Mørkelveren havde dengang troet at det i sig selv, og den behandling hun havde været vidne til... havde været nok til at hun ville overholde deres aftale. En gang om året, hvor at de kunne dræne hendes kønne lille skikkelse for den evne hun besad, og så ville hun have været fri. Men ikke engang et år havde hun kunne overholde sin egen aftale. 
Selvom man på mange måder kunne sige at det så slet ikke havde været en fair aftale, det var en helt anden side af sagen. En der ikke betød synderligt meget, da Solari i tempelmørket tømte den sidste rest af sin vin, og med et frustreret opråb smadrede det ind imod den ene grottevæg, så glasskår og splinter fløj omkring i rummet. 
Men da hun først var kommet sig over skuffelsen, foræderiet, blev vrede til... spænding. Hun havde virkelig valgt forkert, den nat hun ikke dukkede op. Og drevet af mere personlig hævn, ville hun sørge for at elveren ville finde vej tilbage. 

De første par måneder, ville hun ikke selv dukke op. Hvorfor skulle hun? Itin, eller andre fra kapellet kunne være hendes sorgvagter. Det var med hånlig tilfredsstillelse at hun ventede på mere rigtige omstændigheder, da elverens overnatning forhåbentlig ville strække sig over mere end en enkelt nat den her gang. Nej, den her gang skulle hendes evige liv virkelig være den forbandelse som serverede mørkelverens utilfredshed. Hendes harme. Men det ville i længden, også være god underholdning, skulle hun være så grov. 

Først lidt over tre måneder senere, dukkede Solari selv op i den celle der holdt Cearthynna fanget. Væk fra solen, væk fra livet og som regel kun i selskab af kapellets egne folk. Da hængslerne med en knirkende lyd vidnede om at nogle trådte ind i mørket, var det et næsten overrasket glimt der lagde sig over de tågehvide øjne. "Du ser... absolut horribel ud, Caerthynna" smilede hun, og forsatte ind i fængslet. 

Dryp, dryp, dryp.
Lyden af dråberne fra de skåret sten, var næsten den værste tortur. Den var uregelmæssig, og kom ikke hele tiden. Når det havde regnet, var det en konstant, de dage hvor der havde været tørvejr længere tid, der var der næsten ingen vanddråber.
Dryp, dryp dryp, dryp
Man skulle tro at man efter måneder. Måneder, der føltes som år og timer som uger. Ville vænne sig til lyden, men for en kvinde der led så voldsomt af tvangstanker som den unge skovelver, var der intet ved dette hun kunne vænne sig til. Negle ru og flænset af hun havde revet imod de hårde sten der udgjorde hendes celle. Friheden havde kostet hende dyrt, friheden havde ikke eksisteret. For det øjeblik hun havde valgt at stikke af, gemme sig selv og aldrig være længere et sted end højst nødvendigt. Der havde hun allerede givet sin frihed til mørkelveren. Hun havde endda solgt sig selv væk som slave, hvilket viste sig over hendes blege og grålige hud. Skønheden hun havde besiddet mens hun havde været i Rubinen var væk. Der var intet andet tilbage, end en forladt skal der prøvede at redde sit sind. Men som dagene trak ud, og hun ikke længere vidste hvilken måned de var i, gav hun op. Spørgsmålet var plot, hvad ville der ske med hende, når Solari endelig viste sig for hende?
Den høje kæmpe, kvinden der havde indfanget hende. Skænkede hende end ikke det at have nogen at snakke med, altid stum og med tomme hule øjne. Hun havde vurderet at mørkelveren slet ikke var i stand til at snakke.

Hvordan Caerthynna formåede at smile, vidste hun end ikke selv.
Men da mørkelverens fødder betrådte hendes fangekælder der havde været hendes hjem. Løftede hun blikket og kiggede med blege øjne gennem det tjavsede hår. ”Beklager jeg ikke kan fremvise mig af min bedste kaliber, jeg ved ikke hvornår jeg sidst kunne gå i bad” smilet blev dog aldrig bredere, da hendes ene side af hoved var blå-lilla samt kæben der aldrig rigtig havde sat sig selv ordentligt på plads igen. Velvidende at hvad Itin havde gjort ved hende, blot havde været toppen af de voldsomheder hun kunne se frem til for at undgå Solari og ikke leve op til aftalen mørkeleveren havde lavet på hendes vegne.

