Mørket var begyndt at lægge sig som Chaunce fløj på Igna’halen Agatha mod landsbyen nedenunder. Han vidste at han nok var nødt til at overnatte på kroen. Han ville ikke byde søde Agatha at flyve i mørke. Det bevingede væsen landede i udkanten af landsbyen hvor Chaunce steg af hende. Han løftede hånden klar til at give hende kæl, hvis hun accepterede det. Hun lagde hovedet mod hans håndflade og hun fik et par blide strøg. Han fandt lidt godbidder fra sin lomme og tilbød hende det. Som han bevægede sig videre ind i landsbyen, satte Agatha af og fløj igennem luften. Hun skulle også finde et sted at overnatte. Han vidste præcis hvordan han hurtigt kunne få kontakt med hende igen, når han ville tilbage til fortet.

Som han bevægede sig mod den nærmeste kro, blev han passeret af en vogn. Siden jorden forsat var fugtig efter regnen et par dage forinden, sprøjtede hjulene mudder op på hans bukseben. Han skulede efter vognen. Hvor vovede de? Han satte farten op så han ikke ville miste vognen af syne. Heldigt for ham, stoppede vognen foran den samme kro han havde planer om at overnatte på. Han bevægede sig indenfor og stod i døren. Solen var lige akkurat nok til stede at den lyste bag ham og fik ham til at ligne en skygge mere end et egentligt menneske. ”Hvem ejer vognen ude foran?” Hans stemme var alvorlig og matchede hans udtryk til perfektion. Han trådte videre ind i kroen og skævede rundt på dem der var til stede. En af dem måtte være skyldig i at have gjort hans bukser mudrede.

Det var ikke ofte at Agarwaenel forlod Tusmørkedalen disse dage. Det var nemmest for dem at blive derhenne, men til tider måtte man jo rejse ud, også selvom hendes mor Jez ikke kunne tage med. Det var et smut til Safirien for et par aftaler i hus, selvom Agarwaenel tvivlede på at hun skulle sige så meget. Ikke med det slæng af mennesker og elvere hun havde taget med sig. Men det var en kedelig tur. Forfærdeligt, og hun havde efterladt sit friske kød derhjemme og selvom hendes øjne flere gange havde kigget overvejende på et af elverne havde hun holdt sig i skindet. Mådehold min kære. Hun kunne praktisk talt høre hendes mors stemme.
Det var endelig tid til dagens ophold, og Agarwaenel trådte ud af den behagelige vogn, og ind i kroen, hvor hun satte sig. Elveren og det ene menneske satte sig ved hende, mens det sidste menneske var oppe for at bede om mad til dem, tydeligvis insisterende på noget ekstra godt til Agarwaenel. 

HUn lænede sig tilbage i sin stol, hendes hænder foldet i skødet, som de spidse negle kørte over sine knoer. Der var snart mad. Der var snart mad. Hun skulle bare huske på det, og snart så ville hun få noget til at få stillet sulten.
Hun blev dog noget forstyrret i det som dørene pludselig blev kastet åbnet, og en mand, tydeligvis set bedre dage, råbte noget om en vogn. Agarwaenel vendte sig mod elveren ved hendes side. "Er det vores han snakker om?" spurgte hun, hendes tone let og lys, inden hendes grå øjne fandt vej til skikkelsen igen.
Elveren ved hendes side rejste sig op. ""Det er vores, hvad vil du?" Spurgte elveren, og gik lidt om bordet, i næsten en beskyttende facon, så manden ikke ville have udkig til Agarwaenel. Hvis ikke for det faktum, at hun lænede sig lidt tilbage i sin stol for bedre at kunne se. Hun lignede i sandhed en der ikke burde være på så snusket en kro, selv her som hun sad. Med det platinblonde hår, og den lyse tynde kjole. 

