Trods at kulden var ved at sætte ind, kunne man roligt sige, at foråret også føltes lige om hjørnet.  I hvert fald hvis man spurgte den altid optimistiske Tatiana, som der havde fået lov at låne hestevognen for at tage en tur til Fredskilde for at sikre proviant til børnehjemmet.
Men hvordan kunne den unge kvinde ikke være glad? Hendes livs kærlighed var kommet hjem til hende, og hans bedstemor, som havde været som en mor for ham, havde allerede godkendt udsigterne, for at de kunne giftes.
Måske var det også nemmere at være gladere, når man var ude i det fri, når man ikke følte sig tynget af gamle minder. Eller var det måske hele presset, der kom af at være adelige som dem, der aldrig havde været i den situation, ville kunne forstå. Det var desværre ikke bare at have krystallerne til at få hvad end de pegede på, men lige så meget, at man aldrig kunne være sig selv. Man kunne ikke beslutte sig for kærlighed, da man blev gift for status. Så på det punkt havde hendes onkel måske gjort hende en tjeneste.

Da hun fik sat hesten fast, gik hun først over mod Svana smed for at se, om der var kommet nogle nye, interessante ting. Ikke at hun havde krystaller til at betale for noget af det, men derfor betød det ikke, man ikke kunne kigge.
”Hej, Svana!” sagde Tatiana med et stort smil på læben, da hun så den lille gnome stå udenfor, der vinkede ivrigt mod Tatiana, før hun forsvandt ind i smedjen igen, hun måtte have travlt. Men ikke noget, menneskedatteren tænkte videre over, da hun stillede sig ind i butikken og gik rundt og kiggede.

Det havde næsten taget hele morgenen, men det var endelig lykkedes Marius at overtale sin far, til at give ham lov til at tage til Fredskilde alene. Eller ikke helt alene, det havde været et krav at 4 tjenestefolk tog med ham. Marius ville gerne ind til byens smed Svana. Hun var den hans forældre og ham selv gik til hvis de skulle have lavet smykker eller små våben.
Grunden til Marius ville derhen alene i dag, var fordi han gerne ville have bestilt en ring til en han holdt særlig meget af, som hans forældre ikke måtte vide noget om. Han håbede han kunne lave en aftale med Svana om at det skulle være en hemmelighed.

Marius havde fået lov til at låne den lidt større hestevogn, så der var plads til alle de forbandede tjenestefolk. De var nu ankommet ude foran smedens butik. Det var stadig køligt, så han havde en tyk uldfrakke på med et mørkegrønt tørklæde. For at virke mindre opsigtsvækkende var resten af hans tøj også mørkt. 
Han kiggede opgivende på de to tjenestefolk der sad overfor ham "Er det muligt to af jer kan vente her, en kan stå ude foran butikken, så det kun er en som følger med mig rundt i butikken?" han magtede ikke at de alle skulle følge med ham rundt i butikken, det ville vække for meget opmærksomhed. Heldigvis gik de med på hans plan og han hoppede ud af vognen, får at gå mod butikken, med en tjener efter sig.

Der var dejlig varmt indenfor og næsten ingen mennesker at se, Marius ville starte med at kigge lidt rundt før han ville snakke med Svana. Da han stod og kiggede på en yderst fin lille kniv, bemærkede han en kvinde stå ikke så langt fra ham. Da hun kiggede op, genkendte Marius hende. Det var Tatiana! Det var sørme længe siden han havde set hende. Ikke siden at hendes onkel havde overtaget hendes hjem. Ikke noget Marius kendte særlig meget til, men nu havde han måske muligheden at høre historien fra hendes side. Han spurgte usikkert da de fik øjenkontakt "Tatiana? Hvor det længe siden, hvordan har du det?" 

