Efter Issac's første møde med Adena var hun kommet til ham med nogle bekymringer og nogle tegninger, som Issac godt kunne se fortalte historier, men hvor meget han skulle ligge i dem, hvor meget han skulle tage Adena seriøst og om der overhovedet var noget i disse tegninger, var alle sammen spørgsmål som han havde prøvet at finde svar på, efter at de havde sluttet deres møde. 
Det eneste konkrete han var kommet ud af med under mødet, var en dato, et sted og nogle små andre informationer, om hvad det måske kunne handle om. Måske og antagelser var skrevet med fede bogstaver hen over denne sag, for ingen vidste noget og Adene var en kvinde med evner, som hun mente kunne have en betydning for sagen, men det hele virkede stadigvæk som noget useriøst. 

Lige indtil at Issac havde fået en mand til at sidde på kroen, for at holde øje med denne. Han vidste ikke om det var en god idé at han selv havde siddet der, fordi at han var løjtnant og kendt af de fleste, og det måske kunne spolere en eventuel situation, men han havde holdt sig ikke langt derfra, hvis der skulle ske noget.
Dagen efter hvor mødet skulle stå, og der ikke havde vist sig at være noget synligt, var der alligevel sket noget; Railan en trofast, men smule naiv, by vagt var forsvundet og ingen havde set ham. 
Han var en person som egentligt godt kunne gå under radaren hos de fleste, men samtidig en person som var loyal og som ikke blot ville forsvinde på den måde. 
Issac kunne selvfølgelig ikke lade være med at sætte de to sager sammen, eftersom at det skete på samme tid. Men var det bare ham som nu var naiv? Havde Adena sat alt for mange bekymringer i hovedet på ham? Det plejede ikke at ligne ham.

Der var ved at være gået en lille uges tid hvor Railan havde været savnet. Mange ledte efter ham, men der var ikke mange spor at gå efter. Slet ingen faktisk. Ikke engang de som havde set ham i dagene op til, kunne fortælle noget nyt om ham. 
Issac vidste at Adena af og til var i Dianthos, han var bare ikke helt klar over hvor henne, så han havde taget fat i hendes familie, spurgt om hvor hun opholdt sig når hun endelig var i byen.
Der gik ikke længe før at han fik øje på hende, siddende med en skitse blok i de store tempelhaver.
Han gik langsomt hen imod hende, for at skabe den kontakt. Der var mange spørgsmål som han ønskede at stille.

    Selvom hun klart havde opholdt sig mindre i Ædelborg end i Dianthos, var hovedstaden pludselig blevet en kende fremmed for Adena. En god portion af hendes egendele var flyttet til Safirien, så hun ikke skulle bruge energi på at flytte hele sit værelse, hver gang hun relokerede. Dertil kom, at hun var flyttet fra sit barnsdomshjem hos Reier hen til Arys' bolig i Dianthos. Selvom det nye kammer var langt mere luksuriøst, end hun var vant til, føltes det fremmed og nyt. Adena havde haft en del nætter med dårlige drømme, som havde fået hendes magi til at smudse væggens tapet med farveforurening, og hun havde skyldfølelse over, hvor meget ekstraarbejde, det gav tjenestestaben. I forvejen stillede hun dem ekstra mange spørgsmål, fordi hun ikke anede, hvor alting var i huset, og hun også skulle huske alle de nye vaner og vænne sig til, hvordan Arys-familien gjorde ting i deres dagligdag.
    Derfor søgte hun tilflugt med sit malegrej rundt omkring i Dianthos' hellige bydel og tempelhaverne, hvor de fleste lod hende være i fred og få lidt ro i hovedet. Enten fordi de var vant til at se hende her i forvejen og vidste, at hun ikke ønskede at blive forstyrret, eller fordi de nu så hende som en Arys og ikke turde gå hen til hende, hvis de var af meget lavere stand. Træls i teorien, men praktisk når man bare ville have lidt tid for sig selv.
    Da hun fangede bevægelse ud af øjenkrogen og så, at den ikke blot fulgte stien videre, men kom nærmere, sukkede hun og håbede virkelig at det var vigtigt. Maleriet foran hende var et halvfærdigt overblik over den grå vinterhimmel og tre tempelbygninger, som hun malede med guld for at give kontrast til det mutte vejr. Søjlerne var endnu uden skygger og dybde, og hun havde netop været ved at blande en mørkere brun til formålet. 
    "Hr. Thorne," sagde hun roligt og førte penslen op til lærredet igen. "Var der nogen på kroen?" 
    Selvom hun prøvede at virke rolig, skinnede hendes nervøsitet og nysgerrighed rent igennem.