Chaunce bed mærke i holdet af elvere der sad på kroen. Mystisk sted for dem at befinde sig. Det virkede ikke ligefrem som et sted de burde opholde sig. Slet ikke den fine elver der sad i midten. Han så på hende lidt længere end han så på andre. Hun virkede ganske fascinerende. Hans blik flyttede sig til elveren ved hendes side der rejste sig og næsten fremstod beskyttende overfor den kvindelige elver. ”I mudrede mine bukser til.” Han løftede foden så det var tydeligere at se hvordan brune pletter lå på de mørke bukser. Han var bestemt ikke tilfreds med at de bare havde gjort ham beskidt på den vis og ikke engang var stoppet. Uforskammet, faktisk. Han trådte til siden så der var bedre udsyn til elveren i midten.
”Du ejer vognen, ikke sandt?” Han antog det blot, med den måde hun blev behandlet. Han havde selv oplevet hvordan tjenestefolk behandlede familien de var ansat af. Der var engang hvor han også blev opvartet som denne kvinde tydeligvis gjorde. Det var før alle var så bange for ham og hans søster, og familien i det hele taget, at de knap nok turde være i samme rum som ham. Men det var han fint tilfreds med. Han ønskede ikke at blive behandlet som om han intet kunne gøre selv. Han stirrede på kvinden over det mørke klæde der dækkede hans næse og læber. Det var egentlig ikke fordi han frygtede for at blive opdaget. Han var fuldkommen ligeglad med det. Det handlede mere om det ar der løb over hans læber. Arret han havde fået fra hans søster. Mange ville måske have negative følelser forbundet med sådan en handling, men for Chaunce beviste det blot hvor meget hun elskede ham. Han skjulte arret, fordi det var et tegn på hendes kærlighed og det var ikke noget andre skulle se.

"Du bør ikke tale direkte-" startede elvermanden med at sige som manden begyndte at henvende sig til Agarwaenel. Hvis der var en ting man ikke bare kunne, så var det trods alt at tale med deres mest vigtige person. Hun var en helligdom. Det reneste individ. Den eneste man skulle lytte til.
"Det er okay," lød hendes blide stemme, som straks fik elveren til at tie stille, og han vendte sig mod hende, som han overvejede om hun mente det. Der var absolut et element af forgudelse i hans øjne, som han kiggede på hende.
Hun rejste sig op fra sin plads, og gik over ved hans side. Den lange kjole rørte det ellers beskidte gulv, og håret hangt løst og tyk omkring hendes skikkelse. Det eneste der indikerede den mindste fejl, var et næsten utydeligt ar der løb fra hendes mundvige ud til hendes kind. Det var svært at se i den dårlige belysning. "Det er korrekt. Det er vores vogn," sagde hun. Et blidt blik, der virkede undersøgende. Hun kunne ikke helt hitte ud af hvorfor i alverden han overhoved havde forsøgt at opsøge hende. Han var ikke andet end et snusket individ. Hvorfor var et mudret bukseben så vigtigt for dem. "Men er du sikker på at det var vores vogn der gjorde det? Jeg tænker der må komme mange forbi herude." sagde hun. Den var næppe overdådig på noget punkt. De havde ikke ligefrem haft ressourcerne endnu, selvom de arbejdede på det. Hun var også bare interesseret i at se hvor meget han ville presse den.