Hænderne var placerede om bag på ryggen, hvor den ene holde omkring den andens håndled. Mest af alt for at sikre sig selv, ikke at røre ved nogle af de smykker og våben, som var blevet lagt frem til at beskue. Det var en gammel vane, hun havde lært af hendes mor da hun havde været en lille pige. Man måtte se, ikke røre. Det var ikke just noget, som Tatiana var kendt for. Især fordi at hun havde været umådelig begejstret for hvad der var ude i haven. Hvordan hun kunne se snegle glide rundt, og insekter der lavede mærkelige lyde når deres vinger bredte sig ud. Hun dansede i enge, og kom altid hjem i beskidte klæder. Men ikke at røre, det var noget hun stadig bar i hendes minder den dag i dag.

Med et forvirret udtryk kiggede hun op, og så på flotte herre der tiltalte hendes navn.
Da det gik op for hende, at det var Marius Af Isenwald blev hendes øjne store, og hun najede hurtigt. Igen, ren vane af den kultur hun var vokset op med.
”Beklager, hr, jeg så dem slet ikke” svarede hun umådelig formelt, især fordi hun vidste hun ikke længere havde rangen til at være i samme lag af samfundet som han var i.
”Jeg har det ganske udmærket hr” hun foldede læberne sammen, inden hun løftede hoved og betragtede ham. Han var blevet stor, nu var det trods alt et par år siden, at hendes formue var blevet taget fra hende. Før hun var flygtet til Dianthos og hendes liv havde taget en drejning. For det bedre, hvis hun skulle være ærlig.
”Hvordan har de det, hr?”

Det var virkelig længe siden han havde set hende og han lod blikket kigge op og ned på hende, som hun najede foran ham. Hun var ganske køn. Pænere end han huskede, men han havde ikke selv været særlig gammel da de sidst havde set hinanden.  

“Nu ikke så formel, kald mig nu bare Marius!” Han gav hende et af sine bedste smil. Han undrede sig over hvor mange år siden, de sidst havde set hinanden. Om ikke andet kiggede han nu indtrængede på hendes ansigt, som for at studere hende. Hun lignede sig selv, til trods for hun var blevet ældre. Hun havde virkelig smukke ansigtstræk- den søde næse og fyldige læber, med sin gyldne hud og især hendes grønbrune øjne, det var især dem Marius kunne huske, dem havde han altid beundret. 
Hendes blik virkede dog en smule trist, som havde livet ikke været let for hende. Og hans nysgerrighed om hvad der var sket med hende blomstrede op.

Da hun spurgte ind til ham svarede han lidt henslængt “tjo som det plejer, jeg nyder livet på det fuldeste, inden mine forældre gifter mig væk. De er i hvert fald begyndt at presse lidt mere på med det. Men her er jeg stadig fri, eller fri som jeg nu engang får lov at være” og hans blik fandt hen til tjeneren som var gået med ham ind. Hvor han dog nogle gange længtes efter at løbe væk, væk fra al ansvaret og hans faders hårde greb. Et lille suk undslap hans læber, men hans opmærksomhed rettede sig tilbage på Tatiana.
“Undskyld mit lidt personlige spørgsmål, men jeg har ikke set dig så længe, hverken til baller eller til vores fester, hvor har du været?”

Som han insisterede på, at hun skulle kalde ham Marius, var det tydeligt at hun følte sig mere afslappet. Et smil bredte sig over hendes fyldige læber, hvorefter de grønne øjne lyste op. På trods af, at Tatianna efterhånden ikke havde oplevet meget godhed, siden hun mistede sine forældre til pesten. Var hun stadig den samme solstråle som da hun havde været barn.
Da der blev skabt et bånd mellem dem, da Marius stadig behandlede hende som da de havde været børn. Da lagde hun også mærke til, hvordan han var vokset op. En nydelig ung mand stod foran hende, en mand der uden tvivl allerede var efterspurgt.
Marius suk og hvordan han kort betragtede tjeneren, gjorde det klart at Marius stadig var underlagt hans forældres meninger. Den mening at deres eneste søn, aldrig måtte forlade hjemmet alene.

