At være tilbage i Fristhavn var bestemt et glædens gensyn, da Catherine og skibet for et par dage siden havde lagt anker ved havnen, roet i land og sat sine fødder på fast grund. Hun nød at komme i denne by, som emmede af pirateri, lumske handler og fantastiske bekendtskaber. Det var her alle hun kendte kom, det var her hun kunne alt hvad man drømte om, hvis man bare spurgte de rigtige steder. De fleste aftener og nætter i denne by gik oftest med stærke drikke og fulde terningespil på byens mange kroer, som hun havde brugt rigtig meget tid på.
Denne aften stod ikke anderledes da hendes tanker om alkohol, dybe samtaler og interessante bekendtskaber havde flakket i hendes tanker det meste af dagen, lige siden hun havde forladt kroen den forrige aften. 

Et velkendt, charmerende og nysgerrigt smil blev bragt frem på hendes fyldige læber, som hun satte sine ben indenfor på kroen og hendes blik gled over på ryggen af et gammelt bekendtskab, som burde blive vakt til live og genoptaget. Hun gik målrettet mod personen, som stod ved baren og lagde armen omkring ham, lænede sig ind imod ham og lod det charmerende smil møde hans blik. "Vektor!" Lød det højt fra Catherine, som hun fangede mandens blik, "Jeg har altid undret mig over hvad der skete med dig" Det var længe siden at hun havde set hans smukke ansigt og han så ikke en dag yngre ud, end sidst hun havde set hende. 
Vektor var en nydelig mand, en mand hvis udseende, ikke mindst, altid havde vakt en glæde hos Catherine, og at se ham igen bragte denne glæde frem i hende endnu engang. De havde meget at indhente. 

Catherine lod blikket bevæge sig ind mod bartenderen og lænede sig ind over baren, "Bartender!" Lød det fra hende i et meget positivt og opstemt humør, "Kan jeg ikke bede om to krus øl?" Catherine vendte sig derefter mod Vektor igen, "Vi har meget at følge op på, Vektor!"

Når man ikke havde alt for travlt, gik dagene stille og roligt forbi. Snart blev de til uger, efterfulgt af måneder og helt til sidst, år. Selvom sølvelveren aldrig havde været kendt for sin egen tålmodighed, kunne man på mange punkter sige at livet havde tålmodighed med ham. De sidste par år havde nemlig været næsten magelige, nu hvor handlen af Nox begyndte at give lidt overskud. Og med den kundebase han var ved at få etableret, sad han lunere i det end han nogensinde havde siddet. Han havde efterhånden lavet en del her i Fristavn. 
Halvelveren ryg ramte med et tilfreds suk disken bagved ham, hovedet lænet afslappet tilbage imens han ventede. Og heldigvis ikke længe, inden hans aftenmøde fik lusket sig ind på kroen. 
Han var efterhånden en fast kunde, den ældre herre Serzt. Lige siden konflikten med den daværende kone og deres fælles barn, havde livet ikke været nemt, og Vektor havde kunne se forandringen fra første møde, den første rus, til nu. Men da krofatter let prikkede ham på skulderen, og fik hans opmærksomhed skubbet den vej, var det ikke ligefrem for at afhjælpe at sølvelveren inviterede ham herhen, og de vendte sig begge med ryggen ud imod rummet og blikket imod baren. 
Handlen var kort, pengene afleveret og afsluttet med lidt løst snak og opmuntrende bemærkninger. Når han betragtede Serzt, de mandelformede øjne knebet en smule fornøjet sammen, vidste han at det nok var krystaller der var bedst tjente til mad, eller tøj. Men de klirrede så godt i hans egne og Sadik brødrenes lommer; det var trods alt Serzt der først havde opsøgt ham. 

