Gangbroen til skibet stod tomt i øjeblikket, men inden længe ville de begynde at modtage noget last som skulle sejles til Belzera og Fristhavn inden for den nærmeste periode. Skibet ville blive godt læsset over de næste par dage, hvorfor besætningen havde fri og kunne nå at nyde lidt af alt det de kunne lide. Richard havde valgt at gennemgå skibet tidligt den morgen, tjekke om alt var som det skulle være og ingen led last når de endelige var ude og sejle. 
Skønt det ikke var en ferie at sejle, så skulle man gerne kunne få den fornødne søvn i så behagelige omgivelser som muligt, skønt det ikke var lige nemt. Men han havde samtidig fået ryddet ud på sin kahyt; hans kontor. Papir fra andre, lovelige, fragte var blevet sorte efter dato, mens de ulovlige papir var blevet bragt med hjem dagen forinden. Så skulle han inspiceres inden næste fragt, ville der ikke være noget at finde. Alt stod snorelige; figurativt. 

Han nød solen som den stod højt ved den sene formiddag og vinden trak let ind mod land. "Flåden er længere nede af havnen," blev han fortalt af Edmund. Manden var endnu en del af besætningen, men han og Richard havde fået talt om det med at komme til tiden, ellers ville han blive nødt til at afskedige ham, hvilket han helst ikke så. Skønt manden var noget for sig selv, på godt og ondt, var han en af hans ældste bekendte sammen med Charles og Thorsten. "Tak," sagde han og gav et klap på vennens skulder før han begyndte at gå ned ad havnen indtil han så de velkendte uniformer. 

Den sorte trøje sad tæt mod kroppen, med ærmerne trukket op til albuen og et par brune cargolignende bukser. "Admiral Valeriev," hilst han, "Kan jeg låne Dem for et øjeblik," spurgte han med en indikation at det øjeblik bød på en gåtur langs havnen. 

Richard måtte dog erkende, han kunne ikke helt forstå hvordan at Charles formåede at blive venner med en, der fik hans overordnet til at miste skib, besætning og frihed. Selvfølgelig var Charles blot en del af besætningen dengang og havde blot været vidne til det, men han havde været bekendt med hvad der skete, alligevel var han sluppet afsted som han blot var tilskuer. Det var bare ikke noget han kunne sætte sig helt ind i. 

    Den seneste landgangsperiode havde været fortræffelig. Ikke fordi dronningen havde påkrævet hendes tilstedeværelse til samtlige timelange, ubehageligt relevante møder, men fordi hun en aften havde drukket sig fuld med Charles og gjort ting, hun virkelig burde fortryde. Så havde det ikke været så slemt at være endt alene i Dianthos, for pludselig var man slet ikke så alene alligevel. Nu var hun tilbage på Juvelen sammen med resten af sin besætning, der havde taget sig godt af Hviskeren og brugt tiden fornuftigt med reparationer og aftendruk. De stod midt i en udveksling af barslagsmålshistorier, da en af de andre fangede Lynn søjenkontakt og nikkede bag hende. Hun vendte sig om mod den fremmede mand og tog sit professionelle udtryk på. Det hjalp, at hun allerede havde en nyrenset uniformsjakke og en hat, der var blevet dampet tilbage i form.
    "Selvfølgelig kan De det," svarede hun med et smil, nikkede til sin besætning og gjorde også antræk til at gå langs havnen. "Hvad kan jeg være Dem behjælpelig med hr....?"
    Det var sådan her, de fleste på havnen foretrak at snakke med hende. Der var noget med havets folk og en tendens til at tale bedre, mens noget bevægede sig under deres fødder. Lynn havde oftere taget samtaler med bekymrede kaptajner, nødstedte søfolk eller kommende forældre til samme med de travede havnen så tør, at man burde skifte brostenene før hovedgaden i Dianthos.
    Hvilken kategori ham her hørte til i, anede hun dog ikke. Blikket gled ned over tøj så intetsigende, at han kunne være hvem som helst. Ansigtet genkendte hun heller ikke, men det sagde ikke meget, for Lynn var ekseptionelt dårligt til ansigter. Men den bekymrede fure mellem hans øjenbryn kendte hun alt for godt, og hun gav manden god tid til at finde sine ord.

