Fristavn; en by hvor smuglere, pirater og andet godt folk kunne nyde gode forretninger, handler eller blot en masse alkohol og det der var værre. Her kunne man skaffe de fleste og særeste ting, som ens hjerte kunne byde på, det gjaldt bare om at finde den helt rigtige person.
Fristavn var måske ikke det sted hvor Charles kom allermest, efter at han havde lagt havet bag sig, som den primære indtægtskilde, så var det kun en gang i mellem, hvor han lånte Richards skib eller blev hyrede til små forretninger eller til et crew, som besætningsmedlem. Det var en af de samme grund til at Charles befandt sig i Fristavn, han havde været med til at fragte en betydelig last her til den lille havn og så var det faktisk ude af hans hænder, nu skulle han blot finde et skib, som skulle den anden vej; til Dianthos.

En af de mange andre dyder som denne lille havn havde at byde på var et væld af kroer og værtshuse. Det var her man fandt alle de spændende typer; de som havde noget at byde på, de som havde en god fortælling og de som gerne ville slås. 
På trods af Charles ikke havde besøgt Fristavn så mange gange i sit liv endnu, så vidste han alligevel, fra de gange han havde været der, hvor man skulle komme, og ikke. Der var ingen grund til at komme de steder, hvor der alligevel intet at byde på. Det var ikke altid det pæneste eller det reneste sted som var bedst. De skumle steder, havde ofte mere at byde på. 

Han lod to fingre sno den ene side af hans overskæg, som han åbnede døren ind til et af disse steder. Han snusede omgivelserne, stemningen og folket ind. Han lod øjnene og blikket glide rundt på de som allerede sad herinde, mange forskellige typer, typer som måske havde et helt andet mindset end ham selv. 
I og med at dette ikke var et sted hvor Charles havde mange bekendte eller venner, så var der inden grund til at lade sin dominerende og alt overskyggende personlighed skabe flere problemer end nødvendigt, så han nøjes sig med at gå op mod baren og bestilte en øl.

Med et tilfreds lille suk lænede drømmesælgeren sig mere tilbage i den slidte stol, så den klagende knirkede i larmen fra de andre omkring ham, imens han smækkede to kort ned foran sig. "Jeg er ked af at skuffe jer venner, men jeg har.. 20" smilede han sejrrigt, nok så sikker på at det var det bedste udfald i denne runde. Omkring ham sad en broget flok af søfolk og havnearbejdere. Nogle af dem som nok lige var kommet til lands igen, for med gode og lange aftener i vente, at bruge lidt krystaller på tilfældige glæder. Nogle af dem som var sjovest at spille med, hvis man alligevel skulle slå tiden lidt ihjel. 
De var dog mindst ligeså rutinerede i barspillene som han var. Zalans! Og Vektor fandt sig selv hurtigt slået, da kvinden foran ham sejrrigt knækkede hans held med et lusket "Tro om igen, 21!" 
Overrasket, jah med et lavmælt lille gisp rykkede han frem på stolen igen for at inspicere kortene hun lagde ned, det kunne ikke være rigtigt, igen! Det himmelblå blik gled i mere smalle, tvivlende sprækker op for at vurdere den selvtilfredse mine hun sad med... men med et lille, og et skjult drilskt pff skubbede han de krystaller han selv havde satset imod hende, og gjorde sig klar til at tage imod kort til en ny runde. Han var sikker på at hun snød. Men hun gjorde det godt nok til at man ikke opdagede det, hvilket kun gav ham blod på tanden til at knække koden for det trick, og han lænede sig afventende tilbage igen, hånden på vej imod hans krus. 
Sådan kunne det nok godt have forsat længe, ham optaget af spillets dynamik og udvekslingen af goder, hvis en ny gæst på kroen ikke havde fanget hans opmærksomhed. 

Ud af øjenkrogen var der et eller andet, som pirrede hans interesse, og rykkede på hans opmærksomhed. En velklædt mand, der var et eller andet karakteristisk ved ham, og drømmesælgeren skubbede sig en anelse interesseret lidt rundt, for at følge ham med blikket. Lidt overvejende prikkede han sin sidekammerat, og nikkede. "Er det Charles?" det var måske overskægget der kildede hans hukommelse, og manden ved siden af ham kneb øjnene lidt sammen, inden han tøvende nikkede. Interessant.. hvad var det han lavede for tiden? 
Han havde hørt om ham. I visse kredse... Vektor havde hørt navnet bragt op enkelte gange, senere hen en beskrivelse og til sidst havde han kunne lægge to og to sammen. Hvis det var manden som han lidt mistænke ham for at være, gav det vel god mening at han var her. 

