Dagene havde passeret som ringe i vande og var i sinde ende bare fadet ud. Natten der havde budt på så meget med en kollega, var endnu et uløst problem han havde for døren, men noget knaget alligevel i ham. Drømmene stak til ham på måder, som han ikke brød sig om. 

For zalans da også, korthuset i hans indre var braset sammen alt sammen grundet en sølle discipel. Han følte frustrationen ud til det sidste led af fingrene. Trods for han havde fri for arbejdet, var det endnu som at være på arbejde. Fortrinene, stemmerne, hjulene på vognene, de hamrende slag fra smeden - alle lyde gik lige ind. En hånd blev let taget til det ene øre og han lod hovedet bukke frem. Larmen var overvældende og fik hver en nerve til at vende sig i ham. 

I sidste ende så han sig selv gå ind i det øvre for i sidste ende at passere ind til den hellige bydel. Issac Thorne stod formenlig vagt for dagen, men han nænnede ikke at stoppe forbi sin løjtnant. Ikke i dag, nej. Eskild fik begge hænder ned i lommerne af sine bukser, de forsvandt dybt deri og hovedet blev løftet en anelse. Håret var blevet trykket op i en halvhjertet knold med en snøre, men håret som var bundet op havde flere totter som havde løsrevet sig både fra snøren og hårgrænsen. 

Modvilligt lod han sig gå ind i katedralen, det var ikke en gang hjemmet for hans Gud. 
Skulle han virkelige stole Samuels ord om at denne Gudinde kunne noget? 

Men han forblev stående ved åbningen derind til og tøvede. Kroppen føltes tung og ugidelig. Den var ikke enig med hans beslutninger eller valg. En kvinde af huset bød ham velkommen og spurgte hvad eller hvem han søgte: "Er der en Fader i nærheden el-?" uanset hvor meget han ikke ønskede at gøre dette, fik han trukket et skævt smil over læberne og kvinden instrueret ham "Fader Romeo sidder i bod til de som har brug for at skrifte, det er lige ned og til venstre," selvfølgelig var det lige ned og til venstre brummede han i sit indre. Men han fik takket hende for hjælpen, trods han næsten gerne havde set sig fri for den. 

Eskild fik åbne døren ind til kabinen, glittervinduet som var deres talerør, var også det hvor de vel på sigt lidt kunne ænse den andens udtryk. Men han satte sig med ryggen op ad væggen og hovedet foroverbøjet. "Fader" det var blot et simpel ord at ligge ud med, men hvad skulle han starte med at sige? Jeg lavede et overgreb på min kollega .. i hans mund? eller Jeg lagde hånd på din discipel?

"Tror De virkelig på at deres Gud kan ændre én?"

Fader Romeo befandt sig en anelse i knibe. Der var alt for meget som havde naget og prikket til ham de seneste par uger, og han nænnede knapt at tænke på det. For det var for hårdt at tage stilling til det alt sammen lige nu. Måske var det også derfor at han lige nu befandt sig i den lyttende side af skriftestolen - for der var fandtes vel ikke noget bedre, end andres problemer, til at distrahere een fra sine egne. 

 Bodshandling var nok den mest stille, og givende position i katedralen, og det var aldrig til at vide hvornår der var nogen som stak hovedet ind for at lette hjertet. 
 Romeo var forberedt på besøgende, men derfor gippede det alligevel lidt i ham som døren gik op til rummet ved siden af ham. Rummet de sad i, var en form for trækonstruktion, delt op i to små rum, adskilt af en væg med gittervindue for at give anonymitet. 
 Den skriftende, formodede Romeo til at være en ung mand da vedkommende begyndte at tale. 

 "Mit barn." Bød Fader Romeo velkommen med sin mest empatiske og blide stemme og drejede hovedet en anelse væk fra gitteret. På denne måde gav han åndelig plads, til at den anden kunne tale frit fra hjertet omend de var adskilt af gitteret, var det blot kutyme at se væk.

 Præsten lyttede med omhu til spørgsmålet. Hans mundvige trak sig op i et sympatisk smil. Romeo havde hørt mange variatoner af denne problematik.

  "Ønsker De at ændre Dem selv?" Spurgte han roligt, uden at dømme, og foldede hænderne i skødet. "For spørgsmålet er ikke om Gudinden Isari kan ændre Dem. Spørgsmålet er om De har viljen til at ændre Dem selv. Isari støtter, giver styrke, og lytter til dem der søger hende. Men viljen kan De kun finde i Dem selv." Romeos stemme var blid og vejledene. 

 Et øjeblik var Romeo stille, men fulgte op med et spørgsmål til den unge mand, kort efter. 
 "Hvad angrer De, siden De ønsker at ændre Dem selv?" Spurgte han mildt, og så frem for sig. Måske denne samtale kunne hjælpe på hans egne personlige problemer. 

Normalt ville han havde været en anelse utilpas med den måde præster talte til folk på. Mit barn, det næppe noget som faldt i hans smag. Men han nænnede ikke at gøre modstand og lod det bare være det. Han sukkede stille for sig selv over det. Det var ikke altid lige til og være en ligefrem person. 

