Det var en lidt mildere vintermorgen, frosten var begyndt at svinde bort, og forhåbentlig ville forårets kommen være på vej. Idun, elskede foråret. Hun elskede alle årstider, men foråret var smukkest. Her kom alt tilbage fra sin dvale på ny, og hendes blomster have ville spirre til et fantastisk syn. 

 Men, som vinteren ofte førte med sig, blev Iduns selvforsynende have ubrugelig- og dermed måtte hun ind til markedspladsen i Fredskilde, for at købe korn til Orkhønerne. Det var med blandede følelser, når hun bevægede sig ned ad gaderne i landsbyen. Selvom menneskene havde vænnet sig til hendes tilstedeværelse, fik hun af og til salte blikke - og andre gange stirrede folk bare for at stirre. Men hun var jo også blålig, med hvidligt hår der gik hende til skulderbladene. De ravgule øjne fik også folk til at sænke blikket, når hun mødte deres. 

 Men Idun prøvede at ikke lade sig påvirke, og derfor tog hun ofte en af sine Grokguer (orkhøner) med sig på skulderen for at aflede opmærksomheden fra hendes udseende, til dén. For at se ekstra menneskelig ud, havde hun det typiske bondetøj på - lag på lag på lag, også for at holde varmen. En hvid lang kjole, med en brunlig uld kappe over sig, var de øverste lag. Hønen havde puttet sig sammen, helt op til nakken af hende så de bløde fjer aede hendes kind. Kløerne sad i klæderne, så det store dyr kunne holde balancen. 

 Men, en høj lyd, som hun på stående fod ikke kunne forklare, fik Orkhønen til at baske voldsomt med vingerne med en høj og forskrækket pippen. Uden videre hoppede den af hende - og stak af mellem menneskemængden. 
 "Du godeste --- ÅH!! POPO!!" Råbte hun forskrækket da hun opdagede at den var hoppet af. Popo var stadig blot en kylling (cirka på størrelse med en lille hund), så hun skulle have taget sine forbehold. 

 "Kom tilbage!" Kaldte hun bekymret efter den med sin modertunge. Orkisk. Men i det hun blot orienterede sig efter den gule farve på jorden, stødte hun hårdt ind i en person og fik overbalance. 

Som alle andre bønder i området, måtte Oswald konstatere, han havde formået at lave gennem sommermånederne, ikke kunne holde til de mange dyr. Han holdt på hans gård. Især ikke når hans blødende hjerte, blev ved med at tage flere dyr ind, som tiden gik. På nuværende tidspunkt havde han så mange, at han ikke vidste, hvordan han skulle få plads til det hele. Derfor havde han også valgt at se, om han kunne finde noget tømmer til en billig pris.

Med det i mængde havde han taget vognen med hesten Halifax og hans store bjørneulv liggende i vognen, hvor den fyldte halvdelen af pladsen. ”Du ved godt, du kommer til at blive smidt ned derfra det øjeblik jeg fylder den op, ikke?” råbte han hen over skulderen og hørte blot et fnys fra Wallis, der lukkede øjnene og nød den kolde luft, som ramte dem, mens de gled gennem landskabet mod Fredskilde.

Lige som han var trillet gennem byen, hørte han en høj lyd, der viste sig at være hans hjul, der sprang af.
Dette resulterede i en næsten kædereaktion, da en ork kvinde råbte op, og en Grokguer kom flyvende imod ham, og derefter forsvandt, mens kvinden løb efter den. Han nåede lige at hoppe ned, da han opdagede hans fejl. Han havde formået at hoppe lige ned i hendes løberetning. ”Hov!” råbte han og grinede, da han greb hende om skulderen og trak hende tilbage. ”Beklager!” sagde han hurtigt og gav slip på hende igen. ”Du må hellere finde Popo, før de forsvinder helt, har du brug for hjælp?” spurgte han, og Wallis lagde dovent hovedet over kæret på vognen og betragtede ork‐kvinden, men besluttede sig derefter, at det ikke var værd at bekymre. Sig, om og lagde sig tilbage for at sove.