At Vektor så selv mente han også kunne give mange andre grunde til at man blev hængende, var ikke uden belæg. En handel var ikke bare en handel, kundekontakt var joh vigtigt, og den løse snak forsatte i minutterne efter imellem dem. Lige indtil noget varmt lagde armene om ham, og han med en overrasket brummen drejede blikket over skuldrene, halvejs i et. "- og så ville han". Oh. De himmelblå øjne glimtede forundret, Catherine, og han skubbede let fra disken for at dreje sig en smule omkring. "Oi, hvornår begyndte Valeria at sende sine sirener til lands?" den hæste stemme havde en varm klang til sig, og han grinte sagte. "Catherine.. jah kom, kom - sæt dig" gestikulerede han hjerteligt. Serzt havde allerede forladt stolen, og taget sin triste tilværelse med sig. Og nu blev det her kun en bedre aften, bedre og - turde han sige savnet - bekendtskab. 
Imens hun bestilte, gled de lyse øjne studerende over hende. Modsat ham, kunne man se hvordan tiden havde modnet hende, og trukket noget af ungdommen væk fra kvinden. Men ikke på nogen negativ måde, så vidt som han kunne se.
Med hånden støttende til den stubbede kind, lænede sølvelveren sig en smule ind over disken og nikkede. "Det siger du ikke? Jamen jeg er joh langt mere nysgerrig i at høre, hvordan det er gået dig?" summede han, og løftede det nyskænkede krus i en hilsende skål. 

Vektor var som hun huskede det og som Vektor altid havde været, charmerende som altid. "Vektor, en kvinde ville aldrig kunne glemme din charme" Det varme smil ramte Vektors blik og hun kunne ikke andet end at nyde den kommentar som han havde sendt hende, det var det han kunne og hvis man fik for meget, ville man falde over den slags. 
Catherine gjorde selvfølgelig som han foreslog og gestikulerede, og satte sig ved siden af Vektor, som hun havde bestilt de to omgange mjød og så hvordan kromutter var begyndt at skænke dem. 
Som hendes øjne efterfølgende gled over på Vektor, lignede han ikke en som var ældet særligt meget siden sidst, men han havde jo også elviske rødder og derfor så han stadigvæk ung og smuk ud, som han altid havde gjort.
"Ååh, det ved jeg ikke om der er meget spændende i, hvis jeg skal være helt ærlig" Hun sendte ham et lille blink, "Men jeg klager jo ikke. Jeg har stadigvæk skibet, mandskabet og ikke mindst min frihed" Hun havde slet ikke overvejet at blive gift igen eller finde en ny mand efter at hendes første havde mistet livet og havde derfor forladt hende. Hun nød det at være kaptajn, og ikke mindst det at være en fri kvinde, som kunne nyde hvem end hun nu havde lyst til, "Så jeg nyder blot livet, gør hvad der bedst kan betale sig" Hun kom med et lille grin og tog imod de to nye mjød, som blev placeret foran dem.

"Men hvad med dig Vektor?" Spurgte hun interesseret og smagte på den velkendte mjød, "Jeg kan se at du stadigvæk har små handler gående" Det var ikke nemt at skjule, ikke når man kendte ham, "Hvad sælger du nu?" Blikket gled spørgende over på ham, som hun placerede kruset på baren igen. 

Det var berusende at gense en gammel kending, og modsat dulmende alkohol var Catherine opkvikkende med sit nærvær. Med et nysgerrigt glimt betragtede drømmesælgeren mennesket foran ham, et lyttende smil om læberne som kort forsvandt bagved den tår han tog af sin øl. 
Ah, så hun havde stadigvæk god vind i sejlene. Selvom han ikke havde fulgt ligeså meget med, siden han gav havlivet op, kom han ikke udenom sladder og nyt fra fortiden, oftest set fra pludselige bekendtskaber når man mindst forventede dem. Men det virkede heldigvis som om at han ikke burde være bekymret. Sidstnævnte var en salute han kunne forholde sig til, og sølvelveren følte en varm latter boble frem. "Som man bør nyde livet" smilede han, og lænede sig en smule drilskt tilbage ved det efterfølgende, og nok så direkte spørgsmål. Nok nærmere en konstatering. "Ah, stadigvæk skarp kan jeg se" lo han sagte, dog også skyldigt. "Nu går det under navnet Nox, hvis du har hørt om det? Det fremkalder drømme" i sidste ende kunne mange stoffer lidt af det samme, og gav noget andet at forholde sig til end sig selv. Lidt havde han trods alt prøvet. Men så heller ikke mere end det, det var aldrig en god idé at være afhængig af det du solgte. 

Det betød dog ikke at han skærmede sig væk fra aftalen, og lidt uddybende lænede han sig tættere ind igen, øjnene glimtende lidt spekulativt. "Jeg tror ikke det er helt naturligt fremstillet.. men det er fint tidsfordriv, og giver spøjse bekendtskaber. Så sent som nu, for eksempel!" og han gestikulerede imod kaptajnen foran ham, som ved Chances held havde valgt den her kro, her til aften... og så var der også farten over det. Nok mere end noget andet jagtede halvelveren oplevelser, til dels adrænalin fremfor hverdagens monotoni; han havde brug for at det bragte mere end bare brød på bordet. 
Men dét var en helt anden samtale, og nok en der var bedre på et andet tidspunkt. 
Fordi lige nu, var der nok at indhente. 

