Krystallandet
Sparks 18.03.2023 12:32
Året var 2022, en januar vinterdag hvor frosten fandt hver en sprække den kunne kravle ind af, hvilket efterlod fæstningen forsvarsløs mod kulde og forfrosne tær og fingre. Neron havde talt fem mennesker, der var kommet og gået i healernes afdeling for enden at redde, eller amputeret forfrysninger. Der var en markaper interesse i at se de sorte sår der bredte sig altædende og ustoppelig.
Dæmonen havde nu været i mørkets klør i to år, måske en anelse længere end det, men lang tid nok til at Mørkets General havde formået at få nok af ham. I hvert fald var det hendes udsagn, han var langt mere villig til at gå med den overbevisning, at hun var begyndt at falde for ham. Det klædte ikke den hårde og ufølsomme kvinde, for hvem ville dog tage hende seriøst hvis hun gik rundt og kiggede med lange blikke efter en slave?
Nej det gik selvfølgelig ikke.
Så han havde fået sig en ny mester, en fin en af slagsen hvis han måtte ytre sig om den slags. Selvfølgelig måtte han det, han var trods alt langt højere hævede end de andre gik og troede. Men det var trods alt ikke hans skyld, at de ikke ville indse det.
”Oh Laazeruus” kaldte han, som han gik rundt i gangene med hans hænder dybt begravet i hans lommer. Med tiden var hans korte hår groet ud i en lang manke, der gik ham til midt på ryggen. Det var sat op med fletninger og holdt væk fra hans ansigt.
Med hurtige og lette skridt, tråde han ind i træningsrummet, hvor et par få stod og slog ud efter træningsdukker. Fuldstændig og adeles spild af tid efter hans mening. ”Næ ser man der, der var du jo!” et stort tand smil bredte sig over hans læber, som han i et par hurtige kattelignede spring bevægede sig over mod Lazarus. ”Uha, du ligner en der vil slå mig ihjel mere end normalt, hvem er i problemer?”