Hovedet lå med næsetippen rettet op mod hjørnet af hvor døren til boksen mødte dens kant, mens øjnene lå træt frem for sig. Viljen, huh? Det var vel et godt spørgsmål at blive stillet, havde han viljen til det. Det havde han jo på sigt ikke helt så meget, nej. Men han ville alligevel høre hvad præsten - den såkaldte Fader Romeo - havde at sige.

Den blide stemme var meget li den, han var blevet mødt af med den unge discipel i sin tid. Det var i sandhed en tempelting at tale på den måde. 

Eskild rømmede sig en anelse og med en let hæs stemme svaret han: "Jeg ved ikke, om jeg ønsker at ændre mig. Men jeg ved, at jeg har gjort utilgivelige ting mod andre og det har aldrig naget mig. Men det sidste sidder endnu i mig," stemmen blev løsnet fra sin hæssene stand og faldt tilbage til sit normale jeg. 
"Er alt mellem du og jeg fortroligt?" nyttede vel ikke noget, hvis præsten løb rendende til byvagten. 

"I så fald.." Sagde Fader Romeo og tog en rolig indånding gennem næsen, "..kan Isari blot inspirere og vejlede Dem." Oplyste han den anden uden bebrejdelse, før han lod den anden forsætte.

Han nikkede blot til hvad den unge mand fortalte, og rynkede panden hvortil han granskede ordene der blev delt med ham. 
"Utilgivelige ting, ukærlige handlinger.." remsede han stille op og forsatte tænksomt, men ændrede retning i sin tale, "Har det ikke naget Dem før, men at De mærker denne smertelige følelse nu, vil jeg sige at De allerede har taget skridtet mod en ændring, De muligvis søger." Han lænede sig frem så albuerne støttede mod hans knæ. Hænderne var foldede, men hans to pegefingre var løftet og presset mod hinanden. Læberne lod han hvile mod dem, dybsindigt. 

 Den unge mand havde tydeligvis noget tungt på hjertet, og Fader Romeo var klar til at lytte og vejlede - ønskede den anden dette. Spørgsmålet om fortrolighed blev stillet, og med dét lænede præsten sig tilbage i stolen han sad på, og lukkede øjnene inden han svarede;
 "Selvfølgelig. Det skal De ikke bekymre dem om. Alt der siges og gøres herinde, bliver mellem os og Isari." forsikrede han mildt. "Med andre ord; så har jeg tavshedspligt." Fader Romeos mundvige trak sig svagt op. Hvad end der blev fortalt ham inde i dette rum, var dybt privat og forlod ikke skriftestolen. 

 Ifølge Krystaliansk lov, må en præst ikke fortælle til nogen, hvad vedkommende har erfaret i lønligt skriftemål. Dog, kan præsten undtagelsesvis være forpligtet til at tale, hvis præsten kan afværge en ulykke eller forræderi. De to begreber kan givetvis diskuteres; men i dette tilfælde, er det mere hvilken straf en forbrydelse ville udløse.
 Straframmerne er et godt billede på, hvor alvorligt samfundet betragter en begået lovovertrædelse - hvor tyveri og seksuelle overgreb ikke giver den største straf, men derimod ildpåsættelse, landsforræderi og mord giver livstid. Som det siges i lovskrifterne; 

'Præsten maa ikke uden sit Kalds Fortabelse aabenbare hvad nogen for hannem i lønlig
Skriftemaal bekient haver, med mindre det kunde angaa noget Forræderj, eller Ulykke,
som ved Præstens Aabenbarelse kunde forrekommis; Og dog bør dens Navn, som det bekient
haver, saa vit mueligt er, at fortiis.'

 Så i det store hele, kunne Fader Romeo miste sin profession, hvis han endte med at dele noget fra en samtale han havde haft i skriftestolen. Medmindre han selvfølgelig kunne forhindre en større ulykke. 
 Men, blev der sagt noget der gik imod ham som person, og at det inden for loven ikke var særligt strafbart, kunne Romeo intet sige eller gøre.

  "Tal fra hjertet." opfordrede han den anden blidt. 

Der var næppe en fristelse i at lade Isari blive en inspirationskilde til fremtidige ændringer for ens tilværelse eller liv. Det fungeret ikke for ham at lade en gud eller gudinde blive ens pejlemærke. Han havde brug for noget håndgribeligt, noget fysisk at kunne forholde sig til, hvis det nu skulle blive tilfældet. Et individ som ville være årsagen til sådan en draktisk ændring. 

Men han kunne og ville helt erklære sig enig i faderens ord. Det var vel ikke en direkte smertelig følelse der naget ham, noget andet spillet ind, det kunne han mærke; fornemme så at sige. Men ville det være at lede faderen på afveje ved at lytte til hans ord og høre hvad han havde at sige i sidste ende. 

Eskild pustede luft op ad sig selv, så han fik totten af hår til at lette sig og falde let til siden. 

Tavshedspligten kunne brydes, det vidste han dog, men det kom vel an på hvor meget han sagde eller hvordan han i sidste ende valgte at formulere sig. Men der var ingen tvivl, navne forblev usagte såvel den enkeltes stilling. Dog var der muligvis en undtagelse ved faderens egen følgesvend. Den disciple, denne som skulle følge livet i gudens ånd. 