Han skævede til elvermanden da han begyndte at tale, men blev afbrudt af kvinden han åbenbart ikke burde tale til. Han var ikke uden manér, men det handlede ikke så meget om titel for ham. Det handlede om den respekt han følte folk fortjente. Han fulgte kvinden med blikket som hun gik over til ham. Han bemærkede ikke arret, trods det var omkring det samme sted hans samme ar var. Desværre var hans ar ikke vokset så pænt sammen.
De mørkebrune øjne var rettet mod hende. I den dårlige belysning, var hans pupiller udvidede så han bedre kunne se. Hvis han havde hørt hendes tanker, ville han bestemt ikke have synes om det. Man kunne tænke meget om ham, men at sammenligne ham med de øvrige gæster på denne kro der kun drak deres penge væk var utrolig respektløst. Heldigvis var det ikke noget han hørte, ellers ville han have været knap så medgørlig.
”Jeg fulgte efter jer,” fortalte han. De havde ikke været langt fra kroen, så det kunne kun være deres vogn. ”Nu skal jeg betale for at få mine bukser vasket.” Han holdt en hånd frem og forventede at hun ville give ham kompensation for den fejl hendes tjenestefolk havde begået. Det var vel kun fair. Han kunne have givet opmærksomhed til de øvrige elvere også, men han havde kun blikket på den vigtigste af dem. I sidste ende, var det hende der havde mest at skulle have sagt, så han kunne lige så godt droppe alle mellemmændene.

At betale for at få hans bukser vasket? Hvis Agarwaenel var mere tilbøjelig til at vise sit rigtige ansigt udadtil, var det også noget lidt andet han var blevet mødt med. Men nej, hun havde fået opsat den perfekte facade. Hun havde ikke behov for at være led og vred, også selvom hun allerede tænkte at manden foran hende var under en af hendes stand. Ikke at hun ligefrem var blevet født med den stand, men man lærte vel at begå sig som man blev behandlet, og hun havde brugt de sidste par år på at få at vide hvor special hun i sandhed var.
Hun lagde hovedet lidt på skrå, og de grønne øjne stirrede overvejende på ham. "Det er jeg sørme ked af at høre," sagde hun. "Men ellers er jeg sikker på at de har en vaskebalje her, som du kan bruge uden at betale." De fleste vidste hvordan man vaskede tøj trods alt ikke. Hun havde i hvert fald ingen intentioner om at give ham betaling for at hans bukser var blevet mudret, og slet ikke i den vage forstand han forsøgte. Han måtte vel bruge sine ord, men hun var heller ikke sikker på hvor skarpe ordene ville være. Han virkede så vred, og den lille del af hendes hjerne der var blevet udnyttet så groft da hun var yngre, ville så gerne se hvordan han opførte sig når han gav slip. Måske kedede hun sig bare, men hun ville lege. Og så var hun sulten, hvilket aldrig gjorde noget godt for hendes dømmekraft. 

Måske Chaunce lagde for meget i det, men han troede bestemt ikke på at kvinden foran ham var så uskyldig som hun forsøgte at fremstå. Der var noget i hendes mimik, måden hun så på ham på, der fik ham til at tro hun havde nogle hemmeligheder. Han ville så gerne finde ud af hvad de var. Han anede ikke hvem hun var, og han så derfor ikke hvorfor han skulle behandle hende med en respekt hun ikke havde gjort sig fortjent til. De eneste der i virkeligheden fik hans respekt uden at tjene den var de royale, og det var udelukkende fordi han ikke ønskede at blive henrettet for at være respektløs mod den kongelige familie.
Hans øjenbryn lettede sig ved hendes forslag. ”Som jeg kan bruge?” Han rystede på hovedet. Det var ikke hvad han havde tænkt sig der skulle ske. ”Det var ikke mig der gjorde dem beskidte, hvorfor skal jeg gøre dem rene?” Han mente bestemt at det kun var retfærdigt hvis hun eller en fra hendes slæng rengjorde hvad de selv havde gjort beskidt. Der var uden tvivl et temperament der lurede i hans blik. Det var ikke fordi han var voldsomt vred i øjeblikket. Det kunne blive så meget værre og det ville ende sådan, hvis ikke han fik hans vilje i det her. Ligesom hende, kedede han sig også. Det var i virkeligheden den eneste grund til han opsøgte det her. I andre situationer, havde han nok bare taget sig af bukserne selv, men lige nu ville han hellere se om han kunne få nogen til at gøre hvad han ønskede, uden at gøre brug af hans magi. 