Det var jo uden tvivl det som Catherine levede af, sin frihed. Det at kunne bevæge sig frit, næsten fri fra love og regler (Når det bød sig). Alt sammen noget hendes tidligere mand havde lært hende, da hun faldt i hans hænder som ganske ung, og han ganske ældre. 
Hun vidste godt at sin gamle ven havde lagt dette liv bag sig, fundet sig til rette i sine handler og med begge ben solidt placeret på fast jord, det var noget hun respekterede - det havde været Vektors liv. Hun lod kruset finde frem til sine læber, og lod den gyldne øl passere disse og smagte på væsken. Det var altid en behagelig oplevelse. 
"Uden tvivl. Livet skal nydes som man selv lyster det" Hun havde ingen bekymringer eller faste punkter i hendes hverdag, det var det hun så som at nyde livet, "Den dag jeg ikke står skarpt, må du endelig sige til" Grinede hun sammen med Vektor.
Vektor havde altid haft en eller anden ting med at handle ting, og ofte var det ikke ting som virkede til at være inden for lovens regler - men det var tydeligt sådan de begge levede. 
"Nox?" Det var ikke noget hun havde stiftet kendskab, endnu virkede det til. "Det har jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med" Catherine havde egentligt altid hold sig til alkoholen, men stoffer virkede ikke til at være en ukendt ting, her i Fristhavn. "Drømme siger du? Drømme man endnu ikke har skabt eller drømme man har glemt?" Hun kiggede nysgerrigt over på ham. 

Vektor skabt uden tvivl en nysgerrighed hos Catherine, godt nok havde hun hørt om mange ting, også stoffer, men endnu havde hun sin første gang til gode. "Ikke det? Mange stoffer kommer ellers fra blomster eller blanding af disse. Hvor kommer dette fra?" Hun kiggede nysgerrigt og uskyldigt over mod kaptajnen foran dem, som han gestikulerede over. Der var ingen grund til at gøre det åbenlyst at de talte om ham.

Drømmesælgerens øjne havde nok fra sekundet Catherine havde valgt at sætte sig ved ham, haft en næsten overliggende kant af dril med sig. Humor, jah lavmælt latter flød som en å ned af bakke, og med et skjult smil forestillede han sig den atypiske situation, at Catherine ikke skulle stå ligeså pivskarpt som hun gjorde nu. Den dag ville det nok være hendes menneskelige alder som havde indhentet hende. Den dag var ikke noget at frygte, der var laang tid til det, endnu. 
I hvert fald hvis det stod til dem. Han havde ikke tænkt sig at sige farvel lige foreløbig, og lænede sig en anelse frem da hun samlede op på hans nyeste lille passions-projekt, og gav ham mulighed for at uddybe. 
Vektor mindede nok meget om et barn med sine nye gaver, når han snakkede om den fine væske, han solgte videre for Sadik brødrene. Og hvem kunne dog bebrejde ham det? Hvorvidt det var et salgstrick, eller oprigtigt, det måtte i den her situation komme ud på et. 
"Aye - begge dele vil jeg tro. Det gør virkeligheden lidt lettere, hvis du har det hårdt, og.." pausende tog han lige en enkelt tår, den ene finger holdt i vejret som en indikation på at han ikke var færdig med at snakke, førhen han fik rum til at forsætte. ".. gør den lidt mere farvet, hvis du vil have det fedt. Jeg trooor det kommer fra magiske kår. Har ik' lige fået spurgt, heh" 
Sagt med en kærlig latter i kanten af hans ord, efterfulgt af en lidt mere skarp hån, hvis man lyttede rigtig godt efter. 
Nej, sølvelveren havde næppe den største (eller dårligste) samvittighed, når det gjaldt hans kunders livssituation. Jah når man snakkede livsfilosofi, var det ifølge drømmesløgeren svært at forestille sig at det ikke var deres egen skyld. Så hvorfor have ondt af dem, som misbrugte det for at undslippe dem selv?
De himmelblå øjne slap ikke kvinden foran ham, imens tankerne blev tænkt. Fordi de to, ville nok aldrig helt falde i den boldgade, af misbrugere og triste samfundsborgere. 
Læberne ramte krusets kant, og han smilede lidt smørret imod dets kulde. Nej, han ville hellere andre ting når det gjaldt 'de to', og at få Catherine afhængig, var ikke ligefrem prioriteten. 