Med klikkende skridt imod stengulv bevægede Solari sig nærmere, et studerende blik over hendes magre skikkelse. Næsten alt farve var forsvundet, håret virkede tjavset, mørkt men stadigvæk langt, og blikket... smilet blev en anelse mere tilfreds, ved dets natteblinde farve. Hun smilede dog stadigvæk. Det klædte hende skam. 
De minutter, muligvis den time hvor mørkelveren rastløst havde overvejet hvad der nu burde ske, havde hun ikke ønsket andet end smerte. Død i sidste ende, men brolagt med en vej af smerte... men hun kunne godt ændre sine vaner, og andre ønsker, trådte nu ligeså meget frem, som ønsket om ødelæggelse. 

Der var stadigvæk kunstneriske spor af Itins mere hårdhændede behandling over det markerede ansigt, og nu indenfor rækkevidde, rakte Solari ud efter det mørke hår og strøg det bagved det ene øre. "Mmmh, du ville uden tvivl nyde godt af det" stemmen var ondskabsfuld, jah morende, men bevægelsen... forræderisk blid, imens hun forsøgte at få en finger under hagen på hende. Løfte blikket lidt op, se hendes elver mere an, og se hvad der var tilbage af hende. "Og jeg som troede du ville være længere væk nu, mere forstyrret... men nej, du virker næsten til at trives i modstand?" lo hun sagte, og prøvede at gøre det samme med den anden side af ansigtet, hvis hun ikke kæmpede for meget imod. De hvide øjne bar en sulten glød med sig, da de undersøgende tog hendes træk, hendes mimik, jah generelt hendes energi ind. 
Hun havde næsten savnet den, sådan som hun skubbede en grad af tilfredshed over det smil Solari præsenterede. 

Trods at Caerthynna kæmpede med hver eneste muskle i hendes krop, for ikke at vige tilbage fra hånden der strakte ud. Lykkedes det ikke den unge skovelver, der med en let hvæsende lyd, som luft blev trukket gennem hendes næse og ned i lungerne: trak sig tilbage og væk fra hånden, som der førte hendes hår bag øret. Øret der fremviste hvordan at tippen var blevet klippet af. Alt sammen skønhedsfejl, som Caerthynna længe havde dækket over, men som magien var blevet suget ud af rummet og hun ingen ting havde tilbage at gemme sig bag. Så var der ikke andet tilbage end det sørgelige skravl, der aldrig ville ligne en skovelver. Udskuddet der havde været hadet, og flygtet og gemt sig væk fra omverden der ikke ønskede hende.

”Det er ikke første gang, at folk prøver at knække mig” hviskede hun hæst, og lod hendes matte gyldne øjne kigge op og stirre ind i Solari’s natteblå. Hun havde forventet at se den brændende had, der ultimativt ville lede til hendes død. Det var hendes frelses, at hun en dag ville finde en ende til alt den smerte hun var blevet udsat for. Og pludselig virkede det til, at det ikke længere var det som var hende i vente.
”Tænkte jeg måtte holde mig munter, du havde garanteret savnet mig” der var intet i Caerthynna der hellere ville end bare at falde sammen foran mørkelveren, og vise hvor udmattet hun var. Hvor energien og spydigheden kom fra, var hun ikke helt sikker—måske var det chancen for faktisk at snakke med nogen, efter så mange dage i stilheden. Foruden den forbandede
Dryp, dryp, dryp

Mørkelveren lod hende trække sig, trods det næsten kriblede i fingrene efter at mærke hende. Fysisk kontakt kunne så meget mere end bare at være nærvær, ihvertfald når det gjaldt mørkelverens egne evner, som afhang af det. Men hun kunne vente. Solari trak hænderne til sig, men rykkede sig ikke væk fra hendes intimsfære. Hun foretrak at stå tæt, fordi elveren aflæste hende ganske rigtigt, når hun nævnte at hun havde været savnet. 
Fordi det havde hun da. Mørkelveren nikkede derpå, et enkelt blik på hærværket på ørene, der dog kom til syne i bevægelserne væk. "Selvfølgelig" hviskede hun, og lod dem i et ryk finde de gyldne, spydige øjne. "Ellers ville vi ikke have hentet dig" pointerede hun en anelse dumt, men mere drilskt end direkte ildevarslende. 

