Det var nogen dage siden han på sin fridag havde været inde hos Fader Romeo og få lettet sit hjerte, selvom det ikke helt havde været en nem omgang (for Fader Romeo). Men han var atter kommet i arbejdstøjet og de havde vandret rundt i den øvre bydel i nogen timer nu, at de havde valgt at vende ruten mod Den Hellige Bydel. Nærmere præciseret, tempelhaverne. 

Dialogen for dagen havde været bred, men de havde endnu ikke helt vendt væddemålet han havde haft med sin løjtnant, hvorfor det måske var et mere passsende tidspunkt, de var ikke omringet af så mange som tidligere. 

"Husker du væddemålet vi indgik for en måneds tid siden?" påmindede han sin løjtnant. "Jeg har ikke haft tid eller mulighed for at få fortalt dig hvordan det gik," og mere til endda. 

Eskild havde haft den (forfærdelige) fornøjelse at have stået til rådighed som hjælp i de andre bydele, og dette havde de benyttet sig lystigt af. Det havde været en sand pinsel. Dog havde han da fået noget ud af dagene der var blevet brugt der omkring. Kragernes Leder havde vist sig at være en god at have på hånden som allieret. 

Og så havde han haft mulighed for at tale lidt med sine kollegaer. Men det var der vel ikke så meget grund til at gå i dybde med. 

Selvom det var blevet en ny måned, trak vindenen endnu lidt i sig og den bragte ingen varme med sig. Det var en bidsk kulde, men ikke at det var i nærheden af et frysepunkt. Det gav bare ikke mening det vejr. Koldt, men ikke frysepunkt. 

"Fuck det er koldt," grøs han dog en anelse og lod hænderne, som havde foldet ærmerne ned om hænderne, blive begravet dybt i lommerne af de tykke bukser. 

Det var overraskende ikke meget som Eskild og Issac havde fået set hinanden på de sidste, selvom de arbejdede i samme distrikt. Eskild havde været udlånt til andre distrikter, hvilket at han nok ikke helt havde været tilfreds med, men de havde manglet mandskab og så var det bedre at sende de mening mand afsted, end ham selv. 
Issac selv havde haft travlt med Adena og den sag som hun var kommet med, Railan var stadigvæk ikke dukket op, selvom hendes tegnigner og rapporter havde ført dem et skridt nærmere. Uden tvivl.

"Om jeg husker det?" Svarede han en smule nysgerrigt og utålmodigt over mod Eskild, "Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har næsten ikke ventet på andet, i en hel måned" Selvfølgelig havde han været nysgerrig og utålmodig på hvordan det var gået med deres lille vædde mål. Inderst inde var han ret sikker på at han kunne se frem til en ekstra vagt, for Eskild var ikke personen som veg tilbage for en god sejr eller oplevelse, for den sags skyld, "Men hvordan gik det? Var det som du havde håbet på?" 

Issac gik selv med hænderne dybt i lommerne, som det kolde vintervejr havde sat sig i vinden. Det var køligt, og slet ikke et vejr til at gå runde i, selvom det altid var nødvendigt. "Virkelig. Dette er den væreste årstid at gå runde på" Han kunne nok ikke finde andre, som gad at gøre deres arbjede for ham. 

Utålmodigheden fra Issac var noget af det, Eskild havde savnet allermest ved deres vagter. Det var jo sådan det skulle være. Men han fik næsten en hel lille opsang fra lave, dog aldrende, mand. Det var jo ikke Eskilds skyld, at han havde været udlånt. "Du lånt mig selv ud, så skal du være vrissen på nogen, så vær det på dig selv," irettesat ham ham med et skævt smil og et kort klukkende grin. 

Grusset under fødderne fik stenene til at rulle let, havnen var sikkert ganske flot, men den måtte vel næsten også stå nøgen for sig. Vinteren tog ikke bare solen og varmen, men også livet fra buske og træer. "Det tog lidt nogle uventet drejninger, men han indvilliget i at lade mig afprøve en ting," han mærkede en brise i nakken og grøs kort over det. Zalans da også til en vind! "Men han fortalt lidt om sin baggrund, ikke at jeg erindre så meget af det, men det var en god undskyldning for at komme i tale med ham," der var en snert af løgn i det, det var blot en sparsommelig sandhed. Han ønskede ikke at dele det hele med Issac, det var jo ikke relevante ting for sagen, men for Eskild bare. 