Skulle han? Tankerne vippede som en mønt imellem lange fingre, og han besluttede sig endelig, da han med et lille grin skubbede sig fra bordet, og takkede for spillene. 
Relativt henkastet fik Vektor slentret over på den anden side af mandens side for at bestille en genopfyldning af sit krus. Blikket imod ham, nysgerigt, var dog ikke ligefrem skjult, og da han virkede til at fange hans opmærksomhed, nikkede han lidt spørgende til ham. "Godaften. Venter du på nogle, eller.." ordene døde lidt ud, men han tvivlede ikke på at - måske Charles - vidste hvad han mente, og lænede sig mageligt ind imod disken. 

Charles satte sig på en af barstolene, som stod placeret foran. Han lagde ikke mærke til meget rundt om ham, ikke på nuværende tidspunkt. Han vidste, ud fra hvad han havde set, at der ingen genkendelige ansigter til stede. Han kunne sagtens finde et skib som skulle den anden vej, i morgen når solen igen var stået og op dagen var begyndt. 
Lige nu kunne han bruge sin sidste aften i Fristavn til at nyde et par øl og måske, hvis heldet var med ham, kunne skabe et par forbindelser og sikre et par forretninger. Det skadede aldrig at få mere til sit kartotek af bekendte. 

Han drak langsomt af sin øl som stod foran ham, da hans fokus fra egne tanker blev fjernet, som han blev talt til. Han drejede langsomt hovedet fra sin øl, og kiggede over på fyren. Der var et eller andet bekendt over ham han kunne bare ikke sætte hans ansigt et sted, "Venter man ikke altid, på noget eller nogen?" Gengældte han nysgerrigt. Charles var sikker på at han muligvis kendte denne mand, men han var ikke sikker. Det hvide hår og den nøddebrune hud, burde være til at genkende, men han var usikker. Havde han arbejdet sammen med denne unge mand? 

"Undskyld min direkthed, men kender jeg dig? Der er et eller andet der gør dig genkendelig, men jeg kan desværre ikke huske hvorfra. Du ved man møder så mange mennesker" Han kunne lige så godt være direkte, det skadede ingen, med mindre at manden mente at Charles burde have husket ham, "I så fald vil jeg gerne undskylde på forhånd" Han mødte mange mennesker, han kendte mange ansigter og derfor var det ofte svært at kende alle, især hvis de gik langt tilbage.

Med en dæmpet, skurrende lyd af krus imod råt træ blev hans krus skubbet tilbage til ham, og Vektor tog imod det med et kort lille smil i krofatters retning, førhen opmærksomheden atter landede på den anden mand. Ikke ulig drømmesælgeren selv, virkede han også  nysgerrig nok på selskabet. Jah ikke afvisende, hvilket fik halvelverens læber til langsomt at krybe op i et mere underspillet, morende, smil, da han nikkede. Jovidst, de fleste væsner fandt oftere sig selv mere afventende end initiativ-tagende. Men nu var de vel heller ikke som de fleste, kunne han ikke lade være med at tænke. 

De himmelblå øjne lyste herefter en anelse yderligere op ved hans efterfølgende spørgsmål... måske? Og sølvelveren skubbede lidt overvejende læberne sammen, imens han også selv tænkte tilbage. Kendte han ham? Ikke umiddelbart. Der kunne dog være mange grunde til at hans selskab virkede så genkendeligt, han havde trods alt færdedes i lidt forskellige grupper, jah miljøer, og Vektor rystede til sidst på det kønne hoved, en afvisende bevægelse med den frie hånd - men et smigret glimt i de lyseblå øjne. "Det er ikke første gang jeg hører det" grinte han lavmælt, efterfulgt af et sidelæns blik på refleksionen i spejlet han kunne ane, bagved alle de opstillede drikkevarer bagerst i baren. Han så ældre ud. Stadigvæk ung, men i det mindste ikke for ung længere. Men hvis han selv skulle sige det, stadigvæk en fornøjelse for øje og sind. Bare en anden slags fornøjelse nu om dage. 
Drømmesælgeren lænede sig derpå en anelse tilbage, og rakte kruset frem i en opfølgende skål. "Mit navn er Vektor - Vektor af Lindeskoven. Lokal altmuligmand, lidt uheldig med spil, oftest at finde ude ved havnen og for i aften-" og han skubbede hovedet en smule på skrå, en bagvedliggende opmærksomhed på hvorvidt han kunne genkende det navn. Og særligt om han genkendte det positivt. "- en smule nysgerrig på dig. Du ligner en jeg selv har hørt om. En hvis Charles..." forsøgte elveren sig endelig med, og følte det ene bryn glide spørgende op i panden. 
Et menneske, der det sidste stykke tid havde skabt en smule rører i andedammen af faste magtforhold, og dermed også et friskt pust af alternative handler. Muligheder, han duftede af muligheder. Noget som faldt i god jord, når drømmesælgeren vægtede aftenens egne udsigter. 

Charles var en ventende mand, det var der ingen tvivl om. Dog var det ikke normalt at han lod ting vente på sig, men lige nu var det øllen som han var ude efter, og så måtte resten vente. Han var ofte en ihærdig og utålmodig mand som ikke lod tingene vente på sig, men opsøgte dem ofte selv, for at få sat tingene i gang eller blot søsætte nye ideer. 
Alt andet end at nyde en øl, kunne denne aften vente på at Charles gad at tage sig af tingene. Selvfølgelig ventede man altid på nogen, hvis man ikke selv var personen som tog intiativ eller gik forreste. Den mand var charles ikke.

