Intet af det var gået som hun havde forventet.
Planen havde egentlig føltes ganske simpel og lige til. Det var jo bare et spørgsmål om at få sagt højt hvordan hun havde det, og hvordan landet lå. Intet i invitationen hjem, havde indikeret at samtalen tog denne drejning. Nok havde Hecates øjne og utilfredshed sat et præg om, at Nemesis skulle passe lidt bedre på, men det havde stadig ikke forberedt hende overhovedet.
 
Nemesis var dukket op hos sine forældre ikke langt udenfor Dianthos, og nydt en fin eftermiddag i sin mors selskab, før hendes far var vendt hjem fra møder. Hendes afsavn til Dianthos, mest af alt en specifik person, var stadig tung og dominant i hendes tanker, men der var også noget rart og hjemligt ved netop at være hjemme.
Aftensmaden var gået med at hun havde hørt om hvad der på det seneste var sket og hvordan det gik med forretningerne. Det virkede alt sammen helt og aldeles normalt og uden nogen større omvendinger, som Nemesis skulle tage stilling til. Hun følte modet bygge sig op til at hun i løbet af ugerne sagtens kunne fortælle hvad der var sket i hendes liv.
 
Men stemningen tog en hurtig drejning, da hendes far foldede sine hænder foran sig og hvilede ned på sine aldrende albuer. Man kunne havde hørt en knappenål falde til jorden, mens Nemesis kiggede mellem sine forældre som ordene faldt. "I har hvad?" hun nægtede at tro på det.
"Fundet dig en mand. Du har gået længe nok, og vi gav dig friheden på at rejse til Dianthos for at få luft. Men tiden er nu til at komme videre, og jeg har arrangeret en aftale med Marius, som har en sønnesøn på din alder" fortalte hendes far ufortrødent videre.
Nemesis sad med åben mund og begyndte at ryste på hovedet. "Nej. Jeg gør det ikke" hendes fars ansigt der normalvis ellers havde både venlige og blide former, blev hårdt og strengt. "Du kan ikke blive ved med at gå, Nemesis. Det er din bedste mulighed og aftalen er allerede på plads."
Nemesis rejste sig, så stolen skrabede tungt og hårdt mod gulvet. "Jeg har allere-" men hun blev stoppet af en hævet hånd, som indikerede at han ikke var interesseret.
Nemesis stod tilbage med et virvar af tanker, som hun knyttede sine hænder og trak sig fra rummet med hastige skridt.
 
Nemesis låste sig inde i sit kammer og nægtede at komme ud, om det så var hendes mor der forsigtigt forsøgte at komme ind, eller hendes far der hamrede til døren. Nemesis brugte dag og nat på at udtænke en plan og vurdere hvem hun kunne stole på, før hun fandt pergament frem og begyndte at skrive.
 


 
Hun holdt det kort og uden navn, hvis det mod al forventning skulle blive opsnappet. Det var også kort, så hun kunne pakke brevet så lille så muligt, så det var muligt for hende at smugle det ud af værelset. Hun valgte en tidlig morgen at snige sig ud og ned til køkkenet, hvor hun fik indfanget en af de unge køkkenpiger, som hun vidste skulle til byen, og som ikke var af den opfangelse at alt skulle deles med herren i huset. Det tog lidt overtalelse, men pigen stoppede brevet ned i sit forklædes lomme og lovede at få det sendt samme dag. Hun håbede to dage var nok til at Nao kunne komme afsted. Hun håbede at han kom.
 
Dagene gik langsomt. Nemesis kom ikke ud af sit kammer, ikke engang for mad, og sendte hver gang folk væk som forsøgte at komme ind til hende. Køkkenpigen bragte hende en smule mad om aftenen, men blandede sig ikke rigtig ellers af frygt for hvad der ville ske hende. Hendes forældre var ikke onde, og det smertede dem at Nemesis tog nyheden som hun gjorde. Nemesis mor havde sat sig uden for døren den ene af dagene og virkelig forsøgt, men da Nemesis nævnte at hun havde hjertet et andet sted, blev det mødt af lang tavshed og ordene om, at det ville gå over, for Nemesis’ mor var selvfølgelig af den overbevisning at det blot havde været få møder, hvor en interesse var skabt og intet andet.
 