Stemningen i mellem dem drev allerede af humor og latter, og udstigten til en fornøjelig aften med en gammel ven, lå allerede attraktivt i luften. 
Hun smilede som Vektor lænede sig ind mod hende og hun gjorde det samme. Vekter havde altid været en mand med mange salgstrick og lige så mange produkter, han havde et godt ry i Fristavn, hvilket man slet ikke kunne fornægte ham på nogen måder.
Catherine lyttede til hans forklaring og forstod udemærket hvad meningen med Nox egenligt var. 
I hendes ører lød det egentligt meget attraktiv på den måde at kunne svæve væk, ikke noget som hun selv havde brug for, men hun kunne uden tvivl forstå hvorfor nogen ønskede det. Selvom det virkede til at det fungerede i begge situationer. 
"Jeg kan sagtens forstå at du nyder dit nye produkt" Kom det roligt fra hende, som hun selv drak lidt af kruset.
Hun læste hans ord og forstod hvad han mente med dem, og i samme situation havde hun været ens med ham. Der var ingen grund til at have samvittighed med kunderne, om de så købte for at få det federe eller glemme at de havde det skidt. 
"Så det er det du får tiden til at gå med? Hjælpe sørgelige eksistenser, med at glemme deres tilværelse?" Kom det små grinendem, som hun kiggede over mod ham og og sendte ham et kækt smil.
Der var ingen chancer for at hverken Vektor eller hende, nogensinde ville brug fra den slags, at flygte fra deres liv, at falde ned på det niveau, virkede ikke som noget attraktivt. For dem var der helt sikkert andre måder at opnå samme rus på, hvis de ønskede det.
Der var andre ting at blive afhængelig af. 
Hun lod glasset ramme læberne, med et lystigt smil og smagte af indholdet. 

Så det er hvad du for tiden til at gå med? Vektors blå øjne fik en lidt mere 'skamfuld' kant, som vidste han godt at det ikke var det bedste, sådan at gøre... men samtidigt også at han ikke rigtig skammede sig over det. At han vidste det var noget lort, men det var på samme tid sjovt, en let fornøjelse. 
Og så var det vel ikke så anderledes end hvad han altid havde gjort. 
Nej, drømmesælgeren var sjældent filosofisk omkring tingene, men at hjælpe andre med at glemme deres eksistens? Det havde han gjort sig en del i. At sælge sin krop, sin arbejdskraft, sit selskab, sin tid - og nu til bare at sælge drømme. Underholdning var underholdning, og han så den gerne ske på andres bekostning. 
Så Vektors læber gled en anelse 'smigret' op ved ordene, og han nikkede. "Så godt som" og han trak skyldigt på skuldrene. "Nogle skal joh gøre det" blev der tilføjet, og han tippede hovedet en smule på skrå. 

Hvad der bedst kan betale sig. Hendes ord fra før ekkoede stadigvæk en smule tilbage, og Vektor fugtede læberne, overvejelse bagved det lette smil og dens magelige stemning. "Så, hvad betaler sig bedst ude på havet, nu om dage? Jeg har ikke sat mine ben på en båd i hvad der føles som en menneskealder-" hvilket var løgn, men det kunne stadigvæk godt føles rigtigt. "- men er det stadigvæk den gængse rapseri, og smugling?" han kunne ikke helt huske hvad Catherine gjorde sig mest i. 
Men skulle han nogensinde tilbage til det, ville det vil være godt at have bare lidt af en finger på pulsen. 

Hun kunne godt se på hans blik, at det måske ikke havde været den rigtige formulering af hendes ord. Hun havde bestemt intet ønske om at ligge en skam overfor ham, men det havde blot været et spørgsmål på hvad han foretog sig i disse dage, intet andet. De var begge to uden for regler og love, så hvis nogen skulle have skam, så var det dem begge. Hun var ikke meget bedre selv, hun havde slået ihjel, stjålet og alt der i mellem. Hun var ikke i nogen position til at sætte sprøgsmål ved andres gøremål. 
Catherine vidste at Vektor gjorde det for fornøjelsen og for de let tjente penge, hvilket var de samme grund til at Catherine havde den levevej, hun selv havde.
Hvis det ikke var Vektor, hvis det ikke var Catherine, så ville der altid være en anden, og lige i Vektors tilfælde, så søgte de fleste mennesker efter at glemme deres hverdag og deres ekstistens på mange måder, dagligt. Alkohol var den største synder. Folk sad og sumpede i det dag ind og dag ud, muligvis fordi man havde de dårligt med sig selv.
Catherine kiggede med et let smil over på Vektor, som han kiggede over på hende, "Selvfølgelig. Vi har alle en levevej" Kom det roligt fra ham, "Det var bestemt heller ikke for at sætte spørgsmålstegn, ved dit gøremål Vektor"

