”Jeg giver dig løftet om en evig søvn, Kile lad dit lys skinne på ham, og må han hvile i fred. Amen. Må de almægtige guder velsigne os med hans fred og styrke, i kiles navn sender jeg dig til hendes dødsrige hvor du høre til” hviskede en lavmælt stemme, en stemme der trods for dens lave toneleje næsten rungede mod Isaris tempels vægge. 
Natten havde lagt sig hen over Dianthos. Månen stod med dens bløde runde former lavt på himlen, i dens fuldmåne flor lyste den skikkelsen op, der lod kniven køre hen over halsen på manden der havde tigget for hans liv. Det fedtede sorte hår hang i spaltet spidser hen over ansigtet, hvis hud var indtørret og fyldt med rynker. Det var næsten som om hele ansigtet var ved at krakelere, de lysende orange øjne, og arret der gik fra panden og ned under hendes hjerteformet læber. Lysende hvide runer skinnede over hendes bare arme og ben. Hætten lå tungt over det sorte hår, mens kappen flakkede let i vinden. De sorte rober var spændt fast om livet, men hang ellers i laser omkring kroppen.

Blikket rettede sig med det samme op, da hun mærkede en person kom tættere på. Langsomt og stoisk rettede hun sig op og betragtede manden, blodet gled ned af den kurvet klinge hun havde brugt på at ende livet på manden foran hende.
Sandheden var dog, han ikke havde været døende. Han havde været udmattet og faldet i søvn i tempelhaven. Anklen havde været forstuvet efter hårdt fysisk arbejde, og denne skavank ville alligevel ende med at være mandens død. Hun havde plot kommet den i forkøbet.
"De gør klogt i at tænke over deres næste valg" sagde hun med en rug stemme, på trods af, at hun ikke havde kampfærdighederne til at besejre hvem som helst. Da skulle man ikke undervurdere englen hellere. 

Det var ikke ofte man ville kunne vedkende sig at se mirakler. Men af og til skete det, og så endda på nogle af de mere uventede tidspunkter.
Dagene efter episoden i tempelhaven, sad stadigvæk i Corinth. Selvom sø-overfladen for længst var faldet til ro, og stenene ikke længe skabte ringe eller røre i det blæksorte vand, var det som om at vandet huskede. Ligesom ham - det hviskede dets kolde sandheder ud, når man opsøgte det alene. Man kunne let lokkes til at glemme det, sådan som det ellers var et fredeligt spektakel, alt den her hellighed. Men adelsmanden huskede skam, og dét med et nogle gange sagligt træk gemt i det pæne smil. 
Noget krakelerede facaden af idyl, og en mumlende, lidt panisk stemme skar sig igennem dovne insekter og nattens dyr. 
Corinths øjne løftede sig fra hans skitseprojekt, i et lille ryk. Huh? 

Hans nysgerrighed, og man kunne næsten også sige at et usagt løfte om blod, var hvad der til sidst fik Corinth til at rejse sig. Hånden støttede lidt løst imod forskellige træer han passerede på sin vej, ørene spidsede til, og ord - næsten en messen - brød med en overfladisk og panisk vejtrækning. Hvad?
Hun var et imponerende syn, og befalede ærefrygt da han nåede at se hvad der skete. Gyldne runer tyngede hendes sjælestjælende arme, og et sygeligt blik intensitet, fulgte den stakkels mand falde ned. Blod - dets metalliske lugt hang tungt i luften - blandede sig med rillerne på stenunderlaget, og med et vammelt, bump faldt mennesket ned. Det var svært ikke at styre munden der spagt åbnedes, og han stivnede i et kort sekund, da det gik op for ham at han... jah, benene var nok sat i bevægelse, uden at tale med fornuften. Hun var dragende. Hun var hæslig, og alligevel smuk for de mørke øjne. 
"Du tror ikke at det her vil vække forargelse?" mumlede han, besnæret, et nok uhyggeligt, interesseret smil om de bløde læber, og i øjnene der skiftede med at se hende, og hendes offer. Og så hende igen. 