Fredagen gik endnu langsommere end de to forhenværende dage, og frygten begyndte for alvor at spænde hende fuldstændig op. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, og vidste efterhånden ikke hvad muligheder hun havde. Som solen begyndte at glide ned og hun havde afslået endnu en invitation om at få aftensmad, gjorde hun sig klar. Påførte sig en varm kappe og trak hætten over sit lyse hår. Hun sørgede for ikke at skille sig alt for meget ud, og ventede til alle var optaget, før hun listede ud af værelset.
Hjertet sad helt oppe i halsen på hende, som hun gik igennem de mørke gange, uden at turde tænde noget lys, og ud igennem en tjenesteudgang, til den kolde tidlige aftenluft. Hun gjorde alt for at undgå at møde nogen på sin vej, og generelt blive set, før hun nåede længere ind i den lille forstads landsby der lå så tæt på Dianthos mure, at den næsten var en del af byen.
Hun trak kappen tættere om sig, og skuttede sig i kulden, som hun nåede den oplyste kro. Hun klemte sig ind i et hjørne op ad kroens ydervæg, og stod let i mørket og ventede. Under den tunge hætte, var der et trist ansigt, hvis øjne afspejlede at de havde været tårefyldte i alt for mange dage. Hun håbede inderligt, at Nao vidste hvad de skulle gøre nu.

Der havde gået flere dage efter at Nemesis var taget afsted og Nao havde lige siden ballet, hvor de sidste havde været sammen og set hinanden, gået og tænkt på hvordan hendes rejse ville gå. Hvordan hendes forældre ville tage nyheden om deres kærlighed, om de selv havde fundet en ny mand, som de ønskede Nemesis forlovede sig med. Der var rigtig mange spørgsmål, som han ikke havde mulighed for at få svar på, før at Nemesis ville vende tilbage til Dianthos. 

Uvisheden om hvad det skete deroppe var svær at gå med, men det gjorde ham ikke godt at gå og tænke over hvad der skete. Han måtte væbne sig med tålmodighed, ind til han hørte noget nyt fra hende. Han levede sin hver dag så godt som han kunne, gjorde hans arbejde og sørgede for at han ikke fik nogle opgaver som ville sende ham længere væk. Lige nu var der ingen større uro i Krystallandet, som krævede hans tilstedeværelse.  
Det var først da der kom et brev ind ad døren, at han vidste at noget var i gære. At turen ikke var gået som planlagt kunne betyde meget, han frygtede blot at der var sket hende noget, men i så fald ville hun så have mulighed for at møde ham på den kro, på pågældende tidspunkt?

Han var selvfølgelig opsat på at møde hende den aften, han kunne slet ikke vente. Der var kun kommet mange flere spørgsmål, efter brevet var ankommet. Kroen lå heldigvis ikke langt fra centrum, så det ville ikke tage lang tid at komme derned. Slet ikke på heste ryg, som han havde fundet frem.
Som han nærmede sig kroen, agtede han at finde Nemesis. Han vidste ikke hvordan hun havde det eller hvad der var sket. Men det måtte han finde ud af. Han fik hurtigt øje på hende, regnede han med, som hun stod op ad væggen og kuttede sig i kulden.
Nao steg af hesten, trak den hen og tøjlede den og gik hen imod hende, "Nemesis..?" Det var hende. Han kunne bare ikke se hendes ansigt.

Nemesis havde ingen idé om Nao overhovedet havde mulighed for at tage væk fra byen af og komme ud til hende. Trods alt var hun endnu ikke blevet usikker på om han ville. Hun var langt mere usikker og bekymret omkring hvilken reaktion han ville komme med, når hun fortalte hvad der var sket.
Alt for mange forfærdelige scenarier udformede sig i hendes sind, og hun begyndte at pille nervøst ved sine fingre, mens tårerne løb tilbage op i hendes blå øjne.

Hun løftede sit sænkede hoved, som hun til sin store lettelse hørte hans velkendte stemme, og nu så op på ham. Hætten gled lidt tilbage som hun havde løftet hovedet, og afslørede tårerne i hendes øjne, ved genskæret skabt af kroens lys. Hun snøftede lavmældt og tørrede sig under øjnene, mens et lille spinkelt smil fandt vejen frem på hendes læber. "Du kom"

Dagene havde medbragt så meget tvivl og frygt, at hun var direkte bange for at han ikke dukkede op. Hele hendes indre kompas var fuldstændig i uorden og hun vidste efterhånden ikke hvad fod hun skulle stå på. Hun følte sig så ynkelig og modløs, at det gjorde helt ondt, og ligeledes var meget atypisk hende.