"Tør siges," medgav han og klappede kort med tænderne for at vise sin manglende begejstring for vagten. Hvordan kunne det dog ske, at de ikke fik ordentlig tøj at gøre godt med til om vinteren.

Issac vidste godt at Eskild ikke altid var tilfreds med at blive lånt ud, men der var altid en højere oppe i systemtet end Issac, men jo han havde måske selv bud ind med Eskild. Ikke fordi at han ville af med ham, men fordi at han var god og var den rigtige til jobbet. "Jeg ved det. Det er selvfølgelig heller ikke noget, som jeg håber bliver en regelmæssig ting" Han gad ikke at udlåne sit mandskab hele tiden, slet ikke Eskild. Hvordan skulle han holde sin egen vagt plan?

Haven var bestemt ikke som den ofte stod, den stod nøgen og kold, efter vinterens rasen. En af naturens helt egne naturlige egenskaber og årets gang. Det kunne man ikke gøre noget ved, blot vente på at forår og sommer ville komme luskende, så det ikke behøvede at trække jakker helt op i nakken. "Han lod dig afprøve en ting? Du ved godt du bliver nød til at komme med nogle flere detaljer" Selvom at de gik i Samuels egen baghave, så kunne han vel godt fortælle mere om hvad der var sket, "Jeg tvivlede selvfølgelig heller ikke på at det ikke var noget du kunne håndtere. Men hvad er næste skridt? Er du færdig med ham?" Lysten var uden tvivl skabt hos Eskild, så at han ville stoppe virkede usandsynligt. 

"Skal vi søge inden for, for ly?" Spurgte han venligt Eskild. Vinden var bidende kold, så de kunne sagtens søge ind et sted, i læ.

'Den rigtige til jobbet'. 

"Sker det, finder jeg et andet job," sarkasmen var tyk og tør, næsten ikke til at lurer. Men han havde da så sandelige ikke en interesse at skulle ende et andet sted og starte forfra. Ingen af de andre løjtnanter og sergenter var jo som Issac. Korrupte og ligeglade i det lange løb med deres job. 

Der var næsten en sans af tiggen i Issac, og han lo mildt af det: "Jeg tror, han troede jeg ville gøre noget værre ved ham, men jeg kysset ham nu bare, og så afholdt han mig fra at gå efterfølgende," selvom Eskild ikke var en kiss-and-tell kind-of-guy, så var han det altså lidt alligevel, specielt når det kom til Issac. Det var jo en intern forståelse mellem dem. De havde en fælles forståelse for hvad der skete og hvordan det skete. 

"Men nej, jeg er ikke færdig med ham. Jeg er jo knap nok begyndt" smilet vokset vammelt henover læberne på ham, han var i sandhed ikke færdig der. Han var måske færdig, når han var i mål, men det var han nu ikke engang sikker på nogensinde ville ske. At han var i mål, for målet kunne altid rykkes til det bedre. 

Selvom vinden var kold og klam at have med at gøre, så var der ingen grund til at søge inden for - og slet ikke Isari templet. "Tror sgu ikke den ene af præstene ser mig velkommen der inde," 

"Bare rolig, Eskild" Han vidste godt at der ikke var megen sandhed, og mest sarkasme i det svar som han kom med. Han kendte Eskild godt nok til at ingen af dem gad at skulle starte forfra i et nyt job. De befandt sig godt i dette, i en position hvor de næsten kunne være ligeglad og bekymringsfrie. Han ville gøre alt for at, Eskild ikke skulle lånes ud endnu engang. 

