Efter ugers træning i både form af flyvning og tjeneste oplæring, var Talice blevet godkendt til at gå selvstændigt ud med Pompeia, uden nogen form for anden hjælp. Dette var perfekt timing, for Pompeia havde lært på den hårde måde, at Morosas loyalitet lå hos Jontar og at hun derfor ikke kunne stoles så meget på. Talice der i mod, hun var Pompeias tjenestekvinde (tilsvarende til Jontars personlige slave) og hendes loyalitet burde falde til Pompeia. Men nu måtte tiden vise sig. 

En hvisken i øret havde vækket Pompeia nysgerrighed såvel som frygt. Et var at hun skulle ud af byen uden at folk i paladset fik mistanke, et andet var at skulle finde ud af byen på en så diskret måde. Det var her Talice kom ind i billedet, hun var gadekendt. 

Pompeia havde kort nævnt sit forrige skænderi med Jontar til Talice. Alt mellem at hun havde sendt et brev til at have brudt sit løfter til Jontar. Men som det var nu, ville hun ende med at bryde mere end blot et løfte. Tilliden mellem dem. "Din diskretion er alt afgørende for mig, Talice," det var der næppe nogen spørgsmål om, men hun var ikke færdig "At kunne komme uden om Sephyrans mange øjne og øre er muligvis en udfordring i sig selv, men jeg stoler du har en færdighed i at kunne komme uden omkring sådan noget, ved at kende byen som du gør," som hørt i en helhed, virkede det ikke til at have et spørgsmål i eller omkring sig, men undertonen var tydeligt. Kunne halvelveren med vingerne få Pompeia ud af byen uden at blive set ? 

For inden længe, skulle de ud af byen. 

Det havde været lidt af en omvæltning, pludselig at befærde sig indenfor så anderledes rammer end hvad hun var vant til. Smukt mosaik gulv, lange silkegardiner - utroligt pænt men anderledes tøj. I løbet af den første uge havde hun måtte skifte sin arbejdsgarderobe en del ud. Og selvom hun havde været tvivlende overfor de mere kjolelignende genstande, måtte hun indrømme at det faldt mere og mere i hendes smag. Man kunne joh nok vænne sig til det. 
Der betød dog ikke at alt var fryd og gammen. Med overraskelse, og senere hen eftertænksomhed havde hun lyttet til Pompaias nuværende udfordringer. Ægteskab var virkelig noget svært noget, huh? Men indtil nu havde der ikke været noget hun kunne hjælpe med, og var dagene efter forsat sit sædvanlige arbejde - dog opmærksom på hvad der kunne foregå at tanker hos den unge gemalinde. Så da Pompaia virkede til at nå en skillevej, der pludselig krævede mere handling... var det med lidt store, men også tillidslyse øjne at Talice nikkede. 
Hun forstod godt lidt af hvor hun kom fra. 

Det krævede ikke meget snilde, at genkende det glimt prinsessen mødte hende med, beslutsomhed, og halvelveren krydsede  overvejende armene, imens ordene blev vendt. "Jeg kender ikke paladsets hemmeligheder endnu, men jeg forventer at Kazimierne har mere hemmelige veje, at forsvinde ud igennem" det var ikke altid sådan, men af hvad hun vidste om designet til størrer paladser, var de også bygget praktisk. De gyldne øjne glimtede lidt overvejende, og hun gennemgik listen over paladsets tjenere. Måske en mand som Emin  ville vide mere? 
Det var dog ikke noget hun kunne spørge direkte om, så var der for tydeligt. 
På en mere permanent basis, var det uden tvivl en hemmelighed hun skulle have lirket ud af ham. Men fokus. Talice smilede derpå lidt mere forsikrende, et lidt mere inspicerende blik på mennesket. "Men hvis vi først kommer til markedet, vil vi godt kunne forsvinde i mængden. Sagtens. Men ehm, det ville kræve lidt mere... Simple klæder" og hun kiggede sigende på de smukke smykker, flettede hår og fantastiske silke. 