Hun vidste hvad fangeskab kunne gøre ved væsner som elveren her, hvis ikke de knækkede forinden. Og selvom hun var en tilhænger af frihed - selvom det næsten var en forbrydelse af holde nogle indespærret, bare fordi man ønskede det - så ville hun ikke misse muligheden for at undersøge det nærmere. Sidst nogle havde brudt en aftale, var trods alt et godt stykke tid siden. 
Opmærksomheden måtte være rar, selvom hun nok ikke ville have den, og mørkelveren kunne nogle gange være tålmodig. 
Så tålmodig ville hun være nu. "Er det første gang du har været i den her situation, eller har du prøvet det før?" spurgte hun derefter lidt mere nysgerrigt, nok en falsk venlighed.  Men savnede hun at vide hvad der foregik oppe på overfladen? 

Det gik foruroligende 'stærkt', når man ikke havde andet end sekunderne at tælle, og flere af dem, eller flere tæsk at se frem til. 

“Jeg havde ellers håbet på, at du så bare ville invitere mig på te, men nu skal jeg jo ikke dømme folk på, hvordan de udlever deres fantasier—burde vel næsten være beæret over din besættelse af mig” dette måtte være hendes sidste udvej, der var to sider af mønten. Enden blev Solari så vred på Caer over hendes trodsighed, og ville gøre en ende på hendes miserable liv hurtigere. Eller også ville det købe hende mere tid, gøre sig mere spændende for sortelveren der tydeligvis ønskede modstand, noget der ikke var så intetsigende i hendes nu kedelige liv. Hvor var glæden henne, hvis man ikke længere skulle gå i det skjulte? Hvordan skulle man så sprede den kaos man ønskede, når alle forventede den kom. Der var mange ting, som der gik igennem Caerthynna’s hoved, inden hun lukkede øjnene.
Havde hun været igennem noget lignende før, nej? Men var hun bange for isolationen: på ingen måde.

”En ting du skal vide om mig, jeg bekymre mig ikke om andre, og jeg er aldeles ligeglad med hvad der foregår ude i den virkelige verden” alle ting løgn, ikke en direkte løgn men hun havde folk derude som hun bekymrede sig for. Hun var nervøs for hvad Bandorion lavede, hvad han måtte tænke nu hvor han ikke længere kunne få kontakt.
Caelon, var han død? Havde han fundet en kur?
Hvor længe havde hun været her, havde årstider skiftet, var der kommet en ny dronning, konge? Havde en krig brudt ud? Der var mange spørgsmål, men ingen hun higede efter at få svar på. I hvert fald ikke i given øjeblik.

Lyse øjne mødte gyldent, månehvidt imod solskin, og Solari rystede næsten mildt på hovedet i sekunderne efter. Så smukt som lyset ville være, især når hun i sidste ende ville få det kvalt. Hun havde altid haft en forkærlighed for den interaktion der foregik lige præcis lige nu, hvor præstinden hørte hendes sarkastiske ord tilbage - og slet ikke afviste dem i deres sandhed, med en smilende, forhøjet tavshed som det indledende svar. 
Næsten som på at smage på hvad ordene efterlod af energier i luften, skiltes læberne i en lidt dybere indånding og hun snuste ind, munden i et ryk nu uhyggeligt tæt på det ene afstumpede øre. "Jeg tror ikke på dig" hviskede hun blødt, nu den ene hånd på vej til at snige sig rundt om nakken på hende, for at tvinge hovedet mere tilbage. "Men jeg kan da godt være ærlig, selvfølgelig vil jeg have dig. Føle dig. Smage dig" Kæmpede hun imod måtte hun bare tage fat i håret i stedet, alle veje skulle nok føre til Rom. 

Ikke ulig en natteblind slange, som skulle cementere færten af hendes nuværende bytte, forsøgte Solari perverst nu at få en lille smag af hende, tungen søgende efter det salte spor af sved og stress. Men trods indespærringen og mishandlingen var Caerthynna frisk, næsten fyrig. Og der var en så helt igennem fantastisk modstand i det ufrivillige, med ingen tvivl om at hun på den anden side, følte den summende fornemmelse af magt følge med kontrollen hun havde over den anden. 
Men der skulle ikke være tvivl om at Solari nok nærmere håbede på at hun ville kæmpe imod, i hvert fald her i begyndelsen. Til sidst skulle hun nok give efter. 
Ud af øjenkrogen kiggede hun imod elveren, dog mest for at fornemme hvad der skete. Var det slet ikke gengældt? Bare lidt? 

