De havde nu været på åbent hav i en lille uges tid, og Viktor havde gjort et fint stykke arbjede på skibet og under ledelse af Charles. Det var blevet påduttet ham, at han skulle tage sig af den unge fyr, hvilket han i forvejen havde regnet med, eftersom det var ham der havde fået ham med på bord.
Det havde krævet lidt af Viktor at komme ind i den rytme som foregik på skibet, men efter et par dage og nogle gode snakke, så virkede det til at han begyndte at falde til og søsygen var endnu ikke vendt retur, hvilket selvfølgelig kun var positivt.
Charles havde sat Viktor i gang med lette opgaver på skibet, som indkluderede; vask af dækket, opvask, oprydning og andre små opgaver, som han hjalp besætningen med, når det blev krævet. Man skulle starte et sted.

Charles befandt sig godt med Viktor og fandt en interesse i at han skulle gøre det godt på skibet, og i fyren selv selvfølgelig. Det havde været hans ivrighed og hans gåpåmod som havde startet alt dette her, efter at Charles havde sendt ham væk fra skibet, flere gange, men Viktor alligevel havde taget ved. 
Viktor havde vist sig at være en behagelig, til tider små kæk, fyr som var ude for at opleve en del af verdenen og hvilken bedre måde fandtes der end at sejlre rundt? 

Efter endnu en hård nat og storm på skibet, havde lasten revet sig løs og det skulle ordnes, men bølgerne endnu ikke var alt for vilde og voldsomme, selvom det ikke var noget nemt job, når man allerede var på havet. 
"Viktor?" Han stak hovedet ud på dækket og fangede den unge knægts blik, "Vil du hjælpe i lasten?" 
Charles trådte uden for og gik hen mod lågen og åbnede denne, og lod igen blikket glide over på ham

 Den første uge havde været ganske hård for den unge grevesøn. Men han kæmpede en brav kamp for at vise sit værd hos besætningen, og overfor Charles og Kaptajnen. Åbentbart var havet til søs, mere end som så. Der var mange opgaver der fulgte med som besætningsmedlem, men Viktor var begyndt at finde en rytme. Trods hans søsyge stadig kunne ulme op til overfladen, var han bedre forberedt denne gang. Han nægtede at være skibets skvat. 

 Samtalen han havde haft med Richard den første nat på skibet, gav ham lyst til at vise sit bedste, så han kunne sejle med dem de 3 måneder kaptajnen havde snakket om. Det glædede han sig til. Med Viktors gåpåmod, var det allerede afgjort - det skulle han nok sørge for. 

 "Kommer!" Viktor joggede hen til Charles, henover dækket, mens vinden legede med hans krøllede hår. Den unge grevesøn, havde opsmurte ærmer, droppet vesten, og var iført sine seler og uldbukser. Viktors blik hang lidt ved Charles, som han smilede op til ham. Han havde været god ved ham - og virkelig været en mentor der lærte ham at tage fat hvor man skulle. Viktor havde dog stadig meget at lære, hvilket også var grunden til at Charles stadig havde ham under sin vinge. 
 "Er alt okay?" Spurgte han interesseret og for at forberede sig bedst muligt på den kommende opgave. Han tørrede sine hænder af i siderne af sine bukser og fulgte med Charles til lasten. 

Charles vidste at Viktor og Richard havde haft en samtale den første nat på skibet, mens Charles selv havde lagt i Richards seng og sovet. Han havde egentligt håbet at Richard ville blive hos hans side, men han var først kommet ind meget senere. Hvad de to havde talt om, havde han ikke mange tanker omkring og det bekymrede ham måske heller ikke så meget. 
Charles fandt en naturlig interesse i at give Viktor en god oplæring på skibet, så han kunne lære noget af den rejse han var på. En dannelsesrejse skulle selvfølgelig gerne danne ham på bedste vis. 
Viktor selv havde også vist en interesse for gerne at ville blive bedre på skibet og gøre sit bedste, for at vise sit værd. Det var rart at se for Charles. 

Viktor var langsomt begyndt at vænne sig mere til skibet og tøjet som han var ankommet i var blevet skiftet ud med mere praktisk tøj, hvilket selvfølgelig var rart at se. At Viktor begyndte at smide den adelige rolle, og gjorde et indtryk og viste ud ad til at han gerne ville arbjede, det var vigtigt. 
Nede i lasten havde flere kasser revet sig løs, hvilket indikerede at et eller andet var gået galt da de havde lastet det eller at en snor var mørnet og var sprunget, under deres sejlads. Det var hvad der kunne ske. 
"Vi skal blot have sat kasserne på plads og sat dem fast med nye reb, så det ikke sker igen" Kom det rolig fra Charles som han fandt Viktors blik, som de var kommet neden under.

