Det var startet med en budbringer. Han var kommet til hendes dør en sen eftermiddag med et brev, som krævede at hun læste det med det samme. Drengen fik i hvert fald nogenlunde sammenhængende fremstammet, at han var betalt til også at tage hendes svar med tilbage. Så hun gjorde det, mens hun nød at drengen stod der på hendes dørtrin og rystede i bukserne af skræk. Han havde tydeligvis hørt historierne om hende.
    "Så forstår jeg det rigtigt, at denne greve har opkøbt skoven?" spurgte hun.
    Drengen nikkede, mens han holdt blikket stift rettet ned mod sine fodsåler.
    "Og du tager en besked med tilbage til ham?" Drengen nikkede igen, ivrig efter at komme væk. "Så sig dette til ham: Nej."
    Brevet havde ikke indeholdt hverken spørgsmål eller forespørgsler. Det indeholdt et krav, men et, Ecaeriss på ingen måde havde tænkt sig at imødekomme.
    Ugh, mennesker.

    Det næste var et længere brev med flere krav. Denne gang sendte Ecaeriss budbringeren tilbage med brevet revet i små stykker. Hun gad ikke lege menneskets små landejer-lege. Hun havde sin hytte, og det passede hende fortrinneligt med få gæster.
    Men gæster fik hun. Skovhuggere begyndte at rydde et område godt nok lidt over en halv mil fra hendes hytte, men det var i et af de områder, hun havde brugt flittigt til urtesamling. De ryddede træerne og gjorde jorden klar til beplantning. Ecaeriss skræmte dem væk med kogende tjæreprojektiler.
    Det skabte flere breve. Flere breve med krav om, at hun holdt inde, flyttede ud af skoven, eller begge dele. Eller affandt sig med den nye landejer og begyndte at betale tiende. Ingen af delene var på Ecaeriss' ønskeliste. De næste måneder var en frem-og-tilbage-leg mellem bønder og Eca, og det var bønderne der gav sig først. De var bange for at gå derud, og Eca fik lidt fred. Lidt. For snart blev nye bønder hevet ind, og arbejdet fortsatte.
    Så nu måtte det være nok.
    Ecaeriss gik mod marken med faste skridt. Forårets blide kulde kærtegnede hendes nøgne fødder, mens en pelskappe skærmede skuldrene for den værste kulde. Bønderne havde sat pæle op langs den pløjede jord og havde været halvvejs med at sætte hegn op mellem dem til at støtte de afgrøder, de ville så. Lige nu var bønderne trukket tilbage fra jorden. De havde set hende komme. Herfra kunne hun høre deres nervøse småsnakken. Endnu havde hun ikke set greven, men den hest hun så lidt derfra måtte næsten være ham. For en gangs skyld håbede hun, at det var ham, så han kunne se, at man ikke skulle spøge med hende.
    "Lad det her være din tiende, greve!" råbte hun og satte hånden på den del af pilehegnet, der var sat op.
    Hendes øjne fyldtes med mørke og pilen under hendes hånd gav efter. Det så ud som om tjæren spredte sig hen langs det sammenflettede hegn, som det blev opløst af magien fra hendes fingre. Noget af tjæren dryppede ned på jorden og blandede sig med den nysåede jord, mens det nærmest hende snoede sig om hendes underarm. Med det mørke tøj, sorte hår og sorte øjne så det næsten ud som om tjære havde indtaget alt andet end hendes hud.
      Hendes øjne fyldtes med mørke og pilen under hendes hånd gav efter. Det så ud som om tjæren spredte sig hen langs det sammenflettede hegn, som det blev opløst af magien fra hendes fingre. Noget af tjæren dryppede ned på jorden og blandede sig med den nysåede jord, mens det nærmest hende snoede sig om hendes underarm. Med det mørke tøj, sorte hår og sorte øjne så det næsten ud som om tjære havde indtaget alt andet end hendes hud.
    Når greven så hendes kraft, ville han uden tvivl bakke ned fra sin høje hest og sine jordrettigheder og lade hende have sin hytte for sig selv i den lille skov.

Efter at Henry at købt mere jord op mod skoven og en del af skoven, som lå bag gården, havde han haft mere eller mindre haft større problemer med en Skovelver, heksen i skovbrynet blev hun kaldt i folkemunde. Henry havde det fint nok med at hun boede der, området kunne han undgå at bruge, han krævede blot en tiende fra hende, for at bo der.
Gentagende gange havde han send budringere over til hende, både med ord og med breve, og hver gang var der intet kommet ud af det. Hans budbringere var blevet skræmte eller sendt væk, efter at være blevet beskudt med tjærepile.
Issac var ved at blive godt træt af hende og den opførsel, og at hun endnu ikke havde gjorde noget for at komme til en enighed eller bare gjorde som han krævede. 
Det havde virkelig ikke hjulpet på hans planer ellers sit temperament at hun skulle stå i vejen for at han udvidede sin forretning, som han egentligt gerne ville. 
Selv hans skovhuggere som han havde sendt ud for at fælde flere tæer i skoven, havde hun skræmt væk med hendes egne metoder. Han vidste snart ikke hvad hun skulle gøre for at få hende til at stoppe. Det var, i hans øjne, helt fair at hun betalte for at bo på hans jord.
Det var tydeligt at hun ikke fandt sig til rette med den nye landejer.

