Sikke en fantastisk dag det havde været i går. Festlighederne ved den store kokkedyst i Dianthos, som Juliander havde arrangeret havde været en succes, også selvom han havde fundet på at han, den mest kræsne alf i verden, skulle stå for at finde vinderen. Han havde smagt på en del fantastiske retter, men også en del klamme kød og osteretter, der for evigt ville skræmme hans stakkels forfinede smagsløg fra nogensinde at smage på noget nyt, nogensinde igen. Men hvis bare hans far og mor, kongen og dronningen, kunne have set hvor dygtig han havde været i dag.

Lige nu havde han taget plads i en af de perfekt skårede rosenbuske, hvor han overværede oprydningen af gårsdagens pynt i labyrinthaverne, mens han drømte sig selv tilbage til hans gode liv i Alfelunden. Han var ikke komplet ked af at være så langt væk hjemmefra, for han var ikke klar til at sige farvel til sin nye veninde Kastanje Natskygge  endnu, trods alt. Det var faktisk hende han sad og ventede på! Inden længe ville hun få fri fra sit arbejde, og så skulle de være sammen hele aftenen!

Ligesom han bedst troede at han var godt kamufleret i en busk, havde et menneske holdt skarpt øje med ham. Alene og uden beskyttelse fra nogen, blev han overfaldet af en tom kartoffelsæk, der lukkede sig om ham, og gjorde alting mørkt. Sækken blev lukket tæt af en knude, og Juliander væltede rundt nede i bunden af sækken, som personen løb afsted med ham.

Det var ingen hemmelighed, at Pleasance Lochtree havde en makaber hobby. Rygterne gik hurtigt i dette land, især når det var noget så monstrøst som søgen efter mennesker, elver og alfer. Utroligt nok havde den unge baronesse oplevet, at der havde været folk som havde meldt dem frivilligt. I denne forfærdelighed som verden bød på, var der tydeligvis flere folk som delte hendes forskruet syn at se på verden.

Det var også af denne grund, at manden løb afsted med den lille alf i hans sæk. For ikke nok med at rygtet gik, at den unge adelige kvinde, ønskede sig en alf. Så var prisen hun ville betale, nok til at brødføde en mindre familie i et helt år. Dette kunne gøre selv den mest fornuftige mand desperat.

Det tog en lille uge, for at få transporteret alfen afsted til Kzar Mora bjergende. Gemt væk i en større krukke, hvor at mad blev givet på daglig basis for at holde manden i live.

”Frue, der er en mand i te loungen der ønsker at snakke med dem” Pleasance lod blikket glide fra bogen op mod den unge kvinde der bukkede foran hende. ”Og hvad vil han?” spurgte hun tørt, ganske tydeligt ikke glad for forstyrrelsen. ”Han har nået han ønsker at sælge til dem, det virker til at det kunne være en alf som de har efterspurgt” bogen klappede sammen med et smæld og hun rejste sig hurtigt op. ”Hvorfor startede du ikke blot ud med det!” Pleasances var hurtigt til at skubbe tjeneren til side, så hun væltede. Dog ikke noget som den unge kvinde kunne tage sig af, som hun med hurtige skridt gik fra biblioteket til rummet hvor manden befandt sig.

Ganske vidst, der på bordet stod den flotteste store glaskrukke med en alf inde i. ”Åh, hvor er han smuk” hviskede hun som hun langsomt krøb hen mod bordet og lod hendes store mørke øjne betragte alfen inde i. De smukkeste lyserøde vinger, håret—”Du kan få pengene af en af tjeneste folkene” kom der fra Pleasances uden hun fjernet blikket fra hendes nyeste genstand.

At frihedsberøve en alf var en stor kriminalitet som alferne ikke tog let på sig. Det var endelig blevet ulovliggjort at tilfangetage de små, men stærkt intelligente væsner i 1996, men Alfelunden havde haft deres anelser om at det stadig foregik i stor stil, eftersom at mange alfer på ferie aldrig vendte tilbage.

Nu havde Juliander oplevet på egen krop, hvad det ville sige at blive alfenappet. Hans gode, frie liv som prins, var blevet reduceret til intet mindre end en pyntegenstand i en glaskrukke, hvor ilten var sparsom, og alle lyde omkring ham var dæmpet. For det meste havde han været hengemt i mørke, men af og til havde han haft øjenkontakt med hans tilfangetager, når der blev serveret mad til ham. En alf skulle ikke have meget, men lige netop denne her alf var så kræsen, at han kun havde spist for at overleve. Kiks og brødskorpe var virkelig ikke noget han kunne lære at nyde. Særligt ikke efter denne her grimme oplevelse…

Han sad i bunden af krukken med armene krammende om sine ben, som han havde trukket ind til kroppen. Hans sure øjne havde render under sig, og hans krop var vendt med ryggen til menneskemanden. Lyserødt, glimtende støv hang langsomt dalene i luften. I ventetiden på at den mulige kunde skulle dukke op, havde alfenapperen nemlig forsøgt at ryste til krukken som en slags snekugle, for at få prinsen til at hoppe op og se mere livlig ud, så han kunne få en god pris på ham. Juliander havde overvejet at spille død, men også han var desperat efter at blive solgt.