Hendes hoved lagde sig på sned, mens de gyldne øjne betragtede manden foran hende. Han kunne se hvad hun var, men i stedet for at se foragt og afsky var der noget nyt at finde. Men hvad, det var Temperance ikke sikker på.
”Jeg kan ikke tage mig af forargelse af middelmådige mennesker, der ikke er i stand til at se, at døden er uundgåelig og skal ramme os alle, selv dem som ikke kan indse det” kom der i en monoton stemme. Dog var der en nysgerrighed der ulmede i baghoved, hvilket gjorde at dødsengel trådte langsomt fremad mod manden der stod og betragtede hende.
”Hans sjæl vil finde vej til Kile, mit job er gjort og jeg vil forsvinde igen før folk vil opdage mig” ud over dig, men de ord forlod hende ikke som hun englen trådte endnu et skridt frem imod ham. Vingerne sprang frem og hun sprang frem mod Corinth og greb ham omkring halsen og lagde hoved på skrå.
”Du er heldigt menneskebarn, menneskebarn forgiftet af en dæmon, det er ikke din tid endnu” hun snusede til hans kind før hun slap ham ved at skubbe ham væk.
Normalt ville hun være forsvundet nu. Men her stod hun og betragtede manden, afventende med hvad han ville, for tydeligvis var der noget i hans sind der gjorde hun blev stående og ikke fløj hendes vej.

En langt mere logisk del af Corinths tangegang, mindede ham om at han ikke burde være her. Han var i forvejen på tynd is, når det gjaldt gudernes billigelse, og det sidste han burde gøre nu... jah det sidste, var at skænde et sted, så blodigt og rødt som englen havde formået. Men samtidigt hviskede en insisterende stemme. Det var joh ikke ham der havde gjort noget. Han havde blot været heldig nok til at se det, mindet nu cementeret i nethinden. Han skulle huske. Corinths læber kunne ikke andet end at glide afslørende op, hvorfor nød han det så meget, og han følte sig.. jah, frygtløs, da hun valgte at nærme sig. Hans hjerte bankede, og følelsen af at leve vippede på en farlig balance af død.
Var hun døden? Påråbelsen af Kile faldt bagud for måden hun efterfølgende så igennem ham på. 

Et gisp slap ufrivilligt over læberne, da vingerne pludselig gled fri fra mørket, og hun i et snuptag bragede igennem hans sølle intimsfærer. Den var i forvejen ringe, værdiløs, og det frygtløse svandt ind. Hvilket også var sådan det skulle være, og en hæs lyd forlod hans klemte hals, da han slugte den dårlige karma. Men. Hun snusede til ham? 
Han havde på intet tidspunkt kæmpet imod grebet, men havde følt en gyselig ladfærdighed over muligheden for at det hele kunne have sluttet så pludseligt, og han ikke gjorde noget. Patetisk, egentlig, og han væltede med et smertefyldt støn tilbage da hun endelig slap. Hvorfor tog han ikke benene på nakken og flygtede? Det var måske lidt sådan byttedyr følte sig, når de opdagede at de ikke længere var alene, paralyseret af erkendelsen om at noget snart ville ændre sig. Og alligevel var der en farlig interesse i de mørke øjne, som ikke syntes at ville rykke sig væk fra det øjebliksbillede han var ramlet ind i. Hun kunne også mærke det, hviskede en indtrængende stemme af interesse. 

De sorte hænder, handskerne lå stadigvæk i lommen, gnubbede det ømme område hendes hænder havde efterladt, og adelsmanden tog nogle lidt dybere indåndinger, næsten for at samle sig selv lidt mere. "Du jager dem, hvis tid er ovre?" der var så meget han ikke forstod omkring hvad end det-der, var. 
Men Corinth lugtede muligheder som en blodhund, og var alligevel godt på vej ind i en rus. Nok ligeså meget over nærdøds adrenalinen, som den æteriske tilstedeværelse bragte med sig. Så der fandtes simpelthen engle af mørke? Det var næsten beroligende, at opleve. Så var der vidst håb endnu, for dem alle. 