Nej, hun var ikke helt villig til at give ham hvad han ønskede, også selvom hun kunne gøre det. Hendes folk ville gøre det uden at stille spørgsmålstegn. De ville lytte til hende, som var hendes ord de eneste der betød noget, for det var trods alt det de gjorde. Hun var heller ikke bleg for at bruge dem, som hun følte var nødvendigt.
Hendes tænder bed lidt sammen et par gange, gemt bag det yndige smil, som hun kunne mærke følelsen snurre i hendes indre. Og selvom hun var ganske kløgtig af sig, så var hun aldrig blevet god til at sige når hun nok bare skulle have lidt i sig for at holde sig til at opføre sig pænt.
"Undskyld jeg spørger," sagde hun ligeså stille. "Men jeg tror ikke du har noget belæg for at det er vores vogn der gjorde noget, for hvis du havde, så ville vi selvfølgeligvis gerne hjælpe." Men der var intet han kunne sige som ville gøre ta Agarwaenel ville give sig. Han kunne ikke have noget bevis, for hvordan pointerede man at det var en specifik vogn. Hendes slæng ville trods alt påstå at de ikke havde set ham, hvis hun gjorde den mindste indikation på det. Ligesom de ikke nævnte det til nogen, skulle hun ønske et frisk måltid en dag. "Men du er måske ikke vant til at få dine hænder beskidte?" Det ville jo være sådan en skam hvis det var tilfældet, men noget sagde hende at det ikke helt var sådan det hang sammen.

Chaunce var bestemt ikke tilfreds med det svar. ”Hvis du virkelig gerne ville hjælpe, ville du også gøre det. Du prøver bare at tale uden om.” Han kunne sagtens respektere hendes evne til at fremstå så fredelig, når han var næsten overbevist om hun var langt fra fredelig. Han vidste godt at der ikke var et bevis på at de havde gjort det. Han havde ikke overhånden. Ikke udadtil, i hvert fald. På trods af det, havde han et par tricks der ikke var sådan at se med det blotte øje. Der var en magi i ham der kunne have alvorlige konsekvenser for alle i kroen, hvis ikke han fik det som han ville det.
”Det er ikke sagen vigtig hvor vidt jeg er vant til at arbejde eller ej.” Han trådte tættere på hende så der ikke var meget afstand mellem dem. Hans hoved faldt let på skrå mens han betragtede hende i et langt øjeblik. ”Jeg skal nok få hvad jeg vil have. Hvis ikke du eller en af dine tjenestefolk gør det af egen fri vilje, har jeg andre metoder at benytte mig af. Metoder du helst burde undgå at jeg tager i brug.” Han sagde det lavmælt, udelukkende henvendt til kvinden foran ham. Han var udmærket klar over det ikke ville falde i god jord at han stod så tæt på hende her, som åbenbart var noget helt særligt. ”Træd væk fra hende,” lød det fra elvermanden ved siden af dem. Chaunce vendte langsomt hovedet mod ham. Hans øjne fremstod endnu mørkere, som han gjorde brug af hans magi. Elvermanden og en af de kvindelige elvere ville begynde at høre en hviskende stemme der spredte løgne, løgne om hvad de hver især havde fortalt hinanden. De begyndte indbyrdes at skændtes lidt efter. Hans blik gled tilbage på elveren for ham. "Det ser ud til du har rigeligt at se til. Måske du bare skal give op og betale for at få mine bukser rengjort."

Man kunne se i baggrunden hvordan Agarwaenels følgetrop virkede til at spænde op, som han trådte tættere på, men hun blev stående, og rettede blot sit blik, som højdeforskellen blev mere markant, så hun kunne se op på ham. Han havde næsten en aura af noget ubehageligt, men Agarwaenel var ikke bange af sig, nok nærmere tvært imod. Hun kunne næsten være opsøgende hvis hun var i humør til det. Helt var hun ikke blevet taget af sine impulser, som stadig styrede hende.
Men nej, hun var fascineret. Hun ville se hvor det drev henad, og selv som hun hørte sin følgesvend råbe, så nægtede hun at kigge eller træde væk.