Issac kunne godt forstå hvorfor Tempelhaverne var et sted at søge inspiration og ro til at male malerierne og tegningerne, som Adena bruge sin tid på. Det var et sted som var smukt, der blev passet på naturen og blomsterne, og roen her blev ofte kun afbrudt af præsternes messende bønner og de ringende klokker, som indkaldte til kirkegang. Det var det perfekte sted, hvis man ønskede en ro til sine egne hobbyer.
Der gik længe før hun kiggede op fra sine tegninger og han var sikker på at hun ikke opdagede at det egentligt var ham som kom hende nær, mon hun havde forventet at møde ham på denne måde igen? "Fru. Arys" Hilste han pænt som hun hilste på ham. Han satte sig ved hendes side og kiggede på maleriet som hun var i gang med. Halvfærdigt, men gav et indtryk af at det ville blive et godt værk, når hun var færdig med det. Det burde næsten ikke være muligt at male et dårligt maleri, i disse omgivelser, selvom at Issac ingen viden havde om kunst eller havde kunstneriske evner. 

Han forstod godt hvorfor at hun var nysgerrig, der var rigtig meget at være nysgerrig over, men hun gemte ikke hendes følelser så godt, som hun selv regnede med. Det var måske ikke hendes stærkeste side. 
Han sagde ingen ting, lod hende ikke få et svar på hendes spørgsmål i det første korte stykke tid, som han sad ved hendes side. Han lod blikket glide rundt på omgivelserne og ikke mindst hendes maleri. "Spilder jeg min tid på den her sag?" Kom det ærligt fra ham, som han kiggede over på hende og gav hende spørgsmålet, "For det virker næsten sådan" Han kunne ikke lide at blive holdt for nar, og ved første øjekast havde han ikke regnet hende for en kvinde, som var i stand til dette,  og det regnede han egentligt stadigvæk ikke. Det lå ikke til familien, og det var ikke det han havde hørt om hende.
Der havde intet været på kroen, ikke noget som indikerede ulovligheder eller at nogen var ved at planlægge noget lignende, alt der havde været var de sædvanlige barslagsmål, "Kroen gav os intet" Svarede han ærligt, "Der var næsten for roligt, for min smag. Men vi har et problem.." 

    "Spilder Deres t..." nåede Adena lige at sige, før Issac fortsatte.
    Hvorfor mente han, at han spildte sin tid? Kroen havde ikke givet noget, det måtte være en del af forklaringen, men kunne det være fordi nogen havde opdaget dem? Tanker begyndte at snurre rundt i Adenas hoved. Havde hun læst datoen forkert? Kunne der være flere kroer med samme navn? Nej ikke så tæt på byen. Men hvad hvis det var navnet på en kro længere væk? Det ville ikke give mening for nogen, der boede og arbejdede i Dianthos at tage flere dage væk for at gøre noget på en kro. Men de havde jo nok sendt andre folk alligevel.
     Hun blev afbrudt i sine kaotiske tanker af Issacs sidste sætning, og Adenas ansigt blev farvet rødt af nervøsitet, men det kunne sikkert læses som en tusind andre grunde. Generelt var hun ikke den bedste til at holde sine følelser under lås og slå, og hendes ansigt viste ofte tegn på hendes ubehag. Det var en forfærdelig kvalitet at have, hvis man prøvede at holde hemmeligheder for sine veninder, og de altid kunne se, at hun blev helt rød i hovedet, når hun løg eller kom med søforklaringer.
    "Et problem? Hvad for et problem?"
    Selv havde hun ikke tegnet yderligere skumle ting - i hvert fald ikke, hvad hun vidste af - så hun havde faktisk troet, at Thorne havde fundet nogen på kroen og at deres arrestation havde sat en kæp i hjulet på hvem end der planlagde noget. Nu slog hendes hjerte pludselig lige så hårdt som inden hun gik ind i byvagternes hovedkvarter med det spinkle håb, at nogen ville tro  på hende.

Han kunne godt forstå hvis Adene var uforstående overfor at han mente at han spildede sin tid, på denne sag. Men der var flere ting som var usikre, meget af det var antagelser og så havde kroen ikke budt på noget, hvilket bestemt ikke havde hjulpet deres sag. Det havde været den rigtige kro, dato og tidspunkt hvor byvagten havde siddet klar. Han havde siddet der det meste af dagen, og der var intet der havde budt sig på. 
Det var svært var at de ikke vidste hvad de var gået efter, hvad de skulle holde øje med. På hendes maleri havde der været kroen, dato og så en lille flakse af en art. Den havde de intet set til, og de vidste ikke hvad den betød.
"Adene, du må forstå.." Startede han roligt ud og kiggede rundt i haven, "Vi har aldrig haft meget at gå efter. Vi har aldrig vidst hvad vi var gået efter, undtagen de få hints på dine malerier" Det havde været håndterbare hints, hvis de vidste mere om hvad der foregik, "Det er blot derfor at jeg føler at jeg har spildt min tid, for hvad leder vi efter? En mulig kriminel handling?" Han havde endnu ikke fortalt om Railan som var fortalt, selvom hun havde spurgt indtil hvilket problem de havde.