Bønderne måtte holde sig et stykke væk og bruge den jord, hvor tæerne var ryddet og jorden skulle klargøres til at de kunne så deres frø og han kunne holde gang i sin forretning og ikke mindst udvide, som han gerne ønskede. 
Det irriterede Henry at han ikke kunne få lov til at bruge det hele, så det blot grænsede op til hendes hus, men hver gang de forsøgte blev de jaget tilbage af hende og de måtte søge væk, for ikke at blive dræbt.
Det var højt råbende ord som tog hans fokus, som han havde højt øje med arbejdet fra heste ryggen. Hans blik gled over mod bønderne som endnu engang trak sig tilbage fra deres arbejde. 
Henry red tættere på, så hvordan Heksen kom tættere på hans marker og de hegn som de havde sat op. Han vidste hvor farlig hun var og hvad hun var i stand til.
"For zalans.." Kom det aggresivt fra ham som han kom tættere på hvor så hvordan hun var i gang med at sprede hendes tjære langs pænene og hegnet. Det ville uden tvivl ødelægge jorden under hende, hvilket han helst ikke så. 
Efter ham fulgte en flok af hans mænd, de som styrede bøndernes arbjde, så de sammen kunne jage hende væk. 
"Hvad har du gang i?! Du ødelægger jorden!" Kom det fra ham, som han råbte efter ham.  

    Ecaeriss himlede med øjnene over grevens råb. Det var jo ligesom meningen med hele optrinnet. 
    "Du er ikke velkommen her," råbte hun tilbage. "Tag dine små folk og lad mig være i fred!"
    Tjæren opslugte hegnet hele vejen hen, og i stedet for at hive tjæren videre op ad sig, gav hun slip så jorden blev gødet med en god mængde. Der var ingen mening i at tage det med hjem uden beholdere, og hun havde nok i øjeblikket alligevel. Lige nu var der vigtigere at få greven til at forstå, at han skulle holde sig væk fra skov og hytte. Lade hende være i fred, ligesom andre havde gjort i generationer. Hun anede ikke, hvem der havde rådet over området før, for de havde været kloge nok til at lade hende passe sine egne ting. Landsbyboerne kom kun forbi, når de virkelig havde brug for hendes evner, og selv der blev ingen til te. Den anordning havde passet hende fint indtil nu, så hvorfor kunne denne greve ikke også bare lave sine marker et andet sted og se sig tilfreds med, at skoven ikke skulle bruges til andet end jagt og gåture. 
    Det her havde været hendes ensomhedshule i så mange årtier nu. Hun havde ikke tænkt sig bare sådan lige at opgive sit bosted og lade mennesker vade ind på marker omkring hende. For hun vidste godt, hvordan den her slags endte. Menneskene tog et par træer hist og her, og snart havde de fældet hele området. 

Han agtede selvfølgelig ikke at efter give hendes ønsker, om blot at lade sig trække tilbage, eftersom at han nu havde betalt store summer for denne jord. At det ikke var noget som betød noget for hende, kunne han ikke gøre så meget ved. Hun boede på hans jord, og så måtte det her foregå efter hans regler.
Han havde selvfølgelig respekt overfor denne kvinde, for lige nu var hun i gang med at ødelægge jorden med hendes tjære, hvilket i hans øjne virkede helt absurd. 
"Er Jeg ikke velkommen her?!" Kom det skarpt fra ham, som han trak i tøjlerne på hesten og fik den til at bakke, blot så den ikke behøved at træde i tjæren som hun var ved at slippe løs. Da han købte jorden, vidste han dårligt nok hvem der boede i nærheden, han kendte godt til den lille lansby et stykke derfra, men dette berørte ikke dem, men at hun så havde valgt at bo afsides fra befolkningen, havde han ikke haft nogen idé om. Hvis hun blot havde taget dette med åbent sind, og talt med som han havde opfordret hende til flere gange i brevne, så kunne de måske finde en løsning, men lige nu var der langt til dette. 
"Lade dig være?! Der er ikke noget jeg hellere vil!" Forsatte han, "Men eftersom at du bor på min jord, og jeg har forsøgt at finde en løsning, så er du nu i gang med det her?" Han kiggede ud over marken og tjæren som kun bredte sig og hoppede derefter ned fra hesten. 
Langsomt begyndte mændene at komme op på siden af ham og de var i overtal, hvis de ønskede det. Han var dog bange for at komme tæt på hende, eftersom at de nok ville få med tjæren. "Jeg agter at du forsvinder fra min grund!"

    "Jeg boede på denne jord,  før du overhovedet blev født," hvæsede Eca. Vreden over hans arrogance flammede op. "I tror, I bare kan give hinanden krystaller og så bestemme over skovene omkring jer."
     Selvom hun var forvist fra sit hjemland, var hun stadig en skovelver og havde stolthed som en. Alle andre kæmpede om landet, skovene og engene, og Ecaeriss forstod ikke deres ynkelige behov for at vise, de havde mere end andre ved at sige, de ejede det. Sådan var det ikke i Elverly. Ingen familieoverhoveder, der satte sig på områder og krævede ting af dem, der boede der. Elverly var et fungerende fællesskab... Lige indtil man ikke passede ind.
    "Landbyerne betaler til dig for at få beskyttelse mod røvere," fortsatte hun. "Tro mig, jeg har ikke brug for den slags. Behold du bare din ynkelige lille mark her," Hun slog ud med hånden mod marken og slap det sidste tjære, så øjnene igen fik hvidt i sig, og det tjære, der havde snoet sig om hendes arm, faldt ned for hendes fødder. "Men begynder I at fælde mere inde i skoven, drukner jeg ikke kun marken næste gang."
    Bønderne som havde arbejdet på marken, delte utrygge blikke mellem sig. Hvis de ikke kendte til hendes ry i forvejen, var de ikke i tvivl om, hvad hun havde tænkt sig at udsætte dem for, hvis de bevægede arbejdet indad. Det skulle også helst have en afskrækkende effekt på dem. Måske kunne greven ikke se, han blot skulle lade hende og skoven være, men så måtte bønderne se det og nægte at arbejde, når det blev for farligt.
    Ecaeriss emmede stadig af vrede, men vendte sig for at gå tilbage til sin hytte. Hun havde gjort, hvad hun kom for at gøre, og nu skulle hun hjem og undgå mennesker resten af dagen. Hvordan kunne de blive ved med at avle sig ned af den irriterende, arrogante vej?