Hendes hår begyndte at snurre bag hende. Lave små cirkler om sig selv, som hun kunne mærke hvordan hun selv ikke bare havde lyst til at stå og passivt se på.
”Hvis du skal true mig,” sagde hun blidt i den yndige engel stemme hun var blevet så gode venner med. ”Så bør du måske også vise hele dit ansigt til mig.” Som hun havde sagt det havde en tot af håret strukket sig ud, og langsomt nærmet sig masken, og i det øjeblik hun nævnte at han burde vise hende sit ansigt, havde det grebet ud efter masken for at hive det ned og blotte ansigtet for hende. ”Desuden det er jo kun et par bukser, ikke sandt.” smilet der havde holdt sig sødt på hendes læber, begyndte at sprede sig lidt bredere, som passede det ikke på det dukkelignende ansigt hun ellers havde.

Chaunce fandt det interessant at elverkvinden slet ikke så ud til at blive påvirket af hendes tjenestefolks skænderier bag hende. Hun blev blot ved med at bevise for ham, at hun ikke var som de fleste andre elvere han var stødt på. Hans blik gled ned til hendes hår da det begyndte at bevæge sig af sig selv. Interessant. Gad vide hvad hun havde tænkt sig at gøre med håret. Han nåede ikke at reagere for hendes hår havde revet masken af hans ansigt. Han var slet ikke hurtig nok til at få den tilbage på plads, så der var en chance for nogen havde set det ar der var efterladt hen over hans læber. Han trådte flere skridt tilbage for forhåbentligt at komme ud ad rækkevidde for hendes hår. ”Hvem tror du lige du er? Der er en grund til jeg dækker mit ansigt og det er ikke til din underholdning.”

Han fandt det pludselig ikke underholdende længere og det betød blot at hans aura var langt mere intens. Som han bevægede sig igennem kroen, ville den begynde at påvirke gæsterne uden han overhovedet ønskede det. Folk omkring ham ville begynde at føle sig utilpasse og blive svækket af den mørke aura der omringede ham. Han gik op for at få et værelse på kroen. Han havde dernæst planer om at få sig noget at drikke og tage det med op på værelset. Lige som han stod og ventede på sit glas, bevægede nogle maskerede personer sig ind i kroen. Der var omkring 5-6 i alt. ”Saml jer i enden af kroen og I kommer ikke noget tid,” beordrede de. En del af gæsterne gjorde som de fik besked på, men Chaunce blev blot stående hvor han var. Han ville ikke lade sig intimidere af en gruppe nedværdigende personer. Det var tydeligt de var under ham hvorfor skulle han lytte til dem?

Det var som om at smilet kun blev større, sammen med hendes øjne, som han endelig reagerede rigtigt. Med vrede og frustration. Det var nu det var ved at blive rigtig sjovt, og hendes øjne kunne ikke lade vær med at kigge på arret som han gemte væk. Det mindede så meget om hendes, men det følte også næsten mere tilfældigt i hendes optik, hvor hendes eget var så tydeligt blev skåret med intention fra hendes mundvige.

”Men hvorfor ikke? Det er jo så underholdende,” sagde hun. Hvor det før havde lydt som et englebarn, havde tonen nu fået en lidt anden kant, en manisk glæde af en art, som spejlede sig i hele hendes ansigt. Hendes hår var også begyndt at bevæge sig ved at gnide sig op af både hende og hinanden. Som var der en ny energi i hende, som hun ikke helt kunne holde inde.
Men han forlod hende til hendes store skuffelse. En barnlig surmulen viste sig på hendes ansigt, som hun fulgte ham med blikket, ikke sikker på om hun bare skulle gå over og irritere ham yderligere, men hun nåede aldrig så langt i den overvejelse, som et par nye folk kom ind i kroen. Hun værdigede dem ikke engang et blik, ikke som hun var i gang med at studere Chaunce. Det var først da hun mærkede et sværd mod sin ryg, at hun endelig kiggede op på dem. Det uskyldige blik tilbage i hendes ansigt.