Issac lod blikket glide over på hende, som hun sad ved siden af "Dine malerier. Har de vist mere end det vi talte om sidst, er der kommet noget nyt?" I så fald så var det vigtigt at få det frem, så de muligvis havde mere at gå efter. Hvis hun fortalte noget om Railan, så havde han sit bevis på at de to sager hang sammen eller at hun måske var en af dem som stod bagved? Kunne hun være i ledtog med dem? 
"Vi har et problem med en vagt, men jeg kunne godt tænke mig at høre noget om dine malerier først" Det satte måske en nysgerrighed i hende, at han nævten vagten på den måde. 

    Det var knapt så meget nysgerrighed og mere endnu mere nervøsistet, der dukkede op i Adena ved benævnelsen af et problem med en vagt. For Adenas første tanke var, at problemet var af farlig karakter. Hun var blevet lidt for vant til at problemer forfulgte hende efter hele redeligheden med Athelstan af Erneyll, og tankerne blev straks ledt hen på noget i den dur. En vagt ville være perfekt at bruge til skummelt adels-halløj. Enten som distraktion eller fordi de var korrupte. Der havde været et par af vagterne, som gik igen henover de forskellige selskaber, men Adena havde hele tiden tænkt, at de var private livvagter mere end hyrede byvagter. 
    "Øh, jeg har ikke lige tegnet noget vildt vigtigt, tror jeg," svarede Adena, mens hun sank en klump. Hendes øjne flakkede. Hvad nu hvis det var vagten og ikke en adelig, hun havde set udsnit fra? "Der har været lidt hist og her, men jeg synes ikke det var så brugbart. Så ville jeg være kommet med det til Dem."
    Hendes blik vendte tilbage til lærredet, mens hun forsøgte at gennemgå sin hukommelse for de ting, der var dukket op efter hendes møde med Thorne. Der havde været nogle sko, en beskidt rude, og ...
    "Jeg tror måske jeg tegnede en bardisk og nogle glas forleden," sagde hun. Det havde først bare lignet glas på et bord, men jo mere hun tænkte over det, des mere kunne det havde været en del af en kro. "Er du helt sikker på, der slet ikke var noget på den kro?"

Eftersom at han endnu ikke havde fortalt mere om hvad der var sket med denne vagt, så kunne det jo betyde rigtig meget. Det gjorde sikkert noget ved den unge kvindes tanker, det kunne betyde så meget; om det var en problem med at han snusede rundt, at der var opstået nye informationer eller noget helt tredje, og det var i det tredje man skulle finde problemet. 
At han var forsvundet på samme tidspunkt hvor mødet i kroen havde fundet sted, havde virket mistækntsomt, men det behøvede samtidig heller ikke at have noget på sig? Det var virkelig svært at sige, når der ikke var meget at gå efter. Lige nu vidste Issac blot at andre vagter var ude og lede efter Railan. 
Han havde jo haft en interesse i hendes malerier, hvis de havde haft noget på sig og de kunne afsløre noget nyt, om hvad der skulle ske i deres sag. Men det var selvfølgelig nedslående ord, som han hørte da hun fortalte at der intet interessant havde været endnu. Det var måske ikke det han havde håbet på, men det var sådan det var. "Ærgerligt. Jeg havde håbet på noget andet" Svarede han roligt, og kiggede over på kvinden. "Jeg ved godt at du ville komme til mig, hvis der havde været noget. Jeg følte bare det var vigtigt at finde dig lige nu, med de ting som jeg har" Stadigvæk var hans ord uklare, måske fordi at han selv havde flere spørgsmål som, måske ikke var vigtigere, men som han gerne ville have svar på.

En bardisk og nogle glas gav dem måske ikke meget, men det havde uden tvivl en rød tråd til kro mødet, men det betød jo heller ikke meget. Det beskrev blot omgivelserne i kroen. "Jeg kan ikke være sikker på noget" Han kiggede over på lærredet foran hende og studerede hendes maleri igen, "Jeg ved ikke hvad der er sket på værelserne, eller om nogen har overrakt noget uden vi har set det" Han var ærlig, for han kunne ikke være sikker på alt.
"Jeg har en kollega, en god kollega, Railan. Han forsvandt samme aften som mødet skulle ske på kroen. Jeg ved ikke om det har nogen forbindelse til vores sag, men jeg har bange anelser omkring det." 

