Med et løst lille puf blev Corinth hevet ud af sine tanker, og fulgte tavst den retning som fingeren lagde an. Hvad nu? Foran dem summede den stille, sidste aktivitet fra aftenens handlende, der med proper høflighed trak sig tilbage til deres pænere boliger. Enkelte præsteskikkelser kunne ses haste imod tempeldistriktet - nogle af dem virkede travle, næsten som var de på vej til at misse et vigtigt klokkeslet - men ellers var gadebillet overraskende fredeligt. Ikke at det var freden Corinth skulle holde øje med, da han endelig fik fokus på den lyseblå skikkelse. Ahh... 
Og armene krydsedes langsomt, skyggen af et smil over de bløde læber. 
Ikke mange meter fra ham var Cullen og Sirell skubbet sig fri fra væggen, og med skråsikre skridt nu i kollisionskurs med byvagten, de vidste han ville komme forbi den her gade. Og. De var målrettede, ikke ulig en pil sendt afsted fra en bue. Jah i kølvandet af hans brede, og Sirells (lidt mindre) skikkelse, kunne man næsten ane den kalkulerende nederdrægtighed; det dryppede af dem og syede i deres fodspor. 
Men ingen - hverken Corinth eller nogle af de to andre der sad tilbage - virkede villige til at stoppe det. 

Var det tredje gang i den her uge, eller var det fjerde? Han kunne ikke helt huske det. Nok mest fordi at det ikke havde interesseret ham, første gang det skete. 
At Cullen eller Sirell tog sig friheder, se det var ikke noget nyt. Og hvis man skulle bemærke alle de uheldige individer som krydsede deres vej, ville adelsmanden zalme ikke bruge tiden på andet. Men hvad der for en lille uge siden var startet som let chikane, virkelig ikke mere end lidt hånende kommentarer, og et enkelt puf eller to, lidt tilfældig irritation... virkede her på - hvad end det nu var af gange - til at kræve en ny indgangsvinkel. Hvad ville de finde på? 

Eskild - han kendte ikke navnet på ham endnu - blev med deres brede skikkelser tvunget i stop. Vagt kunne Corinth høre dem udveksle ord, og spidsede yderligere ører, ved den rumlende latter der kom fra Cullen da han 'kammeratsligt' svingede armen om den lavere byvagt, og nu skubbede ham med hen til resten af gruppen, stærkt flankeret af Sirell. "Jamen tro mig, vi har skam et problem. Et der kræver en byvagt som dig" et uretfærdigt tryk på dig, og Sirell lo. "Du kan da ikke mene at du har for travl, vel Eskild? Det er ikke de flotteste journaler du har for tiden - kan jeg forestille mig. Tænk hvis det blev værre?" implicit sagt, tænk hvis de fine mænds familier skulle til at brokke sig over byvagten? Ville han overhovedet have et job, hvis han afviste deres ønsker så blankt som man kunne være fristet til? Undersøgende gled de mørkebrune øjne rundt, et pudsigt smil lurende da han så hvordan gadebilledet pludseligt var blevet foruroligende tomt. 

Sikke en timing. 

Efter at være vendt retur til hovedkontoret, havde det været en anspændt tilbagekomst. Arkivet var et rod, men han ikke udelukkende sortering og organisering af arkivet, skønt det nok var ønsket, men han skulle stadigvæk patruljere i det øvre bydistrikt. Det havde ikke været med stor fornøjelse for hans løjtnant at lade det ske, men indtil nu havde Eskild holdt sig på måtten og rent faktisk passet sit job. 
Måske til hans ærgrelse dog, for adlens mørke skikkelser var brudt frem som varulve på en fuldmåne nat. Eneste problem med dem, var blot at de ikke var til at komme af med når månen forsvandt hen igen. 

En gruppe adelsmænd, nogen som normalt ikke havde været et problem for hverken eller nogen gangen -- hvad de vidste af -- var blevet et begyndende problem. Måske havde de været naive, men selvfølgelig var adlen mindst lige så problematisk som de fattigste og brugte. 

Første og anden gang var det blot enkelte hånende kommentar og bemærkninger, men det havde tilsyneledende ikke været tilstrækkelig for dem. Selvfølgelig lod de ham være, hvis han gik ruten med en anden. Men når han så endelige stødt ind i dem på ny, for de havde vidst lært hans rute, så de deres mulighed for lige at tage det skridtet videre. 
Puf og skubberi var blevet inddraget i det, og han havde blot bedt dem stoppe og forsøgt at fortsætte sin vagt. 

Med den ene fod foran den anden, kom han nedad bygaden. Hidtil havde han ikke rendt ind i dem, hvorfor han var løsnet en anelse mere op. Han mærkede hvordan folk stille forlod gaderne til fordel for deres hjem. 
Og dog, der brød freden ham. Lyden af de tunge fodskridt og deres måde at trække vejret ind på, indså han, at de forlod skyggerne og kom frem. Som mennesker af skyggen, hvor de forsvandt hen og blev i et med mørket, gemt væk fra den virkeligheden. Læberne blev spidset sammen og et irriterende åndedragt forlod ham, som han mærket deres adelsgustne personlighed nå ham. Uanset hvordan han bad dem stoppe, stoppede det dem ikke. Mon de forstod hvad det egentlig betød. 

Før Eskild kunne nå at pres armen der gled bag om ham, blev han skubbet frem mod de andre. Som glubske ulve der havde fundet sit bytte. Hele deres måde at snakke til ham på var nedværdighende og stikkende, og han fandt på ingen måde deres dig behageligt. Sammenbidt rettet han sig blot rankt op og rømmede sig let: "Hvad er jeres problem" spurgte han og ignoreret deres, hvad han ville definere som en trussel, kommentar omkrig at det nødig skulle blive værre. 

Foden blev let rykket på, men gav et ordenligt tryk for ham, så han kunne fornemme hvor de alle stod med præcision og hvad end de eventuel bevæget på, mens ørerne kørt med fuld sensitivitet. 