Lige for tiden var hans tanker og mindset fokuseret omkring hende. Da brevet var kommet var han opsat, på at komme afsted, så hurtigt som muligt, så han ikke blot kunne se hende igen, men også høre hvad der skete. Han var nysgerrig, spændt og forventede faktisk det værst muligt. Han regnede bestemt ikke med at hendes forældre, havde taget deres nyhed med åbne arme.
Kroen havde ikke lagt langt væk fra byen, så hun måtte have rejst længe for at komme hertil.  Hvis hun havde bedt ham om at hente hende hos forældrene, så ville han have gjort det. Lige nu ville han gøre alt.

Han havde været usikker til en start, men da han kom tættere på, var han sikker på at det var hende. Han kunne bare ikke se hendes ansigt, for kappen og kutten. Det gik hurtigt op for ham at det var hende, især da hun svarede. Han kunne se hvordan hendes øjne var røde, hun snøftede og tørrede flere tårer væk. Det havde tydeligvis ikke gået, som de begge havde ønsket, men det måtte han finde ud af og derefter måtte de finde ud af hvad der skulle ske. 

Han kunne aldrig drømme om ikke at dukke op. Sådan var han ikke. Han elskede Nemesis, så hvordan kunne han lade hende være i usikkerhed? Han gik hen og lagde armene omkring hende. Lige nu ville ingen ligge mærke til dem. Aftenen og nattens mørke var på vej, hen over byen. "Hej.." Lød det roligt fra ham, som han omfavnede hende. "Skal vi ikke gå indenfor?" 
Godt nok ville han gerne stå og holde om hende, men ikke herude. Det var koldt og vådt. 

Han tog hendes hånd og tog hende med indenfor. "Har du et ledigt værelse?" Hans ansigt gled mod kromutter, Nao smed et par mønter og modtog en nøgle. Godt nok kunne de godt sidde nedenunder, men det her var for privat. 

Det havde ikke været en al for lang rejse, trods det havde været en gennem et bevokset område, siden hendes forældres hus var omkranset af træer og buske. Men Nemesis var ligeglad, om hun så skulle være gået flere kilometer for at nå hen til kroen så de kunne mødes.
Nemesis lænede sig ind til ham og mærkede en form for ro falde en smule over hende.
Hun nikkede og snøftede endnu engang. Det ville nok være rart at komme indenfor i varmen - hun kunne efterhånden ikke rigtig mærke sine tæer.

Hun tog hans hånd, men havde fortsat hætten over hovedet da de trådte ind i stuen. Hun ønskede ikke at nogen genkendte hende, ikke nu! Hun stod i sine egne vildfarne tanker som Nao fik lagt nogle krystaller og modtog en nøgle. Hun fulgte efter ham op og ind på et af kroens ensformede værelser.
Hun lod først der hætten falde og lod for alvor hendes bekymrede og sorgmodige ansigt træde frem i lyset. Hun havde sådan håbet, og intet var gået som hun havde tænkt. Hun havde ikke forventet at de ville modtage nyheden med åbne arme og stor glæde, for det var sjældent den reaktion man kunne forvente i adlen. Men at de allerede havde fundet andre aftaler, og ikke engang nævnt for hende at det var planer de havde sat i værk. Det sårede hende oven i, alt det tomult der foregik.

"De.. De har lovet mig væk." hendes stemme var stille, og hun talte først som hun hørte at døren var blevet lukkt. Frygten for at han ville opgive, havde ramt hende. Frygten var irrationel og samarbejdede ikke med fornuften, for selvom hun ikke ville eller kunne mistænke ham for at være en person der gik fra sit ord, så var hun bange alligevel. Bange for at miste det de havde.

Nao bekymrede sig ikke om de personer inde på krostuen, hans tanker var målrettet hende og at få dem oven på, så de kunne være alene. Han havde hende i hånden, som han førte dem inden for. Han forstod godt hvorfor hun ikke tog hætten af, han vidste ikke om hun var stukket af, men lige nu ville hun ikke opdages. Slet ikke med ham. Det var for risikabelt.
Han vidste samtidig ikke hvor længe hun havde stået derude, men hun virkede kold og våd. Det gjaldt om at få hende ind i varmen, få hende ovenpå, så de kunne være private. 