Der var ingen interesse i hvad han havde berøvet hende fra eller at hun fik trukket det professionelle udtryk over sig. Dog måtte han erkende, at han følte sig en smule degraderet. Tænk at have været på havnen i tæt på tredive år, været inspiceret af flere omgange, nok at det kunne tælles på to hænder. Men måske havde flåden blot øje og hukommelse for de, som faldt for deres uniform og status. Men han børstede det af sig ..  sådan dan. 

"Det burde glæde mig, at Charles' udtalelse om Dem og deres kendskab til mig var korrekt," lagde han ud som en kommentar omkring det hun måtte være ham behjælpelig med. Han førte blot blikket ligge frem for sig og lod hænderne falde i lommerne. Han var næppe den klassiske af udseende sømand eller kaptajn, men han var nu eller ikke som de andre dukkenbolte og kvinde-elskende-typer. 
Men brynene lod sig falde tilbage til deres vante plads i ansigtet, uberørt og tavs af udtryk: "Jeg ville skønne, at De ikke lod deres benene falde om livet på min besætning," det var ikke helt hans interesse i at drøfte Charles som hans, da det blot ville gøre manden til et objekt, og det var der ingen gevinst i. Men hvis hun kunne falde i med Charles, kunne hun vel falde i med hvem som helst. Selv en som Edmund. 

    Det var det hurtigste, Charles nogensinde var havnet i en af Lynns samtaler uden at være til stede fysisk. Hvad Lynn netop havde forberedt sig på skulle være en eller anden grad af professionel admiral-krævende samtale, blev pludselig meget personlig. Og så faldt hendes ydre tillærte (men anstrengte) tiltaleformer direkte af.
    "Aååh, så du er Richard!" udbrød hun overrasket. "Han nævnte da godt noget med et skib, som han af og til sejlede med."
    Heldigvis havde dén del af samtalen været på gåturen mod paladset, og den friske luft havde svitset mindet fast. Ikke at det var så meget mere end at Charles boede sammen med en Richard, som havde et skib. Hun havde ikke slået det op i nogle register, for hun havde væsentlig vigtigere ting at tage sig til. Som for eksempel at blive stødt over, at han lige havde sagt, at hun ikke skulle lade benene falde om hans besætning. Hvad var det for en vulgær måde at beskrive det på?
    "Hør, makker," sagde hun med et skeptisk blik mod ham. "Jeg er Lysets admiral. Jeg boller zalme, hvem jeg har lyst til, så længe de også er med på idéen - og Charles var pænt meget med på idéen. Restriktioner kan du tvinge ned over hovedet på din egen besætning, men hold dig fra resten af havnen. Og tag et råd fra en gammel søulk som mig. Besætninger er ligesom teenagedøtre. Begrænsninger får dem kun til at fokusere mere på emnet. Landgangen er deres frirum."
    Hvis problemet var, at Charles pludselig ikke kunne slippe Lynn fra sine tanker, mens han var på havet, og derfor lavede fejl, var det selvfølgelig en anden sag. Men nu kendte Lynn Charles lidt for godt, og hun vidste, det næppe ville blive et problem mellem dem.

Nej, bare nej. Richard på ingen måde begejstret for det. Det var ikke hvad han gad at høre, men det vidnede blot om at Charles var en sladretante når det endelig kom til det. Hvorfor det ingen overraskelse var for ham. Måske han burde have taget Charles ord mere til sig og overvejet hans spørgsmål vedrørende Chryseis mere seriøst. 
Var det forkert at tænke sådan over det?