    Der var undertoner i Issacs ord, der gav Adena endnu flere bange anelser. Han holdt noget tilbage, samtidig med at han sagde en del. Adena kunne ikke lure hvad der foregik, men det begyndte at føles umiskendeligt meget som politisk spil. Som om han prøvede at få hende til at sige noget bestemt, ud fra de få bidder af oplysninger, han gav. Teknikken med at give information lidt efter lidt for at aflæse sin modpart var ikke Adena helt fremmed - det var bare ikke så tit hun stødte på det uden for de mere giftige adelige kredse.
    "Sig mig, hr. Thorne," begyndte Adena. Denne kollega var forsvundet samme aften som kromødet. Han kunne da ikke tro, at hun var indblandet, kunne han? "Tror De, at jeg har noget at..."
    Adena blev afbrudt af sin pensel. Hun havde siddet med håndleddet støttende på staffeliets kant, mens de havde snakket, så maling ikke dryppede ud over hverken græs eller kjole. Nu fik den sit eget liv, mens hånden i kantede bevægelser begyndte at male med den mørkere maling henover de lyse sten, hun ellers havde brugt så lang tid på at male.
    Samtidig rykkede hun sig ikke en milimeter med ansigtet. Det var vendt mod Issac som i samtalen, men hendes øjne blev blanke og fjerne, komplet ukontaktbare. Penslen blev ført frem og tilbage, indtil den havde afbilledet det nederste af en byvagtsrapport, underskrevet med Railans kringlede signatur.
    Med penslen hævet som ville hun begynde på noget nyt over den halve rapportside, kom Adena endelig til sig selv og blinkede forvirret med øjnene. 
    "Øh, undskyld?" sagde hun, som troede hun at hun lige havde zonet ud et øjeblik. Idet hun sænkede hånden fra maleriet, blev hun opmærksom på det nye billedes eksistens og sukkede. "Det... Det må De undskylde. Noget af grunden til at jeg ikke har så meget brugbart til Dem er fordi det sker så ofte i øjeblikket." Hun dyppede penslen i den lysere maling for at blande til en farve, hun kunne lægge oven på det, hun lige havde ødelagt sit eget maleri med. "Og det meste er sådan noget ligegyldigt noget hér. Jeg ved ikke, hvem det er fra, men det har næppe relevans for Dem. Nå, hvor var vi?"
    

Det kunne selvfølgelig godt lyde som om at Issac mente at Adena havde en finger med i spillet, hvilket slet ikke kunne udelukkes. Ikke på nuværende tidspunkt. Men på den anden side, så var hun endnu ikke kommet med ret meget brugbart, i denne sag, hvis der overhovedet var nogen sag? Der var jo ikke meget håndgribeligt. Lige nu tænkte han kun på Railans velbefindende og hvor han var, men om hun kunne hjælpe ham med dette, tvivlede han lidt på. Det lød jo ikke til at hendes malerier havde givet hende noget. 
"Ja?" Han lod sit blik glide over på hende, for at lytte til hendes ord, og det kunne godt lyde på hende, at hun var på vej til at spørge om han regnede med at hun havde noget med dette at gøre, men så mange ord kom ikke ud af hendes mund, før at hendes fokus blev fjernet, og rettet mod lærredet foran hende. Hvad skete der? Det lignede næsten at hun var i en trance, var det hendes evner? 
"Hey, Fru. Arys?" Han lagde en hånd på hendes skulder, som hun havde været væk i et par minutter, hvor han blot havde siddet og kigget på hvad der skete. Han forstod intet, hvorfor kunne han ikke komme i kontakt med hende? Han lod sin hånd mod hende ruske hende roligt, blot for at få kontakt. 
Issac kiggede på hende, som hun begyndte at male hen over det hun allerede havde malet, det gav virkelig ikke mening i hans øjne. Det måtte være hendes evne, som trådte til, men hvad malede hun? 

Der gik flere minutter hvor han forsøgte at få fat i hende og hun malede, før hun kom til sig selv igen. Han kiggede undrende på hende, som det virkede som om at hun kom ud af trancen. "Fru. Arys, hvad skete der?" Spurgte han undrende. Der var mange sætninger som ikke gav mening for ham, men hvis det var noget der skete for tiden, så måtte det vel have en relevans, måske bare ikke for deres. "Så De går blot i trance og maler? Hvor meget hørte De af hvad jeg fortalte? Om Railan?" Han var virkelig usikker på om hun havde hørt noget af det, fordi det var kommet efterfølgende. 

