I forbindelse med Forårsbryllup på Ædelborg | Foråret 2021 

 Den storslåede vielse af Aldamar Baldric Leosin af Arys, og Adena Selene Isadora af Reier var fuldbyrdet, og de tre dages festligheder på Ædelborg kunne begynde. Timerne føltes som uendelige; en evig festivitas, der trods alt ville få sin ende, forekom som en ubrydelig tidslomme. 

 Dagene føltes som at have smeltet sammen, om det der var sket igår, skete i dag; forekom uvigtigt for gæsterne, og hele weekenden var som en meget, meget lang dag - selvfølgelig intet mindre skulle der til, når en Arys blev ægtet. Viktor, på næsten 18 somre, fandt det svært at fordybe sig som snakkene gik - stemmen føltes hæs, brugt dagen efter vielsen, men forestillingen måtte forsætte, for der var stadig 48 timer til den unge grevesøn kunne vende snuden hjemad. Det var jo ikke at Viktor ligefrem fandt mishag ved at deltage i arrangementer som disse - han nød en god fejring, men var det på bekostning af andre anliggender, ville han til sidst blive nødt til at falske sin entusiasme. Som nu. 

 Viktor sad og så på mens der blev skudt efter lerduer - magisk lerdueskydning, og lyttede høfligt til sin sidemand der udførligt skulle kommentere på de deltagendes evner; som en kommentator, han ikke havde bedt om, men alligevel endte at hænge på - lige nu savnede han Frederiks tavshed. 
 Sidemandens stemme begyndte dog at drukne i grevesønnes åndsfraverenhed som han kiggede rundt på mængden af mennesker, og tænkte, om han, var den eneste tilstede der ikke havde en dråbe af magi i sig, og om nogle ville opdage hans manglende tilstedeværelse, skulle han gå. Misundelse var en grim ting, men han havde måtte døje i sin opvækst, med at se sine søskende finde deres indre gaver, hvor Viktors, var noget han måtte kæmpe for. Kunst; selvlært, Musik; selvlært - som Viktor så det, var det mere krævende at være uden magi end med magi. Det var snyd, syntes han, når andre kunne opnå større ting, blot ved brugen af  deres magi.

 Et smuthul. Viktor rejste sig fra sin plads og vandrede forbi klynger af gæster der havde samlet sig som tilskuere til de forskellige lege og konkurrencer der fandt sted. Magisk kunst-udfordring var en af dem - Viktor rynkede skuffet på næsen, og så væk fra kunstnerne der var igang. Nærmere, snyde kunst-udfordring. 

 Hurtigt var han dog kommet indendøre, og fandt vej til et af selskabsrummene der husede et ældre klaver i smukt mahogni. Når Viktor følte sig anspændt - hvilket han ofte gjorde i store forsamlinger hvor han skulle føre sig frem, og iagttages - hjalp det at fordybe sig i klaverets toner. De nøddebrune øjne skævede rundt før han satte sig. Han var alene, og ingen gjorde indvendinger - tjenestefolk var travlt optaget med dagens udvekslinger og gøren. Fingrene satte han vanligt på tangenterne, og begyndte at spille en blød melodi.

Det krævede altid en hvis grad af engagement, at deltage ordentligt i så store fejringer, som den der i disse dage ekkoede gennem Ædelborgs prægtige mure. Når fyrstefamilienerne bød op til dans, var det en dyr fornøjelse - og tilmed også en langvarig affære. Med først fejring den ene dag, fysiske og kreative lege den anden dag og nok en kulminering af dans, musik og traditioner på tredjedagen. Hvad mere kunne man ønske sig? Det var rædsomt, og alligevel tvang de hinanden til at blive ved, alle låst af samme grundlag. Man kunne joh ikke bare sige nej. Vel?
Med doven opmærksomhed sippede de bløde læber til vinen i krystalglasset, mørke øjne tavse, magelige i deres underliggende betragtning af ballet, og en løs hånd på kanten af Sirells vest. De rastløse fingre legede stilfærdigt med kanten af det, imens de alligevel sad. Snoede hans frynser ind imellem de behandskede fingrer, og vristede en rettende brummen over smalle læber, når man så endelig mente at Corinth kom lidt for tæt på. Eller blev lidt for meget 'hænderne først' i sine tilfældige kærtegn. Uden at stoppe ham ordentligt, selvfølgelig. Opmærksomheden, en underlig og atypisk mildhed fra Corinth som faldt i (tydeligvis) god jord, selvom han (selvfølgelig) brystede sig med en løgn om det modsatte. 
Og da han for tredje gang skubbede hans hånd væk fra krøllerne som Corinth forsøgte at få fingrene i, sukkede han tvært."Du er uforbederlig" mumlede den anden mand lavmælt, med et toneleje som passede til eftermiddags aktiviteten, og lydniveauet i rummet. Ved siden af ham lænede Corinth sig tæt ind til hans øre, læberne skubbet op i et blødt grin. Og "Undskyld" hviskede han, tydeligvis ikke med dårlig samvittighed. 

Han skulle nok løsne mere op, når aftentimerne krøb nærmere. Det plejede han i hvert fald, og med et sidste klap på skulderen lod han ham få lidt fred, og lænede sig atter tilbage i sofaen de havde slået sig ned på, det ene ben krydset over det andet i øjeblikkets underlige ro. Stilhed før stormen. 
Udenfor kunne man hører de dæmpede smæld fra lerduer som krakelerede, og hujende, behersket  jubel når et eller andet imponerede dem nok til at svare igen i applaus. Indenfor - foruden dem - sværmede tjenere rundt om de andre gæster, Jah opvartede det bedre borgerskab imens de ligegyldigt underholdt sig selv med ingentings-snak. Corinth kedede sig. 
Og med tømmermændene fra igår, som stadigvæk sad i kroppen på Sirell og de andre, ville der i hvert fald gå noget tid inden de ville kunne underholde ham og være noget værd igen. Hvilket havde været til at forvente, givet de liter de alligevel havde fået indhaleret aftenen forinden. Men stadigvæk. 
Det blev hurtigt det samme. Corinth kunne nok have siddet længe det samme sted, utilfreds over kedsomheden men ikke engageret nok til at gøre noget ved den. Det kunne være forsat længe, hvis altså ikke en genkendelig skikkelse dukkede op i vrimlen af gæster - et glimt af ham førhen han forsvandt væk igen - han havde vidst skyndt sig. Men blot et glimt var nok, og Corinth lænede sig langsomt lidt frem igen, øjnene låste på der hvor han havde været for blot få sekunder siden. Ah. Viktor af Alryss, han havde først lagt mærke til ham for nogle år tilbage, så igen i går, og nu igen i dag. Tredje gang måtte være et tegn. "Hvaa... ser du noget du kan li'?" spørgsmålet hev ham en smule ud af det fokus der havde lagt sig over hans blik, og splittede læberne i et lydløst lille 'jah'. Sirell havde altid været god til at samle op på de små skift i hans venners humør - Corinth var ingen undtagelse. 
Og adelsmandens opblomstrede fokus var et han havde set før, han vidste godt hvad det plejede at betyde. "Hah, ham? Virkelig? Uforbederligt. Kom nu ikke på tværs af Alryss familien" advarede han, og Corinth trak glat på skuldrene, et svært, skyldigt glimt i de mørke, let udvidede pupiller han endelig flyttede tilbage på Sirell. "Selvfølgelig ikke" 

Han fandt ham ved klaveret. Det smukke instrument havde som en myg imod flammer trukket Viktor til sig, og de dæmpede toner steg og faldt i den bløde melodi han spillede. Musikken talte sit eget sprog, en fantastisk fortælling bagom deres ydre facader, og lirkede sig lokkende ind i øregangen på adelsmanden. Selvfølgelig var de bløde toner af musik ikke dedikeret til ham, og øjeblikket næppe hans. Men da Corinth stoppede op, armene krydset og lænet en smule op af døråbningen, føltes det som hans gave, alligevel. 
Han virkede fuldkommen opslugt, og Corinth yndede ham det, han vidste godt hvordan det føltes, når man tabte sig selv i sine interesser. Så han nænnede ikke at afbryde ham. Tilfreds med at vente - han havde alligevel været tålmodig op til nu - et par minuter mere, lod han Alryssknægten spille færdig, en tung, men varm opmærksomhed i de mørke øjne der hvilede over ham
. 
Først da den sidste tone ville spille ud, eller han endelig fik løftet blikket fra tangenterne og se ham, ville han med et dæmpet enmandsbifald nærme sig den unge musiker, et imødekommende smil om de bløde læber. "Det må jeg sige... dét var en smuk melodi"

 Fordybelse var ét af de fornemmeste dyder Viktor kunne tænke sig til. At slå sig hen i sin passion og glemme verden omkring sig for en stund, var i sandhed befriende. Det var dét han gjorde lige nu - Når den unge grevesøn først gik igang, var det som at han blev ét med musikken. Opslugt af tonernes vibrationer der kærtegnede ham. De mørke, udtryksfulde bryn artikulerede hvor meget han indlevede sig i dette, og som den sidste tone lagde sig an, blev han pludselig opmærksom på rummet igen, og at han ikke var alene. 

