Forsættelse på havnefesten..

 Bølgernes brusen hvæsede hæst i deres kærtegnene slik op ad de store sten der lå stablet langs kystens kanter. Jo længere ned man kom af havnen, jo tættere kunne man nå vandet. Det var ikke en rigtig strand som lå der, men en sliske førte ned til vandets dyb, skulle man have en båd, eller fik lyst til at rutsje derned; så var den til rådighed for det samme. Viktor havde blinket, og pludselig sad han her, på en af de store sten, tæt på denne såkaldte rutsjebane sliske, med benene trukket op til sig som han så ud over det mørke hav. Fuldmånen, rund og højt på himlen, hans eneste vidne til hvordan han dog var kommet herhen. Men det var ikke noget han brød sit hovede med - han nød bare vindens kølige fingre i sit rødberusede varme ansigt. Krøllerne dansede, og et par dråber fra bølgernes plasken ramte ham et par gange. Han rystede en smule, men han kunne faktisk ikke mærke kulden overhovedet. Kroppen bedøvet, og læberne i en følelesløs tilstand.

 "Måhne på himlen tegner stregerne i.. i.. vandoverfladens hemmelige løg--løhne.." sad han og mumlede for sig selv i et forsøg på at være poetisk. Han vippede hovedet let til siden og hvilede det tungt i armene som krammede om hans ben. "Træk mig ned i dybetssh.. sandhedd.. mhrmm.." Øjenlågene faldt tungt i, som gik han ud som et lys, men vågen var han stadig. De mørke vipper lagde sig næsten på hans kinder. Det lød godt, måske skulle han skrive det ned. 

 Spoles der blot en halvanden time tilbage i tiden, viste det sig, at Viktor havde delt sine læber med kaptajnen i en uretfærdig afsked da Richard skulle snakke med Charles om - ja hvad vidste han - ét eller andet, der åbentbart var vigtigere end kærligheden omfavnelse. Kysset havde alligevel, trods hans fordrukne tilstand, betydet så meget mere end hvad han havde regnet med det ville gøre ved ham. Det var noget han havde håbet på, ventet på og krævet. Og nu skabte det røre i ham. Kysset var anderledes end de kys han førhen havde delt med Marius - læberne så forskellige - Kaptajnens læber så blide, og Isenwald sønnens læber så kåde. Men så gode på hver deres måde. 

 Stop med at tænke på Marius, og endnu et glas kom ned, og så et til - og et mere. Jeg savner Marius, og så druknede han navnet i stærkere sager, indtil Viktor knapt kunne stille skarpt på hvad der skete foran ham. Og pludselig havde han forladt festen - gået en tur, for at klare tankerne der alligevel ikke var andet end kvælende kviksand han sumpede rundt i. Alryss sønnen var vandret ret længe afsted, langs havnemolen. Balanceret og gået på line blandt de store sten, indtil han endelig havde fundet det perfekte sted at placere sig, altså, hvor han nu sad. 

 "Ah..!" udbrød han i et skøjtende øjeblik hvor foden gled og blev sparket ud. "Pokkers til... lort!" udbrød han snaldret, og en anelse fuldemands surt, ved den pludselig opvågning, men uden rigtig at vække sanserne. 

Havnefest. En af de mere folkelige begivenheder, som i og for sig ikke krævede at man mødte op. Nej, imellem ophængte lys og dekorative net, var det ikke nødvendigvis ofte man fandt Dianthos adel. Men en gang imellem skete det, at de tilsluttede sig - særligt hvis det var med de rigtige typer. Corinth kunne godt li, at se sig selv som en af de typer. 
Med en dæmpet latter tog han imod det krus som Sirell bragte med tilbage til ham, og følte det dæmpede puf der skubbede dem frem igen, så de kunne komme væk fra det madtelt de havde siddet ved. "Så, altså i sidste ende... er det måske meget sjovt" indrømmede den pæne baronsøn, og skålede med Corinths lyshårede skikkelse. "Men ikke dyrk det!" formanede han strengt, og modtog et lidt for selvtilfreds lille 'heh' fra Corinth (der selvfølgelig ikke kunne love at lade være). Han havde trods alt prøvet at få Sirell med i nogle år nu, den her gudsgivne begivenhed. Og det var endeligt lykkedes. 
Den lidt højere mand var pæn for øjnene, let for sjælen og opmærksomhedskrævende nok til at man ikke kedede sig. Han fandt altid på noget de kunne tage sig til, og hvis der var mangel på gode idéer, var han også let at skubbe med i en bestemt retning. På mange måder yndede Corinth den anden mand, at han i vennegruppen faktisk var en af de mere håndterbare, når det gjaldt vrede - og var der nogle han ikke skulle have med til en sømandsfest, var det en med vredesproblemer. Cullin var blevet hjemme, heldigvis. 

Ude fra markedsteltet var luften en smule koldere, og den prikkede behageligt på det lyse skind, en duft af mad og lyden af latter blandede sig med vinden der strøg igennem området. Fuldmånen vovede dramatisk over dem. "Hmm... skal vi gå tættere på vandet?" Sirells stemme hev ham ud hans blik nattehimlen, og han lænede sig en smule prøvende ind imod den bredere skikkelse, ryggen tæt op af has brystkasse og hovedet vinklet lidt drillende op. "Du er ikke bange for at.. falde i? Det er en alt for flot nat, til bare at gå en tur" mumlede han lavmælt lidt flirtende i det korte mellemrum der var imellem hans mund og den andens hoved. Trykket på ordene fik en rødlig lille nuance over den andens mand kindben, falde i vandet eller i med ham? Og med et fnys kastede han en arm over skuldrene på Corinth, for at trække afsted med den sortklædte skikkelse. Lochtree familien var alligevel skamløse, hvad det ikke hvad man sagde? 

Men månen var virkelig imponerende. Og natten var smuk - smuk nok til at hendes mørke som en dæmpet kappe favnede byen, og lod alle deres lanterner sprede farver i den natblå kulde, med kronen på værket værende den store, hvide disk over dem. Blændende. Og Corinth følte en hånd om hans talje pludseligt nive ham insisterende, så blikket gled tilbage på Sirell i et interesseret ryk. Jah. Jah. 
Forventningen skyllede som varme flammer ind over ham, pupillerne udvidede sig lydløst, og han følte et lille gys få plads ned af nakken, sådan som den ellers lidt mere omega-mand, fik mere kant til sig. Endelig, okay - endelig. Han havde også været tålmodig, længe nu, havde han ikke? I baghovedet var han allerede  gang med at fjerne de mørke handsker, det var fint nok at det var koldt, så længe at-. Og så. 
Pokkers til.. lort! Og Corinths krop stivnede ved den genkendelige tone, ansigtet næesten af instænkt drejet imod mørket under dem, da han spidsede ører. Viktor? Sirell virkede ikke til at have hørt lyden, og skubbede en smule insisterende til den høje krave over hans frakke, den skulle vidst pakkes væk hvis han skulle få plads, men Corinth gav ham ikke længere mere opmærksomhed end hovedet der vippede på skrå, så han kunne forsætte. Imens gled mørke øjne over enorme sten, søgende efter noget lyst, hans lille lys, i mørket. Var det.. hans sanser? Spillede de ham et puds? 

Nej. Næsten som tændtes et spotlight, kunne han pludselig ane hans målskive, oplyst af månens kolde lys - hvordan havde han ikke set det før? Og med en overrasket mine, viklede han sig fri at den omfavnelse Sirell havde fået lirket ham ind, hånden diskret tørrende over halsen der hvor hans læber før havde været. "Hey, hvad - hvad laver du?" og uden at svare løftede han hånden i en hilsende bevægelse, da han bevægede sig hen til kanten af forhøjningen, så Viktor kunne se dem når han kiggede op. "Viktor Florentin af Alryss!" det lød næsten anklagende, lidt direkte og med et smil ingen af mændene så, mimikerede han en del af Hermods stemme. Som han huskede den i hvert fald. "Skal du have selskab?" tilføjede han dog i et mere almindeligt toneleje kort efter, mere morende, fuldkommen låst af den andens pludselige opdukken i måneskinseventyret og hvordan det virkede en anelse pudsigt. Hvad var det... 1,5 - 2 år siden? Og Sirell kneb øjnene sammen for at se hvem Corinth havde øje på, bagved ryggen på ham, mens han genkaldte sig navnet. Alryss... 