Juliander løftede sin sure mine, da han hørte dæmpede stemmer på den anden side af glasset. Han så at der kom en ung pige imod ham, måske omtrent hans egen alder? Hun var smuk og lignede ikke det som Juliander associerede med en skurk. Hvis han var heldig, ville han kunne overtale hende til, at han ikke var som en dukke til hendes legetøjssamling, og hun ville slippe ham fri!

Så han rejste sig straks op og blev mere samarbejdsvillig, hvilket sikkert gav menneskemanden lys i de ellers onde, gamle øjne. Juliander lagde sin hånd på glasset, for at række ud efter hende, og kiggede på hende med et alvorligt blik. Hjælp mig.

Han hørte hende komplimentere ham. Juliander mindedes ikke at være blevet kaldt smuk på den måde før, men han var alt for ødelagt lige nu, til at blive glad. Han var bare lettet over at hun ville købe ham fri fra ham der… Juliander flyttede blikket væk fra Pleasance, for at sende manden et sidste rasende blik. Han fortjente jo slet ikke noget pengebeløb. Men Juliander ville huske hans ansigt, og han ville få ham arresteret, så snart han meldte det her til Kastanje Natskygge, Dianthos' bedste byvagt.

For en stund betragtede de næsten kulsorte øjne alfen i glasset. Fascineret af at han stod der og hamrede mod glasset, at de kunne være så smukke og ikke blev præserveret, det var næsten en forbrydelse i sig selv. I hvert fald i det forskruet sind som den unge kvinde besad.
Efter noget tid kom hun til sig selv, med et lille svirp vendte hun sig rundt og skubbede divaen tættere på bordet og satte sig ned.
”Så flot en skønhed, lille ven dog, er du bare blevet lukket inde i denne krukke hele tiden?” der var en anden blidhed over Pleasance, måske var det fordi dette var en underlig størrelse at gøre med. Så nem at ødelægge, så lille og skrøbelig. Det var dog den samme ømhed, som man ville se når hun lavede kunst med hendes sommerfugle som hun fangede ind, ikke langt fra fortet. ”Nu skal du være min og bo sammen med mig” med de ord skruede hun låget af, for derefter at lade hendes fingre glide ned ad glaskanten for at tilbyde ham at komme op. Men det øjeblik han tog muligheden, lagde hun hånden omkring hans spinkle krop og tog ham helt tæt på så hun kunne betragte ham. ”Nu har du ikke tænkt dig at forlade mig, vel?” der var næsten en barnlighed over Pleasance som hun kiggede på alfen i hendes hånd. Næsten som et barn, der ikke vidste hvordan de skulle behandle familiens kat og hæv den i halen, fordi det var sjovt. Måske hvis der havde været en forældre, der havde fortalt hende hun ikke måtte, sad hun ikke her i dag og følte de var okay hun behandlet et andet individ som hun gjorde lige nu.

Juliander var lettet over at hun talte så blidt til ham, og lod til at have medlidenhed med ham. Han kunne tilgive hende for at holde liv i handel af alfer, ved at betale hans tilfangetager med så god en hyre, så det stadig var attraktivt for folk at fortsætte med at indfange dem. Hun var bare uviden om emnet…

Hver gang låget til hans krukke var blevet åbnet for at give ham nyt ild og mad, havde han forsøgt at flyve op eller angribe hånden der søgte ned til ham, men han gjorde ikke pigens hånd noget, andet end at han trådte et usikkert skridt tilbage. Hendes hånd åbnede sig som et fladt underlag han kunne sætte sig op på. Han tøvede kun fordi det lød på hende, som om hun havde en klar forestilling om at han skulle bo sammen med hende. Det var nu ikke lige Julianders plan at flytte hjemmefra, for pligt var jo at sætte sig på tronen i Alfelunden, efter sin far, kongen, hvis altså de tre flammer skulle tændte sig for ham… Det måtte hun vel kunne forstå, hvis først han fik mulighed for at tale til hende. Så derfor satte han sig op på hendes hånd, så hun sikkert kunne befri ham fra dette uværdige glasfængsel.

Han ønskede at lette fra hendes hånd så snart som han kom ud på den anden side af glasset. Det var tydeligt at se på hans vinger at han skulle til at flyve fordi de spredte sig, klar til at baske. Men han nåede slet ikke at lette, fordi hendes fingre lukket til om ham. Han kunne slet ikke lide at blive holdt tilbage på den måde, men han bevarede roen og lod sig føres tættere på hendes ansigt, uden at gøre for meget modstand.

Nu har du ikke tænkt dig at forlade mig, vel? Julianders hjerte kunne ikke lide at såre en pige, der virkede bange for at blive efterladt. Men hun måtte jo forstå at han ikke kunne blive… ”N-Nej, selvfølgelig ikke,” Forsikrede han hende en smule bekymret. Han kom rimelig godt ud af det med børn og barnlige sjæle normalt, men hende her måtte være hans største fan, eller sådan noget. ”Jeg kan godt blive lidt… som tak for at du reddede mig.” Han talte perfekt krystalisiansk, selvom det ikke var hans modersmål. Hans stemme var allerede på den anden side af overgangsstadiet. Den var kær og smøragtig, skønt følte sig lidt mast og klaustrofobisk lige nu. ”Jeg er Prins Juliander. Så du må forstå at jeg ikke kan blive boende… her… Men vi kan være venner for evigt!” Han undersøgte omgivelserne lidt, for at se hvor i alverden han var. Men hans bekymrede blik landede hurtigt på pigen igen.