Selvfølgelig irriteret det ham, at hans næstkommende på skibet var så .. uden tøjler. Men hendes evighedstale fik ham til at skæve ned til hende. "Jeg behøver ikke råd fra en som Dem," han havde interesse i at gå fra dis til dus med hende, ikke på de betingelser som hun kom med. Det var måske sådan hendes drenge og piger var på skivet, men det var ikke hans erfaringer med sine. Selvfølgelig havde behov, og når de ramte land havde de frihed til at gå hvortil de ville, men flåden var blot et område de normalt gik uden om af gode årsager. Ingen grund til at vække mistanke. 
"Charles er desværre en mand uden megen rygrad .. viser det sig. Men med alkohol indebors, er han frygtelig nem at få til at føje sig, hvorfor det ikke ville unde mig, hvis De fik noget i ham," det var vel ikke uundgåeligt. Der var dog intet fjendtlig i hans talen eller tone. 

    "Uden rygrad? Ha!" udbrød Lynn med et højt grin.
    Aldrig havde hun da hørt noget mere forkert. Charles var en af de mest solide sømænd, hun kendte. Han havde stået imod hende i syv træge år, mens hun desperat forsøgte at få ham ned med nakken, og ikke én eneste gang havde han bøjet sig. Ej heller havde han trådt ved siden af og givet hende grund til at inspicere skibet udover tilfældige stikprøver - hvilket havde frustreret hende gevaldigt. Der var altid snorlige orden i hans ting, og trods hendes vedholdenhed havde hun ikke sat en eneste plet på hans virke. Så at kalde Charles for en mand uden rygrad var omtrent det mest absurde, Lynn havde hørt.
    Ved Richards næste ord kneb hun øjnene sammen mod ham. Hvad var det lige, den her mand følte, han skulle ordne, bevise eller afværge? Indtil videre var det eneste, hun vidste om Richard, at han boede samme sted som Charles i Dianthos (hvilket hun ikke vidste, hvor var), og at han ejede det skib, de sejlede på. Hvorfor ved Valeria havde han behov for at sige til Lynn, at hun skulle holde sig fra Charles? Han fik det næsten til at lyde som om, han mente Charles var i fare med hende. Var det fordi hun var admiral, og Richard mente, hun havde en usund magtdynamik over for Charles?
    "Sig mig, tror du, at jeg lokkede Charles til at ligge med mig?" spurgte hun og lagde armene over kors. "Jeg har kendt Charles, siden han trådte ind på havnen første gang. Føje sig er aldrig noget han har gjort for mig."

Det var tydeligvis to forskellige sider af Pearson de fik at opleve. Ikke sagt, at han ikke havde oplevet manden de omtalte som en loyal og flittig en af slagsen. En som stod ved sine meninger og gjorde sit, for at få dagen til at gå efter eget ønske. Men alligevel havde et menneske forskellige måder at være på blandt menensker. 
Han forstod vel godt hendes grin, men han viste ligeså vel godt, at han blot frem stod som en tør og bitter mand, men det var lidt det tema han kørte i. 

Nej, han troede skam ikke at hun havde gjort det. Men kendte man Charles, hvilket Richard mente han burde, eftersom de havde kendt hinanden siden '05, var alkohol altid et godt virke middel. "Hvordan kan det ske, at De har kendt ham siden han trådte på havnen?" havde hun måske allerede dengang udset sig ham. 

    Emneskift, klassisk. Lynn følte en gnist af frustration tænde i sit indre over den her snak, der var en underlig blanding af krav og forhørsspørgsmål. Måske var det den her sømands måde at komme et bedre sted hen i samtalen, men han var også grunden til at den var startet på en træls måde. Samtidig holdt han fast i den fine tiltaleform, og af alle højtstående i Lyset var hun ikke særlig god til at have samtaler, hvor der skulle være formel afstand mellem parterne. Kun ved de store møder, holdt Lynn tonen, men der var dronningen også til stede, og det var lidt noget andet.
    "Charles landede på havnen uden nogen at støtte sig op til, og det var zalme tydeligt," sagde Lynn dog. Måske var Richard og Charles ikke så gode venner, som hun havde antaget, hvis han ikke vidste, at hun havde samlet ham op dengang. "Jeg lærte ham at begå sig. Ellers var han endt i en gyde med opsprættet mave inden for den første uge. Siden holdt vi kontakten, når vi begge var på land på samme tid."
    Men hun burde have været der noget mere i bagklogskabens lys. Havde hun ikke fokuseret så forbandet meget på sin karriere i Lyset, eller havde hun taget ham med ombord på sit eget skib, var han måske ikke endt i smuglernes lomme. Men nu var det for sent, og hun måtte blot bede til Valeria om, at han var kommet på bedre tanker over årene og faktisk talte sandt nu, når han sagde, at der ikke var noget at komme efter.