 Skulle man bare hoppe i vandet og synke til bunds? Ikke for at miste livet, nej, men som en ofring til genfødslen - genopstå som Viktor, men ikke af Alryss, ikke en adelig slægt, men som en mand der kunne leve livet som han ønskede det. De nøddebrune øjne gled halvt i igen, mens han så på månens lysene sti glitre på havoverfladen. Så smukt..
 Skønt sanserne var temmelig svækkede, gav det alligevel et chokeret ryk i ham at høre sit navn blive råbt op på den direkte måde. Det lød næsten som hans far - det var vel ikke hans far? Viktor drejede overkroppen ganske besværligt, den ene hånd støttende til stenen bag sig, mens adelssønnen forsøgte at orientere sig om hvem der dog havde kaldt på ham i mørket. Måske var det bare bølgerne der havde braget hans navn ud i natten, krævet ham - men som han forsøgte at krænge øjnene åbne, fik han set op, og så en skikkelse han var ret sikker på at han kendte. De solgyldne bølgede lokker, det indtrængende mørke blik - hvordan kunne Viktor glemme ham; hans æteriske sorte tulipan. Sort tulipan.. Viktors øjne blev større da han genkaldte minderne for sig. 
"Corinth Lochtree?" Han klemte det ene øje mistroisk sammen, og lidt efter vandrede blikket over til skikkelsen ved hans side; en mørk kontrast i huden og hår til Corinths lyse væsen. Han kunne ikke se hvem hans ven var, og han var egentlig heller ikke synderligt interesseret. Øjnene klemte sig hårdt sammen for at undertrykke den tørre fornemmelse i dem, og igen var blikket vandret op og ned ad Lochtree sønnens krop, I et vaskeægte elevatorblik.

 Det gav ikke rigtig mening for Viktor at han stod her. Eller jo, Dianthos, boede han ikke i Dianthos? Viktor kørte sin kolde hånd henover ansigtet for at vække sig selv yderligere, men han følte sig som i en drømmelignende tilstand; ude af stand til at mærke sig selv. Han havde ikke set Corinth meget meget længe; evigheder siden faktisk, som var det et andet liv. Et eftermæle af en drøm han kun huskede i silhoutter. Læberne, så fjern en følelse fra hans fingerspidser som havde han aldrig rørt dem. Duften, han engang imellem troede han samlede op steder fra, men så alligevel blev usikker på om det var sådan dét havde været. Viktors åndsfælle, han havde ikke glemt ham - dét kunne han aldrig, men efterhånden, bare ikke tænkt lige så meget på ham som hverdagen og livet gik sin vante gang. Af og til drømte han om deres favntag.. men mere og mere blev mindet om deres intermezzo til et portræt der var dækket af blide lagener, gemt væk i sindet - langsomt udvisket til underbevidsthedens skjul. 

 Den mytiske mand- Corinth skinnede som konfetti under månens skarpe lys. 

 Viktors mundvige trak sig op i et bifaldende smil. Så fin han er, og han lignede sig selv, som var han tagetu ud fra motivet i den hemmelige have og placeret foran ham her på havnen. Skal du have selskab? Spørgsmålet hørte han knapt grundet bølgens brusen og hans egne larmende tanker. Smilet blev bare større, blikket sløret.
  "Hvar?" Kaldte han tilbage i et hævet toneleje så Corinth ville kunne høre ham, ganske hæst. Den ene af Viktors seler var gledet ned og var halvvejs på vej ned af armen. Ærmerne opsmurte, så gåsehuden ikke kunne andet end at danne små prikker op af den nøgne hud. Viktor så ganske rodet ud som han sad der på stenen. Krøllerne sad vindblæst og havkysset til alle sider. 

Selvfølgelig kunne han ikke høre ham igennem vinden og vejret. Viktor var for langt væk, men nogle andre samlede op på det tilføjede spørgsmål, og Sirell skævede lidt overvejende til skikkelsen dernede, armene krydset for at hold varmen. "Alryss siger du... vent, er det ham tilbage fra.." og Corinth kastede et lidt smørret smil over skulderen, da han rankede sig mere op igen. Adelsmanden lo han sagte. "Tænk at du kan huske det" , og stak hænderne i lommen da han trådte væk fra kanten, hovedet vendt imod stien som førte ned til Viktors level. Han havde vidst genkendt ham alligevel, og det var dejligt selvbekræftende, tidsrammen til trods. "Jeg går lige ned og tjekker op på ham - han ser lidt medtaget ud" fokusset var sluppet, og impulsiviteten gav de mørke øjne et lidt lysere, lidt mere  ivrigt glimt, end den dovne magelighed der havde holdt han hen før. "Skal du med?" 
Og Sirell, skævende imellem den yngre mand og Corinths sortklædte skikkelse, vippede det overvejende i tankerne inden at han skubbede det fra sig. "Nej nej, jeg går tilbage til festlighederne. Måske jeg finder nogle af de andre - led omkring de landfaste skibe, der tror jeg at jeg ender med at sidde" og han løftede opgivende hånden i en lille afskeds hilsen, undersøgende øjne i nakken på Corinth der begyndte den lille nedstigning til vandgrænsen. 

Det var små 50 meter i en blød bue ned til de sten Alryss knægten havde besluttet værende hans siddested her til aften. Vindblæst, sikkert utrolig kold og med det mørke hår hvirvlende om det lyse ansigt. Var han ikke blevet stærkere? Måske var det natten der spillede ham et puds, med dets mørke og kolde kontraster over det ellers lysdæmpede område. Men Viktor så bestemt en smule mere tonet ud, lidt stærkere. Han havde det vidst godt, givet det fjollede smil der hvilede over de lidt mørkere læber. 
Altså så man bort fra rodet. Vinden eller alkohollen havde haft sine hænder på ham, sådan som hans tøj og krøller sad hulter til bulter. "Jeg sagde bare - en fornøjelse at se dig igen" gled det ubesværet over læberne, og han gav sig til at balancere, hoppe og gradvist nærme sig hertugsønnen, uden at spilde indholdet af sit krus. Nysgerrigt kunne man ane at han kort stoppede, og betragtede det scenarie han den her gang havde besluttet sig for at indtage, og det dramatiske udsyn levede op til de krav Viktor tydeligvis stadigvæk satte for some omgivelser. Hvor haven havde været et udtryk for stille, tavse, hemmeligheder, var det her næsten det modsatte. 
Mere frit, mere åbent og alligevel skjult. "Overdådigt!" udbrød han lidt leende. Et ekko, og han trak vejret ind i den friske luft,  omend det føltes som om at den tyvstjal det fra hans lunger, hvis han ikke passede på. Og han brød sig normalt ikke om havet.  

Beruset af havets saltvand og alkoholens søde tåger, var Viktors syn sløret, og hans tanker var som et uklart spejlbillede af virkeligheden. Det var svært for ham at se fra hvor han sad, hvad der egentlig foregik oppe, hvor Corinth stod, hans stemme fortabt i afstanden. Et øjeblik overvejede adelssønnen om han skulle rejse sig og gå op til dem, men han blev dog siddende, mens han prøvede at fokusere på silhuetterne dernede fra. Det var som om, han befandt sig på kanten af verden, og alt andet var så langt væk.

 Og så, trådte Corinth frem fra mørket, og nærmede sig den unge junker med en ubeskrivelig elegance - dalende fra himlen, som en stjerne, der var faldet ned fra nattehimlen. Viktor forblev ubevægelig, hans øjne fanget af den anden da han et øjeblik forestillede sig at manden svævede mellem de mange sten i sin færd hen til Viktor. 
 En fornøjelse at se dig igen, hans stemme lød som en blid brise, der strøg hen over havet. Det lange smil sad stadig om læberne på den unge grevesøn da han nu kunne høre ham meget bedre som afstanden blev mindre.
 Han nikkede lidt, "Jae, en stor fornøjelse." gentog han med et dovent nik, og måtte gøre sit for at holde hovedet oppe. Han betragtede hvordan vinden pustede til Lochtree sønnens opslået krave så den blafrede, og de gyldne lokker så ud til at glide kærtegnende hen over det lyse ansigt. Det var som om at Viktor blev opmærksom på vinden på grund dét, omend han ikke kunne mærke den, stak han alligevel instinktivt sine hænder ind under armhulerne for at varme dem.