    Adena strøg en hårlok om bag øret. Det var lidt pinligt, når det skete i offentligheden, og endnu mere pinligt, når folk så spurgte ind til det på den måde Issac gjorde nu, med lige dele forvirring og frygt.
    "Det var min evne, når den kommer frem uden at jeg vil det," forklarede hun og lagde penslen fra sig. Måske hun skulle fokusere på samtalen og så male videre senere. Det blev et bedre resultat, hvis hun fiksede det, når hun havde mere ro i hovedet. "Det kommer og går, men som sagt, giver det os ikke så meget. Ingen steder eller ting, jeg kan se passer på nogen. Bare de her kragetær. Undskyld at det ikke er mere brugbart, hr. Thorne."
    På en måde prøvede hun også at undskylde for, at han skulle  opleve hendes evne sådan her. Hun vidste godt, det kunne se skræmmende ud, selvom hun altid havde forsøgt at undgå at få for mange detaljer. Det var ikke rart at gøre ting, man ikke kunne styre, og det var endnu værre, når folk troede, man var halvt besat af en dæmon imens.
    "Jeg hørte Deres beretning om Deres kollega, ja," bekræftede hun. "Han var forsvundet, sagde De? Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe. Havde jeg mødt ham personligt, kunne jeg bruge min evne aktivt for at finde ham, men jeg tror ikke jeg kender denne Railan."
    På maleriet var den halve rapport stadig synlig, og blev oplyst, idet solen sneg sig ud bag nogle skyer og henlagde området i et blidt, gyldent lys. For Adena gav tegningen ingen mening. Hun kendte ikke til byvagternes rapportstruktur eller kunne tyde Railans underskrift. For hende var det flere tilfældige ting, hun ikke kunne bruge til andet end at ødelægge et ellers godt maleri og give hende mere lappearbejde.

Han havde egentligt ikke troet ret meget på hendes evner, fordi at han i bund og grund ikke vidste hvad det betød eller hvad det var. Han havde ingen evner selv, men vidste jo udemærket at folk havde dem. Serafina havde selv evner, hvor hun kunne heale mindre sår og det var da nyttigt, men han havde ikke hørt om evner, som hendes. 
Det var blandede følelser om viste sig hos Issac, som hun forsvandt ind i sig selv; Spænding, nysgerrighed, forvirring. Men han gik ud fra at det var hendes evner, som gik i gang da hun samlede penslen op og begyndte at male. 
Det var et forvirrnede øjeblik, han forsøgtet at komme igennem til hende, men uden nogen former for held. 
"Det gik jeg næsten ud fra, Fru. Arys" Det måtte vel være en smule grænseoverskridende når det skete offentligt, men hun kunne tydeligvis ikke styre det selv, så der var sikkert ikke meget at gøre ved det. "Nej, det kan jeg se. De skal ikke undskylde, det er ikke din fejl. De styrer ikke hvad der komme ud af penslen eller Deres hånd" Han bebrejdede hende på ingen måde, for det ville ikke være fair. De måtte jo på en eller anden måde, finde en løsning på dette her, så de kunne komme videre i deres sag. Han var bange for at Railan var en del af dette her.

Han havde ikke haft nogen idé om, om Adena havde hørt noget af det der var blevet sagt, men hun var zoonet væk, men til al held havde hun. "Ja, desværre" Svarede han med en ro i sine ord, men inderst inde var den ro ikke at finde, han var selvfølgelig nervøs, "At det sker samme aften, som mødet på kroen, virker næsten mistænkeligt. Jeg er endnu ikke sikker på hvilken rute eller område han havde den aften, men det er de i gang med at undersøge" Så kunne de jo kortlægge hvor han havde bevæget sig, og hvis han havde været tæt på kroen, eller i området, så lå det næsten klart. 

Issac lod blikket glide over på hende, han var usikker på hvilken retning de skulle bevæge sig i nu. Blikket gled videre over på maleriet, hvor malingen fra hendes penselstreger var begyndt at tørre i vinden. "Fru. Arys.. Må jeg Kalde dem Adena?" Det var næsten nemmere end det formelle sprog, "Hvad betyder det på lærredet?" Spurgte han nysgerrigt. 

    "Ja, kald mig endelig Adena, hr. Thorne - øh, Issac?" svarede hun.
    Når man var opvokset med altid at kalde folk ved høflig tiltale og efternavne, kunne det være svært at gå over til fornavn. Det havde været et af de punkter, hvor Adena havde skilt sig allermest ud i undergrunden hos Evlyns bande. Fordi hun simpelthen ikke kunne finde ud af at være ordentligt dus med folk, hun lige havde mødt, og fornavne føltes helt forkert. 
    "Så, ser De," sukkede Adena. Hun kunne godt mærke, at Issac stadig ikke helt forstod, hvad han lige havde set. Selvom hun havde forsøgt at forklare ham det, da de først mødtes, og han nu havde set det for sig selv, vidste han ikke hvad han skulle se efter. "Det sker, når jeg maler, og det kan ske på et hvilket som helst tidspunkt. Såvidt jeg ved, tegner jeg noget, som det ser ud lige nu et andet sted i sådan nogenlunde samme område, som jeg er i. Så jeg tegner altså ikke ting fra Rubinien eller andre steder langt væk.
    Det jeg har tegnet er noget, der er i nærheden af en, som jeg selv har haft kontakt med for nyligt. Et eksempel er, at når jeg er sammen med en god veninde, tegner jeg måske hendes smykker i mine tegninger de efterfølgende dage."
    Adena pegede på papiret, der var kommet ind på maleriet, så det næsten lå som tapet henover en af templernes sider.
    "Det her er altså et eller andet stykke papir, som nogen jeg har set for nyligt, render rundt med. Eller har liggende et sted. Jeg har tegnet en del af dem på det seneste. Cirka samme underskrift, cirka samme måde at sætte det op på i de der paragraffer. Mit bedste bud er, at det er en vareindleveringsseddel hos husholdersken, der altid er i køkkenet til de selskaber, jeg går til. Det er næppe vigtigt, så jeg plejer bare at male det over så godt jeg kan."

