Igennem de mosaikdekorerede vinduer, kunne man i den dæmpede belysning af natten skimte hvad der gemte sig derinde. Silke, sikkert nogle smykker og fine brevåbnere eller andet nips. På mange punkter var Ramiel ad Kazirea forfængelig nok til at sørge for i hvert fald at have det nødvendige, og siden han var flyttet ind for et par år siden, havde han fået anskaffet sig en smule mere velstand imellem fingrene. 
Det betød dog også - jah det var unægteligt - at der nok også skulle komme nogle efter det, en eller anden dag.
De fleste aftener var han hjemme, og der var det sidste han frygtede et 'angreb'. Men der var stadigvæk tilfælde som dette i nat, hvor at han burde være ude, men desværre måtte gøre sin rejse kort. 

Forbandede forhandling. Nogle gange var arbejdet til at brække nakken over, og halvenglen havde så slet ikke fået lirket en aftale i hus, sådan som han havde forestillet sig det ske, da han for kun 1/2 dag siden tog afsted til et forretningsmøde. Zalans slanger, hele bundtet. Nogle af de vigtige handelsmoguler havde fået dannet en fin lille alliance, og Ramiel kunne ikke overskue den kamp det ville være, at få dem mere samarbejdsvillige.  En anden dag. Med et mere begyndende smil kunne han ikke lade være med at tænke, at alt han skulle nu, var at få skiftet rejsetøjet ud med afslapningstøjet, og få varmet vand op til et bad. 
Tjenerne som åbnede døren virkede overrasket over hans ankomst, jah han bebrejdede dem ikke, men de fik heldigvis sat badet i værk ret hurtigt. Han skulle bare lige op og smide nogle papirer, og så skulle han...

Ramiel greb fat om dørhåndtaget og trådte hjemmevant ind, uden at forvente at se noget i det mørke rum. Her var mørkere end han troede, og han kneb skimtende øjnene sammen for at orintere sig bedre. 

Der lød et lavmælt dunk da hans fødder ramte gulvet, afbødet af et tykt, blødt tæppe i gyldne og kongeblå farver. Vinduet bag ham var højt placeret og smalt, kun et udkigsvindue, men lige akkurat stort nok til at han kunne klemme sine ikke-så-brede skuldre og hofter igennem. Mentalt takkede han endnu engang sine forældre for at have skænket ham denne krop, der uden problemer kunne smøge, liste, løbe og krænge sig vej igennem de mindst fremkommelige passager. Han var nu på den øverste etage; klatreturen herop havde været nem, hjulpet på vej af nogle af de høje træer der stod i den imponerende slotshave, samt hans luftmagi, da han en enkelt gang mistede balancen ude på taget og den instinktivt reddede hans røv med et lille pust den rigtige vej. Ellers var han sgu nok endt på græsplænen med et brækket ben.

Han tog en dyb vejrtrækning, lukkede øjnene langsomt og blinkede dem sindigt åbne igen. Et drenget og barnagtigt smilt spredte sig på hans læber, der var let udtørrede og sprækkede med en mild, svidende fornemmelse. Han fugtede dem med tungen og tog et grundigt kig omkring sig – så var det i gang. Rummet han stod i var overdådigt, prangende og farverigt, det kunne ses selv i mørket som hans øjne langsomt var ved at tilpasse sig til. Han vidste næsten ikke, hvor han skulle kigge hen først, men der var helt sikkert masser at lave. Han havde ikke chancen for at bære bare halvdelen af alt, hvad der var salgsværdigt, bare i dette rum. Tanken om resten af huset og de værdier det måtte være fyldt med gjorde ham kåd på en næsten pueril facon. Fokus, Sebian, tænkte han. Koncentrer dig om hvad du har gang i. Det nyttede ikke noget at drømme om en vild overflod af rigdom. Han ville aldrig komme til at bo et sådan sted, og at tømme et helt palæ var heller ikke en realistisk plan. I hvert fald ikke en overskuelig, realistisk plan. Han måtte bare indse, at han var for mageligt anlagt til nogensinde at arbejde hårdt nok til at blive velhavende og velstående. Overklassen irriterede ham alligevel også. Nej, man måtte slå sig til tåls med de gaver man blev skænket her i livet, og så udnytte dem til fulde. Det kunne han passende begynde på nu.

Med hurtige, stille bevægelser travede han skråt gennem rummet og begyndte fra det ene hjørne. Han havde efterhånden erfaret, at systematik var både effektivt og udbytterigt, og han havde ikke tænkt sig at blive hængende i længere tid end højst nødvendigt. At stjæle fra de rige blev altid straffet hårdere end at stjæle fra dem, som i forvejen ikke havde meget. Der var en form for sadistisk ironi i det, magthaverne var ikke dumme. De vidste, at hvis underklassen havde travlt med at bekrige hinanden, ville de være for optagede til at revolutionere mod den voldsomme ulighed og uretfærdighed der syntes at dominere i byerne.

Han gennemgik skufferne med trænede øjne. Gennemsøgte tekstiler for buler og hårde kanter – det var ikke unormalt at gemme smykkeskrin med de mest værdifulde smykker i under tøj eller klæder. Der var dog intet held med det, men hans lommer var alligevel ved at være fyldt op med alt fra guldskeer fra overdådige testel til hård valuta i form af krystaller. Han pausede ved den ene kommode. Ovenpå stod en smuk, perfekt rund globus. Den var mørkeblå, næsten helt sort, og fyldt med stjerner og kometer så livagtige og glitrende at Sebian mistænkte en form for magisk objekt. Tankeløst lod han spidsen af sine fingre glide hen over glasset – heldigvis var den ikke forbandet ved berøring. Han trak fingrene til sig igen og bandede lidt af sig selv for sin dumhed, men bukkede sig dog ned for at studere den nærgående. Den var utrolig smuk og det kriblede i ham for at tage den med, men han vidste at særprægede og unikke genstande som disse var svære at sælge. For ikke at snakke om, bare at få den ud af byen. Den ville nemt blive opdaget ved kontrol og der var ingen chance for, at ejeren ikke ville opdage at en sådan artefakt var væk. Den måtte blive på sin plads, beklageligvis. Han listede videre.

Dansen blev afbrudt, da der blev taget i dørhåndtaget og en stråle lys strømmede ind i rummet fra den nu åbne dør. Fuck.

På det punkt, der kunne Sebian nok have været en del mere heldig.
Fordi selve taktikken havde været god, jah ligefrem også effektiv, og hans niveau ikke til at kimse af. Ramiel knap nok opdagede at der var noget anderledes ved det hele, her de første par sekunder af situationen. Men som en summende fornemmelse i baghovedet - den man nogle gange får, den som der hvisker til dig: alt er ikke helt som det skal være - fik ham til at stoppe op halvejs i sit skridt, gøs han også en anelse ufrivilligt ved det lille vindpust der dernæst sneg sig ind imellem papirstøv og værdigenstande. Og så var spørgsmålet pludselig, hvorfor var vinduet åbent? 
Mængden af vildfarent sand sådan et lille vindue kunne fremskaffe i løbet af bare 1,5 dag... den var imponerende. Og halvenglens første tanke gik selvfølgelig i en snerrende, indvendig, bidende  kommentar til husets (lige nu) øverste slave, som efterhånden burde vide hvordan stedet skulle passes når han ikke var hjemme. Skyggen af et smil i hans mundvig, vidnede dog også om, at de i hvert fald ville gennemgå det igen. Grundigt. 