 Idun hvinede som hun troede at jorden skulle til at forsvinde under hende, men den hun stødte ind i - fik med sine stærke hænder et støttende greb om hendes skuldre så hendes verden stoppede med at snurre.
 "Åh.." Lettere omtumlet, som hun fik fodfæste, stirrede hun en anelse forskrækket på manden foran hende. Hun var vel en fingerlængde højere end ham, men han var temmelig imødekommende, sådan at stå og snakke med hende. Hun bemærkede at en mild brise legede lidt med de mørke krøller. 

 "Min-- Øh." stammede hun en anelse stakåndet, og havde et øjeblik svært ved at slå over i krystaliensk. Mandens ord kom også en smule bag på hende da hun ikke helt var forberedt på at lytte og forstå ordene der forlod ham. Men efter en hurtig gengivelse i sit hovede, begyndte forståelsen at tage form. Han havde sluppet grebet om hende, og med sine ravgule øjne, sendte hun ham et bekymret blik, og nikkede hurtigt, "Tak - " Hun kiggede en anelse presset bag ham for at se om hun kunne spore hvor Popo var løbet hen, inden hun så mødte den andens varme blik. 
 "Hvis du vil hjælpe, må du meget gerne." Der var en orkisk accent når hun talte, og ordene kom overvejet ud. Idun stod nærmest og trippede for at komme afsted, men så fik hun øje på den store sorte hund i vognen - havde hun ikke haft travlt, ville hun have kastet armene om den og nusset sig ind til den, men der var ikke tid. Hun lagde sin hånd på mandens arm, men tog den så til sig igen, og kastede et blik i retning af ruten som kyllingen havde taget. Bare Popo ikke var kommet alt for langt væk.

Han nikkede. Det var ikke første gang, at Oswald havde været på jagt for at indfange dyr. Han piftede, og Wallis kom dovent op og hoppede ned fra vognen. ”Han virker måske brysk, men han er ganske god til dyr og har en del bedre lugtesans end os” derefter hentydet Oswald til grunden, og ulven fik hurtigt sporet af hønen, før den begyndte at lunte afsted i retningen, som hønen var forsvundet.

Forhåbentlig kunne de nå at fange den, før nogle andre beboere synes, at det var en god fangst for dagen. Det var trods alt ikke, alle indbygger her, som levede under de vilkår, hvor der var krystaller nok til at brødføde hele familien.
”Mit navn er for resten Oswald” præsenterede han sig, som han hurtigt fulgte efter hans trofaste følger, der begyndte at sætte farten op, som om den havde forstået panikken, som hønen havde været i, da den var flygtet fra dens ejer.

 Da den sorte hund hoppede ned fra vognen, kunne Idun nu se hvor stor den egentlig var. Den gik ejeren til lige over taljen, og om hunden var bred, eller den bare var godt pelset - kunne hun ikke helt vurdere. Det ville hun først kunne finde ud af hvis hun rent faktisk puttede sig ind til kræet. 

 Orkkvinden trak lidt mildt i mundvigene som manden fortalte om hunden. Hun synes slet ikke at han så brysk ud. Tværtimod, kriblede helt i hende for at køre fingrene ind i pelsen, men hun måtte holde sit fokus på dét som var vigtigt lige nu. Poppo.
 "Dygtig hund." sagde hun blidt, som han begyndte at gå ned ad gaden, og hun fulgte troligt efter. Den bekymrede mine trak sig op i panden på hende igen, som de fulgtes ad mellem menneskene som gik forbi dem - og hun håbede sådan hendes lille orkkylling var okay. Bare den ikke var blevet fundet af de forkerte.  

 Manden der hjalp hende, præsenterede sig som Oswald, og hun lod sit blik betragte ham ordentligt denne gang, og så ham an. "Jeg hedder Idun." Den sætning havde hun sagt så meget gennem tiden, at den lød helt flydende på krystaliensk. Accenten var der heller ikke rigtig, og tonelejet var venligt. Oswald - Oswald, gentog hun for sig selv i tankerne for at huske det. 
  "Hvä er hans navn?" spurgte hun nysgerrigt og pegede ganske nænsomt mod hunden. 