Et smil sneg sig hen over de kolde og sorte læber. Det var ikke svært at lægge mærke til frygten som bredte sig i menneskebarnet. Dog var hun umådelig fascineret af, at det ikke virkede til at være udseendet der frygtede ham. Det var den aura der lå omkring Temperance, der var ildevarslende og tydeligvis mindede ham om, at han blot var et dødeligt menneske der en dag ville dø lige som alle andre.
Temperance blinkede og et dovent udtryk flød over hende. Han ville snakke? Konverserer om hvad hun lavede? Den lille lys af interesse der havde formet sig i brystet, det forlod hende. Hvorfor skulle hun blive her og forklare en person, hvad det handlede om, når de alligevel ikke ville forstå det?
”Jeg tror ikke jeg ville få noget ud af at snakke med dig” var hendes svar på hans spørgsmål, men i stedet for at flyve væk lyttede hun til hvad han havde sagt. Dette ville bringe forargelse og hvor om alt var, var der tydeligvis flere sjæle her der skulle samles. Hendes vinger dansede forbi ham, som hun fortsatte ned i templehaven hvor han var kommet fra.

Hun slap ikke fra ham, medmindre hun aktivt tog benene på nakken. Ensporet var han, da han med en dæmpet latter samlede den taske han havde tabt op, og hastigt fulgte efter hendes skridt. Et kort glimt gled over skulderen imod det blodige hærværk der lå tilbage, men hvis prioriteringen lå imellem at gribe øjeblikket med englen, eller finde en voksen til at rydde op? 
Han tøvede ikke, da han hastede op på siden af hende, en blød lille latter hængende omkring sig da han svarede "Du kender mig slet ikke". 
Hvilket egentlig talte for, men nok om det. En smule betaget gled blikket over de mørke vinger, han bekæmpede trangen til at røre ved dem, og tog i stedet nogle lange skridt for at komme lidt foran hende. "Hvordan ser du forskel på mennesker? Du er sikker på at du ikke valgte forkert, lige før" et uforbeholdent spørgsmål, sagt med en vag udfordring til hendes.. eh, koncept, i stemmen. Fordi at vælge ham fra, virkede vanvittigt. Interessant. Og det bekræftede stadigvæk en selvretfærdig varme i Corinth, skulle det vise sig at være rigtigt. Selvfølgelig var hans tid ikke kommet, skulle hun virkelig være en dødsengel. 

”jeg har intet behov for at lærer nogen at kende” hun afviste prompte hans forsøg på at få hende til at se, at hun skulle give ham en chance. For hvorfor skulle hun lærer ham at kende? Hun vidste allerede han ville være spil af tid. For havde hun lært noget om mænd, så var det, at de altid ville have noget. Det var i hvert fald det, som hun havde observeret. Når hun så hvordan at mænd behandlede kvinder, når hun sad i et mørkt hjørne i kroerne. Hvorfor skulle han være anderledes? Selv hvis han kunne se en morbid skønhed i hvordan hun så ud.
Med tomme øjne, med et snert af irritation, betragtede hun manden som nu stillede sig foran hende igen. Hvad var det han ikke forstod? Hun havde vigtigere opgaver at tage sig til, end at babysitte et privilegeret individ der troede han kunne forme et bånd med hende.
”Jeg stoler på hvad Kile fortæller mig og han ville have været død inde for de kommende dage, jeg lod ham blot ikke lide længere” svarede hun tørt, på trods af at man hurtigt ville finde ud af, at dette var nærmere en kvinde med storhedsvanvid. Det var ikke fordi hun vidste præcist hvornår mennesker skulle dø, men hun havde en idé om det—hvorfor så ikke ende folks pinsler hurtigere end at lade dem gå med det for længe?

Ah. Så du er bare skør. Skuffelsen dæmrede i det mørke blik, men var hurtig skjult bagved det skæve smil der spirrede frem. Skær var fint, hvis der var noget han efterhånden havde lært, så var det at skør kunne bruges. Det virkede dog også til at han fik sænket hendes tempo bare en lille smule, og tog springbrættet som det var, da han hurtigt fulgte op med - "Så det er selvtægt?" 
Kald en spade for en spade, og en ulv for en ulv. Hendes irritation burde få ham til at træde varsomt. 
Men den blinkede tillokkende, lige udenfor rækkevidde, og han havde svært ved ikke at følge op på det. 