Med et dæmpet smæld klaskede han pergamenterne han havde med sig på det nærmeste skrivebord, den opsang han skulle finde frem var trættende, og et utilfreds glimt reflekteredes i blikket når han bevægede sig imod vinduet for selv at fikse situationen. Utroligt. Man kunne heller ikke få gode arbejdere længere, det var som om...
Men der var den fornemmelse igen. Og ud af øjenkrogen, halvejs på sin vej til vinduet. Han så en næsten usynlig bevægelse forsvinde væk i skyggerne - det havde ikke været vinden den her gang. 

Halvenglens øjner blev i selvsamme sekund til to små sprækker af mistro, og bagved ham rykkede svanevingerne rastløst på sig, jah puffede en smule op, da de fornemmede mandens fokus skiftede. Irritation blev til koncentration. Harme. Og nok ubevidst for dem der ikke kunne se i mørke, gled en anspændt stribe nedover hans kæber, da ufrivilligt spændte op. Hvem havde nerverne til at prøve noget så dumdristigt?
"... jeg er ikke vant til gæster. Ikke så sent.." endte han endelig med at sige, stemmen overraskende rolig givet deres situation, men bestemt ikke tilfreds i dens spidse toneleje. Imens han talte, hævede diplomaten afventende den ene hånd, og aktiverede magien i fingerspidserne, så gyldent lys dæmpet strømmede fra håndfladen og oplyste hans ubudne gæst i sine bløde skygger. Kærtegnede det kortklippede karse, og tvang tyvens tilstedeværelse frem i lyset. 
Det ene bryn gled efterfølgende spørgende op. "Du er ikke herfra, er du?" fulgte han næsten latterligt konverserende op med, overraskende rolig i sit toneleje, til trods for uvejret der lurede i det gyldne blik. 
Det sidste han ønskede, var trods alt en fysisk konfrontation. Det var forbandet rodet, jah også farligt. Og hans erfaring med tyve... var også, at de som regel ikke ønskede den alt for store ballade. Det var vel derfor de stjal i ly af natten, 

Manden der trådte ind i rummet var et imponerende syn. Han var høj, mørklødet og med tykt, sort hår bundet i en majestætisk fletning. Det mest betagende ved synet var dog de enorme vinger han bar på ryggen, der omsluttede hans silhuet med et mørkegyldent skær. Da lyset faldt på hans ansigt så Sebian også, at han havde gyldne øjne. Han må have engel i sig, det var i hvert fald udelukkende engle som Sebian havde set med den slags vinger.

Et kort øjeblik tænkte han sgu, at den var lige ved at gå. Det lykkedes ham at springe til siden ind i mørket da døren gik op, og trippe lydløst langs væggen da den fremmede bevægede sig længere ind i rummet og lagde sine ejendele fra sig. Hvis han bare lige går til den anden side af rummet, kan jeg nå hen til vinduet og.. Den optimistiske tankegang blev dog afbrudt da engelhybriden åbnede munden. Sebian frøs. Forhelvede.

Han drejede rundt så han havde fronten mod manden da lyset faldt på ham. Rettede sig op som en kat der strakte sig og så ham i øjnene. Han så ikke glad ud. ”Jeg.. gik forkert?” forsøgte han sig med og smilte prøvende med løftede øjenbryn og et træk på skuldrene. Indeni ræsede hans hjerne afsted; hvordan satan skulle han slippe ud af denne kattepine? Han kunne prøve at bryde sig forbi manden, der blokerede vejen mellem ham og det åbne vindue, men han var større end Sebian og det var ikke sikkert det ville gå godt. Han kunne tage flugten ud af døren, for uden tvivl at støde på et utal af tjenestefolk og eventuelle vagter der kunne formå at stoppe ham. Nej, han måtte blive her og håbe på det bedste. Tyveri blev trods alt tolereret mildere end overfald på adelige eller lignende.
”Nogle flotte ting du har dig, det må jeg sige. Har du selv stået for indretningen, eller..?” Han håbede på, at manden besad noget humor. At dømme efter hans ansigtsudtryk var der dog ikke stor sandsynlighed for det.

Da det gyldne lys fjernede mørket imellem dem, gav det en dybere grad af ro i halvenglen der nu kritisk tog sin tyv i øjesyn. Et menneske? Nej, han bevægede sig for hurtigt og elegant til kun at være menneskelig, og mødte halvenglens blik med et vagtsomt glimt i de mørkebrune øjne, men et optimistisk smil på læberne. Blandet blod? Sikkert. Ikke videre imponeret gled Ramiels ene bryn op i panden, han var ikke uden charme, det var så også sikkert. Men den prellede i øjeblikkets anspændthed af på Ramiel, hvis tavshed strakte sig i sekunderne efter. 

Lige indtil han endelig smilede. Bare en lille smule. Ikke leende, og ikke ligefrem ladet af humor, men derimod interesseret i at spille med på hvad end han forsøgte at stable på benene, et skarpt glimt i de lyse øjne. "Selvfølgelig. Det er altid godt at vide, hvad du har til rådighed på dit kontor.." .. hvem gemte ikke de mest værdifulde ting herinde? Og han gjorde antræk til at bevæge sig imod vinduet, for at få den risiko fjernet en gang for alle. Klappe udgangene i, og lukke ned for det her, omgående. "Er du nu sikker på at du fik set det hele? Der er så meget mere, end det du virker til at have samlet.." og hans blik flakkede kortvarrigt ned imod tasken af tyvekoster, efterfulgt af et lidt mere morende fnys. 
I det mindste virkede han ikke aggressiv. Det gjorde det hele en smule nemmere, hvis han ikke trak en kniv og gik ham efter struben. Og lidt mere beroliget af den tanke, nød han følelsen af at selvfølgelig have overtaget og kontrollen her.  

Efter en dag som i dag, var det en kærkommen position at komme tilbage til. 

Bedst som han lige stod og begyndte at forestille sig alverdens metoder de kunne bruge til at aflive ham, som den gemene tyv han var, brød manden stilheden. Halshugning, hængning, smide ham for hundene eller druknedøden var alle henrettelsesmetoder der flakkede forbi hans overvejelser før han anede, at hans smil blev gengældt. Bare den mindste smule. Håbet flammede op i ham og han måtte stoppe sig selv i at ånde lettet op med et højlydt suk. Han havde virkelig ikke lyst til at dø i dag, og fornemmede han at det var den retning det gik i, ville han vælge at kæmpe. Fik de først smidt ham i en bemandet celle var det så godt som ude med ham – så hellere tage chancen med den bevingede rigmand.

”Jamen, jeg er da frisk på en rundtur hvis du tilbyder,” svarede han kækt. Han var udmærket klar over, at manden ikke havde tænkt sig at afsløre placeringen på sine mest kostbare ejendele, men et nærmere blik på ham tilkendegav at han bestemt ikke manglede værdighed og ansigtet havde også en lettere hoverende karakter. Selv vingerne var ranke og stolte. Den type mænd manglede ikke selvtillid, og de nød ofte at høre dem selv snakke. Hvis han bare kunne holde ham underholdt, var der måske en chance.