 Klapsalver. I det Viktor forbavset kiggede op fra klaveret, fik fingrene ramt tangenterne i en forfjamsket taktløs tone, efterfulgt af et forskrækket brum nede fra hans svælg. Hvor længe havde han stået der? Pulsen steg en anelse i ham, og han kunne mærke at han følte sig ekstremt nøgen foran den anden. Når Viktor spillede for sig selv, var der noget sårbart over ham, noget han nødvendigvis ikke ønskede at dele med andre, men sårbarheden var blevet delt - og den lå i rummet som en tyk sky. 
 
 Viktor rynkede panden og blikket flakkede en anelse forvirret i den andens retning i det han forsøgte at orientere sig om hvem det nu lige var som gik ham imøde. Han havde set ham i klyngerne af mennesker i løbet af gårsdagens udskejelser, men aldrig hilst. Ikke officielt i hvert fald. Dog, gik det hurtigt op for ham, hvem den bifalende mand, med det bølgede levende hår, var. 
 "Hr. Lochtree." hilste han høfligt, men mundvigene krøllede sig op i en grimasse der antydede at han følte sig taget med hænderne i kagedåsen. Lettere forlegent kørte han sin hånd gennem de tykke krøllede lokker, og rettede sig en anelse på pianobænken, så han halvt sad overskrævs på den, med front mod Corinth. 
 
Nå ja, komplimenten. Den havde han næsten glemt i sin forlegenhed. 
 "Og tak - mhm." hånden faldt ned og tilsluttede den anden der lå i hans skød. Viktor rømmede sig før han sagde det næste, "Spiller De selv?" Spurgte han for at finde sit fodfæste på ny, og ikke fortabe sig i det faktum, at han ufrivilligt havde givet noget af sig selv til adelsherren foran sig. 

Det var et intimt øjeblik, og nok ikke noget der havde været nødvendigt at dele med verdenen omkring sig. Knægten begyndte at spille, og som flød der guld fra hans fingerspidser, vævede de lyse og mørke toner sig ind imod hinanden. Spillede op. Han glemte helt at lukke øjnene og nyde musikken. Som en bizar og modsat refleksion af Viktors fokus, havde de mørke øjne samme gnist til sig. Men ømheden var fjern, og smilet næsten sultent - han åd det råt. 
Hvorfor det nok ikke rørte ham synderligt, at forlegenhed ligeså stille og roligt krøb over den anden mand - knægts - lyse ører. Kært. 

Han var pænt klædt ud, med den lyse skjorte, velsat hår og natblå vest, og forekom alligevel utrolig lille sat ved siden af det store klaver. Med dæmpede, næsten lydløse skridt nærmede Corinth sig det flotte stykke håndarbejde, og følte en stille forundring over at han kendte hans navn. Kom hans omdømme ham i forkøbet? Det kunne betyde fantastisk mange ting, øjnene smalledes en anelse. Den behandskede hånd gled med en blid bevægelse over træværket da han kom indenfor rækkevidde, og fulgte det med fingerspidserne op til kanten af klaveret. "Klaver? Nogle gange hænder det, selvom tværfløjten er mit foretrukne" smilede han, og studerede kort pladsen ved siden af ham, men skubbede tanken fra sig igen. 
Med en påtaget undskyldning i kanten af sit smil, tappede han lidt på den olierede overflade. "De må undskylde hvis jeg forskrækkede Dem, Hr. Alryss. Det fortjente dog en applaus, har De selv skrevet det?" fulgte han lidt op med, og hævede glasset han havde fået lirket med sig til en tår af den røde væske.

 De nøddebrune øjne hang opmærksomt ved Corinth da han nærmede sig klaveret, og næsten kærtegnede det glatte træ med de behandskede fingre. Der var noget sensuelt ved berøringen, og Viktor kunne ikke lade være med at sænke blikket til den andens hænder, og i et uopmærksomt øjeblik, kigge betaget på fingrenes intime bevægelser. Han sank en klump, og følte sig for en stund ganske malplaceret, som tankerne drev i den retning. Stemmen hev ham tilbage til det lille selskabslokale. Viktor måtte blinke for at fokusere inden han mødte den andens blide mørkebrune øjne - blide men, så intense på samme tid. 

 Tværfløjte simpelthen, ikke noget Viktor selv havde givet sig i kast med før, men det var et nydeligt instrument. Så mange følelser og facetter der kunne fremføres.
"Pragtfuldt instrument." tilkendegav han med et mildt smil og anerkendene nik. Med denne information på sinde, betragtede han Corinth på ny. Han kunne se det; Adelsmanden lignede en der mestrede tværfløjten. Ligesom fløjtens toner, hang der et æterisk slør, sågar noget poetisk over den andens adfærd - men, jo mere Viktor betragtede ham med diskret omhu, var der også en tilstedeværelse af gennemborende dybde. Fascinerende. Manden foran ham var dagen til Frederik som var natten. Kontrastfyldte modsætninger, men begge kunne optage et rum på hver deres måde. Hmm.

 Undskyldningen der kom, måtte Viktor ryste lidt affejende på hovedet af. 
"De behøver skam ikke at undskylde." Viktor lænede sig hen til klaverets kant, men uden at presse på tangenterne. Den beklemte panderynken fra før begyndte at glatte sig mere ud, og ændrede hans grimasse til et mere vurderende udtryk som han så den anden an. Han smilte dog tilbageholdt før han forsatte, "Jeg ved faktisk ikke om jeg må være herinde, så - jeg troede måske at De kom for at smide mig ud." lo han dæmpet, på trods af sig selv. Hænderne i sit skød pillede lidt åndsfraværende ved hinanden mens han gnavede sig lidt tænksomt i underlæben og tilføjede så til sidst, "Det er lidt min egen fortolkning på musikstykker jeg har hørt. Såeh - på en måde, men ikke rigtig." Han trak svagt på skuldrene, men betragtede forsat den anden med mild interesse i et forsøg på at finde ud af, hvorfor han var blevet opsøgt af ham - udover applausen.

Selvom det hurtigt kunne fremstå som om at adelsmanden - ikke ulig mange af sine kammerater og kollegaer - var hævet en anelse over hvad der foregik omkring ham, var det en sandhed af flere lag. Selvfølgelig var han hævet over det, og indvendigt svarede han også på Viktors spørgsmål, selvfølgelig behøvede han ikke at undskylde. Men så længe de var fanget i rutinernes blåstemplede pister, ville det være svært at gå off-road. Ikke endnu i hvert fald. 
Men selvom Corinth hævedes over sine omgivelser, var han ikke uopmærksom på dem. Og alt hvad han kunne raget til sig, og dermed få med, blev sat til cementering senere. 

