Brylluppet mellem hendes lillebror og Pompeia var veloverstået og det ville uden tvivl være en fest, som folk ville tale om i generationer og brudeparret havde været guddommelig smukke. 
Aaliyah selv havde haft en nat som hun sjældent ville glemme, hvis aldrig. At Basil havde været til stede til festen, havde været en kærkommen overraskelse og at hun efterfølgende havde brugt natten sammen med ham, var et skridt tættere på det som hun inderligt ønskede og hun igennem hendes liv havde skuffet hendes fader om, problemet lå blot om Basil var interesseret i den slags, at skabe en familie. 

Den tynde silkekjole sad slank om hendes krop, som hun bevægede sig igennem Paladset, uden det helt store formål eller gøremål, andet end blot at nyde den solskins dag som hang over dem, og havde gjort dette hele dagen. Hun havde overvejet i en længere periode at tage en snak med hendes fader om sit liv og fremtiden, og hvad han mente de kunne gøre, for at komme deres fælles ønske i mål. 
Fyrsten ønskede sig ikke noget mere i livet, end at hans slægt skulle blive givet videre og at familien dermed skulle bestå, igennem mange flere generationer. 

Da Aaliyah tilfældigt gik forbi haven fik hun øje på Fyrsten, som sad i en af divaerne, i havens mange skygger og nød dagen, som alle andre ville have gjort på samme måde. Hun tog et par skridt ud i haven og lod sit blik hvile på ham. Hun følte ingen grund til at være nervøs eller bange, hendes ryg var slank og rank, som hun lod benene bevæge sig. "Fader, sidder de her" Spørgsmålet var mere retorisk, og ikke et som manglede svar, hun havde øjnene i hovedet. Foran fyrsten, på det lille bord stod et fad med frugt. Hvis man ikke fandt ham herude, fandt man ham på sit kontor. 

Havens kølige skygger var en af Sephyrans foretrukne steder - her kunne man nyde roen uden at blive jaget af håbløse adelsmænd, der ofte håbefuldt ankom til Kazimi-paladset i håb om en audiens med fyrsten. De havde sjældent noget reelt at byde på, og nogle gange havde de endda den frækhed, at sende deres kvinder i stedet.. 

Han havde netop taget en appelsin fra fadet for at skrælle den med hænderne, da fodtrin lød, og han rettede sig en anelse op i puderne. Det var hans datter, Aaliyah, og som hendes skygge faldt på jorden, spejlede en skygge sig i fyrstens blik. Jo ældre, hun blev, jo mere lignede hun hans første kone, Khadija.

"Aaliyah, min datter." Brummede han. Han nikkede mod fadet, inden han fortsatte med at skrælle appelsinen, som tegn til, at hun kunne komme nærmere og gøre ham selskab. Nu var vel så godt et tidspunkt som andet, til endnu en snak om hendes fremtid. Ind til videre var det ikke lykkes ham at finde et passende parti til hende..

At fange ham på disse tidspunkter, hvor han ikke var optaget af for meget og det lignede h at han slappede mere eller mindre af, som han bedst gjorde det, var ofte de bedste tidspunkter at tage en snak med ham, om end at det virkede at han måske ikke var i sit bedste humør, som han småt brummede hendes navn da hun kom ud til ham. Hun rankede ryggen og lod hænderne glide ned ad silkekjolen, for at fjerne folderne, inden hun trådte hen imod ham, som han nikkede ned mod fadet med frugt, og bød hende på en plads.

Det var ved at længe siden at de sammen havde sat sig ned sammen og talt om hendes fremtid, selvom der egentligt ikke var mange planer om fremtiden. Hendes fader havde prøvet hårdt, at skaffe hende en mand, hvilket på ingen måder havde brugt frugt. Hun var en yderst smuk kvinde, mente hun selv, så dette burde ikke være problemet. Hun var en kvinde som var nem at have med at gøre, om end at hun selvfølgelig havde temperament som af og til kunne lade sig vise. 
Det havde været hårdt at gå igennem den tid, især de sidste mange år, hvor hun havde set flere af hendes søskende blive gift væk, og set forlade stedet til fordel for den nye familie.

Aaliyah gik langsomt, med smilet malet på sine læber, i mod ham og efterlod en rar og behagelig, men svag, duft i luften omkring sig, inden hun satte sig på sofaen overfor ham, og lod blikket hvile på ham. "Det er ved at være noget tid siden at vi har talt om min fremtid.. Hvis man kan kalde den det" Kom det fra hende med en svag sorg i sine ord, "Jeg håber at vi sammen kunne diskutere, hvordan vi i fremtiden skal bære os ad" Hun vidste at det havde tynget sin far på flere måder.

