Det var sen eftermiddag og tidligt i morges, var Samuel kommet til templet. Han havde brugt dagen på at finde sig til rette, se sig lidt omkring og vænne sig til, at han ikke skulle gå og være nervøs længere. Han behøvede ikke at se rundt om hver hjørne, for at sikre sig, at de større børn ikke var efter ham, inden han drejede omkring det. Han behøvede ikke at gemme sine ejendele kreative steder, så alle andre ikke kunne tage det. Det skulle han nok bruge længere tid på at vænne sig til. Til trods for at han nu sad på kanten af ønskespringvandet helt alene, kunne man næsten se ham gibbe hver gang en ny lyd kom frem. Til gengæld var verden udenfor meget mindre skræmmende, end verdenen inde på børnehjemmet.

Samuel havde pergament og fjerpen med sig, hvor han nu sad og skrev et brev. Et brev der skulle sige farvel til alt det gamle, som han ikke længere skulle bekymre sig om.

Jeg skriver for at sige farvel. Jeg har ikke brug for dig længere. Jeg har noget nyt at holde fast i, én ny at holde fast i.

Du har ikke været særlig rar. Du har ikke budt mig meget godt igennem tiden, og jeg må være ærlig; Det har gjort ondt.

Jeg vil ikke bære nag. Jeg vil videre fra alt det gamle, så jeg kan fokusere på alt det nye, der venter mig. Og med alt du byder mig, som jeg har skulle døje med så længe jeg kan huske, må du ikke komme med.



Måske vi kan mødes igen en dag. Måske jeg kan besøge dig igen, når jeg har set resten af verdenen. Når jeg ved hvad sådan en som dig ellers kan byde på.

Jeg ved, at det kommer til at gå meget bedre nu. Det er et nyt kapitel og jeg må byde en anden velkommen. En anden ved navn Isari.

Og så siger jeg farvel til dig, det liv jeg kendte.



Hilsen Samuel Lauritzen


- Den nye discipel i Isari templet

Samuel underskrev med hele sit navn og titel. Livet han sagde farvel til skulle have lov til at se, hvor langt han var kommet. Brevet blev foldet lige så ømfindtligt sammen og lagt på kanten af springvandet. Ønskespringvandet måtte da være det rigtige sted at efterlade sit gamle liv, når hans ønske om noget nyt i Isaris tempel var gået i opfyldelse.

Mørket havde lagt sig og gaderne var tæt på tomme, da Samuel rejste sig og gik mod templet. Solen ville stå op over en ny mand i morgen, en ny Samuel.

Selvom han så solen stige og sænke sig over landskabet, følte han ingen dage havde passeret. Ikke som de gjorde før i tiden. Livet havde været så anderledes for ham, selvom det nu var ved at være en del år siden. Med månen som vejviser for de ellers dunkle gader, søgte han til det berygtede ønskespringvand. @[Isora Khairy] havde lystigt fortalt ham om dette og hvad det gik ud på. Som det virkelig ville få ens ønsker til at gå i opfyldelse, eller de spørgsmål man nu engang havde, kunne blive besvaret. 

Selvom øjnene lyste og hornene stod tydeligt i måneskærmet, frygtet Aslak på ingen måde for sin sikkerhed. Byvagterne, såvel de mange folk i byen havde set ham i samværd med vogterne. Selvom han nu godt kunne ligne det, de fleste ellers gerne frygtede på den ene eller anden måde. 

Efter at have ladet sig selv vandre omkring springvandet et par gange, bemærket han noget som i første øjekast syntes efterladt, en forglemmelse. De lange fingre fik løftet pergamentet der var foldet så præcist på midt. Som han fik rejst sig ret op, lod han blikket glide omkring i troen om den som havde haft sin hænder omkring det endnu var i nærheden. Aslak måtte lade sig skuffe for en stund, hvor han efterfølgende lod sig dumpe ned på kanten til springvandet og foldet det op og lod de lysende øjne følge den kursive skønskrift. 