"Hvilket giver dig ret til at ødelægge jorden?" Lød det stramt fra ham, som han nu stod på jorden med et par meter i mellem dem, "Det er typisk sådan det fungere!" Henry egede et utrolig stort stykke land, og en lille del af den yderste skov, hørte til denne grund og det var åbenbart der hun havde valgt at have sit lille hus liggende. Gården var gået i arv i familien og deres område var kun blevet større efter at han var kommet til
Det var for hans skyld ligegyldigt, men i så fald for langte han at hun ville være enig omkring en aftale mellem de to, eftersom at Henry ville gå glip af indkomst af manglende afgrøder af området. 
Det ville hun jo nok være ligeglad med, eftersom at de havde to vidt forskellige meninger om det her.
"Du kan tro, jeg beholder min mark" Kom det fra ham som han gik over mod hesten igen, for at tage fat i bøjlerne, så han kunne sætte sig op igen, "Og meget mere til!" Lød det efterfølgende. 
Det var utroligt at hun skulle så og ødelægge jorden på denne måde, men det lignede at hun var ved at være færdig. For nu. 
"Tro mig, vi vender tilbage.. Og jeg vi nøjes ikke bare med et par træer denne gang" Han raseri var på sit højeste. Han lod sig ikke hundse af en som hende, en person som blot teede sig som hun ville. 
Selvfølgelig var det ikke hans intention at fælde hele skoven, for han nød den lige så meget som hende. Det var her han gik på jagt.
Som heksen forlod området, gjorde han det samme og red tilbage for at samle folk og finde ud af hvad han kunne gøre som et næste skridt. Han måtte give hende en lærestreg for det hun havde gjort.

Timer gik og atter engang sad han på heste ryggen og på vej ud mod skovgrynet, hvor han vidste at hendes hytte lå. Så måtte hun afgøre om dette skulle gå venligt til eller om hun ville starte på en ny omgang, i så fald så var han forberedt.
Som han nærmede sig stedet, sammen med en flok af hans mand steg de af hestene og gik resten af vejen. Han ville nødigt se der skulle ske noget med hestene, så hellere holde dem på afstand. 
"Jeg fører ordet, når vi kommet frem og så må vi se hvilken version vi skal vælge" Kom det kommanderende fra ham, raseriet fra tidligere sad stadigvæk i ham.
Han strammede grebet om stokken som lå i hans hånd, som de bevægede sig igennem skoven.

    Ecaeriss havde forladt stedet med grevens trælse ord i sit kølvand. Han skulle nok falde ned igen. Det gjorde de mennesker altid. Og hvis de ikke gjorde, kunne de falde ned fra en hest. Men det ændrede ikke på, at hun hadede hvemend han var og hvad han troede han kunne gøre ved skoven. Det var ikke hendes skov som sådan, men det var dælme heller ikke hans bare at rive op med rod for at plante... Hvad end det var han ville plante. På hele hjemturen havde hun derfor surmulet.
    Hun var kommet hjem til en far og hans dreng, der var kommet til skade efter arbejde med et hustag, og hun tog gladeligt imod distraktionen. Drengen virkede mere ked af det end skræmt, mens faren betalte på forhånd  uden at se hende i øjnene. Drengens skader var ikke livstruende, men det tog hende alligevel en god time at være sikker på, han var ordentligt sat sammen indeni, havde alle ydre skrammer dækket, og at tjæren holdt de forvredne ledbånd på plads, når han gik. Da de var færdige, smilede drengen faktisk til hende, og hun gengældte det uden helt at vide hvorfor. Der var noget med de unger, mennesker lavede. En uskyld og en åbenhed over for verden, som hun savnede i resten af sine omgivelser. De voksne i landsbyen var omtrent lige så skeptiske og nederdrægtige mod hende som hendes elverslægt havde været. Indtil de kom til skade. Så holdt de tand for tunge, indtil de var helbredt, men spredte rygter, så snart de var ude af hendes dør igen.
    Hendes hus var et lille træhus, der ikke så ud af meget. I baghaven blev bede holdt med enkelte afgrøder og urter, mens forhaven var et viltert virvar af engblomster og højt græs. Under husets stråtag han tørrede blomster, hønsefødder og utallige helbredende urter, hun havde tørret gennem årene. Selve huset var at træ og bestod kun af tre rum. Et ildsted i det lille køkken, som man åbnede hoveddøren direkte ind til. To døre førte videre til henholdsvis et lille sovekammer, og den anden dør førte ind til helbrederrummet, som havde god plads og hylder med alverdens ting på samtlige vægge. En stor briks i midten var der, patienten lå. Da det bankede på døren, var Ecaeriss stadig ved at gøre rent i netop dette rum. Hun rynkede brynene. Tjæren burde holde drengens ben på plads, og hun havde sagt at faderen burde bære ham hjem. De kunne da ikke allerede komme tilbage. Hun greb et klæde, som hun tørrede tjære og blod af hænderne med, inden hun åbnede døren. 