Det var et bestemt greb der ligeså stille og roligt lirkede sig tættere ind på livet af byvagten. Både figurativt, med armen der lige gav et ekstra lille klem, men også mere abstrakt, når han så svarede igen. Reagerede. Var det stolthed man lurede i den ranke holdning? Som ulve der lugtede blod, kredsede deres opmærksomhed, eller nok nærmere kedsomhed omkring Eskild. Og med løftet om potentiel underholdning, var han et værdigt offer, ikke? 
Det lyse hoved gled studerende på skrå, imens adelsmanden så dem komme hen til gadehjørnet de før havde holdt 'vagt' ved, skåret ind imellem hovedgaden og med retning ud til tempelhaverne. Som en lille genvej, skjult af skyggerne. Udover Cullen og Sirell, var den generelle stemning foruroligende afslappet omkring Corinth og de to der stod tilbage, og som nogle pokkers gode medløbere, lod de gerne de to alfahanner styrer showet.

Et glimtende tandsmil trak op i den ellers kønne Cullens ansigt, da han med en lav lille brummen hørte det kølige spørgsmål. "Ah, det er lidt en kattepine" summede han, og slap ham endelig med et sidste hårdt puf for at skubbe ham ind på sidegaden og forbi de tre mænd flankerede den smalle passages vægge. Gerne hårdt nok til at han faldt lidt - han skulle lidt væk fra offentligheden, selvom der ikke var meget hjælp at hente fra de mennesketomme omgivelser. "Hvis du nu gjorde dit job ordentligt, ville det slet ikke være sket. Men!" og han kiggede afventende på sine kammerater, et kort nik til Corinths lyshårede skikkelse. "Vi er desværre blevet bestjålet. Kan du se hvad der mangler?" 
Sorte, velsyede og fine frakker blev med en dæmpet lyd åbnet en smule op, så de broderede veste kom til syne. Altså hos alle, undtagen Corinth og Sirell, der stadigvæk tavse ikke blandede sig alt for meget i hvad der skete lige nu. Det skulle nok komme. 
Og den skarpe byvagt, ville da selvfølgelig se at tørklædespændet manglede hos dem alle. 

Men i sekunderne hvor de ventede på byvagtens svar, kunne man næsten ane den forventning der lurede omkring spørgsmålet. Omend han orienterede sig godt, sang de små fugle om manglende synsegenskaber. Og spørgsmålet var derfor ladet med en vammel, retorisk nuance, da de ikke forventede det store. 
Rettelse, de forventede intet, og glædede sig til at få det bekræftet. 

Modvilligt blev han indfanget i deres kriblende fingre og guidet mod tempelhaverne. Hvorfor de så sig nødsaget til at tage smutveje blandt gyderne, var et under, men på den anden side, de var jo gustne adelsmænd. Hvis ikke de tog skyggernes veje og afkroge, ville de vel blot blive set for hvad de i virkelighed var. 

Læberne endnu hårdt presset sammen og på vagt med hvad end sans han kune være, lod han sig mærke det hårde puf. Sidegaden smalle vægge gjorde det umuligt for ham, ikke at falde over de tre andres fødder som de stod langs væggene. Fuld af frustration, fik han placeret en hånd på brosstenene under sig og satte et knæ i for at komme op og stå på ny, før han vendte sig delvist om for at vende sig mod dem. De trak så sandelige ikke pinslerne ud. Kattepinen måtte være deres egen eksistens, men den kunne han desværre ikke gøre noget ved.
Skønt, han kunne tyde at de vendte deres hoveder mod hinanden, var deres lydløse kommunikation igennem blikke et blindt område for ham. Selvom en undrende rynke vagt kunne anes mellem hans bryn, ville han ikke give dem den fuldefornøjelse og lade sig overraske af deres adfærd -- eller mangle på adfærd. 

En naturlig uforstående reaktion var at ane på hans hænder, som han hørte deres kommentar, om at det jo allerede var hans egen skyld, at de stod i denne kattepine, hvis blot han havde passet sit job. 

Ah. han lod hovedet falde let til siden, overvejende om hvor meget, han ønskede at deltage i sådan en leg, som de nu så fint lagde for snuden af ham. Lyden af frakker der åbnede, men han træk let på mundvigen og åndende ud igennem næsen. Lod han sig indvie i deres leg, ville det først gå gjalt, men noget knaget ham, for de gjorde det med et bestemt formål. Men hvad det var, vidste han ikke. De matte øjne gled lidt skiftende mellem dem. "Jeg beklager, men jeg kan desværre ikke hjælpe jer med det. Men I skal være velkomne til at lave en anmeldelse på hovedkontoret som det første i morgen tidlig," der var en anelse trækken mellem jeg og beklager, for det interesseret ham tydeligvis ikke. 

"I må have mig undskyldt," lød som han valgte at vende om på hælen og ville følge sidegaden ud. Hvad zalaens er deres problem kunne han kun tænke sig til, men alligevel lod han sig være opmærksom med hvad de eventuel måtte gøre. 

En dæmpet latter spredtes som ringe i vandet, da byvagten ramte de kolde sten, hænder og knæ sværtet en anelse til af det beskidte underlag og en klirrende lyd fra hans metalrustning. Det havde uden tvivl været med vilje, og selvom han ikke blev længe på jorden, ansporede det næsten den klapjagt de var begyndt på. Som blev der trukket i snorene på dukker, bevægede både Corinth og de to sidste mænd sig væk fra vægstøtten, armene stadigvæk krydset og et glimt af interesse hængende i de forskellige slags øjne der tungt lå over ham. Mørkebrune, blå, grønne. Fokusset var Eskilds. Og hvad gjorde han med det? 