Nao fik hende indenfor på værelset først, lukkede døren bag dem og så hvordan hun tog hætten af. Han havde savnet det ansigt, men det var tydeligt at se at hun var oprevet, ked af det og virkede ødelagt. Dette her kunne muligvis kun gå en vej, og han var bange for denne vej. Han tvivlede på at det var en vej, som gik deres vej.  
Nao gik hen til hende, fik hende ud af den kolde kappe og sendte hende et varmt smil, som han hang kappen på plads. Hun skulle ud af det våde. 

Det var som et lyn der slog ned i ham, som han lyttede til hendes ord. På trods af at han vidste at der var en stor chance for at det var hvad der var sket, så havde ramte det hårdere end han troede. Nao var dog sikker på at dette ikke var noget som Nemesis ønskede at deltage i, det havde hun jo gjort klart for ham. Men hvordan skulle de slippe uden om det?
Han måtte selvfølgelig holde hovedet koldt, og tænke klart. Som han stod ved hende igen, lagde han armene om hende, "Vi skal nok finde ud af det. Det skal ikke komme i mellem os" Det måtte det ikke. 

Selvom det var hårdt, og han havde lyst til at give op, så måtte han ikke dette. Som han lod armene falde ned og kiggede på hende, fandt han frem til hendes ansigt. "Hvor langt er de i planerne?" Ikke at det betød så meget, for han ville bare væk med hende. "Er der nogen mulighed for at slippe udenom det? Fortalte du om os?" 

Nemesis trak vejret hurtigt og følte sig helt ude af sig selv. Hans arme omkrig hende, fik en lille smule ro over hendes krop, men ikke nok til at hendes hoved holdte op med at løbe i vildskab med tanker. Hans betryggende ord gjorde også sit for at holde hende i ro. Det måtte ikke komme imellem os. Det måtte ikke!

Hun løftede langsomt blikket og kiggede på ham, stadig bange, usikker og nervøs omkring det hele. "De.. Han.. Min far har aftalt det med en af sine venner, hvis barnebarn er på min alder. De skulle eftersigende havde aftalt mere eller mindre det hele" svarede hun med skælvende stemme. Hvorfor havde de intet fortalt hende?!
Hun nikkede og tørrede igen en tåre væk, inden den nåede ned af hendes kind. "Min mor. Det var som om hun slet ikke troede på mig.. I hvert fald, var hendes svar at.. det kom jeg mig nok over med tiden" svarede hun og rystede på hovedet, opgivende. "Jeg ved ikke hvad jeg mere skal gøre. De lytter ikke til mig! Min far er fuldstændig ligeglad og siger min tid i Dianthos er forbi, det er tid at.. vende hjem.. fuldføre pligter." hun sukkede og sank hovedet.

"Jeg ville ønske jeg kunne forsvinde.."

Det var hans pligt at sørge for at gøre hende tryg, vise hende hans nærvær som hun havde brug for nu. Det havde uden tvivl været et chok at stå overfor forældrene og få denne nyhed. Det var tydeligt at se på hende. Hun var oprørt over situationen.
Han forstod godt hvorfor hun var bange og nervøs, for igen skulle hun stå overfor et valg, som hun ikke selv havde været en del i og noget som hendes forældre havde sat i gang i.

Som hinandens blikke mødtes, lyttede han til hendes ord. Han lod sine hænder glide henover hendes kinder, som tårerne pressede sig på. Han forstod hende godt. At de var så langt vidnede blot om at dette var noget som havde været planlagt længe, uden at give Nemesis nogen information.
"Bare rolig, vi skal nok finde en løsning, kære" Forsikrede han hende, de skulle blot holde hende væk fra hjemmet. De kunne ikke tvinge hende hjem.
"Det er klart de ikke lytter" Svarede han roligt, "De ser jo kun fordelene fra deres synspunkt. Hvis det her giftemål kan give noget til dem, i form af bedre handel eller en bedre position, så betyder dine meninger intet" Han havde hørt om den slags alt for meget. 

Han kiggede seriøst på hende, "Så lad os gøre det. Jeg tager med. Du skal ikke rejse nogen steder alene." De satte uden tvivl meget på spil, men hvis det var det der skulle til.