"Tak. Jo, Issac, korrekt" I hans øjne var det mere besværligt at skulle bruge fru og Arys til Adene, så han var glad for at hun sagde ja til at han måtte kalde hende ved fornavn, nu skulle de muligvis til at se hinanden oftere og derfor kunne det være fint at bryde med de formelle venligheder. Han havde slet ikke noget imod de formelle titler, men når de skulle bruge så meget tid sammen og på en eller anden måde arbejde sammen, så var det næsten rart at være dus.
Han forstod godt præmissen i hendes evne, og at det der lige var sket var hendes evne som trådte i kraft. Den evne som gav dem de lede tråde som de havde brug for, men Issac havde ikke lagt mærke til det der var blevet malet, hun havde selv sagt at det var ligegyldigheder. Men det var jo i hendes øjne.
"Jeg forstår, jeg forstår" Svarede han roligt og kiggede over på hende, og lod blikket glide over på lærredet. Der var et eller andet over de papirer som lå der, men han havde endnu ikke hlet set det. "Det var samtidig meget voldsom, men spændende at se på, da jeg først forstod at det var dine evner som trådte i kraft." Det var meget spændende, men når man ingen viden har om den slags i første omgang, så var det voldsomt at være vidnende til, for han havde ingne mulighed for at komme igennem til hende. 

"Hvem har du været sammen med for nyligt?" Spurgte han interesseret, som han kiggede på lærredet. Han bekymrede sig ikke om malingen som endnu ikke var tør, da han tog det ned fra staffeliet. Det her lignede ikke bare vareindleveringssedler som hun fortalte, og underskriften kendte han. "Hvor mange gange har du set den her underskrift?" Han forsatte sine spørgsmål og kiggede over på hende, "Det her er ikke en vareindleveringsseddel, det er en byvagtsrapport og underskriften er Railans" Det her var jo et gennembrud som kunne vise at være vigtig i og med at nogen som hun havde været tæt på, kendte til Railan.

    "Jo, jeg har tegnet måske en ti stykker i alt over de seneste to til tre måne- åh pas på, malingen er ikke .... Tør."
    Det var for sent, da hendes sidste ord faldt, for Issac havde allerede taget fat om lærredet, og hans ærmekant fik den gyldengul farve, da den snittede lærredet  i hans bevægelse. Adena krympede sig. Andre ville blive rasende over sådan noget, men måske var Issac anderledes. Han havde trods alt selv taget fat i maleriet selv. Adena var dog glad for, at hun ikke sad derhjemme lige nu. Uanset, om løjtnanten havde gjort det med vilje eller ej, ville hendes fader være blevet rasende over, at hun havde været skyld i, at en byvagt fik maling på uniformen.
    "Railans underskrift?" gentog hun med store øjne. "Siger du, jeg har tegnet rapporter i al den tid? Jeg.. Åh, jeg har malet en del af dem over, men... Men gemmer I ikke alle jeres rapporter på hovedkvarteret?"
    Adena lyste op. Måske netop det her faktisk ville give dem noget at arbejde med. Hvis hun havde ret... 

Han hørte egentligt godt hans advarsel, men det var ikke noget som han tog sig ydereligt af, som han tog lærredet op. Han måtte nærstudere og se hvad det betød. At hun havde malet ti af den slags, uden at ligge mærke til hvad det betød, kunne han ikke beabrejde hende, for hvor skulle hun vide det fra? Der var ikke mange andre end byvagterne selv som kendte disse rapporter, fordi at det var nogle de skrev og gemte. 
Han bekymrede sig ikke om at hans ærmekanten var smurt ind i den gule farve. Den kunne vaskes og ellers så havde han flere der hjemme. Det betød intet. Han var ikke sur, slet ikke. Lige nu bekymrede han sig om malerierne, for det var helt noget som gav noget til deres sag om Railan. "Har du malet 10 stks.? Er de helt overmalet?" Det var selvfølgelig ærgerligt, men det var forståeligt, for hvis hun regnede med at det var vareindleveringslister, så var det jo klart.
"Ja, det er Railans underskrift. Det er jeg næsten 95% sikker på" Der kunne selvfølgelig være noget med maleriet og malingen som var udvisket eller lignende, "Ja, det er jeg også ret sikker på. Nu har jeg jo ikke set de andre, men denne her er" Der måtte findes en lignende rapport i arkiverne, som hun foreslog. "Jo, det gør vi. Er du frisk på en lille gå tur?" Det var hendes maleri, så hun måtte komme med. 