Da tjeneren lignede de kiggede væk, trådte hun hurtigt tættere mod ham. ”Har du brug for en time væk fra det hele?” spurgte hun og et snedigt smil formede sig hen over hendes læber. Når man begyndte at passe børn i et børnehjem, lærte man hurtigt hvordan børnene brugte kneb for at undslippe visse ting.
”Jeg svare gerne på alle dine spørgsmål, bare blink med øjnene, hvis jeg skal få dig væk i noget tid” hviskede hun dernæst og lod de store grønne øjne hvile mod tjeneste folket i baggrunden.

Deres høflige afstand, blev pludselig brudt, da Tatiana trådte helt tæt hen til Marius. Han kiggede forundret på hende, som hun lænede sig ind, som for at hviske noget. De ord hun fik sagt til ham, kom dog endnu mere bag på ham. Dette møde viste sig at være mere interessant end Marius først havde antaget. Han kunne ikke lade være med at smile tilbage. 
De hviskende ord, vækkede noget i ham, en blanding af spænding og glæde- det satte gang i hans sanser, som når han var på jagt og hans blik fulgte Tatianas, som kiggede hen på hans vagt, der heldigvis ikke havde opfanget deres lille udveksling.
Da hendes blik vendte tilbage til Marius, blinkede han, som hun havde efterspurgt og smilet spredte sig endnu mere på hans ansigt, han nikkede svagt, som en hemmelig enighed. Hvor mon hun ville følge ham hen? Han var dog klar på at følge hende og gøre en indsats og gøre hvad hun sagde. Konsekvenserne måtte han tage sig af senere. 

Den høflige og søde pige som Marius altid havde forvekslet Tatiana med, blev nu til en side han slet ikke havde set hos hende før, eller regnet med at opleve. Han var dybt fascineret over dette tilbud og hendes modighed. Han lod sin hånd tage blidt fat om hendes, for at lade hende lede ham. Han var så klar på hvordan hun ville kidnappe ham. 

Tatiana smil blev en del mere lusket, før hun kiggede rundt. Der havde været et par stykker ude foran, så var der den herinde. Hvordan skulle hun få ham ud, uden at de lagde mærke til det? Hun løftede sig op på hendes tæer, og kiggede ind hvor Svana var igang med at hamre på noget. "Giv mig et øjeblik" hviskede hun, og forsvandt ind til gnomen, der var i fuld gang med at smedje den næste bestilling hun havde fået. 
Dog stoppede hammeren med at falde, og efter at Tatiana havde hvisket sammen, nikkede Svana lige så et mystisk smil på hendes læber. 
Det lille indvid forsvandt, og pludselig kunne der høres et opråb fra tjenestefolkende, der var gået med ind. Den lyse stemme undskylde mange gange, og i samme øjeblik stod Tatiana ved Marius side. Med et bredt smil, lukkede hendes varme hånd om hans, og trak ham med sig mod bagudgangen. 

"Bare skub til grisene" sagde hun med et grin, som hun skubbede døren op. Hun gik ikke ud fra den gode Marius, ville have noget imod at gøre hans støvler beskidte, hvis det betød en time eller to i frihed. Igen greb den Tatiana den unge mands hånd, og skyndte sig med at få ham væk. Dog kunne hun høre opråb bag hende, hvilket bare fik en sprudlende latter til at forlade hendes strube. "Skynd dig!" sagde hun, som hun drejede ned af en af de smalle stiger hen over marken, der ledte dem ind, i en lille skov, hvor de ganske uden problemer, ville kunne gemme sig for en stund. 

Marius kiggede nysgerrigt efter Tatiana, som forsvandt ind ved bagindgangen. Mon hun kendte hende der ejede shoppen?
For ikke at vække mistanke hos vagten, stillede Marius sig foran en montre og kiggede fraværende på tingene derinde. Han kunne mærke pulsen ved halsen begyndte at banke hurtigere, afventende i spænding på hvad der ville komme til at ske. Stadig med hovedet bøjet lidt ned, skævede han blikket op og hen på vagten, som heldigvis ikke havde registreret deres narrestreger. Vagtens opmærksomhed var faldet på et sværd der hang på væggen og Marius var glad for han havde valgt ham som hans følgesvend i butikken. Denne vagt var ikke den mest observante. 