Oswald lod blikket glide hen over ork‐kvinden ikke, fordi han tog hende ind, det var sjældent, at han faktisk lagde mærke til mennesker, racer, eller hvad man ville kalde folkefærdet i Krystallandet. Måske fordi han havde lært, at der nok aldrig ville komme en tid, hvor han ville have folk omkring sig i længere tid. Et valg, han vidste, han helt selv havde taget. Men med dusøren hængende over hans hoved, fra familien der stadig jagtede ham, var det plot, en foranstaltning, at ingen andre kom i klemme, men også lige så meget ham selv. Han kunne ikke miste endnu en ven, hvilket var grunden til livet, var blevet viet til at betale tilbage for den udåd, han havde begået.

Wallis løftede hoved og kiggede mod kvinden, hvor efter han, fnyste også hurtigt luskede videre for at finde den forfjamskede fugl.
”Wallis, han—ja han har... karakter” lo Oswald hjerteligt, før han satte farten op, da Wallis gjorde det. Med en let knurrende lyd gav bjergulvnen antegn imod et mindre hus, hvor gæret stod lav, lavt nok til at en høne måske havde formået at flyve sig selv over.

 Idun kunne ikke lade være med at le blidt over Wallis der havde set hende an, for så at beslutte sig for at hun ikke var værd at bruge tid på. At have karakter, var en talemåde hun havde glemt, eller i hvert fald ikke helt kunne huske hvad betød. Men overordnet set, måtte det have noget at gøre med at han opført sig på den måde. 
 "Personlighed?" spurgte hun for at forstå hvad Oswald mente med det, og betragtede Wallis, for så at se på manden der satte farten op. Hun fulgte selv trop. 

 De fik indhentet bjergulven, og Idun standsede op for at se sig opmærksomt rundt da denne knurrede. En smule bekymret skævede hun til Oswald, for at prøve at forstå hundens reaktion. De var ikke kommet forfærdeligt langt fra hovedgaden, men det kunne ligne fuglen, at gemme sig det første og det bedste sted.
 "Popo." kaldte hun prøvende, og forsøgte at kigge efter den gule farve. Han var jo ikke en lille kylling, så var han i nærheden, burde han være til at få øje på. 

Han nikkede og gav hende et smil ”Ja, personlighed, sin helt egen” tilføjede han, da mange ikke ville gå så langt, og sige at dyr kunne have forskellige personligheder. Men det var også de folk, som aldrig havde ønsket at sætte sig ind i deres dyr og ikke brugte dem for andet end arbejde eller fødekilde. Men Idun virkede til at være en kvinde der selv satte pris på dyrenes finurligheder.

Oswald kiggede rundt, før at han begyndte at kravle op på nogle kasser, for at betragte ind gennem væggen, som der var faldet fra hinanden. Der sad en lille Grokguer, ”Popo?” kaldte han, før han vinkede Idun over til sig og pegede ind ”det må da næsten være ham” spurgte Oswald som han trådte ned af kasserne, og gestikulerede til, at Idun selv skulle kigge. Ud af ren vane, rakte Oswald hånden frem, for at sikre sig at hun kom godt op uden at vælte. Ikke at dette var noget den ældre herre selv tænkte yderligere over. Især da det var noget han havde kæmpet med at forstå, efter han var flygtet fra hans familie. Kvinder trodsalt ikke noget man så som værende andet end en krop til at videreføre familiens  blod.

 Idun løftede en hånd op til munden og lo ind i den. Wallis, den store sorte bjergulv, virkede i den grad til at have personlighed - karakter, som Oswald beskrev det som. Hun nikkede lidt til manden. Der var noget mildt, og afslappende ved ham. Han virkede heller ikke synderligt betynget over, at hun var en ork. 

 Accepterende Oswald.

 "Er han derinde?" Spurgte hun bekymret og forsøgte at kigge med som Oswald kravlede op på kassen for at se undersøge det nærmere. Hun bed sig lidt i læben da den anden vinkede hende over, og som han trådte ned og gav hende plads, rakte han hånden frem mod hende. 

 Uh? Idun så på hånden, derefter ham, og så hånden igen inden tog blidt fat om den, og blev hjulpet op på kasserne så hun selv kunne kigge ind.