    Adena rejste sig fra bænken og foldede staffeliet sammen. Hurtigt blev malegrejet pakket i en lille taske og et bånd bundet om staffeliet, så hun nemt kunne have det over skulderen.
    "Lad os gå forbi mit kammer først. Jeg tror nogle af dem er på skitsepapir, som jeg ikke malede over. Måske er vi heldige, og det var kun to eller tre, jeg nåede at male over," sagde hun og begyndte at gå.
    Issac så ud til at have styr på lærredet, så det lod hun ham om at bære. Selv plejede hun at vente til malingen var tør, før hun tog turen hjem, for hun kunne ikke tillade sig at være lige så lemfældig med sit tøj. Alternativet var at tage en anstandsdame med, men hun foretrak at være alene på sine maleture. Også selvom folk syntes det var underligt, at hun bar alle sine ting selv.
    "Hvis vi kan finde alle de rapporter, han skrev, kan det være der er en sammenhæng," sagde hun, mens de gik. "Nu har jeg ikke set ham, men jeg tror ikke jeg har været i nærheden af en byvagt udover dig på det seneste. Så de her rapporter må have været i hænderne på hvemend, jeg ser ting fra. Jeg troede det var forskellige folk, men hvad hvis det alt sammen er fra den samme? Måske kan vi finde Railan derigennem."
    Adena mærkede en underlig følelse af entusiasme og uro i sit bryst. Lidt ligesom når hun havde hjulpet Proteaus i gamle dage. Hun brugte sin evne til noget brugbart, og modbeviste alle dem, der sagde, at den var ligegyldig. 

Han var tilfreds med at hun var frisk på at tage med ham, hun virkede næsten lige så ivrig som han var, hvilket var vidunderligt at se. Han nåede ikke at rejse sig fra bænken, før hun havde rejst sig og pakket sit grej sammen. Dette var helt sikkert et gennembrud i deres sag og noget som skulle undersøges godt. "Ja? Dem vil jeg meget gerne tage et kig på, hvis du stadigvæk har dem gemt i dine gemakker." Selvfølgelig var det noget de skulle kigge på og tjekke efter, om det var samme underskrift eller om der var mere at se på de skitser. På det billede som hun lige havde siddet og malet, var det næsten ikke til at se hvad rapporten fortalte dem, det var utydeligt og bogstaverne var ikke store, men men kunne uden tvivl sammenligne den med nogle af dem fra arkivet. Han fik fart i benene, som hun viste sin ivrighed og gik foran ham. "Skal jeg ikke tage maleriet, inden du får maling på dit tøj?" Hendes tøj var finere end hans uniform, og han kunne altid få en ny eller vaske denne, hvis det var helt skidt.
"Det skulle undre mig, hvis der ikke var en sammenhæng, men det må vi finde ud af" Svarede han roligt, som de gik. Han var spændt på det her. Han ville gerne finde Railan. "Jeg er næsten sikker på at det er en adelig eller en anden person i din omgangskreds, som har givet dig de signaler som dine evne har malet" Det var han næsten sikker på. Han vidste ikke hvor mange byvagter som hun var tæt på, men som det lød på hende, så var det ikke mange. "Det er lidt det jeg håber. At alle rapporterne er med hans underskrift, så kan vi hvert fald knytte dem til Railan og så må vi se hvad rapporterne indeholder, for at finde ud af hvem han har talt med" Forsatte han som de gik mod hendes gemakker.
Det var hende der kendte vejen hjem til hende, så hun måtte føre an for dem, så de kom derhen hurtigst muligt. De havde meget arbejde foran dem.