Selvtægt, fanatisme, skør. Der var mange ord for det samme, og udover det, var der også ligeså mange muligheder med det. Hvis hun alligevel blot var et sværd, burde det også være muligt at rette det imod bestemte steder. Eller folk.

De mørke øjne fulgte hendes skikkelse som hun forsøgte at gå udenom ham, hold nu op med det pjat, og i samme øjeblik trådte Corinth tæt - tættere på end nok var helt smart - for at lade hænderne glide over hendes overarme og holde hende fast. "Er det ikke?" tilføjede han, insisterende men dæmpet i tætheden. Han var ikke en stærk skikkelse, og det virkede sjældent med fysik alene. Men han kunne være opmærksomheds-kommanderende. Krævende, som andre også havde for vane at kalde det.  

Temperance stoppede bræt op, da han kommenterede på at det havde været selvtægt. Hvordan kunne han lade sådanne ord forlade hans mund? Hvordan kunne han overhoved skænke det en tanke, at hun, en engel af Kile, kunne finde på at begå selvtægt.
Øjnene blev smalle og lyste i månedsskæret over dem.
Hendes læber trak sig sammen og huden krøllede sig omkring hendes næse. Især da han tilføjede de tre ekstra ord. Som hamrede han sømmet helt ned, at han blot forventede hun var en almen kvinde. En engel uden mål og valgte at gå rundt og dræbe tilfældige folk.

Atter brugte Temperance hendes vinger til at skubbe sig mod Corinth. Hendes hånd lagde sig om hans hals, om end det var en blidere håndtering end første gang. De flænset vinger lagde sig omkring dem, henlagde dem fuldstændig i mørket hvor hendes øjne skinnede endnu mere op.
”Om halvtreds år, fire måneder og fem dage vil din dag komme, den dag vil det sidste du ser være mine øjne, og bønnen om at Kile vil modtage dig i hendes rige, før at hun sender dig til Zaladin” hviskede hun med en hæs stemme, der var intet der tydet på at hun løj for ham. Langsomt gled hendes ansigt tættere på, så deres næser rørte hinanden. ”Hvor vover du, at sætte spørgsmålstegn ved budbringeren af selveste Kile?”

Han vidste godt at han prikkede til bjørnen. Så da hun hurtigt fandt sin foretrukne måder at håndtere irritationer på, frem igen, var han lidt mere forberedt på det den her gang. Så dramatisk. Corinth kæmpede dog ikke imod - hverken mørket hun omsluttede dem i, eller de kolde fingre over det følsomme skind langs halsen. Nej. Den hviskende, hæse dødsdom faldt for et næsten alt for antændt glimt i de mørke øjne, der med gotisk kyshånd tog imod hendes 'åbenbaringer'; halvtreds år var meget mere end han nogle gange turde håbe på i hans familie. Det lød næsten som et løfte. 

En vag skælven rislede (uden hans samtykke) ned af ryggraden på Corinth, der alligevel, og ganske pludseligt, lod sine egne hænder glide over hendes dominerende greb. Og måske overraskende for nogle, så virkede han heller ikke interesseret i at fjerne dem, da han stirrede ind i de glødende øjne foran ham. "Hun kan forsøge" hviskede han tilbage. Træk mig til Zaladins forgård han var sikker på at det ville være et utroligt syn at male hjem om. 
Men ikke endnu. Livslysten, trangen til mere var ikke til at tage fejl af, og Corinth strammede grebet om sin egen hals en smule provokerende, og grænsesøgende. "Du er en budbringer af ingenting. Engel af ingenting. Der er alt for mange du mangler at høste, og du er ikke engang klar over det.." en kort pause, og han skyndte sig at trække noget luft ind igennem det kølige smils glimtende tænder. "Eller, det er selvfølgelig bare noget jeg tænker. Fordi var du en budbringer af død, ville du som eksempel have besøgt en mand som Quesnel Lochtree. Eller Reier overhovedet - de lever vidst begge stadigvæk, selvom timeglasset for længst er tømt og vendt flere gange" han trådte ud på dybere vand, og vidste godt at det var forbudte ord. Men dækket af dødsenglens vinger, var det svært at lade være med at påpege de åbentlyse eksempler på hendes fejl. Og så måtte hun joh bare tage sig sammen for at modbevise ham. 
Alt afhang dog af, om han havde fået trykket nok på harmen i det mørke væsen. 