Efter hvad der tidligere var sket mellem Heksen og Henry, og hun havde glædeligt stået og ødelagt jorden overfor hende, så havde han en større lyst til at smide hende væk fra hans grund, uanset hvor længe hun mente at hun havde boet der før ham. Lige nu var der andre grunde som gjorde at han havde svært ved at se hvordan de skulle nå til nogen former for enighed, uanset hvad hun så havde at byde på.
Nu gik han i spidsen igennem skoven og imod der hvor de regnede med at hun boede. Han havde aldrig selv været der endnu, men altid sendt en anden med hans beskeder eller breve. Han havde regnet med at dette ville gå nemt over, og derfor ingen grund til send at tage affære, men det var han dog nød til nu.
Hendes hus så ikke ud af meget da de kom frem til området, forsiden af det lille hus med stråtag var fyldt med blomster og højt græs. Om det var noget hun gik op i, lignede det ikke. 
Henry trådte igennem græsset og bankede på døren med fast hånd. Der gik nogen øjeblikke før der blev åbnet for døren. Henry trådte et skridt tilbage, blot for at sikre sig selv, når han stod ansigt til anisgt med heksen igen.
Han måtte se hvordan hun reagerede, når hun åbnede døren og så at det var ham som stod der foran hendes hus. 
Henry så hende i øjnene som hun kom frem og døren blev åbnet, "Hvis du ikke selv vil forlade jorden, så må jeg jo selv sørge for det" Kom det fra ham i en skarp tone. 
Denne her sag var ved at være gået og for langt, han havde slet ikke regnet med at skulle bruge så mange resourcer på det her. 
Han trådte et par skridt længere væk fra døren, for hvis han kunne lokke hende ud af huset, kunne han få de andre til at fange hende.

    Ecaeriss' mundvige trak sig voldsomt nedad, da hun så, hvem der stod på hendes dørtrin. Her havde hun lige nået at glemme ham en lille smule og fordybet sig i arbejde, og nu kom han til hendes hytte, personligt, for at irritere hende. Hun himlede med øjnene ad ham lige inden de fyldtes med mørke og klædet i hendes hænder blev til tjære mellem hendes fingre. Chakraen var på vej tilbage efter helbredelsen, men ikke på fuld blus endnu. Men det betød ikke noget. Hun behøvede ikke mere end en håndfuld.
    "Du er dum at komme herud," sagde hun og så, hvordan han trådte et skridt væk fra døren. Jaja, selvfølgelig var han bange. "Har du ikke gjort dit hjemmearbejde og hørt om mig, lille greve? Der er en grund til, at landsbyerne lader mig bo her i fred og ro, og kun kommer, når de har brug for mine evner. I dag ser det ud til, du også er kommet for mine evner."
    Hun lagde hovedet på skrå og trådte frem mod ham, først et lille skridt, og så et hurtigt, langt et, der tilbagelagde afstanden mellem dem. Hendes hånd løftedes mod hans hals, mens tjæren rakte ud for at komme over på hans ansigt. Han kunne få det op i sin fine lille grevenæse kunne han, og mærke præcis hvor meget man ikke skulle genere heksen i skovbrynet.
    Men Eca havde ingen intention om at slå ham ihjel. Det ville være dejligt tilfredsstillende, men i det lange løb ville det ikke gøre tingene bedre for hende. Folk blev sure, når de magtfulde mennesker omkom ved andres hånd, og når folk var sure, kom de ud i skoven og forstyrrede freden. Der flyttede andre ind i grevskabet, og sådan ville det blive ved. Det havde hun lært, da hun først var flyttet til området. Landsbyboerne havde prøvet at brænde hende som heks et par gange, indtil hun fik sat sig i respekt over for byens ældsteråd. Da de først var bange for hende, kørte resten af sig selv. Børnene voksede op med respekt for hendes evner og temperament, og børnene gav frygten videre til deres børn. Det havde virket i generationer, men havde også været noget af et arbejde. Nu skulle det gøres igen, denne gang bare med et arrogant svin af en greve. Forhåbentlig kunne tjære i næsen få ham ret hurtigt overbevist om, at det var bedst at lade hende bo for sig selv og ikke gøre for meget ved skoven.