    Det var en hurtig gåtur hen til Aryspalæet og her midt på dagen var det mest tjenestefolk, der vimsede rundt med gøremål inden aftenens middag skulle serveres for de familiemedlemmer, der i øjeblikket boede i byen. Hun viste Issac op på sit tildelte kammer, som allerede var fyldt med malerier og malergrej. Flere af malerierne var flotte landskabsbilleder, hvor der tydeligt var lagt meget arbejde i, mens en sektion af lærreder var halvfærdige eller med for mange forstyrrende billeder fra hendes evner til at hun havde haft overskud til at male dem over og færdigt. Især billeder fra dengang, hvor hun fik syn fra Athelstans forstyrrende dyremishandling, havde hun ikke haft modet til at se på igen, samtidig med at lærreder var dyre og hun ikke blot kunne smide dem ud.
    En kort rodetur gennem et par skuffer fik hende til at finde seks skitser, som havde samme type papir som rapporten på maleriet, og hun holdt dem frem mod Issac.
    "Det er dem, jeg har," sagde hun. "Resten må have været på malerier, som jeg har malet over. Lad os komme til jeres arkiv, så vi kan finde dem."
    Som Issac rigtig nok havde set, var det svært at tyde bogstaverne på rapporterne. Men linjernes længde og paragraffernes størrelse sammenholdt med andre rapporter burde gøre dem i stand til at finde ud af, hvilke hun havde tegnet. Især fordi alle seks, hun lige havde fundet, havde Railans underskrift i bunden. Det mindskede deres bunke af arkiverede rapporter betydeligt. Så skulle de bare finde sammenhængen mellem netop disse rapporter.

Issac vidste godt hvor Aryspalæet lå, han var sergent i det område som det lå i, så han var ofte kommet forbi. Det var derfor han kendte hendes mor, og resten af familien så godt som han gjorde, men han havde aldrig været inden for.
Det var et stort og nydeligt palæ, det bar tydelig præg af en stor rigdom. 
Huset var ikke fuld af mange af familie medlemmerne, men mere en større skare af tjenestepiger, som styrtede rundt for at gøre huset klar og ikke mindst klar til middag senere samme dag. 
Han fulgte hende igennem huset, op ad trapperne og ind til hendes gemakker. Alt hvad stedet havde at byde på var malerier, både ufærdige og færdige, samt en masse malergrej. Han fulgte hende med øjnenen, som hun begyndte at rode igennem papirer, skuffer og andet for at finde det de manglede. 
"Tak" Han tog imod skitserne og kiggede dem igennem. Det hele stemte, det var meget af det samme og med samme underskrift, "Det her er helt perfekt. Der er så mange sammenhæng. Lad os komme afsted" Det kunne slet ikke vente.
Inden de så sig om var de på vej ned til hovedkvarteret og arkivet, for at kigge de rapporter som Railan havde skrevet igennem, for de ting som hun havde malet.

Turen ned til hovedkvarteret var en lige så nem tur, som op til palæet. Selvfølgelig skulle de gå lidt længere, men han ønskede at komme frem hurtigt og finde ud af det her. 
"Hun er med mig" Kom det fra ham som de trådte indenfor og inden nogen sagde noget til at hun var med. 
Han åbnede døren, lukkede hende med ind og lukkede døren bag dem igen. "Vi skal bare have fat i de rigtige kasser. Hvornår malede du det første maleri med det her, mere end en måned siden?" Så kunne de have en tidshorisont og finde alle de rapporter som han havde skrevet.

    De var et umage par, da de kom ind i byvagtens hovedkvarter. Issac med stålsatte skridt og Adena i brusende skørter lige i hælene på ham. Selvom ingen gjorde indvendinger mod løjtnantens ord, kiggede de undrende efter dem, da de gik mod arkivrummet. Det var i forvejen sjældent, at kontoret fik besøg af fine adelsdamer (i hvert fald uden at de var højlydt skrigende og hed Hecate), og at de nu blev taget med som gæster og ledt helt ind forbi vente- og afhørings-lokaer var endnu mere uset.
    Adena endte lidt på bar bund, da Issac spurgte ind til, hvornår hun havde tegnet de forskellige. Hun tegnede jo hele tiden, så det var svært for hende at huske præcis, hvornår hun havde været i gang med de forskellige skitser. Og så blev hun blæst helt bagover af byvagtens arkiv. Hun syntes hun gemte mange gamle ting, men i det her rum var der reol efter reol med datomarkerede kasser, og at dømme efter Issacs spørgsmål, gemte de meget hver dag.
    "Gemmer I virkelig alle jeres rapporter? Fra hver dag?" sagde hun forbløffet.
    Der stod et bord ved den ene væg, og hun lagde tegningerne ud på bordet og forsøgte at huske, hvornår og i hvilken rækkefølge, hun havde tegnet dem.
    "Jeg tror den her var den første," mumlede hun til sig selv, mens hun sorterede dem. "Den her kom for en uge siden, om mandagen. Den her... Øøøh. Et sted før, men jeg er ikke sikker på hvornår. Hvor mange rapporter laver Railan dagligt? Vi kan ikke tage bare hans og så sammenligne strukturen?"
    Lidt rød farve var steget op i hendes kinder, pinligt berørt over at hun ikke kunne huske de præcise datoer, hendes skitser var fra. Måske hun skulle begynde at sætte datostempel i hjørnet af dem.