Sebian lod tasken falde til jorden med et afslørende, akavet bump. Det raslede lidt, og han løftede skuldre og hænder med et beklagende smil i en gestus der sagde ”hvad kan man gøre?”. Engelskabningens øjne var stadig rettet koncentreret mod ham og Sebian bemærkede nu de sirligt tegnede linjer omkring hans øjne der omkransede hans gyldne blik. En forfængelig mand var han også. Sebian havde aldrig udsmykket sig selv og tvivlede på, at det ville ændre sig selv hvis han var bedre stillet. Smukt var det, ja, men ikke for ham.
"Bor du her alene?" spurgte han i en tone han selv håbede lød henkastet. 

Det virkede ikke til at han ønskede at stoppe ham i forsøget på at lukke vinduet og uden at slippe opmærksomheden fra manden, fik Ramiel strukket den ene hånd op og sat slåen ordentligt for igen. Det var det første. Nu til noget bedre belysning. 
Men Ramiel kunne næsten fornemme hvordan det lå i luften, at de i hvert fald var enige om en ting - ingen pludselige bevægelser. En lidt fornøjet lyd undslap alligevel halvenglen i form af et kort, hæst grin, ved det efterfølgende svar. Kækt alligevel. 
Han var en underholdende en, den gaderotte. 

Men havde han andet valg? 
Med rolige skridt fik Ramiel drejet sig imod den vej han var kommet fra, og bevægede sig nu en smule længere ind i rummet, for gradvist at tænde mere lys, og sætte fokus på deres situation. Selvom at desto mere tid der gik, desto tydeligere fæstnede hans skarpe træk og fjogede smil sig på nethinden, så virkede manden ikke... nervøs. Og det måtte han alligevel ynde ham. 
Han glemte sjældent ansigter der overraskede ham. Og med den skygge der lurede i halvenglens optegnede øjne, var det så godt som garanteret at han ikke ville glemme det her.  "Er det en vigtig detalje?" gled det glat tilbage, og diplomaten, nok nærmere retorisk. Følte mennesket sig modigere, hvis han var alene? 
En del af ham ønskede samtidigt at slå alarm. Måske blot for at understrege situationens alvor, og nok også sikrer dens udfald yderligere, han kunne godt bruge lidt simpel muskel. Men på den anden side, så var der ingen skade sket (indtil videre). Og en langt mere selvhævdende side, hviskede at han sagtens kunne kontrollere det her uden hjælp. 
Arrogancen vandt så godt som altid, og Ramiel tog en lidt dybere indånding, imens han lod den gyldne hånd glide over nogle krystallignende lamper. De begyndte dæmpet at gløde, og varme rummet op. Imens, slog Ramiel ud imod sofaen og sofabordet som kom mere til syne, nu hvor rummet trådte frem i alt sin pragt. 

"Tag plads, endelig, men lad tasken blive derovre. Og fortæl mig så, er du til gengæld alene?" Hans tonefald bød ikke til diskussion eller fancy tricks, men hans udtryk var nok forræderisk venligt - for langt de fleste i hvert fald. Man kunne i hvert fald argumentere for, at hans nygerrighed var vækket. Nok til ikke at anmelde ham med det samme. 

Lystilføjelsen til rummet fik Sebian til at fjerne øjnene fra sin modpart i adskillige sekunder. Skødesløst, men han nåede ikke at standse sig selv, og desuden aflæste han ikke stemningen som værende aggressiv eller optrappende til konflikt. Det glødende lys komplimenterede tingene omkring dem godt, eftersom meget var holdt i gyldne og varme farver. Det sydlige design var allestedsnærværende og gav indtryk af en mand der var stolt af hans by, kultur og kunst – det var helt tydeligt. Sebian havde aldrig rigtig forstået den der stærke loyalitetsfølelse mange mennesker besad overfor guder, adelsfamilier, byer, selv racer. Han havde bevidnet på første hånd hvordan ingen racer var hævet over hinanden. Når alt kom til alt, var alle bare dyr med mere avanceret udviklede instinkter og sociale spilleregler.

Den bevingede mand slog ham som et individ med styr på de sociale spilleregler. Da Sebian var færdig med flygtigt at studere skønheden i rummet, slog han blikket på sofasættet der blev gjort udfald imod. Et kort øjeblik overvejede han, om sammenspillet potentielt var på vej ned ad en farlig vej – var han psykopat? Legede han med ham? Ventede han bare på muligheden for at kaste ham i lænker og beholde ham som sin private lille boksepude? – men så kom han i tanke om, at de befandt sig i Rubinien. Hvis fyrsten ønskede sig et levende, talende torturoffer at komme ud med sine aggressioner på, kunne han bare købe en. Han behøvedes ikke lokke en listetyv i en tidskrævende fælde.

Han satte sig med langsomme, forsigtige bevægelser. ”Jeg er sgu altid alene. Det synes at være en uundgåelig livspræmis, gør det ikke?” Sofaen var blød, og han sank længere ned end ventet, hvilket forårsagede en akavet bevægelse han håbede ikke blev bemærket. Den fremmede havde ikke sat sig, og han gik ud fra at det var en form for power-move. Højden skadede heller ikke; i deres nuværende tilstand tårnede manden sig op over Sebian som en gudelignende skikkelse. Sebian valgte at sluge sin stolthed og blev siddende men kunne ikke dy sig; ”Og nej, det er skam ikke en vigtig detalje. Jeg undrede mig bare over hvor stort et ego man må besidde for at kræve så meget plads til sig selv.” Han kunne mærke blodet suse lidt hurtigere i hans årer, han vidste han pressede den. Men lidt bliver en gadehund nødt til at bide fra sig.

Det gik ham ikke forbi hvordan listetyven med en snert af overraskelse studerede resten af rummets videre indretning da muligheden bød sig. Så han havde ikke været her særligt længe, inden han dukkede op? Og Ramiel lod ham skam gøre det, uden at ville forstyrre det fine lille øjeblik. Jah, alt det her måtte være imponerende, hvis man sådan var vant til mindre. Første gang måske?
Det var i virkeligheden en forfærdelig, ulækker overflod af ressourcer, som dannede fundamentet for det Ramiel havde fået anskaffet (tilraget) sig i løbet af årene, både de materielle, og mere sociale. 
Men når han tænkte tilbage på alt arbejde, og alle de skuldrer han havde været nødt til at mase godt ned i sandet under sig, for at komme hertil.. jah så var det ikke ligefrem skam som fyldte mest. Nok nærmere det modsatte. 
Da Sebian ikke lang tid efter nok var mættet af indtryk, var det bestemt den rigtige beslutning at få sat sig godt til rette i det bløde sæde, og Ramiel ventede tålmodigt i mellemtiden. Atter kunne halvenglen med tavs nysgerrighed bide mærke i de forsigtige, lette skridt og bevægelser tyven benyttede sig af, på sin vej derover - han var foruroligende elegant. Senere, når alle de vigtige spørgsmål var besvaret, måtte han finde ud af hvorfor. 