Der var mange ting som ikke helt stemte overens nu. Det virkede næsten som de talte om hver deres Charles. Richard stoppede op og så overvejende på hende med en rynken på panden. Landede på havnen uden nogen at støtte sig op til, det gav på ingen måde mening for ham, han og Charles havde været kollegaer på Charles' første ansættelse af et skib for atten år siden. "Hvordan samlede du ham op?" spurgte han med en tydelige undren i stemmen og så afventende på hende.
Alt hvad han hørte hun fortalte, lød som et ordentlig plothul, som tid og rum havde spillet et puds med dem alle. 

Richard rømmede sig en anelse og fik en tilbage lænet kropsholdning og vende lidt informationerne i hovedet han fik. Var det overhovedet den Charles han kendte - for han kendte til intet af det hun sagde. Kunne Charles have snydt hende, eller havde manden blot glemt at han havde sejlet før i sit liv og forekom som en uden kendskab til hvad der var omkring sig. "Det lyder ikke som dén Charles Pearson jeg kender, lad mig være ærlig med dig omkring det," et eller andet sted, mærkede han hvordan det ramte ham i maven, at han tilsyneladende ikke kendte Charles på nogen måde, og det måske i sidste ende blot havde været et spil for galleriet. 

    Nu stoppede Lynn også op og vendte sig mod Richard stadig med armene krydset foran brystet.
    "Du er måske født på havet, men det var Charles ikke. Hans far var en dårlig sømand og en værre far," sagde hun. "Charles arbejdede hernede af nød for resten af sin familie hjemme i hovedstaden. Er du klar over hvor mange unge, der ender herude, mens deres familie er to hele dagsrejser væk? Jeg mødte Charles første gang, da han forsøgte at slæbe sin døddrukne far ud af en krostue. Der skulle ikke et falkeblik til at se, at både kaptajn og besætning havde tænkt sig at bruge knægten mod faren for at få ham til at slide hårdere. Jeg sørgede for, at det ikke skete."
    På en måde føltes det som en svunden tid, der havde være langt nemmere at håndtere. Nu var Lynns problemer flådekollisioner med trecifrede dødstal. Kroslagsmål og at finde de rigtige venner på havnen virkede som en luksus i den sammenligning. Altid havde hun arbejdet efter at nå hertil for at beskytte det land og den lov, hun holdt kær, og hun havde til tider været lidt for villig til at ofre sine bekendtskaber.
    "I øvrigt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi kender hver vores Charles," tilføjede hun med et let stramt smil. "Du er en af hans skibsvenner, og jeg har været i Lyset al den tid, vi har kendt hinanden. Jeg nærer ingen forhåbning om at blive indviet i hele hans liv."
    For hvis jeg gør, ved vi begge, at jeg bliver nødt til at arrestere ham.

Han lyttet, som hun gav sig i kast med en lang fortælling. Der var mange informationer i det hun gav ham, ting han ikke kendte til, hvorfor det måske kunne undre ham hvorfor det var blevet hemmeligholdt eller blevet undladt. Det var dog ikke hans job at grave mere i det. Uanset hvordan man vendt og drejet det, var det dog tydeligt for ham, at der var måske mere end bare et venskab i mellem dem, usagte følelser så at sige. Det var vel kun rimeligt, eftersom de delte sådanne historier i mellem sig. 