Hendes forældre var gode folk! Det var I hvert fald altid det Nemesis havde tænkt. Hun havde trods alt en ugift faster, som oven i alt havde været kriger. Hvilket kun kunne ses som utraditionelt, hvad angik adelskvinder. Heldigvis begyndte det at blive mere og mere udbredt. Hvordan kunne de så vende og sætte hende ned i en kasse, og give hende væk som var hun ikke andet end et led i en større handel. 
Hun snøftede som svar, og mærkede hvordan en del af hendes verden fuldstændig kollapsede. Hun vidste de var meget opsatte på at holde traditioner, men det her føltes som vanvid!

Nemesis løftede sit blik og så på ham med et overrasket udtryk. Kunne de det? Bare rejse uden at sige det til nogen og forsvinde væk fra problemerne? Hun sank en klump der havde formet sig i halsen, før hun nikkede beslutsomt. "Okay." hun løftede sin hånd og lagde den på hans kind og lod sin tommelfinger ae blidt. "Sammen" 

Det var en skræmmende ny men også spændende verden at skulle begive sig ind i. Hun vidste at der ikke var nogen vej tilbage når først skridtet var taget. Men når alt kom til alt, ville resultatet blive at hun var hos Nao, og det var alt hun ønskede! Så måtte resten blive ordnet løbende, hvis det nogensinde blev, hvis det betød de ikke blev adskilt!

Nao tvivlede ikke på at Nemesis forældre ville det bedste for hende, men de ville det lige så meget for dem selv. Hvis de ønskede det bedste for hende, uden at selv havde nogen indflydelse, så havde de ladet hende valgt selv. Nao så mere objektivt på dette end hende, men selvfølgelig så var det kærligheden til hende, som talte højest. 
Han forstod godt at hun følte det hun gjorde, at hendes verden var i gang med at bryde sammen. Men hvis det var Nao hun ville, så skulle de nok sammen finde en måde at komme videre på. 

Det var selvfølgelig et stort træk at gøre det som de talte om. Det var risikabelt, også for ham, han var en del af lyset og inderst inde måske godt vidste hvad dette ville betyde for hans job, hvis han bare forsvandt.
"Hvis det er det du ønsker, kære" Kom det roligt fra ham, som han tørrede flere tårer væk, "Så gør vi det. Det er risikabelt, men det giver os en mulighed for at komme væk og finde ud af vores fremtid sammen." Det ville uden tvivl give dem en mulighed for at finde ud af hvordan de skulle håndtere dette fremover, også overfor hendes forældre.

Det var en skræmmende ny verden, som de var trådt ind i, for hans kærlighed til hende var stor og han agtede at gifte sig med hende og så måtte de tage den med hendes forældre. 
"Hvor vil du gerne hen? Hvad skal vi satse på? Azurien?" De måtte have en plan inden de tog afsted og så måtte hun sende dem et brev, på et tidspunkt, hvor hun forklarede hvad der skete og hvad der skulle ske.

Nemesis vidste at der ville komme en form for konsekvenser. Men forhåbentlig ikke nogen, der gik alt for stærkt ud over Nao. Han havde ifølge hende absolut intet gjort galt og fortjente ikke at mærke konsekvenserne af hvad hendes familie og rank nu engang medbragte.
Hun nikkede beslutsomt og tog en dyb indånding. Livet ville aldrig nogensinde blive det samme igen, hvis de tog dette skridt. selvfølgelig havde Nemesis haft forhåbningen om at de ville blive sammen, men hun havde ikke forestillet sig at det blev så rodet en adfære. Men hun ville hellere havne i det rene rod sammen med ham, end at leve et liv uden ham, hvor alle beslutninger blev taget for hende! Hun kunne slet ikke udstå tanken.

Hun smilede og tænkte på hvor ofte de havde omtalt netop Azurien. "Ja, lad os tage dertil. Hvis dit arbejde tillader det?" hun ville helst ikke sætte ham i problemer. "De ved ikke jeg er stukket af. Jeg forventer først de kigger til mit værelse i morgen tidlig. Hvis vi skal afsted inden de fatter mistanke, er det nødt til at være i aften" hun stod med rynket bryn og en bekymret mine. Hun havde det dårligt med at tage afsted uden at sige noget, men vidste også det var den eneste chance de havde. Hun måtte sende brev hjem senere om at de ikke skulle eftersøge hende. At hun var gået af egen fri vilje og ikke havde i sinde at vende tilbage under de forhold de opsatte for hende.