Det var med en indre uro, at hun gjorde som hun gjorde. Barnet var knap 2 måned i vækst, men alligevel oplevet det så stort et kaos blandt dets forældre. Pompeia truede nok gerne Jontar, men som han også vidste, var det blot for at give barnet det, som det fortjente. Men for at kunne gøre det, skulle hun bryde jorden mellem dem og gøre det, som han nok så som det værst tænkelige, og mødes med Safiya. 
Ordene lå tungt i Pompeias hukommelse. Find en måde at skjule Dem for Ham på. Ellers vil Deres liv være i stor fare. Skulle hun virkelig frygte for sit liv nu eller var det blot en varsel til, når hun havde givet ham rigeligt børnebarn. Børn skule næsten skydes ud som intet andet var for dagen.

Selvom de blot for nu gik en tur ude i ydre krogen af Belzera, kunne hun næsten ikke vide sig sikker på, om fyrsten fulgte med. Det havde ikke virket til, at han lyttede med mellem hende og Jontars skænderier, hvorfor så med en tjenesteperson? "De deler ikke ud af deres hemmeligheder så nemt, men du har formodentlig ret," det var gode overvejelser den unge elver gjorde sig, hun var så sandelig et fund. I sidste ende, gavnede det kun, at Talice fik lov at beholde sin stemme og selvstændighed modsat Morosa. Men øjnene kunne ikke undgåes at vandre lidt omkring. Som hun selv sørget for at sikre sig, at ingen kendte ansigter fulgte dem. Men den høje ungkvindes ord fangede Pompeia og hun så op på hende: "Er det noget du ville kunne skaffe og hjælpe med?" Skulle Pompeia være ærlig, vidste hun ikke rigtig hvordan folk uden for adlen havde sit hår, måske skulle fletningerne droppes, måske det hele skulle flettes? 

"Vil du også kunne aflede Morosa på dagen?" dagen som endnu ikke var planlagt, men alle de småting kunne lige så vel blive aftalt på forhånd. 

På mange måder var det en atypisk situation, sådan at vandre med Pompaia. Her af alle steder. Mange ville endda kunne argumentere for at Rubiniens beboere nok ikke engang behøvede at kende ansigtet på dem der bestemte i deres land, og det var så bestemt heller ikke alle der ville vide det. Og her kunne gemalindens nyere ansigt, være deres største velsignelse og farligste 'joker'. 
Da prinsessens blik lidt undersøgende gled omkring dem imens de talte, fulgte Talice selv trop fra et lidt højere perspektiv, understøttet af en munter brummen. "Selvfølgelig", nok til begge spørgsmål. Det burde ikke være det sværeste.
Selve påklædning ville hun kunne ordne hjemmefra, og samtidigt opbevare det sikkert. Udover det, havde Talice allerede nu nogle ideer til hvilke butikker og boder, der ville være en fair undskyldning for at prinsessen var optaget l nogle timer. Men det sikreste ville være... og hun så en smule koncentreret ud, imens hun stadfæstede Pompaias ydre. "Hvor længe skal et forsvindings nummer som dette vare, tror du? Vi burde... måske også overveje hvorvidt du skal have en 'dobbel'. Noget, eller nogen vi kan aktivere, skulle et ærinde trække ud, eller uventede besøg opstå, undervejs.." hun ville helst ikke efterlade løse ender, og det virkede som om at prinsessen var enig i det. Men loyalitet kom i mange former. Om nogen anden, vidste Talice at de nok ikke behøvede at lede alt for langt væk, for at finde egnede kandidater. Og ville hverken prinsessen eller tjenerinden sætte deres lid til en ukendt faktor, skulle det vel ikke være svært at betale sig til det. 

