alene tilbage, og så blot på. "Synsbedrag skulle teoretikerne vidst kalde det," informeret han stille med sin lille sprede stemme. Men han rømmede sig en anelse som han fik et spørgsmål og så den vinkende hånd. Før han svaret, valgte han at træde nærmere og stod næsten, kun næsten, side om side med kunsteren. "Ja, det er jeg," hvorfor spørger du? det lå lige på tungespidsen, men han tøvede og lod det i stedet falme hen i ekkoet af hans mundhule. Det var vel allerede tydeligt, at han havde givet en interesse i det, men selvfølgelig, den andens nysgerrighed - hvis man kunne kalde den det - var et undrende spørgsmål. 

Hovedet blev lænet let tilbage og han så op på hende, betragtet linjerne af hende så solens lys ramte ham i ansigtet. Øjnene som kunne have set så brune ud, blev næsten grønlige i skæret fra lysstrålen. 

"De udtrykte, at De flygtede fra familien. Har De brug for at tale om det?" hvis ikke hos ham, så kunne han altid snakke med Fader Romeo . Ethians erfaring og tiltro til Romeo var stor, og han fandt manden oplysende og lærerig. Det var ligeved og næsten, at han idoliseret manden for at have en så stor kontrol over sit liv. Beundringsværdigt.

Synsbedrag... Corinths smil fik en lidt skarpere kant ved det pæne ord, og han nikkede. Synsbedrag, det kunne mange ting, og med tanke på hvad man kunne opnå, var det også praktisk. At hugge et synsbedrag ind i sten, som kunstnerne af dette værk, eller bære det som en kappe over sine skuldrer - det kom i princippet ud på et. Men Corinth fæstnede sig ved ordet teoretiker, og følte ham træde tættere på. Hvilke teoretikere? Der var altid mange spørgsmål omkring adelsmanden, de væltede næsten ud af munden på ham, selvom han også vidst at det kunne være bedst, at holde tand for tunge. 
Men det var trods alt også et fundament for mere samtale, ord byggede som oftest tillid hurtigere op end stilhed. Han brummede, lidt overvejende ved hans svar, og trak lidt tænksomt den ene hånd til sig igen. "Også mig" løj han, og trak lidt på skuldrene. Det var ikke vigtigt, men det handlede om at kunne spejle sig i hinanden. 

I solen glimtede de forskellige ringe, pæne i deres sølvhvide glimt imod røde sten, enkelte med stører sten af onyx og granat smedet ind. Varmen lagde sig også om det fregnede ansigt - skiftede ud af øjenkrogen på Corinth, øjenfarven hos lærlingen - og lyttende gled hovedet lidt mere på skrå. 
Oh, hvad var nu det her for et spørgsmål? Corinths øjne slap endelig statuens røde overflade, og fandt Ethians unge ansigt, fuldkommen. Han virrede lidt på hovedet, krøllerne gled tilbage over det ene øje. "Huh... hvorfor spørger du ind til det?" og venligheden var kvalmende tyk. Den blonde mand vidste udmærket, der nok ville komme et endnu værre svar. Men - han tog rollen som flygtende ung mand på sig, villig til at dele ud af sin spontant opfundne baggrundshistorie. Hvad ville vække sympati hos en præstelærling af Isari? 
Og Corinths læber pressedes i en indvendig debat en smule sammen, men ikke afvisende overfor spørgsmålet. 

Ubarmhjertelige som noget kunne skabe så meget spild. Guderne eksisteret af en grund, dem alle. Det var skamfuldt at tænke på hvordan folk kunne bruge guderne mod hinanden som et argument for deres handlinger. Fortællinger kunne meget, men det gav ligeledes et farvede billede af virkeligheden. Brud stykkerne om hvordan (Kiles) Orden havde brændt Zalandins tempel ned, det var ikke bare en handling for en mening, men en krigserklæring. Eller det måtte det have været. Han vidste det faktisk ikke, men han kunne kun finde ud af det ved at spørge. 
Hvilket mindet ham om at han stod med en anden person. Lige i tide til at høre en sætning der indvilliget ham i deres fælles interesse. Mundtlige fortællinger. 