Havet var næsten som havet altid havde været, usikkert i flere områder, på grund af hendes slags. Det var den levevej hun var havnet i, og det som hun havde det bedste med. Catherine var fri, og havde kontrollen over hendes eget mandskab. "Havet er jo som havet, næsten altid har været" Startede hun roligt ud, og kiggede søgende over på ham, "Jeg har aldrig været den store smugler, men mere holdt mig til plyndringer og den slags underholdning" Kom det kækt fra hende. Plyndringer, mord og tortur gik det nærmest under.

Plyndringer, og den slags underholdning. Tænderne glimtede i hvidt idet læberne gled op i et grin, og han klukkede dæmpet. Jah, det var vel en form for underholdning! Se Vektor var ikke naiv, og vidste - måske nærmere forventede - at der var mange der ville være enige med piraten. At plyndre handelsskibe og rage rigets gods til sig, det var et værdigt mål i sig selv og der var nok en jargong ude på skibene, som lagde op til mere fysiske løsninger. De tøvede nok hverken med drab eller tortur - noget Vektor aldrig havde været forfærdelig god til selv, og nok aldrig ville gøre sig i. Jovidst, han kunne uddele tæsk hvis de var fortjent, og stod gerne vagt til at få dem, hvis betalingen var god nok. Dog ikke mord - det kunne han ikke retfærdiggøre. 
Men hvem var han til at dømme andre på det? 

Den dag hvor landgrise begyndte at flyve - den dag ville han måske overveje det. 

Selvom han ikke var god til slåskampe af så seriøs karakter, kunne han dog sagtens beundre det, og de himmelblå øjne fik en interesseret glød til sig. Det var lidt frækt. Kvinder med ben i næsen, det havde vidst altid været en svaghed, og Catherines ydrer kunne snyde gud og hver mand, hvis man ikke passede på. At undervurdere hendes evner, ville nok være en fatal (og sidste) fejltagelse hos mange. 
"Ahh, jah selvfølgelig. Plyndringerne skal der joh stadigvæk tages hånd om" summede han. De sølvhvide krøller gled i en blød bølge over skulderen idet Vektor lænede sig frem. "Jeg må indrømme... at jeg altid har været lidt imponeret over dig, lige hvad angår dét..." og øjnene smalledes en anelse drilskt, da han tilføjede. "Ber' de tit om nåde? Det må føles lidt magtfuldt, eh?" og drømmesælgerens øjne glødede sagte ved tanken. Mænd på deres knæ - havde det været ham, var det nok svært ikke at udnytte. 
Bare lidt. 

Catherine vidste godt at det erhverv som hun bevægede sig i, måske ikke var det pæneste erhverv, og at hun ofte overskreds folks grænser med hendes handlinger. Hun havde aldrig tvivlet på hendes selv eller når hun har stået i en situation, hvor det har krævet et hårdt valg. Hun var blevet formet og skabt, af hendes tidligere mand, til dette liv på havet. 
Piraterne var nogle af landets udskud, de folk som borgerne og indbyggerne ikke brød sig om og gerne så forsvandt, hvilket var grunden til at de ofte søgte mod Fristavn, hvor ligsindede kunne søge et fællesskab. 
Hun vidste godt at hun selv gjorde ting, som mange andre ikke ville gøre, men at plyndre handelsskibe og rage rigets gods til sig, virkede aldrig som en dårlig idé.