På det punkt, regnede halvelveren nok i en eller anden grad, at pengene faldt ud af lommerne på de adelige og deres partnere. Det havde hun i hvert fald hørt, og til dels med et imponeret gisp, nu også set. 

Kunne man unde at Jontar ikke havde fortalt Pompeia om alle de mulige passagere der var at finde i paladset, skjulte udgange fri for øjnene af fyrsten. Men der var nogen som sikkert kunne vise dem disse engang fremtiden - men fremtiden lå for langt ude til at Pompeia kunne vente så længe. Hun skulle have fat i Safiya og finde ud af hvad der kunne gøres, så vel hvad hun mente med at Pompeias liv var i fare for ham, manden som var roden til alle problemer (skønt man ikke kunne unde Zalandin denne ære). 
Men den unge halvmørkelver havde et godt spørgsmål med sig. Pomepai svajede let til den ene side, før hun lod blikket falde tilbage til Talice. "Jontar vil kunne se igennem en dobbel, og han vil uden tvivl bruge sin evne på sådan en for at få nogle informationer," nok hun aldrig havde set evnen i brug, vidste hun at det krævede en med høj mentalt udholdenhed og at finde sådan en på så kort en tid, var ingen leg. Men hun åndede tungt ind og lod det stille sive ud af hende. "Jeg har ingen idé om hvor længe sådan et møde med hende vil vare, men vi kan måse finde på en erinde til hvorfor vi skal ud af byen," hun lod fingerspidsen klø hende let på næsen; "Men end der tror jeg, at Jontar vil udspørge dig omkring bagtankerne til det," og eftersom hun ikke vidste hvordan Talice stod mentalt i sådanne udfordringer, skulle hun måske sende Talice afsted før hende selv for at undgå den mulighed. Jontar ville næppe blot se på og give sin accept til at hun rejste. 

Det var en anden grad af dybt vand, som prinsessen præsenterede for den unge halvelver. Med et lille nik gav Talice hende ret, det var selvfølgelig en vigtig pointe, det der magi der.. og hun var god til at lyve. Faktisk lidt for god, hvis man spurgte hendes mor. Men hvorvidt hun kunne stå imod mere magiske evner...

Det var en deprimerende tanke, at se det som en sårbarhed. De gyldne øjne gled lidt overvejende frem foran dem imens de gik, tankerne på hvad der var at gøre i en situation som denne, og hun spidsede munden. "Jeg tror ikke din mand stoler på mig, lige meget hvad. Heh, ikke endnu i hvert fald" selvom hun var ansat under Pompeia, var hun da stødt på prinsen. Selvfølgelig. De var gift. Men han var en imponerende skikkelse, og affødte en respekt som var... svær at navigere. Hun vidste ikke hvorvidt hun skulle frygte ham, eller i sidste ende hvornår hun ikke længere behøvede at være varsom i hans nærvær. 
Ordene var dog ikke helt pessimistiske, og hun trak lidt på skuldrene. "Mmmh, givet hendes nuværende.. status, ville jeg ikke tro hun lader det trække i langdrag. Så måske vi ikke overkomplicere det... jeg tror sagtens at jeg kan give dig i hvert fald 4 timer.." det var ikke meget Talice vidste. Men populær.. det kunne man næppe kalde den eksilerede fyrstinde, og de lyse øjne glimtede vagt. Den her seance var uden tvivl af nødvendighed, hvilket nok var derfor halvelveren ikke stillede så forfærdelig mange opfølgende spørgsmål til baggrunden for Pompeias ønsker. Hun var her trods alt primært for at opfylde dem. 

Alligevel lurede de lidt i baggrunden, og Talice åbnede munden en smule mere tøvende, halvt stoppet op i et lille skridt. "Du har... besluttet dig? Fuldkommen?" det var et åbent spørgsmål, det kunne tolkes på mange måder. Men blikket gled undersøgende over hende, og den stålsathed der sværmede omkring de smukke øjne. 
Skænderiet havde lydt voldsomt, af hvad Pompeia havde fortalt. 