Det var ganske tydeligt at se på smilet, at Pleasance var umådelig glad for at høre, at feen ikke havde tænkt sig at forlade hende. Men smilet forlod de fyldige hjerteformet læber, som de fortalte at de kun ville blive lidt. Som en tak for at have reddet ham? Det var vist noget den fe havde misforstået. Der var ingen som havde reddet feen, nej, han var blot fanget i hans egen forfærdelighed. Her hos hende og han ville aldrig nogen sinde komme fri fra hendes klør.

Blikket der før næsten havde været kærligt, forsvandt til en ligegyldighed, med et snert af modbydelighed.
”Prins Juliander” hviskede en fløjlsblød stemme, der nemt kunne forveksles som sødme og forståelse. Men den var så vædet ind i antipatisk toneleje, at det ikke var til at være i tvivl om det ikke var sådan det skulle forstås.
”Jeg tror det er dig der skal forstås, at jeg ikke er din redningsmand, men kvinden der lige har købt dig for at være min” og trods for de frygtindgydende ord, der tog friheden fra en anden person. Der løsnede hun langsomt grebet omkring ham, hvor efter hendes fingre næsten kælent gled hen over hans vinger. ”Så må jeg bare sikre mig, at du ikke forsvinder, for hvilken ulykke der ville befinde mig hvis du gjorde” med et falskt ulykkeligt udtryk over hendes ansigt, gled blommen af fingeren hen over hans lyserøde hår.

Hans bekymring havde ikke været uden grund. Han troede ellers at han havde tilbudt hende en glimrende løsning på hendes ensomhed, og endda tilbudt hende at blive hendes ven, men hun ændrede sig fuldstændig for øjnene af ham. Han så til i skræk, mens hun forklarede ham hvordan landet lå. At hun i den grad agtede at beholde ham her, hvad end hans tilstedeværelse skulle gøre godt for. Juliander havde aldrig vidst hvorfor mennesker holdt alfer, men han havde en virkelig dårlig fornemmelse i maven lige nu, og det var ikke brødet der havde været for dårligt! Sikkert…

”Det er ulovligt…!” Julianders hjerte begyndte at slå hurtigere i brystet på ham, og hele hans krop pulserede mod hendes undersøgende fingre. Nok havde han altid været blåøjet og naiv. Intelligent, og alligevel så ufatteligt dum… men han forstod alligevel præcis hvad det var for en trussel hun gav ham.

Han skar en pinefuld grimasse, da hendes finger strøg hen over hans hår. Han kunne ikke få sig selv til at blive her og se på, mens hun plukkede vingerne af ham, bare for at holde ham fanget her, så han var nødt til for første gang nogensinde… at angribe et andet menneske!

Han bed hende i fingeren!

Han kastede sin krop afsted i frit fald og begyndte at baske i vingerne for at komme så hurtigt frem som muligt. ”Vi to bliver aldrig venner!” Han anede ikke hvor der var en udgang, men krydsede rummet mod en vilkårlig dør og landede på håndtaget så det blev trykket ned, og han baskede med vingerne for at få kræfter til at hive døren tilstrækkeligt åben til at kunne flyve ind i det næste lokale.

Huh… Et bibliotek med en masse gamle bøger? Han brugte ikke meget tid på at undersøge bøgerne, men kiggede efter en udvej... et åbent vindue eller et hul i væggen, burde kunne gøre det. Vinduet var lukket godt i, men måske ville han kunne smadre det? Juliander var ikke forfærdelig god til at kaste, så i første omgang søgte op i højderne, og smuttede ind bag bøgerne i en af de mange bogreoler og lagde sig på maven for at gemme sig fra pigen. Han havde ikke lagt mærke til de små spor af lyserødt støv han havde efterladt sig. Det havde ellers været et glimrende gemmested.

En sprød og hæs latter forlod Pleasance da Juliander udbrød at det var ulovligt. Et skævt dyrisk smil formede sig hen over hendes læber ”ligner jeg en, som der går op i hvad der er lovligt” mumlede hun sagte og lagde hoved yderligere på skrå. De mørke øjne blev om noget næsten mørkere, som hun forsat betragtede alfen i hendes hænder.


Det var dog tydeligt at Pleasance ikke havde regnet med, at han ville bide hende i fingeren. Et hvæs forlod hende, som hun måtte give slip og indså hendes fejl for sent. Han var allerede på vej ud ad døren, som hendes flammende øjne betragtede hvor han var forsvundet hen. Blodet piblede frem fra hendes finger, og lige så stille begyndte de at danse omkring hendes hånd, som små tynde tråde.
Målrettede skridt gav genklang, mod de klamme og faldefærdige vægge lavet af sten. Juliander ville hurtigt lægge mærke til, at trods pengene havde været der til at betale for ham. Var henstanden af stedet, i gyseligt forfald. Dog ville en erfaren magibruger også mærke, at det ikke var grundet normalt henfald af et fort der ikke var passet på. Det var som råddenskaben drev ud af væggene og interiøret.
Bogreolerne var alle placerede så man kunne tilgå dem fra begge sider. Det krævede blot at fjerne en bog bag Juliander og hun ville kunne fange ham. I stedet fulgte hun det lyserøde støv og med hendes blod magi, lod hun de tynde strenge glide ind mod hans gemmested og lagde sig omkring hans spinkle krop. På den måde kunne hun hæve ham ud til sig.
”Det var ikke særlig sødt gjort Juliander” kom der i en lavmælt brysk tone som hun betragtede alfen hængene foran hende.