Kendte var måske et stort ord, men der var hvert fald et eller andet som han genkendte ved denne mand. Lige nu kunne han kun basere det ud fra hans udseende, eftersom at han endnu ikke havde talt med ham, men det var også nok til at sætte en nysgerrighed i spil hos Charles. Hvis han ikke kendte ham, så betød det intet, for det kunne han komme til i løbet af aftenen, hvis han stadigvæk virkede interessant nok, når de havde fået en samtale igang. Det kunne hurtig vurderes. "Nej?" Spurgte han opfyldenden, hvis man bar et navn som folk kendte eller et udseende som hans, som ikke blot gik i et med mængden, ligesom Charles selv, så ville man blive genkendt. Ingen tvivl der. 
Vektor.. Han tyggede lidt på navnet, som det blev nævnt. Han var ikke sikker hvorfra det var, eller om det var noget han bildte ham selv ind. "Vektor, behageligt at møde Dig" Han drejede på stolen, så han nu vendte imod ham, han rejste sig fra stolen for at møde ham i øjen højde, inden han stak hånden ud i en venlig gestus. Lokal altmuligmand uden tvivl en mand der kunne komme tilgode. 
Det var altid rart at vide at han tiltrak den opmærksomhed og nysgerrighed som han så gerne opsøgte, og det kom ikke bag på ham at Vektor havde hørt om ham, men hvor meget vidste han? "En hvis Charles.." Han vente sine læber i et smil rettet mod Vektor, "Det er altid rart vide at man gør noget som skaber opmærksomhed"

Han fik tilmed en officiel hilsen, sådan som stolen blev drejet og hånden rakt ud. Hånden han fik fat i føltes ru under hans fingre, uden tvivl arbejdende hænder og hærdet af både vind og vejr igennem tiderne, men det var et stærkt greb. Et fast håndtryk. Smilet omkring drømmesælgerens læber bredte sig en smule ved den sigende bekræftelse, og han nikkede, et lille grin efterfølgende inden at han sigende løftede nu begge bryn. "Jah ikke?" 
Hvis man levede af andres interesse, var alt opmærksomhed velsagtens god opmærksomhed. Og det gjaldt vidst både hans arbejde, men også den andens.

Den frie hånd fandt vej til at støtte hagen, og han satte sig med hjemmevant rutine til rette på den højere barstol, som var placeret ved siden af mennesket og bagved ham. I det sparsomme skær fra kroværkets lyskilder, gled blikket nysgerrigt over hans fremtoning. Men han sad her alene? 
Det behøvede han ikke spørge ind til, og løftede i stedet kruset imod læberne, for en hurtig tår inden han talte. "Så, du arbejdede for Flagell, eller hvordan var det?" nok sagt lidt for direkte til de flestes smag, men sagt med en grad af velment nysgerrighed. Det var ikke en mand sølvelveren kendte personligt, men man hørte da et og andet, når miljøerne stødte sammen af og til. Lederen af den gamle brydering og alt den omkringliggende forretning hans venner (eller venners venner) havde kørt, var vidst blevet ændret en del. 
Ikke at han selv var et kendt ansigt i Dianthos, så nyhederne var først nået ham en anelse sent. 

Selvfølgelig skulle han have en officiel handling, eftersom at det gik op for hende hvem han stod overfor. Langsomt kunne han huske den spidse elver fra hans tid på havene og på de forskellige havne. Han havde mødt ham igennem hans liv, op til flere gange.
Hans hånd blev mødt af en meget sammenlignende hånd, ikke så ru og hærdet, men det var et fast og solidt håndtryk som han modtog. Han havde heller ikke forventet andet af en mand som Vektor. 
"Jo, helt bestemt" Svarede han. Opmærksomhed var altid noget som Charles nød godt af. Det var med til at fordre hans ego og selvtillid, uden tvivl.

Blikket gled over på Vektor som han satte sig ved hans side. Glasset blev mødt af hans læber, som han smagte på indholdet af øllen, som han havde fået langt over. Det var altid behageligt at møde et menneske, som man kendte lidt til, i en havn, som han havde besøgt meget i sit liv, men endnu ikke var velkendt med de personer som bevægede sig her. Hans netværk var meget stærkere og større i Dianthos. 
"Flagell.. Det er ved at være nogle år siden. Det gik ikke så godt med ham" Startede han roligt ud, "Men jo det gjorde jeg. Hvor meget kender du til ham?" Kom det nysgerrigt fra ham. Flagell havde selvfølgelig været et kendt navn og ansigt, især i Dianthos og det han havde bygget op var stærkt. 
"Han kunne dårligt nok holde sin kæft eller gøre det hele rigtigt, han skulle hele tiden toppe sig selv og så går det galt." Flagell havde gjort mange dumme ting, og flere af de ting var med til af fælde ham.