Han vidste at flere af kasserne måske, stadigvæk var en anelse for tunge for Viktor, men de måtte tage den tid det tog og de havde bestemt ikke tralvt. Dette var deres opgave denne dag. 

 Viktor havde gransket hans første nat på skibet med omhu, efter kaptajnen og ham havde skiltes om morgenen. Stemningen havde føltes underlig intim for ham - men det var også noget tid siden.. at han havde rørt ved nogens hænder på sådan en måde (eller blevet rørt af). Ikke siden Marius. Det var mærkeligt, for Dick var noget ældre end ham selv, og nok mere en far rolle end noget andet, hvis han skulle placere ham som noget. Men, alligevel, var der en lille summen over erindringen af dem ved roret, der ikke helt ville forlade kroppen hos den unge greve søn. Han forsøgte dog at skyde det hen så meget han kunne - arbejdet holdt ham beskæftiget- og dagene derpå, havde han ikke haft særlig meget kontakt med Richard alligevel - udover den obligatoriske løn og ansættesessamale. 

 Lasten var tydeligvis noget rod. Viktor var endnu ikke en specialist i at være på et skib, men han havde gættet på at rebet enten ikke var blevet bundet ordentligt, eller knækket af vægten som bølgerne gerne ville kaste rundt med kasserne. Han rynkede brynene opmærksomt og kløede sig lidt i nakken. 
 "Javel." kom det lydigt og respektfuldt fra ham. Han var allerede trasket hen til de vildfarne kasser og forbi Charles, og forsøgte at orientere sig om hvad der var bedst at starte med. De nøddebrune øjne gled hen til Charles, og betragtede ham lidt - uden helt at kunne fange sine tanker, men så rystede han let på hovedet og begyndte at bære. 

 Han begyndte at placere dem langs væggen, og derefter ville han bygge det op. Nogle af kasserne var lidt for tunge for ham at bære - så der lod han Charles tage over. 
 "Puh, de er godt nok tunge hva'?" sagde han mest til sig selv, men Charles måtte gerne svare hvis han ville. Han tørrede sig lidt ved panden, og måtte sætte den næste kasse ned igen for at hvile armene. Han støttede sig til den. Utroligt hvor lidt der skulle til før Viktor blev helt svedig - og han var ellers i god form normalt; altså når det kommer til fægtning. Men der er det mere udholdenhed, end råstyrke, som det kommer an på. 

Charles fulgte spændt Viktor med øjnene, for at se hvordan han ville gribe dette an. Charles var der selvfølgelig til at hjælpe, og det havde han bestemt også tænkt sig. Han ville bruge dette rum tid, til at lære denne unge knægt bedre at kende og skabe et bedre bånd til ham. 
Hans "Javel" var blot hans måde at være respektfuld over på, selvom det selvfølgelig ikke havde været nogen ordre eller lignende, blot et spørgsmål om at hjælpe Charles med denne opgave. 
Øjnene fulgte ham, som han gik forbi ham og begyndte langsomt at få et overblik over kasserne og situationen hernede i lasten. 
Han fangede hans blik, som Viktor kiggede tilbage på ham.

Charles tanker havde af og til gledet tilbage på den nat, hvor Viktor havde lagt syg. Richard havde selvfølgelig fået Viktor hvor han havde været mest frisk, var det ikke ofte sådan det hendte? På trods af at Richard ingen interesse havde vist i knægten. Men alligevel havde Charles følt at han på en eller anden måde var kommet tættere på Viktor, sådan som han havde sørget for ham og afklædt ham og som han havde haft ham under hans vinge, mens de havde været på skibet.

Charles tog selvfølgelig selv fat om kasserne og hjalpe til med dem som var tungere, og som Viktor havde svært ved at klare. Styrken var endnu ikke komme til fulde hos Viktor, og derfor var det fair nok, at han måske ikke havde det der skulle til, for at tage de tungere kasser.
Han smilede roligt over til Viktor som han satte sig ned på en kasse, for at gøre et hvil. Sveden var tydeligt ved at sætte sig på hans pande. Det var godt at se at det gav ham noget.
"Ja, de er fyldt godt op" Svarede han ham roligt, inden han skubbede en kasse hen ved siden af Viktor og satte sig ned på denne, "Nu er din første uge gået, hvad synes du om det?" Han lod blikket glide over på Viktor og kiggede roligt op ad ham.