Henry havde hørt om hende og nu havde han også oplevet hende. Noget som han meget gerne ville sætte en stopper, eftersom at dette var gået alt for langt og han ikke ønskede at være den venlige mere. 
Det hele handlede om dette stykke jo, og selvfølgelig kunne han sagtens lade hende være og lade hende bo her; hvilket han også havde foreslået, men eftersom at hun ikke ville betale, så var det svært at se nogen anden ud vej og nu var hun begyndt at angribe ham og hans bønder. 
"Det er meget muligt at landsbyerne lade dig være, for dine evner, så du kan bo her i fred og ro." Lød det fra ham som han trådte bagud og kiggede over på hende, "Men nu er det ikke landsbyerne som ejer dette lille stykke skov; men mig!" Det var her hele hurdlen lå, han ønskede blot at kunne bruge stykket til at så sine afgrøder og skabe den vin som han var kendt for. Han ville selv sige at det var Medaniens bedste vin. 
Han vidste godt at hun ville blive ved med dette, så længe at han ikke lod dem være og det lignede at det var skruen uden ende, sådan som de blev ved overfor hinanden. 
Han havde hørt om hende igennem disse landsbyboer og hvordan de selv havde prøvet at slippe af med hende, for at skaffe fred i mellem dem, så det måtte være muligt på en eller anden måede. 
Han nåede ikke langt væk fra hende, før at hun begyndte at træde efter og raseriet i hendes øjne var ikke til at tage fejl af som hun begyndte at skyde tjæren imod ham. Han måtte tage sig til hovedet efter en klat havde ramt ham og han hånd tørrede det værste af, "Zalans! Beskidte Heks" Skreg han over hendes handling og kiggede vred over på hende. 
"Grib hende" Råbte han som han tørrede mere væk fra ansiget og så hvordan hans mænd kom frem fra begge hjørner, og eftersom hun havde fokus på ham, så det legende let ud, selvom hun forsøgte at trække sig fri fra dem. 
Men det lignede at de havde et greb som de skulle have. 

    Tjæren ramte hans ansigt, men idet hun førsøgte at få det til at kravle ind i hans næse, fangede hun en bevægelse ud af øjenkrogen og kunne ikke holde koncentrationen. Han havde venner med. Hun blottede tænderne og snerrede ad ham, mens hun vendte sig mod højre, hvor to mænd dukkede op fra hushjørnet og hastigt kom mod hende. Troede greven virkelig, det ville slå hende ud? At de kunne slæbe hende væk fra det lille hus, som elverne havde slæbt hende ud af deres land? Han vidste intet, det lille dumme menneske. Hun gik halvt i knæ og sænkede sin ene arm mod jorden for at fange græsstråene og lave dem til tjære. Hendes øjne var stadig helt sorte af magiens påvirkning, og selvom chakraen var lav på kraft, kunne hun sagtens klare de to, der kom...
    Nogen greb fat i hendes anden arm og rev hende bagud og væk fra at røre stråene. En anden hånd greb fat i hendes lange hår, og hun kom med et smertesudbrud. De to, hun havde øjne på, nåede hen til hende, mens hun stadig rev og sled i de hænder, der havde fat i hende, og de fik fat i den anden arm, der ellers havde været godt i gang med at få fat i angriberens trøje og gøre den til tjære, hun kunne bruge imod dem.
    Men med begge arme strakt ud i hver sin retning og nogen, der havde et fast greb i det lange hår, var der ikke noget materiale at få fat på. Ikke noget at lave til tjære. Ikke noget at kæmpe med. Hun så over på greven, hvor tjæren før havde ramt, men det var tørret af og ikke til at se i det høje græs. Hun havde ikke længere forbindelsen til det, og da hans mænd tvang hende ned, så knæene sank ned i den kolde jord, mistede hun grebet om magien, der forlod sin plads i øjnene. Med øjne, der nu så væsentligt mere almindelige ud, mødte hun grevens blik og gav den al den arrigskab, hun kunne mønstre.
    "Hvad tror du, du har gang i?" hvæsede hun.
    Blikket flakkede mellem ham og sine hænder. Hvis hun bare kunne få fat i et eller andet og mønstre magien, kunne hun få overtaget igen. Men det havde nogen tydeligvis luret med den måde, mændende holdt om hendes albueled og sørgede for, at begge hænder både var langt fra hinanden og deres eget tøj. Den ene af mændenes kofte var halvt opløst, men tjæren lå som skidt ned ad ham, og hun kunne ikke bruge den, før hun rørte den igen.

Han havde regnet med at hun på en eller anden måde ville tage det ilde, at han nu stod foran hendes hjem og krævede hendes afgang. Tjæren var ikke varm eller lignende, men han mærkede hvordan hun kontrollerede det. Kontrollerede hvordan det bevægede sig, også selvom der ikke var nogen fysisk forbindelse. 
Han mærkede hvordan kontrollen blev sluppet, som de første to mænd tog fat i hende, og at derfor kunne tørre tjæren væk. Han var irriterret, men det var ikke værre end det hun stod overfor.
Han så hvordan hun sank i knæ, men det kunne utvivlsomt være på grund af de to mænd. Hendes hånd blev sunket mod jorden og græsset, og i et kort øjeblik begyndte hun at sprede sin tjære, mod hans mænd. Man kunne se hvordan hendes øjne blev sorte af magien inde i hende. 
Hun var dum hvis hun havde regnet med at han var kommet alene, men eftersom at de ikke havde været synlige, havde hun måske taget ham som den dumme, i dette spil.
Hun kæmpede videre som to andre kom hende til og fjernede hænderne fra græsset, så hun ikke ville have mulighed for at berøre dette længere.
Det var tydeligt at de kæmpede med at få hende under kontrol, som de havde fat i hende og hun ligeså meget dem, men de ændrede sig da der blev taget fat i hendes hår og mulighederne for at gribe fat i ting.
Som kontrollen var på plads, kunne han kigge over på hende "Vi bliver nød til at finde en løsning på vores lille problem her" Startede han roligt ud, "Jeg er endnu ikke nogle af de områder, som ligger op til dig hjem, så at du ødelægger mine afgøder er ikke helt fair" 
Han tog fat i stokken, som han holdt i sine hænder ud og kiggede over er på hende, lige nu havde han magten. "Loven siger tolv stokkeslag når man ikke har betalt tiende. Vi kan selvfølgelig også klare dette på en hel anden måde" Hun havde stadigvæk mulighed for at give sig selv den mulighed at komme væk fra dette her.