Sephyran tog sig god tid, inden han igen løftede hovedet for at se på datteren. Appelsinen blev omhyggeligt skrællet og delt og flere stykker spist, før han lagde resten af frugten fra sig og omhyggeligt tørrede hænderne i et silkelommetørklæde, inden en tår vin blev taget.

Hendes tilstedeværlelse var en konstant påmindelse om de ting, der var fejlet. Hans første kones død, umuligheden ved at få hende afsat til en passende mand .. nu gik der ikke mange år, før folk ville begynde at synes, at hun var ude over den bedste alder, hvad angik at føde børn. Derfor gik et dybt suk også gennem fyrsten, da han endelig så på sin datter.

"Naturligvis, det er på høje tid. Jeg har i mange år forsøgt at finde et passende parti .. men måske vi skal være lidt mindre .. kræsne." Tilstod han. Det betød i praksis, at hun kunne ende med at blive gift under rang, eller måske til et parti der levede langt borte, og hvor Rubinsk overtro ikke havde den store betydning.. egentlig ville det passe Sephyran ganske udemærket at få hende sendt nordpå, men det krævede stadig, at en aftale kunne falde på plads.

Aaliyah følte den skuffelse som hendes fader havde i forhold til hende, hun havde bragt død og skuffelse over familien, på trods af at hun ikke mente at det var hendes skyld at hendes moder var død. Meget kunne være gået anderledes, hvis hun ikke var død i barselssengen. Men hun mente ikke at det var hendes skyld, men sådan fik rygterne og de mange påmindelser hende til at føle.
At hun endnu ikke var blevet gift, var noget som hun måske ikke altid havde forstået. Hun var smuk, i sin bedste alder og en kvinde som var godt og bogligt opdraget, så hvad holdt mændene tilbage? Var det blot den åndssvage forbandelse, som folk mente at lå over hendes hoved, eftersom at hun havde "slået hendes mor ihjel" 
Aaliyah kunne næsten føle og høre det suk, som gik igennem hendes fader, som han kiggede over på hende. Det gjorde ondt.

Hun lyttede til sin faders ord, som han forklarede og kom med sine tanker og hun var da slet ikke uenig. Måske havde de været kræsne, måske skulle hun have en mening at sige om dette, selvom hun vidste at hendes fader gerne ville have en kontrol over dette.
"Det ville måske være en bedre strategi, at være mindre kræsne" Hun vidste uden tvivl hvordan hans kræsne jeg, helst ikke så dette ske, men de havde begge to samme ønsker. "Der er ikke noget jeg heller ville end at give dig de børnebørn, som vi begge ønsker" Kom det ærligt fra hende, som hun kiggede over på ham.
"Der findes mange fine familier i landet, der er masser af adelige sønner som kunne være et potentiale. Det er jeg sikker på. Burde jeg ikke være med til at lede?" Hun vidste at hun muligvis trådte ved siden at nu, men noget måtte de gøre. Det var også hendes liv. Det var ikke hans.

Børnebørn. Aaliyah var allerede over den alder, hvor hun burde have været adskillige børn. Og jo ældre hun blev, jo sværere var hun at finde et parti til, som der blev begået flere og flere overvejelser om, hvorfor hun ikke allerede var gift.

Men faktum var, at de fleste rygter om hendes "forbandelse" var inden for Rubiniens grænser. Sephyran foretrak som oftest at få sine døtre gift her - for nordpå kunne de ofte få mærkelige forestillinger om, at de havde lov til ting, de ikke normalt ville gøre i Rubinien. Forhåbentlig villle Aaliyahs opdragelse være tilstrækkeligt til, at hun ikke fik den slags idéer.

"Medanien og Safirien har gode adelsfamilier .. der er naturligvis også længere nordpå som Turmelinien.." Brummede han overvejende. "Vi bør tage dig med, næste gang vi rejser til Dianthos.."

De baller, som foregik i landets hovedstad var ofte en gylden mulighed for at lade unge mennesker møde hinanden..