Huh! Han stivede en anelse som spørgsmålet lød, venligt på alle de rigtige måder. Han trak let på skuldren og skævede ned til bogen i sin favn, mens han presset læberne sammen, før de flød ud og fandt sin naturlige fyldige facon. "Jeg tænkte blot, at De havde opholdt dem mere i Den Hellige Bydel end blot søgen for Den Røde Kvinde, siden deres fingre havde været sorte af blæk," lagde han ud. Prøvede at holde roen i stemmen, men rømmede sig en anelse og trak læberne let tilbage i et smil som trak linjer ud som musklerne holdte smilet. "Så måske det var Deres måde at opsøge en at snakke med?" det var at famle i mørke og blinde efter luft i vand. Men han søgte den anden mands øjne. De var røde. Det var alligevel en anelse skræmmende at tænke på, for de eneste røde øjnede individer han havde mødt var dels dæmoner eller dæmoner eller elemental. Alle de arter der nu engang var. 

Ethian slap kort den andens øjne for at se sig lidt omkring. Havde han glemt om en forsamling, for der var ganske stille og øde lige nu, men det kunne ikke være rigtigt. Kunne det? 
På den anden side, hvorfor skulle de andre opholde sig her lige nu.

Afventende, tålmodig og relativt fredelig stod Corinth, da han hørte de prøvende ord. Han havde haft ret, det var en alt for sød hensigt der lå bagved at spørge ind til adelsmandens liv. Og bagved de mørke øjne, oplyst af vinrød i den smukke, varmende sol, gemte han den umiddelbare ordgalde... væk. 
Fordi hvem var han, til at ynke Corinth? Troede han virkelig, at han kunne ændre noget med sit virke? Et dybt og arrogant sted, sat under låg og bundet fast af sociale kompetencer, kunne han ikke lade være med at studse over den sympati, som det egentlig handlede om. Den virkede så oprigtig, men for Corinth, af alle de forkerte grunde. Han kunne ikke tage imod den, hvis den blev så pænt givet. 

Men alt hvad der umddeilbart var at spore, var ikke ordgalde eller arrogance. Nej, med et lidt dæmpet 'oh' tog han præstelærlingens ord til sig, og vendte den ene håndflade op mod lyset, de sorte fingre vippede en anelse imod lysfotonernes leg over gråsort. Imens Ethians opmærksomhed vendtes imod området, vendtes Corinths imod de mørke fingerspidser. Og med et lille suk gav han ham endelig ret i sine antagelser, da han med påtaget besvær, smilte trods ordenes betydning. "Så du siger at jeg virker... ensom?" og blikket gled i et lille ryk tilbage, da Corinth ikke selv afviste den påstand, djævlens rævesmil skjult bagved det melankolske glimt. 
Nej, nok nærmere lænede sig lidt ind i den, og prøvede diskret at tørre noget af sin 'skyld' væk i jakken. Også selvom han vidste at det ikke smittede af, eller ville virke. 
"Heh. Du er en skarp præst af Isari, omend kun en lærling endnu. Jeg må indrømme at der er ting der tynger mit hjerte, ikke kun på familiefronten" Og Corinth, vinkede ham lidt med sig, inviterende - han kunne godt dele ud af problemer - da han dumpede ned foran statuen. Vendte ryggen til den, så man kunne læne sig op af de røde sten og samtidigt betragte det mennesketomme område de var kommet fra, uden nødvendigvis at skulle møde den andens øjne. "Føler du dig nogensinde.. hm. Forbandet? Som om at uheld følger dig?" og han slap, da en forstyrrende, flaksende forårssommerfugl sneg sig ind i billedet, og videre igennem haven. Men var... alligevel ganske til stede i sit selskab.  