Selvom det var et godt skjulested, kunne Juliander ikke få det hvil, som hans udmattede krop så desperat havde brug for. Han helmede ikke før han var væk fra det her skrækkelige sted og det skrækkelige pigebarn. For nu lå han helt stilleliggende på maven, mens begge hænder holdt for hans mund, så han ikke kom til at afsløre sig selv med sin heftige vejrtrækning eller et forskrækket hvin, hvis lyden af hendes sko skulle komme ham nærmere.

Imellem bøgerne sneg den første blod-tråd sig hen til ham og snoede sig om hans bare lægge. Da han kiggede sig om skulderen og erfarede hvad der var ved at ske ham, gispede han op i forfærdelse. Han kendte ikke til denne her onde magi, og han anede ikke hvordan hun havde fundet ham, men antog at disse edderkoppespinds-lignende tråde, måtte kunne spore ham på en eller anden måde. Han kæmpede nyttesløst med trådene, men begge ben og arme blev tilfangetaget. Som han blev trukket ud af sit gemmested, tog han fire bøger fra bogrækken med sig, og de røg ned på gulvet og efterlod sig noget værre rod.

Juliander vred sig endnu og forsøgte at baske sig fri, men han fik bare viklet sig yderligere ind i trådene. Hun var en edderkop! En edderkoppe-heks! ”Det var heller ikke sødt ment!” Råbte han op, begyndende grådkvalt. Hans mund var det eneste han kunne forsvare sig med, men han havde ingen ideer til hvordan han skulle komme ud af denne her suppedas. Han skulle nok have løjet for hende, da hun sagde at de skulle bo sammen. Han skulle ikke have gjort hende så sur! Men hvordan skulle han vide at hun var så ond? Juliander vidste bedre end at antage at mennesker var onde, bare fordi de var klædt i sort og boede lidt skummelt! Han var bange for hvad der skulle ske med ham nu… ”…Hvorfor…” Klynkede han, mens han hang og dinglede foran hende. Virkeligheden var så småt ved at indhente ham ”…Min familie vil betale dig en formue for at slippe mig fri…! Du kan få lige hvad du vil have. Men ikke hvis jeg mangler en vinge…!” Juliander var sikker på at hans mor og far elskede ham nok til at ville betale hvad end det ville koste! Hans mor og far var så stolte af ham, og han var en folkefavorit i Alfelunden.. Vist nok..

”Hvorfor” hun efterlignede det uforstående spørgsmål, som der forlod Julianders læber. Så forlod et suk og hun lod næsen dreje sig tættere på den dinglende alf foran hende. ”Hmm, hvorfor ikke?” kom der med en dyb, næsten dæmonisk stemme. Af tvillingerne, var det bestemt hende der havde lukket hendes dæmoniske side mere ind. Det hjalp hellere ikke at hendes magi lå i blod, mens Chaunce havde fået evnen til at forstå og snakke med dyr. Så meget, at han kunne tæmme dem. Pleasances var ikke blind, hun var hellere ikke dum og kunne udmærket godt se hvordan det holdt ham mere menneskelig.  Pleasance derimod havde intet, intet i dette liv der kunne trække i de rigtige tråde og føre hende tilbage mod lyset. Spørgsmålet var også om hun ønskede det og som tingene var nu, hvilket ganske tydeligt ikke var tilfældet.
”Men ikke hvis du mangler en vinge?” hun pressede brynene mod hinanden, og efterlignede på bedstevis en forfærdet mine. Som havde han lige fortalt, at en af hendes nærmest var afgået med døden.
Smilet brød dog det sympatiske og bedrøvet udtryk. Manien indtraf hurtigt som hun lænede sig tættere mod ham ”Så må jeg jo bare tage dem begge” hviskede hun, med de ord, brugte hun blodet til at hive ham med hende, uden at holde om ham igen. Hun skulle ikke nyde mere af at føle tænderne klamre sig omkring hendes fingre. Hvis det skete, ville hun nok blot ende med at dræbe ham—det ville være en skam.

Hvis blot Juliander kendte til årsagen bag hendes had til alfer - eller alfekongehuset - så kunne han jo bruge den viden til at tale hende fra at gøre ham fortræd. Juliander vidste at han var uskyldig, og at hendes vrede måtte være opstået på grund af noget helt andet. Men han blegnede, da hun svarede ham med et 'hvorfor ikke?' Som om at hun havde købt ham for at torturere ham, bare fordi hun kunne. Juliander kunne ikke forstå det. Fandtes der virkelig rendyrket ondskab? Var hun bare født ond?