 Orkkvindens hjerte slog et lettet slag over, da hun fik øje på den gule, runde skikkelse i hjørnet. "Det er Popo!" Udbrød hun på krystaliansk til Oswald.

 "Popo! Kom her min ven." Hun gestikulerede til Grokguer kyllingen, men den sad helt bange i hjørnet og peb. "Kom til mor." Hendes stemme var blid, kærlig og opfordrende. Men hønen rykkede sig ikke ud af stedet.

 For zalaens. 
"Tror du vi ka' komm' ind til ham?" Idun kiggede spørgende ned på Oswald og betragtede ham. Hun kiggede søgende rundt fra hvor hun stod, for at se om der var en dør et sted, eller indgang. 

 Idun kom hoppede hastigt ned fra kasserne og fik overbalance, og måtte gribe efter hvad der nu end stod for ikke at vælte; hvilket var Oswald. 
 "Uh!" Hun havde fat i hans skuldre, og stod lidt for tæt på ham. Lidt chokeret, blinkede hun over sig selv. Hun var da helt ved siden af sig selv i dag.
 "Undskyd!" Sagde hun hastigt. Hendes accent blev tykkere fordi hun blev forfjamsket. 

Om nogen, vidste Oswald alt om, hvordan det var at lokke dyr til sig. Nogle var nemme, de fleste valgte dog ikke at lytte. Især når de var bange og selv dem, som havde opfostret dem, var et skræmmende element i en verden, de ikke kendte til. 

Det lød hellere ikke til, at Idun havde meget held med at overbevise Popo, at det var sikkert at komme ud.
Allerede før hun spurgte, gik han i gang med at se, om der måske var et løst bræt, som der gjorde de kunne komme ind.
Men før han nåede så langt, hørte han sko der ramte den støvede gade og som han kiggede op, var der nogle store gyldne øjne der kiggede direkte ind i hans. ”Hov, hej” sagde han og mærkede straks, hvordan hans øre begyndte at blive røde. Da han var en anelse lavere end den smukke kvinde, måtte han kigge op og mærkede pludselig hvordan han blev puffet bag fra.
”Wallis!” hviskede han hæst og kiggede ned på den store bjergulv, derefter tilbage mod Idun der lige så forfjamsket som sig selv, undskyldte. ”nej nej, det, det fint! Men, Popo, ja, vi burde finde ham” han trak sig væk fra hende, efter han sikrede sig hun kunne stå på egne ben. Han begyndte at kigge rundt efter et sted de kunne komme ind til pop, mens han prøvede at gemme sine røde øre bag hans krøllede hår.

 Oswald var et kærkomment møde. Tydeligvis en selvopofrende mand, der satte sine egne gøremål til side for den gode gerning. Når Idun så på ham, så hun gavmildhed, og hans empatiske smil fik hendes spæde ork hjerte til at hamre - som nu. 
 Øjnene med de mange kølige nuancer, der også havde en varm dybde, kiggede tilbage på hende i forbavselse, og det var lige før hun så sig selv i den andens klare blik. 

 Hov, hej - Stemmen var nænsom, og slet ikke dømmende - Idun kunne mærke varmen stige hende til kinderne, og et strejf af lyserød kunne anes på den mintgrønne hud. Fingrene bevægede sig lidt ubeslutsomt ind i den andens stof, og fødderne begyndte at flytte en anelse på sig i gruset, for at gøre sig selv opmærksom på at et fodfæste var fundet. Hun slap Oswald, da hun mærkede at han blev puffet til bagfra - hans hæse stemme var en kontrast til hans ellers blide lyd fra tidligere. Iduns læberne krøllede sig op i et underholdt smil da han 'satte Wallis på plads' - eller i hvert fald prøvede på det, og som han trådte væk, blev hun stående, og skævede lidt til siden for at undgå andre sammenstød. 
 "Mhm!" brummede hun til hans påmindelse om hvad det var for en situation de befandt sig i. 
"La' os ffå fat i Popo." nikkede hun sig enig med den anden i - og da Oswald gik forbi hende, gled hendes blik ned til Wallis med et lille sigende hovedryst. Bisse! Hun sendte bjergulven et hemmelighedsfuldt smil. 