Det synes at være en uundgåelig livspræmis, gør det ikke? Der kunne man da snakke om realisme så det baskede, og han lo sagte. "Det kommer an på hvem du er, jeg.. " summede han i kølvandet på ordene, og åbnede munden halvt, som skulle han til at stille et nyt spørgsmål. Men blev stoppet af det næsvise hug imod hans ego, der med en prikkende harme sneg sig først lidt, og så lidt mere under huden på ham. Og så lige lidt mere. Han... 
Øjnene blev til smalle sprækker af ulmende irritation, og Ramiel følte sin håndflade brænde efter at irettesætte ham. Han fortjente en syngende lussing for den frækhed. Og måtte knytte den hårdt som følge. Var din mund, blodsøl, bed tankerne bidskt... "Du har ingen idé. Ikke endnu i hvert fald" smilede han i stedet køligt, jah næsten lidt advarende, og forsøgte at gemme hånden med neglemærkerne væk bagved ryggen. 
Men som ukrudt ledte efter revner i asfalten, prøvede de vidst stadigvæk begge hinanden af. Og selvom det var tillokkende at tvinge en retmæssig undskyldning over de fine læber, væbnede han sig med kvalmende tålmodighed. Hans skulle nok få krakeleret den stolthed, på et tidspunkt. 

Ramiel bevægede sig lidt mere imod hvad der lignede en barbord af karafler og krystalglas, og uden forklare sig tog Ramiel to glas og en enkelt karafel med sig, og anrettede det foran bordet imens han talte. "Du er en sjov fyr, kan jeg fornemme? Sjov, og sikkert også dumdristig, men du virker ikke simpel, så jeg undrer mig.." de fleste i underklassen var ikke videre lærte, men en simpeltænkende mand, ville ikke have kunne formuleret den stikpille han lige var kommet med. 
Ramiels blik gled op, som glasset med et dæmpet klir blev sat foran tyven, og han rynkede ubevidst på næsen. "... hvorfor her? Er du en desperat mand, eller forsøger du at bevise noget?" 
Røde dråber blev med en klukkende lyd iltet på vej ud af karaflen, og fyldte glasset gavmildt op. Ikke at han behøvede at holde øje med processen. Den lå efterhånden. på ryggraden. 

Han betragtede i stilhed alkoholen blive sat på bordet. Hans sidste bemærkning holdt ham på dupperne, den affødte ganske vist ikke et raserianfald hos den fremmede, men han måtte være forsigtig. Det havde været en dum risiko at tage, at sige sådan noget. Sebian lovede sig selv at ligge næsvisheden op hylden før han igen fokuserede på samtalen. Mandens svar havde været ildevarslende, men hvis han bød op til drink måtte det vel betyde at han stadig fandt Sebian en smule spændende. Måske havde det ikke været så dum en idé endda at være næsvis. Indtil videre havde det da scoret ham en drink, og den var kærkommen lige nu.

Der undslap en kraftig lugt da det rødlige indhold fra karaflen blev hældt op. Det mindede ham om whisky, men havde en særpræget aroma han ikke kunne genkende. Han kunne ikke huske nogensinde at have drukket noget i den farve, men det duftede stærkt, og det fik hans mund til at løbe i vand med forventning. Mandens øjne glødede, om det var med raseri kunne han ikke helt aflæse. Sebian rakte ud efter glasset og tog en tår før han svarerede.

”Jeg er ikke desperat og mit ego befordrer mig ikke til at forsøge at bevise noget,” Han smilte igen og fugtede sine læber. Tørken havde gjort dem tørre.
Han havde ikke tænkt sig at udlevere tjenestedrengen med hang til rødvin og en stor mund der ikke syntes at kunne holde sin kæft. Det havde været let at få ham på tomandshånd, hælde lidt mere sprut på ham og bare få ham til at snakke og lytte opmærksomt indtil der faldt noget af; og det gjorde der. Han lod undslippe, at hans herre ikke var forventet at være hjemme indtil sent på natten grundet nogle forhandlinger. Det havde afgjort sagen for Sebian, der (efter at have selskabsdrukket med tjenestedrengen, naturligvis) syntes det var en vildt god idé at ”tjene lidt lette penge” ved at bryde ind i et palæ han ikke kendte og ej vidste hvem husede. Han var gået på kroen for at få noget mad og noget vand så han kunne genfinde lidt ædruelighed, før han var spadseret ned til det enorme palæ og cirklet omkring det i et par timer for at observere før han gik i gang. Vanvittig gennemtænkt. Ved nærmere eftertanke, var han måske en desperat mand.

Han drak igen, og det brændte lidt i munden, men på en syrlig og forfriskende måde. Væsken fik varmen op i ham og han kunne mærke sine kinder blive varme og røde. Han måtte være forsigtig med hvor meget han drak, han befandt sig stadig i en farlig situation. Diskret lod han blikket glide ned langs mandens hår og til hans vinger – de var store, kulsorte og som dyppet i guld. Indvendig var de gyldne som hans øjne. Sebian spekulerede på, hvor lange de var i udstrakt form og om han kunne bruge dem til at flyve – ja, selvfølgelig kunne han det, det gav næsten sig selv.. Han havde også haft et glødende lys i sine hænder, men udover disse to ting kunne Sebian ikke fornemme hvorvidt han havde stærk magi. ”Jeg prøver blot at passe på mig selv og tjene lidt til overlevelsen.” Han lagde mærke til, at han havde holdt vejret, og genoptog med en rolig rytme sin vejrtrækning.

Det kunne være svært at aflæse intentionerne hos den høje halvengel, hvis blik og mimik sjældent ændrede sig forfærdelig voldsomt. Ikke alene var Ramiel uddannet indenfor diplomatiens høflighedssludder, jah han kunne tale cirkler og stjerner i flere timer, men kunne med sin tilstedeværelse alene også fylde en... del. Blikfang var i hvert fald et ord for dét, som både vinger og væremåde forsøgte at understøtte. Nej, rettelse - var nødt til at understøtte. 
Når de befandt sig på modsatte sider af bordet, var det svært at skjule hvor man kiggede hen.. og havde Ramiel følt den diskrete opmærksomhed der tilfaldt ham, ville den uden tvivl være blevet boret lidt mere i. Men diplomaten var alt for fokuseret på at føle den anden part af, til at bemærke det studerende blik. Ikke med det samme i hvert fald. 

Selv hældte han selvfølgelig også op i sit eget glas - han havde ventet på det her glas under hele den forbandede tur hjem - og satte sig så endelig, læberne krænget op i et tavst grin da tyven benægtede både desperationen og beviser. Han troede ikke en skid på ham. Men alligevel var smilet ikke falmet over løgnen, han forventede selvfølgelig ikke at manden gav ham ret, det virkede han for selvtilfreds til, og Ramiel løftede endelig glasset til læberne for en velfortjent tår. 
"Du har en sjov måde, at passe dig selv på..." han slyngede efter det dulmende sip, drikken lidt dovent rundt i glasset, måske for at ilte den en lille tand mere, og få smagen ordentligt rundt. 

Nu hvor at de faktisk sad, og havde en næsten civiliseret samtale, virkede kommentaren fra før at glide mere i baggrunden, og indbruddet som en utydelig bagatel og noget han da havde tilgivet...  halvenglen levede trods alt af at bygge broer, og Sebain virkede ikke utilfreds over den behandling han havde fået indtil videre, skulle blikket på alkohollen betyde noget. Med billig opmærksomhed løftede Ramiel det ene bryn spørgende, og lænede sig en smule interesseret frem ved de næste ord. Jah forsøgte at lirke lidt kontrol tilbage over på menneskets banehalvdel - eller i hvert fald give illusionen om selvsamme. "Du kom ind igennem det lille, bitte vindue derovre? Du gjorde det så godt som lydløst, og arbejdede tydeligvis også effektivt... 8 minutter mere, og du var sikkert forsvundet væk i natten.."  var det komplimenter? Det lød mistænkeligt meget sådan, og bagved hans kølige blik, kunne en snert af anerkendelse anes. Fordi det var da flot... 