Børnebørn var et ømt punkt at bringe op, det vidste hun godt. Det smertede hende næsten at hun endnu ikke havde givet ham dem. Hun var ved at være i den alder, hvor hun burde have haft flere børn, som måske om nogle år skulle være klar til at blive gift væk. Hun vidste godt at med alderen og tiden, blev det kun sværere at finde en mand til hende, en mand som ville elske hende og bringe hende den fremtid som hun ønskede at skulle have.

Aaliyah kendte udemærket til den måde som både hendes fader og familien drev disse foretagender, der var ikke mange andre steder i landet, hvor en familie kørte deres familieforetagende som de gjorde. Der var nemt at vide hvem der var hvor henne i fødekæden, og at kvinderne altid var nederst. Derfor betød det nok heller ikke meget for Sephyran hvem hun blev gift med, om han elskede hende eller hvordan deres forhold var, så længe at deres fader fik et godt samarbejde ud af det. 

"Jeg kender udemærket til familierne i Medanien og Safirien, Arys og Isenwald. Ved vi om de har nogle gifteklare sønner, som kunne være et match?" Det var virkelig en mærkelig måde at planlægge sit eget liv på. Hun var allerede væk fra hendes egne løfter, om at finde en mand som kunne elske hende og som hun elskede. "Det ville jeg da elske. Det ved Du" 

Fyrsten brugte et øjeblik på at stirre tankefuldt ud i det fjerne. Han vidste godt, at det ikke var Aaliyahs skyld, at hendes mor var død under fødslen, men hendes ankomst til verden havde bragt meget ondt med sig. Sephyran havde taget en ny kone, som havde endt med at forråde dem og koste tre af hans sønner livet..

Hvis blot Khadija havde levet. Sephyran havde ikke elsket hende, men hun var en god hustru. Aaliyah var allerede væsentlig ældre, end Khadija havde været den dag Sephyran havde taget hende til hustru.

Årene gik for stærkt, konkluderede fyrsten, som han vendte opmærksomheden tilbage mod sin datter: "Det kan tænkes, at vi skal ud i sidegrinene til disse store familier, min datter. Prinserne af Arys og Isenwald er med sikkerhed allerede afsat.." eller, de ville i hvert fald næppe sige ja til et match med den berygtede sorte prinsesse..

Han forsøgte dog at pakke det en anelse ind, selv om hans ansigt røbede mere, end hvad han sagde. "Der er familier som Alryss eller endda Reier.." Reier-familien var utroligt stor, men havde for nylig fået et bedre ry, da en Reier var blevet gift med arvingen af Arys. Man kunne håbe, at de havde en søn, hvis interesse kunne fanges .. ellers var der også de utallige andre greve og baronslægter rundt om i landet. At sigte højere kunne være vovet.

Hendes mor, Florence og andre kvinder i familien ville på det tidspunkt, hvor de nåede Aaliyahs alder allerede have flere børn rendende omkring sig. Det smertede hende at det endnu ikke var sket for hende, for hun ønskede inderligt at kunne byde familien flere børn, men sådan skulle det ikke være, endnu.
Hun vidste ikke hvilke tanker hendes fader havde om hende eller det liv som hun skulle have i fremtiden. Hun vidste ikke hvilke famililer han havde tilbudt hende til, men det virkede som om at det var de fleste. 

Aaliyah lyttede blot til hans ord og det han fortalte. Hun kunne godt se at han prøvede at pakke det mere ind, for at skåne hende fra sandheden. Han var uden tvivl skuffet over hvade hun havde bragte deres familie - selvom hun ikke mente at det var hendes fejl. Hun nikkede og stemte i, uden al for mange ord.

Hun forstod godt det han forsøgte at fortælle hende, "Hhmm.. Det virker vel som en mulighed at tage fat i dem?" Han havde mere styr på det her end hende, "Hvor meget har jeg selv at sige til valget af mand?" Spurgte hun nysgerrigt.

Sephyran havde godt hørt de rygter, der svirrede på Kazimi-paladset om Aaliyah. Den Sorte Prinsesse kaldte de hende, og fyrsten havde næppe gjort tilstrækkeligt, for at dæmpe dem - måske fordi han selv følte, at der var et gran af sandhed i dem. Men alt dette voldte ham nu problemer, hvor ingen var interesserede i at tage hende til hustru, frygtende at Kiles skygge hvilede over hende..

Den nemmeste løsning virkede til at være, at gifte hende uden for Rubinien.