Dette var Julianders første bekendtskab med det der måtte være en vaskeægte psykopat. Han kunne ikke gøre andet end bare at se til, mens hun manisk skiftede personlighed. Selvom hendes skuespil som forfærdet og bekymret virkede skræmmende godt, så var det virkelig svært at tro på, at hun bekymrede sig det mindste for ham.
Han gispede så snart hun konkluderede, at hun bare kunne tage begge vinger i stedet - som om det gav nogensomhelst mening i forhold til det tilbud han havde lagt for hende.

"Nej!" Skreg han forskrækket, og forsøgte at vride sig i de tråde, der på magisk vis havde bundet ham forsvarsløs. Hendes fingre var udenfor bide-rækkevidde. Han forsøgte at bide i snoren der holdt hans ene arm bundet. Men han kunne umuligt nå at bide igennem, før hun opdagede det. Han var fortabt, og det vidste han. Han fik tårer i øjnene ved tanken om hvad han var nødt til at gøre. At bede for sit liv "Vær sød at lade være! Jeg skal nok- jeg skal nok blive!" Det var svært for ham at love noget, som han ikke havde lyst til at holde. Det var jo faktisk en hvid løgn, for så snart han så muligheden for sig, var han den der var smuttet! Men hans vinger... Hvad ville han være uden hans vinger? "Jeg flyver ikke igen, det lover jeg!"

Pleasance lukkede fuldstændig af, for hvad den lille fe skreg og tiggede om. I stedet begyndte hendes sprøde stemme at nynne en sang, som hendes mor havde sunget, da hun havde været ganske lille.
Ud af øjenkrogen så hun hvordan Juliander prøvede at komme fri. Pleasance løftede sin fingre og rev blommen op, flere bloddråber kom fra hendes fingre og strakte sig i tråde og begyndte at danse faretruende omkring Juliander. Mest af alt for at vise ham, at han ikke kunne komme væk. Nu, var, han, hendes.
Ganske vidst, så var der intet der gjorde, at feen fortjente dette. Nej, Juliander havde blot været uheldigt, at manden havde valgt at kidnappet ham. Måske Pleasance skulle tage advarsel alvorlig, en kongelig familie og hende der tog deres berømte og elsket søn? Det ville nok ende i umådelig mange problemer, for den unge kvinde der blot gjorde hvad hun følte for. Var denne menneskedatter ondskab i den pureste form?
Måske, for i Pleasances tanker gjorde hun intet forkert. Hun var jo trodsalt bare den hun var, den som familien havde gjort hende til.

”Nu skal du se mit legekammer!” sagde Pleasance glad og hoppede ned af trappen, mens hun fortsatte med at nynne, som hun skyndte sig ned i den fugtige og klamme kælder.
Ned af gangen, hvor hendes sko gav genklang mod væggene af sten, hvor mosset groede op ad dem.
En trædør blev åbnet, som afslørede et rum fyldt med alskens instrumenter. Instrumenter der blev brugt til at operere med. Men hvad der nok ville være mest øjefaldene, var de mange glas terrarium fyldt med fugle skeletter, dyre kranier. Udstoppet fugle og sommerfugle. Hjerter der var tørret og puttet i glaskasser.
Alt sammen noget som Pleasance så som sin dyrebareste kunst. ”Hvis du er sød, så skal jeg nok lade dine vinger være” sagde hun endelig og i et gadedrenge hop, gik hun hen til det store plankebord, som hun brugte som sit arbejdsbord. Her satte hun ham ned på bordet og slap langsomt taget med hendes blodige strenge

Med ekstra snore dansende faretruende om ham, lukkede han øjnene underdanigt i, og afventede nærmest bare, at han ville blive bundet endnu strammere. Der var ikke så meget han kunne gøre i sin nuværende situation, hvis hun ikke gad at lytte til ham. I stedet for at lytte på hvad han havde at sige, og svare ham på hans bønfalden, begyndte hun at… synge?

Juliander elskede musik og sang højt, og dianthosianerne især havde virkelig gode sangstemmer og spændende instrumenter, der gjorde ham så glad når han hørte dem. Men da hans nye plageånd begyndte at nynne, blev han fysisk utilpas. Hun havde bare ignoreret ham! Hendes sang var så melankolsk og fremmed for hans ører, og han havde faktisk svært ved at vurdere hvilken følelse hun gik rundt med, når hun nynnede den. Var hun vred? Var hun glad? Der var noget fraværende og forkert over melodien…

Turde han endelig åbne øjnene, da hun pludselig talte om et legekammer? Han kiggede ubekvemt ud mellem smalle øjne, og så at hun tog ham længere ned. Han burde nok forsøge at lære sine omgivelser at kende, hvis han skulle gøre sig nogle forhåbninger om at stikke af… Men han var også bare så nervøs. Og stessramt, at hans hoved dårligt kunne fokusere på noget som helst. Han hæftede sig ved ordet legekammer, og kunne slet ikke forstå hvorfor de så var på vej ned i en fugtig, mørk kælder? Hvilken pige havde sine legeting der? Og desuden, så var han slet ikke klar på at lege lige nu.

Sangen fortsatte bare. Og for første gang nogensinde, havde Juliander et behov for at råbe ’hold kæft’ af nogen. Men han havde slet ikke det mod i sig.