Richard lod hovedet blive løftet og gav øjnene til at falde ud over havet. Vandet der skvulpede langs kajens stenfæstning fik ham til at nikke bekræftende til hvad hun havde at sige. "Det har De så sandelige ret i," skibsvenner var måske det korrekte term at bruge om dem, men i sidste ende var det blot hans egen skyld. Ikke at han havde indviet Charles i sit liv og hans omgangskreds, men ikke hugget efter fortidstrauma. For skønt de begge havde kendt manden i evigheder, havde han aldrig hørt om venskabet til Lynn, måske med god grund. 

Richard lod hænderne blive trukket af lommerne og han lod den ene hånd gribe om den anden tommelfinger før han trak let i den til den gav en lyd af pop fra sig. "Jeg beklager at have forstyrret Dem, admiral, De har måske mere grund til at have en interesse i at drøfte mødet med os til Charles og få udredt jeres relation" beklaget han på sin egen måde, men det var så sandelig ikke hans område at drøfte Charles' og Lynns kendskab eller relation til hinanden. 
Han gjorde et let antræk til at ville træde fra. 

   "Undskyld mig, men det lod da bestemt til at være dig, der var godt i gang med at udrede ting på andres vegne," kom det fra Lynn. "Så nu hvor du har indledt det, synes jeg vi skal færdiggøre det, således at du ikke tager ilde antagelser om din besætning med om bord, næste gang I stævner ud."
    Hun slog ud foran sig med hånden som tegn på, at de skulle gå videre langs havnen. Der var ingen grund til, at han skulle gå og være tvær på Charles over noget, som hun var sikker på var irrationel frygt. Selv hvis han var en helt anden person ombord på skibet, var han jo stadig en habil sømand og hårdtarbejdende som bare Zaladin. 
    "Så fortæl mig endelig, hvad du mener, bør udredes. Jeg er nemlig af den overbevisning, at vi er ret enige om, hvad vores relation indebærer," tilføjede hun.
    Det var bestemt ikke for at grave i Richards relation til Charles, at hun spurgte, men fordi det sidste hun havde brug for var endnu en kaptajn, der synes hun var træls at have i nærheden. Altså de fleste kaptajner syntes det, fordi hun havde givet dem advarsler på grund af smuglergods i deres last eller alt for lemfældige reparationer på skibene. Hun havde virkelig ikke tænkt sig at blive upopulær på grund af de mænd, hun brugte landgangstiden med.

Om han ville det eller ej, var hun yderst verbalt energisk, talte i samme hast som havet kraftige og hurtige strømninger. Hvorfor han godt vidste, at han næppe fik lov at træde fra og forlade hende, som hun ville klynge sig efter ham som tang for at få sine svar og udredelser. Hvis det så blot havde været af de årsager Charles var faldet under hende. 

Genstridigt valgte han at følge med som deres gåtur på havnen knap var halvvejs fra en ende. På mange måder, som Richard så det, havde han ikke den helt store interesse i at udtrykke hvad der skulle udredes, men han kunne heller ikke blot gå og surmule for sig selv og lade hende tale for sig. 
Skønt det var en nem løsning. 

"Charles havde ikke informeret mig eller nogen af hans langtidskendte sømænd om at I var venner eller med sådan en historie, hvilket jo beklageligvis ændre omstændighederne."

De rødbrune øjne lå frem for sig: "Mine mænd ved, at seksuel interaktion med flåden er uacceptabel. Charles' tilfælde var ikke med en fra flåden, men med en ven," han brød sig ikke spor om hvordan det smagte at sige de ord. Men det var kun med til at give ham noget indblik i hvor de stod, og de stod ikke hvor han faktisk troede, skønt han selvfølgelig selv var med til at have forvoldt situationen, havde han ikke holdt sådanne ting hemmeligt fra Charles. 
Han skævede en anelse ned til kvinden fra øjenkrogen. Han kunne altid vælge at smide Viktor under bussen og sprøge om hun kendte noget til om en adelige var forsvundet eller eftersøgt. Skønt drengen havde sagt dannelsesrejse, kunne det meget vel være andet.

"Er der meldt nogen eftersøgninger på nogen adelige knægte?"