Mhm-nynnede han let og fik rettet sig fra at have være tilbagelænet til at blive foroverbøjet med albuerne på knæene og fingrene der ramte spids med hinanden. "Min mave vender sig ved påmindelse om det, men jeg påtvang en ... ven af mig indtil et seksuelt samværd," et lille smil voksede skævt på mundvigen af ham og han åndede tungt ind og ud. "Men før det, lod jeg mig friste til at gøre ham en anelse mere samarbejdsvillig.." det var i sandheden en anden måde at sige det på. Hvordan ville det ikke lyde ren ordret, at han havde banket denne kollegas baghoved ind i væggen. 

Men han holdt der og ville høre faderens ord først, før han valgte at gå videre med det. 

 Fader Romeo gav den anden plads til at finde sine ord med omhu, og derfor lagde sig der en stilhed mellem de to individer for en stund. Han kunne høre den andens sukken, eller pust - som hvis han tog tilløb til at tvinge sig selv til at ytre sin skam. Klæderne kunne man høre bevæge sig, og Romeo tog alt ind for at mærke stemningen hos den anden. 

 Det rystede ham en anelse da han fik at vide hvad den anden havde gjort - men han sad bomstille, og sagde ikke en lyd. Læberne blev presset en anelse sammen, og en panderynken formede sig i hans pande som han lyttede opmærksomt. Imens, gled blikket søgende rundt på trædøren foran sig, som hvis han sad og ledte efter noget brugbart, han kunne give til denne samtale. 

 Tvang, var ikke Romeos kop the, og tanken om seksuel udnyttelse af andre, fik det til at vende sig en anelse ubehageligt i maven på ham. Dog var han forpligtet til at tie med den andens udsagn.. da det hverken galt som en ulykke eller forræderi. Men uanset hvor forkert den anden havde handlet, var han dog kommet til katedralen for at skrifte, og bede om tilgivelse. Det var da en start. 

 Præsten tog en dybindånding gennem næsen, før han åndede ud samme vej. "At De har indset denne ukærlige handling som De har forvoldt - er et godt udgangspunkt." Begyndte han uden at afsløre hans ubehag ved emnet. Han sank en klump, og forsøgte at få sin rolige holdning tilbage. "Det er først når vi indser vores fejl, at vi kan bede om tilgivelse." Romeo var usikker på om han overhovedet ville høre i detaljer hvordan den skriftende havde gjort sin ven mere samarbejdsvillig. Han havde ikke lyst til at forestille sig det. 

"Vi har alle svage øjeblikke i vores liv, det er dét som gør os menneskelige." Påmindede han den anden. Ligeså vel som ham selv. Men det betød ikke at der ikke var blevet lavet en forkert handling. Det manden havde gjort var langt fra okay. 
 "Men derfor er det ligeså vel op til os selv, at sørge for at forbedre os. Så en sådan ukærlig handling ikke sker igen." Forklarede han vejledende.

"Og denne.. ven." Begyndte han forsigtigt, "..har De bedt om tilgivelse hos ham?" Romeo hævede et nysgerrigt øjenbryn. Stemmen lød opfordrende. Havde manden ved siden af ham endnu ikke undskyldt, var det en god idé at få gjort. 

Skønt ørerne stod spidset til, kunne han ikke rigtig fornemme mange ændringer hos faderen. Enten var denne blot god til at holde sin krop under kontrol eller det var ikke første gang han skulle vidnes til sådanne udsagn. 

Men den dybindånding som forekom på den anden side af glitteret gav alligevel mere med, end måske var tiltænkt. 

Nænsomt lyttet han til hvad der blev sagt, hvordan stemmen atter fik sin rolighed igen. Det var måske meget at byde en fremmed, men i sidste ende var det ikke Eskild som stod med byrden af at have det på sig, ikke på samme måde som Isaris præst. Så da han stille skulle høre på, at alle havde svage øjeblikke, men var det i virkeligheden et svagt øjeblik? Jovist det havde været et svagt øjeblik for Stian. Det var ham som måtte stå ved sin ophidselse af mænd, have menene for hvad der var sket for den nat. 

Denne ven, det var et gunsten ord at bruge omkring Stian. Men det var nøgleordet for dagen, et fryns forlod ham "Nej," .. før han lod sig fortsætte: "For så kræver det også jeg undskylder til din discipel," der var ingen grund til at holde det hemmeligt at det var en fra hans eget hjem, men han blev nød til at følge op på sig selv for den andens skyld: "Men han syntes nu ikke at være så.. utilfreds med det. Men det var nu også kun et kys," men stadigvæk ikke helt så imødekommet igen. 

Fingrene stod alle for spids af hinanden i en let bue, før han lod dem strække sig op ad hinanden og han åndede et mild støn ud af sig. Det var næsten ophidseende at tænke på. 

"Men der er større chance for jeg undskylder til den discipel .. Kræver jo kun at jeg få ham alene igen" det lød næsten som en trussel for noget kunne ske med denne, men det var det langt fra. Der var ingen grund til at true Discipel Samuel, deres møde var jo endt en del anderledes end forventet. 