”Det gælder også dig” lød beordringen, selvom Agarwaenel alligevel kunne se hvordan manden havde en næsten tøvende mine. Om det var fordi han havde ondt af hende, eller ønskede visse andre ting ved hende, det vidste hun dog ikke.
Krokodilletårerne begyndte dog at falde næsten med det samme, som hun stod og kiggede på ham. En ungmø så bange for at noget kunne ske. I mens hun kunne mærke hvordan hendes mave skreg på mad. Hun havde trods alt aldrig fået aftensmad.

Chaunce synes bestemt ikke det var underholdende længere. Tvært imod synes han blot det var blevet spild af tid. Han blev dog et øjeblik draget til det maniske der dukkede op i hende. Det mindede ham om Pleasance, men han opdagede også hurtigt at hun ikke var hans søster. Det lod dog ikke til at det var slut med at være en eventfuld aften, som de maskerede trådte ind i kroen. Sandsynligvis ambitiøse tyveknægte der var ude på at få en skilling eller to.

Han kunne godt mærke blikket brænde i nakken på ham. Det øjeblik han vendte sig om, så han et sværd skubbet mod elverkvindens ryg. Som dug for solen, var der ikke længere mani at finde i hende og hun bar igen en maske af uskyldighed. Det lod til at manden lod sig rive med ad hendes forfalsket frygt. Hun var god. En af de andre røvere, en af de ældre, trådte over til elveren og den unge røver. ”Kom med,” lød det fra den ældre mand. Han gav ikke elveren meget valg da sværdet blev trykket så meget som muligt mod hendes ryg uden at bryde huden. ”Du kan tage dig af fyren derover,” manden nikkede mod Chaunce. Det var åbenbart meget nemmere for den unge mand at håndtere Chaunce. Han havde i hvert fald ingen problemer med at føre ham ind i et andet rum med elveren lige bag sig.

Da døren var lukket, slog han sig ned på gulvet og lagde det ene ben over det andet knæ. Han så ingen grund til at gå fuldstændig i panik over det. Han havde ikke mange penge på sig og i virkeligheden var der nok ikke mange der ville turde stjæle fra ham, hvis de først kendte til hans efternavn. ”Du havde dem næsten narret,” kommenterede han nonchalant.

Der var nok mange ting man kunne ønske at gøre med en ung elverkvinde som Agarwaenel. Hun havde selv hørt historierne, omend hun ikke havde prøvet dem selv. Der havde hun trods alt været for ung, da der var en anden der havde haft kontrollen over hendes liv til at gøre ting som dem. Men naiv havde hun trods alt aldrig rigtig været. Hendes biologiske mor havde sat sine præg.
Men hun lod sig blive presset ind i rummet, sammen med herren hun havde brugt som underholdning. Ikke at hun helt var klar over hvorfor han også fik lov til at bruge presset med ind. Var de to de eneste af interesse.

Hendes blik gled rundt på mændene, men som de så venligt blev vist ind i rummet og døren så lukket, kunne hun ikke helt undgå et misfornøjet udtryk i ansigtet, som var hun blot et barn der ikke havde fået sin vilje. Hun vendte sig mod døren kort, inden hendes blik vendte sig mod manden endnu engang som han talte.
”Hvem siger ikke at jeg havde dem narret,” spurgte hun, og det misfornøjet udtryk gled væk, og blev erstattet af endnu et smil. Ikke helt så uskyldigt, og ej heller manisk. Nok det mest naturlige udtryk hun havde haft hele dagen. ”Det kan jo være at de kommer herinde for at tage den nydelse af mig, som de kan få.” En lille leen undslap hende. Hun virkede næppe som typen der ville lade dem gøre det. 