Et hvæs af smerte forlod Caer da hun mærkede fingrene omkring nakken der tvang hendes hoved tilbage. Alt berøring som disse hadet hun. Det var kun når hun spillede en rolle hun kunne finde ud af det. Det var sket en enkelt nat mellem en anden Verbatim agent. Også den aften hvor hun havde kysset Ban. Men ud over det? Så kendte den unge skovelver intet til intimitet og havde aldrig fundet behov for at engagere sig i de kropslige lyster som så mange andre individer syntes at hige efter konstant. Hun fortrak sig eget selskab til hver en tid. Selvom hun lige nu, savnede Bandorion bagerst i hendes hoved. At hun kunne række ud når hun var bange, og han kunne snakke med hende for en stund før hun skulle videre. De breve hun havde kunne skrive mens hun var flygtet af Solari.

”Hvad bliver det næste, at du prøver at spise mig? Tror måske jeg ville udgøre et bedre måltid hvis jeg var blevet vasket først” hun gyste ved den behandling hun fik, og følte det var langt værre tortur end hvad den anden mørkelver havde gjort.
Med lukkede øjne tog hun sig selv tilbage til den korte stund hvor de havde siddet på taget og snakket. Før hun var blevet vred, før hun havde skubbet ham væk. Hvis hun nu bare aldrig havde skubbet ham væk. Hvis hun var blevet hos ham. Måske alting ville være anderledes nu.

Det var forfærdeligt ligetil, den form for afsky hun følte drysse fra elveren. Den signalerede ubehag, den vred sig i tilstedeværelsen af mørkelveren, imens den fodrede et efterfølgende had hun kun kunne nyde at frembringe. I og for sig, var der mange veje som ledte til Rom, og det var uden tvivl mere effektivt at dyrke had på andre måder. Men her kom mørkelverens forfængelighed i spil, og hun rykkede sig lyttende en smule tilbage, armene nu krydset imens hun lyttede. 
Et festmåltid kreeret fra en formskifter? Selv hvis Caerthynna mente at det var den hurtige vej til slutspillet, havde Solari - sammen med forgængelig - også altid været forfærdelig tålmodig. 
Hun svarede ikke, hun forstod godt at Caer ville have et lille bad. Og lidt nynnende bevægede hun sig en smule tilbage i lokalet, for at slæbe en stol med tilbage, som hun smækkede ned foran elveren, med stoleryggen vendt via hendes front. 
"Du må være tålmodig, min kære.. " lidt afventende dansede hendes fingre over dets ryglæn, førhen hun endelig fandt plads foran hende, overskrævs over stolen. "Ved du hvor længe du har været herinde?" Og med et, var det som om at tonelejet langsomt ændrede sig. 

Fra at være hånende, alt for nærgående og næsten spindende, gled den mørke stemme over i lidt mere... Almindelig konvasering. Næsten nysgerrigt, som snakkede de om noget helt andet, og i helt andre omgivelser. 
Solaris tattoverede arme krydsede ryglænet, og hun lagde sig ind over det, mageligt. "Jeg kan fortælle dig lidt om hvad der foregår derude. Det seneste stykke tid har været interessant - viste du at mørkelvere ikke er 'ulovlige' mere?" Interessen, nysgerrigheden  bagved spørgsmålet, var næsten komisk. Og tågeøjnene smalledes en anelse, lidt for tilfreds, da en snert af personligheden sivede igennem krakeleringerne. 
Hun havde faktisk ikke haft brug for Caerthynnas magi i nogle måneder nu.


Havde grænser ikke været et absurd overspillet koncept for Solari, ville hun nok heller ikke 

Måske var det derfor, at disse to kvinder ikke kunne med hinanden. Den ene tålmodig med deres straf, den ene stædig nok til ikke at give under for torturen der blevet hende givet. 
Måske var det den tålmodighed, og den stædighed der ville gøre de ville ende med at knække hinanden. Måske, men hun så dem kæmpe til det sidste for at få den anden til at kaste håndklædet i ringen.
”Jeg er stædig, gælder det som tålmodighed?” kom det flabet fra Caerthynna, som hendes ene side af munden splittede i et ligegyldigt smil der viste hendes blodige og mørkegule tænder.
”Tror jeg mistede tidsfornemmelsen efter et par uger” sagde den forslået skovelver og kom med et lille suk mens hun betragtede sort elveren sidde på stolen foran hende.