Alle følelser forlod ansigtet, henkastet i en kølig og stenhård maske. Ordene havde tydelig sin effekt, men kvinden der holdte Corinth lod ham ikke se det. I hvert fald ikke hvilke følelser og hvordan hans ord havde ramt hende. Han skulle prise sig lykkelig, at han tydeligvis ikke skulle dø i dag. Endnu mere, at han fik drejet hans ord, der fik englen til langsomt at lægge hoved på sned som hun førte hoved tættere på. ”Alle har deres tid, du kan ikke planlægge Kiles vej og hvis deres tide er inde som du siger, vil jeg også nå til dem snart” hviskede hun så hendes kølige ånde ramte hans læber, mens blikket tog hans ansigt i betrækning. De hvide kinder, høje kindben, hvordan at øjnene glimtede næsten i en glødende rød farve, lige som hendes egne.
”Hvad er det du vil? Hm?” spurgte hun i en hvisken der kun var for hans øre at høre. ”Lad mig tage de mennesker her i byen der skal dø, hvis Reier overhoved er på listen vil også de dø, og hvis min rejse føre mig til Kzar bjergende, vil også Quesnel Lochtree dø” selvfølgelig ville englen ikke anerkende at der måske var nogle, som skulle være døde og hun ikke var blevet sendt på mission for at tage deres sjæl til Kile.

Hun var kold at røre ved. Det kunne ligeså godt være aftenluften der spillede ham et puds, her på de sene nattetimer. Måske var det endda hans egne sanser, som ikke kunne beslutte sig for hvad der var hoved og hale i hvad der var ægte, og hvad der måtte være falsk. Var hun falsk? 
Nej, hun talte som en der havde guderne med sig, da hun urørt af hans ord, lænede sig (dem begge) længere ind. Hvad er det du vil, hmm? 
Åh et godt spørgsmål, som virkelig ikke havde nogle pæne svar. 

Han ville se mere af hendes dødsværker. Kunne han være en flue på væggen, ville han gerne følge hende på den tur hun sagde, og suge de mange indtryk til sig, for at gengive dem derhjemme. Han kedede sig, og ønskede underholdning. Og på samme tid gruede han for en besværliggjort fremtid, lige ude for hans rækkevidde. Nok mest besværlig, fordi at han ikke selv kontrollerede den. Derfor, var det nok også en form for hævn der fik ham til at nævne de mere tunge navne, da han inderst inde... gerne så hendes dødssværd rettet mere i den retning; de stakkels borgere i Dianthos burde halvt om halvt hylde ham, for sin ærgerrighed. 
Kold ånde. Men læberne brændte da han svarede. "Retfærdighed" et falskt svar, og Corinths hænder gled fra håndryggen, krøb ned af hendes underarme, og prøvede at lægge sig om de blege kinder på englen. "Mmmh. Men ikke blot for mig selv. For dig. " og han havde svært ved ikke at se en anelse opstemt ud, alene ved tanken. Hun var et smukt kaos. Hun skulle lade ham hjælpe hende, og så ville det hele nok ordne sig for dem begge.

Retfærdighed. Nu var det ikke fordi Temperance var en dum kvinde. Tværtimod var hun ganske klog, nem at manipulere det kunne man sagtens sige, men hun var ikke dum og nem at løbe om hjørner med.
”Jeg tror du lyver” hviskede hun med rusten stemme, der havde så meget kræft at det næsten rungede i det lille rum hendes vinger havde skabt omkring dem. Uvist for Temperance selv, begyndte hendes yder lige så stille at ændre sig. Ikke at hun blev meget kønnere, men en næsten monstrøs skønhed over englen. Men fordi manden foran hende, ikke så døden, han så en engel af noget andet end hun så sig selv.