"DU HAR HV-" han kvalte sin forskrækkelse med det samme, da det gik op for ham at han nær havde tabt besindelsen ved afsløringen af hvad den skriftende havde gjort ved hans Discipel. Det kunne være en anden - men Romeo mistænkte det for at være Samuel, der var blevet offer for den andens læber. Kunne Romeo spidse tænder af vrede, gjorde han det. 

I et meget, meget svagt øjeblik, var præsten næsten helt tilbøjelig til at trække gitteret til side, så han kunne se hvem der havde uanstændiggjort hans discipel. Men han lod være. Han tog en dybindånding og knugede hænderne ned i sin robe så han vidste hvor han havde dem. 

 "Så.." mhm, Romeo tog en dyb indånding og rømmede sig en anelse. "Okay.." tøvede han. Han ville helst ikke lyde for hård i sine ord. Men han var chokeret. Denne mand og Samuel havde kysset? Og ud fra den andens påstand, lod Samuel ikke til at være utilfreds ved sådan en handling. Men det kunne præsten næsten ikke tro..   Han havde set hvor forfjamsket Samuel var blevet over at have misforstået samtalen mellem Romeo og Phillippe forleden.. hvorfor skulle han være tilfreds med et kys fra en anden mand? Og så i Isaris hjem af alle steder!
 Ikke nok med det.. men af en mand der var i stand til at udnytte andre seksuelt. Det kunne Romeo ikke have på sig. Hvis han kunne, ville han smide den anden bort og forbyde ham at vise sig i templet nogensinde igen. Men, det måtte han ikke. 

 Fader Romeos hænder knugede sig så hårdt ind i roben at hans knoer blev hvide, da den anden slap et lille støn fra sig. Han lød ikke som en mand der havde indset sine fejl.. Han lød snarere som en mand der ledte efter en form for undskyldning, sågår tilladelse til at forsætte. 
 
 Istedet for at reagere på den sidste trussel.. eller hentydning, sagde Romeo istedet;
 "Hvad har været Deres intentioner om at komme her i dag? Mit Barn."  Det sidste ord smagte forkert i præstens mund. 
 "Angrer De over deres handlinger mod denne ven.. og.. Isaris discipel?" Han sank en klump, og forsøgte stadig at have lidt af sin præstelige højtidelighed i stemmen, men lidt af Romeos forfærdelse kunne spores i ordene. 

 Hjertet hamrede af adrenalin for at gå ind og smide synderen ud herfra. Måske skulle han finde Samuel senere.. og høre om han var okay. Advare ham om hvem han burde og ikke burde omgås. 
 

Samuel var i gang med sine sædvanlige gøremål for dagen. Et par stykker af borgerne i byen, som havde betroet sig deres hemmeligheder til den unge discipel, havde nogle gange bedt ham om at tænde et lys for dem, eller deres kære. Samuel havde lovet at gøre dette hver morgen og ikke en eneste morgen var blevet forsømt. Men han blev distraheret, da han syntes at kunne se en bekendt ud af øjenkrogen. Var det Eskild, han lige så ryggen af? Og så på vej ind i skriftestolen, hvor han vidste, at Fader Romeo sad på den anden side.

Der skulle ikke hastes igennem disse små, men vigtige bønner. Samuel tog sig god tid til at gøre sin opgave færdig, inden han diskret bevægede sig tættere på kabinen. Det ville være for åbenlyst at stille sig til at lytte, så han gav sig i stedet til at samle de hellige bøger sammen, som folk ofte lod ligge på bænkene.

Samuel var ikke sikker på, hvad han ville høre, men han havde bestemt ikke forberedt sig på dét; Kysset han delte med Eskild. Den røde farve brusede straks frem i de ellers lyse kinder og BANG! En af de tunge bøger gled ud af hånden på ham, landede på det hårde gulv og gav genlyd i hele templet. Han rømmede sig, nikkede undskyldende til de der forskrækket så på ham, og samlede straks boget op. Han lagde den på bænken sammen med de få andre, han havde fået samlet sammen og så begyndte han at gå.

Han havde været så forbavset, da han havde set Fader Romeo stå med hr. Jahnson og hørte dem snakke. Og nu kendte Fader Romeo til gengæld hans syndige hemmelighed. Hvad ville han ikke sige. For Samuel var sikker på at blive opsøgt af Fader Romeo igen. Denne gang ikke for at forklare, men for at få en forklaring på hvad der var sket.

Det var fristende at blive. Han ville så gerne høre hvad der ellers ville blive delt, men hans skyld var alt for tydelig. Han kunne ikke lade sig se sådan, så han skyndte sig væk.

Tsk-tsk-tsk. Kunne det næsten fornemmes fra Eskild som han hørte hvordan præsten lod sit temperament løbe afsted med ham, trods for han fik kvælt den igen. Det var voldsomt en reaktion, det var næsten til at le over, men han lod vær og lod blot luften forlade lungerne for en stund, før han trak vejret ind igen. Hovedet lå med næsetippen rettet ned mellem benene. Fingrene havde slippet hinanden og lå blot slapt for sig nu. 

Der blev næsten forfærdeligt stille i båsen ved siden af ham, men han fulgte troligt med i vejrtrækningerne der blev taget, som de ikke kunne finde ro i sig selv. Måske fader Romeo selv havde noget på hjertet omkring hans disciple. 