Pludselig gik det hele meget hurtigt. Da Tatiana kom tilbage, kunne Marius høre vagterne som havde opholdt sig ude foran, stå og råbe nogle ting inde i butikken. Og med ét greb Tatiana fat i Marius hånd og hev ham efter hende. Han nåede knap nok at registrere det hun sagde om grise, hans blik nåede kun ganske kort at fange vagten som var kommet ind med ham, som stod forstenet henne ved væggen og så mere forvirret ud end vred. De andre vagter, var dog mere oprevet og i det Marius og Tatiana løb ud af bagindgangen, kunne han høre deres råb. Men lyden ved siden af ham overaskede ham endnu mere, han kiggede forvirret på Tatiana som løb og grinede på samme tid, al imens Marius prøvede at følge trit. 

Spændingsrusen spredte sig i Marius krop, i takt med de løb og han mærkede den friske luft mod kinderne. Han begyndte selv at smile nu og rent faktisk tro på det var muligt at løbe fra hans dumme vagter. Tatiana styrede dem mod en skov som var fyldt af træer, det perfekte gemmested. Marius der normalt var forfængelig med sit tøj, var ligeglad med om det bliv beskidt eller ødelagt på denne tur, det var en fair pris at betale for lidt frihed.

Da de havde løbet en god stund imellem træerne, var Marius imponeret over hvordan Tatiana, en tidligere adelig, kunne styre dem igennem skoven på denne måde og i dele hele taget lykkedes at kidnappe en anden adelig. Hvor havde hun dog lært alt det her? Da de ikke kunne høre vagterne mere og var godt gemt bag den tætte skov, stoppede de op og begge hev efter vejret. Marius var glad for han trods sin dovne hverdag, holdt sig i form med fægtning og jagt, ellers havde denne manøvre nok ikke blevet så succesrig.
 Han stod foroverbøjet for at fange sit åndedrag og mærkede hvordan pulsen dunkede rundt i hele kroppen. Han kunne ikke holde sin latter tilbage og han rejste sig op og begyndte at grine en glad og befriende latter al imens han så sig lidt rundt i skoven, han havde stadig ikke helt forstået at det rent faktisk var lykkedes. Hans blik faldt til sidst på Tatianas og han fik sagt stadig lidt stakåndet "Tusind tak! Jeg troede virkelig ikke det kunne lade sig gøre, men her står vi! HA!" Han måtte le lidt igen.
"Hvad skal vi så finde på nu?" fik han sagt med et stort smil på læberne, hans grønne øjne lyste op fra al glæden.

Trods for at hun nu passede børn, og børn selvfølgelig var kendt for at have et energiniveau de fleste voksne, ikke kunne følge med i. Måtte den unge kvinde stadig sætte sig ned i det varme mos omkring et træ, hun kunne læne sin ryg mod.
Smilet på Tatianas læber, bredte sig dog voldsomt, da hun betragtede den unge Marius stå og hjulpe over han var sluppet væk.
”Prinsen på den hvide hest, Tatiana, er altid klar til at sikre sig, at folk i nød bliver hjulpet” grinte hun en anelse barnligt, selvom brystkassen der higede efter vejr, gjorde det svært for hende at grine med styrke.

Hvad skulle de så nu, Tatiana kiggede rundt i skoven, og tog en dyb indånding. Smerten bredte sig til hendes ribben, hvilket gjorde hun følte sig en anelse træt, så selve tanken om, at hun skulle finde på noget nyt, blev næsten uoverskueligt.
”Måske vi kunne snakke sammen, uden du skal være bange for hvem der overhører det, også kan vi bag efter finde ud af hvad vi har lyst? I hvert fald lige ind til jeg får pulsen ned igen” pustede hun ud, og lukkede kortvarigt øjnene, i håb om det måske ville gøre det nemmere for hende, at føle sig mere tilpas i hendes krop.