Han ville ikke lege med. Mundvigene hos Corinth dirrede i et underspillet, morende smil, da den mørkhårede mand blankt afviste problemstillingen Cullen fremlagde - tydeligvis hverken motiveret (eller interesseret) i deres julelege. Det måtte man alligevel give ham, der hvilede en interessant ligegyldighed over de matte øjne. Og uden at nødvendigvis ville det, spillede han kun mere op til dans i sin arrogante afvisning. 
Fordi afvisningen (omend den lirkede et mørkt lille 'heh' over Corints læber) fik i selvsamme sekund Cullens blå øjne til at slå gnister af is. "Ikke godt nok!" kom det bidskt, og han forsøgte i et dødningegrin at gribe fat i kraven på den mindre byvagt, hænderne krogede som kløer. Men Eskild var forberedt. 
Noget måtte de alligevel lærer deres kære vagter, sådan som han formåede at aflæse det skridt Cullen, skarpt forfulgt af Sirell, tog imod ham. Med et imponeret sug af luft igennem tænderne observerede Corinth den elegante manøvre, da han formåede at gribe armen og vinkle den videre så Cullen kom imellem ham og Sirell, jah næsten snurrede om sin egen akse, og samtidigt skabte røre i gruppen bagved ham som ikke havde været klar på de hurtige bevægelser. 
Hænder, mørkt hår, klirren af metal og sten som blev mast under sålerne. Det gik stærkt, og Sirell stoppede overrasket sit angreb, et glimt af tvivl i de lyse øjne - det havde ikke været planen. "Sirell, Corinth! - Ved Zaladins forgård, tag nu fat forhelvede" bandede han bryskt, og prøvede at lirke sig ud af det overraskende stærke jerngreb den feminine mand alligevel formåede at fremvise. Pinligt. 

Men situationen set fra oven, og hvordan den udviklede sig... det var nu engang ganske underholdende. Kaosset vibrerede imellem passagens smalle vægge - kælede for det mørke blik der langsomt lyste mere op hos adelsmanden og fik hans fingerspidser til at sitrer. En uventet drejning. Og en han tavst lod udfolde sig i sekunderne efter, inden at han endelig fulgte opfordringen fra Cullen. 
Lydløst som natten begyndte mørket omkring Corinth at bølge nærmere, førhen det med klæbende præcision skød op fra jorden og viklede sig om hans ben og arme. Forsøgte at tvinge ham til ro. 

At det var sådan hans vagter skulle have udfoldet sig siden slagsmålet med Stian, var ham irriterende. Der var dog altid et udfald efter sådanne stridigheder, og eftersom han havde tabt (for ikke at være lige så opfyldt med vrede), kunne ekkoet af nederlaget høres. Det kom dog blot nærmere og nærmere for hver vagt. 
Stemmerne var noget han havde hørt før, men blot det han passeret folk og hørt deres klang, hang det ved i ham og han kunne genkalde hvor det var fra før. Men det var så overfladisk med dem, at han stod på bar bund. Havde han blot deres navne at gå med, så var det nemmere for ham at forholde sig til det. Men nu måtte han gå med, at kunne genkende deres fodtrin, irriterende stemmer og opslidende vejrtrækning. 

Eskild nåede ikke mange skridt, før en utilfredshed brød frem. Mandens egen bidske tone og vejtrækning, var, hvad der fik Eskild til at vige uden om grebet der blev svunget efter ham bag fra. Men havde det blot været deres sidste optrin, kunne de have efterladt hinanden i ro og mag, men deres julelege fortsatte. Havde det ikke været for deres tunge fodtrin, havde han ikke kunne nå at reagere eller få snoet sine lemmer uden om deres, indtil han fik langt armen om, hvad han tog ham for at være, lederen. Det bryske kald var rungende for det høre øre, at han kneb en anelse sammen i det højre øje. 
Skaden skulle ellers være gået i sig selv, men det stak nu alligevel til ham. 

Uden chance for at vide hvad der skete, mærkede han noget om sig, men han kunne intet fornemme. Det gav ingen mening, men der fandtes selvfølgelig evner han ikke kunne forholde sig til. Fødderne mærkede et let ryk, og hænderne blev tvunget ned. "Hvad er jeres problem, fik I ikke nok lommepenge af jeres mødre?" spurgte han frustreret og så mod den person, som virkede mest stilfærdig og rolig. Var det ham som stod for dette spænd, afholdt ham at kunne rykke sig fri. 

Med skyggerne snoet omkring arme og ben, formåede Cullen endelig at vikle sig fri - hans ansigt fortrukket i en irriteret grimasse - og hænderne flyvende ned af overkroppen, næsten som skulle han børste hvad end snavs byvagten havde båret med sig, væk. Den klæbende masse reflekterede i blå og lille nuance det svage lys der var tilbage, noget af det var kommet på Cullins skikkelse og med en lavmælt banden forsøgte han at fjerne det. Ikke til meget succes. 
Men Eskild. 

Mørke øjne mødte byvagtens tomme, gyldne pupiller med et lille ryk. Undersøgende, en anelse betagede af frustrationen i hans stemmebånd og med et spirende smil i den ene mundvig, gled Corinth endelig lidt mere frem i billedet, ansporet af spørgsmålet der hult ekkoede imellem dem. Hvad fanden var deres problem? Et eller andet sted ved siden af ham, kunne man fornemme hvordan at Sirell prøvede at hjælpe den anden adelsmand med at få det mørke snask væk fra hans vest. De to andre sværmede lidt tvivlende. Men den lyshårede mand bød dem ikke meget opmærksomhed, da han med dæmpede skridt kom nærmere, møvede sig forbi Sirell og gled udenom Eskild, en finger dansende på den metalklædte skulder og med retning imod hans nakke.
"Vores problem?" ordene vibrererede med latter, tydeligvis underholdt  af spørgsmålet og ikke videre interesseret i at gemme det for den mørkhårede mand. ".. åh min kære. Du tror virkelig ikke at det bare er dig, som er problemet?" og uden helt at kunne stoppe sig selv, det var alt for tillokkende, greb Corinth fat i en god klump af det lange hår, for i samme sekund at tvinge hagen op, hovedet tilbage og øjenkontakten på plads. Ah. Han var smuk, sådan som frustrationen fik blodet i hans kinder og brynene til at glide ind imod hinanden. "Der kan man man bare se..." tilføjede han stilfærdigt, hovedet en anelse på skrå når han med næsten kvalmende interresse stirrede ned på den anden skikkelse, og gestikulerede til de to andre, der indtil nu ikke havde været videre indblandede. 