Årene havde ikke gjort forfærdelig meget ved Vektor, hvis elviske rødder nok havde reddet ham fra et langt mere hærget udseende den dag idag. Hvis livsstil skulle tælle for noget, havde han ikke ligefrem levet sundt. Men fortrydelser? Dem var der ikke forfærdelig mange af; fortrydelser fyldte for meget, og vægtede for tungt. 
Så lyttende hvilede blikket over manden, imens han talte, stadigvæk uden helt at vide hvem han talte med. Ikke rigtig. Fordi selvom han gjorde en dyd ud af at huske de mennesker han mødte på sin vej, formåede Charles alligevel her til aften at slippe imellem brædderne. Måske var det den førnævnte livsstil der påvirkede hukommelsen, måske fordi at han ikke havde været meget mere end en spurveunge dengang. 
Men tiderne havde i den grad ændret sig, og et hæst grin slap over læberne da han hørte den subtile stikpille. "Hah! Højt at flyve, og sååå dybt at falde" klukkede han, et skævt smil i den ene mundvig. "Ahh, ikke forfærdelig meget. En af mine kammerater arbejdede en overgang for ham, kender du Fanny? Ikke desto mindre, så kom Fanny tilbage her for et lille år siden - hænderne helt oppe og flyve. Hun fortalte nogenlunde det samme som dig" 
Vektors smil fik en lidt mere overvejende kant, næsten komplimenterende, og sølvelveren lænede sig lidt frem. 

"Og så nævnte hun da også dig. Det kræver vidst også en fast hånd, at styrer det sted" han var ikke hævet over billige komplimenter, men mente det da også. 
Fordi der havde da været bekymring, for om det hele ville falde i vasken. Der var en grad af underholdning i Ringen, uden tvivl. Men drømmesælgeren vidste også at det var et godt, neutralt mødested, for konflikthåndtering i de mere lussky grupperinger. 
Charles faciliterede fred, spurgte man Vektor. Ellers ville de bare tage det på gaderne i stedet, et værre rod.  

Umildbart virkede det ikke til at Vektor havde genkendt Charles, men han havde måske også ændre sig lidt mere end den anden havde. Det virkede ikke til at Vektor havde ændret sig særlig meget siden at de sidste havde set hinanden, arbjede side om side på et af de mange skibe som Charles havde betrådt. Charles var blevet ældre, mere moden og ikke mindst fået et overskæg som karaktiserede ham nu og fremover.  
Han kendte Vektor som den mand han havde arbejdet sammen med, men alligevel ikke havde ført så mange samtaler med, men alligevel var han en mand som man huskede på udseendet. Elvergenerne ville holde ham ung, men med en levealder som var højere end næsten alle andre. 
"Dybt at falde?" Grinede han lavmælt, "Tja, det var næsten ynkeligt at se. Men sådan som han førede sig frem, ville det ende galt" Det var deltagelserne af dæmoner som ikke holdt sig tilbage, som blev hans største fejltring. Besætterdæmonerne. "Aah, selvfølgelig" Han løftede kruset og drak roligt af indholdet, "Jeg kender skam Fanny, ingen tvivl om det. Det kunne ligne hende" Det kunne ligne Fanny at komme rendende på den måde, det var næsten kommet bag på ham hvis det ville være gået anderledes til.

"Ja?" Han lyttede altid når nogen talte om ham, om det så var godt eller dårligt, "Lad mig blot sige at jeg har lært hvordan det skal gøres og hvordan det ikke skal, og så tager jeg det derfra. Lige nu kører det udemærket" Udemærket var måske underdrevent, for det gik godt og hans bookmakere gjorde et god arbjede. 
Charles følte også at det var vigtigt sted han havde sig, for det holdt slagsmål og slagsbrødre fra gaderne. 
"Men lad mig høre en ting.. Du husker mig ikke?" Han smilede drillende, han tog intet personligt omkring det, "Vi sejlede sammen for nogle år tilbage."

Der var intet galt med at være stolt over det arbejde man formåede at fremfører. Så sandelig ikke, og Vektor kunne nok altid lægge et venligt øre til kammeraters bedrifter, især hvis det gjorde dem i bedre humør. Det plejede kun at betyde gode ting. 
Men det var som om at fokusset på den samtalen, og hvad Charles var, kunne, arbejdede med og potentielt kunne hjælpe ham med, pludselig skiftede. 