 Viktor tog en dybindånding og masserede sig lidt ved brystkassen da Charles kom ned at sidde ved siden af ham. Han havde egentlig ikke lagt op til en længere pause; da han ikke ville forekomme doven, men nu hvor den anden havde sat sig, var det en kærkommen og oplagt mulighed for at hvile armene. Den tog han glædeligt imod. 

 "Det er fedt." Svarede han, og den brune glød i øjnene gnitrede af begejstring. "Men hårdt." Tilføjede han med et overbærende smil. "Jeg tror aldrig jeg har mærket min krop så meget, som jeg gør nu." Lo han dæmpet. De første par dage, var hans muskler ømme som bare pokker. Han holdt sig igang, og stod altid parat til at hjælpe når det blev nødvendigt. Var der ikke noget at lave, måtte han først forsikres om dette, inden han lod sig holde en velfortjent pause. 
 
 Tegneblokken, havde han knapt haft tid til at skitsere i - skønt det kriblede i fingrene for at male alskens fugle og, de skvulpende bølger i horisonten. Måske, når han var faldet mere til på skibet, kunne han tillade sig at stjæle øjeblikke hvorpå han kunne udfolde sig kreativt. Arbejdet, havde også afholdt ham fra at tænke på Marius, selvom han i ny og næ ikke kunne lade være, når han lå i sengen. 

 "Jeg er øm steder, jeg ikke troede jeg kunne blive øm." Påpegede han med et skævt smil, og betragtede Charles. Hans blik hang lidt ved overskægget, inden han mødte øjnene, "Hvornår vender kroppen sig til at være til søs?" For det var selvfølgelig kvalmen der kom og gik. Alt efter hvor vildt havet dansede under skibet. 

De havde måske ikke været i gang så længe, før Viktor havde brug for en pause. Det var der ingen problemer med, og Charles så ham ikke som doven, men så noget oprigtigt i ham. Viktor ønskede at få en god tid på skibet, og det viste han også, så at han tog et hvil en gang i mellem, gjorde bestemt intet. 
Derfor satte han sig også ved siden af Viktor, som han skubbede kassen hen imod ham og kiggede over på ham med et smil. Mellem rummet dem var ikke stort, men nok til at de begge havde plads til at sidde der og bevæge sig. 

"Ja? Det er jeg glad for at høre, Viktor" Han fangede hans brune øjne, "Det er bestemt ikke altid lige let, at være på havet" Kom det ærligt fra ham, og kom med et lille grin over hans ærlige snak, "Det er altid rart at vide at man har en god krop og lære lidt nyt om den" Det ville sætte sig i sig, for det var bevægelser og opgaver som han ikke var vant til. Viktor havde godt gjort et godt job og han var ved at vænne sig til livet her, det var tydeligt at se på ham. 

Det var bestemt anderledes at have så ung en knægt med ombord, en person som intet kendte til dette liv eller vidste hvordan man skulle befærde sig, det var både godt og vanskeligt. Charles havde gjort sit bedste for at lære ham op og holde ham tæt på livet, så han kunne give ham de bedste råd med på vejen.

Endnu engang kom han med et lille grin og kiggede smilende over på Viktor, "Det tror jeg vi alle oplevede i starten, det skal nok gå over" Det var svært at vide hvornår det var, som Viktor spurgte om, for det kom an på ens krop, "Det er meget forskelligt, Viktor" Svarede han roligt, "Men den skal nok vænne sig til det" 

 Som Charles rykkede tættere på ham, strejfedes deres klæder ved overarmene. Men det gjorde ikke Viktor noget. De sad der side om side, men fik afstand til at boltre sig på. 

 Ikke lige let at være på havet, nej. Det havde Viktor erfaret på dag ét. Han havde troet at det ville være det samme som at begå sig på land, bare med vand under fødderne. Men det var godt nok, en forkert antagelse. 

 Viktor kunne ikke lade være med at le dæmpet til bemærkningen om at lære nyt om kroppen og at han nok skulle vende sig til det hele. Det kom han da ihvertfald til. Måske han ville ende med at få lige så store muller som både Richard og Charles. 
 "Jeg formoder, at det var det samme med dig da du kom på havet? Kroppen og søsyge og alt det." Viktor kom i tanke om samtalen med Richard, og smilede smørret, "Dick fortalte mig, at du også var et skvat, ligesom jeg." Sladrede han med et dæmpet kluk og skævede til Charles for at se hans reaktion.