Fingrene borede sig ind i den bløde muskel under huden på Eskild, tydeligvis med vilje, da de med et fast greb tog kontrol over hans bevægelsesmuligheder og hev ham op igen. Corinth slap. Foran dem virkede Cullen endelig til at have fundet sit fokus igen, og stirrede med en blanding af forargelse og smålig nydelse over behandlingen, ned på den uheldige skikkelse. Cullins næse vrængedes, hænderne smækkedes sammen foran ham og han fnyste. "Dét var en fejl. Eskild".
Og de hev ham i en heftig bevægelse op og stå, for med målrettede skridt at bevæge sig videre igennem gyden, med retning imod Tempelhaverne, tydeligvis ikke interesserede i mere af hans pis. 

Sammenbidt udstød han et overrasket ugh som han mærket taget i sit hår der tvang hans nakke tilbage og hovedet op. Hvorfor kunne han ikke tænke sig til en mening med alt dette, irriteret ham næsten mere end deres tilstedeværelse. Men deres tilstedeværelse var og forblev det værste for aftenen, som at vandre på efterladt brændte kul barfodet. "Hvorfor er jeg så jeres problem?" spurgte han brysk og prøvede gøre fatning af hvor - det som måtte være Corinth - han var henne. 

Der kan man bare se -- hvad betød det, og skulle han spørge, men det ville blot fremvise ham som værende dum. Men det at han ikke kunne få hovedet frit fra grebet, sat ham allerede i den position. Kinderne var opblussede i frustrationen og blodåren banede vej for at fyre op i panden såvel. Havde det været sådan Stian følt det i sin tid?

Fortrin nærmede sig langsomt, som tyve på list.

Taget på armen fik øjnene til at slå op en enkel gang, det var præciseret og næsten en lammende følelse som fingrene borede sig ind i huden på ham. "Hvordan fuck, du er på benene igen" lod han sig kommentere provokerende, men i samme sæt blev han hevet op på benene igen og slæbt med - næsten da. Det var ikke med hans gode vilje at han fulgte med, men de havde beklageligvis deres tag på ham. 
Var det ikke for de målrettet og heraf tunge skridt, havde han ikke vidst, at de var på vej mod tempelhaverne. "I forekommer mig ikke just som nogen der kommer i den hellige bydel ellers" kommenteret han med på sin vej, mens han prøvede at få sat fødderne i og revet armene til sig, men hverken eller virkede, foruden at det blot gjorde mere skade end gavn for ham. 

Et eller andet sted, fæstnede de mørke øjne sig ved hvad han observerede, i det korte øjeblik de havde en mere direkte interaktion. Der var noget specielt over vinklen, over måden han han sad på, og en bagtanke om hvordan det ville se ud på papir, fik ham til at være opmærksom. Hvad der gik igennem hovedet på de resterende i selskabet, jah det forekom ligegyldigt, og han nænnede ikke at bryde øjeblikket ved at svare. Der var trods alt ikke nogen god grund til hvorfor, udover at: han havde bare gjort sig bemærket. 

Det var allerede gjort. Og Corinth ville ikke gøre sig klog på, om der lå noget dybere bagved det, når han lavede det lille tanke eksperiment. De forventede ikke voldsomme konsekvenser.  Men så igen - det var første gang det eskalerede en smule til det mere fysiske. Og han gjorde det ikke ligefrem bedre, kunne han konstatere i et tavst smil. Det var en modig attitude, og de provokerende kommentarer pustede til flammerne på et smukt bål. Han var dog lidt sjov, og for at skjule sit grin en smule gled hånden over munden. 
Temperamentet ville nok altid være en af Cullins største synder, når man sjovt nok snakkede om tempelhaverne. Vrede. Man kunne næsten smage det i luften, da adelsmandens blik lynede, og han marcherede efter de kæmpende skikkelser. "Hold din-"
Corinth var hurtig til at følge med, nogle få, glidende skridt efter den høje mand. Hånden gled en anelse sympatisk over hans skulder, men bestemt i sit greb, og stoppede i et kort sekund det ord der var på vej ud. 
Han virkede til at skulle beslutte sig, øjnene flakkende imellem Corinths undersøgende (eller var det spændte) blik - var han sikker? Og Cullin hev sig med et fnys fri fra hans spørgsmål - han var sikker - og lod i sidste ende provokationerne, og Eskild vinde. "Hold ham stille et øjeblik". 
Tilfredse med at få ham manet mere til ro forsøgte de to der holdt ham, faktisk at holde ham stille, og Sirell gled lidt mere assisterende frem for at hjælpe. Rustningen dækkede store dele af hans krop. Men da de endelig fik bakset ham ned på det ene knæ, var det ribbenene de gik efter - det ville være lidt mindre tydeligt for hans kollegaer. Og der føltes godt, skulle hans hævnrige smil betyde noget. 

Taget i armen var med samme følelse, som når nogen greb om skulderen og presset ind under kravebenet. Det var dog en smerte som kunne bides i sig og ville svinde hen til næste dag - blot søvnen gjorde sine underværker. Men om den ville kunne gøre nok underværker for denne aften, måtte han sætte sin lid til. Måske han skulle forsøge sig med lidt af Discipel Samuels gode tro, at Isari ville hindre ondt, kunne hun så forhindre den hjemsøgende smerte der kunne se sit snit til at hæmme musklerne. 

Skønt, hans provokerende kommentar ikke helt fik tempoet til at stoppe, var det dog nok til at de lod sig reagere på dem. De enkelte på hver deres måde. Hælene stod fra tid til anden i jorden, men fødderne blev presset henover. 

Hold din- Corinth stoppet sin forvokset gruppeleder af en trold fra at tale færdig. Var det et forsøg på at stoppe mens legen var god? Eskild prøvede at fange hvad end han kunne fra dem. Hjerteslag, urolige sammentrækninger i tarmene, vejrtrækninger, men intet var helt lige til. Nogen forekom en anelse mere passive i det end andre, men kødbjerget af trolden, hans indre var rasende. Kørt helt op i det røde felt. Måske det at have svunget stikpiller i hans retning, ikke havde været det rigtige valg, men han stod dog ved dem. Der var ingen grund til at beklage, når de unødvendigt så sig nødvendige til at træk ham igennem hvad end tyranni de kunne finde på. 