Måske han lige i øjenkrogen kunne ænse at der skete noget hos den anden, men hvad, det vidste han ikke helt. Bevægelserne var som dækket af et slør, så det var ikke noget han kunne spørge ind til senere, uden at virke helt tanketom på øverste. 

Ethian nåede knap at få vendt fokusset tilbage, før nakkenhårene rejste sig i ham. Havde han formuleret sig på så'en en måde, at han fik kunsteren til at fremstå ensom? Han følte med et, at han ikke erindret hvad han havde sagt og mærket hvordan hjertet sprang op i halsen på ham. Læberne blev foldet sammen i et pres og han så fortrydende og beklagende på manden, men så stille til som han satte sig ned med ryggen til Den Røde Kvinde. Han fik sat sig ned ved siden af manden som anvist og samlede tøvende benen ind til kroppen. Noget tyngede ham, men ville han nu også dele det med ham? Af alle. 

Bogen blev lagt ved siden af ham og han lagde hænderne i jorden ved siden af sig selv, men valgte at lade benene blive strukket ud frem for at holde dem op mod sig selv som et skjold. Forbandet og at uheld følger dig, det var nøgle ordene han hørte rynkede let panden i betuttet folder og tyggede lidt på spørgsmålet, før han valgte at se på manden med de vinrøde øjne. "Hver dag," svaret han ærligt og prøvede at trække et lille smil frem, men det blev noget så sammentrukket, at det faldt sammen med det sammen. 

"Det ville være unaturligt hvis éns liv var fredeligt og perfekte, men Isari beskytter os og hjælper os mod det onde. Hun tester os alle inden for de forskellige grænser af hvad man kan klare," svaret han overvejende og små vævende om sine ord. Han troede fuldt og fast på det. Alles forhold til Gudinden var dog forskelligt, det var der næppe nogen tvivl om. "Føler De dem forbandet og fulgt af uheld, må jeg spørge om hvorfor?" 

Der var noget alt for... pænt, omkring den situation de sad i lige nu. Som havde præstelærlingen samlet den glød af skønhed op, som Corinth havde skimtet over ham, tilbage på bænken. Jah taget den med sig, imens han i stedet sad og delte den med den sortklædte Corinth, der faktisk havde manglet varmen. Gløden var stærk nok til at oplyse ham? Det virkede næsten perverst, skulle man tegne deres så forskellige skikkelser, lænet tilbage imod den røde statue. Men det var et pænt motiv. 
Man skulle næsten skaffe sig sådan en lærling at have med, generelt, hvis de lagde et så fredeligt filter over virkeligheden. 
Hvordan kunne man ikke føle den form for tiltrækning der var? Og var det helt forkert at ville have det, den form for skønhed og (udadtil) fred, uden selv at skulle holde det ved lige? Arbejde for at skabe sin egen sjælefred? Nej, umuligt. 

Hver dag svarede han. Næsten lidt for ærligt, og adelsmandens hoved gled lyttende på skrå, imens lys-lærlingen gav sig til at spinde guld med sine efterfølgende formuleringer. Indøvede ord af troskab, hvor at... hvad nævnte han, Corinths øjne smalledes, grænserne ikke blev overtrådt, medmindre det var en del af prøvelserne. Som et ekko af sin læremester, uden tvivl. 
Det forekom så abstrakt, at selv nogle af hans egne, abstrakte idéer kom til skamme. 
Og selvom Corinth nok aldrig havde kunne beskrives som mere en kulturreligiøs... kunne han dog ikke benægte, en spirende interesse slå rod i det mørke vand indvendigt. Ikke så meget over hvad han sagde, men over ham. 
Corinth lukkede kortvarigt øjnene af, gav plads til de mere flakkende billeder af idyl, som han vidste var til at se, udefra. Men Ethians ord brændte sig ind i nethinden, og trak ham imod varmekildens kerne.
Omend ikke med et budskab af trøst og forståelse, men nok nærmere som understregning i... at det kunne han da ikke, ærlig talt, tro på? 