Corinth besad en særlig evne til at finde Viktor, selv på de mest obskure steder, hvor han troede, han var gemt væk fra omverdenen. Det var som om, Corinth altid havde en overnaturlig fornemmelse af, hvor Viktor havde brug for hans selskab. Om det var ved klaveret, hvor Viktor søgte tilflugt i melankoliske toner, til mørket hvor han havde siddet alene med sine tanker, og de sammen stak af til oasens hemmelighed. Og nu, her, ved havet som kulisse, fandt Corinth ham endnu en gang, som om han havde fulgt en forjættende stjerne til hans side.

Overdådigt, hørte han Lochtree sønnen le, som et ekko der rungede, men druknede i bølgernes brusende hvæsen. Viktor besluttede sig for at rejse sig, og med vaklende, summende ben kom han svajende op at stå. Han slog ud med armene, så vinden hev i skjorten og den blafrede om hans sider.
 "Du fandt mig." udbrød Viktor med en blid overraskelse i stemmen, hans blik sløret af alkohol som han glædeligt betragtede Corinth. Han følte sig som en skat, der var blevet fundet i nattens mørke af en eventyrlig opdagelsesrejsende, mens han forsøgte at holde balancen. Viktor havde aldrig forventet at se ham her, på dette sted, på dette tidspunkt. Men alligevel følte han en snigende fornemmelse af, at det måske ikke var en tilfældighed. Som om universet havde en plan, som han ikke kendte til endnu. Eller også var det alkoholens effekt der fik ham til at tænke sådan. Måske forestillede han sig det hele, og Corinth slet ikke var her.

"Er duh oghså til havnefest?" Spurgte han moret med et kluk, og hævede brynet ganske undrende. Han slog armene om sig selv da kulden kyssede hans hud gennem skjorten. Aldrig i sin vildeste fantasier kunne han forestille sig den elegante adelsmand deltage i sådan et arrangement. 

Vaklende, svajende og alligevel ganske målrettet begyndte Viktor at bevæge sig, og kom endelig op og stå, det sorte hår blafrende om det lyse ansigt i rykvise vindstød. Se det var svært at konkurrerer med havet, om at fængsle opmærksomhed - vinden var en indtrængende ven, og bølgerne kommanderede respekt, da de i salte slag slog ind imod stenene længere nede. Naturen var rå, på trods af den civilbefolkning der ellers havde hugget en havn ud af stenkanterne. Men alligevel, gled Corinths blik tilbage på ham, da Viktors stemme brød med elementerne. Du fandt mig.
Ordene var som et bagholdsangreb - uventet fik det en lidt mere sentimental fornemmelse frem i kunstnerens krop, og han studsede et lille sekund over hvad det var, og hvor det kom fra. Hvorfor resonerede det så dybt med ham? Følelsen af at det var mørkt - omklamrende mørkt - og så pludselig lettede mørket, til fordel for noget andet. Noget bedre, som ikke druknede ham, men derimod dulmede ham. Momentet bød ikke ind til det, men senere ville Corinth genkalde sig følelsen af ugerne efter, med Levine, der på mange aspekter havde ændret den retning hans liv havde taget. Her kunne man så være uenig om hvorvidt det var godt eller skidt, men nogen havde fundet ham, da dagene blev for meget. Ikke at det burde kunne sammenlignes med det her. 
Før han vidste af det, så var han i bevægelse igen - trukket imod den lidt svajende skikkelse, adelsmanden tog et hoppende skridt til stenen ved siden af Viktors plateau. Og hånden (som kæmpede) for at krusets indhold ikke skulle spildte ned i de salte omgivelser, under hans linedans, blev hævet i en lille salute. Jah Viktor, jeg fandt dig, syntes smilet at testamentere til. 

Han fandt altid det han ledte efter. 

Men her af alle steder, det kunne han om nogen se magien i, og tog - nu på mere en mere flad og fast sten - hånden op til de lange krøller, så de ikke længere piskede hans ansigt og øjne. "Ahahah, ah jah..." sukkede han tilfreds, og satte kruset fra sig på 'jorden', førhen han inviterende rakte en hånd frem, så Alryssknægten kunne komme lidt ned fra den forhøjning han havde udset sig. Der var et lille stykke ned, nok omkring en meter, men det burde være til at overskue - svajende ben til trods. Ellers måtte han bare være klar til at gribe ham lidt mere, og Corinth vinkede. Kom - kom ned derfra, lille konge. "Selvfølgelig er jeg til havnefest" grinte han. "Selskabet plejer at være godt - og der kan man bare se". Sømænd, godtfolk, soldater, tilfældige fristelser. Der var som regel meget at komme efter, hvis man ikke ønskede andet end en god aften. 
Det var måske en smuk scene han stod på, men samtidigt virkede det koldt. Led man ikke altid lidt for skønheden, blev det med godment melankoli tænkt, imens han gjorde klar til at gribe ham. Jah selvfølgelig trække ham lidt tæt, det så pivkoldt ud, for de opsmøgede ærmer. Og han havde da savnet ham. 

 En salute. Viktor smilede, og hans ansigt var oplyst af en alkoholens glød, mens han fra sin høje trone, betragtede Corinth der nærmest glødede i mørket. Han kunne mærke, hvordan han blev omfavnet af nattens kraft og Corinth's tilstedeværelse, men samtidig kunne han mærke alkoholens virkning på sin krop og sind, der gjorde ham endnu mere modtagelig for nattens magi.

Hånden blev rakt ud til ham - kom, kom ned til mig, lød det i en invitation, og Viktor havde til hensigt at følge den. Han skulle bare finde sit fodfæste. Han slap det varmende greb om sig selv, så han halv besværligt kom ned ad at sidde på hug, og lod sig falde tilbage på numsen. Selvfølgelig er jeg til havnefest, Om det var en selvfølge, synes Viktor ikke helt at han kunne nikke sig enig med ham i - men på den anden side, kendte han ikke manden for sine fødder særlig godt. 
 Da adelsmanden grinede, flottede Viktor sine tænder i et behageligt grin for ham, og svang benene dinglende udover stenen. Blikket betragtede ham varmt.
 "Uhventet - Jeg er--er glad for at se dig." sagde han og lød lettere uklar i sin tale, men intentionen var god. og med det samme, ganske målrettet, rakte han hånden ud til Corinth, greb fat i hans hånd og med et blidt puf, lod han sig synke ned til ham som en stjerne, der med frit fald svævede ned mod jorden, i en dans der var mere end blot en uelegant omfavnelse.

 "Urh!" udstødte han overrasket i genforeningens sammenstød, og det var lige før han gled på stenen med den voksne mand i favnen. Han havde fat i håndsudrækningnen, og med sin anden hånd støttede han sig til Corinths skulder for at gøre deres kollision blidere. Det vakte noget i ham, at stå så tæt, og i et flygtigt sekund tog det ham tilbage til Ædelborgs hemmelige have. Hvor et nogenlunde samme motiv var blevet malet af dem. Duften var dog svær at finde på Lochtree sønnen, da den salte havduft brændte Viktor i næsen. 

 Men den unge junker, knugede sig ikke ind til ham, ikke ligesom sidst. Som skæve skygger, vaklede de i en lettere ubeslutsom vals inden grevesønnen endelig fandt sit fodfæste, og trak sig en smule tilbage fra deres berøring. Hænderne slap den sorte tulipan, og som i et omvendt dejavú, kiggede han op på Corinth, lagde hovedet let på skrå, og sagde; "Tahk for hjælpen." Mundvigen trak sig op, mens armene foldede sig på ny ved brystkassen. Viktors nøddebrune øjne flakkede lidt rundt på den andens ansigt foran sig, og forsøgte at tage alt ind af hvad han så i sin tågerus. De mørke øjne funklede som stjerner i nattehimlen, og Corinth lyste op med et smil, der var som en solopgang over havet. 