"Så fortæl mig - hvad gør man med din slags, når de er dygtige nok til at gøre det godt, men dårlige nok til at blive opdaget, denne ene gang?" Men smiger, og lidt alkohol havde Ramiel efterhånden erfaret var lettere end vold og vrede. Kunne han få tyven til at samarbejde? Eller var det bare sjovt, at se de små tandhjul knirke derinde? Lade ham danse lidt med illusionen om valg? 
Han var ikke sikker. Men havde ikke tænkt sig at lade ham slippe lige foreløbig. 

Nedenunder kunne høres tjenefolkenes tumult og tøffen omkring. Måske den natlige rengøring. Hele scenariet var absurd og virkelighedsfjernt, han havde aldrig oplevet noget lignende. Ældre, rige mænd havde vist ham indersiden af deres imponerende huse og palæer, og han havde følt den akavede tilstedeværelse af tjenestefolk, men dette her var lige skalaen over. Det gjorde ham næsten utilpas, selvom han ikke viste det. Og det antændte måske en snert af både misundelse og beundring, så fortrængt han ikke engang selv anerkendte deres eksistens. Manden overfor ham vækkede både væmmelse og nysgerrighed, men hans hjerne var for optaget i nuværende øjeblik til at tænke dybere over det. Hvad er du for en? Hvad har du tænkt dig at stille op med mig?

Påpasseligheden blødte dog lidt op, da den engellignende mand strøg hans ego med indirekte komplimenter. Med et fåret udtryk og et tydeligere smil, tog Sebian endnu en tår af glasset. Varmen steg nu også til hovedet og han kunne mærke sine ørespidser blive røde. Smiger virkede vel altid, på alle, det var en menneskelig præmis ligeså vel som ensomheden var det. Som sagt, så var på bunden ikke rigtig forskel på folk, det var Sebians erfaring; strippet for alle forestillinger og illusioner, var alle ens på bunden. Alle havde de samme ønsker og drømme, frygt for at dø og samme overlevelsesinstinkter i pressede situationer. Vi er ikke andet end dyr, tænkte han mens han holdte blikket på sin modpart. Han blev stillet et spørgsmål, og han udskød sit svar ved at tage endnu en tår af glasset, langsomt og eftertænksomt, mens han forsøgte at komme i tanke om et vittigt comeback. Da det ikke lykkedes nøjedes han med at sige: ”Det ved jeg ikke, hvad plejer du at gøre i sådan nogle her situationer?” Der var en tyk ironi i hans ord. Givet den åbenlyse absurditet ved situation, gik han stærkt ud fra at der ikke fandtes nogen standard protokol at rådføre sig med. Uden at vente på svar fortsatte han: ”Du kunne straffe mig. Det virker bare så kedsommeligt og traditionelt, ikke? Du ligner en åbensindet fyr der er frisk på alternative løsninger.” Endnu en tår af glasset. ”Du kunne også gøre nytte af mig. Lade mig arbejde, brug mig som din personlige assistent, bed mig om de ufine opgaver du måske ikke har lyst til at bede andre om.. Jeg ved ikke hvad du har brug for. Men jeg er sikker på at jeg kan forsyne det.” Han kiggede ham i øjnene og håbede på det bedste. Udenfor var det begyndt at regne og trommen mod vinduerne var et øjeblik det eneste der brød stilheden.

På trods af at han havde regnet med at have en arbejdsfri aften, fandt han alligevel sig selv, 'arbejdende' langt ud på natten. Det var egentlig forrykt, og han burde have afrundet det her med det samme da han så ham, luskende omkring som en kat i mørket. Måske endda have ladet ham prøve at flygte, og så bare fokusere på det bad der ventede ham nedenunder. De måtte efterhånden have gjort det klart. Men på et eller andet tidspunkt i løbet af de minutter de havde talt, var det næsten blevet personligt. Måske endda allerede fra starten af, da han lidt fjoget havde prøvet at slippe udenom. 
Den smiger han fodrede ham med, så til gengæld ud til at virke, og de bemalede negle tappede tilreds imod glassets runde hvælving, i sekunderne der gik. Ramiel tog efterfølgende selv nogle slurke af sit glas, blikket tungt over den anden skikkelse imens han ventede på svaret. 

Nu mere mageligt tilpas, faldt blikket også langsomt en smule længere ned, og tog tatoveringen på hans hals i nærmere øjesyn. Den var smuk. Groft lavet, men han kunne se intentionen bagved håndværket. Da han talte gled det i et lille, hurtigt ryk op igen, og med skyggen af et lidt mere hånende smil hængende i mundvigen lænede han sig mere tilbage igen. Hvad han plejede at gøre? 
Sebian havde dog sine egne forslag. Hvad han nok ikke vidste, var at de (til Ramiels overraskelse) lænede sig forunderligt meget op af hans egne løsninger på træls problemer. Ramiel nikkede derpå næsten en anelse forsikrende, da han mødte det stålfaste blik. Han havde læst ham helt korrekt, syntes de at sige. "At arbejde sig ud af gæld, er altid en fair løsning" medgav han, efterfulgt af en tår. 
Den ene finger hævede sig dog lidt i en pause - han skulle ikke være alt for forhåbningsfuld, og Ramiel satte det lidt ovevejende fra sig, imens han tænkte. "Men jeg skal simpelthen stole på, at du ikke vender på en tallerken det sekund en anden løsning betaler sig bedre?" en tyvs ære var en dyrkøbt ære. 
Men han var interesseret. Noget der ikke helt kunne skjules - han ville bare gerne overtales. Eller i hvert fald hører en bedre, måske mere ydmyg salgstale. 

Denne gang var hans svar hurtigt og utvetydigt. ”Jeg er ikke ude efter at komplicere tingene. Ingen grund til at opsøge problemer.” svarede han. Der var ikke rigtig så meget andet han kunne sige alligevel. Han kunne love guld og grønne skove, men i sidste ende var det vel en tillidssag og kom mere an på fornemmelse og personligt indtryk end rationelle argumenter. Han fornemmede dog, at manden var til at forhandle med, helt klart.

Alkoholen var godt i gang med at gøre dens arbejde. Han kunne mærke hvordan den fik hans krop til at slappe af og hans hjerne til at slække på dens bekymringer. Situationen virkede ikke længere livsfarlig, vedkommende han var brudt ind til lod i det mindste ikke til at være en sadistisk galmand. Det var dog stadig uklart hvad forløbet i sidste ende ville byde på. Han valgte ikke at tænke videre over det, og takkede sprutten for at hjælpe afkoblingen lidt på vej. Ingen grund til stress. Hvis han alligevel befandt sig i forholdsvis underdanig position, var der alligevel ikke meget andet at gøre end at prøve at få det bedste ud af det, medmindre han ønskede at optrappe konflikten og eventuelt lade den eskalere til vold ved at forsøge at undslippe. Det ønskede han ikke. Desuden var hans nysgerrighed også blevet vakt.