Du husker mig ikke? De himmelblå øjne spærredes en anelse op, uforstående over hvad han mente. Hvornår? Og han prøvede at tænke tilbage i mængden af mennesker han igennem tiderne var stødt på, for at se om han kunne redde sit eget skind for den lidt pinlige konstatering; ehhh. 
Vi sejlede sammen, for nogle år tilbage. Vektors læber pressedes tænksomt ind imod hinanden, og han prøvede at genkalde sig de forskellige skibe han havde været med. Fordi det - hvis det var ærligt arbejde - var efterhånden år tilbage. Mere end han brød sig om, og så lige med et slog det ham. Hvad Zalan. "Spurveungen?" 
Det gik næsten ikke op for ham at tanken var blevet sagt højt, inden at et begejstret, noget nær overrasket og samtidigt glædeligt overrasket lille grin gled over læberne. "Det er løgn - du blevet voksen!" et bizart spørgsmål, nej nærmere en konstatering, men et han med et lille grin alligevel ytrede, og greb kammeratsligt fat i skulderen i nogle velkommelige klap. "Ah, du fangede mig på det forkerte ben - undskyld Charles. Jeg tror bare ikke at jeg havde..." og ordene døde lidt ud - han skyndte sig at sluge hvad han skulle til at sige. Rettede det. "Tid er underligt" endte han med at fastslå, og rystede lidt mildt på hovedet. 

Det var måske også mest i Dianthos, og især i undergrunden hvor Charles var et kendt ansigt, så Charles regnede ikke med at Vektor kunne genkende ham. Charles havde været ung, det var flere år tilbage og Vektor havde uden tvivl mødt mange mennesker siden, og den kommunikation som de havde haft fælles, havde været minimal, så der var mange ting der talte imod at Vektor ville genkende Charles ved første øjekast. 
Der var dog ting ved Vektor, som gjorde at man genkendte ham som person, og Charles var blot en mand som huskede personer. Hvem man kunne regne med, hvem man kunne stole på og hvem som man blot skulle holde fingrene fra, af den ene eller anden grund.
Et smil formede sig på Charles læber, som det virkede til at Vektor nu brød minderne op og fandt Charles frem fra glemmebogen. Spurveungen. Det var alligevel længe siden at han hørt det navn. Det var egentligt også Vektor som havde brugt det. Men Charles tog det ikke på nogen måder tungt. Det var naturligt.  
"På nogen punkter, er jeg vel" Kom det jokende og små grinende fra ham. Sandheden var dog at han var blevet voksen, eller skulle tage mange voksen beslutninger fra en tidligalder.
Charles lagde hånden på Vektors skuldre og kiggede over på ham, "Ingen grund til undskyldninger. Jeg ved hvordan det er." Vektor levede et meget længere liv end alle andre, og han mødte uden tvivl mange mennesker, med hver deres betydning, "Tid er meget underligt" I stemte han, og drak lidt af glasset, "Især fordi. Tid er jo en begrænset ting for mig, men for en som dig, er det jo en større ting" Det var det der var svært at forstille sig og forstå.

Han var nok engang meget heldig, når det var Charles og ikke en eller anden helt tredje, som var vidne til hans hullede hukommelse. Ikke alle tog det lige pænt. Der var nok ingen tvivl om, at man nok godt kunne rette op på det, intet var så hærget, at det ikke kunne lappes sammen igen, var hans erfaring. Men selv hvis han havde haft et eller andet ønske om det, vægtede det simpelthen ikke tungt nok i prioriteringerne. 
Men arbejdet? Livstilen? De søde, lette aftener - de brandmærker af nærvær han nogle gange følte, når en aftale lykkedes ekstra godt, en handel som kom i hus. Det var til at leve for, og til at bytte med. 

Fordi Charles havde ret, det var trods alt en helt anden tidsramme. Og det var nok selvsamme, som dannede fundamentet for den ladfærdige holdning, som drømmesælgeren ellers praktiserede livet igennem. Men af og til... 
Af og til kom der nye skud, imellem alt det gamle ukrudt. Og Vektor følte en varm fornemmelse sprede sig fra det faste greb Charles fingre tog med sig. Lidt som lukkede der sig en klokke over dem, gled hovedet undersøgende på skrå i ordene han kom med. Måske begrænset, men.. og Vektors hånd gav ham et lidt sigende klem, akkompagneret af et mere fornøjet glimt i de himmelblå øjne. "Den har ikke desto mindre været god ved dig, eh?" og han løsnede grebet en smule, for i stedet at række lidt friskt ud efter den andens imponerende overskæg. Lidt meget intimsfære, men alligevel følte han sig dristig nok til at forsøge. 
"Apropos større - hvordan, dig. Det her, det er joh majestætisk!" og han grinte, den hæse stemme varmere i en grad af billig anerkendelse. 
Hvem der dog kunne gro det vidunder af et overskæg! Halvelverens egne stubbe, ville aldrig kunne nå det til sokkeholderne, og alligevel var han ikke jaloux. Nok nærmere en grad af imponeret. Han var da alligevel kommet langt, den kære spurveunge. 

Charles vidste godt at Vektor nok ikke med det samme ville kunne huske ham. Det betød intet, de havde ikke brugt meget tid sammen og  Charles havde været ung, da de havde sejlet sammen. Meget var sket med Charles siden hen, og han havde ændret sig på mange, positive, måder. 
Det var kun behageligt at støde ind i Vektor igen, der var sikkert meget de kunne tale om. Han havde hørt rygter om Vektor og hans mange muligheder. Det var uden tvivl noget som han kunne få brug for.