Det var en svær beslutning for dem at skulle tage. Livet ville aldrig blive det samme igen, slet ikke for Nemesis. Men det var det eller intet. Hvis de ikke gjorde noget, ville han se Nemesis blive gift væk til anden side, og han var ret sikker på at dette ikke var noget som hun ønskede. Hvem ønskede at leve et liv, med en mand som man ikke kendte, som ikke elskede en? Hvis Nao og Nemesis ville have hinanden og skabe et liv sammen, så måtte de springe ud i dette og lade sig forsvinde for en tid, og så kunne Nemesis forfatte et brev til hendes forældre, om fremtiden. 
De havde begge nok haft en tanke om at dette ville blive svært at komme i mål med, for de havde begge tvivlet på om hendes forældre ville give dem lov til at gå de veje som de ønskede, og de havde de nu gjort klart ved at finde en mand til Nemesis.

De havde nemlig talt ofte om Azurien, så det var hans første indskyldelse. Der ville ingen lede efter dem. Ingen ville vide hvor de ville være. "Det må vi finde ud af" Han kunne jo ikke fortælle at han tog afsted. Normalt ville han efterlade et eller andet som indikerede at han var taget afsted på mission eller lignedne, det ville være for afslørende nu, "Jeg ønsker ikke at efterlade nogen indikation om hvor vi er taget hen, det ville være for farligt, kære" Sagde han og lod sin hånd glide ned ad hendes kind.
Det var nok noget som han havde forudset, at hun ikke ligefrem havde sagt farvel til hendes forældre, men nærmere var stukket af. Det havde uden tvivl været hende eneste mulighed. Han forstod godt de tanker hun måtte stå med, men hvis de ønskede dette sammen, så måtte de gøre det. 
"Er du sikker, kære? For så gør vi det i nat" Han var sikker, han elskede hende og ville bruge sit liv med hende. 

Nemesis sank en klump i halsen og nikkede forstående. Hun havde ikke tænkt over, at det kunne give et præg om hvor hun var forsvundet hen, hvis han gav en indikator om hvor han tog hen. Hun frygtede for hvilke konsekvenser det ville have for ham også, specielt hvis rygterne for alvor startede om at hun også var væk. Det var måske en anelse for tydeligt at de var forsvundet samtidig, uden nogen vidste hvorhen, men det var nu engang den eneste måde de kunne gøre det på.
For ganske rigtigt havde Nemesis ingen intentioner om at gifte sig med en mand hun ikke kendte og ikke elskede. Det havde hun måske været villig til engang, men ikke nu.

"Jeg er sikker." Slog hun fast. Det var alt eller intet. Det var de to veje der var at vælge imellem for dem nu, og hun valgte alt. Hun ville ikke give hendes forældre noget valg i forhold til hvad hun fremtidigt ville! Det her var deres liv, og de bestemte hvordan det skulle udforme sig. "Lad os gøre det" Hun vidste hvor hendes hjerte lå, og hun vidste hans ville det samme. Nu var der ikke andet tilbage end at tage springet. Det forhindrede hende ikke i at være nervøs, og forhindrede hende heller ikke i at mærke sorg over, at hun ville miste den kontakt hun troede hun havde til sine forældre. Men det var det hele værd.

Nao bekymrede sig ikke om konsekvenserne for ham, det var mere hende som han bekymrede sig om. Hun var et ung menneske, det lød ikke til at hun før havde trodset sine forældre på denne måde. Måske var det ham, som havde sat disse tanker i gang hos hende, da de først var begyndt at åbne en verden op, som hun endnu ikke havde betrådt.
Han havde elsket at vise hende hvordan livet udenfor hendes regler, havde været og de havde ikke set sig tilbage. Han kunne ikke klandre hende for at ville mere med sit liv, end det som hendes forældre havde sat hende op for. Det havde uden tvivl været en øjenåbner. Ville hun nogensinde kunne komme til at røre denne mand, som hun havde rørt ham, uden nogen konsekvenser? 
Nej, Nao bekymrede sig ikke om hans konsekvenser. Han kunne muligvis godt ligge en besked hvor han befandt sig, men samtidig så var det heller ikke unormalt at ridderne tog på små ture, for at kontrollere områder. Det var måske ikke vække så meget opsigt hvis han forsvandt. Der var kun en måde at finde ud af det på.