Roen blev dog frataget dem som en bog tungt faldt til jords og Eskilds opmærksomhed blev flyttet i ét. Vejrtrækningen var bestemt, genkendelig og afslørende. Samuel dog. Havde de disciple ikke lært, at man ikke måtte smuglytte? 
Dog forsvandt han hen, fortrinenes lyd blev mindre og mindre. Så Eskild ventede til han var væk, uden for rækkevide før han begyndte at svare faderen. 

"Mine intentioner?" papegøjede han ordene med en genlyd af undren. 

Eskild bed lidt på ordene og lod hovedet tile en anelse til siden: "At finder ud af hvordan jeg kan bearbejde denne følelse i mit indre," erkendte han lidt tøvende med en frustreret udånding. Hvordan skulle han kunne gå med denne følelse i kroppen uden at bearbejde den til noget godt. Men han rømmede sig overvejende. "Din disciple skal nok få sin hånd om mig... så .. jeg er ikke bekymret for det." det lød måske vulgært, men Eskild havde ingen tvivl om at Samuel nok kunne formå at banke noget forstand tilbage i ham. Der var intet at angre, for han sukkede og stønnende efter Samuel. 

"Men.. Fader. Du har ikke spurgte mig hvordan det fik mig til føle," - "Det der skete med min ven," det ville være så passende at blive spurgt ind til det. Eskild ville have han spurgte ham, var det ikke hans job? At sikre sig, at de ting de følte blev hørt og imødekommet, fortalt at sådanne ting ikke var så forkert at føle, så længe man forstod årsagen til det. 

 Der var gået et sæt igennem Romeo som det høje brag af noget der blev tabt på gulvet gav genlyd i katedralen - en nysgerrighed for at åbne og se hvad der var sket, trak lidt i ham, men han måtte fokusere på bodshandlingen foran sig. Derfor forsatte samtalen, da der var kommet nogenlunde ro i salen, og ekkoet døde hen.

 Den unge mand blev afklaret med hvad hans intentioner var for at komme til templet. Så, bearbejdelse - men af hvad helt præcist? Hvilke følelser havde han i sig - og var det måske slet ikke tilgivelse han søgte alligevel hos Isari?

 Jeg vil ikke have at du omgås mine disciple, tænkte Romeo bidsk, men sagde istedet, "Ja, vi er heldigvis mange i templet, med hjertet til at vejlede og hjælpe Dem der har behov for dette." Ordene fra den anden kunne snildt misforstås til noget vulgært, men præsten forsøgte at lade det passere. Det gøs dog let i ham ved tanken.. hånd om--  Om manden ved siden af gjorde det af ren provokation, eller han bare talte således var ham uvis. Romeo slap sin robe igen og glattede den ud med sine hænder. 

 Det næste der blev ytret, fik Romeo til at spidse ører, og han bed sig lidt i indersiden af kinden. Han sukkede lydløst og kiggede overvejende frem for sig inden han tog den andens ord til sig.

 "Hvad følte De, da De gjorde hvad De gjorde, ved Deres ven?" Spurgte han mildt, men han holdt næsten vejret, og fik et passivt blik i øjnene.

Der var sandhed i ordene, mange var til at guide og vejlede. Men han havde ingen behov for de andre, Samuel var rigeligt for ham. Nu måtte man vel godt være kræsen med sit udvalg af disciple. Der var jo grunde til, at han havde udset sig den forfjamsket attenårige discipel. 

Blot tænk på måden han lød på, stemmen var som blød smør, helt givende. Måden han trak vejret og lod kroppen reagere, hvert et hjerteslag var for sig selv. Det kunne næsten få ham helt i gang, blot ved tanken om Samuel på den måde. 
Sikke urenheder der dog var at finde i hans lumske sind. Men han holdt sig fra at smile over det, for der var mere til Samuel end bare det. Men hvad kunne han ikke helt sætte en finger på, for det havde også været en frustrationskilde til det manglende syn. 

"Selvfølgelig ved jeg det var forkert, umenneskeligt og at tage hans menneskelige værdighed fra ham.. Men" han tog en uretfærdig kunstpause, før han fik lænet sig op i sædet igen og lagde hovedet tilbage med et voksnede smil: "Det var så rart, den magt, den rus det gav. Aldrig har jeg haft så hurtig en udløsning..eller god" hånden blev taget til panden som han fik udstødt et grin. Ah. 

Det var næsten på tide at gå, men han ville høre faderens ord og reaktion. 

 Som manden begyndte at fortælle om sine følelser ved overgrebet, sad Romeo blot og nikkede opmærksomt til dette. Forkert, ja umenneskeligt ja, tænkte Romeo enstemmig. Han foldede hænderne, og bed sig lidt i kinden i forsøget på at fatte sig. Det var først da 'men' og den korte kunstpause kom, at præsten fik en ubehagelig knude i maven. Der var altid et men, var der ikke?

 Ordene der kom, var dog langt værre end hvad præsten havde forestillet sig, og han kunne næsten høre den anden smile som han ytrede sig. Det gøs i ham, og brynene skød chokeret, og utilpas til vejrs. Sikke noget grimt noget at sige. Det var en syg mand, som havde brug for hjælp - det var Romeo klar over, men kunne Isari hjælpe ham? Det ville fader Martin vel påstå - men Romeo havde ikke lyst til at skrifteren satte sine fødder her igen; i sær hvis deres disciple kunne blive offer for vedkommendes syge handlinger.