 Frem fra lommen fandt hun en lille snor og, kørte sine hænder gennem det tykke hvidlige hår, så hun kunne binde det op i en løs knold. Det var nemmere at koncentrere sig når håret var ude af vejen. Hun skævede kort hen til Oswald, og betragtede ham på afstand som han gik og hev i træfundamentet for at finde et hul de kunne snige sig igennem. "Du er meget rar." kommenterede hun lidt efter, og øjnene klemte hun mildt sammen, før hun selv begyndte at hive i nogle brædder.

Oswald vidste udmærket godt, hvor denne følelse kom fra. Følelsen af at føle sig veltilpas i en andens selskab. Det var en følelse Oswald ikke havde mærket siden Ella, var kommet ind i hans liv. Men hun havde også været nødt til at drage videre, selvom det tydeligt havde været hårdt mod dem begge.
Nu stod han så her, foran en smuk kvinde. En kvinde hvor Oswald ikke så farven på hendes hud, eller hugtænderne ved hendes læber, som være noget der skilte hende ud fra mængden. Oswald havde lært siden han havde været ganske ung, at mennesker og dæmoner var højest oppe i hierarkiet. Men det var en tankegang, han hurtigt havde lagt fra sig efter han var flygtet fra hans familie.
Det var umådelig mange tanker pludselig at have, efter man havde følt nærvær fra en anden person. Selvom det havde været et tilfælde, at de havde endt så tæt på hinanden. Tog det ikke væk den hungrende følelse af at føle menneskelig kontakt, på den ene eller anden måde.

Så Oswald gjorde hvad han vidste bedst. Skubbede alle tanker omkring sig selv væk, for at gå i gang med at hjælpe en anden. Gemte hans følelser væk, hans blødende hjerte blev pakket ind igen. Måske i aften, ville følelserne af dette møde ramme ham. Men nu var han nødt til at beskytte sig selv.

Hænderne stoppede midt i arbejdet af at fjerne en røden planke. Ordene rungede i hans øre, du er meget rar. Hans læber vibrede let, som om han ikke kunne finde ud af, om han skulle smile eller ej.
”Tak” hviskede han sagte og blinkede et par gange ”Du er også meget rar” han vendte hoved væk og måtte rulle øjnene af sig selv. Du er meget rar? Virkelig? Det var alt han kunne sige i dette øjeblik.
I håb om at snakke om noget andet, pegede han på de rådne planker. ”Jeg tror vi kan få fat i ham den her vej fra” han håbede de kunne snakke om noget andet, eller i det mindste glemme hans tåbelig forsøg på, at give en kompliment tilbage.

 En uskyldig lille udveksling - og Idun fandt det ikke det mindste smule mærkeligt at han sendte hendes kompliment retur. Det var faktisk ganske - mhm, ja - rart, og hun kunne mærke at hjertet følte sig lidt som smør når hun fra tid til anden sendte ham stjålne blikke for at betragte ham på afstand. Der var en spæd lille følelse af ømhed for manden med de krøllede lokker, og milde udtryk. Og hun kunne ikke lade være med at sammenligne ham med nogle af de sårede dyr hun tog til sig for at hjælpe dem. Oswald gav hende den samme fornemmelse, som hvis der var noget tabt, der havde behov for at blive samlet op igen. Men, hun kunne ikke vide det med sikkerhed, det var bare.. hendes intuition. "Tak." og dét ord kunne hun sige helt uden accent. De ravgule øjne klemte mildt sammen, og hun tiltede hovedet tilbage til det bræt hun var igang med at lirke op, og skønt hun havde styrke, så gad den ikke at rykke sig en meter. 

 "Uh?" Idun drejede hovedet hen til ham, og tørrede sine hænder i kjolen mens hun kom hen til ham. Hun betragtede det lidt rådne træ med omhu og nikkede så, "Ja - Det ser løser' udd." nikkede hun sig enig i og skævede kort til Oswald før hun satte sin hånd advarende mod hans bryst. Hun sagde ikke noget, men det var for at holde ham lidt på beskyttende afstand af det næste hun ville gøre. Idun spændte op i musklerne, og løftede benet i et hårdt spark mod de rådne planker - Et fnys undslap hende da foden ramte træet, og et ordentligt knæk gav genlyd og ekkoede i rummet hvor popo sad. Hendes fod var gået igennem. 
 "Uff.." brummede hun lidt anstrengt, og måtte hinke på det ene ben, i sit forsøg på at bukke sig frem og rive plankerne til side så hun kunne komme fri - men det var lidt besværligt. "Jeg tror det gik." lo hun lidt, mens hun forsøgte at vrikke foden fri, i sit svajende forsøg på at stå oprejst på ét ben.