Måden månelyset fangede smilet på, fik det til at summe behageligt indvendigt. Han havde altid værdsat skønhed, om nogen kunne Corinth skrive både digte og male værker dedikeret til både det smukke, og det grimme. Men i det kolde lys, havde det en anden effekt på skyggesønnen, der med et dæmpet 'umf' endelig fik ham ned, og overrasket følte tyngekraften skubbe dem længere tilbage end forventet. Et skridt, to skridt. Corinth møvede hovedet en anelse tilbage, han var også blevet højere, og slap ham da han virkede til at have fundet fodfæstet igen. 

Med lidt afstand imellem dem igen, gled et lille 'tak' kom fra Viktor, et nydeligt smil om læberne og en skuttende trækning over kroppen. Studerende - nu kunne han ordentligt se forskellen dengang og nu - mødte han det slørrede, men stadigvæk intense blik fra den anden - et lille ryk gik igennem den højere skikkelse. Øjenkontakten krøb varmt og givende igennem hans krop, dulmede for en stund vindens hårde behandling, og skubbede et smil frem, uden at han egentlig lagde mærke til det. Hvad var det helt præcist forskellen på dengang, og nu, var? Ud fra den ulmende fornemmelse, kunne han ikke andet end at se frem til at opleve det. 
Fordi en ting var sikkert. En anderledes, ganske behagelig selvsikkerhed havde indhentet det unge sind. Hvorvidt det så var grundet alkohol, eller personlig vækst - det var Corinth egentlig også fuldkommen ligeglad med. 
Tahk for hjælpen. Jeg er glad for at se dig. "Heh..." blikket gled ned på de bare underarme, ned omkring den løse skjorte, og så tilbage op på det fregnede ansigt. Viktor havde fregner? 
"Jeg kan kun sige i lige måde.." og han lagde hovedet en smule siden, et smørret smil flakkende over læberne i et grin. "... hvad har du nu rodet dig ud i? Du lignede en tyv fanget i natten, da jeg kaldte på dig" se det var ikke gået forbi ham, hvordan tonen havde rykket i kroppen, og næsten havde revet ham ud af sine aftendrømmerier. Tanker kun delt med havet. Og en gavtyvs charme kunne nemt liste sig over det  drengede smil, der lige nu prydede hans ansigt. 
Hvad fik ham til at søge helt herud, alene? En del af Corinth var alt for bevidst omkring hvor langt væk de var fra resten af festlighederne, når han lod tankerne lirke sig vej. Omend det ikke fyldte lige nu, overhovedet, var det en ubehagelig, usmagelig ting at mindes, når han samtidigt overvejede den andens rationering. Men det lagt til side, han lignede en der var skyllet ind fra havet, som havde de sorte bølger ikke kunne tage imod deres søn endnu, og kastet ham tilbage på land. Alt for koldt, men pænt. 

 Viktor befandt sig stadig i en tilstand af uforklarlig forbløffelse over, at Corinth faktisk stod foran ham, Det var som om fortiden og nutiden smeltede sammen. Næsten skæbnebestemt. Viktor var uvis om sin tro på skæbnen, medmindre dens betydning kunne påvises på en eller anden vis. Ikke desto mindre virkede det som om, at der var en højere orden, en slags usynlig hånd, der førte ham til dette møde - førte dem. Hvad er tilfældigheder, andet end et resultat af vores begrænsede forståelse af universets komplekse tråde? Tænkte han frem til i sin fuldemands filosofi. Måske var det en form for kosmisk retfærdighed, der bragte dem sammen igen, eller også var det blot en tilfældighed, der ville vise sig som meningsfuld i retrospekt. 

Jeg kan kun sige i lige måde -  En tilfreds smilerynke trak sig op omkring hans mundvig. Hvor rart. Glæden ved deres gensyn var gengældt.

 Hvad har du nu rodet dig ud i? Viktor klukkede med et lille fnys, som om han latterligt forsøgte at slippe af med den ubehagelige følelse, der egentlig fyldte ham. Han rystede samtidig på hovedet med små ryk og viftede med hånden. 
 "Jeg sad bare og, bare..talte med havet." Påpegede han med et skuldertræk og gøs lidt ved kuldens kys på sine arme. "Månehns.. refleksion ligner en schti på havo..overfladen." Det lignede et maleri han havde lyst til at søge tilflugt i. Viktor lænede sig frem, som om han ville søge efter Corinths varme, men i stedet trak han, lettere fumlende, sine foldede ærmer ned i en hast. 

Kulden var ved at tage over, og selvom alkoholen havde sin dulmende effekt, blev han pludselig bevidst om, hvordan vinden trak i ham, som bed den ham helt ind til knoglerne. Han var klar over det, og alligevel ikke rigtig. Viktor kunne ikke mærke sit eget ansigt, men om det var vinden eller alkoholens fortjeneste var også sagen ligegyldig. Han frøs. Selv hans smil var ikke i stand til at holde kulden ude, tænderne begyndte at klapre stille.

  "Du løhd som min far." Lo han, og måtte blinke et par gange, smilet trak sig sigende op, "Men dét.. det er du ikke!" Sagde han i en snaldret bedrevidenhed, som hvis det var dét Corinth havde prøvet at påstå (selvom det ikke var tilfældet). Viktor prikkede til Corinths brystkasse, hvor fingerspidsen blev dvælende lidt længere ved ham, borede sig blidt ind i klæderne. Blikket hvilede lidt derpå, og efter et par sekunder, gled hånden ned. Viktor stak istedet de koldhævede hænder i sine lommer og lod dem varme op. 

 "Mhmm.." brummede han eftertænksomt. Han så sig omkring, som tog han sine omgivelser rigtigt ind for første gang, og rynkede så panden lidt. "Men jeg er jo ohs..også på dannelsesrejse såeeh. Min far ehr her ikke. Heh" Han nikkede med tilfredshed. Adelssønnen tiltede hovedet på skrå for at betragte Corinth igen. Så pudsigt.. at se ham igen. Og han kom til at sige det højt, selvom det ikke var hensigten, "Så pudsigtt at se dig igenn."

En blød latter lirkede sig over læberne, og ubevidst fulgte Corinth hans hånds affejende bevægelser en anelse med blikket imens. Det betød dog ikke at han missede et pulsslag af hvad der blev sagt fra den unge grevesøn, hans stemme havde en tilokkende genkendelighed til sig, og det var næsten som forventet. Talte med havet, fangede månens lyssti, væk fra menneskebefærdede områder. En utrolig makker at dele sine overvejelser med; svarede hun ham nogensinde igen? 
Fordi havet var stort, åbent og ikke mindst koldt. Sammen med havvindene blev det til heftige naturkræfter, og de... sneg sig nu ind i den ellers bløde stemmes, pæne beskrivelser. Corinths blik gled i et ryk tilbage på Viktor, som smilede, på trods af kulden i hans krop. Du løhd som min far. Smilet på Corinths egne læber gled en tand længere op - men dét.. det er du ikke! Og tog imod hans insisteren med en gnist af latter i det mørke blik. "Det havde ellers været kønt" udbrud han lidt ironisk, brynene hævet i en munter grimasse af tvivl. Heldigvis ikke, selvom han alligevel tog det som en kompliment. 
Lidt vævende virkede hånden til at hænge ved, førhen at den - forståeligt nok - forsvandt væk i lommerne igen. Ah jah, kulden. Den bed dem i hælene. 
Selvom Alryss knægten havde fået dækket armene mere til, var den nådesløs, insisterende, og pressede sig ind imellem sølle stofskjorters dække. Imens Viktor virkede tiil at tage området ind, trak Corinth beslutsomt sin frakke af. Dens tyngde lidt et vidne til at den var lavet med kvalitet i baghånden - den havde i hvert faldt holdt ham varm under hele aftenen. Dannelsesrejse sagde han? En lyttende brummen fulgte med. 
Nu ville den kunne holde ham lidt varm. Det ville.. og Corinth stoppede kortvarigt i sin afklædningsprocess, den sorte frakke lidt iltert flakkende i vinden.  Pudsigt sagde han? "Pudsigt er i hvert fald et ord for det" kunne han ikke lade være med at summe, og rystede lidt på hovedet.