 Grinet der undslap den anden, bed helt ind til knoglerne på præsten, men han gjorde sit bedste for at forholde sig i ro; så han ikke mistede besindelsen på ny. Det var dog svært, og hans vejrtrækning blev overfladisk istedet. Hvad skulle han sige? Han måtte prøve at lade være med at høre ordene der blev sagt, men lytte til hvad den anden mente. 

 "De ved at handlingen De udsatte den anden for, var forkert. Men alligevel nød De hvordan det føltes under... akten?" gentog han, for at være sikker på at han havde forstået den anden korrekt. Romeo prøvede at lade være med at lyde påvirket af det.
  "Og det er denne modsætning, som De har svært ved at acceptere ved Dem selv?" gættede han, håbede han. Hvis manden ved siden af ham kunne frelses, eller bare rigtigt indse hvor forkert det var - var der måske en chance for en ændring. Men der var knapt noget skam at anspore, i den andens toneleje. "Og derfor, er De kommet til mig i dag, for at bede om tilgivelse?" Spurgte han til sidst, men med et hamrende, utilpas, hjerte. 

Det var en oprejsende oplevelse blot at sidde der og snakke om det. Men selvom Eskild sad og nød hvordan han kunne få præsten til at væmmes ved hans tilstedeværelse var det dog ingen ophidselse. Men det var tæt på. 

Han frugtede let sine læberne og håbede præsten vidste, hvad han lige havde spurgt ham om. "Ja. Måske den bedste følelse jeg nogensinde har følt... men selvfølgelig overgår det ikke din discipel," det var en direkte hån og tyranni i mod faderen på den anden side af glittevæggen, men der måtte vel være en form af forsikring i det, at siden det havde været så meget bedre at nærme sig en discipel, at det næppe stod øverst på Eskilds liste at opsøge sin ven igen. 

Men han måtte vel også svare på det andet, alt andet var uhørt, nu hvor Fader Romeo spurgte, men han hørt ham ud før han ville give et svar fra sig. 

"Det kan vi godt sige, ja." det var jo ikke helt fordi han ville af med den behagelige følelse, men den knugen i maven det havde givet ham. Men hvis det hjalp at få faderens tilgivelse, så var det vel blot vejen at gå. Men skulle han virkelig forvente at der var tilgivelse at give af? Heldigvis var der andre fadere i huset som ville kunne give ham tilgivelse hvis det nu var. Men det var bare blevet så sjovt at sidde med en, som virkede til at blive så påvirket af det. 

 Det var ikke i præstens hensigt, at opfordre den skriftende til at udtrykke sig mere klart om følelserne ved handlingen. Men han havde nu indset, at han blot havde gjort det værre - og pustet til ilden. Romeo blev forfærdeligt tør i halsen da disciplen blev nævnt igen. 

 "Hrhm." rømmede han sig, for at få hæsheden væk som kvalte ham. Hænderne knugede, og løsnede sig et par gange som han forsøgte at afholde sig fra at rive gitteret åben og klippe den ækle tunge af manden. "Jeg må bede Dem, at slippe de syndige tanker som De har om et af Isaris disciple." Det der skulle have lyt som en opfordring, lød nærmere som en trussel. Han lukkede øjnene og sukkede lydløst. 

 Hele situationen gjorde ham beklemt - hvis Samuel frivilligt lod sig ligge med denne mand.. kunne det bringe disciplens titel i fare. Der var ikke plads til svage handlinger hos det hellige folk - og det var derfor han selv så vigtigheden i at holde sig på afstand af sin egen svaghed; Phillippe. Desværre gik det værre end først antaget. Men Romeo kunne klare sig selv. Derimod, Discipel Samuel var ung, letpåvirkelig og nem at udnytte - dette kunne han ikke bare ignorere, og selvom den anden endnu ikke havde afsløret om det rent faktisk var Samuel der var tale om.. var det med garanti ham. Han kunne ikke udtrykke hvorfor han troede det - men det var blot en intuition. 

 Det kan vi godt sige? Romeo rystede på hovedet i vantro over hvor useriøs den anden mand var omkring sit skriftemål. 
Følelsen nagede ham gevaldigt. Manden havde ikke i sinde at søge Isaris kærlige og støttende hånd - og manden havde ikke i sine at ændre sig.  'Det kan vi godt sige', gentog han for sig selv - hvor var oprigtigheden i dét? 
"Mit barn," startede han og gned læberne utilpas sammen, inden han forsatte i en beklagende tone, "Hvis De ikke er oprigtig med deres angren - kan jeg desværre ikke give dig absolutionen. - med andre ord, syndsforladelse."  

Maven boblede af begejstring, det kildede helt i ham. Det var så syndigt, så forkert, så forfriskende sjovt. Det var jo tydeligvis mindst lige så uhørt at skubbe til den amme præst bevidsthed, men kunne man virkelig forvente at Eskild gjorde sig noget i hvad en præst mente eller tænke?

