Dagens arbejde var færdiggjort, og Torbjorn havde brugt sin første fri tid på at vaske huden ren ved at gnide den friskfaldne sne over sin hud, inden han gik ind i det lune hjem for at gøre brug af alment vand til at tage resten. Hjemmet sprudlede af liv, og så snart han trådte ind, lød lyden af små fødder der trampede mod døren. Kaldende efter sin far, og som hurtigt blev løftet op i den bredde mands arme.
Han kyssede drengen på kinden, som begyndte at grine over skægget der kildede ham. "Kommer mor snart?" Bjarnis så på sin far med store øjne. Han kunne ikke lide når Sigrun var ude og fuldføre sine opgaver som klanleder. Torbjorn kunne for så vidt heller ikke lide hun tog afsted, men det bundede ganske simpelt i at han savnede hende. Han vidste godt at hans kones arbejde var af yderste vigtighed, og hun kom altid hjem til dem igen. "Hun kommer i dag. Kan du sige til morfar vi går hende i møde?" Han satte drengen ned, som ivrigt løb ind efter Sigruns far og begyndte at snakke på liven løst om at mor snart var hjemme igen.
Det var altid en kamp, at få drengen spændt ind i de varme beskyttende lag, som han hellere end gerne bare ville løbe ud i sneen i sit undertøj, hvis ikke de to mænd havde stoppet ham.
Da støvlerne var fastspændt, blev drengen sluppet ud i sneen, som han sparkede grinende til. Torbjorn gik roligt og betragtede sin søn lege i sneen og engang imellem glemme hvorfor de egentlig var gået udenfor. De nåede aldrig længere end til udkanten af klanen før Sigrun kom til syne, hvilket også galt denne gang.
Det røde hår skinnede i solens stråler, som hun og hendes følge kom til syne, og bevægede sig ned mod deres hjem. Bjarnis jublede og begyndte at småløbe, så godt hans små ben kunne bære ham, igennem sneen, mens han kaldte ivrigt efter hende.

Krystallandet