    Lynn stoppede op igen og satte armene i siden. Hun åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt af Ricards emneskift. Hun hævede et øjenbryn. 
    "Af adeligesøgninger har vi i øjeblikket ikke nogen nævneværdige. De fleste ser faktisk ud til at have fattet, at det er bedst at holde sig hjemme, mens der er uro på kysten. Af handelsmænd har vi en længere liste, og de fleste er nok blevet samlet op af Mørket eller pirater. Hvis du ønsker yderligere information, kan du henvende dig til Lysets havnekontor, der ligger inde med hele listen. Som jeg ikke kan udenad."
    Det var tydeligvis en smøre, hun kørte af ofte, dog oftere med en underliggende betryggende stemme, fordi dem der ellers spurgte var bekymrede familiemedlemmer. Det slog Richard hende ikke ligefrem som.
    "Men det lader til, at du har et problem specifikt med flåden," fortsatte hun derfor. "Derfor bliver jeg nødsaget til at spørge dig hvorfor. Vi ønsker jo ikke, at der er nogen på Juvelen, der har dårligt forhold til havnen og havets ordensmagt. Vi er her for at sikre jeres liv, skibe, lov og orden."

Det var en lang smøre, en lang og indøvet smøre, noget som han ikke kunne bruge til noget som helst. Så kunne han vel lige så godt blot fortælle omkring denne unge Viktor fra en adelige slægt. Men han hørt hende ud. Desværre. "Tak for henvisningen, men vi har fået en uopfordret henvendelse fra en ung adelige som var yderst ihærdig med at skulle på skibet. Som hvis han var stukket af hjemmefra med den ihærdighed," klargjorde han det og lod sig stoppe op og så om på hende. De var ikke kommet forfærdelig langt alligevel, alle deres ophold tog længere tid end forventet. 

"Mine personlige erfaringer med flåden vedkommer Dem ikke," men selv hvis han stod ved den udtalelse, ville hun vel blot blive ved med at stikke, og han sukkede irriteret ud. 

Richard rømmede sig en anede og lod armene blive korslagte: "Flåden, og admiralen før Dem, gjorde sig en... personlig indsats i at afholde min familie fra at komme til havnen og arbejde," der var hendes svar. Det var ikke et talt om problem, og det skulle ikke tales om. Faren fra nord og moren fra syd, det have sat mange skæve blikke igang i de små kredse de kom i, og det kunne mærkes, trods han havde haft en stabil opvækst alligevel. Så nej, han brød sig ikke om dem, nok var det en anden tid, men de havde aldrig givet ham nok grund til at ændre opfattelse af dem. 

    Lynn havde ikke hørt om nogen fejde mellem en specifik familie og den tidligere admiral. Men hun havde heller ikke kigget dybt i hans opgaver, mens hun selv var kommandørkaptajn. Der holdt hun sig til sit eget, for andet ville være mistillid til kommandolinjen. Det lød dog ikke som Bastian sådan at forhindre folk i at drive erhverv, men hun kunne tage fejl - især i hans drukperioder. Uanset hvad var det trist at høre, at en familie var blevet chikaneret af flåden, og for Lynn var dette uacceptabelt. Havde de noget på dem af ulovligheder, skulle de retsforfølges. Var der ikke noget, skulle de lades være i fred. Det måtte hun også selv indse, alle de gange, hun ikke kunne finde noget på skibene, Charles var på. Hun havde ikke noget, så hun gik sin vej. Hun havde magten til at nægte dem passage eller fragtordninger, men det var misbrug af magten. Uanset hvor meget hun mistænkte, at der var rådne fisk i lasten, kunne hun intet gøre, før hun faktisk fandt dem - og det gav ikke en lov til at chikanere folk at man rendte rundt med mistanker.
    "Det ærgrer mig oprigtigt, at du har haft problemer med tidligere admiral Bastian Simmons," sagde Lynn. "Han forsvandt til søs, og derfor nåede han ikke at give mig en grundig overlevering af sit arbejde, inden jeg overtog posten." Hun rakte hånden ud i en forsonende gestus. "Jeg vil selvfølgelig gerne rette op på denne misforståelse. Hvis du giver mig jeres familienavn, gennemgår jeg arkivet og får rettet op på den uret, der er hændt jer. Oplever du stadig chikane fra flådekaptajnerne her på havnen?"
    For i så fald skulle der uddeles røfler.