Det var en speciel ting, denne tid. Vektor havde enorme mængder, og derfor var han ældre en ham selv, havde oplevet og mødt flere mennesker. Det virkede næsten mærkeligt at tænke over, i forhold til ens eget liv, hvor man måske maks levede til man vad 70 eller der omkring. Det var noget helt andet.
"Jo, tiden har været ganske god ved mig" Smilede han roligt, som han mærkede hvordan klemmet pressede om hans hånd, "Men i forhold til dig, så render min jo også snart ud" Kom det små grinende fra ham, som hånden slap og han så den bevæge sig op imod hans ansigt. Første reaktion var at han trak hovedet lidt tilbage, men eftersom at det blot var skægget han var ude efter, lod hans håndne nærme sig. Vektor var ingen trussel. "Åh, ja" Grinede han lavmælt igen, "Det har skam taget tid at gro" Det var også en af de grund til at folk ikke genkendte ham.
"Men jeg kan se at alt går som det skal hos dig?" Spurgte han interesseret.

Han tog det ikke videre personligt, da Charles med et lille ryk kom en anelse tilbage. Det gjorde det kun lidt federe da han så faktisk fik lov, og imponeret strøg han de lidt stivere hår. Imod de ru fingerspidser føltes det dog godt, sundt, hvis man kunne kalde et skæg det, og han gnubbede sekunderne efter sin egen hage lidt tænksomt. Stubbene var ikke imponerende, til sammenligning med hans - men han havde heller aldrig set sig selv med et overskæg, heldigvis. 
Med efterdønninger af latter hængende i stemmen, himlede Vektor kortvarigt med blikket og gav ham lige et sidste, ordentligt klap. "Tiden rende ud? Må jeg være fri - du er i din bedste alder" komplimenterede han, noget ganske oprigtigt bagved de smigrende ord - og Vektor nikkede lidt mere mageligt. "Og det kan man vidst roligt sige" forsatte han, og fattede sit krus igen. 

Alt gik som det skulle, hverken bedre eller værre. Hverken alt for meget op, men heldigvis heller ikke for meget nedad. Stilstand, eller blot magelighed? Det kunne nogle gange være to sider af samme mønt, og han sippede til alkohollen, inden han svarede. "Jeg sejler ikke så meget mere" smilede han, og hans blik blev kortvarigt fjernt da han mindedes sin sidste tur. Ikke den bedste oplevelse, og Vektor slugte et gys på vej ned af rygsøjlen. "Men jeg er blevet ansat hos Sadik brødrene. Kender du Romulus Sadik? Han er vidst bosat her i Dianthos. Jeg sælger for ham i Fristavn, men har også overvejet enkelte smut til her, og de omkringliggende byer, for at... udvide en smule" og det var skam sjældent Vektor nævnte noget med arbejde, som krævede reelt arbejde at komme igennem. Han havde aldrig sagt, at han ikke var doven. 
Men på det seneste havde det været tillokkende, jah trukket en anelse. Og af en eller anden grund, var han ikke helt bleg for at dele det med Charles, selvom han ikke havde set ham i evigheder. 
Måske han huskede ham mere end han ville indrømme. Eller også var det bare endnu en af hans lidt for sociale tendenser, når han overdelte informationer der nok burde være mere hemmelige. 

Overskægget hos Charles var næsten lidt ved at blive hans varemærke, de sidste par år. Han var vel lidt forfængelig, når det kom til stykket og til overskægget, hvilket også var grunden til at han måske havde trukket sig et ryk bagud, blot for at varetage sig selv. Han så intet ondt i Vektor, men det var blot en refleks. Han så ingen grund til at Vektor skulle gøre ham noget, og slet ikke i offentligheden hvor de sad. Der var intet ondt blod i mellem dem, som der var i mellem andre han kendte. 
I forhold til Vektor, som var elver, så havde Charles ikke meget tid tilbage, men det var heller ikke fair at holde sig selv op imod ham, for hver deres race havde andre leve forhold. Uden tvivl.
Han kunne ikke lade være med at komme med et lille grin, "Jeg takker for komplimentet, Vektor" Det var selvfølgelig svært at sammenligne, eftersom at han ville opleve at være den jord som de levede på, så længe som Vektor ville, men i hans tanker, ville han nok have svært ved at skulle leve så længe. 