    Menneskets ro gik hende  på mere end det burde. Hans lille overlegne antydning af et smil, og hans nu rolige holdning, efter hun var blevet tvunget i knæ. Havde hun vidst, hvor mange de var herude, havde hun taget en hel krukke tjære med og begravet dem i det. Ikke at hun havde chakra til det lige nu, men det ignorerede hendes efterrationalisering. I stedet kredsede tankerne om de grusomme ting, hun ville gøre ved dem for at få dem til at gå væk fra hendes hus og have.
    "Ha, jer og jeres love," sagde hun og spyttede mod ham. "Sidste gang sagde jeres love, at man skulle brænde heksen, og se hvor godt det gik. Du kan bøje din lille lov ligesom landsbyen gjorde. Måske er du lidt tungnem, men du skal nok i tide finde ud af, at den bedste løsning du får, er at lade mig have fred herude."
    Ecaeriss havde ikke talt så længe uden grund. Hun trak tiden ud, mens hun forsøgte at få fat i et bælte, som en af mændene bar ved hoften. Bæltens ene ende hang løst ud, og hvis hun bare kunne strække fingrene lidt længere, kunne hun få fat i kanten på det. De skulle ikke slippe godt fra det her. Hvis det var sådan her, han ønskede at lege, ville hun brænde deres hjerner væk i sin ellers så helbredende tjære, og han ville få hendes fulde kraft at se.
    Sort indtog øjnene på ny, og fingerspidsen berørte bæltet kant. En af de andre råbte, og Ecaeriss' arm blev vredet tilbage og væk. Hun skreg i en blanding af arrig frustration og smerte fra leddet, der ikke ville den vej. Instinktivt slap kroppen spændingen i armene og fulgte med de gribende hænder i stedet for at blive skubbet af led. Ham der holdt fast i hendes hår, lagde en hånd under hendes hage, så hun blev tvunget til at se på greven og ikke skimte ud til siderne for at finde en angrebsmulighed. Det her var noget rigtigt lort, men Ecaeriss var for vred til at indse sit nederlag.
    "Slå mig, og jeg sværger, du kommer til at dø for min hånd," snerrede hun og spyttede igen efter ham.

Det var tydeligt at se hvordan dette hidsede hende op og gik hende på mere end nødvendigt. Han havde ingen grund til at hidse sig op som han stod foran hende, og han havde kontrollen over hende - det var måske det der gik hende på. At han var så rolig, men inden i raste og brændte af vrede over det hun havde gjort mod hans marker og ikke mindst hans mænd igennem det sidste stykke tid. De fleste budbringere som han havde sendt ud var endt med tjære i kroppen, og alle havde ikke klaret det.
Det var bestemt også det som han lige nu overvejede at straffe hende for. 
"Forskellen på dem og mig er blot at jeg ikke prøvet, men fuldføre mit arbjede" Han kom hende tættere med stokken i hånden, "Jeg bøjer ingen love, men tager den som den står. Jeg kan tydeligt se at du ingen interesse har i landets love" Det kom desuden slet ikke bag på ham, at hun var på den måde.
Selvfølgelig forsøgte hun han kæmpe igen, det kom slet ikke bag på ham og han havde heller ikke forventet andet end at hun ville gøre sit bedste, for at straffe dem endnu engang. 
De fik dog hurtigt kontrol over hende, da det blev opdaget hvad hun pønsede på. Det var vigtigt at være opmærksom på hendes bevægelser, for hvis hun fik fat i et bælte eller noget andet, så ville hun kunne ødelægge det hele. 
Han nåede at se hvordan hun fandt det sorte frem i øjnenne, inden der igen kom kontrol over hende. Armen blev næsten vredet om, hvis det ikke var for at hun til sidst makkede ret.
Som hendes hoved blev løftet smilede han roligt til hende, næsten hånligt over at han endelig havde den kontrol over hende, som hun indtil videre havde haft.
"Jeg ser dig selvfølgelig gerne gøre et forsøg" Svarede han overlegent, inden han gik om bag hende, hvor der var gjort plads bag hendes ryg. 
Henry tog fat i stoffet på hendes kjole og hev så stoffet revnede og ryggen blev blottet. 
Det første slag med stokken, var ikke med fuld kraft, men nok til at mærket efter stokken kunne ses tydeligt og alt efter skriget af dømme, kunne det også mærkes.