Oswald missede lidt med øjnene, da han mærkede hånden mod hans brystkasse. Nu var det ikke sådan, at Oswald normalt ville tænke at mænd kunne gøre noget bedre end kvinder. Men en gang imellem, et splitsekund, så kunne han mærke de vaner han havde haft som ganske ung. Og der var kvinder blot et objekt, mens mænd var meget mere værd. Det var noget han havde kæmpet med at forstå, især lige da han var kommet til dette område. Måske havde det været heldigt, at han havde formået at gemme sig væk på en gård. I hvert fald ind til at han forstod hvordan han skulle opføre sig, hvilket nu var endt med at være manden som Idun var heldig at møde i dag.

Alt i alt, trådte Oswald langsomt tilbage. Men hvad der så skete, fik ham til at spærre øjnene vidt op.
”Åh, jeg—ehm” han faldt lidt over ordene, som han prøvede at forstå hvad hun lige havde gjort. Dog blev overraskelsen erstattet med et forsøg på ikke at grine, da han så hvordan at hun stod og prøvede at komme fri. ”Her lad mig, du kan bruge min skulder til at støtte dig på imens” han bukkede sig ned, og hæv en lille kniv frem som han brugte til at lirke de mange plader fri fra hendes fod. ”Rådne planker er normalt ikke de bedste at sparke igennem, da de knækker og ikke tager resten af det gode træ med dem” derefter begyndte han at pille flere planker af, så det var stort nok til, at Idun kunne komme igennem og ind til Popo.

 Idun var temmelig hårdfør, og styrken i hende gjorde at hun ofte handlede lidt over styr, end hvad folk nok ellers ville have gjort. Men foden var gået igennem, så det var vel en slags succes.. overraskelsen der kortvarigt var malet i Oswalds ansigt, bemærkede hun slet ikke for hun var for travlt optaget med det hun havde foran sig. 

 Her lad mig .. Hun så nu på ham, som han tilbød sin skulder som støtte, og et lille snert af 'kan selv, vil selv' følelse skyllede kortvarigt over hende - men hun bed stoltheden i sig, og satte hænderne på hans skulder så han kunne hjælpe hende fri.
  "Tak." Sagde hun og skævede kort til hans koncentreret udtryk, der stadig var ganske mildt. Et lille smil spillede om hendes læber, og det blev blot mere fåret da han forklarede det med træet. 
 "Det plejer at virk' " klukkede hun forlegent, og fik vrikket foden fri ved hjælp af Oswald. Taget i hans skulder blev der lagt mere vægt på, som hun genfandt støtten, og så slap hun ham igen. 

 "Min helt." Hun blinkede drilsk til ham, og bukkede sig lidt da hun gik ind gennem hullet der var blevet lavet. To sekunder efter stak hun hovedet ud igen og kiggede på Oswald, "Wallis ska' nok blive udd." Påpegede hun med et lille nik mod den store hund. "Popo er.. tøsedreng." Hun vidste ikke helt om Oswald ville gå med eller ej, men hun slap planken, og forsvandt ind i bygningen igen. 

”hah!” han vendte sig mod hende og gav hende et tandsmil, ”joh, jah, vent til vi får Popo tilbage, før at du kalder mig en helt[/b]” det var tydeligt at hans stemme var fyldt med morskab over den situation de befandt sig i. Og smilet som formede sig på hans læber, var en af de større han havde smilet i meget lang tid. Utroligt nok, gik det op for ham, at det var umådelig langt tid siden han overhoved havde smilet.
Derefter kiggede han mod Wallis der luskede rundt i baggrunden, han foldede langsomt læberne og prøvede at skjule grinet. ”Popo skal bare pippe af Wallis også skal du se hvordan at han stikker halen mellem benene og løber tilbage til kareten” svarede Oswald og et skævt smil bredte sig over hans læber. For om nogen, så var Wallis nok den største kryster når det kom til stykket.