Catherine havde det hele, om end at hun ofte blev set ned på, som kvindelig kaptajn. Kvinder skabte ulykke og uheld ombord på et skib, fortalte overtroen, men det var aldrig gået andet end godt for hende og hendes mandskab. Hun var forfængelig og egoistisk, hun vidste hvad hun selv kunne og hvad hun kunne kræve - hun var bestemt.
"Plyndringerne giver et sus uden lige.." Lød det roligt fra hende, som hun søgte hans øjne. Hun kunne ikke lade være med at læne sig frem imod ham, som han gjorde det samme. "Jah?" Hun lod smilet brede sig på hendes læber, som hun fangede den sølvhvide tot som faldt hendes vej, og legede småt med den. Hans ros gik lige i hendes ego. Vektor havde altid været en spændende og attraktiv person, ingen tvivl, "Det hænder.." Startede hun og rykkede sig en my tættere på, "Der er noget over mænd, som be'r om deres liv. At have den magt i ens hænder" Det var frækt. Ligesom Vektor. "Hvis du ingen planer har for aftenen, så kunne vi trække vores samtale, mod mere private omgivelser?" Hun kiggede smilende, små flirtende mod ham.

Øjenkontakten blev gradvist mere og mere intens. Som lukkede det mere af for verdenen omkring dem, og lod Catherine være det primære fokus for aftenen. En kvinde som hende kommanderede nok også uden at nødvendigvis at prøve, opmærksomhed til sig. Og han kunne fornemme hvordan at han alligevel havde formået at fange hendes opmærksomhed, et voksende smil i mundvigerne da hun lænede sig ind til ham. 
Det hænder? 

Øjnene fulgte kortvarigt fingeren der legede med den sølvhvide lok, inden at han med en nynnende, lille brummen, legede med. "Jeg kan kun forestille mig det" indrømmede han, et betaget glimt på vej til at tændes i de blå øjne. Om de kunne trække et mere privat sted hen? Oh, han havde da næsten håbet på det spørgsmål, da han første gang så det studerende blik hun havde haft med sig over til siddepladsen. Selvfølgelig kunne de det, selvom han liiige lod et lidt drillende glimt trække stilheden ud, inden at han sagde jah. "Mig, til mere privat brug end siddende her?" Vektor lod en skeptisk hånd slå ud, inden at han med et grin gav sit gallerispil op. "Som om at jeg reelt set ville kunne sige nej til dig" 

Der skulle i virkeligheden ikke meget til. Catherine var en mulighed for en god aften, og han hadede alligevel at drikke alene, de få gange det faktisk endte sådan. Men det flirtende blik vækkede en sitrende fornemmelse i drømmesælgerens krop, pludselig blev her vidst lidt varmt, og han lænede sig med et lille prust tilbage. Den første til at bryde øjenkontakten, men også til at rejse sig, da han rakte en galant hånd frem. "Min frue?" og han grinte sagte, jah lidt hæst. Hvortil?

Catherine nød den opmærksomhed og fokus som hun kunne få og lige nu gav hun lige så meget igen til Vektor, som han gav hende. Lige nu lukkede de alt andet omkring dem ude, der var ikke noget vigtigere end den anden. Hvorfor skulle der være det? Der var samtidig noget over denne snak som gav Vektor en tilfredshed i kroppen kunne hun mærke. Havde han selv en skjult lyst til at hæve sig over personer, som hun gjorde når hun kommanderede med folk og fik dem til at frygte for deres liv?

Hun smilede som den lille finger legede med den sølvhvide lok, og han blik sagde mere end hans ord. "Du virker næsten fascineret af den slags, Vektor.." Hun smilede varmt og små flirtende mod ham, "Er det fordi jeg er kvinde og har den magt eller er det blot tanken om at lade personer tigge for deres liv?" Begge dele var interessant for hende, især når man tænkte på at hun ofte havde fået orderne om kvinder på et skib betød uheld, med sig på vejen. 
Tankerne om Vektor og et mere privat anliggende havde lagt i hendes tanker det meste af aftenen. Han var en gammel person i hendes liv, de skulle ikke sidde hernede. "Det var det jeg tænkte, at du ikke kunne" Grinede hun småt imod ham.

At kunne tilbringe en stund med Vektor ville kun gøre aftenen bedre. Det havde blot handlet om det rigtige tidspunkt at få tilbuddet ud på, og nu lå det på bordet og var blevet accepteret. Varmen steg pludselig i det store rum, som hun sad der overfor ham, med tankerne om den aften som nu på for hendes fødder. 
Han var hurtigere end hende til at rejse sig, hvorefter hun tog hans hånd og forlod bordet med ham.
De behøvede ikke at søge langt hvis det stod til hende, et værelse i hendes navn lå blot og ventede på dem, så hun tog styringen og lod dem glide igennem lokalet og op med anden sal og ned ad gangen og lukkede dem indenfor.