Såsom blikkets tunge opmærksomhed over hans hænder, det brændte næsten hans fingerspidser, og føltes i et kort sekund som noget forbudt at gøre imod klaveret, eller som var han utro imod sit valgte instrument. Eller hvordan det klemte, det tøvende, den lidt pressede mimik, langsomt åbnedes mere op i spirende interesse. Så langt så godt. Når Corinth varmede sig i øjenkontakten imellem dem, var han næppe den første til at bryde den. Tværtimod flakkede hans blik kun en enkelt gang nedad imod de fumlende fingre, førhen han smilede lidt mere 'forstående', og lænede sig lidt ind over det pæne instrument, albuen lagt afslappende til rette ved overfladen så vægten kunne fordeles skævt imellem ham og hans (sikket meget dyre) støtte. Som delte de en lille hemmelighed, da han sænkede tonelejet og ansigtet en smule. "Skal jeg være ærlig, virker det også som et mere aflukket sted. Måske man ikke må, jah?" løj han, men med et smil der ikke slæbte nogen seriøsitet eller anklage ind i rummet. "Men det kan godt være vores hemmelighed" blinkede han, drillede han, og rettede sig nok op til at tonelejet kunne blive normalt igen. 
"Din egen fortolkning simpelthen.." samlede han op på, og genkaldte sig ekkoet af de sørgmodige toner. Hvilket ligeså vel kunne være hans misinterpretation, men han kunne ikke slippe det. 

Sammen med det milde blik lirkede det sig ind i hans tankerækker, og pirrede nådesløst til hans interesse. Viktor havde placeret sig selv i en honningfælde, og virkede ikke hurtig nok til at stikke af, sådan som han blev siddende. Det var fristende at slutte sig til ham. Corinths ene bryn gled spørgende op. "Og Deres tanker? Var der overhovedet nogle, imens De sad og spillede - eller..." lige her talte Lochtree sønnen faktisk som en mand der allerede kendte svaret, noget undersøgende i den bløde stemme som fiskede efter mere, og hovedet gled lidt på skrå. "Misforstå mig ikke, jeg taler ikke om at være tanketom. Men musik - ikke ulig kunst - handler mere om følelserne end stregen og strengen. Jeg kunne se at de nød det; det var inspirerende" tilføjede han så, faktisk overraskende ærligt og krævede samtidigt ikke et svar fra den unge knægt. 
Han havde sikkert ikke et godt et. 
Men satte sig ikke endnu. Det virkede alligevel for grænseoverskridende, og den lille hare skulle ikke hoppe for hurtigt væk. 

 Det føltes helt forbudt at være i selskab med selveste Corinth Lochtree - om det var erindringerne fra de mange utilfredse sidebemærkninger hans far kom med angående slægten, eller de forskellige rygter han hørte blive hvisket i krogene om Lochtree familiens dyder - synder - spillede nok ind i den kondenserede fornemmelse der lagde sig om Viktor, som duggen lagde sig om græsset. Blodritualer, dæmonbesættelse og listen kunne forsætte. Men det var jo kun fordomme. Skulle der være den mindste smule sandhed i rygterne, var de sikkert at hente flere af generationer tilbage. Sådan noget var jo forbudt i nutidens krystalland, og Viktor kunne ikke forestille sig at et adelsnavn med respekt for sig selv, ville rode rundt med den slags. Og så, måtte Viktor indrømme, med sin unge naivitet, at der var noget spændende ved den mørkklædte herre's tilstedeværelse. Se med et øje, og lad det andet være blindt. 

 Så hvem er du, hvis ikke rygterne? Viktor tog en dybindånding gennem næsen for at optage den sidste mængde ilt der synes at blive taget fra ham som Corinth lænede sig frem. Det ene øjenbryn hævede sig opmærksomt mens manden talte, 'Men det kan godt være vores hemmelighed' - Og de føltes i sandhed som en hemmelighed. Der kunne høres jubel udefra, og Viktors blik flakkede forbi Corinths indtrængende øjne i et flygtigt øjeblik. De var stadig alene, ladt til dem selv - blikket vendte retur, og en nyfunden skødesløshed ændrede farven i de nøddebrune øjne, "Så lærer de vel at låse døren næste gang." Det var ikke en særlig høflig ting at sige, men stemningen drev ham derhen. Corinth virkede ikke som én der ville blive fornærmet på andres vegne, tværtimod. Der blev nærmest opfordret til - sådan en leg.

 Viktor lagde mærke til at hans foldede ærmer var gledet ned på den ene arm, og ganske uvilkårligt begyndte han at rette lidt på det igen, så de sad foldet over albuerne på ny. Han foldede altid ærmerne op når han kunne slippe afsted med det. Det mindede ham om nogen når han gjorde. "Mhm-hm." Viktor nikkede lidt åndsfraværende til kommentaren, der ikke rigtig kunne svares på, og fornyede sin siddestilling. Det ene ben hang ned fra bænken, mens det andet var svunget op så anklen lå i støtte på låret. 
 
 Grevesønnen trak lidt afventende i mundvigen som han lod Corinth tale færdigt. Til sidst lød det ikke som et spørgsmål der skulle besvares, men han kunne heller ikke lade dem hænge i stilhedens tavse hav. Inspirerende. Det var lige før Viktor rødmede. Når han følte sig set var det som om gnistre af fyrværkeri sprudlede fra hans indre - han dukkede hovedet lidt for at undertrykke glæden ved det, med et forlegent brum. 
 "Det er pænt af Dem at sige Hr." tænkte han var på sin plads at bemærke. Hvordan kunne manden foran ham lege med dæmoner? Absurd. "Og De har ret - følelserne og musikkens toner blander sig sammen og bliver til en enhed. Nogle gange bemærker jeg slet ikke at mine fingre bevæger sig på tangenterne." Han skævede ned på det hvide klaviatur, og strøg fingrene let hen over dem. Blikket løftede sig til Corinth igen, "Jeg formoder, at De vel må have det på samme måde, når De fordyber Dem i ting?" Spurgte han nysgerrigt og fugtede læberne overvejende. Corinth lod i hvert fald til at kunne sætte sig ind i hvordan kunst og musik kunne opsluge den der udførte dette.

Det var som om at et eller andet ændrede sig i luften, da Viktor så valgte at svare ham igen. 
Så lærer de vel at låse døren næste gang. Øjenkontakten forsvandt. Corinths læber skiltes tænksomt og han følte et stik af interesse, over det vovede mod der nu farvede knægtens nøddebrune øjne, da han vendte tilbage til ham. Et der lyste et så godt som sort blik op, med lydløs latter tindrende bagved mørket. Præcis, Viktor. Og han fik et underholdt smil som belønning. 
Den tone han slog an, lød malplaceret - nej forkert ord, ny - i den metaforiske melodi der ellers var forsat da Viktors sang døde ud og Lochtree sønnen trådt ind. Corinth kunne ænse den i udkanten af hans opmærksomhed, forsøgte at tage kontrol over den, og fulgte dens rytme som en gammel kending var familiær med de rigtige trin. Lod den styrer samtalen. Fordi det virkede til at han bed lidt på krogen. 
Imens junkeren rettede sin stilling lidt, gjorde Corinth sig det også mere komfortabelt for sig selv. Klaveret udgjorde en udmærket kant for den løse holdning, støttede op omkring den usynlige grænse der alligevel var imellem dem, og og vinglasset svævede afventende nogle centimeter fra hans ansigt, da han så ham tage imod de lette komplimenter. 

Ah. De var vidst på bølgelængde, og krøllerne rykkede sig forsinket med da Corinth nikkede, blikket fikseret på hans klaverfingres færd over tangenterne imens han talte, og tog sig selv en lille forfriskning af en tår, inden at han selvfølgelig svarede. Gemte det grimme i smilet, bagved hånden og glasset, da spørgsmålet ramte mere direkte end hvad knægten nok vidste. 
Fordi det kunne man vidst roligt sige. "Så sandelig" adelsmandens pupiller udvidede sig en anelse, heldigvis godt skjult af øjenfarven, som regel, og han rakte spørgende glasset ud imod Viktor, i tilfælde af at han ville smage men ikke ønskede at hente noget selv. "Her forleden gik det knap nok op for mig, hvordan timerne var fløjet forbi. Jeg satte mig til at male i den tidlige aftensol, og vågnede først op, da hendes gyldne stråler lagde sig ind over eftermiddagen" og han rystede opgivende på hovedet af sig selv, i jokens morende toneleje. De var vidst bare alle mennesker. 