Kunne ørerne drejes om sig som på kaniner, havde Eskilds gjort dette. Han vendte skævt hovedet mod gitteret hvor man blot kunne få fornemmelsen af hvordan den anden sad: "Sig mig, Fader Romeo. Er det en trussel?" for han tog ham da gerne op på ordet. Men i sidste ende var det nok ikke Eskild som ville ende med at opsøge Samuel, men omvendt. 

Det var dog ikke sådan, at han havde i sinde at påtvinge sig til Samuel, nej - det ville nok falde naturligt i hak og det var hvad han gik efter. Uanset hvor lang tid han så måtte skulle bruge på at vente, ville han hellere sikre sig selv, at Samuel kom til ham og ikke omvendt. Nok han havde påført disse syndige handlinger, skulle han ikke være den som guidede Samuel ned ad stien til synd, det skulle han gerne selv .. Selvom han nu var noget så kær med de mange lag af kåber. 

Højre hånd, som var nærmest til gitteret, blev sat op på gitteret, fingrene gled ned ad de små huller og han sukkede stille: "Guderne fordømte mit liv ved min fødsel, så de ligger som de er redt," troede man i sandhed på guderne, var de årsagen til ens fødsel, ens evner og mangler, og han så ikke nogen fornøjelse i at være blind. Farver var et ukendte begreb for ham, illustrationer, stjerner og træer. Han var blevet frarådet at se alt det smukke til fordel for at kunne høre folks løgne. 

Eskild trak hånden til sig og lod den finde mod døren ind til boksen. Fingrene hvilet let mod træet. "Nok kan jeg høre dine nøgne løgne og vejrtrækning helt ind til det mindste, men det er ikke mig som skal gå med andres synder på mine skuldre og vide at det næppe er slut," i sidste ende, var det ham med guden bag sig som stod værst. 

 Romeo rykkede sig ubehageligt i sædet da mandens ord flød ind gennem gitteret til ham. Overvejende, lagde han hovedet på skrå. Han kunne ikke sidde midt i en bodshandling og erkende at han havde truet en skriftende.
  "Jeg ville hellere kalde det en barmhjertig advarsel." Påpegede han nonchalant, men hans udtryk var alt andet end det. Præsten blev nødt til at synke en klump efter hans ord var blevet ytret. Det var ikke nogen rar samtale - langt fra.

 Fingrene, der gled ned ad gitteret på modsatte side, lavede en ubehagelig lyd i Fader Romeos ører. Nu kunne han ikke lade være med at skæve derhen. De udtryksfulde bryn var skudt utilpas til vejrs, og han anede kun en utydelig silhoutte, bag de glidende fingre. Som de sukkende ord fremlagde sig for Romeo - kunne han ikke lade være med at få et snert af sympati for manden på den anden side. Alting var desværre ikke sort og hvidt. Og selvom det ville være nemmest at anse den skriftende som en fordærvet, ond mand -- var han blot en sjæl der endnu ikke var blevet frelst. Fordømt af guderne? Romeo kendte udemærket til fordømmelse. 

 Han nåede dog ikke at kommentere på ordene, før hånden fra gitteret forsvandt og noget andet istedet blev sagt og brød stilheden. Først så han forvirret ud, høre mine nøgne løgne? - Romeo havde aldrig antydet at han skulle have løjet om noget som helst som de havde siddet sammen inde i skriftestolen. Han lyttede forsat med omhu, og de sidste ord der blev ytret, var som en mavepuster. Præsten stirrede ned på sine hænder i skødet, og følte sig magtesløs. At det næppe er slut.. Hjertet sank. Sympatien for den anden forsvandt lige så stille igen. 

 Alligevel ville han give det et sidste forsøg, for at få manden på bedre tanker. "At De har følt hjertesorg i Deres liv, siden spæd, smerter mig." Han vidste dog ikke hvilken fordømmelse den anden snakkede om. Men han ville undlade at udvise for stor sympati, da det sjældent kunne bruges til noget hos modparten. Han tog en dybindånding. "..De kom til mig i dag af en grund. Denne grund var et håb om forbedrelse. Lad Dem ikke friste af mørket som vi alle sammen har i os." Han bed sig kortvarigt i kinden og sluttede af, "De er stærkere end det. Når De først har indset det.. og angrer, er De allerede det rigtige skridt på vejen." Det tog alt hvad han havde af empati og præstelig barmhjertighed at få alt dette sagt. Men det var forsøget værd.. Om den anden tog det til sig, måtte tiden vise. 

Tsk-tsk-tsk forlod hans læber i et smil. 

Barmhjertighed eller ej, så var det en trussel som havde noget sandfærdighed i sig. Nu var det ikke sådan, at han frygtede præsten. Men trusler kom af en årsag - og den havde ikke virket tom. Samuel var måske et ømt punkt for den kære fader. Måske i det i helhed kom ud på et, at faderen selv havde sine synder og så at hans lærlinge og disciple faldt i, hvor de ikke skulle. 
Han vidste meget vel, at igennem denne samtale, var det ikke usandheder faderen havde fortalt, set bort fra sin trussel. Men der var noget som trykkede ham (om ikke andet, så alt det Eskild så glædeligt delte med ham). 

Sympatien var ikke størst, men det var da noget og Eskild tog det til hjertet for en kort stund. 
Men det var også det. 