På trods af eventuelle protester foldede han den nu ganske rutineret ud imellem dem, og svingede det tætvævede stof om de lidt lavere skuldre, hans hænder allerede igang med at vippe kraven ordentligt på plads. Den var kun en smule for stor, men det var ikke alt for tydeligt. Som en skygge hang den over hans ellers lyse påklædning, og lidt forundret over at se den klæde ham, trådte han endelig et skridt tilbage igen. Tilbage i sin egen zone. "Du sagde.. at du var på dannelsesrejse?" forsatte han ufortrødent, konverserende, jah samlede op på samtalen før hans lille stunt. Men bagved ordene, snoede en omklamrende røg sig insisterende til hans tanker. 
Pudsigt. Corinth smilede, og ordet stadigvæk klæbende til ham, farvede hans tanker i en forurilegende pallete. Der skete så sjældent tilfældigheder, men pudsigt var dog et korrekt ord i den her sammenhæng. Se han havde da holdt en finger på pulsen i ugerne efter, i forhold til hvor Viktor færdedes. Hvad han lavede, og leget med idéen om at støde på ham igen. Tiden havde bare ikke været rigtig til det, og pludselig var han blevet slugt af hverdagens travlhed. Og så stod han pludselig her igen. 
Diskret bukkede Corinth sig ned for at samle kruset op igen, den anden hånd hvilende på hoften. Han havde ikke planlagt det her møde. Og derfor var han heller ikke forberedt på den gnist af interesse, et lokkede ekko fra fortiden, som der fulgte med Viktors selskab. Farligt, det var en farlig drik hvis han først begyndte at overfokusere på det. Men...

 "Mhm-hm." bummede Viktor sig enig med, og havde ikke registreret at det var ham der havde bragt dét på bane, så et kort øjeblik troede han at Corinth kunne læse hans tanker. Hvilket selvfølgelig var fjollet. Som blikket gled søgende tilbage mod adelsmanden, kom det lidt bag på Viktor at mærke den pludselige tyngde fra jakken da den blev lagt over skuldrene. Han mærkede med det samme Corinths varme som sad i foret, og nu, lagde sig som et blidt tæppe om den forfrosne krop. Kontrasten fra kulde til varme var stor; utroligt at man kunne fryse så meget uden at lægge mærke til det. Den unge junker var for ør i hovedet til at gøre nogen større protester, og fulgte egentlig bare med dukkeføren der var Corinth, så han kunne blive skærmet odentligt fra vindens ubarmhjertige bid.

 "En sand gentleman." klukkede han moret over hvor finurligt det var at stå og blive klædt på af Corinth. Det var længe siden at han var blevet påklædt af andre end sig selv - på Svaneholm gjorde de sig meget i at blive klædt på af påklædersker, men mest da han var yngre, eller skulle til vigtige arrangementer. Nu kunne han godt selv, trods alt. Men det hjalp allerede en del på kulden, og varmen sendte behagelige signaler ned til ham. Den ene hånd sneg sig op ad lommen for at knuge den mørkere jakke tættere ind til sig, skuldrene skuttede op til ørerne. De nøddebrune øjne betragtede, svømmende, de klæder Lochtree sønnen prydede sig med som havde været gemt væk under jakken. Han var iført en garderobe, der emmede af elegance og klassisk stil. Sort var hovedfarven i hans outfit, og det gav ham en form for sofistikeret udstråling. Vesten i sort, var pyntet med subtile, grålige mønstre, der tilføjede et diskret touch af raffinement. En sort kravat skjorte strammede omkring hans hals og gav ham et strejf af mystik og tilbageholdenhed, omend Corinth var en mand der sjældent lod sig holde tilbage fra noget - det var i hvert fald Viktors tolkning af manden foran sig. 

 "Takk.." sagde han så da Corinth trådte væk fra ham, og med eftertænksomhed tilføjede han, "Blivher du ikke kold?" Han rynkede brynene lidt sympatisk, men hans forkælede hjerte var alligevel ikke helt klar til at tilbyde ham jakken retur. 

 Men om Corinth svarede på Viktors spørgsmål, blev han i så fald distraheret da emnet om dannelsesrejsen blev samlet op, og tog hans fokus. "Jaerh - ude og opleve verden." sagde han med en drenget iver, men noget i stemmen lød forkert og ikke helt så glædesfuld som man måske ville have regnet med. Optimismens skær i øjnene, havde også noget vemod bag dem, der sagde at han vidste at eventyret ikke ville vare ved. "Livets eventyr!" tilføjede han lidt højere for at overdøve et bølgeplask der slikkede stenene længere nede. Han løftede et usynligt glas i hånden til en skålende gestus i luften, og mistede næsten balancen, som han heldigvis hurtigt genfandt, ellers var han røget i havet.
 "Hovsa." udbrød han, som hvis han ikke blev det mindste overrasket, men forsatte ufortrødent med halvlukkede øjne da de var svare at holde åbne, "Jeg er ude at sejlehh." Han løftede armen, der nu føltes tungere under den mørke jakke, og gav musklen en stolt præsentation med et selvtilfreds smil, "Så se barehh.." han færddiggjorde ikke sin sætning, men for ham gav det sig selv hvad han prøvede at sige. Noget med at han var blevet stærkere end sidst. 

En sand gentleman - eller blot virkelig god til at efterligne lige præcis det. Genskabe, kopiere, gengive. Når Corinth grinte over ordene, let og ubekymret, var det ikke fordi at manden mente at han ikke var en gentleman. Med pæne ord, flygtige bevægelser og overfladiske smil, kunne han sagtens tage alle de fine, små puslespilsbrikker, og male et pænt portræt af sig selv op. En gentleman. Men så begyndte man at kigge nærmere i det værk der stod foran en. Og man tog maleriet i hænderne, vinklede det op imod lyset og så... lige pludselig. Et skitseret skyggespil, et billede der var to ting på en gang, alt efter hvem der betragtede det. 
Eller, bare en gentleman. Med et lille ryst af hovedet tog han imod takket, det behøvede han ikke, og lod samtalen glide videre - væk fra spørgsmålet. Han skulle nok finde noget at varme sig på, kulden skulle han nok komme igennem. Ellers måtte hertugsønnen blot varme ham en smule. 

Fokus. Corinth kom tilbage til nutiden, og slap de varmende tanker - skubbede dem tilbage. På den tid hvor at de ikke havde set hinanden, var Viktor simpelthen taget på eventyr, og med et fast nik understregede han den ekstra tilføjelse. Livets eventyr, Corinths krus allerede på vej op til at møde hans luftglas! Men stivnede med et uudtalt 'oh' da overmodet næsten indhentede ham, og Viktor pludselig balancerede faretruende tæt på kanten imellem ham og havet. Med hans frakke! 
Men heldigvis virkede et eller andet instinkt (overraskende elegant) til at hive hans ben tilbage til sikkerheden, og Corinth løftede nogle imponerede øjenbryn. Både til reflekserne, men også til det milde flex han stolt fremviste, bagefter. Som var det slet ikke sket, var han så beruset?
Og hvad var det han skulle se? Ordene forlod aldrig læberne, og i stedet kneb han øjnene lidt studerende sammen, førhen han dæmpet fløjtede, imponerende. Lyden blev næsten stjålet af vinden. "Så det er derfor du befinder dig herude! Ikke værst, Viktor" lød det, og han tippede hovedet på skrå. Det ansvarsafskrivende smil veg kortvarigt for et lidt mere oprigtigt glimt af nysgerrighed, og han tilføjede. "Så, hvordan er det? Er det alt hvad du håbede på?" 
Får du gjort de ting du vil, når du de ting du har sat dig for? 
Men.. et eller andet spillede disharmonisk, med den iver han ellers mente at have husket. Noget var ude af takt, hos pianisten, og han kunne ikke helt sætte en finger på det. Men at prikke til det, et håbefuldt og drømmende glimt i øje og stemme, det var hvad han gjorde bedst. At han havde en anelse om at det forholdt sig fjernt fra drømmende, gjorde det kun endnu mere sandsynligt at han ville spilde ud af sandhederne. Især hvis de skuffede ham. 