Aslak lod sig stille nynne en melodi fra sit folk af, mens han tog denne Samuels ord til sig. Var det ham selv han skrev om, verden selv eller et andet individ som havde gjort ham skade. Det var dybtfølt og ikke så langt fra en virkelighed han selv kendte. Dette var nok første gang i nyere tid, at Aslak lige så stille indså, at han ikke var i spor vildrede om hvad der blev ment i brevet. 

Det eneste som rigtig kunne lade sig gøre, var at han tog brevet med sig hjem, ønsket for at skrive noget igen voksede på turen hjem til det værelse han hid til boede på. Lys var heldigvis ikke en nødvendig for Aslak, så ingen ville blive forstyrret af hans natlige rumsteren. 

Samuel, 



Det glæder mig, at du har fundet en ny vej frem og et nyt formål for dagen og livet. 



Jeg beder til, at du ved det er okay at se tilbage. Se sine fremskidt såvel some fejl. 

Tillader sig at føle sit afsavn man måtte have, uanset hvor længe der går fra det, man har efterladt bag sig. 



Én dag mødes vi måske, når vi begge har set verden der ligger forude for vores fødder. 

Men jeg misunder dig muligheden for at vende hjem igen. Men vores valg er taget af en årsag.



Skulle du en dag falde over, noget du ikke tør tro dine egne øjne, må du låne mine. 



Levvel,

- Aslak, 

Diplomat for Aladrios' Vogter 

Selvfølgelig vidste Aslak ikke om denne Samuel ville få brevet, eller hvis han gjorde, hvor længe der ville gå, hvorfor han tillod sig at skrive sin hilsen som han gjorde. Nok havde han delt noget af sig selv til denne unge, formodentlig ugen, mand, men det gjorde ham intet. For en gangs skyld gjorde det ikke noget. 

Når morgen kom igen og dagen nåede til middag, ville Aslak aflevere det eneste sted, hvor han tænkte at denne Samuel kunne finde det. I Isari Templet. 

Denne dag havde Samuel sat sig til at lave udsmykninger til templet. Mere præcist udskar han stearinlys i diverse former og placerede dem rundt omkring. Det var en af de få ting, som han havde taget med sig fra det gamle liv, han ellers lige havde sagt farvel til og lagt bag sig.
Samuel sad med kniven i stearin, da en af de andre disciple afbrød ham og rakte ham et brev. Forvirret tog han imod det, lagde stearin og kniv fra sig, og gav sig til at læse.

Den unge mand fandt hurtigt vej til sit kammer, hvor han dyppede fjerpennen i blæk og begyndte at skrive;

Aslak,



Jeg må indrømme, at jeg ikke havde set dit brev komme. Jeg forventede at min skrivelse ville blæse væk i natten, eller falde i vandet og blive opløst. Alligevel har jeg fundet ro i dine ord. En dag vil jeg vende tilbage og se både fremskridt og fortidens fejl, måske endda fremtidens fejl, som jeg uden tvivl endnu har at begå.



Du tilbyder mig at se med dine øjne, skulle jeg en dag falde over noget, som jeg ikke kan tro med mine egne. Og jeg tager glædeligt imod.

Til gengæld kan jeg kun tilbyde dig mit selskab, når vi nu begge har så meget at se endnu, og hvis vi en dag mødes.



Jeg kan ikke lade være med at undres;

Du misunder mig muligheden for at vende hjem, trods vores tilsyneladende fælles valg om at forlade netop dét. Du kan måske ikke vende hjem igen?



- Samuel

Samuel foldede brevet sammen og denne gang blev det forsejlet med voks og et stempel der udgjorde Isaris symbol. Udenpå blev der skrevet 'Aslak, Diplomat for Aladrios' Vogtere'.

En lille gåtur længere ned mod det mere befolkede bydistrikt og Samuel fandt et ungt bud, som fik overrakt brevet. Han fik besked på at finde en vogter af Aladrios, en ved navn Aslak og fik et par ekstra krystaller for besværet. Han måtte vel befinde sig relativt tæt på. Derfra vendte Samuel tilbage til templet.