Han færdiggjorde appelsinen og greb et silketørklæde for omhyggeligt at tørre hænderne, inden blikket igen hvilede på datteren: "Hvis du selv kan finde en mand, jeg kan godkende, vil jeg ikke stå i vejen.." Sagde han efter en lille pause. Nogen ville måske mene, at det var at give datteren for meget frihed over sit valg, men Sephyran havde allerede forsøgt i årevis, og nogle gange virkede kvindelige charmer bedre, end en fyrstes løfter..

"Jeg vil naturligvis også forhøre mig rundt." Brummede han derefter. Ikke at han ikke allerede havde gjort det mange gange, men der var måske nogle nye kontakter, der kunne benyttes .. Krystallandet så trods alt en del anderledes ud, end det havde gjort for næsten ti år siden, hvor hun havde rundet den giftemodne alder..

Aaliyah vidste godt at hun i sin faders øjne var en skuffelse. Hun var godt klar over at hun Indirekte fik skylden for flere at de ting, som havde hændt familien. Det var ingen det skjulte at de kaldte hende "Den sorte prinsesse" og hun vidste at hendes fader, ikke gjorde meget for at stoppe disse rygter, som næsten florerede foran hendes ansigt.
Aaliyah havde hverken selv valgt at blive født eller ønsket hendes moders død, og derfor så hun ikke selv en rimelighed i de ord som der blev talt omkring hende. Men det virkede ikke til at det var noget som hverken Sephyran eller andre talte eller tænkte over. 

Lige nu var hun åben for de forslag, der ville komme hendes vej. 

Hun måtte jo uden tvivl finde en mand, hvis hun selv ønskede at stifte den familie som hun ønskede. Hun vidste at hvis det blev hendes faders valg, så ville hun måske ende op med en mand som ikke elskede hende, som hun gerne ville elskes. Hun var jo dårligt nok blevet elsket i sit liv. Men at han gik med til at hun selv kunne finde en mand, det gav da håb for fremtiden. Hun nikkede pænt til ham, "Det sætter jeg pris på, fader" 

Aaliyah vidste ikke hvor langt ude faderen havde kigget efter en kommende mand, men hvis man kunne tage fat i nogle af familierne, eller sidegrenene til familierne, så burde det næsten være muligt. "Jeg ved at du allerede har kigget meget, men for mit eget liv, ønsker jeg selvfølgelig også at der kommer en mulighed" 

Meget kunne siges om Aaliyah, men hun vidste i hvert fald, hvordan man som kvinde skulle opføre sig med høflighed og ærbødighed. Fyrsten lod blikket glide over hende, igen ufrivilligt kommende til at tænke på, at hun allerede var et godt stykke ældre end hendes moder havde været, dengang hun og Sephyran var blevet viet.

"Godt, godt.." Brummede han, atter møvende sig tilbage i silkepuderne. "Vi er jo også ved at have travlt, hvis det skal nås inden du kommer ud over din bedste år at få børn i.."

De vidste begge, at hun allerede var ud over den bedste alder til at blive gift. Ifølge fyrsten, havde hun nok også passeret de bedste, fødedygtige år, men meget kunne klares med magi.

En pludselig tanke slog ned i fyrsten, som han kneb øjnene en smule sammen, stirrende på datteren: "Siden du spurgte .. har du selv haft øjnene på et parti?"

Aaliyah havde altid set sig selv som en kvinde, som gjorde alt for at vise sig som et præsentabelt parti udadtil, men de grunde som afholdt mænd fra at tage hendes hånd var hun ikke selv herre over. Der var mange ting som hun selv havde tænkt igennem tiden, men hun havde altid holdt det for sig selv og blot gjort sit, i håb om at en mand ville tage hendes hånd. 
Hun var ved at være en alder hvor det inden længe var forsent at berige verden, med mere end et barn inden hun blev for gammel. Hendes moder havde været yngre end hende, da de blev viet og fik deres første barn. Det var selvfølgelig en ærgerlse for Aaliyah at hun ikke kunne træde i samme fodspor.

"Jeg er helt enig, kære fader" Desværre. Der var nok meget de to var enige i når det kom til hendes alder og at hun endnu ikke havde indgået et giftemål, "Jeg håber lige så meget som dig, at det snart vil lykkedes" Måske håbede hun mere end ham. 