Og lidt vurderende syntes han lige at se ham an, derefter sit krus med mjød, og så derefter ham igen, men endte med vurdere det nok var bedst at han ikke skulle have mere. Ret tydeligt. Næsten så tydeligt, at han håbede det ville provokere dumdristigheden lidt.

 Fokus. Det var virkelig svært for Viktor at holde sit fokus som bevidstheden synes at vippe faretruende på kanten til afgrunden. Men kroppen og sindet var stædigt, selvom alkoholens bedøvende effekt gjorde ham temmelig medtaget. En sansefrarøvelse. 
 "Mhmmm." brummede han åndsfraværende, mens han forsøgte at få ordene til at give mening. Han gned hænderne rundt ved sine øjenbryn og tindinger i en masserende bevægelse. Hænderne pausede kortvarigt, og hvilede lidt klodset på hans ansigt. 
 Er det alt hvad du havde håbet på? - Viktor genskabte brudstykker af ordene så han fangede gnisten af spørgsmålet og nikkede lidt med et skævt træk i mundvigen. Om det var alt han havde håbet på? Både og, og mere til. Han havde ikke forventet Richard. 

 "Jaeh - det er nyt og spændende - befriende." Han så lidt på Corinth, før han så erindrede noget han syntes var edder vigtigt. Hænderne begravede sig dybt i lommerne igen, og han trådte et skridt nærmere adelsmanden som hvis han skulle til at fortælle ham årets hemmelighed. Hans blik flakkede til siden, og i det han ville vende opmærksomheden mod Corinth igen, kom han til at puffe hovedet ind i ham, og løftede hovedet så han var tæt på den andens øre.
 "Der er intet bad på skibet." sagde han lavmælt, og trak sig så væk med en grimasse der viste tænder, som hvis han havde fortalt noget vanvittigt. Distancen mellem de to mænd blev større igen. 
 "Så vi må vaske os med kluude.. - det er forfærdeligt." tilføjede han i snaldret dramatik, og kunne ikke lade være med at understrege det ved at sætte en teatralsk håndbevægelse mod panden. Derefter lo han lidt, og betragtede Corinth dovent. 

 Overfladen var legesyg, en teatralsk facade for de mere komplekse følelser, der rumsterede i dybet. Rædslen ved at erindre, at alt havde sin ende. Selvom rejsen lige var begyndt, kunne han ikke undgå at tænke på afslutningen. At skulle skilles fra besætningen, eventyret... og Richard. Han klemte øjnene lidt sammen da han huskede kysset der var grobund til hans bekymring, og fnøs lidt opgivende. Nu fik han lyst til at se kaptajnen. 
 
 Viktors fokus røg igen, og ganske pludseligt udbrød han, "Kom -- kom." Han tog kortvarigt fat i Corinths arm, svajede, og slap så nogle dvælende sekunder efter, "Lad os finde et andet sted at sidde. Så duh ikke frysehr." Viktor drejede omkring, og lettere uelegant, forsøgte han at hoppe tilbage fra hvor de var kommet, tilbage mod kysten, væk fra stenene og det farlige hav. Viktor endte med at kravle, fremfor at hoppe fra sten til sten, og med en forventning om at adelsmanden fulgte efter, begyndte han at tale igen, højt nok til at han ville kunne høre ham; 
 "Men jeg har kun været afsted i en måned." informerede han, "Min dannelsesrejse er -- seks måneder, cirka." 

Befriende. Ordet havde lidt af et ekstra tryk på sig, men knap nok nåede han at overveje hvad det kunne betyde, og hvorfor det betød noget, førhen at et lille lys tændtes i de nøddebrune øjne. Mørke og kulde til trods - han var både fjern og tilstede, på en og samme tid. Han mindedes med et smil i stemmen og en legesyg troværdighed omkring sit fregnede ansigt, imens han samtidigt opsøgte kolde, øde egne. Var tæt på at vælte ned fra alt for høje sten, balancerede på kanten af begge dele. Det passede ikke overens... hvad var det dog for et humør - nej, hvad var det for et moment, som han havde fundet Viktor i? 

De lyse øjne, de gnistrede som honning i natten. Med verdens største hemmelighed på læberne, lænede den anden adelsmand sig pludseligt lidt tættere ind, noget der virkede til at interessere Corinth. Hovedet puffedes imod hans kraveben, og løftedes langsomt op imod øret, han kunne næsten ikke mærke noget under vesten og - hvad? Og hemmeligheden blev delt, øjnene ligeså runde som tekopper da han trak sig væk fra den blonde Corinth. Ah - klude? Og en latter han ikke helt vidste hvor kom fra, prikkede insisterende på hans læber, da han visualierede det. Corinth rystede lidt 'vantro' på hovedet. "Forfærdeligt?" gentog han, tydeligvis med tanke på hvordan det dog måtte føles. Og en kende skamløst - nok en af de få tells der var omkring hans promille i aften - trak læberne sig lidt overvejende op. "Eheh" Det lød da til at føles godt, hvis man skulle plejes mere intimt. 
Og så skiftede det igen, og promillen dikterede hans kærkomne impuls. Som en havstrøm der delte sig, virkede Viktor fanget i de forskellige muligheder det her såkaldte befriende liv bød ham. Det havde tydeligvis givet ham kant, men alligevel følte Corinth sig banket en anelse tilbage, da han udbrød kom. Kom - kom med mig. Tilbage til dén aften, hvor at de var forsvundet væk i haven. Det hamrede insisterende på selvkontrollen, da han lidt forsinket fulgte med - et langt hop udgjorde det første skridt efter Viktor havde sluppet. Og så et til. 
Og gradvist indhentede han den mørkhårede mand, der havde givet op på balancen og i stedet kravlede afsted, et lille smil omkring de bløde læber. Jah? 

En måneds tid var joh ikke forfærdelig lang tid. Ud af seks måneder var det ingenting, og i virkelighedens omstændigheder, understregede det vel blot det heldige tilfælde det nu engang var, at fange finde ham her. Corinth balancerede kort lidt vaklende på en løs sten - oh - inden at han genvandt fodfæstet, og nu overhalede Viktor i et to friske spring. "Seks måneder?" gentog han, og snurrede omkring på hælen, idet han gjorde kort holdt, så han ikke kom for langt foran. "Og hvad fik dig så at søge til søs, eh? Jeg troede alle omkring Safiren, sendte deres sønner til hæren" grinte han lidt himmelvendt, og tog en tår af den mjød han havde fået bragt med sig hele vejen. 
Og som på mirakuløs vis ikke var blevet spildt, trods det bakkede underlag og de vovede trin den her dans med Alryss knægten bød ind til. 

 Den høje promille var både en stop klods for følelsernes ubarmhjertige vilje, og samtidig åbnede den en skrøbelig bro hen til dem. Viktor var fanget i sit eget indre fængsel, låst inde af følelsernes uforsonlige bølger og desperationens brusende hav, men her, i Dianthos, på havet - langt væk fra hjemmets snærende bånd, kunne han være lige hvem han ville være, hvis han blot tillod sig det. Fri - hjertet blev trukket mod denne ukendte frihed. Han ville ikke have at dette liv skulle ende, og hjertet bankede efter udveje som han godt vidste ikke fandtes. Ikke hvis det betød at han skulle forråde familiens traditioner og forventninger til ham. Fingrene greb om de glatte sten, mens han krabbede sig lidt afsted, og han ænsede Corinth bag sig, som lettere elegant overhælede ham - måske kunne han virkelig svæve i al hemmelighed. 