”Nå?” var den eneste reaktion Solari fik ud af Caer hvis ansigtsfolder gled ind i et mere neutralt udtryk. Var hun ligeglad som hun så ud, nej. Men ville hun vise det til nogen? Nej.
Lige nu var det vigtigste at holde masken neutralt og i et sidste desperate forsøg prøvede hendes tanker at gribe ud efter Ban. Et sidste håb på at komme ud herfra. Men igen var det eneste hun mødte en hård mur som hun var sikker på, at nogen i templet var skyld i.
”Så, hvad vil du med mig nu? Skal jeg være dit nye legetøj? Kunne næsten forestille mig dine bekendtskaber ikke holder længe i nærheden af dig” foruden den forfærdelige kvinde Itin, men det krævede jo tydeligvis en helt bestemt type.

Hun havde ikke brug for at elveren gav hende meget opmærksomhed, når hun kom og infodumpede ting til hende. Men det kunne være det en dag ændrede sig. Et eller andet sted, så var hendes besøg her, nok mest fordi hun havde kedet sig andetsteds, og på sin vis havde hun derfor ret, den kære Caerthynna. Men det var ofte i mere stilfærdige situationer, at man fik de gode detaljer frem i den anden. Siddende her foran hende, kunne Solari studerer hendes træk i den næsten mørke celle, og lave det lidt ud af et spil, at forsøge at høre hvad hun tænkte på. 
Hun så ikke imponeret ud. 

Og ikke ulig en kat der ganske rigtigt studerede sit legetøj, gled mørkelverens hoved undersøgende på sned,  "Og dragerne er vågnet igen. Kan du tro det? Smukke væsner, har du nogensinde set deres skæl i sollys?" forsatte hun, uden at svare på hendes spørgsmål og ganske bevidst om det. 
Jah på det punkt kunne hun ikke andet end at indrømme hun var selvisk nok, til at mene der efterhånden var blevet besvaret nok spørgsmål af hende her idag. I nat. Jah hvorfor ikke snakke om lidt pænere ting, når udsigterne for skovelveren alligevel så foruroligende mørke ud. 
Et lille smil prikkede i den ene mundvig, lidt morende, og hun tappede i takt med vanddråben bagved elveren, imod stolens ryglæn. Måske hun ville vise hende det en af de her dage. Hun behøvede slet ikke at komme ud, for at opleve verdenen, trods alt. 

Den sidste bemærkning blev tydeligvis ignoreret og det fik et skævt smil til, at vokse frem på Caers læber. ”Nå, er de, det?” sagde hun og sukkede ganske tydeligt uinteresseret i hvad end det var Solari ville prøve at sælge hende.

Med de tjavsede lokket omkring hendes ansigt, lod hun hoved glide op imod Solari. ”Okay, Solari” hun lod tungen glide hen over hendes sprukne og tørre læber. ”Hvad med i stedet for du prøver at gøre mig misundelig over, jeg ikke kan se hvad der sker ude i verden” hun tog en dyb indånding, og fortrød det, det øjeblik hun gjorde det da alt duftede af afføring og efterladenskaber. ”Så fortæller du mig, hvad du vil have mig til at gøre, for at jeg kan komme ud af din fangekælder og i stedet gøre gavn for dig et andet sted” hun var trods alt ikke dum, og hun havde evner foruden at ændre hendes udseende, der kunne være af værdig for ypperstepræstinden. Det handlede bare om at sælge det på den korrekte måde og på det rette tidspunkt.

Hun lænede sig tilbage mod den kolde og hårde mur, og hendes gyldne øjne betragtede kvinden foran sig. Ja, hvad skulle det tage for, at hun kunne komme ud af denne fangekælder, så hun kunne få et bad og noget ordentligt at spise.