Corinth slap glasset hvis han tog imod det, og nikkede spørgende imod pladsen ved siden af ham. Var der plads til en mere, eller havde han brug for klaverets usynlige linje og afstand? Han skulle nok lade være med at tage for meget af hans tid, her til eftermiddag. Men bare lige et par minutter, og på den dovne front, kunne det være trættende, jah kedeligt at stå tilbage i længere tid. 
Ikke medmindre han ville give en ny koncert, selvfølgelig. Det skulle han være den sidste til at stoppe, selvom han forsøgte at få ham lidt tættere på. 

 Der var noget ganske tilfredstillende ved at sidde og konversere med nogen der var et par år ældre end en selv, og lod til at more sig ved de ting man sagde. Det underholdende smil var som en kærkommen bekræftelse af dét. Viktor forstod det ikke helt, men han kunne lide øjeblikket de delte. En fælles vittighed som kun de to kendte til. Mundvigene trak sig op i et tilfreds smil, mens blikket hang lidt ved de nænsomme fingre der før havde kærtegnet klaverets overflade der nu omsluttede vinglasset, som holdt han og værnede om en rose. De nøddebrune øjne gled videre for at analysere Hr. Lochtree, skønt tøjet manglede farve, var han langt mere farverig end de ellers nydeligt udklædte gæster på Ædelborg, der, når man kom tæt nok på, osede af kedsomhed og manglende kant. En ganske illustrativ og særlig mand, der lyste op blandt søjler af matte, todimensionelle mennesker; Det var sådan Viktor så Corinth Lochtree for sig. Han virkede så upåklageligt som sin egen. 

 Viktor blev en smule overrasket da Corinth bød ham sin drink. Kunne man sige nej? Ja. Skulle man? Nej, det kunne han vel ikke være bekendt. ville ikke være det bekendt. Det var det alt for spændende til. Man kunne se tvivlen spille over de nøddebrune øjne der langsomt ændrede sig til brav beslutsomthed - blikket flakkede op til Corinth, inden han, ganske nonchalant, men med et taknemmeligt nik tog imod det. Det hele føltes så vigtigt, men det var bare en ubetydelig handling. En venlig gestus delt mellem to mænd. En ung mand og en mand. Fingrene kunne ikke undgå at mødes i udvekslingen, og stoffets handsker føltes blidt, men hemmelighedsfuldt på samme tid da det rørte ham.  

 "De maler?" Han løftede brynene i en spæd grimasse af beundring for den anden. En spirende interesse for Corinth Lochtree rodfæstede sig i Viktor, som ukrudt i et velplejet blomsterbed. Skønt, deres samtale blot havde varet ganske få minutter, som var det dråben der ramte havet, kunne han fornemme, at de to havde mere tilfælles end hele Ædelborg til sammen. Og når man fandt sin åndsfælle, blev man mere tilbøjelig til at sænke paraderne. Viktor løftede endelig vinglassets kant op til læberne, uden at fjerne sit blik fra Lochtree, og tog et lille modigt sip af den røde væske. Det virkede temmelig grænseoverskridende at dele indholdet med en mand man lige havde mødt, men han tog det hele med sig - som en del af oplevelsen. Hjertet hamrede fascineret.

 Nu bemærkede han hentydningen af hvad det lille nik mod ham betød. Corinth ville sidde? Viktor følte sig næsten helt uhøflig over ikke at have tilbudt det fra starten. Han pressede læberne sammen og skuttede sig bag ud så der ville være plads til dem begge. Der var ikke meget plads, men det kunne lade sig gøre. "Ah ja, Værsgod." sagde han lidt omtumlet, og sørgede for at væsken ikke flød over ved bevægelsen. Han tog et hurtigt sip igen, og rakte glasset tilbage mod Corinth, når han fik sat sig. 

Det havde været en vovet beslutning, sådan at række sit glas frem uden videre. Tilbyde ham lidt, både for stemningen og for dem. Se det havde andre gange endt i ren fiasko, og med et kritisk blik havde de skubbet hans selskab et godt stykke væk, og i alt hastværk søgt væk. Grænser, og som en kæmpe smaddersten prøvede han at både hamrer og ødelægge først, og snige sig igennem revnerne til sidst, hvis han da kunne. Og når de så ikke trak sig? 
Det virkede virkelig ikke som om at det betød meget for Corinth, fordi gjorde det nok i virkeligheden heller ikke. Men det var en detalje han hæftede sig ved, og huskede. Han tog så skødesløst imod det, og det fik ham til at søge mere. Corinth kunne ikke lade være med at betragte hans unge ansigt med en grad af smigren, da han hørte den spæde beundring, og varmede sig ved den. Samtidigt tog Viktor en tår. I hvert fald den første tår, og han satte sig, ved pladsen der blev ledig. 
Om han malede? "Blæk, helt specifikt. Kul og bly kan bruges, men mit speciale er blæktegninger og malerier" der var noget overvejende uskyldigt over emnet,  og Corinth tog imod vinglasset da det blev sent retur, ikke videre tøvende i at tømme det lidt mere. Og måske heller ikke bevidst om den iver der faktisk blødte igennem ordene, når han talte. "Portrætter, livet, øjebliksbilleder.. det er vidst lettere at vise, en dag, men blækbilleder i bevægelse, summerer det op. Det giver mening når du ser det" tilføjede han lidt uddybende, men skråsikker på selvfølgeligheden i ordene. Det var ikke hvis, det var når. "Og.. De gør også?" Corinth løftede spørgende det ene bryn, da han til sidst 'antog' lidt om hans situation.
Men med henblik på at han udmærket vidste at det her emne interesserede Viktor - at han havde set ham sidde og tegne skitserne, opstøvet den interesse fra løse erfaringer - tog han nok nogle knap så uskyldige forhåndsregler. Men det var en del lettere, end hvis man skulle starte fra bunden hver eneste gang. 

Han - Viktor - måtte vise ham sine skitser en dag. Adelsmanden var sikker på at de måtte være gode, med den tid han lagde i det. 

Så, både musik og kunst... en ung mand af mange talenter. Det var ikke atypisk, men stadigvæk beundringsværdigt, hvilket i sekunderne efter var til at ane i hans lyse ansigt. Foran ham forsøgte han, uden at tænke for meget over det, at krydse benene, det ene gled over det andet.  Og havde heldigvis nok plads imellem stolen og væggen, til at det ikke var helt umuligt. Men han nød den lille bobbel, som cirklede sig ind på dem, han havde en pæn stemme, og blokerede de larmende lege fra udenfor. 

 Der var to igangværende tidslommer på spil inden for Ædelborgs mure; der var Arys slægtens evige hyldest til kærligheden, og så var der deres - Viktor og Corinth - skjult for omverden, i fordybet snak om passion. En evig hyldest til kærligheden for kunsten. 
 Den spæde plads fik ham til at ændre stilling - han fandt det ikke passende at sidde klods op ad den anden, og rykkede sig således at der var en hånds-bredde mellem dem. Viktor strakt benene frem for sig, og lagde det ene ben over det andet så de krydsede ved anklerne - lige netop så støvlernes snuder kyssede væggen. Side om side sad de, og Viktor lyttede med omhu til det Corinth fortalte om sig selv. 

 Blæk - det var en genre. Mandens ellers romantiske sprog, var en kontrast til det sigende mørke der fandtes i blækken. Kul og bly. Skygger. Det fortalte noget om den anden; Sort reflekterede en del ting for øjet der ser; En sofistikeret elegance, magt og status - Viktor så disse ting når han så på Corinth - men disse var alle sammen beskrivende adjektiver der kunne spottes af de fleste. Mørket, bragte også det okkulte med sig - det æteriske aspekt som Viktor fornemmede tidligere - skulle rygterne tale sandt, var blækken - den sorte farve - en medvirkende faktor til at understrege ondskaben, sågar død, der hang over Lochtree slægtens ry. Eller også elskede Corinth bare blækkunst. Det var selvfølgelig alt sammen metaforiske gisninger, og uddrag fra en ung adeligs overvejelser, og der lå sikkert ikke noget dybere end hvad han skønnede at udtrykke med sine billeder. Corinth var en sort tulipan. 