Det var længe siden at han havde talt med Vektor, så hvordan det gik elveren, var et nysgerrigt spørgsmål. Men af hvad han vidste omkring ham, så oplevede man sjældent Vektor klagende på nogen måde, han fik tingene til at fungere. 
Charles selv var også i gang med at omlægge livet, så havene ikke ville trække alt for meget, ikke fordi at han ikke ønskede, men han kunne blot mærke at der var stærkere ting som trak i ham, "Ringen". "Jeg har ikke haft æren at træffe nogen af dem personligt, men deres navn er da kendte i min omgangskreds" De fleste kendte Sadik brødrene, hvilket man også burde. Det betød også at der ikke var nogen grund til at uddybe, hvad han nu handlede med. "Men det lyder da bestemt spændende, at det er den vej du er gået. Jeg er sikker på at omkringliggende byer, godt kunne trænge til lidt udvidelse" Han kom med et bestemt lille smil, som han fangede Vektors blik. 
Det var selvfølgelig information, som de fleste med interesse gerne ville have fingre i, men Vektor havde ingen grund til at være bekymret, når det var Charles han sad overfor. "Jeg er også selv ved at planlægge mit liv anderledes, for der er for mange opgaver på landjorden, som trækker" 

Blikket gled en anelse op da ordene kendte blev nævnt i samme sætning som omgangskreds. Aha, der kunne man se. Det var ikke fordi Vektor havde decideret regnet med andet, men det var ikke alle der nødvendigvis havde gode krydsrelationer, her på disse kanter. Ondt blod, det var joh heller ikke til at sige hvem der havde udeståender med hinanden! 

Og han smilede, et lille, tilfreds smask da han hørte den tidligere sømands i-stemmelse. Ah. Måske han bare skulle følge den andens råd, egentlig? Charles forstod sig nok ligeså godt på handler som han gjorde, og virkede til også at have sine egne agendaer, skulle det nu vise sig en lille flig af. Med en lille hmm røg begge bryn spørgende op, hovedet en kende på skrå. "Jeg må prøve mig frem. Måske - i mit tempo, hah! - Der  lykkes om nogle år. Men dig, du virker ganske effektiv når du.." og han nikkede til ordet. "Planlægger" en lille, ubekymret latter - han havde ikke travlt. Men det var der andre der havde, og med nysgerrigheden vagt, lænede drømmesælgeren sig lidt ind. "Hvilke opgaver kan trække din opmærksomhed væk?"

Ordene var dæmpede. Lidt som en hemmelighed, selvom det nok ikke var det, men sølvelveren havde aldrig været god til at holde sig i små gestikuleringer. Hænderne var flagrende, kropsproget levende og mentaliteten måske en anelse direkte. Øjnene smalledes overvejende, inden et lille forslag dukkede op i hans tanker. "Oh, har du fået dame på?" og han grinte lidt mere sigende, men med et seriøst nok glimt i øjet, til at han ikke var helt i seriøs omkring sit forslag. 

Jo, hvis man havde sin dagelige gang i undergrunden, så burde man kende Sadik brødrene, hvert fald af navn, og det gjorde Charles. Det var med at vide hvem folk var, hvad man kunne bruge dem til og hvad de kunne gøre for en, det var sådan det hang sammen. Men han havde endnu ikke haft fornøjelsen af at møde disse brødre personligt. 
Det var da uden tvivl et spændende samarbejde som Vektor nu var ved at bygge på benene.

Det var tiden i hver deres liv som nu blev bragt på banen igen, for eftersom at Vektor havde masser af tid, så kunne han tage det roligt og bygge en virksomhed op og dermed en større kunde basis. Når Charles ønskede nåede, så blev han nød til at handle effektivt og på den bedste måde, fordi han kun var her på lånt tid. "Jeg er sikker på at du nok skal finde den rigtige by at arbejde ud fra" Kom det smilende fra ham, det kunne uden tvivl blive til noget godt for Vektor.
Charles havde flere jern i ilden, og selvom han havde været sømand det meste af liv, og nok ville have svært ved at vende vandet og havet rykken, så blev han nød til ligge det mere væk. "Jeg kan godt lide at være effektiv i mit arbjede" Han var en som tænkte over tingene, og gjorde nogle overvejelser inden han tog en beslutning, "Men det er primært Ringen, som tager min opmærksomhed. Det har krævet meget arbejde af mig, at få stedet op at kører igen, nu hvor det er under min bestyrelse" 

Han kunne ikke lade være med at komme med et grin, som han orderne gled ud mellem den andens læber. Så langt var han dog ikke kommet endnu. Han vidste godt at dette ikke var et seriøst spørgsmål og det understregede hans mimik skam også. "Ingen damer i livet, i øjeblikket" Grinede han lavmælt. 

Nå, ingen damer. Ah, så var de vidst to omkring den dans - og et eller andet sted havde det måske også været lidt sjovt, at forestille sig Charles med en veninde med sig. Vektors smil falmede dog ikke af ordene, men voksede derimod en lille smule da han hørte tilføjelsen der fulgte med. I øjeblikket! Der havde været nogle, eller der måtte komme nogle, det var da helt sikkert! Drømmesælgerens øjne smalledes i lidt mere drilsk, uudtalt latter, men han kommenterede ikke videre på det. Lige nu. Måske efter tre eller fire krus kunne 'i øjeblikket' blive uddybet. Måske ikke. 
Vektor brummede lidt overvejende, inden at han i stedet tilføjede. "Er - og ret mig endelig hvis jeg tager fejl. Er Ringen egentlig lovlig, eller..." og han vippede lidt med hovedet, et smøret smil krøllet op i mundvigen. ".. en undergrunds-seværdighed, vi ikke taler for højt om?" 
Fordi arenaer var velsagtens ikke ulovlige, og han mindedes på et eller andet tidspunkt, at have set noget lignende i den 'almene' del af hovedstaden. Men spillede hans hukommelse ham et puds? Det var den nogle gange forfærdelig god til. 