"Godt, Nemesis. Så gør vi det" Svarede han roligt og smilede til hende. Han trak sig ind til hende, for at smage på hendes læber i et kort kys. Det var ved at være for længe siden at dette var sket, så selvfølgelig skulle det være nu. Hun virkede meget målsat på at gå en anden vej, end den hendes forældre havde lagt til hende, hvilket han sagtens forstod. Det var hendes liv. "Har du hvad du skal have?" Han vidste ikke om de havde behov for at tage noget med, han havde intet taget med. 
Det var en spændende og underlig følelse som han følte i maven, han havde ikke regnet med at det var det her det skulle ende ud i. Men det kunne de takke hendes forældre i. "Lad os gøre det" 

Det var absolut ikke muligt for Nemesis at bebrejde Nao for noget som helst. Tværtimod. Han havde virkelig åbnet hendes verden op og vidst hende at livet var langt mere end at følge de regler der var blevet opsat af forældede traditioner. Hun følte endelig hun levede, i stedet for bare være til i en stor verden hun aldrig helt interagerede med.

Nemesis lod sig trække ind i hans favn og lade deres læber mødes første gang siden de havde set hinanden igen denne aften. Fokus havde været alle andre steder lige der, men der var noget befriende og beroligende over at mærke ham så tæt på sig igen.
"Jeg har ikke rigtig mulighed for at hente andet." konstaterede hun med en let latter. Hun havde en rejsekappe, det tøj hun havde på, og egentlig ikke rigtig andet. Men det skulle nok gå. "Kom, lad os rejse" hun tog han hånd og tog derefter en dyb indånding. Hun var klar! Forhåbentlig kunne de nå rigtig langt væk før nogen opdagede hun var væk.
Hun havde lidt dårlig samvittighed over den bekymring hun ville starte hos sine forældre og generelle familie. Men det var den eneste mulighed hun så.

Der havde slet ikke været plads eller tid til at nyde hende som den kvinde hun var. At hun havde været såret på de måde havde været alt overskyggende. Selvom det var første gang han havde set tårer på hendes kind, så hadede han det. Han forstod hvad hende forældre havde gjort og hvad de to som par stod over for.
Men det havde været hans opgave at berolige hende, hvilket han på sin vis havde formået. Kysset havde været behageligt og der havde endelig været muligt for at sende den beroligende varme igennem hende.

Da han tog hjemme fra havde han ikke regnet med dette her, ham havde ikke vidst hvad der skulle ske og derfor havde han ikke pakket yderlige. Han havde haft sin pakke på, i forhold til regnen, men ellers intet.
Han måtte ligge en plan i hovedet, Azurien lå flere dags rejser væk og de måtte derfor gøre holdt ved de små kroer, fordi at de ikke havde sovegrej med.
"Lad os gøre det" Han kyssede hende roligt igen, inden han gav hende kappen på igen. De kunne næsten ikke vende om nu. Det var nu.

Han tog hende med nedenunder, ud til hans hest. Han fik hende op og hoppede selv op efterfølgende. Der var ingen problemer med at komme ud af byen, så den lagde de hurtigt bag sig. Nu var de i gang. Nu var det hele startet.

Nemesis ville formentlig opnå at lade flere tåre falde over sin familie situation den næste tid. Men det var vel ikke spor underligt, når de havde sat deres status og adelige titel over deres eneste barns eget ønske og lykke. Måske de var overbevidst om at hun stadig var for ung til at forstå hvad hun gerne ville.
For selvom Nemesis var bange for det ukendte der stod og ventede på dem, var det ikke den eneste følelse hun havde i kroppen. Hun var også spændt og nysgerrig fortsat, trods det var en stor omvending. Hun vidste, at trods frygten, var det det her hun ville!

Et smil kom frem på hendes læber, lidt større end hun før havde præsteret og hun følte sig en smule mere rolig i kroppen. Sikker og tryg. Hun nikkede og hjalp til med at få kappen spændt og trak den tunge hætte tilbage over hovedet. At lukke omverdens nysgerrige blikke væk fra ting de ikke burde se, så de nogenlunde uset kunne forsvinde ud af den lille forstad.

Hvilket nok blev en noget underligt tur, for en kvinde der ikke var vant til at sidde på en hest, og slet ikke rejse langt med mindre hun var i en karret. Hun lænede sig tilbage ind mod Nao som de begyndte at ride afsted, væk fra alt det hun kendte og ud i det ukendte.