Øjnene åbnedes i et lille ryk, pupillerne pludseligt smalle i det lys der ramte dem igen. "Mmmh, det kan der godt være noget om... måske det i virkeligheden handler mere om-" ord sagt med en stilfærdig (falsk) ømhed, jah måske! Måske havde den dreng, der nok stadigvæk var våd bagved ørene, ordentligt i den lange ende. Livets strabadser, dets kampe, dets grænser. Så arrogant alligevel. Og Corinths ene hånd ramte jorden ved siden af ham. 
I sin process med at støde fra, for at kunne rykke sine ben ind i en behagelig skrædderstilling, var det at den ene hånd (og dets ringe kortvarigt) strejfede den bløde håndryg fra Ethians, egentlig som en del af et uheld. Og så skar idyllen sig over på tværs. 
Hånden under ham sitrede, og med et overrasket "Hva?" følte han den pludseligt forsvinde væk under ham, efterfulgt et et skarpt udbrud af smerte fra den anden. Som havde lærlingen i virkeligheden brændt sig over den korte hud til hud kontakt der havde strejfet ham, og nu holdt hånden beskyttende væk fra kunstneren. Hvad? Undren, blandet med forsinket (jah nok også haltende) bekymring, blomstrede frem i det vinrøde hav. Hvad... havde det nu været? 

Og pulsen dunkede kort, men afslørende tilbage i Corinths hånd, da han vidste at han genkendte en del af det, som egen nydelse. Havde han gjort det? 

En realitet var vel, at han ingen steder hørte hjemme ved Isari. Ikke grundet hans manglende tro, for den var der. Han levede på de veje hun havde banet for ham (og så mange andre). Men for hvem han var eller skulle være. Det var en evig smerte der lå og tog på ham. Det var en uretfærdighed han ikke kunne komme uden om. Men.. hun havde sat ham i denne position, hun testede ham og vidste, at han kunne klare det. Ellers havde hun ikke reddet ham den nat. Vist sit ansigt til ham og givet ham hånden for at finde vej ud af mørket og kulden. 

Det små flakkende blik fra den unge mand, som han vel var, observeret kun kunsteren i korte træk, før han lod sig se frem mod ruten de var kommet fra. Det var en lille ødemark i den skønneste opsætning. Selvfølgelig var det ikke helt tempelhaverne de var i mere, men der kunne ses der hen. Han dvælede vel lidt ved tanken om det. Prøvede at minde sig selv om de sider han havde læst, men intet erindret derfra. Hvorfor det ikke havde fæstet sig fast til ham, forstod han ikke. Var det fordi hjertet spillede puds med ham, at det var så svært. Om -- hvad. Sætningen sluttet så bræt og han drejet hovedet en anelse og så lidt afventende på kunsteren.
Skulle ordene pensles for nethinden før de kunne udtrykkes, formes i de korrekte sætninger og sammenkædningerne for at give den mest opslugende mening. Uanset hvad det var, som afholdt manden fra at tale videre, så præstelærlingen blot afventende til på forreste række. 

Gnist. Det var hvad det føltes som og han udtrykte et forbavset mghm og trak hånden til sig selv. Det var ikke berøringen som var skyld i det, men det var noget ved berøringen. Han fik lagt hånden i skødet og så med et hvad det var som var hændt. Ethian knyttede hånden før han træk ærmet let ned over håndryggen for at dække den til. Rødmen satte sig hurtigt og det ville uden tvivl hæve op inden kort tid. Om det var blevet gjort i tids nok, vidste han ikke. Men et håb om at kunsteren ikke havde nået at opfange noget andet end chokket der havde forladt lærlingen. 

Han fik sat sig lidt med oprejst ryg og gned den anden hånd over trøjen som dækket håndryggen. Det kløede og sved. Men han fik fremtrukket et form af beklagende grimasse til kunsteren. "Jeg beklager" sagde han blot. 