Eskild blev presset ned på knæet, som en bedende forladelse til kongen position. Et stødende jag kørt igennem ham, og han bed sig selv i kinden for at overrumle den smerte. Han lod dem løsne det af uniformen de kunne uden at sætte sig dem. Han havde alligevel bedst førlighed uden den på. Lyden af metal der ramte jorden omkring ham, fik blot opmærksomheden til at orientere sig om hvor de stod, hvordan de stod og hvad han selv kunne gøre. Eskild fik presset fingerspidserne ned på jorden. 

Det oliefølelse suppestads måtte han tage sig af senere, for det var det mindste problem for nu. 

Når det sidste metal af uniformen var taget fra ham - tak for det dog alligevel - ville han se om de for et sekund løsnet deres greb på ham, så han kunne forsøge sig med et få det knælende ben drejet omkring sig, for at få dem lidt på afstand (om nogen håbe, væltet en), for så at komme op og stå igen efter den svingtur om sin egen aske. Men det krævede en nøje agtig præcision og det skulle ske hurtigt. 

Det var vel til hans eget held, at han så ud af ingenting og ikke havde samme larmende tilgang til sig, som trolden havde. 

Man kunne på mange måder se hvorfor det normalt fungerede rimelig godt for den lille gruppe mænd. Der var en rolleinddeling - der var et system. Og som alle andre grupper, eller var det næsten et kobbel, var der et hierarki. 
Hvem der i sidste ende ville få skylden for hvordan det dernæst udviklede sig, ville de nok ordne internt. Men med et overrasket lille 'Oh' betragtede Corinth optrinnet, mørke øjne tindrende med et glimt af latter men en koncentreret rynke imellem brynene. 

Metaluniformen faldt til jorden. Et kort øjebliks arrogance i sekunderne efter, det var alt hvad et krævede, og 'musklerne' der holdt byvagten nede blev overrumplet af de kamptrænede bevægelser. Den ene fik fejet benet og balancen væk under sig, og faldt med et smertefyldt støn ned på stenjorden under dem. Den anden - skubbet tilbage af momentumet - snublede også bagud og ramlede sammen med væggen. Det havde været et elegant modangreb, og det var fristende at se hvad der skete nu. Alle - også Cullin og Corinth - var taget en anelse på sengen, og så ham forsøge at komme op og stå. Men når det gjaldt råstyrke, var han udmanøvret på flere parametrer. Det var dog anerkendelsesværdigt, kunne han ikke lade være med at tænke. 
Han vidste dog godt hvor træls stemningen ville blive, hvis den undermåler af en byvagt slap afsted med så meget modkamp. Og med en brændende, behagelig fornemmelse af kontrol, strakte han hænderne frem for at få ham sat mere i lås igen, et beroligende smil om læberne. "Du kommer til at trænge til et bad nu" pointerede han tørt, men overraskende neutralt, jah næsten medfølende sat til sammenligning med de mere vrede lyde fra resten af selskabet. Sikke et svineri, det var på hans tøj nu. 
Og han havde trods alt virket overrasket angrebet, første gang. Selvom det krævede en del mere arbejde fra hans side, og han med et anstrengende fnys følte magien spænde imod den mørkhårede mands modvilje, da den skød frem af ingenting, virkede det som den rigtige taktik da den mørke 'væske' bølgede ned over hans skuldrer, krøb truende op af halsen og trak ham ned imod jorden igen i skarpe ryk. "Er du ikke enig, Cullin?" og han blinkede sigende til den højere adelsmand. 
Han virkede med et hæst grin ikke helt uenig. 

Måske det var en kortvarig sejr, men det var en sejr for øjebliket. Han kunne kun få fornemmelserne med sig, som han krop ramte deres eller som lyden af deres tunge kroppe rumsteret mod noget mindst lige så hårdt. Men som Eskild ville komme op og stå, mærkede han igen det, som havde holdt ham spændt før. Hvordan det kunne efterlade ham i en olieret tilstand, men ikke have nogen fysisk vibration som kunne høres eller mærkes fra jorden, kunne han ikke helt se uden om. 
Det var et fejt trick, men de var jo alle feje kujoner. 

"Hva?" udbrød han i sin irritation, som han samtidig mærkede hvordan det krøb om skuldrene på ham og faretruende gled om halsen på ham. Der var ingen logik i den substans, og han mærkede hvordan det trak ham ned mod jorden. Hænderne knugede sig til brostenene, tåspidserne stod på linje med knæskallerne. Hvorfor fuck kan jeg ikke komme fri fra det, tankerne vandret omkring og han prøvede fokuseret på hvordan de stod. 

Det kunne vagt anes, at Corinth stod, hvad Eskild ville betragte det værende, som en troldmand, men det var ikke tilfældet, det vidste han dog. Men trak ham blot længere ned, indtil albuerne kyssede stenene under ham. "Cullin?" gentog han yderst dæmpet for sig selv, det sagde ham noget, men alligevel ikke helt. Havde Løjtnant Thorne nævnt navnet før? "Sagde du Cullin eller kylling?" brød han ud mellem sin kæmpende vejrtrækninger fra at blive trukket helt ned på brosstenen. 

Det var at stik til trolden, men han ville hellere fortsæt sin provokation, end at give op verbalt som fysisk. 

Det var ganske bevidst at Corinth positionerede sig som han gjorde. Udover at det skjulte den manglende fysik som mange af hans kammerater formåede at præsentere, havde han aldrig været meget for de fysiske slagsmål. Det var rodet, det var - som Eskild så fint havde illustreret - uventet. Og selvom det trak i en snert af hans interesse, skulle han nødigt blive den næste der faldt til byvagtens hurtige bevægelser. 
Det ville være for pinligt. 
Derfor var det ganske rigtigt lusket, og da det endelig blev cementeret for adelsmanden, hvordan han ikke kunne modværge skyggegrebet... jah så blev det kun så meget bedre, at benytte sig af det. 

Han blev ved med at presse på, linjer af koncentration over den ellers løse holdning, og han strammede i en dramatisk bevægelse magien. Bogstaveligt talt, da albuerne i et hårdt ryk blev tvunget ned på stenene. 