Selvfølgelig var der næsten en tiggende del i hans ord, for han havde glædet sig til at høre om hvordan det hele var endt med Samuel. "Men så har du jo vundet, vores lille væddemål. Men du kom simpelthen tæt nok på til at kunne franare ham et kys?" Han havde heller ikke tænkt at han havde holdt sig tilbage, men at han kunne tvinge Samuel til et kys. For han var næsten sikker på at han havde haft en smule tvang med i dette her, så var han imponeret, "Jeg er imponeret" Smilede han roligt mod Eskild.

"Det tvivlede jeg nu også på at du var" Forsatte han med et lille grin, "Hvor langt har du tænkt dig at tage den?" Han kunne vel lade sin fantasi fortælle ham lidt om, hvor lang Eskild ville gå med Samuel. Den andens smil fortalte ham hvert fald at der lå noget lusket under hans overflade. 

"Hvad har du gjort ved præsterne?" Grinede han, Det var som om at Eskild havde gjort sig uvenner med hele Isari templet.

Der var i teorien ingen forsikring i det der blev sagt, men han vidste såvel som hans overordnet, at han ikke nød at stå for skud. Der var rigeligt med andre at sende til andre afdelinger, men alligevel formåede han at kassere Eskild til de tøvetrillende opgaver. Dog havde der da været en form af gevinst for turene der til. 

Klukkende grinte han og lænede sig lidt forover og tilbage med et tilfredsstil smil. Issac var vel en at lære af i sidste ende, men det var nok langt nemmere at få kvinderne til at samarbejde i sidste ende. Specielt når han tog sig af de samme kvinder på ny. "Du skulle bare vide hvor imponeret du kan blive," det var en mild varsel til at der var mere. 

Fod for fod kom de lidt omkring i haverne, at de ramte et sweet-spot med noget læ fra vinden. 

"Hele vejen," svaret han og mimikken faldt en anelse, det blev sagt med en seriøsitet der ikke kunne gennem væk eller skulle gemmes væk. Men han trak skævt på smilebåndet igen og træk opvejende på skuldrenen: "Jeg valgte at strifte hos en Fader Romeo for nogen af de ting jeg har lavet i januar.. og nævnt at jeg havde haft fat i en af hans discipel. Det var pænt humoristisk," 

Issac respekterede Eskild, det skulle han ikke være i tvivl om. Det var ham der havde hevet ham op i dette distrikt. Men af og til måtte de alle sammen ofre lidt, men i fremtiden ville han gøre alt hvad der stod i hans magt, for at Eskild ikke skulle til andre distrikter og udføre deres arbejde, da Issac havde lige så meget brug for den mand heroppe. Hvordan kunne de betvivle det? Men det vidnede jo om hans popularitet hos de øverskommanderende.

Han kiggede små grinende over på Eskild, det vidnede lidt om at der var meget mere i vente, og at han nok ville blive ved med at imponere. Issac så frem til det. Issac kunne uden tvivl lære af denne mere direkte tilgang, som han havde. Der havde ikke været meget overtagelse i at få Rory under ham, men han nød det uden tvivl - alt for meget. "Jeg ser frem til det, jeg ved du ikke stopper før dit mål er nået" Han kom med et slesk smil imod ham.

"Jeg forventer ikke mindre end hele vejen, fra din side af, Eskild" Lige nu kunne man vurdere, om det det var i gang med var etisk korrekt eller inden for loven, og deres snak ville ikke bestå nogle af delene. Alle andre ville have stoppet Eskild, inden han var gået igang.
"Du har valgt at skrifte til Fader Romeo og krøbet til kors?" Grinede han. Han kendte Romeo, men det at skrifte om det der var sket, virkede næsten tosset, men han kunne godt se at det for Eskild ville være sjovt. Han nød det, "Jeg tvivler på at han blev glad, over at du har rørt en deciple?"

Ihærdighed, det var vel det man kunne kalde det. Eskild var ihærdig. Et nej blev ikke taget for et nej (bogstaveligtalt!). Men det var nok heller ikke helt fair som Issac opmuntret ham til den dårlige adfærd. Men det gjorde nu ikke, de opmuntret hinanden til det dårlige. Det var jo sådan man fik noget ud af livet. Alt andet havde vist sig at være så kedeligt. 