Det var lidt af en atypisk situation, da 'rødme' boblede frem over huden henover hans hånd. Ikke rødme, lig det blod der samledes omkring ørerne ved forlegenhed, eller det som afslørede diskomfort. Det var ikke den slags farve, der kom når man var ude i det friske vejr, og følte blodet arbejde sig op i kinderne. Det var mere... Og selvom lærlingen var hurtig til at gemme det væk, var Corinth forbandet observant af sig. 
Det var mere som solens hærværk mod solsart hud, giftige brændenælder og gløder; de røde øjne glimtede interesseret. 
Nok efter at have studieret detaljer i så mange år - at have været skubbet til at huske øjebliksbilleder, de forsvandt alt for hurtigt - og han havde lærreder at fylde. Blinkede man, var momentet væk. Tabt i vinden. Næsten. Hvis man da ikke kunne genskabe det. En dejlig uvane, på sine senere år. 
Den lille beklagelse faldt derfor for døve ører. Corinth knap nok registrerede at det var hvad han mente, han burde ikke beklage... det var nok nærmere ham der skulle be om syndsforladelse, ved det behov der havde fundet vej til Corinths front af en facadedør og pæne smil. Et høfligt bank. Efterfulgt af et til. Og et til, mere insisterende, du kan ikke ignorerer mig, Corinth. 
Da blikket endelig fik vristet sig fri, gled det i over lærlingens flerfarvede øjne, dernæst den tomme have han betragtede. "Det skal du ikke tænke på" imens hånden knyttede, samledes, og knyttedes igen. 
Og han vidste at den indre gæst ikke lod sig forblive u-inviteret, nu hvor at der var lys på den anden side af dørsprækken. Så tillokkende. 

Det var joh fordi at man normalt ikke måtte, at det blev mere glimtende end krageguld. 

Og selvom det lagde op til at han med sine tidligere ord ville lade det ligge... gled noget næsten mildt over de mørke øjne, idet han følte valget om at lade være beslutningen sive ud imellem de sorte fingre. De var alligevel alene, herude. Fristelsen var til at samle op, og Corinth trak det ene ben en anelse 'beskyttende' op foran sig, men drejede samtidigt kroppen mere nysgerrigt imod Ethian. Pludselig virkede han til at fylde mere i den stille naturbobbel, og rakte lidt spørgende ud efter hans hånd. "Må jeg se?" 
Selvfølgelig måtte han sikkert ikke det. Men skulle knægten afvise, måtte han være lidt mere insisterende, klar til at tvinge det lidt mere igennem, hvis han prøvede at gemme sin 'skade' væk.  

Den sviende kløen bredte sig let henover håndryggen, krøb stille hen som det var gifte efeu. Men det kunne kun nå så langt, før det satte sig til rette og slog rødder i det subkutane væv. Rødmen var tydeligt på hans lyse hud, hvorfor det at dække det væk var hans løsning for problemet. Men klædet tekstil hjalp ikke på den kløende følelse, det var blot en irritation der mindede ham om hvor ubehageligt og kløende det var. 

Han måtte være den en ud af mange varulve der havde den reaktion til sølv i sin menneske tilstand. Selvfølgelig var der de, som havde det værre med sølv, men hyppigheden i at rende ind i dem var tæt på nul. 

Kæben træk let i musklen af anspændthed, selvom deres øjne kort mødtes. Vinrøde øjne der falmede hen i en blodrød nuance der kunne syntes som værende sort trods for hvor lyst der egentligt var. Havde Isarilærlingen haft edderkopper sanser, ville nakkehårene have rejst sig i vilde sky og rådet ham til at reagere nu. Men han rynkede brynene let sammen og så mod kunsteren der vendte mere af sit fokus mod ham, en interesse der ikke havde været der i deres samtale. Ville det ende med at blive et stumt nødrum om hjælp. Må jeg se og den indvanderende hånd der nærmede sig. Det var ikke et spørgsmål om villighed eller interesse i at blotte sin brændte hånd, det var at holde fast ved sin egen beskyttelse. 