Dette spørgsmål ville selvfølgelig komme, når hun selv havde bragt det på banen. Det havde måske været et spinkelt håb, om at finde en mand som ikke kun så hende som en person som skulle føde og være hos børnene, men som også bragte kærlighed ind i ægteskabet. "Ikke direkte, nej" Svarede hun roligt. Hun havde jo set lidt til Basil, som hendes fader uden tvivl kendte, efter deres barndoms venskab, men han havde ikke virket til at have den store interesse i et giftemål, så det virkede næsten ikke nødvendigt at bringe hans navn op nu, "Det var blot for at lette en byrde fra dine skuldre. Men jeg tænker det ville være fint at række ud til de mindre familier" Kom det ærligt fra hende. 

"Godt!" Brummede han ved hendes enighed, selv om hendes egen kommentar havde været en anelse hård. Men der var ingen grund til at lægge skjul på sandheden - årene gik hastigt, og det ville blive sværere og sværere at finde en ægtemand, som rygterne om hende blot tog til.

Brynene trak sig en anelse sammen, som hun sagde ordene ikke direkte - ville det sige, at der var et indirekte parti, som hun havde øjnene på? Måske noget, der ikke passede sig for en Kazimi? Han brød sig ikke om at tænke tanken.

"I så fald vil jeg gøre det. Du er jo stadig jomfruelig og ikke fyldt tredive endnu .. der er rig mulighed for at bringe børn til verden og finde en godt ægteskab." Sagde han og nikkede lidt for sig selv.

Han fik styr på silkeklæderne og fik rejst sig fra puderne, som han så op mod huset. "Jeg vil få sendt nogle breve af sted .. og  du forventes naturligvis at deltage i nogle af de kommende sociale sammenkomster, hvor det er muligt, at et passende parti kunne blive introduceret.."

Det var ikke noget nyt at hendes fader havde været hård, det var blot sådan han var som fader og som person, så hun havde intet lagt i hans ord, som ikke var der. Hun forstod hans frustration, ligesom hun selv havde den samme følelse over endnu ikke at have fundet en mand. Hun vidste lige så godt, hvad der stod på spil, ligesom han gjorde, at det så mest var på grund af familien, som skulle føres videre, som var hans største problem. 

Hun havde måske lagt for meget i orderne, men hun havde en person, som hendes øjne hvilede på. Men hun vidste at Basil Argyris ikke var interesseret i et gifte mål, og at hun måske havde presset ham på måder, som hun ikke burde have gjort. Eller hvert fald, behandlet ham som hun ikke burde have gjort. Men inden længe ville de tilbringe nytåret sammen, og forhåbentligt ville sådan en tur kunne gøre dem tættere. 
Hun var ikke sikker på hvordan hendes fader ville se Basil, men når han heller ikke ønskede et giftemål, var han så den rigtige at gå efter? Det hele var noget hun skulle finde ud af.

"Det lyder godt. Jeg håber vi kan finde et match, som kan berige mit liv" Svarede hun roligt med et smil. At hendes fader ikke vidste at hun ikke var jomfruelig, behøvede ikke at ændre sig. Men hun var stadigvæk i en fødedygtig alder, det var der ingen tvivl om. 

"Det er jeg glad for. Jeg håber at vi sammen kan finde et passende match, som kan gøre verden lykkelig med flere børn. Jeg vil meget gerne deltage i sammenkomsterne, det ved du." Hun rejste sig fra hans bord, hun vidste at han var en mand af få og kontante ord, og nu hvor de havde fundet en løsning på det her, så kunne hun give ham arbjedsro. 

"Tak for snakken. Jeg må hellere give dig arbjedsro, kære fader" Hun smilede varmt til ham, inden hun forlod rummet. hun var spændt og nervøs, ville hun finde den rette mand? 

Fyrsten nikkede tilfreds. En kvinde havde netop brug for en ægtemand, for at hendes liv kunne blive beriget. For hvilket indhold havde hun ellers brug for, end at tilfredsstille sin ægtemands behov for bringe børn til verden? Forhåbentlig ville det også én gang for alle mane rygterne om hendes uheld til jorden..

"Nuvel ja, og tak, Aaliyah." Brummede fyrsten. Der var altid arbejde og besøgende, der krævede hans opmærksomhed .. at være fyrste var ingen dans på roser. Han så kortvarigt efter hende som hun gik .. der måtte udsendes breve og laves en passende salgstale, så den kommende ægtemand forhåbentlig først opdagede rygterne om hendes person, når det var for sent at trække sig ud..

Han tog med et suk plads igen bestemte sig for først at råbe efter en slave, der kunne bringe ham mere krystalvin, før han fortsatte med pligterne.