På trods af at det uden tvivl havde været svært for Viktor at begå sig på skibet, eftersom at det hele stadigvæk var nydt for ham, så havde han gjort det okay indtil videre. Han havde gjort hvad han kunne, under Charles ledelse, og der var ingen tvivl om at både Richard og Charles så noget godt i Viktor, der skulle bare arbejdes lidt mere med ham og arbjedsrutinerne.
At sidde med ham i lasten på denne måde, hvor Viktor søgte et hvil, gav dem en mulighed for at komme tættere på hinanden, og der med lærer lidt mere omkring hinanden. De vidste alle sammen efterhånden at Viktor var ude på en dannelses rejse, og skulle finde ud af lidt mere om livet og landet, end det hans hjemstavn havde budt ham på. 

Hans blik gled over på Viktor som denne lo over hans ord, det var egentligt meget normalt at ens krop reagerede på den måde, som den havde gjort for Viktor. Det var sket for ham selv den gang han var ung. Mange oplevede det. "Ja, jeg startede også selv relativt tidligt med at sejle, så den første tur var lidt som din. Kroppen skulle lige vende sig til det bølgende hav" 
Denne gang var det Charles som ikke kunne lade være med at komme med et grin over Viktors ord, det kom slet ikke bag på Charles at Richard havde talt sådan om ham, det var den tone som han brugt mod Charles. Af den ene eller anden grund. Han grinede lavmælt, "Ja, det undre mig ikke at han havde sagt. Du skal nok ikke tro på alt hvad han går og siger" Tag tingene med et gran salt. Charles og Richard havde tydeligvis hver sin måde at gøre tingene på.

 Kroppen skulle lige vænne sig til det bølgende hav. Det var nu et eller andet sted, meget rart, at Viktor ikke var alene om denne tilvænning. At Charles, der virkede så upåvirket af skibets gyngen og vuggen, selv døjede med den slags som ung, gav den unge grevesøn håb for fremtiden. Han håbede virkelig, at han ville kunne nå at vænne sig til havet, og dets vaner. Selvom besætningen havde nogle særlige typer, var de alle ganske venlige. De virkede alle som en lille familie, på deres helt egen specifikke måde. Og de fleste havde taget godt nok imod ham. Det virkede i hvert fald ikke til, at der var sure miner over hans tilstedeværelse. Forhåbentlig. 
 "Mhm." brummede han mildt med et sammenpresset smil. Han hev lidt ud i skjorten et par gange, for at vifte lidt luft derned. Puha. Han havde det så pokkers varmt lige nu, at kunne han, ville han tage en dukkert i det salte, kølige havvand. Han havde heller ikke badet i en hel uge nu - foruden kluden. Men det var jo.. desværre, kutymen på et skib. Her lugtede alle lidt daggammelt -- så og sige. Næsen måtte vel ende med at vænne sig til lugten på et tidspunkt. 

 Du skal nok ikke tro på alt hvad han går og siger. Viktor lo lidt af det, og hævede et bryn, "Hvad da? er det ikke sandt?" han smilede smørret til den anden og betragtede ham lidt, inden han så kom med et mere seriøst spørgsmål. 
 "Hvor længe har du og kaptajnen sejlet sammen?" Han lænede sig lidt tilbage og strak benene frem for sig. 

Charles havde selv været igennem det samme som ung, men var hurtigt kommet over det og det var han sikker på at Viktor også ville gøre, så snart at kroppen havde vænnet sig til den bølgende gang. Der var masser af håb for Viktor, for allerede nu havde han vist sig som en god arbejdede hånd på skibet. 
Det var lidt det der gjorde et skib så specielt, man var sammen med hinanden i lang tid, og flere gange i måneder og derfor var det nødvendigt og klart at man skulle kunne klare det sammen, hvis nogen begyndte at skændtes eller lignende, så kunne det ødelægge arbjedet og harmonien på et skib. Det var vigtigt at undgå.
Charles blik gled over på Viktor som han hev i skjorten, for at få luft ind. Lastrummet var altid varmt og når man samtidig arbjedede hårdt, så ville varmen tage til en på en hård måde og det følte Viktor lige nu. Det var en af de ting som var specielt på skibet, der var intet badeværelse og det de havde at gøre godt med var en klud, så der ville næsten altid lugte på et skib. Man vænnede sig, på en eller anden måde desværre, til lugten. 
"Mmh? Er du okay Viktor?" Spurgte han interesseret i den unge mand, der var også en af grundende til at han havde brug for et lille hvil. 