”Jeg bliver herude, men kald hvis du har brug for hjælp” sagde han så, og kiggede kort ind gennem hullet, hvor Idun var forsvundet ind i. Det virkede til at der var plads, så for nu blev han stående derude. Igen mærkede han et puf i siden af Wallis. ”Hvad?” Wallis satte sig prompte ned og begyndte at halse ”stop, du kan godt droppe det” munden klappede sammen og et næsten vredt udtryk bredte sig i ulvens øjne. ”Stop sagde jeg” med et prust vendte Wallis sig om og satte sig med ryggen til Oswald, der kun fik mennesket til at ryste på hoved og rulle med øjnene.

 Idun bemærkede hvordan der gnitrede mere liv i Oswalds mørke øjne som hans smil voksede om læberne på ham - før så de så glansløse ud, venlige, men, hun kunne ikke sætte en finger på det, andet end at nu.. stod havets nuancer mere som en skarp kontrast i dem. Hun trak skævt i mundvigen ved denne opdagelse, og konkluderede at glæden klædte ham. 

 Øjenbrynene løftede sig i det mintgrønne ansigt da Oswald afslørede at Wallis nok var en lige så stor tøsedreng, hvis ikke større.
  "Uh." Hun klukkede mildt og kiggede hen på ulvehunden mange sikkert ville synes var frygtindgydende, "Også en tøsedreng." Kommenterede hun med et lille grin, og så var hun forsvundet ind på den anden side igen.

 "Okay." Kaldte hun derinde fra, og løftede op i sin ankellange kjole som virkede utrolig malplaceret her i  bygningen. Solen ramte ikke rigtig derind, og henlagde det hele lidt i tusmørke, med små lysglimt udefra der sneg sig ind gennem huller i taget eller ved vinduer.

Nå, hvor var den fjollede høne.

 "Popoo!" Kaldte hun på ny i et lettere syngende tonefald. Og så hørte hun en basken ikke så langt derfra. Brynene der før var en anelse alvorlige, mildnede nu helt op da hun så den lille gule skikkelse ryste fjerene i hjørnet bag en kasse. Hun sukkede lettet, og gik hen med sikre skridt til Grokguer kyllingen. "Lille du." brummede hun sympatisk som hun kom ned på hug foran Popo. Hun tiltede hovedet for bedre at kunne se ham. "Kom kom." Hun rakte hænderne roligt ud og gestikulerede med hænderne at den skulle komme frem. De ravgule øjne klemte sig prøvende sammen, og da det endelig gik op for kyllingen at det var nogen den kendte, tittede den hovedet frem og vraltede hurtigt ind i hendes favn. "Så så.." trøstede Idun og aede den over fjerene, og kom så op at stå med kyllingen i favnen. "Jeg har ham!" informerede hun ud til Oswald fra hvor hun stod - en lille rumklang vibrerede i bygningen.

Sådan stod menneskesønnen og ulvehunden i noget tid. Ryggene mod hinanden, hvor den ene ignorerede den anden, og den anden blot ikke havde tænkt at give sig. Eller, det var i hvert fald ind til at Oswald himlede med øjnene og vendte sig rundt. ”Så hvor længe har du tænkt dig, at være sur på mig?” spurgte han og puffede til Wallis bagdel. Et prust kom fra Wallis der hurtigt flyttede røven længere væk og demonstrativt ændrede stillingen så han stadig havde ryggen mod ham. ”Ved alle guder, Wallis, gider du stoppe med at opføre dig som en teenager?” de gyldne øjne kiggede mod Oswald, og Oswald kunne have svoret at Wallis øjne blev smalle i et udtryk ’du kan sige hvad du vil, jeg lytter ikke til dig længere’. Igen lavede Wallis et fnys og vendte snuden langsomt op ad.
”Hm, men det så må jo så betyde at de her tørret bukke kød er til mig alene” Oswald nåede kun at rode rundt i lommen, før Wallis våde snude pressede sig ned i lommen sammen med Oswalds hånd. Et grin forlod menneskesønnen, før at han vendte sig mod Wallis og hævede brynet ”Idiot” det var dog hvad Oswald nåede, før at Iduns stemme kunne høres inde fra huset.
”Har du brug for hjælp?” spurgte Oswald som han gik hen mod hullet, placerede sig ved siden af, så han ikke ville blokere for lysindfaldet.