Chaunce forventede at røverne blot havde taget de to der ikke gjorde som de fik besked på og smidt dem væk. Det ville give mere kontrol for dem. Ikke at han havde meget erfaring med at røve eller blive røvet, men han havde hørt rigeligt historier om andres oplevelser. Han tog det hele rimelig afslappet. Muligvis fordi han vidste hvor nemt det var for ham at vende situation. Han havde et par ting han kunne gøre der ville gøre at røverne ikke fik det som de ønskede. Han var bare nysgerrig på at se hvad de havde tænkt sig at gøre. Han lod øjnene falde i. Han havde tænkt sig at overnatte her alligevel, han kunne vel lige så godt gøre det her. Hans ene hånd blev placeret bag hans hoved og han så utrolig afslappet ud som han lå der.

Han åbnede det ene øje på klem da hun talte. Hun begyndte nu at bevise hun ikke var nær så uskyldig og ordentligt som hun først havde fremstået. ”Hmm,” sagde han og lod øjet falde i igen da hun nævnte hvad der kunne ske. ”Og hvorfor er jeg her så? Tror du at de vil have et publikum?” Han var ikke i tvivl om nogle af de ældre mænd godt kunne finde på det, men han tvivlede på de ville komme så vidt. Hun virkede bestemt ikke som en der ville lade sig udnytte af andre. ”Og hvis det sker, er jeg blot glad for jeg ikke er dem.” Han var ikke i tvivl om de ville blive efterladt døde på kroen hvis de forsøgte. Baseret på det faktum at han ikke kendte til hendes madvaner.

Agarwaenel bevægede sig lidt væk fra døren, i tilfælde af at de kom ind, og hun ikke ønskede at få døren ir øven, og satte sig på hug, ikke helt tæt nok på at de ville røre hinanden uden at skulle strække sig, men tæt nok på at hun kunne stirre på ham, og studere det fine ansigt.
Hovedet blev lagt på skrå endnu en gang, som var det næsten umuligt for hende at stirre på nogen uden lige at tilte verdenen bare en lille smule.

”Måske, eller også vil de også bare gerne afprøve dig,” sagde hun med en leen, som var det ikke noget så voldsomt de talte om. Hun virkede ubekymret, og ja næsten nysgerrig på hvad der skulle ske med de to af dem. ”Hvad har du tænkt dig at gøre hvis de gør det? Det var ikke som om at du udviste meget snilde tidligere.” Smilet blev lidt bredere. Ville han blive sur over at hun nedgjorde ham, eller ville han blot påstå at hun ikke var værd at gøre noget ved. Hun håbede inderligt på en reaktion om ikke andet. 

Han fulgte hende med blikket som hun bevægede sig tættere på og så ud til at studere ham. Uden at tænke over det, faldt hans eget hoved også en anelse på skrå. Hans øjne så på hende over det mørke stykke klæde der dækkede det øvrige ansigt. Han overvejede hendes ord. Hvorfor skulle de afprøve ham? Det gav ingen mening. Han havde ikke på nogen måde udvist en direkte trussel for dem. Han havde bare ikke lyttet efter. Han havde ikke tænkt sig at lade hende gå ham på, men det irriterede ham at blive talt om på den måde.

”De skal være velkommen til at prøve.” Han lagde hovedet tilbage på plads og så op i løftet i stedet for at kigge på hende. ”De aner ikke hvem de har med at gøre. Lige så snart de finder ud af det, vil jeg vædde med de stikker af.” Hans efternavn var efterhånden forholdsvist velkendt og det var ikke ligefrem forbundet med regnbuer og blomsterenge. Han synes det var interessant at hun slet ikke virkede nervøs på nogen måde. Man skulle næsten tro hun trives i kaos, meget som ham selv. ”Jeg synes desuden jeg håndterede dig ganske fint. Det var dig der var respektløs og trådte over en grænse du ikke havde ret til at passere.”