Der var en klar sandhed i det, som blev ytret. Jontar svang sig ikke omkrig med sin tillid, men han havde betroet nok til sin hustru, siden hun fik lov at få sin vilje i at have en halvkæmpe af en halvelver med vinger, en som ikke var fra slavehandlen, men havde sin egen frie vilje. 

Øjnene så kort søgende omkring, før hun lod dem falde til ro ved Talice. Stille fik de bevæget sig i mellem boderne og hun lod hænderne vifte lidt, som varmen fik sveden til at danne sig hos hende, skønt det ikke var af den årsag. "Han skal nok bløde lidt op, giv ham sin tid, Talice," kommenteret hun med en rolige stemme og vidste, det nok ikke var så fortrøstningsfuldt igen. Han var ikke en, som bare lige lod sig vinde over på folks sider så nemt. Selv skulle hun genvinde lidt af sin status hos ham. 

Måske var det forventeligt at høre sin tjenestepige opfindsomhed i sådan en grad, men alligevel lod hun sig overraske, for Talice vidste måske mere end hvad man først lige lod sig antage. Hun gjorde sig gode observationer og tanker. Fire timer var også en ganske god tid, det var muligvis alligevel for meget tid, men hellere have lidt tid for meget, end for lidt. Pompeia nikkede blot indforstået til hvad der blev sagt. 
Med rank ryg og blikket i en fast form, skævede hun mindre og mindre tilbage og over skuldrene. Lod hun sig først påvirke for meget, ville det også vække den mindste smule mistanke. Men det var langt mere oplagt for en ansat at være opmærksom på alle måder. 

"Nej," svaret hun med en fast mine og let nedtrykte tone, skønt hun forsøgte at holde den monoton. Der var ingen garanti for at hun kunne gå igennem dette uden ham, men hun var nødt til at forsøge at planlægge det hele uden hans kendskab, når dagene så nærmede sig, ville hun nok vide besked, om hun var besluttet og hvad hun havde besluttet sig for. 

Halvelveren holdt en lidt tør latter inde ved de 'fortrøstningsfulde' ord, og i stedet kunne man ane hvordan at mundvigerne lidt tænksomt trak sig op. Tid? Tid var joh hendes spidskompetance, sagt med tyk ironi sivende ud af stemmebåndet og ind i tankerne. 
Det var også til at ane hvordan emnet alligevel fik gemalindens øjne til vagtsomt, eller i hvert fald opmærksomt, at scanne omgivelserne. Omkring dem var der ikke meget andet end den generelle hverdagsstøj. Undtagelser sneg sig ind, og her kunne man nævne den dovne stemning der hvilede over zenittimen; det var trods alt omkring det varmeste tidspunkt at befærde sig udendørs. Og måske lige så meget for at skærme hende fra paranoiaen, såvel som solen, strakte Talice den rødsorte vinge ud imens de gik, som en skærmende halvmur skråt bagved hende. 

Nej. 
Lettelse. Selvom Talice ikke ville have stoppet hende, var det betryggende at det ikke var en decideret let beslutning. Hun legede med større konsekvenser end halvelveren selv kunne regne sig frem til, men hun var bekendt med uroen der gnavede sig tættere ind til hende. "... hvorfor er det så vigtigt, for dig?" fulgte hun derpå lidt mere lavmælt op med.
Når dagene en dag kom helt tæt på, ville selv halvelveren nok spejle de flygtige glimt Pompeia sneg sig til over ryggen og ud i udkanten af deres periferi. Og selvom det ikke var hendes plads... 
Blidt, men bestemt puffede hun en borger væk, som alligevel føltes lidt for tæt på deres rute, i forhold til samtalens natur. Noget der ikke krævede meget overbevisning bagved handling, da hun igennem tunge, lidt sammenknebne øjne tvang ham til at kigge et godt stykke opad, når han ønskede at møde hendes blik. 