Det sidste i kruset blev tømt, og han satte det fra sig ved disken, baghånden over munden for at fange de dråber der var gledet ned omkring stubbene på kinderne. Ud af øjenkrogen registrerede han at det hurtigt blev samlet op, jah fyldt op igen, og leveret retur til dens ejermand med et lille nik i retning af ham. Det skulle han nok betale senere, priset være de uofficielle aftaler man stablede på benene, når man boede det samme sted i evigheder. 

Charles lod glasset bevæge sig op mod læberne og drak af indholdet, og kom med en lavmælt latter efterfølgende, som han kiggede over på Vektor. Han kunne se på hans ansigt at han var overrasket, over svaret - men om det var positivt eller negativt, kunne han ikke helt tyde. Selvfølgelig håbede Charles da på at hans situation i fremtiden ville komme til at bestå af en partner, lige nu dansede han om den varme grød med Richard, men eftersom at der stadigvæk var mange mangler, i forhold til hans egne behov, så var han ikke sikker på hvor de stod henne. "Nu er jeg nysgerrig, hvad med dig selv, Vektor?" Han kiggede over på ham med et par rolige ønje, og skabte en nysgerrighed overfor hans eget privatliv. Det var ikke hvad hans samtaler normalt indeholdte, men nu havde han været nysgerrig på Charles selv.
Se, nu blev samtalen drejet ind på det rigtige. "Ringen" havde, efter Charles' overtagelse, været hans eget lille projekt. Forgangsmanden havde kørt det helt forkert, hvilket havde ledt til hans undergang og Charles havde nu gjort alt for at bygge det op på bedste vis. Han læber foldede sig i et lille smil, som den anden spurgte indtil "Ringen", "Nah. Man kan sige at ordet omkring stedet, ikke er hviskende, i visse kredse og derfor burde det ikke være svært, for den som gerne vil kende til stedet, at vide det eksistere" Men nej, det var ikke lovligt; Arrangeret slagsmål, ulovlige væddemål og ikke mindst ulovlig uskækning. "Men det virker heller ikke interessant for dem at lukke, eftersom at byvagter har været forbi.." Løjtnant Issac havde været forbi og set hvad stedet kunne, men han havde også haft en stærk forbindelse til undergrunden, ".. Lidt bestikkelse har også altid gjort et godt stykke arbjede" Det smørede smil blev kun større, inden han tømte sit glas og placerede det ved siden af Vektor, og modtog selv et nyt krus.

Hvad med ham selv? Et tørt, men dog leende og oprigtigt grin gled over de mørke læber, og Vektor rystede en smule opgivende på hovedet. Måske nærmere afvisende, idéen om et fast forhold, en partner eller sågar partnere, virkede som et af hans værste mareridt. Og selvom han da ville hævde at nogle havde prøvet igennem tiderne, kunne han være glat som en ål og bide fra sig som en muræne; det bragte så sjældent noget godt med sig. 

At holde det overfladisk, var en fantastisk spidskompetence. Og drømmesælgeren greb sit krus, lyttede til forklaringen, og skålede til sidst med Charles, et let smil tilbage på læberne efter han havde taget en tår. "Ahh, byvagter siger du?" og små smilerynker hakkede sig ind i det vejrbidte ansigt, da han løftede det ene øjenbryn en anelse. "Det mener du ikke!" Se det var godt at vide, hvis han en dag skulle ende i arrasten selv. 
Den eneste byvagt han rigtig havde stødt på, havde været den blonde halvelver med de skinnende medaljer. Se han havde været skarp, og udadtil rimelig lovlydig. Tænk at bestikkelse florerede i deres kredse, kunne han ikke lade være med at grine lidt af, indvendigt. 
Så, det han også indirekte sagde, var at det ikke var... alt for 'farligt', sådan at træde ved siden af i hovedstaden? Se den information prikkede lidt behageligt til ham, og Vektors øjne blev en anelse overvejende, imens han lagde to og to sammen. "Så, det du egentlig siger... er at Ringen er en fin base, når de i forvejen vender det blinde øje til hvad der foregår?" jokede han, men virkede egentlig... ganske nysgerrig på svaret. Ringen, hvad end konstellation og indhold den havde, var en halvejs accepteret del af bylivet? 
Der var ikke nødvendigvis langt imellem grænserne af ulovligheder, og en idé begyndte at tage form hos sølvelveren, afhængigt af hvad den tidligere smugler fik svaret ham.