Hans fokus fald over den ene skinnende dingenot til den næste. Det var værktøj Juliander aldrig nogensinde havde set før. Det var ikke særlig legetøjsagtigt overhoved, men det slog ham ikke at det var udstyr til at operere eller torturere med. Alle ting kunne jo mase og kvase ham, hvis det skulle være, og alt var en trussel. Det der skræmte ham mest hernede, var terrarier – eller rettere det der var i dem. Døde venner af alferne! Han gispede da han så en udstoppet fugl. Han troede først at den var levende og fik både ondt af den, men oplevede også et spinkelt håb blomstre i hans bryst. Han var ikke alene! Men ret hurtigt så… gik det op for ham at den var stiv som et bræt. Død og udstoppet.

Han blev placeret her midt på et bord. Snørerne der holdt ham fanget som en marionetdukke ophævedes og forsvandt, men Juliander var langt fra fri til at stikke af. Han hørte hendes betingelser for lade hans vinger være, og selvom det burde lette alting, kunne han umuligt stole på hende. Ikke når han så de andres skæbner… Hans blik kiggede bekymret ud på sommerfuglene, der så ud til at have hængt der længe, hvilket mindede Juliander om at sænke sine vinger og folde dem tæt ind til kroppen, så de var mindst muligt opsigtsvækkende. ”Stakkels små sommerfugle. Det har I ikke fortjent…” For ikke at glemme fuglene, skeletter såvel som udstoppede… og de mennesker, eller hvem end der havde fået frataget deres hjerter, som er havnet i glas. Kvinden her havde det hele. Bare ingen alfer. ”...Hvad skal der ske med mig?” Ville hun have hans skellet, udstoppe ham eller fermentere ham? Ville han havne på en væg, ligestillet med de døde sommerfugle?

Pleasances blik fulgte Julianders da han kommenterede på, at sommerfuglene ikke havde fortjent deres skæbne. Brynene krøllede mod hinanden, mens blikket blev nysgerrigt, måske kunne man endda sige uforstående. 
For hvordan kunne man snakke om sommerfugle, som var de et menneske? De var jo blot smukke genstande, ikke mere end en pynt i bevægelse med naturen. Det var vel ikke andet end et kunststykke lavet af et menneske, som hang på væggen og prydet et hjem. Sommerfuglen var bare gudens kunst som dansede rundt blandt blomster.

De mørke øjne forlod sommerfuglene, hvor Pleasance næsten havde prøvet suge information ud af de døde væsner. Måske var der et kort vindue ind til den pige, som der før alt dette var sket mod hende dukkede op igen.
Pigen som ikke blev manipuleret fra skyggerne, trukket som en marionetdukke rundt i et stykke, som hun aldrig havde spurgt om at være en del i.
Desværre, var den pige så dybt begravet, at hun forsvandt lige så hurtigt som hun var opstået.
Med et dybt ubehageligt smil, som spredte sig hen over de hvide tænder, lænede hun sig tættere på hendes nyeste ven. ”Hmm, det ved jeg ikke endnu, jeg tænker—tænker så det knager” nynnede hun.
Når man lærte den unge kvinde bedre at kende, ville man hurtigt opdage hvor mange sider der var til hende. Hvor ofte de skiftede, som var det masker hun trak af og på. Der var den som hele familien frygtede. Det uskyldige barn der blot ønskede at blive elsket, men kun forstod sig på at vise det med voldelige reaktioner.
”Jeg ville jo have du blev her, som min ven, men det ønskede du jo ikke” hviskede hun og lod hendes blik glide hen over de smukkeste gennemsigtig lyserøde vinger. ”De er så smukke” sagde hun med en hæs og drømmende stemme. Næsten som om, at hun glemte at der stod en person foran hende. Fuldstændig forgabt i det hun havde formået at fange. Ikke hun personligt havde fanget det, men lige nu i hendes mørke sind, kunne hun ikke se forskellen.

Som trak hun masken af og satte en ny på, lod hun de mørke øjne glide tilbage og et ømt smil formede sig over de hjerteformet læber. ”Er du sulten Juliander? Hvad kan du lide at spise?” spurgte hun og lagde sig hen over bordet ved at folde armene og ligge siden af hoved mod dem. For nu, ville der intet ske, så længe Juliander forstod ikke at sige den unge komtesse imod.

Det var ubehageligt at hans skæbne afhang af en så skiftende piges humør. For få sekunder siden ønskede hun at plukke vingerne af ham, bare fordi hun kunne. Og nu beholdte han dem, sikkert så hun havde noget at true med, hvis ikke hun fik det ud af ham, som hun ville. Juliander bare ikke, hvad hun kunne bruge ham til, hvis alt hun gik op i, var sin samling af døde dyr. Juliander mente nu nok selv, at han var mere værd i live... Men han kunne allerhøjest underholde hende med sit selskab. Men selv de virkede som en umulig opgave, når han ikke havde lyst til at tale, og gøre sig unødigt opmærksom på sig selv.