Men han forstod den utalte bekymring som lå hos Issac, hvorfor han også valgte at italesætte det: "Jeg ved hvad du tænker," - "Men så længe at Samuel selv opsøger mig eller tager intiativ, gør jeg intet forkert," det var virkelig at redde sin egen røv, men også hans løjtnants. Derfor var der heller ingen grund til at have bekymringen, for Samuel skulle nok på et tidspunkt varme op, blive blød som smør. 

Fryns. "Jeg tror ikke, han betragtede det som at krybe til korset.. specielt ikke efter det jeg gjorde ved Stian," grinte han let og åndede givende ud. Det var stadigvæk et varmt minde. "Uden at gå i deltaljer med det, så bare antag at han går buer uden om mig," sagde han og for at illustrere hans gerning, løftede han hånden op og tog pegefingeren i munden og trak den ud med et let sug efterfulgt af et grin. 

"Men nej, han skreg næsten op i boksen over det," hvilken overraskelse.

Eskild var i Issacs øjne måske en tand mere voldsom i hans tanker og handlinger end han selv var, men selvom det egenligt var en usund kombination, så var han glad for at det var Issac, Eskild var havnet op med. De opmuntrede hinanden til det dårlige, og hvor Issac burde stoppe Eskild og omvendt, så opildnede de hinanden til værre til. Eller det var primært Eskild som blev opildnet. Lige nu havde Issac ikke nogen "ofre" eller lignende. Han var ikke så frembrusende i sine handlinger. Var han kedelig i forhold til?

Issac burde være den gode byvagt og stoppe disse tanker, men det gjorde han nu ikke. Han kunne ikke lade være med at komme med et klukkende grin, over Eskilds ord, for det var virkelig at redde sin egen røv på målstregen, "Det er klart. Hvordan tog han det første møde med dig? Tænker du at han kommer krybende tilbage?" Havde han virkelig skabt så stor en lyst i Samuel at han vilel komme krybende tilbage?

Nu nævnte han deres gode kollega og hurtigt skiftede hans tankers fokus fra Romeo til Stian. Hvad havde han lavet med Stian? Ham havde de ikke talt om, så en lille bekymring formede sig i hans tanker. "Nu er jeg nysgerrig, hvad har du udsat Stian for?" Selvom at han fortalt at han ikke ville gå i detaljer med oplevelsen, så var han nysgerrig. "For zalan, Eskild" Grinede han af hans bevægelser. Hvordan var det kommet i stand? Skulle han være bekymret for Stian?

"Det kan jeg jo næsten ikke klandre ham for, Eskild" 

Der var ikke meget andet for sig, end at trække på skuldren over det. Ville han kunne sikre sig at Samuel ville opsøge ham eller gå i dialog med ham hvis de mødtes tilfældigt i den hellige bydel. "Det er der jo kun en måde at finde ud af det på," det blev sagt med en stille overvejende stemme som åndede tungt ud igennem næsen. Ingen af dem var seer, så fremtiden kunne ikke blive fortalt på forhånd, men han håbede da. 

Måske de havde hver deres forståeligt af en god kollega, men Stian mindst lige så ubrugelig som Svampus, og det sagde en del. Derfor havde Eskild heller intet problem i at sammenligne Stian med et hunkøn af adfærd og personlighed. "Det var lidt impulsiv, det erkender jeg, og jeg troede faktisk han var mere fuld end hvad han var," det forlod hans mund, som det var intet andet end en normal lørdag aften med kedsomhed. Men han kunne nu finde ud af om Issac ville have en anden mening om det - ikke at Eskild frygtede for det. I sidste ende havde han jo noget på Issac. Den eneste forskel var, at Eskild kunne angre sine, Issac kunne vidste hel så meget, for han misbrugte sin titel og sit erhverv. 

"Nej, det er der vel noget om," der var ingen grund til at nægte den del, Romeo havde vel al ret til at være højtråbende og sur når det kom til Eskild og hans disciple.  