Jo, det hele passede skam, men Richard havde ofte sine egne tanker og at han fortalte at han så de to som skvat, skulle Viktor ikke ligge meget i. Charles havde hørt på det længe. "Jo, det er skam sandt" Svarede han roligt med et smil til Viktor, "Men du behøver ikke at tage til dig at han kalder dig et skvat, eller mig for den sags skyld. Han har sin måde at gøre tingene på" At han havde fortalt at han ikke selv havde kastet op eller lignende, da han startede som ung, var Charles heller ikke helt sikker på. 
"Siden vi var unge, da vi var omkring de 17-18 år" Svarede han blot, "Vi har ikke altid sejlet på samme ture, men det var dengang vi startede" Han havde kendt ham længe, og var bestemt glad for det. 
Skibet begyndte at bølge lidt mere aggresstiv, om de var endt i en storm eller bare en større bølge gang, var selvfølgelig svært at sige, men der var mere gang i skibet. 

 "Ganske okay." forsikrede han Charles om, og slap skjorten lidt igen så den foldede sig mere rodet, "Jeg har det bare lidt varmt." informerede han med et skævt smil, inden han ruskede op i de mørke krøller. Øjnene gled hen over Charles, og undrede sig lidt over, om han ikke også selv havde det varmt - det var ikke fordi han var just afklædt. For den briske havluft var kold lige så snart man trådte udenfor. 

 Viktor tog Charles' ord til sig, og lænede sig frem med hænderne på sine knæ. 
 "Det fint nok." sagde han med et lille smil for sig selv, og forestillede sig den tvære mimik i kaptajnens ansigt, som han som oftest havde. Den mand havde i sandhed sin egen måde at gøre tingene på. Han fnøs blidt for sig selv, "Jeg var jo trods alt, et skvat da jeg ankom." lo han lidt. Det behøvede Charles ikke at gå stille om dørene med. En tanke slog ham, omkring første dag hvor Charles havde taget sig af ham, men inden han fik sagt noget - fortalte den anden om sin fortid med kaptajnen. 

 "Så længe?" den unge junker slog øjnene forbavset op, "I var så unge." han slugte nærmest sine læber ind i munden, det øjeblik ordene forlod ham. Det kunne godt lyde lidt uforskammet, kunne det ikke? Han rømmede sig højt, og slog sig på knæene. "Nå." lo han lidt fåret, og forsøgte at lade som ingenting, som han kom op at stå. Viktor tog fat i sine seler, og hev lidt ud i dem for så at slippe dem igen. "Lad os komme videre med arbejdet." smilede han skævt.

 Men skibet begyndte at vippe mere end tidligere, og Viktor måtte læne sig ned mod kassen igen for at finde balance. 
 "Skal vi nu have bølger igen?" sukkede han træt, og man kunne se hvordan ansigtet lagde sig i ulidelige folder. Men så måtte de hellere få bundet lasten, og få det færdiggjort hurtigere - så det hele ikke blev et kæmpe rod igen. Maven trak sig sammen.

"Lasten er et frygteligt sted at arbejde længere tid af gangen" Kom det roligt fra ham, "Varmen hernede er ulidelig" Så han forstod ham da udemærket godt. Charles svedte også men han var vant til det, han vidste hvordan det var at arbjede hernede, og det gjorde Vitkor endnu ikke.
Det var også derfor at flere af dem blot smed skjorten, når de arbejdede hernede, fordi at det var rarest. Viktor kunne sagtens gøre det sammen, men spørgsmål var om den adelige knægt, som endnu ikke havde vænnet sig til at bevæge sig på skibet endnu, og var åben nok til at gøre det, "Bare rolig, jeg har det på samme måde" Lo han roligt, "Men jeg ved ved hvordan det er hernede" 

Blikket fulgte Viktor og så interesseret på den unge fyr, som sad ved hans side. 
Mon ikke også selv at Viktor havde opdaget, at Richard havde sine egne måder at gøre tingene på, det kunne man ikke komme uden om. Men Charles var ved at være vant til den hårde tone, som Richard af og til kunne finde frem overfor ham. Charles kunne ikke lade være med at komme med et lille grin over hans ord, "Godt ord igen" For det havde han jo været, men han var ved at blive bedre. Bestemt. 
Den aften hvor Viktor var kommet ombord, og sygdommen havde vist sig, havde det muligvis Richard som havde fået den meste tid med ham, men Charles havde været hos ham og sørget for at han fik den søvn han havde brug for - og ikke mindst sørget for at han ikke skulle ligge i det klamme tøj, i mens. 