Bagved byvagten virkede Sirell endelig til at få hjulpet de faldne venner op, og ved siden af ham gnækkede Cullin konspiratorisk, nok med tanke på hvad de kunne gøre når der lige kom samling på tropperne. Men stemningen... som plaskede en spand vand nedover adelsmandens lyse ansigt, hørte han kommentaren fra byvagten, og hvæsede næsten. Det var en anelse komisk, hvordan han snappede efter vejret, en sitren ned af den høje krop. Corinths blik fulgte katastrofen, et biluheld man ikke kunne lade være med at se væk fra. Og med et dæmpet 'uff', hørte han det hårde dunk der rungede igennem luften, da Cullin tog afsæt og endelig sparkede den skyggelåste skikkelse, efterfulgt af et hånligt "Hold. Kæft". Cullin for helvede. 
Det dæmpede støn af smerte tvang en kontrolleret udånding over den lyshårede adelsmands læber - så skete det alligevel, men det var trods alt en af grundende til at han var her - og han sukkede. Nok lidt mageligt. "Få ham nu bare med, tempelmessen er overstået før vi ved af det" pointerede han henkastet, måske lidt for sigende om den indsats der blev lagt i at finde ham, men alligevel sigende nok til at Cullin med et lille 'hmm' rettede sig op igen. "Adam, Ivan - fat ham. Sirell-" og han kastede blikket imod nogle af de spredte rustningedele der lå tilbage. Sørg for det, førhen han greb halskæden der tillokkende lå halvskjult imellem stenene og Eskild. 

Hvor vidt, han ville have været foruden at vide hvad der skete, var et spørgsmål, han ikke kunne finde svaret på. Men luften forsvandt fra ham, tæt på en ballon der sprang af følelse. Det smerte præget udtrykt forlod ham, som han mærkede foden mod sin mave. Som tarmene blev slynget rundt og stak op under ribbenene på ham. 
Kunne fingrene havde knuget sig mere i stenene, havde de gjort det, men alt det formåede at gøre, var at give flosset negle og hudafskrabninger på det yderste led af fingrene. Et host blev udtrykte, og han mærket hvordan munden gav noget vand fra sig. Han fik bidt sammen og sank hvad end der lå i hans mund af væske. Sparket ramte lige hvor det skulle - og med sådan en fart og kræft, at det var forståeligt, hvorfor trolden var lederen af dem. 

De var vel alle bange for ham. 

Alle de navne der blev nævnt, han bed mærke i dem og klyngede dem til sin hukommelse, en indre tegnestik stak i ham. Af alle de navne, var han virkelig den med det mest ynkværdige af dem alle. Cullin. Kæft, hans forældre måtte hade ham, konkluderet han for sig selv i tankerne. 

Som sløret vindlæste grene en regnfuld nat, kunne han blot ane at hånden brød ned i mellem ham og brostenene, for så at mærke hvordan halskæden af hans forlod ham og hans hals. "Du vil ikke ku' pas den om din orknakke," fik han kommenteret, måske det skulle have forblevet en tanke, men smerter havde en eller anden effekt på folk - og Eskild var ingen gud, hvorfor smerten endnu sad i ham. 

Frustreret, men alligevel øm omkring i kroppen, mærkede han hvordan troldens, med orknakken, håndlagere fik slæbt ham med. Der var for mange ting at forholde sig til, at han ikke helt kunne fange hvor tæt de var ved søen eller ej -- eller at det var søen de ville smide ham i for den sagsskyld. Men de havde nævnt et bad, og søen var det eneste i nærheden der kunne efterkomme sådan et ønske. Et eller andet sted, frygtede han, at de havde fået nys eller luret ham, og derfor ville give sig i kast med, hvor god han var til vands. 

Hvor overraskende det nu engang var, så var byvagten ikke færdig. Det virkede som en torn i siden på den høje adelsmand, der dog havde en mission. Det bad der. For de seende var det tydelig i Collins blik, hvordan at hvad end han kunne sparke igennem ham af fornuft, ville blegne i forhold til vandets koldere omfavnelse. Og han rystede i stedet afvisende på hovedet, blikket låst på det skinnende byvagtsemblem i hans hånd. "Du bliver ved" fnyste han, og tog nogle skridt videre. Førte an. 
De halede ham med sig, og efterlod en mørk plet hvor han før var faldet sammen, hvor Corinth som den sidste fulgte med fra gyden. Vejen derhen ville ikke være alt for lang, og hans tilfældige skældsord blev modtaget med en kølig målrettethed. 
Ikke lang tid efter - han var ulidelig i sin modstridende krampetrækninger dukkede de op foran tempelsøens kuplede form. Den så idyllisk ud, med sine mørkelilla og orange toner som oplyste nattehimlen - det grænsede efterhånden til dyb og kold mørkeblå. Det var næsten lidt for spøjst. De fine små dyr der padlede igennem det stille vand, freden når de fleste af kirkefolkene havde pligter at forholde sig til. Det var spøjst, givet den scene der kort efter udspillede sig. 
Hvad end der svømmede af fugledyr virkede til at trække en smule væk, så fjendtlig var energien der omkransede Collin, da han hævede det fine emblem. "Betyder de her meget for jer?" han studerede det, de isblå øjne fikserede. Corinth krydsede afventende armene, tilfreds med at lade  dem fører slaget gang for nu. De virkede til at have ham under kontrol, sådan som de sørgede for at holde ham i spænd hele tiden, den her gang. 

"Der burde ikke være alt for langt til bunden. Kom - du kan gå når du har fisket den op" det dæmpede plask signalerede at han knap nok ventede på et svar, førhen han besluttede sig, og kastede den i søen. Der var ikke alt for langt ned, men vandet var koldt i senvinter vejret. 
Og med et hårdt puf slap de ham i et skub imod søen, men ikke hårdt nok til at han automatisk ville falde i. Nej, de ville tydeligvis se ham selv hoppe i. 
Gik der for lang tid, måtte de bare motivere ham, og Corinth rykkede lidt afventende nærmere. Skulle de virkelig skubbe ham i, førhen han bare fik det overstået? Det smalle smil voksede en anelse. 