Ingen af dem kunne se ud i fremtiden, og vide om Samuel ville opsøge Eksild. Hvis han gjorde, så ville det være Samuel selv som gjorde det, af egen fri vilje og ikke tvang. Dermed så ville han stå til regnskab over for guderne og fader Romeo, ikke Issac og andre overordnede over Eskilds handlinger, "Ingen tvivl. Så ville det være Samuel som opsøger dig" Det ville selvfølgelig ikke undre Issac, hvis Eskild havde fået lagt et indtryk hos den unde Samuel.

Issac havde ikke arbjedet meget sammen med Stian, men havde mødt ham et par gange og der virkede han egentligt som en meget fornuftig ung byvagt. Men mere kunne han ikke sige om ham på denne måde, men han havde det måske svært med, hvis det var sket på den måde, som Issac regnede med. Han havde ikke regnet med at Eskild ville gå efter sine egne, "Jeg ved ikke hvad der skete, og måske vil jeg nok heller ikke vide detajlerne" Klukkede han lidt med en lav latter. Hvis de havde været enige om det, så var der ingen problem. Så kunne de lege som de lystede. 

"Men jeg kan nu meget godt lide tanken, om at du gjorde det" Grinede han forsat, "Hvem ville ikke se Romeo i hovedet, mens du fortalte detaljerne?"  

De var kommet til en enighed i det. Samuel ville og måtte være den, som opsøgte Eskild i sidste ende. Men han måtte være ærlig, han frygtede ikke for, at Samuel ikke kom. Et lille smil blomstrede på ham, som han blev taget tilbage til dagen. Samuel havde bedt ham om at blive kysset på ny. For et øjeblik lod en svag varme ligge sig henover ørerne på Eskild. 

Enig, det kunne han ikke nægte ham. Det var nok bedste at Issac ikke fik deltaljerne, selvom han gerne gad opleve sin løjtnant skide kalve ud, hvis han bare vidste hvad der var sket. "Det tænker jeg, er en god idé," åndede han ud med et suk og lod det med Stian forblive usagt for nu, selvom han havde afsløret hvad Stian havde gjort for ham. 

Så deres samtale emne kunne for nu være Romeo. "Ud fra hvordan hans vejtrækning var, så lød han ikke just... behaget. Men tror næsten, at hans største bekymring var den kære disciple," kunne man unde ham det dog?

Issac vidste ikke hvad der var sket på dagen mellem Eskild og Samuel, og for Issacs skyld behøvede Eskild ikke at gå i detaljer. Issac var umildbart ikke en person som blandede sig eller ønskede alt for mange detaljer, om hvad andre lavede med hinanden. Men alligevel så var der en naturlig interesse og nysgerrighed overfor hvad Eskild havde lavet med Samuel. De havde sammen sat væddemålet op, og det virkede på ingen måder til at Eskild ville stoppe der, men gå hele vejen. Det var der et eller andet spændende over. At man på den måde kunne tvinge sig selv ind i tankerne på et andet menneske, så personen ville komme tilbage til en.
Han glædede sig til at høre mere omkring dette forløb. Sådan som smilet spillede på Eskilds læber, og farven langsomt sneg sig op i hans kinder, så virkede det næsten som om at Eskild hverken kunne eller ønskede at vente på næste skridt. Issac lod selv smilet brede sig, som han kiggede over på Eskild. Hans smil smittede.

Spørgsmålet var hvad Issac vile gøre hvis han fik de detaljer eller blot fik mere at vide om hvordan det blowjob var foregået. Inderst inde håbede han at det var gået efter en fælles interesse, men han havde bange anelser for at det ikke var sådan det var gået til. Burde han tage en snak med Stian om det? Hvis det kom op kunne han gøre det. Men han ville selvfølgelig ikke gå bag ryggen på Eskild. Men han ønskede selvfølgelig ikke at Eskild skulle bruges hans egne på den måde.