 Men så sagde han billeder i bevægelse, og Viktor skævede hen på ham. Det giver mening når du ser det. Han rynkede panden en anelse, bed ikke mærke i selve sætningens betydning af når og hvis - for han begyndte at tænke om Corinth brugte magi. 
 "Så Deres billeder er i evig bevægelse?" spurgte han med nysgerrig påpasselighed, "Bruger De magi?" og han håbede at den anden ikke ville kunne se den nagende skuffelse der sad i ham ved faktummet. 

Viktors reaktion på spørgsmålet indikerede at Corinth ramte plet - kunne han, ville han male hele tiden. Han så væk fra den anden og gned læberne mod hinanden.
"Jeg holder af musikken, men kunst.." Han tog et længselsfuldt suk ind før han sagde mere; "Jeg elsker dét. Min drøm er at blive kunster og anerkendt for det." Viktors hjerte bankede for det. Hans blik var blødt op når han talte om det. Sjælen, blottet for sine inderste håb og drømme der lå til åben skue for den anden. Viktor mærkede hans kinder blive varme - denne oprigtighed var ikke en han som sådan havde delt med nogen før. Måske med Frederik, men aldrig så åbent alligevel. men stien var lagt for ham, paraderne sænkede sig og låsen lirket op. Spøjst, hvordan han ikke selv lagde mærke til det før nu - men, det var nemt at knytte bånd med en åndsfælle. Og Corinth, var vel om noget, en ligesindet? 

 Af hvad man ellers skulle tro, så var der noget ganske behageligt ved Corinth Lochtree - det var næsten så Viktor fik lyst til at spilde alle sine hemmeligheder til ham. Næsten. Men det ville ikke nå så langt, ikke som et bevidst valg hvis om noget. 

Det var en stærk stereotyp, hvordan alt syntes at kulminere tilbage til en rod af mørke. Men hos langt de fleste i familien... var den som regel også bekræftet. Hvis ikke handlingerne fra tvillingeparet kom ham i forkøbet, ville det være et fejltrin i offentligheden. En lidt for gennemgribende konsekvens. Utilsigtet eskalering. De sorte hænder, noget der også nogle gange føltes som et ildevarslende familietræk, var ikke vasket rene fra hverken handlinger eller intentioner. Hvilket nok var en delt skyld. 

Men lige nu, virkede de til at gribe muligheden for at sætte sig selv - jah i virkeligheden nok dem alle - i lidt bedre lys, ved en så almindelig samtale som denne. Så noble tanker fyldte naturligvis ikke mest, når han mødte det nysgerrige spørgsmål fra Viktor. Men det var rart at minde sig selv om det, som en form for selvretfærdigelse. 
Og det var joh ikke fordi Alryss knægten søgte væk. Tværtimod, virkede han ret interesseret i den løse samtale, i ham, og havde også fået en lidt mere undersøgende side frem i Corinth. Selvom der nok var en håndsbredde, måske endda mere imellem dem, føltes den mere høflig end nødvendig. Armene samledes på de krydsede lår, lyttende, inden at han uden tøven nikkede. "Selvfølgelig, ellers tror jeg næppe det ville være muligt" smilede han, og virkede ikke til at bide mærke i skuffelsen over den indrømmelse. Selvfølgelig kunne han magi, ingen indenfor familien var noget, foruden. Han kædede det dog ikke sammen med evneløshed. 
I sidste ende, så fokuserede han sjældent på andres potentielle evner. Det hævede dem sjældent på den indre rangliste. 

Men Corinth var alligevel nok af en menneskekender, til at høre en form for bro imellem det første spørgsmål, og den efterfølgende indrømmelse. Viktor talte om store drømme, om anerkendelse, om fremtiden. Og ordet virkede da også til at resonerer med ham. 
Han læende sig derpå en smule konspiratorisk tilbage, et undersøgende, lidt spørgende glimt i det mørke blik over knægten. Der var en.. gnist i stemmen. Naivt håb. Han virkede virkelig som en stjerne, så oprigtig fremstod han med tanke på sine ønsker og... 
Corinth rakte ham opfordrende glasset igen, det føltes som et tidspunkt han burde skåle for sig selv på, og adelsmanden lænede sig atter lidt ind. "Viktor af Alryss - du giver ikke op på dine drømme, vel?" et retorisk spørgsmål, og det meste af det var poetisk pladder.  Billige point. Men noget sagde ham, at han godt kunne mimikkere den oprigtige tone, der listede sig ind i de bløde ord, da han prøvede at gøre dem dus. "Du har en stjernesjæl. Husk at skærm den - men nær den også. At satse stort, er ingen synd" 

 Ligesindet i kærlighed til kunsten og passionen der deri fulgte med. Men, magi - Viktor mærkede kortvarigt et stik af følelsen fra at stå alene tilbage og se på sine søskende, med forventningen om at evner, i samme forstand, tilkom ham. Men det kom aldrig. At blive overset, sammenlignet, og de løftede øjenbryn til hvorfor han mon var blevet sprunget over - til hverdag artikulerede han det ikke - men det nagede ham, inderst inde gjorde det. Ligegyldigt hvad han foretog sig - uanset hvordan han dygtiggjorde sig, kunne det ikke hamle op med magi. Han kunne ikke hamle op med magi. Han ville blive overset igen. 

 Viktor nikkede tavst, mens han vippede sine fødder åndsfraværende, en smule opslugt af egne tanker, og ingen tanker på samme tid.

 Det havde dog intet at gøre med Corinth Lochtree og alligevel, følte han sig forrådt bag alle krøllerne og de mange lag af det prægtige tøj han bar. Barnligt, virkelig;  Hvordan det pludselig betød noget at manden, han forinden kun havde kendt ved navn, brugte magi eller ej til at udføre sin kunst. Viktor så ned på sine hænder og opdagede at de havde knyttet sig. Han løsnede grebet, efterfulgt af en sagte udånding da han blev opmærksom på at han glemte at trække vejret.

 Og samtalen faldt på ønsker og drømme, og skuldrene slappede en smule af igen da den brændende misundelse lige så stille begyndte at fordampe ud af ham lige så hurtigt den var kommet. Glasset kom ham atter i møde, og Viktor studsede kort over det - men tog imod den på ny,  som var det en vanlig ting hos dem. Viktor trak lidt ved mundvigen da Corinth lænede sig frem til ham - han tænkte slet ikke over den spæde afstand de havde og hans nøddebrune øjne betragtede den anden, faldt i hak med de mørke øjne, og spejlede sig næsten i dem. Hvordan så Corinth ham? Og hvorfor betød det noget. Glassets indhold blev slynget rundt i blide cirkler, og han tvang blikket ned i den røde farve - et kort øjeblik skræmt ved tanken om at adelsmanden ville se for meget. 

 Viktors fulde navn forlod adelsmandens læber, efterfulgt af en blid bøn om at forfølge sine drømme. Han sendte den anden et sky smil, mens han rynkede panden. Oh - uhm. En stjernesjæl? Ordene faldt på et tørt sted og Viktor sugede dem til sig som var han en svamp.
 "Mhm." Brummede han tænksomt efterfulgt af et blidt fnys, og han så frem for sig med et forlegent smil hvor læberne dansede svagt henover hinanden. Blev de lige dus? Smilet voksede langsomt.

  "Jeg ynder at skabe malerier der er så betagende for modtageren, at de vil fremstå som levende - uden brug af magi." Hævdede han, og med det sidste, som en lille sidebemærkning til Corinth, måske endda en smule næsvist af ham. Glasset hævede han til sine læber, men før han drak, bøjede mundvigene sig op i en skælmsk grimasse i det han kiggede på Corinth ud af øjenkrogen. Viktor kunne ikke dy sig - og da situationen syntes at blive for dyb ligefør- blev han nødt til at mildne den en anelse. Han løftede kortvarigt glasset til en lille flabet hyldest, men øjnene gnitrede varmt fra erindringen af den andens ord. At satse stort er ingen synd. Den røde væske sivede nu ind mellem de lyserøde læber i et større omfang end bare et sip, men selvfølgelig med nok selvbeherskelse og pli til at han ikke tømte glasset. 