Hun bed ikke på maddingen. Med vag skuffelse dæmrende i udkanten af hendes tanker, gled der et næsten mildt suk over mørkelverens læber, og hun lukkede kortvarigt øjnene. Som et lys der varsomt blev tændt, følte hun hvordan elveren faktisk mente hvad hun sagde. Troede på sin værdi, og alt hvad hendes eksistens indebar af magi og mageløshed. Hun ville forhandle? 
Præstinden rejste sig i sekunderne efter, det sølvhvide hår dansende om det fine hoved da hun opgivende rystede det, og skubbede sig fri fra stolen i en skurrende yd. "Du har ikke fattet det, har du?" Stemmen var blød,  ord der snoede sig, med en forræderisk grad af venlighed igennem stilheden, og kærtegnede mørket imellem dem. Men understøttede ikke det blik der igennem tågehvide sprækker betragtede hendes triste skikkelse. 

Som en af de sidste,  mere blide berøringer hun nok ville opleve i de næste par uger, prøvede Solari forsigtigt at køre en finger over noget af det størknede blod i hendes ansigt. Dets metalliske lugt krøb sig ind over hendes smagsløg, overdøvede stanken - tiggede næsten efter opmærksomhed. Men tålmodighed. 
"Måske et par uger mere, jah?" den arrogance der hvilede over situationen, måtte på et tidspunkt krybe langt nok ind under huden på skovelveren, ikke? Hun var tidsfordriv. Hun var ikke i en position til at lave aftaler. Og selv hvis hun var, ville det være fordi hun satte sig selv der. Spørgsmålet var ikke længere hvad Nalish'ra præsten ønskede. 
Hvad ville hun tilbyde? 

I en hurtig bevægelse trak Solari hånden til sig igen, fingrene lidt vippende i tanker nede ved hoften, inden at hun hævede hånden (en smule dramatisk). Et skarpt smil - og den dryppende lyd i rummet fra før tog til i styrke, førhen hun uden at sige eller tilføje mere snurrede om sin egen akse, og med flagrende gevandter forsvandt.. Hendes elendighed måtte velsagtens forsætte, og Itin kunne være et fantastisk bekendtskab i mellemtiden. 

---------

Først efter en måned åbnedes døren op igen, skyggen af Solaris mindre silhuet tegnet imod det kolde lys udenfor, og et studerende glimt i de lyse øjne. Dag 130. Det var joh næsten et jubilæum for dem. 

Atter var hun efterladt til hendes ensomhed. Endnu en gang alene med den dryppende lyd, som Caerthynna kunne have svoret, var blevet endnu højere efter at Solari var forsvundet.
Ingen kom og besøgte hende de næste par dage. 
Der var vand og næring. Næring, fordi det var ikke noget af større substans end blot at holde hende i live. Det var næsten, som om hun spiste vådt sand fra Rubinien. Men, ville hun leve, var det hvad hun måtte sige.
Spørgsmålet var nu, hvad levede hun for? Hvad var det, som der holdt hende ved bevidstheden. Hvad var det, som gjorde hun åbnede øjnene, trods smerten i hendes nakke, arme og ryg. Faktisk måtte Caerthynna indrømme, at det hele hendes krop føltes som om den brændte op i smerter. Det var ikke meget længere hun kunne klare, før at hendes sind ville knuses fuldstændig og hun ville aldrig blive den samme.
Og dog, der var et lille lys forenden af tunnelen. Et minde hun hæv frem og huskede på. En person, der havde formået at vende den tilbagetrukket og afstandtagende elver. En mand, der nok var kommet videre og end ikke huskede hende på nuværende tidspunkt.

”Så kom du igen” hviskede Caer med en hæs stemme, hun havde ikke kræfter til at løfte hoved. I stedet hang det og næsen pegede mod stengulvets kolde og hårde overflade. ”Beklager jeg ikke har noget og byde på”

Der var desværre ikke meget sympati at hente, i de hvide øjne præstinden bar. Medfølelse kom velsagtens i bølger, og man kunne aldrig helt hævde at havet var vindstille. Strømstille. Men det havde været dødt længe, og heller ikke synet af den faldefærdige skikkelse skabte ringe i vandet. Foruden en... sitrende fornemmelse af forundring. Hun virkede stadigvæk til at kunne tale, og det var anerkendelsesværdigt, og det skubbede et lidt blødere smil over mørke læber. 
Med klikkende skridt slentrede mørkelveren over. Caerthynna var ligeså meget et eksperiment, som hun var en fange, og det var altid lidt af et ventespil, når det gjaldt stærke personligheder. At de så også reelt spillede om det, nede i beboelsesfløjene, var en detalje hun en dag ville finde ud af. 
Nogle havde trods alt allerede tabt, da de troede hun ville knække før 100 dags jubilæumet. 