”Lad mig bevise det for dig. Eller vil du have mig til at tigge?” Det ville ikke undre ham hvis det var tilfældet. Velstillede mennesker var sjældent behagelige personer. Ikke at underklassens individer nødvendigvis var meget bedre, de kunne være ligeså hoverende og magtsyge selvom de ikke havde meget at have det i. Manden foran ham havde noget at have det i. Sebian vidste godt, at han var den, der var på tynd is, ikke omvendt. Men på den anden side, så havde han stået i værre situationer og altid sluppet rimelig helskindet igennem.
”Og du må da have en eller anden interesse i at finde ud af det her, ellers sad jeg vel ikke her og drak.. hvad det nu end er vi drikker? Og hvad er forresten dit navn?” Han vidste ikke om han overtrådte en eller anden usynlig grænse ved at udspørge ham på den måde. Men han kunne ikke lade være.

Det var måske et fejt trick, men ikke desto mindre et trick som virkede. At bedøve ham ville nok aldrig være en direkte, intentionel hensigt, havde Ramiel blandet noget i drikken ville han trods alt aldrig byde det til sig selv. Men alkohol kunne være en fantastisk ven, når det handlede om at skubbe til paraderne i rummet, og muligvis sænke dem. Lige så stille og roligt... den dulmede dømmekraften. Og selvom halvenglen ikke tvivlede på at tyven stadigvæk ville være i stand til at formulere sig senere, bad han ham ikke ligefrem om at sænke farten. 
Nu talte de trods alt ganske fint. 

Med en dæmpet klirren trak han proppen af karaflen igen, og hældte med et lavmælt 'hah' op i sit eget glas først, førhen han spørgende vendte blikket imod Sebians glas. Mere? 
"Et fristende syn" gled det (oprigtigt) fornøjet over læberne, det var noget tid siden tiggeri var blevet rettet direkte imod ham - så længe havde han heller ikke bestyret byen. Han var dog sikker på, at følelsen ikke ville være helt  forfærdelig.. men det kære menneske havde ret, når han pointerede at der var en bagkant ved hele situationen, jah helle samtalen, og Ramiel trak hånden tilbage efter enten at have fyldt eller ikke fyldt den andens kop, et lille, utålmodigt suk til følge. Han vidste ikke hvad han fik lov til at smage på? Han vidste joh tydeligvis, ikke engang hvem han var. "Rubinsk druelikør" irettesatte han, og rankede sig ubevidst  da han alligevel besluttede sig for at præsentere sig. Mennesket skulle nok lære det med tiden. 
Bagved ham spredte vingerne sig en anelse med kroppens bevægelser, og slugte noget af lyset, da det skar sig igennem rummet med striber af mørke. Selvfølgelig en smule dramatisk, men det var nok lidt utydeligt om det var en bevidst handling, eller ufrivilligt grundet vingernes opbygning. "Ramiel. Og du har ret, tyv, jeg tror du er til mere gavn som.." hvad var det han selv havde kaldt det? ".. personlig assistent, end offentlig advarsel. Det ville være en skam at brænde mulighederne". Og hvis halvenglen var blevet alt for stødt over at han ikke engang havde gjort sig ulejligheden at undersøge hvem han var, forsøgte han ikke at vise tegn på det, da han i stedet krydsede det ene ben over det andet, og sad lidt mere behageligt. "Så nu er jeg nysgerrig. Hvilke slags job er du blevet hyret til, tidligere?" det var vigtigt at vide hvad han kunne få den anden til, skulle det blive en realitet. Havde han grænser, eller var han ligesom Selene? Og selvom man aldrig skulle skue gadehunden imod hårene, indeholdt og bestod de brune øjne han mødte, af mange ting. 
Men de virkede ikke som en lystmorder, eller voldsbrors blik. Eller også virkede hans nonchalante attitude bare godt på halvenglens egne parader. 

Han tog sig den frihed at læne sig tilbage i sofaen med en glat bevægelse og placerede den ene arm på ryglænet. Hvis det ikke var for den andens skarpe falkeblik på ham, ville han have kigget sig lidt mere omkring i kontoret, men det var ikke tiden eller omstændighederne til det. Han ønskede heller ej at stjæle mere fra denne person; aftalen de muligvis kunne indgå kunne vise sig at være langt mere udbytterig med tiden. Det var aldrig en dårlig idé at netværke, det plejede Milo altid at sige. Sebian havde dog aldrig været god til at begå sig på den måde – meget kalkulerende, overvejende og taktisk. Desuden havde han en dårlig hukommelse når det kom til den slags ting, sikkert fordi han ikke interesserede sig voldsomt for de selskabslege det øvre samfundslag begav sig med.

Med et kort nik bekræftede han mandens gestus, ja tak, han ville gerne have mere. Det smagte fremragende, den rubinske druelikør. Han tog en tår og mærkede varmen i halsen. Det fik sofaen under ham til at føles lidt blødere, rummet de sad i til at blive smukkere og smukkere, og mandens vinger til at virke mere og mere imponerende. Sebian studerede dem igen, da de bevægede sig i takt med bevægelserne han lavede. Ramiel. Han kiggede lidt fraværende ud i luften og kneb øjnene en anelse sammen. Ramiel… Søgende efter et eller andet løftede han ubevidst hånden op og rørte ved sin egen hage, han kunne mærke skægstubbene så småt begynde at titte frem under overfladen, mens han for første gang fortrød at have drukket. Tågen omkring hans hjerne var irriterende, det var som om at han prøvede at komme i tanke om et eller andet..

Pludselig så han Ramiel for sig igen som han havde set ud da han afbrød Sebian i sit arbejde. Han huskede de papirer han bar i armene som han hurtigt fik lagt fra sig, og huskede skrivebordet han placerede dem på der nu stod til venstre for dem, længere væk i rummet. Synet af adskillige breve med et stolt løvehoved afmærket i hjørnet af papirerne kom tilbage til ham og uforberedt på hans opdagelse, begyndte det at dæmre for ham.. Kazimi-familien. Det hele kom tilbage til ham på én gang, som at blive slået i ansigtet med en våd klud. Han huskede flygtigt, ved hans sidse visit i byen for langt over et år siden - han havde rejst vidt omkring det sidste stykke tid - hvordan at en ny vasal var blevet udnævnt. Så vidt han huskede, var det ikke nogle pæne ting der var blevet sagt om ham, men det var det jo sjældent uanset hvem pøblen snakkede om. Han skulle vist have ry for at være lidt af en snob. Sebian tænkte, at det i hvert fald passede med hans forfængelige udseende.

Han gjorde sit bedste for ikke at lade sin realisation bringe ham ud af fatning, men helt ubemærket gik den nok ikke hen. Han fokuserede igen på samtalen og overvejede nu, med større omhu, hvilket svar han skulle give. Han vidste intet om denne Ramiel andet end han var magtfuld, mere magtfuld end ham selv, havde et dårlig ry, men umiddelbart havde taget godt imod en listetyv han fangede på fersk gerning i ly af natten – sikkert fordi han var en stolt mand, der forsøgte at bevise noget for sig selv ved at klare problemerne solo. Det havde virket til Sebians fordel indtil videre, men det nyopdagede faktum omkring manden gjorde ham alligevel tøvende.