Det var altid lettere at sige jah anden gang. Og mere modigt, eller i hvert fald talt mere varm i selskabet af hinanden, betragtede Corinth ham slynge det lidt rundt i glasset, lidt tabt i tanker. Han virkede som en der havde noget at bevise, og ikke nødvendigvis i forhold til alkohollen eller stedet her. I blikket lurede ung arrogance; et mod på verden og det føltes dragende.
Han var ikke ligefrem introvert, men hvorfor trak han sig sammen? Det var svært at lade være med at bemærke, sådan som det satte sig i hans hænder og holdning. Men kommenterer det? 
Det gjorde han ikke. 

Det var ikke hans anliggende - i hvert fald ikke endnu. At holde det overfladisk var den rigtige indgangsvinkel, og med et forundret udtryk hørte han den selvhævdende kommentar, næsten som en lille stikpille rettet imod ham den her gang, og hans afhængighed af magi. Jah? Det kunne han godt le med på. Det var trods alt en arrogance der klædte ham, og Corinth rullede lidt opgivende med øjnene, men lod ham have øjeblikket, og bukkede hovedet lidt. "Jamen i dét tilfælde-" og han slog en lille bevægelse med hånden for næsten at illustrere en lydløs fanfarer med pegefingeren, til Viktors skål. "Så glæder jeg mig til at se det. For de kommende malerier af ren talent og..." 
Det var ikke alle der var født med evner, og det burde nok ikke farve adelsmandens syn på den anden. Men alligevel kunne Corinth føle en hånende lille muskel trække den ene mundvig op. Nok ikke meget mere end et sekund imens han stadigvæk kiggede ned, førhen hans blik gled op igen. Og han lænede sig i en rolig, men sikker bevægelse frem og greb fat om Viktors hånd, den anden med som assistance lige bagved, da de lagde sig om hænderne. 
Det var dog primært for at få fat i vinglasset - han havde været god nok til at efterlade noget, men det blev gjort med et lidt smørret smil, og en hvis selvsikkerhed bagved sig. Som vidste han at det nok ville overraske ham, når han prøvede at liste det ud af hans hænder, og at han egentlig fandt det lidt sjovt, skulle det ske. Egentlig bare starten på en impuls, som han ønskede at drukne i resterne af rødvin. 
Men også som et mere drilskt modsvar på den næsvise bemærkning, Corinth prøvede selvfølgelig altid at få det sidste ord, da han - med eller uden glas - lige satte krølle på det flyvske, vigtige emne. ".. vel også for dig, jah?" Det skulle nok være interessant, om han stadigvæk sad fast i eller andet hverdagshul ude i fremtiden. 

Øjeblikket varede nok ikke mere end et par sekunder, førhen han mindede sig selv om omgivelserne, og ikke mindst tidspunktet på dagen. Det ville nok være underholdende at se Viktor helt forfjamsket, skulle nogle komme ind og se dem dele rødvin som var det et kantstensbal. Men det ville ikke være særligt gavnende, og han lænede sig derfor lidt mere sømmeligt tilbage, et relativt ubekymret smil om læberne, men selvfølgelig ærgerlig over at glasset nu var tomt. 

 Corinths stemme havde en behagelig dybde - dæmpet, men tog sin plads, og sin tid; Aldrig forceret, men med sofistikeret overvejelse der fyldte rummet som røg der spredte sig i krogene; Uundgåelig at lægge øre til, skulle man ønske andet. Og Viktor lyttede med omhu, lod ordene kilde gangene ind til hans væsen, mens han skulle til at sænke glasset. Læberne nåede netop at skilles fra det krystalklare glas da Corinth's hænder greb om Viktors. Et overraskelsesangreb; den unge grevesøn havde ikke set det komme. Et forbavset gip kunne anes i musklernes pludselige spænding.  Blikket flakkede forvirret, og søgte i tavshed svar, over den pludselige grænse der blev overskredet mellem dem og hvordan Corinth langsomt indsnævrede sig hans intimsfære. Skønt der ikke var andet end et roligt temperament over måden hvorpå den anden lænede sig frem og tog fat om de unge adelige hænder, var der en skjult kant af dominans. 

 Men Viktor bød det velkommen - i deres lille bobbel - denne lille drømmeverden de to havde skabt ved klaveret. Viktor havde ingen idé om hvor det førte hen, andet end at det var en leg. En leg, i denne uendelige tidslomme indtil den brister og hverdagen atter omfavnede ham - dem. Hvorfor ikke bare give sig hen i øjeblikket når hensigten alligevel var uskyldig? Ligesom det impulsive ved kunsten der skabes, af følelserne man rummer, i sekundet penslen rører lærredet. Ligesåvel, skabes øjeblikke af den impulsive nerve med noter fra hjertets spæde banken. '..vel også for dig, jah?' Det gik ikke op for Viktor hvornår han fik sluppet glasset - et eller andet sted i fascinationen, og dykket ind i den andens dragende blik han uvilkårligt tog, gjorde ham uopmærksom. Fornemmelsen fra de sorte læderhandskers berøring, der føltes som kyssende suk, sad stadig på hans hud, og den kildene prikken skabte røre i vandet og afslørede gåsehuden der trillede op ad hans bare arme, som myrere på vandring. Øjenlågene sænkede sig tungt i den trance-lignende følelse der lagde sig om ham som et slør - og det varede kun ganske kort, inden han måtte blinke for at fokusere og komme til sig selv. Læberne var sammenklemte, et koncentreret udtryk i de nøddebrune øjne som han prøvede at finde hoved og hale i hvad Corinth og denne samtale gjorde ved ham. 
 "Tak, Hr. Lochtree." kom det forundret fra ham, overrasket over hvordan han havde mistet mælet. En spæd nikken fulgte efter for at gøre op for de manglende ord. 

 Blikket faldt på glasset, efter dette blev tømt. "Beklager, nu har du ikke mere vin." konstaterede han, med en mild undskyldning siddende i mundvigene. Øjenbrynene rynkede sig lidt overvejende op - hvad kunne der gøres ved det? Det lå lige på tungen til at sige De - og han måtte krølle munden for at gøre dem dus. Hvad var dog hensigten med at gøre dem dus? Det var adelsmanden der havde startet dette. Den unge grevesøn tænkte det som en flygtig tanke, men stoltheden overtog pladsen i stedet. Opmærksomheden var kærkommen. Også selvom han var en Lochtree. 

Det var også lidt tragisk hvordan at melodien der havde inddraget ham i første omgang, potentielt kunne gå hen og blive så anderledes. Han vidste måske ikke helt hvad han var gået ind til, da Viktor spillede alene i rummet, men han begyndte at ane hvad han kunne gå ud med. Og et eller andet hang fast i opmærksomheden på Corinth. Melodien - den havde lydt ensom. Og det kunne meget vel være ham der læste alt det forkerte i det. Eller nok også det bizarre fokus der havde cirklet ind om Viktor, når han minutterne efter - ikke - havde skubbet Corinth væk. Og han kunne ikke lade være med at tænke; med ham ville han ikke være ensom.
De ville kunne skrive en fin symfoni. Og så rive den fuldkommen i stykker bagefter.

Danse på resterne - han ønskede at male billeder som kunne betage verden? Langt de fleste blev skrevet ud af smerte, ikke solskin og stjernesjæle. Han skulle virkelig ikke takke ham allerede. 

