"Hey, red hvad end der kan reddes fra gløderne"
"Prøv lige at tjek derover - og Leonora, få styr på det telt!" 
"Ro. På. Slap nu af - og Løvstjerne!.. hey, hey, Kirian?" 

Lyden af den hæse kalden forsvandt væk i modvinden, der i øjeblikket føj ind igennem hans turban, med stikkende små sandkorn der tvang de glødende øjne i irriteret klem. Han kunne ane at det var en af de mere prominente lederskikkelser indenfor gruppen af lejesoldater, og han vidste ovenikøbet også, at han nok ville få høvl senere, for at forlade sin post under en 'krise' situation som den her. Men det blev med en lidt mere undvigende grimasse skubbet længere bagud i tankerækken af prioriteter, da en tanke havde slået rødder. 
Han havde ikke behøvet at stå længe og betragte kaosset i den forvirrede gruppe lejesoldater, førhen han forstod at det hærværk de var vågnet op til, nok ikke var sket for forfærdelig lang tid siden. Sporene var  bogstavelig talt... varme. Kirian havde i et forsøg på at hjælpe til, forsøgt at orientere sig om eventuelle pejlemærker for hvilken retning deres sabotør var søgt ned af. Hvilke retninger han eller hun kunne være gået, når Natravnene trods alt ikke befandt sig forfærdeligt mange kilometer fra grænsen. Til sin forundring, havde han i stedet fundet en stribe af fodspor, som med magiens infrarøde filter virkelig lyste op. Som små stjerner i mørket. 
Og udover det... 
Med en lidt mere bekymret rynke på vej til at dannes imellem de buskede bryn, havde han også bemærket hvordan typen af skader virkede mistænkeligt... brændt. Men det ville næsten være et alt for stort tilfælde, ville det ikke?
Han skulle heldigvis ikke bevæge sig alt for langt væk, men stadigvæk længere end han brød sig om, førhen at han endelig fandt synderen og svaret på sine spørgsmål. Som forventet var hærværksmanden flugtet imod grænsen til Medianen, og væk fra den tørre ørken.

Da Kirian endelig fik indhentet den anden skikkelse, jokkende igennem sandbanker og sandbakker, sænkede han tempoet drastisk. Den fokuserede tracking havde skubbet luften og kondien længere ud af lungerne på ham, i vagt overfladiske vejrtrækninger, men han forsøgte selvfølgelig at skjule det da han endelig nærmede sig den siddende skikkelse, som sad og... han rynkede lidt på næsen, og skubbede undersøgende stoffet mere tilbage fra det tatoverede ansigt, som han betragtede den glødende, varme, knitrende skikkelse. 
"Du er ikke ligefrem den mest skjulte skikkelse, Flamme" hans hæse stemme bar en snert af et smil, og han hævede nogle behandskede hænder afværgende, i tilfælde af at den anden faktisk blev overrasket over at han nærmede sig. 
Blikket var dog fokuseret, som han prøvede at bedømme om det faktisk var en som han bestemt mente han kendte. 

Det var med en varm latter at han kastede sten ud imod klippen ved hans siden. Hans ly var mellem tre klippesten som mødtes og havde stoppet hinanden. Der i midten af de tre var der naturlig skygge, og læ mod alle naturens elementer. Der havde han fundet en behagelig sten godt i læ fra udsyn udefra, men også et sted at samle de kræfter som han havde brugt. Sten efter sten, blev kastet imod klippestenen, latteren døde ud og skiftede stille over i sang og nyn som han slappede alt for meget af når man holdt i minde hvilket gerninger han lige havde gjort. Han vidste da godt at ikke alle ville overleve nu, fanger var sat fri, sådan var det, nogle var heldige, nogle vidste hvad de skulle gøre, og nogle gik i panik og bare løb uden at tænke sig om. Det var altid de sidste der blev fanget igen, men han havde ikke magten til at hjælpe mere end han havde gjort, sådan var det at arbejde alene. Han skulle holde nok kræft tilbage til at kunne reagere hvis nogle kom i livsfare, så alt han kunne gøre trygt var tre store kast af flammer, altid nok til panik, aldrig nok til at hjælpe så meget som han ville.