Indtil han satte sig lidt op igen og så på Ramiel. ”Jeg er ikke lejemorder. Eller din torturbøddel.” Det slog han fast med det samme. Han havde selvfølgelig ikke noget imod et godt slagsmål mellem ligemænd, eller noget tilfældig vold i ny og næ når man havde en lille skid på, men han nød ikke at være ondskabsfuld. Der var også noget upassende ved at få andre mænd til at udføre det beskidte arbejde for sig, det havde Sebian altid følt. Hvis man ønskede at slå, brænde, myrde, voldtage eller torturere måtte man i det mindste være mand nok til at gøre det selv... ”Men jeg er hurtig og smidig. Jeg ser godt i mørke. Jeg kan snige mig ubemærket efter hvem som helst. Og..” Han fugtede læberne igen da han tøvede. Han burde måske ikke afsløre mere end nødvendigt om sig selv, men selvom det irriterede ham, fandt han sig selv ivrig efter at imponere denne Ramiel. Og han skulle vel også bare sælge sig selv så godt han kunne, så han ikke pludselig blev fundet overflødig eller ubrugelig?

Med et vurderende blik på den bevingede mand trak Sebian armen ned fra ryglænet. Hans venstre hånd holdt stadig glasset med den smukke, røde væske. Han løftede højre arm og holdte hånden ud i luften med håndfladen vendt fremad. Svævende over sofabordet manifesterede der sig – lidt langsomt – et par billedskønne, natsorte små vinger, ikke længere end tyve-tredive centimer. Det var en sagte, delikat proces der tog adskillige sekunder. Ligesom de virkelige vinger var de som dyppet i guld og gyldne på indersiden; de hang svævende i luften, som sad de fast på en lille usynlig mand. Sebian studerede dem, selv nysgerrig – de var smukke og livagtige, næsten ligesom de ægte. Han fik dem til at baske et par gange, langsomt, så han kunne studere deres bevægelser. Efter et halvt minuts tid flimrede de en enkelt gang og forsvandt. Sebian kunne mærke sine batterier var en smule drænede; så detaljerede ting krævede meget energi.

Han fokuserede sit blik på Ramiel igen, efter at have været opslugt af sin egen kreation. ”Jeg har illusionsmagi. Og jeg er blevet hyret til.. mange typer jobs.” Hans blik hvilede sigende på Ramiel indtil han tog endnu en tår. Så skiftede han til en lettere tone: ”Men min største erfaring ligger nok indenfor indbrud. Eller jeg kan bringe dig informationer, fra steder du måske ikke selv kan komme ubemærket.” Selv uden sine vinger ville han jo være en blikfangende mand.

Det var svært at vide hvilke overvejelser der blev gjort sig, i den andens kønne hoved. Det lykkedes ham at holde lov profil hvad angik den pludselige realisering, og halvenglen - hvis blik ellers så meget - fulgte tavst hvordan overvejelserne dansede i de mørkebrune øjne. Jah hvad mon han overvejede? Den ene hånd krydsede over lårene, og støttede dovent kanten af hans hage da han satte sig mere til rette, den anden hånd hvilende på stolens armlæn og med glasset holdt oppe i dræven magelighed. Men halvenglen sagde ikke meget mere, førhen Sebian endelig satte sig mere op igen, og hurtigt sørgede for at lukke de mere farverige muligheder af. 

Det perfekt plukkede bryn gled en smule spørgende op, et lydløst, næsten forræderisk forstående lille smil om de smalle læber da han godtog det. Så han ville ikke trække blod, for ham? Det var alligevel godt at vide. Selvom han efterhånden havde succes med lidt af hvert, hvad angik manipulationens mere delikate trædesten og retninger, så havde alle væsner nogle hårde grænser. Dem man ikke legede for meget med; noget der som oftest også definerede dem... og hvis Sebian skyede væk fra vold, af natur, antog diplomaten at han ikke var en 'dårlig person', indvendigt. Bare i det forkerte hus, på det forkerte tidspunkt, men selvfølgelig med det helt rigtige selskab. 
Læberne stødte imod glasset imens han lyttede, tænkte og reflekterede over de informationer han fik. Det var selvfølgelig fristende at tage ham lidt mere under sin vinge. En tanke som blev rodfæstet yderligere, da han overrasket følte sig selv trække vejret ind i et lille og ophøjet gisp. En illussionist? Nu begyndte det hele at falde mere i hak, gav ham mere værdi, og som vendte man en ny side i en bog om Sebiabs liv, gled en hinde af nyvækket interesse over de ellers kritiske øjne. "Mange typer af jobs, hmm?" gentaget lidt lavmælt, næsten bifaldende. Legede en smule med trykfordelingen i ordet - hvordan skulle det tages, og så med et lille stik de smukke vinger han havde fået fremmanet, langsomt svinde væk igen. Detaljegraden havde været imponerende... han havde slet ikke følt hans blik på ham, ikke på den måde, som han regnede med var naturlig hvis man skulle genskabe det i illussioner. 
Han kunne vel altid bruge et multitool. 

"Du har potentiale" det her havde potentiale. "Det kunne jeg trods alt fornemme allerede da jeg så dig første gang.." Ramiel hævede glasset i et tilbageholdende, men ikke desto mindre rosende lille nik. I sekunderne efter føltes øjenkontakten varmere, eller også var det bare alkohollen som kærtegnede hans iboende intensitet, og Ramiel følte et skævt, lidt mere morende smil trække op i de mørke læber. Forskellen fra de andre, og det her, var dog at det her næsten manglede den hånende kant, der ellers så forfærdelig ofte fulgte med hans ord. "Jeg ser mulighederne i sådan en ordning..." hellere det, end at skulle døje med fysisk afstraffelse af tyven. Det så også en del pænere ud, i offentlighedens øjne. 
Desuden, så kunne man bebrejde halvenglen for mange, selvfølgelig mere svinske ting. Afpresning, vold, manipulation, forræderri og så videre. Men at betale dem han så endelig ansatte under sig ringe? Det var ikke en af dem. Og Sebian kunne, ubevidst for Ramiel selv, nok komme til at tage mere plads end han umiddelbart regnede med. 

Fordi selvom han ikke var meget for at indrømme det, fandt han det joh næsten fornøjeligt at tale med ham, deres forskelle til trods. Elles havde han fået afrundet samtalen langt hurtigere, og kunne ikke stoppe det lidt mere nysgerrige, og nok ikke-så-vigtigt-for-samtalen spørgsmål som pressede sig på. "Hvad hedder du?" ikke længere bare hvad vil du kaldes, eller en affindelse med navnet 'tyv'. 

Han havde potentiale? Åh nej. Det lød foruroligende. Men på den anden side, var tanken om at blive en rig mands ejendom for en tid ikke ny for ham. Og hans intentioner havde båret frugt, Ramiel lod til at lade sig imponere. Han fortalte sig selv, at det var den taktiske fordel i mandens billigelse der gav ham et varmt sug i maven, og ikke hans ego, der nød at blive strøget. Han betragtede ellers ikke sig selv som en stolt mand, men det var svært at undgå at føle sig kæphøj når man lykkedes med at vende så dumdristig en situation til sin fordel. Der var også noget i de gyldne øjnes anerkendelse, der måske gjorde ham ivrig efter at behage. Han forestillede sig, at han rent fysisk skubbede tankerne væk og forsøgte at fokusere.