Det var vist fin nok at deres samtale ændrede retning og gled over på Romeo. "Det kommer slet ikke bag på mig, at han havde det sådan" Disciplene var hellige og var erklæret til deres guder, og dermed var sex og kærlighed ikke et emne for dem, "Han er nok fortvivlet om hvilke dæmoner du har sat i hovedet på Samuel" Grinede han. 

 Det havde været nogle unægteligt forfærdelige dage der var rullet ud efter hans sidste bodshandling i katedralen. Det nagede ham grænseløst, og desværre, til hans egen skam, havde han ikke nået at opsøge Samuel lige efter. Samtalerne havde trukket ud, opgaverne var mange - og alle de rigtige tidspunkter Romeo havde regnet med ville komme, var altid forkerte. Han fik sjældent Samuel på egen hånd, og når han gjorde - kunne han ikke få ordene sagt. Men han mærkede en anspændthed mellem de to - både på grund af Romeos hemmeligheder, og Samuels egne. 

 Men ak, fuldmånen havde også sneget sig op på Romeo, og derfor havde han været væk i et par dage fra templerne. Låst væk i sit hjem, så han ikke kunne forvolde skade på andre imens han gennemgik sin forvandling. Dagene efter var han dog syg, utroligt udmattet, og ikke en mand man skulle komme i nærheden af.

 Fader Romeo havde dog valgt at vende retur til tempelhaverne et par dage efter sit 'sygdomsforløb' og komme igang med pligterne igen. Det var nok også på tide at han fik fat i Samuel.. Men som han skød genvej over græsset til disciplineres værelser, standsede han tøvende op da han hørte to stemmer tale sammen. Han hævede et undrende øjenbryn, da han syntes at hans navn blev nævnt. 

 Derfor forsøgte han at gøre sig så usynlig som muligt, og pressede sig op af en af tempelmurene, for at smuglytte til samtalen mellem de to mænd. Den ene stemme lød genkendelig.. så snarrådig, så.. Romeo holdt vejret - Samuel? Stemmen, nævnte hans discipel. Og nu var han fuldkommen sikker, manden der nu talte var den skriftende nogle dage forinden. En knude formede sig i hans mave. Så var det altså Discipel Samuel der var blevet kysset. Blodet i Romeo var begyndt at boble en anelse af vrede ved tanken.

Han pressede sig tættere op ad muren, men forsøgte at snige et blik hen i retningen af mændende for at se hvordan denne mand der havde forulempet sin ven, og en af Isaris disciple, så ud. Det eneste han lige hurtigt kunne se, uden at blive spottet, var at de bar uniform. Byvagter? Romeo blegnede da han hørte hvordan samtalen udfoldede sig - og han stod bomstille for ikke at gøre sig bemærket. Men lysten for at kværke -- hed han Eskild? blev meget meget stor. Hvordan kunne de bare stå og tale sammen som hvis de diskuterede vejret? De kunne kun være korrupte.

Kunne han se sine afsløringer på samme måde som andre, ville han have gjort sit for at få det vasket af og male facaden op på nu. Men han summede kort for sig selv over det og kunne ikke dy sig fra at at smile som han gjorde, små forfjamsket og med røde øre. Men det faldt til jords da han indså at nogen eller noget traskede i deres retning, men syntes at forsvinde eller stoppe op. 

Det var som om øjnene prøvede at koordinere sig omkring for at have en idé om hvad retning han helt præcis skulle føle og mærke efter for. Hovedet drejet i retning af murstens murre de stod nær ved. Øjnene lå den retning, så hvis nogen stak hovedet ud, ville man normalt blive optaget, men i deres tilfælde kunne de gøre dette uden at blive spottet af Eskild. Der var begrænsninger til hvor meget han kunne fornemme og hvor langt til. Men han havde på fornemmelsen der var nogen eller noget. 
Alligevel kunne han ikke for styr på det og han havde ikke i sinde at rykke sig væk fra sit læ for at tjekke hvad det var. 

Let lo han og og spændt skuldrene tilbage: "Åbenbart nok til at han bad mig kys ham igen," delte han og lod hovedet glide til siden så hovedet kunne ses fra siden af fra murstensvæggen af. Men han prøvede, håbede nok snarere, at hvis der stod nogen og lyttet, at de fik lavet en fejltagelse. 