Han var også ved at blive for gammel til dette, var han ikke? Han tøj gik altid i stykker når ilden blev kastet, og han skulle altid starte en mindre brand for at få alt sin energi igen eller vente alt for længe. Forbandet dæmoner og deres plager, vendte de ikke snart alt det om igen?! Bare tanken fik ham til at bide hårdt sammen og let mistede han kontrollen, nok til at de bitte mos der havde overtaget jorden nær ham brændt op, en duft der fik et afslappet smil til at forlade ham som han kastede endnu en sten og begyndte endnu en sang. Det ødelagt skygge af hans var gemt under klippesten og hans sang, hans glæd havde naturligvis en svaghed, en svaghed der gjorde at han ikke hørte nogle komme tæt på, ikke før han hørte en stemme bryde igennem hans tanker og toner.

I et sæt rettede han hovedet imod stemmen og missede med øjne som han undersøgte skikkelse. Men han blev siddende, roligt, for hvem ville snakke før de angreb hvis de ville angribe? Så ærefulde var slavehandler ikke, langt fra. Han træk på smilet, og lod let en flamme danne i hans hånd, som netop holdt en sten, og varmede til stenens farve begyndte at skifte blot for at stoppe og beundre sit eget væk.

”Jamen dog! Velkommen!” det blev sagt med en kynisk latter, efterfuldt af et suk.
”Du er ikke en af slaverne der løb vel? Og forventer jeg nu bare fixer hele dit liv fordi jeg redet dig vel?” han sukkede som det blev sagt, nok havde han taget flere slaver under sine vinger, men det var mange år siden at han indså det ikke var den bedste måde at hjælpe på. Han kendte intet til samfund, penge, eller hverdag. Han kunne aldrig hjælpe dem med at få et liv op at stå, ikke sådan rigtigt, og hans kontakter der hjalp med det havde mødt deres ende med at hjælpe slaver. Det medførte kort levetid for almindelige mennesker, desværre. Tankerne fik et trist blik frem som han lod blikket hvile på den varme sten der langsomt genfandt sin naturlige farve igen som varmen forlod den.

Det var fascinerende, hvordan varmen fik lyset til at danse igennem den sten han sad med. Hvordan dens temperaturændringer påvirkede farverne, og hvordan farverne smeltede ud i mørket, i den kulde der ellers dækkede ørkenen og reflekteredes i de isblå øjne. For Kirians indre blik lyste elementalen op som en sol i natten. Når han fjernede det, dæmpedes den energi blot en lille smule. 

Med fjedrende skridt bevægede han sig forsigtigt nærmere. Selvom opmærksomheden kunne fremstå intens, var holdningen en del mere løs, og satyren gjorde en dyd ud af ikke at fremstå hverken fjendtlig eller anspændt. Det virkede til at give pote, da han hørte det pudsige svar. "Er det hvad folk almindeligvis spørger dig om, når de finder dig?" Kirian grinte lavmelt imens han sagde det, og gled i et kontrolleret fald det sidste stykke ned af sandbanken. Med et dæmpet bump rystede han det værste af klæbesandet væk, hovedet studerende lagt på skrå. "Vær ikke nervøs, jeg skal ikke have noget fra dig" tilføjede han lidt mere beroligende, og stak så endelig hænderne i lommen. Intentionen var selvfølgelig hverken at be eller afkræftede elementalens antagelse, hvilket selvfølgelig kunne være en mission som ikke holdt længe. Men nu måtte de se. 

Stemmen havde været genkendelig, men... Kirian havde ikke hørt den i flere år. Det føltes som evigheder siden, og selvom han kunne have farverige antagelser, virkede ingen af dem til at være håndgribelige nok - endnu. Hvis heldet var med både ham og elementalen, ville de have noget tid førhen nogle begyndte at lede efter ham. 
Han skulle nok være forsvundet inden der - og mon ikke ildelementalen ville gøre ham kunsten efter, når de på et tidspunkt kom til dét.