Corinths blik låste sig ved det koncentrerede udtryk, og bekæmpede den efterfølgende trang til at klukke lidt sagte. Fordi han så målløs ud, og det var fair, smigrende. Det her var nok også lidt mere løs omgang med ord og handling end der var almindeligt, og en eller anden grad af påpasselighed mindede ham om ikke at stramme citronen alt for meget. Det var bare svært at lade være. 
I stedet for at le af ham, grinte han lidt med ham og løftede inspicerende glasset op imod lyset sekunderne efter. "Det ser ud til at du har ret" sukkede han lidt teatralsk, og satte det fra sig på kanten af klaveret. Melodien var ovre, eller i hvert fald sat i pause, og han rystede håret en enkelt gang med den nu frie hånd, rettede på halstørklædet i rutinerede bevægelser. "Jeg må nok også erkende at jeg har et sted jeg burde være lige nu. Så nu har jeg hverken mere vin, eller mere tid" en ærgerlig situation, virkelig. En del af ham ville gerne blive siddende, men så igen..
De skulle nok ses igen. Det var han sikker på. 
Og han gjorde antræk til at rejse sig, da benene af-krydsedes igen. 

 Viktor trak skævt på smilebåndet da han så på Corinth betragte det tomme glas i hånden. En skam, og han ønskede næsten at han havde sit eget glas han kunne tilbyde den sorte tulipan. Brystkassen hævede sig som han tog et lille sug ind gennem næsen, og pustede det lydløst ud igen. Gåsehuden var lige så stille forsvundet - men en summende fornemmelse af ærgelse gnavede i ham, da han godt vidste hvad der kom nu; 'Så nu har jeg hverken mere vin, eller mere tid.' 
 "Jeg skal ikke opholde dig mere." svarede han mildt, og rettede sig, som den anden kom op at stå. Han fulgte ham med øjnene. Overvejede om han skulle sige noget - eller afholde ham fra at gå. Bare lidt endnu - Viktor var ikke færdig med at lære om manden i blækhuset. Men katten havde taget hans tunge.

 "Viktor?" En autoritær, velkendt stemme lød bag dem, og synet han blev mødt af - var et af vantro forfærdelse da han fik øjenkontakt med sin far. Hermod af Alryss' brune øjne slog gnister da han sendte et afmålt nik til Corinth Lochtree som hilsen. Det var med nød og næppe en hilsen. I det mindste anerkendte han den andens eksistens. "Hr. Lochtree." Der var tilbageholden afsky i tonelejet, og uden at bevæge hovedet, flakkede blikket skarpt hen til sin søns, "Kom her." han gjorde en let viften med hånden hvor pegefingeren gennede ham hen til sig. 

 Viktor skulle til at himle med øjnene, men lukkede dem hårdt i inden han rejste sig modvilligt. Han sendte Corinth en sammenklemt grimasse, og kørte hånden igennem sine mørke lokker.
  "Jeg skulle bare have en pause - og Hr. Lochtree var så venlig at holde mig med selskab imens." forklarede Viktor nonchalant, men selvfølgelig stadig med respekt for sin far. Hånden kørte langs klaverets kant som han gik forbi det og mod udgangen. Skønt Viktor havde arvet sit unge ansigt fra grevinden der var hans moder, var det dé mørke, krøllede lokker han havde arvet fra sin far, som en tro kopi. En flygtig lok sad i panden i Hermods ellers tilbagefriserede hår.

 Hermod af Alryss så tilbage på Corinth, og klemte øjnene sammen bag de runde briller, og kørte overvejende sin hånd gennem skægget, og lagde sin frie på Viktors skulder - beskyttende, som en høg. "Javel." sagde han afmålt, og blikket var iskoldt. 
"Nyd festlighederne, Hr. Lochtree." Og det var det - med det samme vendte han om på hælen og fik drejet Viktor med sig. Den unge grevesøn, sendte den anden et flygtigt blik over skulderen, i forsøget på at få det sidste med af ham. Mundvigen trak sig beklageligt ud til en lige streg, og så så han væk. Men som den sidste spæde gestus - deres sidste lille hemmelighed de ville dele, tog han sin hånd lidt bagud, og vinkede diskret til Corinth. Som et slags, vi ses.

 Deres møde var ikke mere end et intermezzo - et mellemspil af lettere karakter - der muligvis, men ikke nødvendigvis, var en mindre vigtig episode i et forløb af begivenheder der ville finde sted. Et pusterum, fra det større hele, og Viktor lod sig tage til takke med dette. En fase, hvor de havde udfyldt hinandens pause fra larmen der foregik på den anden side af væggen. Men det var ikke et punktum, det var en parantes. Men ville der komme noget efter - En overgang til noget større, eller ville det blot opløse sig som blæk der blandede sig med vand. Fascinationen som Viktor havde fået for den anden, smagte af dårlig samvittighed - men det var ikke den samme form for fascination som han havde for Frederik - dette var.. som at se op til en lærermester, af en slags.

 "Jeg vil ikke have at du mænger dig med den slags dæmonpak." Afskyen var nem at høre i Hermods stemme da de blot var kommet ud på den anden side af rummet.
"Far - Han kan jo høre dig." Viktor så i vantro op på sin far - at han kunne finde på at opføre sig så uhøfligt forbavsede ham mildest talt. Han havde sine fordomme, men han behøvede ikke at lufte dem foran manden han foragtede. 
"Det er så sandelig også hensigten."  

 De forsvandt udenfor til de andre gæster.

På den måde Corinths - ikke skuldrer - men øjenbryn overrasket hævede sig, kunne man næsten ane at han havde hørt det toneleje før, og med et glimt af latter bed sig i tungen. Viktor? Nu var hunden løs. 
Knægten var selvfølgelig den første til at kigge op, og det udtryk der dansede over hans kønne ansigt, var næsten ikke til at tage fejl af. Det var tydeligvis ikke godt. Han kunne næsten samle den vantro, nej, den afsky der var i luften, op med en kagegaffel. Den bød ham at dukke sig skamfuldt, men virkede... næsten kun til at live ham mere op, da han endelig drejede sig imod deres forstyrrende element. Hvem kunne få Viktor til at næsten himle med øjnene på den måde? 

En autoritær skikkelse, en han mente at have set før. Hvad var hans navn nu...
Blikket slap hurtigt den ellers lidt vigtigere mand i rummet, og landede på junkerens skikkelse, hastigt på vej væk. Han bebrejdede ham det ikke. Men han kunne sværge på, at den langsomme afsked næsten reflekterede hans første entré ind i rummet - hænderne dansende over kanten - og følte en prikkende fornemmelse af velvilje trække læberne op. De lignede hinanden nok til at være i familie, skulle man antage noget, og Corinth drejede sig langsomt imod det stive betræk af en far, en enkelt hånd på klaveret han sad tilbage ved. "Også til Dem, Hr. Alryss" smilede han tilbage, og lod fingrene køre en smule over de tangenter han havde efterladt, et blik på den vinkende hånd der lidt mere varmt tog afsked. 
Knap nok ude af døren, og før han kunne nå at reagere, hørte han den den formanende tone. Dæmonpak. 
Og lidt overvejende ramte han tilfældige toner af disharmoni, et lidt fjernt blik i kommentarens vægt. Det havde været en kort fornøjelse. 

-------

Det skulle nå at blive nogle timer hen af aften, førhen at Corinth kunne få et ordentligt øje på junkeren igen. 
Resten af dagen var hurtigt passeret i løse hilsner, tilfældige lege og gode mængder mad og drikke, førhen at aftenens lys-show og fyrværkeri gennede gæsterne mere udenfor - alle skulle se  nattehimlen farvet op af magi. Stående sammen med nogle af de lidt højere jævnaldrende, var der et anerkendende glimt at spore i det lidt berusede smil, og han lænede sig lidt mageligt, tæt, ind til den højere Sirell. "I kommer aldrig til at få råd til sådan noget her" hviskede han lidt provokerende til den anden mand, der med himmelvendte øjne skubbede ham lidt væk, Corinth leende imens. 
Bevægelsen fik ham til at spilde en god del af sit glas - noget der heldigvis ikke gik ud over dem på hans vej - og med et lidt skuffet blik på den lave beholdning af væske, prøvede han først at se om Sirell ville dele (selvfølgelig ikke), inden at han affandt sig med at finde et vinbord. 