De orange øjne flakkede fra hans ansigt og ned af deres kroppe, før hun betragtede ham igen. Lige så stille lagde hendes vinger sig bag ved hendes ryg, før de forsvandt ind i ryggen. En smertefuld grimasse formede sig hen over hendes ansigt, før det forsvandt igen. Atter var der to meget lange ar fra skulderen ned til hendes talje. Ar der var synlig skulle man fjerne kappen der lå om hendes skuldre og hen over hendes efterhånden mere fyldigt og sundere hår.
”Hvorfor skulle du ønske retfærdighed for mig menneskesøn? Hvad er det du får ud af mig, hm?” hendes finger fjernede sig fra hans hals og fandt hans kæbe i stedet. Fingrene lukkede sig omkring hans hage og hæv ansigtet lidt ned så deres øjne kunne mødes hinanden fuldstændigt. Uden så meget som at blinke stirrede hun med hendes døde øjne direkte ind i hans rødlige.

Jeg tror du lyver. Corinths smil blev en anelse bredere, en kende skarpere, og helt igennem underholdt. Han plejede også at lyve. Det her var ingen undtagelse, løgne drev af sølvtungen med indøvet ladfærdighed, han bemærkede det knap nok når han talte udenom, eller usandt. "Jah?" kom det lidt åndeløst fra ham, da han ikke afviste det åbentlyst. Nej, han måtte høre mere, opleve mere. 
Og han blev ikke skuffet. 

Forvandlingen var glidende, sneg sig som tåge ind over hendes skikkelse. Hæsligheden, alt det grimme der som oftest kunne støde det almindelige borgerskab, smeltede væk til fordel for æterisk skønhed, og nogle lidt mere... menneskelige træk. At tro hun var det, ville dog være et fjols sidste beslutning; Corinths læber deltes lidt betaget da vingerne som det sidste også svandt ind, og åbnede dem op for omgivelsernes nattemørke igen, og den blege måne langt og fjernt oppe i himlen. Det burde vidst have været en blodmåne, kunne han ikke lade være med at sukke indvendigt, og følte den varme luft glide over læberne i et lille smil, da hun til sidst rykkede sine hænder også. Hvad han fik ud af hende? Corinths hænder strammedes lidt mere dominerende om hendes ansigt, og han skubbede deres pander sammen i et dæmpet 'heh'. "Det virker ikke som om, at nogle har ønsket det før" svarede han lidt undvigende, men var ikke færdig med at tale. Corinth forsøgte at lade være med at blinke, men var trods alt blot et menneske. "Men i sidste ende, fører dødsfald forandring med sig. Og der har været dødvande i min familie, i evigheder. Årtier, årtusinder, min engel. Kan du forestille dig det?" og han løsnede grebet igen. "Han har snydt Kile, i årtusinder..." hviskede han, indtrængende, men dog en grad af ærlig. Quesnel Lochtrees situation var... unik. 
Og virkelig. Så var det måske mere optimistiske drømme, end realistisk, at hun skulle tage hans ord seriøse. 

Det var ganske tydeligt, at Temperance ikke blev påvirket af denne intense og tætte udveksling der skete mellem de to individer.
Så da deres pander mødtes betragtede hun ham blot med et dovent blik, det var næsten umådeligt hvor kølig hun kunne forholde sig, selvom den uundgåelig tiltrækningskræft der foregik mellem dem. Hvilket var en mærkelig størrelse, når det tydeligvis ikke var det som var målet for nogen af dem.
Hun veg ikke fra hans blik, som han forklarede hvad han ønskede. Det var tydeligt at denne mand ønskede at hun besøgte Quensel Lochtree og dræbte ham. Selvfølgelig var hans grunde valide og skulle Kile ønske det, så ville også denne mand nå hans ende.
”Måske er du heldig at han bliver et mål om ikke så længe, men tydeligvis er der andre sjæle som Kile vil have” hoved blev lagt lidt på skrå, så meget som hun kunne i hans hænder, deres læber så tætte på hinandens at hun kunne mærke hans varme ånde mod hendes kølige. ”Men tror du overhoved på kile, mig bevidst er Lochtree familien dem der tilbeder Zaladin” hviskede hun ganske sagte, hendes blik rykkede sig endelig ned af hans næseryg, før hun igen lod deres øjne mødes i et langt mere nysgerrigt blik.