    "Pft, tro mig, jeg gør mere end et fors..."
    Længere nåede Ecaeriss ikke med sit fnys, før hendes kjolestof blev flænset, og slaget faldt mod den blottede ryg. Det slog luften ud af hende, og alt der kom fra hende var et halvkvalt udråb. Hun var på ingen måde vant til at blive slået, og det kom bag på hende, at han faktisk gjorde det. Truslen burde have været nok, og et eller andet sted i hendes egoistiske sind, havde hun faktisk ikke troet på, at han ville gøre alvor af den. Hvad hun havde troet, vidste hun ikke. Måske at han ville stå bag hende, true hende noget mere, og så skride, inden hun kunne få overtaget i situationen. Det var sådan, der plejede at være. Den ene gang for næsten hundrede år siden, hvor byboerne havde slæbt hende mod bålet, havde de været heldige at få slået hende ud. Og da hun stod bundet på deres træpæl, kunne hun nemt røre den, lave bål og brænde til tjære og sætte en frygt i dem, der endnu havde tag i deres fortællinger. Hun var simpelthen ikke vant til at tabe, og lige nu med uskadeliggjorte hænder, fattede hun stadig ikke, at manden faktisk havde tænkt sig at prygle hende.
    Lige så lidt fattede sindet, at han havde revet hendes tøj i stykker. Normalt ville det få hende til at regne smerte ned over folk, hvis de ødelagde hendes sparsomme stykker tøj. Normalt ville det ikke engang være muligt for ham at rive ryggen i stykker, fordi hun foretrak åbne kjoler, der viste så meget af den bløde hud frem som muligt, men med luften stadig kold af efterdønningerne fra vinterfrosten, havde hun sin eneste fuldt dækkende kjole på. Og nu var den revet i stykker. Det burde gøre hende rasende, men slaget havde gjort hende fuldstændigt paf og tom for ord.

Hendes halve trussel var nok til at han besluttet sig, selvom de burde have kunnet løse dette på andre måder.
Hun nåede ikke længere med hendes ord, før stoffet i kjolen blev flået og hendes ryg blev blottet og det første slag kom regnende. Det kom egentligt bag på ham selv, at det var kommet så langt, som det var i mellem dem. 
Stokken lå godt i hans hånd og det kom ikke bag på ham at han gjorde det, måske havde truslen været nok, men efter alt hvad hun igennem det sidste stykke tid havde gjort mod ham og hans medarbjeder og budbringere, så virkede det egentligt som en passende straf.
Alle budbringere han havde sendt imod hende, var blevet sendt hjem med den ene eller anden gave og det havde sat alle medarbjeder i en form for frygt, for hvad hun kunne finde på at gøre mere. Han blev nød til over for sine ansatte og bønder at statuere et eksempel og så var det op for hende hvordan de fremadrettet skulle arbjede sammen. 
Han frygtede selvfølgelig en hævngerning på den ene eller anden måde, og det måtte han værne sig imod. 
12 stokke slag virkede alligevel også som meget, men var ét nok? 
Han lod stokken svirpe mod den bare ryg endnu engang, og blev mødt af endnu et halvkvalt udråb og hendes krop reagerede som før, ved at trække sig sammen. 
Endnu et slag kom farende, som han nu var ved at finde sig selv i dette her, men ønskede heller ikke at overreagere over for hende. 
"Jeg håber at vi kan finde ud af noget i fremtiden, så vi ikke behøver at tage det til disse ekstremer igen" Kom det tørt fra ham, som han bevægede sig rundt om hende igen. 
"Jeg tænker at for at finde en løsning på dette, så må vi mødes på en mere civiliseret måde" Om det var noget hun var frisk på var svært at sige.
De kunne sagtens finde en løsning på problemerne, men lige nu var de meget oppe at køre begge to.

    Det andet slag var ligesom det første, og Ecaeriss' krop vred sig i det faste greb om sine arme. Kroppen ville fremad og væk fra smerten, men fik ikke lov af tilfangetagerne. Da det tredje slag kom, skreg hun. Slaget var hårdere og ramte hende hen over lænden, og mændene måtte holde hendes vægt, da hendes egne muskler et øjeblik holdt op med at fungere. Tårer var begyndt at glide ned over kinderne, og hendes læbe dirrede, men hun nægtede at bukke under for hans afpresningsmetoder. Inden under kroppens lyst til at give op, ulmede vreden stadig.
    Hans skosnuder kom først til syne i hendes synsfelt, som hun sad med bøjet hoved foran ham i hans mænds greb. Håret hang ned langs siderne af hendes ansigt og samlede sig i kaskader af sort på jorden, næsten som de tjærepøle hun før havde lavet på marken.
    "Du ved intet om ekstremer, menneske," spyttede hun, men formåede hverken at løfte blikket eller holde stemmen stabil. "Hvorfor kommer du her og vifter med din lov, hvis du ikke selv..." Hendes tale blev brudt op af en vejrtrækning, der gik i lænden, hvor det sidste, hårde slag, havde ramt. "... ikke selv tager den på ordet. Lav en undtagelse... Lad mig gå og lad min skov være."
    Det sidste blev sagt gennem sammenbidte, bitre tænder. For at føre til noget godt, burde det være kommet ud som en bøn til ham, men Ecaeriss var ikke villig til at give sig. For mange års ensomhed havde hævet hendes ego op på et podie, hun ikke så en vej ned fra. Selvom dette menneske havde overtaget, fandt hendes tanker på grunde til, at hun stadig var på toppen og hvordan hun kunne ende med at vinde det hele. Hvordan han ville bakke ned, når hans lille hoved endelig fattede, at hun var en stærkere kraft end ham. Hendes ord afspejlede hendes bitre had og tonen talte et tydeligt sprog med præcis, hvor lidt hun havde tænkt sig at flytte sig for ham eller respektere ham. At hun gik så langt som at håne hans mangel på afgivelse af endda halvdelen af de lovskrevne stokkeslag, var egentlig ikke for at provokere ham (hvilket det nok ville), men fordi hun greb efter enhver lille ting til at hævde sig selv bedre end ham. Og måske lidt, fordi hun ikke tænkte så klart lige nu.