"Ja, det er ved at være længe siden" Smilede han og endnu et grin slap ud, for ja, de havde været unge, men han behøvede ikke at få dem til at virke så gamle. Charles lod det blot glide forbi og nød det på en sjov måde. Han var ikke den fornærmede type. 
Det var Viktor som satte dem i gang igen, og det havde han egentligt også håbet på at han ville. Charles havde intet problem med at sidde ned, men det gav Viktor lidt at det var ham som satte dem i gang med arbjedet igen, "Det tænker jeg virker som en god idé" Han kiggede over på Viktor og rejste sig sammen med ham, for at tage fat. 

Charles vidste hvilken effekt bølgerne havde på Viktor, men håbede inderlig at maveindholdet ville blive indendørs og det blot var balancen som ville være usikker under deres arbjede. "Man kan nok ikke blive helt fri for dem" Han sendte ham et roligt, men drillende blik som han tog en kasse op og fulgte Viktors balance, som den ikke var helt så fast endnu. 

 Et lille moret smil fandt vej til den unge grevesøns læber, da det gik op for ham, at Charles ikke tog det så tungt at være blevet kaldt 'gammel' mellem linjerne, men istedet grinte lidt af det. Det fik Viktor til at le lidt selv. Han havde et godt forhold til manden der stod ved hans side. Det var betryggende at vide, at der trods alt var to af de mest respekterede på skibet, som tog sig af ham, og behandlede ham ordentligt. Ikke at han havde oplevet noget forskelsbehandling, eller at besætningen ellers havde været led ved ham. Men tonen på skibet, var trods alt grovere end i de adelige kredse han normalt begik sig.

 Man kan nok ikke blive helt fri for dem. Nej. Bølgerne, var en fast del af at være på havet - desværre for Viktor. "Desværre." beklagede han lidt, og smilede opgivende. Måske han alligevel måtte finde sin tro spand og stille ved sengen i aften. 

 Arbejdet blev genoptaget. Viktor forsøgte at være hurtigere denne gang så det kunne overstås i tide inden bølgernes vilde dans så småt ramlede ind i skibet. Det gjorde ham svimmel, men han rystede blot lidt på hovedet for at få fornemmelsen af sig. Han skulle bare have lidt vand og sidde ned efter, så ville han blive god igen. Forhåbentlig.

 "Forresten, Charlie." Et kælenavn, som Richard havde opfordret den unge adelssøn til at bruge for at gøre Charles forvirret, "Tak for hjælpen. Jeg er yderst taknemmelig, for din hjælp da jeg blev syg." Selvom han ikke huskede meget i sin feberdøs, huskede han at blive lagt i seng og puttet af manden. Han smilede skævt, men blikket var oprigtigt, "Jeg tror ikke jeg fik sagt det, så.."

Viktor blev overmodig med hensyn til at bære lasten, "Uff." lød det dæmpet fra ham som han stakkede to lettere kasser oven på hinanden, og hankede op i dem. Kasserne her, var ikke lige så tunge som nogle af de andre, så de vejede vel omtrent en smule mere end én enkel kasse ville have gjort. Viktor måtte dog visualisere stien hen til hvor de skulle placeres, for synet blev forhindret, grundet lasten der lå støt op ad den unge drengs hovede. "Hvornår.." stønnede han anstrengt, og tog et vaklende skridt, men kæmpede bravt, han var næsten henne ved væggen.
 "Puh.. -- Hvornår vil du have din kahyt tilbaA-" Ordene til sidst, blev svunget ud af Viktors mund, som han fik overbalance ved skibets vippen. Løbet var kørt; kasserne ville tabes, han ville vælte med dem. Så han kunne lige så godt forberede sig på det hårde fald, der snart ville være hans skæbne. 

Arbejdet blev genoptaget efter deres lille stund var overstået og de havde fået lidt mere indformation omkring hinanden, hvilket altid var rart når man havde så ny en mand ombord på skibet. 
Charles havde ikke taget det tungt at blive kaldt gammel i mellemlinjerne, eftersom at han i Viktors øjne var noget ældre. Han var blevet kaldt meget værre.
At de nu skulle arbjede i havets bølgende gang gjorde det bestemt ikke næmmere, og med Viktor taget i betragtning så var han måske lidt nervøs for om sygdommen skulle vende tilbage til hans krop. Især når man gik nede i varmen og ikke havde adgang til frisk luft, som uden tvivl ville hjælpe, hvis han mave begyndte at drille ham. Han krydsede fingre for at det hele gik, som det skulle.