"Stop," bad han hende om for første gang. Hun talte for meget, gav ham ikke nok råderum til at have nogen form af reaktion eller tid til at tænke. Det var beklageligt at den tidligere admiral var forsvundet til søs, fortjent, men beklageligt. Men hvad der havde været årsagen til, at han nu stod med denne nye admiral frem for den tidligere, var ham ligemeget. Admiraler blev udskiftet. Det kunne man ikke undgå før eller siden. 

Han kigget en anelse på hånden, men valgte i sidste ende at tage den. "Min familie opgav det liv, det er kun jeg, som aldrig lod mig kure af det, så det er ikke relevant at rode op i fortiden," svaret han som hånden igen blev taget tilbage. Det var vel ikke helt det hun havde spurgt om i sidste ende, men det var en af de mange andre ting. "Nej, for vi prøver så vidt muligt at have jer så lidt på besøg som mulig, skibet gennemgåes, min besætning gennemtjekkes og så skilles mine veje med sine mænd normalt og vi letter anker," opfulgt han endelig. 

"Hør, fortiden er fortid, og jeg skønner De lader den ligge," 

    Lynn hævede et øjenbryn over hans kommando. Han ønskede simpelthen hverken at få rodet trådene ud, hendes officielle undskyldning eller den kompensation, der kunne ligge efterfølgende? Det var ham selv, der havde ønsket at snakke med hende denne dag, men det forekom hende, at han faktisk ikke vidste, hvordan samtale fungerede. Måske var han den type kaptajn, der gav ordre til en besætning med bøjet nakke og ingen kny. Sådan var Lynn ikke - alle skulle forstå, hvorfor de gjorde, som de gjorde i en samlet flok, så de arbejdede bedst muligt sammen. At være på et skib, der havde den komplet modsate magtstruktur, ville hun aldrig orke. Måske var det derfor Charles ikke havde snakket mere om denne Richard end blot nævnt hans navn.
    "Lynn!" Et af hendes besætningsmedlemmer kom løbende ned mod dem. Hun vendte sin fulde opmærksomhed mod hende, da kvinden havde sin advarselsstemme i brug. "Der er varslet storm fra syd. Hvis vi skal nå ud af bugten og møde fragtskibene, skal vi af sted nu. Som i nu."
    Lynn nikkede en enkelt gang som accept af informationen.
    "God dag, Richard," sagde hun til ham. Han var jo selv sømand, så han måtte vide, hvordan det var. 

Hendes tid og tilstedeværelse var ønsket andet sted og han forstod meningen med det. De, fløden, var alligevel mere aktive end de andre, for deres dage var langt oftere på havnen. Richard fulgte nøje med og nikkede blot til informationen han overhørt. "De skal dog have tak for Deres tid, Lynn," at sige navnet frem for admiral var en underlig ting for ham, men det var no alligevel det mest passende. "Det er alligevel passende, jeg har en aftale med min datter," som en mulig afsked til deres lidt uventet og mange emnet dialog. 

Richard lod sig selv vandre væk fra havnen, men tog alligevel hednes møde til sig. Nok var hun en stormundet kvinde, der sjældent blot sagde få ord, så havde hun havnen med sig. Jobbet blev udført og der var ikke nogen gener ved hende eller hendes besætning. Men der var blot emner han ikke ønskede at trække op i, og familiefortid var en af disse, om hun forstod det, vidste han ikke.

Charles var vel deres omdrejningspunkt, og han var taget med storm af nye informationer. Ukendte informationer som havde sat ham ude af kurs. Selvfølgelig var man forskellig omkring folk, men dette var ikke blot dag og senere samme dag, men nat og dag. Han skævede dog en anelse over skulderen som han så Lynns ryg forsvinde hen.