Morgengryet var lige på trapperne, hvorfor Pompeia havde formået at liste ud af hendes og Jontars kammer til hans kontor uden for mange lurende øjne. Selvfølgelig havde fyrsten sine øjen og øre alle vegne, men hun kunne give graviditeten skylden for den tidlige morgenrenden. 

Med fine og feminine træk fik hun ryddet noget plads ved hans bord og lagde pergamentet for sig og lod hånden gribe let om en af Jontars mange penne. Med nervøse vejstrækninger og skælvende hånd, tog hun end dyb indånding. 

Safiya, 



De kender mig ikke, men rygterne om Dem går dybt i krogene hjemme i Kazimi-paladset. 

Som De nok ved, står den næste af Deres sønner for skud i arverækken. 

Her må jeg appellere til Dem, som moder til moder. 

Lad ikke Jontar lide last for den gerning fyrst Sephyran har budt Dem. 



Jeg beder Dem, ikke alle sønner er som deres fader. 

Uroen sad dybt i hende. Nok var hun og Jontar enige om mange ting, men denne gjorde hun bag om ryggen på ham. Hun turde ikke risikere at der skete ham noget - ej at han gjorde noget han senere hen ville kunne fortryde. Pompeia havde set hans øjne og hørt hans toneleje når han talte om sin moder. 

"Sørg for det kommer det rigtige sted hen," beordret hun Morosa. Nok var det Jontars slave, men Pompeia kunne ikke sende Talice afsted på sådanne opgaver endnu, samtidig vidste hun ikke selv hvor Safiya opholdt sig, men det gjorde Morosa med stor sandsynlighed, det var lige før, at Jontar fortalte den kvinde mere, end han gjorde til Pompeia. 

Men som brevet af overrakt, valgte hun at gå tilbage til sovekammeret, hvor Jontar endnu lå. "Det var bare lidt uroligheder i krop," løgn hun med en mild stemme og tog sig til maven som en indikation til, at det var årsagen til det. 

Flere dage senere i et telt i ørkenen, foldede en kvindehånd omhyggeligt brevet sammen. Det overraskede hende ikke, at Jontar havde fået en hustru, for rygterne om det overdådige bryllup var nået langt ud over Rubiniens grænser, men ind til nu, havde hun ikke vist meget om Kazimifamiliens nye gemalinde, ud over hvad der almindeligvis blev sagt om Komora-familien.

Omhyggeligt stak hun pergamentet ind i flammen på et tændt lys ved sit bord og så det krølle sig sammen og blive til aske. Mange års forsigtighed havde lært hende ikke at efterlade spor.

Beskeden, hun sendte tilbage blev givet mundtligt, hvisket af en slave i gemalindens øre - pergament kunne opsnappes, især hvis det blev sendt direkte under fyrstenes næse:

Hun ønsker at møde Dem, næste gang De forlader Balzera - moder til moder, kvinde til kvinde.

Hun siger, at udnødvendigt blod ikke skal udgydes.



Find en måde at skjule Dem for Ham på. Ellers vil Deres liv være i stor fare.

Safiya var ikke i tvivl om, at Pompeia ville være klar over, at der med ham mentes Fyrsten af Rubinien.