Han lod sig tie for nu og summede let over alt hvad der var blevet sagt i mellem dem. Faderen forblev i sit forsøg på at være en fader af huset der kunne guide og vejlede selv de fortabte sjæle. Eskild lod fingrene krads ned ad trædøren så det gav lyd fra sig. Var det virkelig en forventning at han skulle angre at have forulempet Stian, for han så ingen mulighed for det. Det handlede ikke om at genvinde eller få en tilgivelse fra Stian, så kunne han lige så godt gå til ønskebrønden og bede for synet kom til ham. Stian havde vist sig som det svageste led i flokken, Eskild havde blot udnyttet muligheden. 
Noget han gerne gjorde igen. 

Hånden blev taget til sig: "... Du beder mig næsten om det umulige her", fødderne begyndte let at klappe i gulvet under sig, så han fik et fornyet indblik i hvordan faderen sad og så bort fra hans vejrtrækninger for en stund. "Det er næsten som et skulle vælge mellem at se din disciple og skåne min ven .. men det er jo ikke tilfældet her" men var det tilfældet, vidste Eskild godt hvad han ville vælge, men han lod Romeo vide, at han godt vidste det ikke var hvad han satte ham op i mod. 

"Når jeg indser mine fejl, skal jeg nok vende retur til dig," ingen anden end den selv samme fader. 

 En spæd stilhed lagde sig mellem dem i skrifterummet, og først troede Romeo at den anden bare ville forlade skriften, Isari katedralen, fuldstændig upåvirket af denne samtale, men lyden af negle på døren ved siden af, indikerede måske noget andet. 
 Uden tøven, svarede han på det første der blev sagt.

 "Er det umuligt.. eller er det bare Deres måde hvorpå at kaste ansvaret fra Dem?" Udfordrede Fader Romeo den anden dæmpet, og tiløjede kort efter, ".. Så De beskytter Dem selv fra at føle skam?" Antog han, men satte stadig et undersøgende spørgsmåltegn bagved, for at se om dét eventuelt ramte et ømt punkt hos den anden. Han var ikke tankelæser; det var blot en erfaring fra andre besøgende. Og måske også fra ham selv. 
 Kæben strammedes afventende, han havde ikke den fjerneste idé om den anden ville svare ham, eller tage ordene til sig. Præstens ord kunne lige såvel ses som en mild provokation, hvis man ikke var et modtageligt sted for vejledning. Men.. hvis ikke ens selv blev udfordret, hvordan ville vi så i virkeligheden kunne ændre os? 

 Da Eskild sammenlignede sin ven og Romeos discipel, lod han en hånd glide frustreret over sit ansigt, og dræbte sit suk i hånden som dækkede for munden. Det kom ikke an på dét ene eller andet. Men en helhed af hvordan man som person kunne vende sig væk fra fristelsen af at handle på sine instinkter. 

 Præsten fik dog ikke svaret på dette, før den skriftende fik ytret sig på afsluttende vis. 
"De ved hvor De kan finde mig." forsøgte han at sige så upåvirket som muligt, og blot virke indbydende, men kroppen var anspændt, tilbageholdende. Romeo håbede sådan, bad til at manden på den anden side ikke kunne finde på at gøre hans discipel noget ondt. Ondt, som han havde gjort mod sin ven. 

Musklerne strammede op i kæben og han kunne mærke trækningerne de lavede. Det var en utrolig vedholdende præst de havde sig her i huset, men måske det var grundet sådanne typer som Eskild. Men det var alligevel tankevækkende for ham, at blive udfordret. Han rømmede sig og tog overvejende hånden til hagen. "Helt hypotetisk set, fader. Ville det kunne sammenligne med de mænd eller kvinder som skammer sig over at være tiltrukket af sit eget køn? At de fralægger sig ansvaret og heraf skammen" så mange tanker i det ellers så kønne hoved, han burde jo næsten roses for det. Men han mindes at have set hvordan Stian var omkring at være en mulig homoseksuel, skamfyldt over det. Som det var forkert at have følelser for et menneske uanset deres køn. 

(Morale er godt, Eskild. Men du har nu dine egne fordomme omkring kvinder, så .. rolig nu.)

Dog var der ingen chance for at Eskild kunne erkende sådan noget, han var ikke der. Måske han blev så voksen og kunne føle den skam han burde have, for det han havde gjort i mod en som Stian. Men lige nu lå det godt gemt væk fra nogen former af overfalde i hans krop. 

Men Eskild fik rejst sig og lod hånden falde faldt til døren, og han skævet med hovedet ind mod glitteret: "Han får mig til at se blåt," blev det sidste han bød faderen som han forlod budskabet. Samuel var dybt i hans tanker, fornemmelsen af hans læber havde bragt farver til Eskilds ellers farveløse verden. Selvfølgelig var det blot en metafor for at blive bragt til himlen eller til dybet, uanset hvad, kunne blot tanken om Samuel have en effekt på ham. 
En kærlig effekt. 

Men han satte kurs mod for at forlade katedralen, hans ærinde var gjort og han fik noget at tage med sig. Overvejelser, gennemgange og forståelser. Såvel invitationen til at vende retur i fremtiden. Om det blev til noget, måtte tiden dog vise.