Hun veg ikke tilbage, uimponeret, uopnåelig, og indtog intimsfæren med ham. Normalt var det ellers et enmandsspil, sådan at rykke grænser, og en del af den almindelige humor var helt bestemt at træde over dem. Gerne hele tiden. Men her lykkedes det ikke, og et eller andet sted... ønskede han det heller ikke. Hans fokus var et så fuldkommen anderledes sted, da han med en indvendig lille susen så hendes kontrollerede bevægelse til siden, og følte hvor nær hun var. Færten af hende var fremmed, men blev i sekunderne efter cemnteret i den skarpe hukommelse hos Corinth. 
Tror du overhovedet på Kile?

Et lidt mindre elevatorblik, og øjnene der ramte hans, havde en dulmet nysgerrighed omkring sig. Tror du på Kile? Hvilket joh var et forventeligt spørgsmål, men zalme også et af mere refleksive tanker, som kastede hans religiøse værdier ud på et sidespor. Troede han på døden? Jah selvfølgelig, men tilbedte han den? Nej. 
Corinth blik fik en lidt lysere gnist til sig, og han lukkede munden. Tænderne gned lidt eftertænksomt imod hinanden, spændte op i kæbepartiet, inden at han til sidst åndede ud i en beslutning. "Jeg respekterer død. Og alt op til den, har aldrig gjort andet end at trække i mig.." han trak sig en smule tilbage. Ikke fordi han ønskede at give slip på det han havde imellem hænderne, men fordi at hans øjne var indgangen til verdenen. Og han så den i gråsorte farver, men frydede sig samtidigt ved det. Og lige nu, måtte han se på hende. "Men jeg tilbeder den ikke" tilføjet i et lidt mere spørgende toneleje, og det ene bryn gled op i panden på ham. Burde han da det? 
Sygdom, elendighed, håbløshed, foragt, vrede... alle hans foretrukne motiver, foruden de mere æstetiske fantasiverdener. Døden var en nåde, og så langt fra hvad han værdsatte ved de motiver; døden var afslutningen på djævledansen her på overfladen. 

Selvfølgelig måtte hun respektere at ikke alle ville tilbede kile. Dog fandt hun det umådeligt oligofreni at folk ikke så det smukke i Kile, at lige meget hvad så ville døden altid været der. Det var uundgåeligt selv for dem som troede de aldrig nogen sinde ville se ind i hendes øjne, før de ville sendes videre til deres gud som de tilbad.
De glødende øjne gled over hans skikkelse, da han trådte væk fra hende. Ikke det var langt, men nok til at den intimitet de havde delt, blev brudt. 
”Du er betaget af døden?” konstaterede dødsenglen som hun følte sig mere betaget af menneskesønnen end hun burde gøre.
Måske var det også derfor hendes øjne blev smalle og et dybt suk forlod hende. Temperance burde ikke blive, nej, hun burde være gået for længst. Og med disse tanker nikkede hun blot ”Måske en dag du vil se, at døden er den eneste konstant i denne verden. Liv, død, mørke og lys. Intet kan leve uden hinanden, men ens endeligt vil altid komme, lige meget hvad” hviskede hun, som hun passerede ham og fortsatte ned af tempelhaverne. Klingen i hendes hånd efterlod blodspor i det blege græs.
Hvor havde aften dog taget sig en drejning, og menneskesønnen havde formået at vie hende fra hendes vej. Også selvom det havde været et ganske kort øjeblik.

Med en dæmpet lyd af enighed svarede Corinth, da det nok i sidste ende var hvad han var. Betaget. Den var smuk at fængsle, men så frygtelig permanent. Sat imellem at tilbede livet - selv dets mørkere sider - og døden, vidste han godt hvor hans alter stod. 
Men måske en dag. Måske havde hun ret, og Corinths lyse hoved vippede eftertænksomt på skrå. Den eneste konstans, sagde hun? Det var ikke en vej der talte til ærgerrighed, eller altruisme. Det var neutralt. Kunne man finde mening nok i det, alene? 
Tænderne gned overvejende imod hinanden, da han tyggede på spørgsmålet, og de ord hun efterlod ham med. 