Han klappede helt i, som hun forklarede at hun havde forventet at han skulle blive her og være hendes ven. Som om det var det der var afgørende for den grusomme behandling af ham? Juliander skulle ikke nyde noget, og trodse hende. Men det var uretfærdigt! Han elskede jo at finde nye venner, men det her måtte være første gang at han ikke kunne se det ske. "M..." Det gippede i ham, da hun tydeligvis studerede hans vinger lige nu. Selv i deres tæt pakkede udgave.

Han bakkede et skridt væk da hun lagde sig hen over bordet, og pludselig havde sit ansigt så tæt på igen. Det her var ikke normal menneskeadfærd.... Han lod sig dumpe ned at sidde, for ikke at ligne en der så muligheden for at stikke af lige nu. Han havde allerede diskret tjekket rummet for udgange. Julianders ansigt var helt farveløst med render under øjnene.  Da hun spurgte ham om han var sulten, blev han mindet om sit ubehag i maven, efter at have overlevet på brødkrummer, og han blev endnu mere kvalm ved tanken om at lade sig fodre af hende. Men han havde jo et ønske om at komme levende herfra. "Ja," Erkendte han mod sin egen vilje "...men du har vel ikke nogen intentioner om at give mig det jeg kan lide?" Juliander havde da en ide om hvordan hans besøg her ville være. Sagde han bær, ville hun sikkert give ham noget råddent. Men hun kunne næsten give ham hvad som helst, selv ost, kød og brød, og hans krop ville afvise det, fordi han var så kræsen. Hun ville se det som trods... "Jeg spiser kun søde ting. Svarede han så derfor. Han blev sulten ved tanken om hans livretter, men han fik sikkert lov til at rådne her, når hun fandt ud af hvor besværlig han var at holde.

Det var tydeligt at se, at tanker formede sig i Pleasances hoved. Hendes øjne dirrede næsten, som hun betragtede alfen foran hende. Så fin og lyserød, hvilket normalt ikke var en farve, som Pleasance brød sig om. Det kom nok ikke som nogen overrasket, at den blodrøde og mørke farve der næsten brød over i sort, var det hun fandt sig bedst i.
Som et flirtende forhold med døden, var det tydeligt at de mennesker som gik deres gang i dette fort. De var mennesker, man ikke helt vidste hvor man havde. Nu var det trods alt hellere ikke fordi, at Lochtree familien var en familie, som de andre adelige snakkede højt op. De var begyndt at blive den skræmmende historie man fortalte ens børn. Dem der ville komme og tage dem, skulle de ikke opføre sig ordentligt. Måske Juliander ikke havde opført sig ordentligt?

”Kun søde ting?” Pleasance lænede sig tættere på og missede med øjnene ”hvad er det?” hun havde aldrig rigtig betragtet mad, som andet end næring. Måske var det fordi, at trods familiens mange rigdomme, var det ikke maden som der blev brugt krystaller på. Det var til at få mere land, mere magt og indgå aftaler ved at lade krystallerne skifte til de rigtige hænder.
Måske hun dog alligevel kunne få ham nogle søde ting, hvis det altså var muligt at få fragtet til fortet på denne tid af døgnet. Desuden så var der dog alligevel en rejse frem og tilbage, spørgsmålet var blot, hvad ville hun få ud af det?
Hvad ville denne lille alf gøre, for at få sine søde genstande at spise. ”Hm, sukkervand, kan de strejke for nu?” spurgte hun så, da hun kom i tanke om, at hendes mor havde givet det til hende da hun havde ganske ung. 

Ahvad? Juliander blinkede med øjnene. Han kunne ikke helt finde ud af om hun lavede sjov med ham, eller om hun blot ville have ham til at udspecificere præcis hvad han ville have. Kunne det passe at pigen her ikke kendte til søde ting? Var det monstro fordi hun i virkeligheden ikke var menneske, og levede af en helt anden kost? Mon ikke hun levede af kødet fra andre? Eller en altid tørstig vampyr? Lige nu ville han ikke blive overrasket. Det ville også svare på hvorfor hun opførte sig så anderledes fra de mennesker Juliander ellers havde mødt. Han troede han havde mødt de sureste og værste mennesker, men så blev han kidnappet af en fæl mand, og så blev han givet videre til hende, som var endnu værre.

"J-ja... Okay... Det er bedre end ingenting..." Sukkervand. Det lød ikke særlig mættende, men det ville være nok til at holde hans hjerne frisk og forsyne ham med en lille smule energi. Og det var trods alt bedre end mere gammelt brød, som han alligevel ikke kunne holde nede. "...Jeg spiser primært frugt og honning. Mine livretter er forskellige bær." Han forsøgte ikke at lyde for krævende, for hvem vidste om det var let for hende at skaffe eller ej? Hun virkede som typen, der blev mere psykotisk af at blive udfordret.Han blev siddende på bordet, ikke langt fra hendes ansigt. Han ville allerhelst fjerne sig fra hende helt, men turde ikke virke for afvisende, for så ville hun bare mene at han ikke længere var sød, og så ville hun plukke vingerne af ham. Han turde af selv samme årsag heller ikke se væk fra hende, men kunne ikke se hende direkte i øjnene for længe ad gangen. Hun var så uhyggelig.