Glasset stillede han fra sig på bordet foran sig. Han havde let spredte ben og lænede sig frem over dem, med albuerne på knæene og fingrene sammenflettede. Han spidsede læberne lidt i sine overvejelser før han svarede: ”Mit navn er Sebian. Jeg kommer her fra Syden.” Hans stemme var tydelig og afslappet, han følte sig bedre tilpas end tidligere. Mere sikker. Sikker nok til at han turde læne sig lidt længere frem og række hånden ud efter karaflen, og uden at tøve hældte han op til dem begge. Hans bevægelser var hurtige og selvsikre, nok mere end han egentlig følte sig på bunden. Hans nerver var vågne, på vakt, fik det til at krible i hele kroppen. Likøren hjalp selvfølgelig også. ”Sidst jeg sad og drak i en rig mands palæ, var det under ganske andre omstændigheder. Men faktisk også en.. forretningsaftale.” Denne gang kunne han ikke dy sig, og han blinkede direkte til manden overfor sig. Smilet på hans ansigt afslørede hans hvide tænder i en lille latter. ”Dit hjem har dog en endnu mere imponerende størrelse, må jeg sige.” Det var sandheden, og en smule smiger afslutningsvis var ikke en dum idé.

”Men fortæl mig.. Hvad er det du har brug for?” spurgte han og fandt sig selv oprigtig nysgerrig. Det smukke ved at leve i den kriminelle bane var, at arbejdet ofte var sjovt, alsidigt og spændende. Dog ikke altid. Han havde nogle aldeles kedsommelige minder om trælse ture i alt slags træls vejr, ofte et spørgsmål om en smuglervare der skulle transporteres diskret. Det var selvfølgelig en hyggelig opgave nogle gange, men under en snestorm i det nordlige Krystalland var det knap så sjovt. Han foretrak at holde sit arbejde i den sydlige del af landet, eller i det mindste ikke helt oppe nordpå. Han var ikke glad for kulden. 

Man kunne efterhånden mærkbart ane, hvordan at Sebian  virkede til at slappe mere og mere af i halvenglens selskab. Faldt mere og mere til ro, og tog mere af rummet tilbage. Se et dyr som var trængt op i en krog, det var et dyr der bed fra sig. Var ens selvopretholdelse truet, eller var man i tvivl om den fremtidige sikkerhed, jah så havde mennesker en vane med at blive desperate. Og selvom det var et smukt syn, sådan som det panisk kunne flakke over opspilede øjne og sandtørt gjorde munden tom for ord... så var det et sats han ikke behøvede. Ikke endnu i hvert fald. 
Fremfor for alt andet, var det lettere at forhandle med nogle der følte sig i kontrol. Og det klædte ham en del bedre... stemmen var behagelig i sin dybe bas, og Ramiel smagte lydløst på navnet da han gentog det indvendigt. Sebian. Med magelig ro fulgte han likørens tredje rundtur til glassene, han kommenterede ikke på hvorvidt mennesket måtte, men gik ud fra at han efterhånden vidste, at han da ikke skulle være bange for at tage for sig. 
Lige nu, var det skam gratis. 

Smagen snoede sig om hans tunge og kærtegnede hans svælg. Men var næsten en smule på vej på tværs, da han lidt slået tilbage fik fat i hvad han lige havde sagt. Guldøjnene spærredes op, ikke afskrækkede, nej nok nærmere overrasket over han delte det med ham, og med en lidt hæs latter tog Ramiel en tår af sit nyopskænkede glas. "Jah? Det er heller ikke den værste slags forretning.." og han følte en snert af varme snige sig over ørerne, og krybe ned af kroppen. Men tak, lød det indvendigt, blikket hængende omkring det glimtende smil han kortvarigt havde flashet. 
Rigmænd havde deres vaner... jah præferencer. Han tog en lidt mere overvejende slurk af glasset. Se det var vovet information at dele med ham. Og selvom halvenglen ikke havde brugt hele sit liv i de højere samfundslag, var deres lidt bizarre lyster, noget af det første man lagde mærke til, hvis man prøvede at møve sig ind i de øvre ringe. Var i hvert fald hans egen erfaring. 
Men med fokusset tilbage på ham, skubbede Ramiel sig en kende konspiratorisk også sig selv længere frem og fugtede læberne. "Jeg døjer med nogle af de gamle handelsmoguler, som stadigvæk har et godt tag her i byen.." at komme direkte til sagen var ikke noget han var bange for, og for at være ærlig.. havde han ikke den store frygt for at Sebian skulle fortælle det her videre. Hvorfor skulle han? "De fleste af dem har haft base her i nogle generationer. Zalans familieerhverv. Men ikke desto mindre, har deres ord stadigvæk for meget vægt efter min smag. Men med lidt papirer efterladt det forkerte sted, rænkesmedning, et pengespor der leder videre til...?" Ramiel løftede glasset i hans hånd, blikket overvejende på de røde drøber der fragmenteredes af lyset - mon Sebian kunne regne ud hvor han ville hen med det? 

Når adelens tunge drenge legede, var det ikke et spørgsmål om hvem der var stærkest. Og en vaklende tiltro til et bestemt handels imperium, var som at fjerne grundbyggestenene til hele deres by. Kunne han efterlade lidt pergamenter, uden at blive opdaget? Jah så kunne han være til gavn. 

Han grinte lidt af den bevingede mands svar. Nej, det var ikke den værste slags forretning.. Han spekulerede på, hvor længe de mon havde siddet her nu. Mørket udenfor afslørede jo ingenting. Det fortsatte bare med at dække byen i sine skygger, kastede ro over stedet såvel som det forsynede dække for narrestreger og nattens aktiviteter. Bragte både godt og ondt med sig. Nedenunder var der blevet stille igen og tavsheden gjorde stemningen mere intim. Da Ramiel rykkede lidt på sig og åbnede munden igen, var hans tone dog rolig og alvorlig. Sebian spidsede ører og kneb øjnene en anelse sammen, mens han lyttede – det lød definitivt som noget, han ville brillere i. Lige i hans boldgade. Det var også spændende, han nægtede da ikke at det var sjovt med et lille smugkig indenfor de riges gardiner. 

”Det burde bestemt ikke være noget problem,” sagde han friskt og kørte hånden henover hovedet og gennem hans (sparsomme) hår. Alkoholen gjorde hans bevægelser friske og lidt mindre præcise. Han satte glasset fra sig med et anelse hårdt klir, da bordet stod en smule tættere på end hans dybdesyn umiddelbart vurderede i nuværende tilstand. ”Altså.. medmindre det skal gøres lige nu,” fortsatte han, en anelse fjoget måske, og indrømmede dermed indirekte at han havde fået en smule meget at drikke. Han skulle ikke risikere at snige sig nogen steder hen i en brandert, det ville ikke gå godt. Lidt professionalitet blev man vel nødt til at udvise.

Ja, det lød ganske dueligt, det Ramiel bad om. Sebian reflekterede stille over sine muligheder; det var endnu uvist hvor længe ansættelsen forventede at vare. Han havde en eller anden nagende fornemmelse af, at han ikke var typen der ville lade ham slippe let. Hvem vidste hvad han bad om næste gang?