For din gustne mors mugne grød, da også. Byvagtemblemet var givet som man blev en del af vagten. Selvfølgelig var det blot et smykke som uden tvivl kunne erstattes, men det var vel den sentimentalitet man lagde i tingene. Det kunne selv henne for en som Eskild. Et anden problematik i det lå vel, at Stian på nuværende tidspunkt vidste, at han alle dage havde den om halsen, og nu stod han uden den om halsen. 
Denne aften var ikke et samtale emne der skulle vendes med kollegaen på nogen måde. 

Han var ikke slæbt med, men han var heller ikke helt samarbejdsvilling, han var blot en anelse afkræftet, hvorfor det forekom dem så nemt at få ham med sig. 

Selvom Eskild forsøgte at gøre en form af modstand, var han endnu omfanget af det han ikke kunne se. Hvorfor skulle han føle sig våd og klisteret, var det ikke nok, at han var deres aften underholdning. "Når du nu spørger så pænt, så er det individuelt hvor meget vi værner om det," svaret han, for en gangs skyld, en anelse mere roligt og ærligt, selvom han ikke gav et helt svar alligevel. Det var jo hans. Men han ville ikke give dem for meget af en fornøjelse. Den var jo ikke liv eller død. 
Havde han haft muligheden, havde han gnedet fingrene til panden og sukket højtlydt irriteret over dem, men muligheden var der ikke, hvorfor han blot lod sig sukke ud igennem næsen. 
Plasket af metallet der ramte vandet, fik ham til kort at synke en klump. Det var så sandelige en kattepine nu. De skubbet ham frem, og han tøvede en en del med at nærme sig vandkanten. Så snart hans fødder ville ramme den blødeoverflade, ville alt være som et ujævnt ultralyd billede for ham, misvisende og flimrene. 
Han ville så sandelig ikke i vandet - og slet ikke for den. Sentimentalitet eller ej. 

Men som han ville vende sig rundt og træde væk fra det, mærkede han, hvad der skulle have været forventeligt selv for ham, et skub. Fødderne mistede fatningen og han faldt i vandet og lidt længere i end forventet. Vandet stod ellers stille, men hvordan han så formåede at ende meter fra vandkanten, var et mysterie. Generelt vand var et mysterie. 

Han fik rejst sig, hørte hvordan vandet drev af tøjet og tyngede ham en god del. Han kørt en hånd ned over ansigtet for at få vandet af sig, efterflugt blev håret skubbet tilbage som det var redt tilbage af vandet. Vandet var koldt og kunne da uden tvivl fryse kød til, hvis man blot havde tiden til at vente. "Jeg går ikke ud efter den," sagde han med en bestemt tone og en noget så følelsesløs mine.  

Det var efterhånden forståeligt, hvordan hoved og holdning hang lidt mere hos byvagten, spændt ud imellem de to højere brød. Som orkede han ikke mere. Men han havde samtidigt ikke ramt muren endnu. Han formåede i hvert fald - enten via stædighed, stolthed eller standhaftighed - at blive ved med at slæbe sig over på den anden side, og afvisende feje deres slibrige intentioner væk, når de forsøgte at knække viljen.
Trættende. Giv nu bare op, føltes det som om at de sagde, når de med et skarpt skub tvang ham over kanten. Nej, bliv endelig ved, summede det bagved ulvesmilet Eskild nok snart ville få svært ved at 'se'. 

Om de andre så det, vidste Corinth ikke. Men modviljen imod vandet dæmrede i kanten af den ellers arrogante overlegenhed han havde båret sig frem med, indtil nu. Spillede adelsmanden øjne ham et puds, og så han det han ville se, eller virkeligheden? Det kunne selvfølgelig være kulden, ingen havde interesse i at dyppe tæerne i dets mørke overflade. Men frivilligt ville han selvfølgelig ikke bevæge sig derned. Og med et motiveret fnys tog Cullin selv teten - "Det siger du ikke?" da han gav ham et ordentligt skub, så Eskild fløj igennem luften, og et øjeblik forsvandt under overfladen i et højlydt plask. 
En skurrende latter boblede frem imellem de fem mænd, der uden tøven bevægede sig nærmere kanten for at blokere ethvert forsøg på at komme op. 
Dryppende som en våd og slået hund. Der var ikke samme udtryk af ynkelighed i de tomme øjne, der mødte dem, som man forventede af menneskets bedste ven. Tværtimod, der var et ildevarslende udtryk af intethed. Tomhed. Ikke engang had? Og hans læber skiltes i malplaceret forundring, situationen til trods. Fordi hvor kom det fra? 
Han måtte vide mere, da han et eller andet sted havde forventet en langt mere krybende personlighed, givet de rygter han havde hørt om slåskampen med den anden byvagt. Men lige nu var ikke tidspunktet for de tanker, eller den fascination, og han bukkede sig lydløst ned for at samle en mindre sten op. 
Klemte den overvejende, imens han låste blikket på Cullin. "Så kan du blive her længe" hvislede manden, og så med et først undrende, og derefter erkendende blik på den sten Corinth afventende kastede lidt op og ned. Inden han sigende rakte den til ham. Kom nu, Cullin. Han kunne godt gøre det bedre. Få ham til at danse. 

Og med et lille hmm snuppede han den ud af de sorte hænder på Corinth, og snøftede hånligt. "Kom nu Eskild. Dans lidt for os" og kastede den ondskabsfuldt, men målrettet efter hans våde skikkelse. 

Dråberne af vand som faldt fra ham, var som ringe for ørerne. Hvert et lille plask kunne ikke blot høres for ham, men han følt det som en skratten for hvad han kunne se. Selvom de stod samme sted fra hvor de havde skubbet ham i vandet, var det alligevel som om de flyttet sig som spøgelser vævende fra venstre til højre. Skønt han kun kunne spændende let i kæben for at samle sin koncentration om hvor de rent faktisk opholdte sig, skulle han ligeledes give en del af sin koncentration til ørerne for at høre hvad de sagde. 

Deres summende støj, den flue man aldrig kunne få klasket og blot forstyrret ens nattesøvn, var ikke til at lukke helt ude, selvom han gerne ville. De stoppet ikke, og havde ikke i sinde at stoppe. 