Hun nikkede. "Jeg kommer altid igen" nynnede hun sagte. Dét kunne hun tage som et løfte. 

Hånden greb det afkræftede hoved, og løftede det for hende. Så livløs.. det gik ikke, at hun visnede imellem deres fingre. Selvom stedet i sidste ende kunne sammenlignes med gift, for så ugidelig en person som skovelveren, ønskede hun ikke at det stoppede allerede nu. Det er for tidligt, Caerthynna, og hun sukkede. "Det kan jeg se..." og det lød næsten som om at det virkede trøstende, hvis man ikke kendte præstinden ordentligt. Det stemmede ikke overens med hendes nøgterne udtryk, og hun rynkede næsen en anelse, hun lugtede forfærdeligt for den senesitive sans. "Min kære..." begyndte hun, og sænkede hovedet blidt igen, hvis ikke hun selv holdt det oppe, da Solari slap. "Jeg har en god nyhed med til dig. Det er en fejringsdag, hvilket betyder -" og hun greb fat i lænkerne, en nøgle fisket frem i den anden hånd, og begyndte at løsne hendes kæder en efter en. "- at alle skal i bad. Selv vores 'gæster" og hun himlede lidt med øjnene over ordet. Gæster, ja ja. 

Hænderne greb det faldne hoved, der var ikke meget tilbage af den unge elver. Ikke at Caerthynna nogen sinde, havde været en kvinde med meget sul på kroppen. Men nu var der ikke meget andet tilbage end knogler og skin. 
I bad? Lige så stille magtede Caerthynna at kigge op på Solari. “I bad siger du?” Hviskede hun og et lille skævt smil spredte sig over hendes læber. “Gratis? Det lyder interessant” mumlede hun, og var tæt på at miste hendes besindelse igen. 
Hele hoved svømmede og knoglerne værkede selvom hun næsten ikke kunne mærke det længere. Sidder i denne holdning i så lang tid som hun havde, det gjorde at smerten kom og gik. Men mest af alt var det bare en konstant som Caer havde formået at accepterer. Lige som så meget andet i hendes verden. 
“Vidste du, at man kan leve 40 dage uden mad?” En tortur Itin havde udsat hende for flere gange på nuværende tidspunkt. “Men kun tre dage uden vand?” Blikket rettede sig mod dryppe helvede før hun kiggede tilbage mod præstinden. “Så henrivende ypperstpræstinde, hvor underskriver jeg med blod? Så jeg kan få mit bad og noget ordenlig zalans ædelse”

Hun havde regnet med at det ville blive modtaget med taknmemmelighed. Nej, hun var arrogant nok til at tænke, hvordan det blev modtaget med glæde, og forventede det uudtalt imellem dem. Men alligevel trådte det et uventet sted, da Caerthynna levede op i ordene. 
Med en dæmpet klakken faldt lænkernes låse fra hinanden, og blottede noget ømt, iturevet skind, haltende flere forskellige steder i healings processen. Det var uundgåeligt, selvfølgelig, og hun gjorde ubevidst sig lidt umage for ikke at røre ved det, da hun lod hånden glide over de tynde arme, og støttende forsøgte at få hende op. Vidste du at... øjnene gled med et skær af interesse imod Cearthynna, og en dæmpet latter slap ud fra Solaris indre, ved de 'indsmigrende' ord. "Gratis, jeg mener det. Ingen blodpagter er nødvendige i nat" smilede hun, og hev hende med et dæmpet umpf op og stå på den svajende ben. Det ville blive godt at få den stank af hende, kunne hun ikke lade være med at tænke.

Det måtte være smertefuldt, og det var nok også en af grundene til at præstinden var okay med at tage det.. langsomt, til en start. "Men den appetit - det bliver vores kok glad for. Mon ikke der er nogle af rettene, der er i din smag.." summede hun lidt overvejende, et lidt fornøjet blik imod skovelveren. Fordommende var der mange af, og som regel, var de også bare lidt sande. Men hun var nok ikke kræsen, længere. 
Roligt skiftede omgivelserne sig ud, fra klippeværk til mere... raffineret klippeværk. Små fakler af blålilla lys dækkede gangene med spæde mellemrum, men ellers var der selvfølgelig mørkt. Det krøb op af gangene; langt de fleste af dem behøvede trods alt ikke lys, det grænsede til generende. 