 Viktor havde fundet mere sikker grund at stå på, og kom svajende op at stå fra sin halvsiddende stilling; balancen var der heldigvis, og han standsede fra at forsatte da Lochtree sønnen gjorde. 
"Kun treh måneder til søs - eller deromkring." håbede han, eller - det var sådan set allerede på plads. Han havde fået lov til at komme med videre hvis det var hvad han ønskede. Og andet kom selvfølgelig ikke på tale. Viktor satte hænderne i sine sider, og tog en god luns af den friske havluft ind gennem næsen, det brændte helt i næseborene, inden han åndede ud på ny. Hæren lød helt malplaceret i Viktors ører, og han rystede lidt på hovedet.
 "Jeg er en eventyrer, Corinth!" erklærede han og mente det af hele sit hjerte. Han så væk fra Corinth og hen til det næste sted, han ville træde. Uden tøven satte han benet frem og fik fodfæste på stenen ved siden af Lochtree sønnens platform. Han klappede ham venskabeligt på armen som han tog et skridt videre for at træde forbi ham og hen til kanten, så de kunne komme hen til et nyt motiv. Et roligere motiv end bølgernes kraftfulde scene. Hånden på Corinth famlede lidt mere end at det blev til et klap, men intentionen var der. 
"Så jeg kan udv-udvide mine horisonter," forsatte han, "..inspiration til kunsten - heh." Han fik hanket sig op derfra med et lille fnys - en smule klodset, og en kontrast til hvordan Corinths frakke ellers fik ham til at se elegant ud. 

 "Du mahler vel stadig?" skyndte han sig at spørge, som han fik vendt sig rundt og så på ham, hænderne blev stukket dybt ned i frakkens lommer igen, og han skuttede sig. Fingrene kærtegnede lommernes for, ganske uvilkårligt, og som frakkens krave var ham nær, kunne han bedre fornemme Corinths familiære duft, eller den duft han havde gået og ledt efter, år tilbage når han fra tid til anden tænkte på adelsmanden. Der var stadig vind hvor han stod, men ikke lige så voldsomt som nede ved stenene.  

Det var en lille dans, sådan som de gradvist bevægede sig frem og tilbage. Og for Corinth, var den dans mere end bare deres kroppe som flyttede sig fra A til B. Udvekslingen, man indhentede pludseligt mange livsovervejelser, når man formåede at gense gamle flammer af interesse, efter hvad der alligevel var lang tid. Det var en samtale, en vidensdeling, tillid, der samtidigt, ligeså langsomt ridsede Alryss knægtens liv op for Corinth. Og for en mand af meget interesse, og på sin vis også meget usund interesse, var det lige præcis hvad han kunne ønske sig. Øjnene hvilede lyttende over Viktor der - stadigvæk lidt svajende - fik indtaget sin egen sten. Fortæl mig om dit liv. 

Jeg er en eventyrer, Corinth. De lidt mørkere øjenbryn hos adelsmanden gled med mild overraskelse op i panden på ham, da erklæringen dernæst faldt. Selvom den hurtigt forsvandt i de gråhvide, natkolde omgivelser, virkede det som en proklamering rettet imod selveste verdenen - jeg er en eventyrer, Corinth. Og natten var der (sammen med ham) til at høre det, førhen vinden også formåede at kaste dét væk igen. Den bar' det nok med sig, til et andet sted end imellem de to personer her. Det fortjente sådan en erklæring også, kunne han ikke lade være med at tænke, den indre stemme lullet hen af skønheden ved sceneriet. 
I et venskabeligt.. famlen-klap-noget kom Viktor nu tilbage, armene sænket for verdenen, førhen at han nok ubevidst forsatte den dans Corinth formåede at stille op indvendigt. Skridtene efter ham vaklede ikke, og med et lille 'mmh' tilkendegav han sin enighed; et smil i mundvigen, det var ord som gav genklang.
"Je-" jeg forstår, skulle han lige til at have sagt, men lod sig i stedet med et lille 'aha' følge op på spørgsmålet. "Du spørger virkelig om jeg stadigvæk maler?" grinte han dæmpet, et 'det mener du ikke' glimt i øjnene, og fulgte hans anvisning - videre til den anden sten, et hop mere - og. Han kom for langt. Fremdrift - Viktor formåede at stå lige præcis der hvor han havde planlagt at lande. Sikke et uheld, hva?
Hånden greb i sammenstødet støttende om skulderen, lidt fast for at han ikke kom til at vælte ham ved et uheld. "Ah, undskyld mig-" og han prøvede ikke at spilde på den anden skikkelse, samtidigt med at deres pander ikke skulle ramle sammen. 

"- selvfølgelig maler jeg stadigvæk. Det går endda ganske fint, hvis jeg selv skal sige det" forsatte han lidt forsinket, da det føltes som om at balancen fandt sin plads hos ham igen, og han ikke længere var ved at skvatte ned fra forhøjningen, men et eller andet sted i baghovedet bevidst om at de endelig var lidt mere udenfor vindens hærgende tilstedeværelse. Ikke at det føltes meget mindre koldt - noget som alligevel var så ligegyldigt, givet nutidens situation. Så ligegyldigt, han skulle nok finde varme igen. 

Måske var det også fjollet at spørge om - Corinth var jo kunster. Det var dét der gjorde ham til Viktors åndsfælle jo. Du spørger virkelig om jeg stadig maler? Viktor kunne mærke en lettelse brede sig i hans bryst, da ordene forlod Corinths læber. Selvfølgelig maler han stadig. Og af en eller anden grund var det pludselig vigtigt for ham at vide, at dette stadig var en del af Corinths liv. Viktors lettere bekymrede mine forvandlede sig til et udtryk af hengiven lettelse, og han smilte til den anden. 

 "Hov--" udbrød han overrasket, da Corinth hoppede ind i hans bobbel, og afbrød ham midt i sine tanker ved at tage fat i ham i ubalancens dans for at finde fodfæstet. Åh - ikke falde! Instinktivt kom Viktors hænder op ad lommerne, og han knugede ham beskyttende ind til sig så Lochtree sønnen ikke ville falde bagover. Han trådte et kort skridt bagud med den ene fod, for at opretholde sin egen balance, med Corinth i armene, så de var sikret fra at vælte. Viktor kunne ikke undgå at komme ham alt alt for nær, og i det øjeblik lignede det at de næsten var smeltet sammen i en lykkelig omfavnelse. Den unge junkers kind var trykket op af den bløde kravat, og hans krøllede lokker strejfede sikkert Corinths hage. Undskyld mig -- og Viktor nåede ikke rigtig at registrere hvordan de stod, da emnet om Corinths kunst blev samlet op igen som balancen blev intakt mellem dem. Viktor hævede blikket og så på ham, lænede sig lidt tilbage og begyndte at løsne omfavnelsen. 
 "Godt -- det er jeg gladd for." Sagde han og blinkede et par trætte omgange med øjnene der var begyndte at blive en smule røde fra tørhedens greb. 
 "Mhmm - Jeg ville blive ulykkelig hviss du- ikke gjorde." Påpegede han med et dovent kluk og trak sig lidt mere fra Corinth, men blikket var sandfærdigt. Blikket skævede fra den ene til den anden side efter noget læ. Det var jo stadig ret koldt her hvor de stod.

Med fodfæstet mere i orden, var det at der også kom mere styr på samtalen. Selvfølgelig kunne Corinth have gjort en indsats for at ramme udenom, og så kunne de på usikkert underlag forsætte de gængse dansetrin, et skridt af gangen. Og burde han ikke bare være tilfreds - som regel var det et skridt frem, og to tilbage. 
Men nej, han var ikke tilfreds. Mere. Ikke førhen han med en halv omfavnelse af den anden mand, kom tæt nok på. Tæt nok, til at han ikke kunne dy sig for at trække vejret ind, da de mørke krøller næsten lokkende strejfede hans næse. Citrusfrugter og bergamot, med kanten af en god fest hængende omkring sig i de mørke lokker. Alkohol, sved... en god fest, og en god aften, men jah, det duftede bestemt som ham.

Omkring Viktors skuldre spænde Corinth en anelse ubevidst op, førhen alt blev mere bøjeligt, da han skubbede sig ind imod den mindre krop. Fordi det var ikke fordi at han ville trække sig. Nej, hvordan kunne han andet end at holde ham tæt, i de få sekunder det varede? Duften var vidst den sans der stærkest var forbundet med minder. Og forbudte tanker sneg sig ind imellem dem, slørede dem, indtil han blev tvunget til at give slip igen. Det hang dog tilbage i fingerspidserne, som varme stød af ulmende sult. 
Inde under handskerne, var det som om at gløder gled ned over håndfladen, og han knyttede, kvalte, dem. Det var ikke tidspunktet, formanede adelsmanden sig selv. Og talte de stadigvæk om ham? 