Han fik skruttet røven lidt skråt til siden så han sad med en svag hvælving mod kunsteren. Han satte det ene ben lidt op som en byggende mur mellem dem: "Det behøver De ikke," det var ikke et så fattende svar igen. Han kunne ikke begynde at tale med en mere afvisende tone, hvorfor det var bløde afslag. 
Hånden med de sorte fingre brød den mur som var ved at blive bygget op og han mærkede hvordan hans arm blev taget fra ham og ville blotte hans hånd og underarm for den andens besidderiske trang. Et stød ramte ham let og han prøvede let at træk hånden til sig selv. "Vil De ikke nok..slip?" spurgte han bedende og følte kulden brede sig nervøst i hans krop. 
Han forsøgte at se hvad der lå om den andens hånd af smykker eller lignende. Så længe der var et lag i mellem deres fysiske kontrakt, ville han ikke brændes lige så meget. Men i længden ville det finde sin vej igennem et stykke stof og svie ham let.  

I sandhed en interesse der ikke havde været der før. Ikke på samme måde. 
Fordi sin udadtil, utålmodige adfærd til trods, var adelsmanden lidt af en planlægger. Han kunne som regel vente. Han spandt sit spind, trak i trådende og så hvem der reagerede. Når de dansede, rykkede han nærmere i takt til musikken. Men hvis de sprællede, var det som at dryppe blod i ellers stille vand, og han var nødt til at reagere. 
Og man kunne ane, hvordan at noget havde ligget på lur, under det ellers blæksorte, sørgmodige vand. Ringe spredte sig, da Corinth fornemmede at han rykkede væk. 

De behøver De ikke. Et smil kravlede over det lyse ansigt, næsten stift resterne af høflighed der langsomt optrevledes da han lod ordene glide ind af det ene øre, og ud af det andet. Han behøvede ikke? Nej, lærlingen forstod det ikke. Han behøvede det, når det lå anrettet som et festmåltid, og han var den eneste gæst i nærheden; grebet strammede til da Ethian prøvede at trække hånden til sig. "Jeg 'beklager'.." 
Det var dog et mere hånligt ekko af de ord Ethian havde ytret før, og Corinth hev hans balancepunkt tilbage til at sidde lidt tættere, da han med et lille ryk vred armen opad, så han kunne trække ærmet ned igen. Ah. 
Så han havde altså brændt sig, og Corinth studerede i samme sekund som Ethian, hvad der var skyldneren her. Hvad er dog havde provokeret ham til at bevæge sig lidt for hurtigt væk, da det samtidigt også var en svaghed han måtte have sine blæksorte fingre i. 

Ringene, tre på den der holdt hans arm, og to på den anden - signeringsringen, hans smukke gaver og indkøb siden han flyttede til Dianthos - de glimtede afslørende i solen, og afslørede en del af Ethian han ikke havde set. Og det var heller ikke fordi at Corinth kædede to og to sammen, imellem varulve og sølv, han var alt for interesseret i den smerte han potentielt kunne påføre den anden. Men han fangede hurtigt en mulighed der udpenslede sig. Øjnene gled op i et ryk, Corinths tunge gled kortvarigt ind imellem de flade kindtænder. Og han nynnede sagte, da den anden hånd med et dæmpet klask ramte knægtens håndflade, så tommelfingeren kunne bores ind i det sviende brændmærke der allerede var, som en bizar form for 'holde i hånd'. "Hvad er nu det her for noget? Har du altid 'kunne' det?" og han lød foruroligende nysgerrig, faktisk stadigvæk socialiserende, trods den lidt mere brutale handling der fulgte med ordene. Kroppen spændt op til at han prøvede at rykke sig, i et forsøg på at holde ham i sin skruetvinge.