Den spinkle krop faldt ind i Solaris, hun fortjente det, tænkte Caerthynna som hun betragter sorteelveren gemmen halvt lukket øjne. Men den spydighed der normalt var at finde, både i øjnene og den måde ordene formede sig i munden på hende. 
“Nå nå, gratis var… hmm, lige før nogen forventer at jeg kaster mig for herligheden fødder og begynder at kysse dem” mumlede Caer velvidende at stemmen måske næsten ikke var til at høre, var det et problem for hende? Tydeligvis ikke, som hun langsomt stavrede efter Solari. Caer var på nuværende tidspunkt så træt, brugt og havde ondt i afkroge af kroppen hun ikke anede man kunne have ondt i. Så hun lagde slet ikke mærke til, hvordan at gangen så ud, og hvor hun blev ført hen eller hvad der skulle ske. 
“Skal bare have mad ind til jeg kastet op fordi min mave gør så ondt, ville dine tjener have lidt godt af” brummede hun irritabelt, men igen var der ikke længere den samme kræft bag ordene. De var bare slynget ud, fordi det var hendes eneste forsvar. 

Det var en skræmmende forandring, den som skovelveren havde gennemgået. På hvad der i elvisk tid føltes som ganske kort tid, var hun svundet ind til skind og ben. Stavrende, tjavset, lugtende... der var mange tillægsord, og ingen af dem var nødvendigvis særligt flatterende. Men det var også pænt. På en forunderlig måde, var det den spændende form for skønhed. Når folk var på deres laveste, havde de det største potentiale til forandring - og skovelveren... 
Solari registrerede hendes mumlende stemme, men hørte ikke efter, når hun talte. Ikke før til sidst, hvor hun med et lille 'hmm' stoppede op, kastede et blik over skulderen, og rystede lidt på hovedet. "Jeg har ikke tjenere, min kære. Jeg har følgere, jeg har kirkens folk under mig. Og selvom du ikke kan se forskellen, er den der stadigvæk" hvorvidt Caerthynna så var i en tilstand til at modtage så meget information, så mange indtryk, på en gang... det var egentlig underordnet. Ordene var - modsat så mange andre gange, de havde gået sammen - uden andet underspil end bare... at rette. Forklare - det var tydeligvis noget hun troede fuldkommen på, hvordan kunne hun være andet bekendt? 

Turen ned til køkkenet var heldigvis ikke alt for lang, hvis man altså kunne gå almindeligt. I tempoet nu, virkede det som en evighed, og nok mest for elveren selv, måtte hun minde sig selv om. Det var joh syndt for hende. Næsten, altså. 

Tjener, præster, yngle. Lød som det samme i hendes øre, men hun skulle da nok tiltale hendes hæderlighed og hendes undersåtter som de burde. Bare hun fik et bad og noget mad.
Da det gik op for Caerthynna, at de gik ned mod køkkenet først, løftede hun hoved og kiggede op mod Solari: ”Er du sikker på, at du vil have mig i køkkenet som det første? Tror nu alligevel at det ville forværre ting” Caer var glad for, at hun ikke selv kunne dufte hvordan hun lugtede længere. Hun havde levede i denne elendighed i flere måneder nu. Måske det havde været godt for hende på den langesigt. Hun vidste godt, at de tvangstanker hun led af, de ville aldrig forsvinde. Men kryb, det at hun kunne dø af alt der var ude i naturen. Hvad fanden havde hun tænkt på? Nej, hun var ligeglad, og på et tidspunkt ville hun dø alligevel. Når den dag kom, ville det blot være en velsignelse, intet andet.

”Måske du også kunne fortælle mig, hvad du ellers vil have ud af mig? Jeg har det bedst med, at jeg har et mål, og siden jeg jo godt ved jeg ikke længere kan flygte fra dig, kan jeg jo lige så godt arbejde for dig og få noget ud af det” sukkede hun og var ganske oprigtig i hvad hun sagde, i sidste ende var det hendes eneste måde at komme videre i hendes liv på.