Viktor formåede at trække sig igen, uden at Corinth gjorde modstand. Mørke øjne gled over hans svømmende blik, så godt som lullet i ro af den høje promille... og et lidt skævt smil trak Corinths læber op i et dæmpet 'heh'. "Ulykkelig ligefrem?" 
Spørgsmålet var næsten lidt for selvtilfreds, lurende omkring den dovne indrømmelse fra Viktor med en underliggende billigelse. Det var et stort ord. Men komplimenten faldt på et varmt sted, og inden Viktor fik trukket sig alt for langt væk, lod han hånden dvæle ved hans albue - og greb så fat. "Hmm. Det varmer, når det kommer fra dig" fulgte han op med, lavmælt men sikker på at det blev hørt, da ha trak Viktor lidt nærmere imens han talte. 
Et lidt tungere blik, jah pupiller på vej til at sluge det alt mørkebrune og alligevel noget ganske tilstedeværende dæmrende i øjnene. Men han ventede ikke på svar, da han insisterende trak ham med. Et sted at sidde. Et sted at skærme sig fra kulden. 
Hoppet ned fra stenen blev taget i et længere spring. Sandjorden tog imod ham med et lydløst bump, og som fulgte han Viktors blik fra før, scannede han området for læsteder. Der. 
Og med en lille, lidt grebet af stemningen-piureette, snorede han omkring for at pege derhen, et lille kast med hovedet. Jah, der kunne de sidde, skærmet af klippevæggens kant imod havet, og nogle af de store sten man ikke havde formået at hakke på plads. 

 Der var noget kærkomment ved den andens arme om sig - men det var noget afsavn fra fortiden - det var, af hvad Viktor kunne fiske frem i alkoholens slørede hav - ikke noget der burde tilkomme ham mere. Og, det havde det sådan set heller aldrig. Tidslommen de havde delt dengang, forekom så uvirkelig dagene efter det var sket, at han ikke kunne gøre andet end at ligge det på hylden. Digtet om den sorte tulipan var skrevet - tulipanerne var malet - med de mørke streger, der blandede sig med hans egen farverige dynamik. En måde at genskabe den følelse der havde summet i ham efter mødet. Begæret som lå dybt i ham, og igen blev pakket væk. Men det var noget.. overstået. Dagene, månederne og årene var gået, men på en måde blev han alligevel hyllet ind i fortidens, deres, tidslomme som var det igår, når han blev trykket ind mod den andens krop. Det var svært andet.

 Men han måtte trække sig, fristen var udløbet. Erkendelsen af at deres øjeblik aldrig blev til mere end en sød souvinir af noget der kunne have været, og nu, kun eksisterede som en drøm i erindringen, gjorde ham en smule tungsindig, men det var hvad det var. Det var ikke noget han tænkte på ofte alligevel. Det var bare som om Corinths pludselige tilstedeværelse trak ham tilbage til en anden tid end nuet.  

"Jah, selvfølgeli-lig!" snøvlede han lidt. Viktor havde aldrig haft fornøjelsen af at lægge øjnene på Corinths skaberværker, men det føltes som en dyb uretfærdighed, hvis den poetiske mand med sin alt overskyggende kærlighed til kunsten aldrig igen ville føre penslen over lærredets blanke overflade. "Jeg ha-ar jo ikke engang nååget at se dine væ-rker." han gned læberne sammen i en lydløs smasken, men han fik ikke trukket sig helt væk da han pludselig mærkede den andens greb om albuen. Blikket sænkede sig ned til hånden, panden i en forvirret rynken, inden blikket så gled søgende tilbage på Corinth. Hmmm..?

 'Det varmer når det kommer fra dig'

 Uvilkårligt fik det hjertet til at dæmre. Hjerteslagene der før var i et ritenuto, begyndte nu at stige i tempo. Han spredte læberne for at sige noget, men nåede det ikke inden han blev trukket med af adelsmanden. Kun et lille overrasket brum, blev det til. Gruset knasede under støvlerne, som de fandt vej hen til deres læ. Og som de skulle til at sætte sig, tog Viktor sin kolde hånd og lagde den på Corinths handskebeklædte der havde fat i ham. Ganske blidt skubbede han den af sig, og gned sig bagefter med begge hænder i ansigtet mens han sukkede lidt. 
 "Hvadd meh din ven?" kom han pludselig i tanke om, og lænede hovedet lidt bagover mens han skævede til Corinth. 

Imens de gik derover, rungede ordene stadigvæk indtrængende igennem hovedet. Det som Viktor havde fået snøvlet sig frem imod, alkohollen til trods. Fordi sandt. Viktor nåede aldrig at se hans værker, dengang tilbage på Ædelborg. Og han ville heller ikke se dem i aften, desværre. Nej, tiden var endnu engang som en konstant instans der modarbejdede dem, og den ville ikke lade fælden klappe endnu. Den holdt dørene åbne for den flugt Viktor nok burde tage. 
Men man skulle trods alt aldrig sige aldrig, vel? Fordi det lokkede tydeligvis stadigvæk, når de talte om kunstens kræfter... som honning lokkede skovens dyr til sig, lokkede muligheden for at se mere, skulle han altså tage Viktors toneleje seriøst. Og det virkede pludselig som en oplagt billet til et mere, eh, formelt besøg. Jeg har ikke engang nået at se dine værker. Og han følte smilet der gled over læberne i mørket. 
Uudtalt hviskede det, at det måtte de så gøre noget ved. 

Invitationen lå velsmagende på tungespidsen. Den ville nok ende med at bryde frem til sidst, men for nu, handlede det om at nyde nutiden. Han havde allerede planlagt til deres fremtid, og slap (heldigvis) da en blid hånd skilte dem ad igen. 

Med benene på vej til at bukkes så han kunne komme ned og sidde i skrædderstilling på sandjorden, stoppede han lidt op da spørgsmålet lød."Sirell?" hvad var der med ham? Undren var at ane på Corinths ansigt, kendte de hinanden? Inden at det gik op for Locthree sønen, at det nok var gemen venlighed der fik Viktor til at se længere ud over sin egen næse, når han tænkte på andre end de to, sig selv - sine egne behov. Og en dæmpet latter bølgede frem fra Corinth, da han med en doven magelighed rystede hovedet, og forsætte med at sætte sig ned. "Ah, han tog tilbage til havnefesten. Noget med øl, smukke mænd og kvinder, og en konkurrence han havde skrevet sig op til" løj han ubesværet - det var kun en lille hvid løgn. At Corinth havde sluppet sit legetøj, så snart han havde set noget han faktisk troede havde været tabt, virkede ikke ligeså pænt. 
Skævende op til ham, gled det lyse ansigt nu en anelse på skrå, et lidt længselsfuldt, halvtilfreds smil om de bløde læber. "Heh. Vi troede faktisk at vi var alene herude. Og jeg tror, at han mistede interessen da jeg pointerede at jeg nok burde tjekke op på dig, da du kom til syne ved stenene" hvad end der lå implementeret i ordet 'interesse', og 'alene', slog imod en blufærdighed der ikke helt fandtes hos den lyshårede adelsmand, der tog endnu et tår af sin drik, med et blik der endelig slap Viktor og i stedet lagde sig over det mørke område. Mistede interessen..."For nu" tilføjede han lavmælt, men nok mest henvendt i en kompliment til sig selv, et skævt smil krøllet henover det halvtilfredse fra før - pludselig var det selvtilfreds. 
Skyggerne fra de høje sten, var næsten skåret ind i sandet omkring dem. Skarpt, hvidt og koldt. Egentlig ikke fjernt fra de sort-hvide farver Corinth holdt så meget af. Og taknemmelig for vinden der havde lagt sig, lænede han sig lidt mere lyttende tilbage imod rygstøtten af granit.