Det var nok tydeligt for Issac at se hvad Eskild havde i færde, for han kendte hans måde at kontrollere om der var noget han skulle være opmærksom på eller følt noget ikke stemte overens med hvad han sidst havde bemærket.

"Fandt de egentlig nogensinde ud af hvem der havde sendt Svampus det der brev?" kom han stille i tanke om og håbede måske lidt Issac havde en opdatering på det, for sjovt nok havde han ikke sat sin egen tid af til at opsøge det brev. 

Var Eskild blevet så vild med denne Samuel at han, når han tænkte på ham, begyndte at smile og få rødmen i ansigtet? I det tilfælde, så betød det jo mere end Issac blot havde regnet med. Han havde ikke regnet med at den fascination af Samuel villle føre til en form for forelskelse fra Eskilds side at. Det var ikke noget han skulle sige højlydt, for Eskild ville nok afslå den idé, men det var tydeligt at se på hans ansigt og hans smil, at der var noget mere end det væddemål de havde haft. 

Han kunne ikke lade være med at klukke som Eskild afslørede det som der var sket i mellem dem. Det var måske det, der havde vækket denne følelse i ham og ikke mindt en nysgerrighed for at se mere til Samuel, "Hvis han bad dig om at kysse ham, så må din ihærdighed jo have båret frugt, overfor Samuel" Svarede han roligt med et smil. Han var ikke sikker på hvorfor han kiggede rundt, hvorfor han lige pludselig var så opmærksom, Issac selv kunne ikke se nogen i nærheden, men Issac havde det med at have stærkere sanser, "Jeg håber han kommer tilbage til dig" 

Der var mange ting som gjorde Eskild interessant i Issacs øjne, men den kontrol han havde over folk og den måde han kunne tryllebinde dem, var evner som han selv meget gerne ville have erfaring med. Rory havde han ikke haft problemer med, hun havde selv ville det hele og derfor havde det ikke været nødvendigt. Men deres sex var forbandet godt.

"Jeg har ikke hørt mere til det. For at være ærlig, så interessere det mig ikke ret meget" Det var ikke noget han gad at bruge tid på, det var bare et brev med en tegning. Ikke andet.

 Med rynket pande, og anstrengt stå stilling, forsøgte Romeo at gøre sig til en del af muren. Smuglytning, var ikke noget den kære præst gjorde sig i - det var både uetisk og krænkede andres privatliv. Men.. de havde talt om ham, og de nævnte Discipel Samuel. Han blev nødt til at høre hvad det handlede om. Ligesom Samuel, havde Romeo ligeså mange lag i sin hvide robe - måske en dag flere. Så det var næsten en kunst at holde sig fladt op ad væggen. 
 Den langhårede mand, som Romeo formodede hed Eskild, talte lavere end sin kollega ved siden af ham. Hans hørelse var blevet langt bedre end de flestes, grundet hans varulve-forbandelse, men han fik ikke fat i hvad han sagde- da et vindstød generede forbindelsen. Derfor måtte han høre fra kollegaens mund.. hvad der blev delt imellem dem. 

 Samuel... bad ham, om at kysse ham? Romeos hjerte sank for den lille Discipel. Kunne det være rigtigt, eller løj Eskild for sin kollega? Om det var den dårlige søvn, mindet om skriftemålet, eller fuldmånens tidligere visit på ugen, der fik ham til sin næste ugennemtænkte handling, var han ikke sikker på (muligvis en god blanding) Men han så rødt.

"Hey!" Rungede hans stemme dyb og bestemt mellem de gamle templer. Som var han blevet besat af et spøgelse trådte han direkte hen til hvor byvagterne stod for at tage fat i Eskilds arm. Men længere havde han så heller ikke tænkt.