Det ville ikke undre Nao, hvis Nemesis var i en sårbar tilstand, under dette forløb. Han havde trukket hende ud i på ukendt vand, efter at de havde mødt hinanden og nu stod de i den situation, hvor Nemesis havde rykket pælene op, gjort op med sine forældre og den måde de havde valgt at styre hendes liv på. Det var på tide at Nemesis, valgte sine egne veje at gå.
Nemesis havde allerede vist en stor styrke under dette her, og han var ikke tvivl om at hun kunne bære det igennem og træffe de valg, som hun selv havde lyst til at tage.  

Det ukendte stod og ventede på dem, men de havde truffet denne beslutning sammen og han ville blive ved hendes siden. Det havde han lovet hende, og det var ikke et løfte han havde lyst til at bryde. Han elskede hende, og det skulle være de to. Det var derfor de tog afsted, fordi at det skulle være dem og fordi den Nemesis ikke ville styres af hendes forældre, og lade dem bestemme hvem hun skulle giftes med. 

Han hjalp hende på med kappen, selvom denne stadigvæk var drivende våd. Udenfor regnede det stadigvæk, så den ville under alle omstændigheder blive våd. Det var vigtigt at de kom afsted nu. Som de begge kom på hesten, fik han dem ud af byen og fandt hurtigt den rigtige retning mod Lazura og Azurien, hvor de havde aftalt at tage det næste skridt i deres tilværelse. Så kunne de altid tage den derfra. De kunne muligvis gøre det på 5 dage. Så de var nød til at stoppe på små kroer, på deres vej.

I lang tid sad hun i stilhed på hesten foran ham og fulgte dens rytme og mærkede varmen bag sig. Hun sitrrede ud på landskabet, stadig med et hjerte der hamrede hurtigt og voldsomt i hendes bryst. Lyset begyndte at svinde, som aftenen tog til. Hun vidste de var nødt til at stoppe for natten på et tidspunkt, men hun ønskede også at de lagde i hvert fald en god time hvis ikke to timers transport bag dem, før de gjorde holdt. Også selvom de nok først opdagede hun var væk næste morgen.

Hendes tanker bredte sig vidst om emner. Hun mærkede varmen over at vide at Nao var kommet efter hende, og at de sammen havde taget et valg i livet om hvem de ville være. Hun havde ikke valgt at blive forelsket, men hun havde valgt at følge kærligheden og vidste de kunne bære det sammen. Hendes tanker faldt på Hecate og livet i Dianthos hun forlod for en stund. Hendes faster ville aldrig nogensinde anse dette som værende en klog eller anstændig beslutning. Hun vidste at deres bånd ville lide, og hun begræd det dybt.

Lyset fra en mindre landsby kom til syne i horisonten og Nemesis løftede hovedet op for at spejde bedre ud. "Vi må hellere gøre holdt for natten" foreslog hun med en lille stemme, men alligevel med et smil på læben. De kunne og skulle ikke ride hele natten! Det var ikke smart og heller ikke særlig sødt overfor den stakkels hest.

Nao gjorde selvfølgelig sine egne tanker om dette, men de fleste kredsede om hende og de konsekvenser og handling, som de havde valgt sammen. Dette ville uden tvivl sætte at hak i forholdet til hendes familie, men han var stolt af hende, stolt over at hun havde valgt at gøre op med den måde at leve på, at gøre op med at lade familien bestemme og vælge for hende. 
Det var Nemesis' eget liv, og hun skulle tage det til sig selv, gøre de ting som hun ønskede og havde brug for. Lige nu havde de brug for at finde ud af hvordan, de kunne komme til at leve livet sammen. Han elskede kvinden som sad foran ham på hesten, og nød hende så meget som man kunne nyde en person. Hun var ikke en han ville give slip på, og han vidste at hun havde det på samme måde.

Han havde også godt set lyset fra den lille landsby, uden at være sikker på hvilken en det var, som de var kommet til. I mellem Dianthos og Azurien, lå der mange små byer, som helt sikkert også havde masser at byde på. Nao var sikker på at de ville være usete i byen, han tvivlede på at nogen ville genkende dem, og det ville kun være positivt for dem. "Det virker som en god idé, Nemesis" Svarede han roligt, som han lagde armen om hendes mave og holdt om hende. Mærkede hendes varme. 
Det var svært at holde den store samtale, som de sad her i natten og red igennem landskabet, men det måtte vente til når de holdt for natten.

Som de nåede byen sank han tempoet på hesten, og de gik langsomt igennem byen og han spejdede efter kroen. Han hoppede af hesten, fik den tøjlet og hjalp inde af hesten, inden han førte hende med ind på kroen, så de kunne fået værelse.