Men der var efterhånden relativt tæt af gæster. Særligt dem der ønskede at blive ud til de senere aftener, og nu med løs latter puffede en ud af fastlåstkurs, og af og til forsvandt væk i Aryshavens labyrintede, fine, velplejede passager. Selvom han efterhånden ville mene at han var erfaren i at navigere dem, og borghavens fulde mylder, formåede han alligevel at blive puffet en smule ud af kurs på sin vej. Men held i uheld; ellers havde han nok ikke spottet Viktors siddende skikkelse, alene på en af havebænkene. Helt alene? 
Det virkede ikke som et familiested at sidde, og efter at have observeret ham i nogle afventende minutter... endte Corinth med endelig at nærme sig, hænderne gemte i lommerne og kraven slået mere op for at skærme imod kulden. 
Men med et imødekommende smil, da han på den anden side af gaden tippede hovedet på skrå, og ventede på at han spottede ham i aftenen. Og med et lille sigende vink at få ham med, da et mægtigt brag trak alles opmærksomhed imod himlen, for at få ham væk fra det hotspot han havde sat sig ved, når han endelig fik øje på ham. 

Viktor tilbragte resten af eftermiddagen med sin familie. Og skønt han elskede dem, havde det været en større udfordring i sig selv. Hermod ville ikke diskutere med Viktor om den lille hændelse ved klaveret; hvis man da kunne kalde det en hændelse. En samtale - en alt for kort samtale - der alligevel havde gjort nok indtryk på Viktor til at han forsøgte at genkalde nogle af de fornemmelser han havde mærket i Corinth Lochtrees nærvær. Han kunne ikke komme udenom, at han var frygtelig betaget af ham. Men selvom Viktor gerne ville forsvare sit nye bekendtskab, blev det for døve ører.
"Han virker ikke så slem som du siger-" 
"Din dømmekraft er på ligefod med et barns." Afbrød hans far ham for at sætte ham på plads. 
Av, Viktor pressede læberne sammen i forsøget på ikke at se for irriteret ud, og stirrede frem for sig som de trådte ud af bygningen og hen til kroket banen hvor familien stod.

Hermod forsatte; "Min søn, rygterne er ikke bare rygter for ingenting. Lochtree slægten er slanger der ligeså vel kunne yngle med dæmoner. Du skal ikke omgås dem." Stemmen var stålsat. Han lød som en mand der vidste hvad han talte om. Men det gjorde han ikke. Viktor rynkede brynene lige så seriøst, som sin far da han så ham an. Der var mange ting han ville sige; og ja -- måske, manglede Viktors dømmekraft kant fra tid til anden, men at basere en person ud fra deres rygter uden at kende dem, var som at sige nej til en god bog, bare fordi forsiden var grim. Det ville Viktor ikke. Viktor måtte bare erkende at hans far var for farvet af rygternes grimme hvisken til at han kunne ændre mening ved denne samtale. Så Viktor nikkede tavst for at føje sin far, og samtalen derved kunne ende - det syntes at være sagen uvæsentlig, hvad Viktors mening var alligevel. 

 Solen var pludselig gået ned, og timer var passeret. Alryss vandt den korte kroketturnering, og fra tid til anden havde Viktor forsøgt at få øje på Corinth i mængden. De gange han prøvede at nærme sig ham, med en eller anden smart bemærkning, var der kommet et forstyrrende element og trak ham væk. Hver eneste gang. Efter utallige snakke med vigtige mennesker, og deres døtre - var det først efter middagen, og et par danse hvor det endelig lykkedes ham at snige sig væk. Viktor var på sit fjerde glas vin, hvis man ikke talte det med, han havde delt med Corinth, og havde placeret sig en smule henslængt i en bænk ganske afsides fra gæsternes samlingspunkt for at nyde aftenens begivenhed. Fyrværkeri. Men Viktor kunne ikke se ham nogle steder, og havde til sidst opgivet at lede og så blot ganske åndsfraværende mod himlen der blinkede.

 Det var først da lysets farver skød højt på himlen og malede sine omgivelser i det bragende knald af en fanfare, at Viktor fik øje på ham. Viktor hævede blikket, og betragtede manden der stod et stykke fra ham. De nøddebrune øjne i dyb koncentration da de lagde sig på Corinth Lochtree, som hvis han forsøgte at lirke ham op - forstå - hvad det var med ham, med dem. Viktor spottede hånden der lokkede ham hen, Og ganske diskret skævede den unge adelssøn hovedet langsomt fra side til side, for at se om nogen ville opdage dem inden han gjorde anledning til at rejse sig fra bænken. Mundvigene trak sig op i et frydefuldt smil som han forsøgte at tilbageholde. Hjertebank - det var spændende, og føltes som en farlig hemmelighed der ikke måtte afsløres. Viktor gik med påtaget skødeløshed hen til manden med sit blakkede ry - mens øjnene fra tid til anden flakkede vagtsomt mod menneskemængden. Men alle var optaget af himmelshowet over dem. Den ene hånd lå i bukselommen, mens den anden havde et fint tag om vinglasset han havde nippet en smule til. 

 "Hej." sagde han med blød stemme og det trak i hans mundvige. Alt henlagde sig i mørke et øjeblik da farverne på himlen ebbede ud - de stod som silhoutter foran hinanden, før et nyt brag hørtes og de atter blev lyst op.  

Det var med en hvis grad af intention, at Corinth havde dukket nakken i timerne op til nu. Han var ellers ikke kendt for sin tålmodighed, og alligevel var det som om at han fandt en endeløs karaffel af velvilje, at drikke af, når det handlede om ventespillet. Mellemspillet - hvad end man kunne være opdraget til at kalde det. Men det var en af de typer væsker, der næsten kun gjorde dig mere tørstig efter nogle tårer. Og til sidst, virkede det ikke engang som om rødvin eller dets stærkere venner, kunne være af assistance. 
Men dukke nakken, og holde sig udenfor det falkesyn den ældre mand syntes at beskytte sin søn med, det virkede som det eneste at gøre. Hermod havde næsten kun rodfastet Lochtree sønnens interesse, der pludselig kunne mærke hvordan det blev til mere en bare en leg med Viktor. Nej, det udvidede sig til en trods imod Hermod, og et - nu timer ud på aftenen - brændende ønske om at bekræfte hans fjendtlige fordomme. Fjols. 

Og der kom den. Øjenkontakten skabte et lille ryk i Corinth, der knap nok ænsede at det var hans hænder grådigt der knyttedes i lommerne, sørgede alligevel for at løsne dem op da han prøvede at vinke ham med. I de korte sekunder af mørke, forsvandt han væk, indtil Corinth med et tilfreds suk så ham i bevægelse, heldigvis i den rigtige retning. Stakkels Hermod, og Corinth anstrengte sig for at fjerne en grad af frydefulde hån fra hans stemme, da adelssønnen endelig fik slænget sig indenfor rækkevidde. Talevidde, og lignede ikke en der havde meget tvivl i sine skridt. 
Endnu et glimt af mørke, og et højt brag svarede Viktor, hej, førhen Corinth selv åbnede munden i et hilsende "Godaften"

Så, du fik endelig sneget dig lidt væk fra dem? Et drilskt, lidt prikkende smil trak op i den ene mundvig - spurgte uden ord - da han i stedet nikkede imod glasset i hans hånd. "Du fandt mere? Heh. Jeg havde faktisk ikke regnet med at se dig mere her til aften, sådan som..." sagt i et spøgefuldt smil, og Corinths bryn gled uimponeret op i panden. Sikken noget rod, jah? Åh, han kunne lige forestille sig hvad Hermod havde haft at sige. Men stødt over dem, virkede Corinth forhåbentligt ikke, da han næsten hellere ville høre hvad der blev sagt i krogene. 
Eller i det åbne - han virkede ikke til at have mange kvaler, med at sørge for at Corinth alligevel mærkede køligheden fra Viktors familie. Selv nu, hvis han skulle lyve lidt for medfølelse.   
Den ene hånd gled lidt søgende ind under frakken, ind i brystlommen, og Corinth hev et pibesæt frem, imens de alligevel stod udenfor og nød den friske luft, jah det fine selskab.