Det var som en forstyrrelse der svindet ind og ud ved murstensvæggen. Han kunne ikke sætte en finger på det, og hans forsøg på at sige noget der kunne have en medvirkende effekt på at få det han mistænke til at reagere, syntes at slå fejl.
Men måske handlede det lige så meget det, at Eskild ikke talte med samme høje røst som Issac eller så mange andre. Det var naturligt for ham at snakke det lavere, ikke sagt, at han ikke godt kunne hæve stemmen og tale på samme niveau som alle andre.

Derfor var det en fordel at have Issac som samtale partner, han havde en sprød røst der kunne give ekko selv i det mest fyldte rum. Selvom man ville mene, at Issac sagde alle de rette ord, så handlede det vel nok også om at Samuel vidst aldrig havde prøvet det før eller ladet sig fascinerer på sådanne måder før. Pandoras æske var åbnet og hvor ville Samuel i sidste ende ende henne. Selvfølgelig havde Eskild sine håb og at han havde fanget Samuel nok i sin interesse. 
Det var måske derfor han ikke formåede at give sin kollega et svar og i stedet valgte at gå videre til det næste. Svampus-problemet. 

"Ville et hvilken som helst brev ikke kunne få svampen til a-" en stemme brød rungende ind i mellem dem og Eskild lod hovedet falde let til siden. Stemmen var ingen ringere end Fader Romeos, så han havde haft ret med sin fornemmelse, men de mange lag af kåber gjorde det umuligt for ham at få et klarbillede af situationen. 

En anelse umotiveret lod han hovedet falde i retningen af hvor faderen stod, hvis hånd var lagt om armen på ham. Det var måske en overraskelse, men Fader Romeo havde alligevel lidt af et greb. Hvis blot dette havde været det eneste som kom bag på ham, men hånden fra faderen var lun, hvert fald en del varmere end hvad andre menneskers kropstemperatur ville have været ved hænderne på sådan et tidspunkt. Måske de (red. Eskild og Issac) ikke var de eneste med en hemmelighed eller to. 

"Kan vi hjælpe dig.. Fader?" hvorfor lade sig reagere når man lige så godt kunne spille med på hvad der skete. Set fra andres perspektiv tog faderen fat om en byvagt umotiveret, såvel i sådan en grad at han lod det runge og fange folks opmærksomhed omkring templerne. For at sikre sig at Issac ikke gjorde noget eller reageret på nogen dumdristig måde, løftede han svagt den anden hånd som indikation for at de måtte vente og se hvad der skete. 

Eskild havde da uden tvivl åbnet noget op hos Samuel, eftersom at det på Eskild lød til at Samuel havde kysset ham og ikke omvendt, men om det så passede, det var svært for Issac at bedømme. Han havde ikke været der.
Men en uskyldig disciple som Samuel, som aldrig havde oplevet sådan noget, havde nu ladet sig fascinere af lyst og en andens tiltrækning. Det ville uden tvivl sætte spørgsmålstegn hos ham, som han tro altid har sagt noget andet - at man ikke må den slags, som disciple. 

Hans fokus lå på Eskild som deres samtale var endt på brevet, som Svampus havde fået, men makkeren nåede ikke at tale færdig før en stemme bragede ud mellem templerne. Var det denne person, som havde taget fokusset fra Eskild og givet ham små tegn på hans tilstedeværelse?
Stemmen tilhørte Fader Romeo som nu var på vej, hen imod dem, i en fart som ikke var hel normal for en mand i hans stilling.

Issac kiggede overraskende på Fader Romeo, som han tog fat i Eskild og var næsten ved at bryde ind overfor ham. Lige nu var der ingen grund til at tage umotiveret fat i Eskild, som Romeo havde gjort. De havde blot stået og talt sammen, selvfølgelig var det et emne som ville presse en mand som Romeo, eftersom at det gjaldt en af hans disciple.

"Fader, hvad er det dog De gør?" Kom det overraskende fra ham som han kiggede over på de to mænd. Han lagde godt mærke til den opløftede hånd fra Eskild, han havde uden tvivl styr på situationen, han vidste hvordan Fader Romeo skulle håndteres, "De ligger hånden på en byvagt?"