Øjeblikket var passeret, og han måtte modvilligt lade det glide videre. Han havde allerede stoppet hende en gang, og det føltes lige omklamrende nok, at gøre det igen. Og dét på trods af at stolhed ellers ikke var dyrt solgt hos Corinth i forvejen. 
Men hun slap ikke helt. Som hun passerede forbi, blodet dryppende fra sværdet som en lille stiplet linje der fulgte hendes vej, krydsede han langsomt armene foran sig. "Ser jeg dig først om halvtreds, nu?" ordene var spørgende, og han vendte blikket imod byen hun var på vej imod længere væk og længere nede af højdedraget fra tempelhaverne. 

Hvad der besat hende til at stoppe, det var Temperance ikke helt sikker på, som hun vendte sig rundt langsomt og betragtede Corinth.
”Halvtreds år, firemåneder og fem dage” rettede hun ham, og lagde hoved langsomt på sned. ”Hvorfor?” spurgte hun så endelig, og trods af at hun før havde bestemt sig for han ikke interesseret hende. Blev den vækket på ny, hvilket frustreret englen. Hun burde ikke blive nysgerrig, interesseret eller endda tiltrukket af nogen. Hun var en engel af guden Kile selv! Det var hendes pligt at følge hendes kald, og hun skulle være distanceret fra alt og alle. Så hvorfor formåede denne menneskesøn at trække hende tilbage, ikke en, men to gange.
”Hvad er det du vil, hvad er det du ønsker fra mig? For tydeligvis, er det kun din stolthed der stopper fra at følge efter mig igen” trods muligheden for at manipulere og trække i englen var hun ikke blind, og selvom hun ikke ønskede det, forstod hun følelser langt mere end nogle måske ville tro.
Det var rent trauma der havde fået englen til at glemme hvad der var hændt. Hvordan hun havde slagtet hele hendes klan i et blindt raseri. Hvordan hun havde siddet med knæene i deres blod og kiggede op mod himlen. Skriget hun havde hørt, som hun havde troet måtte være kaldet fra Kile, som blot havde været hendes eget.
Alle disse ting, det var noget som hun havde bildt sig selv ind, og lige nu formåede denne mand—denne irritation, at kredse hul på noget der var yderst ubehageligt.

Et ryk - og Corinths øjne lagde sig på englen igen. Hendes rettende bemærkning vægtede ikke når så tungt som det holdt hun gjorde. Og som var det et tegn, tog Corinth et skridt mere fremad, ikke mange sekunder efter hun stoppede. Kunne han ikke helt give slip, var det dét, som den her følelse var?
Og så et skridt til. Og et til. Corinth hørte hendes spørgsmål, og var noget nær trukket imod det. Han kunne ikke vurdere om det var sorgen, traumet, den endeløse kulde eller bare hans egen iver, som motiverede ham. Men han så det. Skønheden, til trods for grusomheden - han så hæsligheden og kunne ikke lade være med at se den som en tæt ven.
Hun var ikke hæslig. Men alt hvad hun stod for, var for de fleste en grum klinge at møde.

Og hvem fortjente at møde den klinge, mere end Corinths egne fjender? 
Mennesker han så - virkelig så - og alligevel ikke værdsatte. Skulle guderne have en plan, var han arrogant nok til at tænke sig selv som kongen på det skakbræt. Men englen? En dronning. I sidste ende skulle alt alligevel ofres, så hvorfor ikke inddrage mere æteriske eksistenser? Om ikke andet, så bare for deres egen underholdning. 

På sin vej, krydsedes armene langsomt over brystet. "Jeg vil se dig igen. Inden halvtreds år, fire måneder og fem dage. Uden at det er et tilfælde" lidt overvejende gled hovedet på skrå. Hvorfor ikke tage bare lidt kontrol over sin egen skæbne? "Lad os tale. Om Kile, om dig, om mig. Jah spørgsmålet er vel egentlig - vil du se mig igen?" og han holdt lidt vejret, uden at ville indrømme eller vise det.