"Ja?" Han kiggede over på Viktor med et let smil på læberne, og hvad han kaldte ham. Det var uden tvivl Richard, som havde fortalt ham om hans kaldenavn. Det var ikke mange der kaldte ham det, man det var noget der hang ved ham og kunne selv lide det, "Velbekomme Viktor. Det var det mindste" Den aften stod alligevel klart i hans tanker. Charles havde selvfølgelig gerne brugt lidt mere tid med Viktor, da han efterfølgende var blevet bedre eller blot have brugt tiden med Richard i soveværelset, "Det skal du slet ikke tænke på Viktor. Jeg er glad for at hjælpe" Charles havde aldrig været så tæt på en ung mand på den måde før, men han havde ikke set det sådan. Han skulle bare have tøjet af viktor.

"Viktor, der er ingen grund til at tage så meget" Kom det roligt fra ham, det ville helt sikkert gå galt det der. Der var ingen grund til at tage så meget, når han dårligt nok kunne bære det og skibet ville slå hans balance ud, så let som ingen ting. Han kunne høre hvordan han kæmpede med kasserne, og Charles bevægede sig hen imod ham, med ideen om at tage den ene af dem. 
Orderne og sætningen kom ikke ud af hans mund på normalvis, eftersom at han kæmpede med at holde fokus og pusten og der gik det galt. Han så hvordan en bølge gang fik hevet Viktor ud af balance, kasserne røg til gulvet og efterfulgt af ham. For zalans da.. "Er du okay, Viktor?" Han ville helt ikke have at han skulle slå sig.
Charles var hurtigt til at komme hen til ham og rakte en hånd ud imod ham, for at få ham op fra gulvet. Han trak ham op, som han modtog hånden, men en bølge fik skubbet til skibet og Charles var ikke klar. Så sammen med Viktor stoppede han først da de nåede skibets væg, og han stod nu tæt presset op mod Viktor. 

Det var slet ikke det mindste. Viktor var en fremmed, ung mand, der havde presset på og kom med ombord på skibet. Charles skyldte ham ikke noget, og alligevel hjalp han ham ordentligt til køjs da det hele, bogstavelig talt, sejlede for ham. Viktor rystede lidt på hovedet, for at understrege, hvor meget det betød for ham - og at Charles ikke burde tage det så let. Mem samtalen døde hen ved det næste.

 Der er ingen grund til at tage så meget.
 "Det fint nok." Svarede han med et anstrengt sug gennem munden som de spæde arme begyndte at dirre ved kiloerne i hans greb. Og ganske besværligt, var det også fint nok - i ganske få minutter.

 Bump, "Er du okay Viktor?'
Og endnu et bump.

 Som en spøjs dans, fik de to skibsmænd slynget sig rundt i forsøget på at genfinde balancen og med et godt dunk, støtte Viktor hårdt ind i væggen, med Charles trykket imod sig. Grevesønnen ømmede sig lidt - det hele snurrede for hans indre blik som han forsøgte at komme sig over slaget ved tindingen, håndleddene der havde vredet sig forkert og nu, ryggen der havde klasket mod trævæggen. 

 Den andens overskæg kildede hans pande, i det de stod så tæt. Viktor klemte det ene øje åbent, "Tak for.." begyndte han stakåndet og rømmede sig med en sagte hosten, "tak for dansen." Lo han smerteligt anstrengt. Han tog en dyb indånding og lænede baghovedet mod væggen og lukkede øjnene for at få pusten, og indtil smerten også gik lidt i sig selv. Sikke en tur. "Puha." Brummede han luftigt for sig selv. 

Charles skyldte måske ikke Viktor noget, og egentligt burde han lade Viktor klare sig selv og komme ind i skibets rytme, men det var blot heller ikke den person Charles var. Det var ofte ham som tog sig af mandskabet, og derfor var Viktor også en person som han tog sig af. De var kommet tæt på hinanden den aften, også selvom at Viktor egentligt ikke havde været meget ved bevidsthed.
Han var glad for at Viktor følte på den måde, og han vidste også godt selv at det havde vigtigt at gøre for at få Viktor ud af tøjet. Men han ville gøre det igen.

Han forstod godt at den unge knægt havde noget at bevise, især nu var det var mere ubehageligt at gå i lasten, på grund af bølgerne, men det var ikke smart at tage så meget på en gang.
Viktor var stædig som et æsel, det var tydeligt og Charles havde set det flere gange, igen og igen. Han kunne og ville selv, hvilket var fair nok. Hvis han bare gad at passe på sig selv. 