Den bagende sol var mild i øjeblikket, men som månederne ville passere forbi, ville den blot blive stærkere og hun ville være højgravid til den tid. Tiden var dog ikke til at bekymre sig om sådanne ting. Om hvor ulideligt det ville være at være i den gryde syden nu engang var. 

De honningfarvede øjne lå mere og mere frem for sig, roen om uroen skulle bekæmpes. Øjne og øre var alle vegne, omend man intet kunne se. Om det så blot var fyrstens eller hendes ægtemands var svært at sige, dog havde hun endnu ingen erfaringer med, at Jontar lod sig spionere på hende. Men det ville ikke være unaturligt i øjeblikket med alt det som foregik omkring familien. Det var et pulsespil ingen af dem kunne få lagt ene og alene, men samarbejdet var endnu ikke etableret, så de sad med hinandens prikker og nægtede at dele. Hvorfor er det så vigtigt for dig, spørgsmålet var godt, relevant og tankevækkende. Hvorfor var det vigtigt for hende? Pompeia bed de fyldige læber let sammen og tog en dyb indånding gennem næsen og åndede den lige så stille ud, mens hun mærkede efter sig selv med sit kommende svar. "Min ægtemands liv står for skud som det næste, jeg har ingen intentioner om at mit barn skal vokse op uden ham" tonen var bestemt, dog alligevel fuld af passion og kærlighed. Det var ikke lige til, havde hun været bekendt med dette udfald, havde tingene nok været anderledes for dem. 

Hun lod fingrene flette ind i hinanden i et nervøst træk, før hun løsnede dem igen og valgte at rette sit fokus mod hjemmet. De var vel nød til at vende hjem, der var begrænsninger for hvor længe hun kunne tulle omkring på sådanne måder. "Lad os vende retur," kommenteret hun og lod øjnene glide op mod halvelveren der var højere end Jontar med mange centimeter. Hun var det rette valg, uanset hvad de andre mente. Hun var ideel for Pompeia. 

Alvoren af forbandelsen, var lidt som en uhåndgribelig tåge af magi, der hang over fyrstefamilien. Det var ikke en hun kunne - eller måske nærmere ønskede - at forstå, fordi den i sidste ende viste sig at være mere blodig end man kunne foretrække. Men den var ikke så stor en hemmelighed, at man da ikke kendte til den. 
Der var dog stor forskel på at høre hvad gadehjørner og almene folk hviskede, og så at møde nogle, som faktisk levede med en utrolig tæt ind til sig. Det gjorde de vel egentlig begge to. Men halvelveren kunne, og havde heller ikke haft meget grund til at blande sig i det her emne. Ikke før nu, hvor Pompaia gradvist åbnede op for det, og indirekte også... lidt sig selv.

Først ingenting, og Talice øjne betragtede hende lidt studerende, i ordene der kom. Hun følte ikke den store sympati omkring det, og et eller andet sted, lagde hun ikke engang mærke til det. Måske var det bare lige processeringen af ordene, som trak ud. Og der gik heldigvis ikke meget mere end et par sekunder, inden at forståelsen selvfølgelig brød frem, og hun med et lille brum nikkede. Det gav velsagtens god mening. 
Familiestruktur og alt det. 

Desuden, hun behøvede ikke at forstå det, for at hjælpe på det, og med et lille smil nikkede hun kort tid efter. "Selvfølgelig, prinsesse. Denne vej" og hun slog hånden lidt ledende ud i en retning til højre, så de kunne vende tilbage til paladsets guldbelagte struktur, og velplejede haver. 
Hun havde ikke besluttet sig. Så tiden måtte vise dem, hvilken retning hun i sidste ende endte med at tage, for sig selv, for deres lille kommende barn, og for Jontar også. Det skulle nok blive... spændende.