I fær med en klargørelse til en lille afrejse ud af byen, kom Isora til syne. Det var intet nyt i det, men hun havde noget i hånden som var til ham: "Det er til dig, et bud kom forbi med det," og som Aslak tog i mod det og så håndskriften på papiret, vidste han hvem det var fra. "Tak," sagde han som hun forsvandt ud af døren igen for at pakke sit eget færdige. 

Aslak fandt sæde i sengen og gav sig til at læse brevet han havde fået retur. Det var alligevel gået stærkt, det måtte han da erkende. Men lige så hurtigt som han mod tog dette, lige så hurtigt ville han da skrive et nyt igen til Samuel. 

Samuel, 



Din overraskelse er mig til stor glæde, at mine ord har kunne bringe dig noget ro. Men som du fik ro, giver dette svar mig et tegn for, at jeg har taget de rigtige valg i sidste ende.



Et glædeligt selskab som dit, tænker jeg kun kan give mig mere indsigt i hverdagen. Bed til, at jeg ikke tager dig på ordet og kommer din vej og beder om dine guidende ord. 

Skønt jeg er medlem af Aladrios' Vogter, er min tro forlængst forsvundet fra de guder du kender og de guder der tilhørt min art. 



Hjem? Dagen jeg forlod stammen og vores passage, mistede jeg den mulighed. Det er ren procedurer for beskyttelse for de resterende af os.



- Aslak

Det var måske underligt, at Aslak sådan lod sig åbne op for en ukendt, en så fremmed, som kunne bruge disse ting i mod ham, men alligevel tvivlede han ikke på Samuel. Han adresseret brevet som i første omgang. 

"Isora? Kan du finde et bud som kan aflevere dette til Isaris templet?" med lidt overvejelse så han hende tage i mod det og hjælpe ham med at få det afsted. Han ville nok høre for dette i sidste ende, men det gjorde ham nu ikke så meget igen. Samuel, formodenligt et menneske eller elv af en art, virkede til at være en, som kunne sætte sig i samme sted som Aslak. 

En ny dag var brudt frem og Samuels var lige kommet tilbage, efter sin første tur i tempelhaverne. Ved indgangen til templet stod en ung dreng. Han havde tasken fyldt med dagens post og et par breve i hånden, hvoraf ét af disse blev afleveret til Samuel.

Samuel gav det unge bud et par små krystaller, inden han forsvandt op til sit kammer.

Aslak,



At bede til at du ikke tager mig på ordet og kommer denne vej, er et ønske jeg ikke kan efterkomme. Hvis din rejse en dag skulle føre dig til templet, så spørg efter mig.

Du siger, at din tro for længst er forsvundet, men jeg vil love dig; Isari forlader os aldrig. Hverken hendes eller Aladrios's tro på dig er væk, men du må åbne op og lade dem komme ind.

Isaris guidende ord kan hjælpe, og jeg vil gerne hjælpe dig til at høre dem.



Det gør mig ondt at høre, din mangel på mulighed for at vende hjem. Jeg forstår begrundelsen hvis det sikrer beskyttelsen af andre, trods jeg ikke kender omstændighederne.

Bare husk; Et hjem er ikke et sted. Et hjem er hvad du gør det til og kan sagtens findes andetsteds.



Trods vores begrænsede kendskab til hinanden, er du ikke alene. Hvis du en dag skulle mangle en støttende hånd, så er jeg i templet.



- Samuel

Brevet blev foldet og endnu engang forseglet med symbolet i voks. Som det blev afleveret til et bud, kunne han ikke lade være med at sidde tilbage med en lille spænding i maven. En god spænding. Med de manglende forhold Samuel havde haft gennem hele sin opvækst, kunne han ikke undgå at føle en underlig form for tilknytning til Aslak. - En mand han ikke kendte og aldrig havde mødt. Og alligevel virkede det til at han forstod ham.