 Idun rystede instinktivt, men blidt på hovedet, da Oswald tilbød sin hjælp. Men så kom hun i tanke om, at han nok ikke ville kunne høre hendes tavse hovedryst, og med et smil i stemmen svarede hun dæmpet: "Nej, Nej  - det okay."

Hun krammede sin store høne, Popo, tættere ind til brystet, og kunne mærke dens hjerte hamre af skræk efter den farefulde tur ind i den faldefærdige bygning. Idun kom ned på hug, møvede sig, med besvær på grund af de halvrådne planker, men det lykkedes hende at kravle ud i den friske luft igen.

"Puh..." Sukkede hun lettet, og aede forsigtigt Popos bløde hoved. "Du er en rigtig problembarn, nåh?" Idun rystede kærligt på hovedet, mens hun kiggede ned på sin høne og trak mundvigen op i et skævt smil.

Da hendes opmærksomhed vendte tilbage til Oswald, betragtede hun ham hengivent i tavshed. Hun tøvede et øjeblik med, hvad hun skulle sige eller gøre, men så besluttede hun sig for at takke ham igen. "Tak.. igen," sagde hun, mens hun mærkede en lille klump i halsen af forlegenhed. Hun rømmede sig forsigtigt og kiggede over på hans store hund, før hun fortsatte: "Og tak til dig også, søde Wallis." Hun blinkede til den store hund og forsøgte at samle sine tanker, inden hun sagde mere. Koncentrerede sig for at finde de rette ord. Idun kiggede på Oswald igen med et lille smil, men hendes hjerte bankede hurtigere end normalt. Hun kunne ikke helt forklare det, men hun var ikke parat til at skilles fra ham endnu. Hvilket selvfølgelig var virkelig fjollet af hende. 

 "Øh.. Oswald?" begyndte hun en smule tøvende, og bed sig lidt i underlæben mens hun tænkte som en gal. "Har du.. mer' tid?" Hønen krammede hun lidt mere til sig, men selvfølgelig stadig i et blidt, beskyttende tag.

Oswald gjorde præcis det samme som Idun, nikkede og kom i tanke om, at hun ikke kunne se det. “Helt okay, jeg venter herude!” Kaldte han ind af hullet, før han rejste sig op, for at gå hen til Wallis der sad og betragtede ham med er dovent blik. Det var ganske tydeligt at ulvehunden havde fået hvad han ville, så interessen var falmende. 

Heldigvis gik der ikke længe før, Idun trådte ud med den store kylling i armene. Et stort smil spredte sig over hans læber. “Noget af en morgen, Hva Popo?” Oswalds øjne blev smallere, som han fokuserede hans evne på Popo. Tankerne var over det hele, men som han lige så stille fik fokuseret på at den var sikker, var det tydeligt hvordan Popo slappede væsentlig mere af. 
Et tilfreds smil formede sig over hans læber, før han kiggede op da Idun takkede ham. “Glad for vi kunne hjælpe” Wallis fnyste der fik Menneskesønnen til at grine, “Wallis er også glad for han kunne hjælpe, selvom han lå virkelig godt” Wallis var trodsalt et individ der elskede og sove, hvilket han gjorde cirka halvfemsprocent af tiden når han fik lov.
 
Da Popo nu var fundet, så Oswald ikke den større grund til at blive. Ud over der var en lyst til, at lærer kvinden bedre at kende. 
Men kunne han også tillade sig det? Der var trodsalt en grund til, at han forblev alene ude på hans gård. At han ikke lukkede folk ind og tillod dem, at finde ud af hvem han var bag maskerne og hans velopbygget facade.
Derfor overraskede det ham også, at hans svar på spørgsmålet blev; “Ja? Er der mere du har brug for hjælp til?”