Det var tydelige at se at kræfterne forsvandt efter hvert slag som blev sendt imod hende. Ved det første slag havde hun forsøgt at trække sig væk, komme væk fra smerten, hvilket hun ikke kunne. Slagene gjorde uden tvivl indtryk og skriget som kom efter det tredje var gennemskærende, og ikke som nogle af de som havde sluppet hendes læber tidligere.
Ryggen var rød og mærkerne var tydelige, selvom der kun var tre af slagsen. 
Dette burde give hende en lærestreg, efter den opførsel og attitude som hun havde vist overfor ham. Han regnede med at hun havde lært af det her,  og ud fra hendes skrig, lyde og den måde hun efter det tredje slag hang på, virkede det heller ikke til at hun havde mange kræfter tilbage. Men han kendte hende for godt.
Nej, måske vidste han ikke om de samme ekstremer, som hun måske havde været udsat for, men hun skulle bare vide. "Åh, du har mere i dig?" Han kiggede på hende, som hendes ansigt hang og spytklatten som hun forsøgte sig med, kom ikke særlig langt, men endte blot under hende selv.
Han blev ved med at kigge på hende, som hun forsøgte at sige noget, men dette var kun endnu et bevis på at slagene havde gjort hårdt imod hende. 
Udfordrede hun ham? Hendes skov? Hun havde tydeligvis store tanker om sig selv og skoven.
"Jeg havde håbet at kunne lave en undtagelse med de sidste slag, men nu hvor du direkte udfordre mig.." Henrys skosnuder forsvandt fra hendes syn igen, og først da det fjerde slag mod hendes ryg kom svirpende, vidste hun hvor han var.
Hendes ego var stadigvæk stort og hun havde uden tvivl ikke helt forstået alvoren af det her, sådan som hun blev ved med at spille op overfor ham. 
Hun viste uden problemer, hvor stort et had og hvor mange problemer hun havde med ham og hans bønder, hvilket han kunne leve med, så længe hun ikke ødelagde hans ejendom eller forretning.
Ved det femte slag, begyndte blodet nu at løbe lidt mere af den nøgne hud, "Du siger bare til når du har fået nok, Heks!"

    4
    Ecaeriss ønskede at spyde ugudelige ord og tjære efter Henry. I stedet skreg hun.
    5
    Heksen blødte lige så rødt som alle andre.
    6
    Tankerne tiggede om at munden ville sige stop, men alt hun gjorde, var at skrige. En fugleflok flygtede fra en af trætoppene.
    7 
    Stemmen fik en ru kant. Et enkelt hulk sneg sig med ind blandt skrigene.
    8
    Slag oven i slag trækker mere blod. Kroppen gav efter med en jamren.
    9
    Intet.

    En af Henrys mænd tog fat i heksens hår igen og hev hendes hoved tilbage. Ansigtet var vådt af tårer. Øjnene var gledet i. Da han slap håret, sank hovedet ned mellem hendes skuldre. De tre, der holdt hende fast, slap grebet i hende og lod hende synke ned på jorden, hvor kroppen lagde sig leddeløst til rette mellem højt græs og frostklumpet muld.
    "Hun er besvimet. Hvad vil De have, vi gør med hende, hr.?" spurgte den ene og skubbede lidt usikkert til hendes slappe hånd, der i hans mening lå lidt for tæt på en græsklump, som sikkert kunne blive til tjære. Også selvom hun ikke var ved bevidsthed. Hvem vidste, hvordan sådan noget heksemagi fungerede.

Slagene kom som i en regn over hendes krop. Hun havde selv udfordret ham og han havde ikke tænkt sig at holde igen, før hun selv mente at det var nok. Han havde stoppe efter de tre, men hun havde åbenbart haft en lyst til at pirre ham.
Stille og roligt som stokken ramte hendes bløde hud, blev hun mere og mere slap. Efter det fjerde slag havde hun stadigvæk råbt efter ham, vederstykkelige ord. Han kunne tydeligt se i hendes øjne, hvor meget hun hadede ham, og det her. 
Henry stoppede dog ikke der og lod forsat de hårde slag lande mod hendes ryg. 
Blodet gled ned af hendes ryg som det sidste slag havde ramt hende. Det var bestemt ikke noget kønt syn, sådan som blodet piplede fra hende. Huden var rød og flænset, efter hans behandling af hende og lige nu var der ikke meget liv i hende. 
Bagfra kunne han ikke se hende, men som han trådte om foran hende med den blodige stok i hånden, og hovedt blev løftet, var det tydeligt at se hvordan det her havde påvirket hende. Hun var livløs og hendes ansigt var ødelagt af tårer. Skrigene havde været voldsomme igennem forløbet. 
"Bare slip hende. Hun er besvimet og der er nok ikke mere fare i hende lige nu" Lød det roligt fra ham, som han kiggede over på hans mænd, som efterfølgende slap hende og hun faldt til jordet med et bump. 
Selvfølgelig var han stadigvæk bange for hvad der kunne ske, men efter den behandling, så tvivlede der på at der var mere at komme efter hende lige i øjeblikket. 
Henry kunne uden tvivl trække sig tilbage og dagen efter ville han sende hende endnu en budbringer med et nyt brev, i håb om en slags forsoning. Selvom det var svært at se lige nu.