Så kan du blive her længe, som synget ud af slangens hvislende mund. Eskild tog blot sine dybe vejrtrækninger, for ikke at ytre sine frustrationer til dem eller ligge op til kamp -- skønt, de næppe ville springe i vandet selv. Tungespidsen led let ud i mellem læberne for at få det overskydende søvand fra sig. Han vred hånden ud til siden og fik vandet fra håndfladen. "Dans for jer?" gentog han med en vrissende stemmen. Men som det blev sagt, mærket han noget hårdt ramme ham i skulderen, efterfulgt af flere. Nogen ramte, andre fløj blot om ørerne på ham. 
Som et spredehagl, var ham ramt af de små kantede sten. Skulder, brystkasse, kraveben, overarme, mave og lysk. Det var selvfølgelig dér han skulle vælge at gå længere ud i vandet for at hindre slagene fra stenene, men det betød også, at han ikke ville kunne sikre sig selv, hvor de stod. 

Måske var det held i uheld, men som han drejet på hovedet, snittet en af stenene ørets brusk. I det valgt han at lade sig falde bagover, synke under vandet for at få større afstand til dem. Eskild fik vendt sig i vandet, lod hånden mærke den våde undergrund og brugt det som sin guide til at lede sig længere væk fra dem - og længere ud i midten af søen. 

Han fik rejst sig på ny fra vandet og fik luften ind på ny, men måtte nu indse, at han stod med vand til brystkassen. Hænderne fik kørt håret tilbage på ny og gled vandet af ansigtet. "Så længe jeres Fadere ikke ser jer, er alt vel godt" tempelmesserne ville på et tidspunkt slutte og de trolige tempelpræster havde deres vanlige aftengåture ved tempelsøen og haverne. Så om de ville give sig i kast med dem, ville være vovet. 

Nu var de alligevel så godt i gang, at muligheden for en god omgang, og relativt mild stening ikke burde være alt for grænseoverskridende. Cullin... nej - de havde alle - krydset grænset da de lod den store mand sparke byvagten, og det her virkede kun som en udvidelse af strafudmålingen. Cullin og de andre bed trods alt så nemt på, alt hvad det krævede var en lidt lys idé i en allerede dyster situation. Han havde faktisk ikke regnet med den iver der pludselig blomstrede frem i gruppen, det var en velsignet efter-effekt, og han behøvede knap nok at hjælpe til. "Jah, lad os se dine spring" 
Kast ikke med sten når du selv bor i et glashus, var det ikke hvad man sagde? Men ingen hænder var rene her, og så slet ikke de sortdyppede fingerspidser der tappede imod stenen tilbage i hans hånd. 

Man kunne nok ikke styre kroppens reaktion, når hænderne beskyttende forsøgte at skærme de mest sårbare steder... men det forekom alligevel desperat, det var i hvert fald hvad de mumlede til hinanden, sådan som han ikke kunne flygte fra det. Selvom han tog det med oprejst pande. Og ynkeligt, da han så endelig gav op og forsøgte at slippe væk ved at skabe afstand til dem. Jah, ud på dybere vand. 
Håret flød som en sort krans i den svage belysning, og selvom stenregnen forsatte, formåede han at få sin forslåede skikkelse langt nok udenfor rækkevidde, til at de endelig holdt op. 
Nu hvor de plaskende lyde stilnede af, kunne man høre efterdønningerne af latter i det tomme område, og de klappede næsten hinanden bifaldende på skuldrene. Godt gået, nu havde de vidst også vist ham hvor bukserne sad, og hvem der havde dem på. Det hurtige klap fik ham næsten til at vakle lidt fremad, sådan en henkastet styrke havde Cullin og deres typer. Tåber, men underholdende tåber, simple i deres fornøjelser.  

Corinth forestillede sig meget vel færten af blod i luften - han kunne næppe opfange sådan noget - når han tavst betragtede silhuetten af hovedet og skulder der stak op i alt det mørkeblå. Men der var noget i luften, og han ville have svært ved at lade det slippe. 
Desværre... havde Eskild dog ret... forsinkelserne havde gjort dette måde kort, og snart ville tempelhaverne fyldes med langt mere retskaffent personale, en irriterende dunst nu hvor de ellers dannede så fine relationer. De mørkebrune øjne søgte nattehimlen, i et tavst studie af hvad klokken monstro var. "Heh, det kan du have ret i" nynnede han næsten. "Sig mig, Havasi, er du religiøs?" undersøgende, næsten tragisk komisk gled det over læberne, givet den oprigtighed han spurgte med. Troede han på skæbne? Ville han tilskrive det mere end bare det sorteste, sorte uheld?

Med et lille vink stoppede han Cullin i at samle en håndfuld sten op mere; det var ved at være tid, og Eskilds timeglas af tortur var dermed ved at rinde ud. Altså indtil de vendte det omkring igen, og startede sandkornene på ny. 

Han var så sandelige ingen havmand, men oprejsningen fra vandet var i samme takt som den lille havfrue. Me øjeblikket varet inden tid, for han var ikke i sit rette element eller glad for sin våde situation. Kulden var ulidelig og vandet kunne få selv den slappeste pung til at svinde op i en på ny. Det var stramt og ubehageligt, men alt for at de ikke blev blå og knækkede af. 

En enighed var nået, deres leg var ved at være slut, men om han kunne undgå at Fader Romeo som en af de mange præste der skulle ud og lufte sine mange lag af kåber, var uvis. Det ville dog ikke være noget han ønskede, men på den anden side, Isaris fader kunne ikke lide ham alligevel. "Om jeg er religiøs?" frem for at smide omkring med mit navn og efternavn, så smid for helvede jeres eget. - "Nej, hvilket er en skam, for nu kan ikke bede til guden om at besværlige gøre jeres ynkelige liv," vrisset han en anelse og lod hovedet falde lidt ned, som han så mod sine fødder. Han kunne mærke jorden, men det var alligevel bare som bølger fra søen. 

"Er jeres mødre stolte af jer?" han begyndte langsomt at træde frem, væk fra midten af søen, men tog alligevel sin tid, de skulle væk før han kunne vælge at træde op igen. De ville vel ikke forblive i nærheden for at fortsætte deres våde leg med ham. I hans indre, der talte han stille, klokken var ved at der, portene ville snart åbnes og de troende ville strømme ud som orkhøner der blev jagtet.