Det var dømt til at gå galt.

Det var et hårdt bump som de tog, da Charles midstede balancen og tog Viktor med i faldet. Den unge knægt, blev næsten mast mellem ham og skibets væg bag ham, som skibets bølgegang trak i dem. Han mærkede selv lidt knubs, som han fandt frem til sig selv, men det måtte uden tvivl have gjort mere ondt på ham.
Med en hånd mod væggen bag Viktor, kunne han skabe lidt mellem rum, som han forsøgte at finde balancen. Han øjne kiggede ned på Viktor og hans overskæg kildede hans pande. 

Han plejede at have en god balance, når det kom til at bevæge sig på skibet, men denne gang var han uforberet og derfor endte det på denne måde. Han smilede roligt til Viktor, over den sjove kommentar om dansen, "Du siger bare til" Jokede han. Det var ikke ofte at han stod så tæt på dele af besætnigen, men Viktor virkede også som noget andet.

 Viktor lo lidt til bemærkningen. Det var noget de kunne grine af senere hen; hvordan de som et andet cirkuspar, havde svunget sig hen af gulvet. Viktor ømmede sig lidt endnu, mærkede på sine håndled om det var mere end bare et slag, men Charles flyttede sig ikke. 

 "Uhm." Viktor skævede til hånden der var plantet i væggen ved siden af sig. Skibet gyngede stadig - knapt så voldsomt som før, men svingommen, og bølgegangen, havde gjort Viktor noget disorienteret og svimmel. Puhh..

Hvorfor flyttede Charles sig ikke?

De stod som nysået planter i jorden, og den unge grevesøn rykkede hovedet lidt tilbage, så den andens overskæg ikke kildede panden længere.  Vikor klemte det ene øje sammen, og så Charles an. 
 "Er du okay?" Spurgte han tøvende, med dæmpet stemme. Der var et eller andet ved stemningen der havde taget en skæv drejning. Om det var den tykke varme i lastrummet, og at de stod så tæt var grunden til det.. Viktor kunne ikke helt finde ud af det.

Det var helt sikkert noget man kunne grine af sammen, senere når de kom oven på. Bølgerne havde uden tvivl taget ham på det forkerte ben, i det sekund han havde rakt ud efter Viktor da han selv havde mistet balancen. Det havde ikke været hårdt for Charles, men Viktor havde nok også taget det meste af det.

Hånden plantet i væggen havde været hans måde at afsikre sig selv, for ikke at tvinge sig helt op ad Viktor. Det havde jo været en situation, hvor han kunne have mast ham yderligere og gjort mere skade på ham, men det forhindrede hånden. På trods af at Viktor kiggede på den.
Han var nød til at få balance over fødderne og selvfølgelig sikre sig at Viktor var okay, inden han trak sig. 

De stod alligevel ret tæt, i og med at hans overskæg havde kildet hans pande, hvilket selvfølgelig ikke havde været meningen. Han så hvordan Viktor trak sig hoved tilbage, og Charles trak sig for at komme et skridt væk. "Er din hånd okay?" Han havde set hvordan han havde gnedet den efter slaget. Stemningen havde måske drejet sig lidt, men han flyttede sig for ikke at gøre det mere usikkert for Viktor. 

 Det var som om ilten i lasten kom retur, da Charles nu trak sig et skridt og så ned på ham. Der havde nok ikke været noget, andet end lidt balance problemer; det var da altid noget, at Charles selv ikke altid kunne holde balancen. 

 Men Charles svarede på Viktors spørgsmål, med et andet spørgsmål. Er din hånd okay
 "Uhm." Den unge adelssøn rynkede lidt alvorligt på panden, og mærkede yderligere efter, "Ja, Jeg tror bare de er lidt ømme efter faldet." Han sukkede mildt, lettet over ikke at have forslået sig værre end det. Viktor forsatte dog med at kærtegne sine håndled, og trykke lidt nænsomt i sine håndflader.

 "Er lasten okay?" Spurgte han nu, lettere forhastet. Tonefaldet bar præg af stor bekymring, og dårlig samvittighed.
 "Du havde ret, jeg skulle ikke have taget så meget." Beklagede han lidt efter, og gumlede svagt i underlæben, mens han så op på Charles. Dog slog han blikket ned med det samme, "Jeg troede bare jeg kunne." Lo han, på trods af sig selv.

Det var da også typisk at bølgerne skulle vippe skibet på den måde. Viktor tog den ene hånd bag hovedet, og ømmede baghovedet lidt; den svimlende fornemmelse lagde sig ikke.