En broget flok, helt sikkert - men alle med den fællesnævner der lå i at bevæge sig i mere artistiske kredse, og med en interesse for kunstens verden. Enkelte af Corints egne malerier hang selvfølgelig oppe, selvfølgelig kun dem der virkede mere proper i deres motiv, til så flygtige bekendtskaber, som langt de fleste af de her mennesker var. Men ikke desto mindre en fin reklame. Sammen med hans egne, kunne man dog også finde fragmenter af hans gæsters værker, der med farver og blide penselstrøg skildte sig en smule ud fra de blæksorte naturværker han selv fremviste.
Og lige præcis et af dem, bevægede han sig med bløde skridt nærmere, da han til sin egen glæde faktisk fandt kunstneren af værket stående og betragte sit eget billede - pænt rammet ind imod de bordeux, tæppeklædte vægge.
Edeborg. Navnet summede på hans tunge, og adelsmanden så sit snit til stilfærdigt at glide om på siden af hendes lillahårede skikkelse, et mageligt smil om de bløde læber som han endelig skilte. "Det ser pænt ud, jah? Jeg var bange for at farverne i dit maleri ville dyste med farven på væggen, men... jeg blev modbevist" og han hævede sit glas i et lille hilsende klink, imod den blege kunstner. Havde hun et lille øjeblik?