Det var som om at han talte større end hvad han virkede til at være. Agarwaenel havde i hvert fald ingen idé om hvor meget vægt man skulle lægge i hans ord, eller om han virkelig kun var gøen. Hun ville gerne se om han kunne noget mere, selvom hun ville blive noget skuffet, hvis hun fandt ud af at han bare brugte et navn. Det var kedeligt, og nu når de havde startet på det, så ville hun gerne underholdes.
"Det var vel ligeså meget dig der truede mig først," sagde hun som et grin, og det var tydeligt at hun ikke var bange for ham det mindste. Nej, for hende var han blot et legetøj hun kunne have lidt sjov med og så kaste væk når han blev kedelig. "Men hvorfor vil ikke lade mig se det flotte ar. Vi er jo slet ikke så forskellige på det punkt." En lidt skinger latter kom fra hende, som hendes finger med den lange skarpe negl, kørte op langs hvo hendes eget ar var. Et ar hun havde fået placeret af den person der dengang betød allermest for hende. Men det var selvfølgelig kun et kort øjeblik inden Agarwaenel havde forsøgt at kvæle selv sammen kvinde i skræk over hvad der skete. Hun havde været et andet barn den gang. 

Der var ikke ret mange ansigter i Lochtree familien der var velkendte. De fleste i familien blev på fortet og viste aldrig deres ansigt til offentligheden. Chaunce var så heldig at han fik lov til at komme ud ind imellem. Ikke uden en pris, men det var bedre end at være fanget på fortet. Han var egentlig ret ligeglad med om denne elver ønskede at blive underholdt. Det var ikke hans opgave og ikke noget han havde sagt ja til at gøre. ”Hvis du ikke var så stædig havde der ingen grund været til det.” Han stirrede på sine bukser der stadig var plettet af mudder som var ved at tørre. Hvis ikke hun ville bidrage til at få dem vasket, måtte han bare få nogen på fortet til det.
Han forstod om nogle hvordan det var at have legetøj. Dem havde han haft mange af. Mange af dem var dyr og nogle af dem var personer hans søster havde givet ham. Ingen af dem havde hans interesse ret længe ad gangen. Det var ikke sjovt at lege med dem, når de altid var så bange og umulige at have med at gøre. ”Fordi det ikke er dit ar.” Det var ret kryptisk formuleret og det gav egentlig nok kun mening for ham selv og Pleasance. Han ønskede ikke at dele hendes kærlighed med nogen og dette ar var det reneste bevis på hvor meget hans søster elskede ham. Hun havde frygtet for at miste ham og så reagerede hun sådan. Ikke fordi hun var vred på ham, men fordi hun var bange.

Stædig var et godt ord. Ikke et ord Agarwaenel hørte om sig selv særlig ofte, men det var vel ikke galt på det når hun tænkte over det. Stædig var hun, men det var også sjældent hun ikke fik som hun ville have. "Og der havde været ingen grund til at tage det af, havde du ikke været så stædig," sagde hun leende. For havde der ingen reaktion været, så havde hun ikke givet ham noget opmærksomhed. Det var ligeså meget fordi han opsøgte hende at hun ville prøve at lege med ham, selvom hans reaktioner ikke var nær så sjove mere heller. 

Et lille irriteret pust af luft kom fra Agarwaenel, da han ikke ville fortælle hende konkret hvad det handlede om. "Selvføgelig er det ikke mit ar. Mit ar er her. Dit er der." hun pegede mod hvor arret var, og måske var den lange finger med den skarpe negl alligevel tættere på end hvad der egentlig var nødvendigt, for de vidste trods alt begge to godt hvor det var. Og.... Agarwaenel respekterede tydeligvis bare ikke at han ikke ville have hende i nærheden.