”Frugt og honning!” udbrød hun med et smil og nikkede, se det var noget hun kunne forstå og noget der gav mening. Hun troede det måtte være noget meget mere storslået, end blot frugt og honning. Frugt havde de godt nok ikke meget af, men honning var hun sikker på, at de nok skulle få fat i hvad hans yndlings ret var.
Nu kunne man stille sig det spørgsmål, hvorfor opførte Pleasance sig på denne måde? Hvordan kunne det forekomme, at hun det ene øjeblik ville hun rive vingerne af Juliander, kvase og mase ham. Det næste øjeblik, virkede hun som om, at hun nok skulle give ham det bedste liv her i det forfaldne og rødne fort.
Med en lethed i hendes fødder, sprang hun op fra sædet, og gik mod døren. Her hang en lille genstand, man kunne næsten tro det var en klokke til at begynde med—hvilket det også kunne fungere som. Men i stedet var det formet som et lille horn, hvor at et lille metalrør førte op langs væggen og forsvandt i loftet.
”Jeg ønsker frugt, bær og honning til mit arbejdsværelse, og jeg forventer det skal ske inde for tyve minutter” trods den bløde tone som det blev sagt i, var der en underlæggende trussel. En trussel om, skulle de ikke stå klar ude foran døren, med det som hun havde bedt om, ville der ske noget voldsomt og drastisk.
Derefter dansede hun tilbage til hendes stol og satte sig ned. ”Mens vi venter, ville du have noget imod at jeg tegnede dig? PÅ den måde kan jeg forevige dig, og du kan beholde dine smukke, åh så smukke vinger” de sidste ord blev sagt næsten i en trance, som de mørke øjne virrede hen over Julianders smukkeste lyser røde vinger.

Frugt og honning var lige hvad Julianders krop havde brug for lige nu, men måske burde han have efterspurgt noget mad der skulle tilberedes, for så ville han have mere tid til at komme væk… Han turde ikke regne med hverken frisk frugt eller frihed, men han løsrev sig en smule fra sin lukkede stilling, da hun rejse sig fra bordet. Det her var måske hans eneste chance for at stikke af nu.

Forventningsfuldt fulgte han Pleasance gå over mod døren. Han var lidt i panik over ikke at have nogen plan. Skulle han gemme sig? Skulle han flyve forbi hende, når hun åbnede døren, eller skulle han blive i værelset og overbevise hende om, at han alligevel gerne ville være hendes ven, og krydse fingre for, at han ikke endte som resten af hendes samling af døde, uskyldige, små væsner?

Til Julianders skræk tog hun slet ikke i dørhåndtaget, men drejede kroppen mod opkaldssystemet i rummet. Han dumpede ned at sidde som før igen, denne gang med et blegt ansigtsudtryk af at være håbløst fortabt.

Den grusomme kvinde tog plads ved bordet igen, og han gjorde sit bedste for at holde vingerne så tæt ind til kroppen som overhoved muligt. De var små og gennemsigtige, som fluevinger, men lyserøde, mønstrede og tunge af glitrende støv. Stressen i kroppen fik ham til at drysse mere end normalt, og selvom det kunne se flot ud, var det desværre et dårligt tegn…

”Tegne mig?” Han kunne ikke lide den måde hun snakkede på. At hun ville forevige ham med en tegning… Han var en alf og levede altså dobbelt så længe som mennesker. Hvis hun passede godt nok på ham, ville han overleve hende! ”Nej, jeg er ikke i humør til at posere...” Bare tanken om at have hendes stirrende blik på sig så længe ad gangen gav ham myrekryb…

Juliander var godt klar over at en afvisning ikke ville falde i god jord, så han måtte finde på noget… En alfeleg måske… hvor hun ville lade sig distrahere lettere. Han rejste sig op og åbnede sine hænder præsenterende. ”Vi kan lege Trold og Løgn. Den leg er leget af alle febørn, der er vokset op i Alfelunden.”

Hendes bryn pressede sig mod hinanden, før hendes læber blev stramme. Det var tydeligt at hun ikke satte pris på hans nej, ej hellere at han ville gå imod hende på den måde. 
Det var ganske heldigt, at Juliander på nuværende tidspunkt, var begyndt at forstå, hvordan at Pleasance var som person. Hvordan hun reagerede, behandlede folk på og hvorledes hun ville tage imod, at han ikke ønskede at blive tegnet. Ikke han havde behøvet andet end bare at sidde og se sur ud, hun kunne ud fra sin egen fantasy skabe noget—men det at han slet ikke ønskede at blive forevigede af hende, nej det faldt bestemt ikke i god jord.

Læberne skilte sig fra hinanden, og truede med at fortælle modbydelige ting, ind til at Juliander formåede at redde sig selv. ”En leg?” kom der nysgerrigt, og hun lagde hoved på skrå, mens hun betragtede feen foran sig.
”Trold og løgn” det var som om hun næsten smagte på ordene, mens hendes blik blev fjernt. Pleasance prøvede at forsøge at gå igennem hendes minder, viden og andet der kunne forklare hende hvad denne leg var. Men der var intet, hvilket først irriterede hende da hun hadet og spørger andre om hvad det betød.
”Hvad går det ud på?” spurgte hun så endelig, hvor hendes øjne kortvarigt blev smalle, før de blev store igen og smilet atter på hendes læber.