Adelynn havde været i Dianthos i nogle dage i sommer boligen i beboelskvarteret. Som rig gammel dame havde Adelynn altid penge nok, at det hele var i en fond i banken var en anden side af sagen, de lå bare og trak renter så lidt som hun trak ud fra fonden. Hun brugte ikke lige frem sine krystaller ud over når det kom til remedier til de mange syge dyr der kom til hende i Safirien. Endnu engang var hun i Dianthos og varmen i huset var allerede varmet op. Hun havde netop været ude af huset for at få tanket depoterne op i mad. Det var først på natten og tilfældigvis havde en ynkelig mand prøvet på at score hende. Det havde blot resulteret i at hun havde bidt ham og drukket hans blod. Ja ja hun havde da brugt sin ene evne men det ville en hver idiot have gjort når det vrimlede med byvager og folk fra lyset et sted som dette.

Adelynn var egentlig på vej hjem til beboelseskvarteret da hendes halskæde vibrerede og en svag miaven lød. Hun fulgte lyden ind i en gyde og så hvordan en lille killing lå helt udsultet i det kolde vejr. "Åh nej dog, de kan vi slet ikke have!" kom det fra hende da hun samlede den lille killing op. Der var intet på hende der indikerede at hun var vampyr ikke ved første øjekast, kun hendes røde øjne der var svage røde fordi hun netop havde spist sig mæt.
Killingen blev placeret inde under frakken og hun lagde en hånd ned på maven for at holde killingen oppe i et ordentligt greb. "Jeg har noget gedemælk der hjemme du kan få lille ven" kom det fra hende og kiggede på den lille killing der stadig havde et svagt miaven. Hun smilte venligt inden hun drejede om på hælene og bevægede sig hen imod beboelseskvarteret.

Månen stod højt på himlen på denne stjerneklare nat, månen var ikke fuld, så de var ikke varulvenat. Men halv måne hvilket var tæt på som bare gjorde at månenen stod skarpere end nogen sinde. Adelynn rettede lidt på sin frakke og kiggede lidt rundt, mennesker var i  nærheden! Så hun koncentrerede sig om sin evne til at få de normale brune øjne inden hun smilte lidt for sig selv. "Tænk at nogen ville efterlade så uskyldigt et væsen som Dem" mumlede hun og kiggede lidt ned på killingen der mere eller mindre nød varmen fra pelsfrakken og korsettet der var bundet godt ind på Adelynns krop.

Der var nok mange gode grunde til at være ude på en måneoplyst nat, uden meget andet selskab end stjerner og gadekatte. Måske man foretrak roen, eller måske man havde sig 'dagsarbejde', som et natarbejde. Det var altid det umiddelbare svar Halith selv drog til, de få gange hun stødte på mennesker der ønskede at komme hinanden ved om natten. For det meste virkede det som om at der var en uudtalt aftale. Jeg forstyrrer ikke dig, du forstyrrer ikke mig. 

Men hun var stødt på en lidt mere omtåget type af gæst, der faktisk havde formået at vække hende fra de almindelige gaderegler. En ung mand - ikke videre charmerende - men vældig... omtåget. Forvirret. Og når Halith aktiverede sin magi, var færten af vampyr ikke fjern, men godt gemt væk under alkohol, røg og andet hun ikke ville nævne. Og sår. Han havde været... underlig at være omkring, da hun hjalp ham imod hans hjem og væk fra kroen. Næsten som havde det foregået i en drøm, det han havde været udsat for, og tilmed ikke videre vred. Men færten havde været svær ikke at være bevidst om, da hun forsatte sine natlige ærinder. 
Der skulle gå flere timer, før hun pludselig stødte på den igen. 
Havde nogle observeret hende, havde det nok virket som om at blege menneske næsten stivnede, noget fokuseret i blikket da hun kiggede sig omkring. Det virkede til at komme fra beboelseskvarteret, og de månehvide øjne gled overvejende op imod bygningerne længere oppe. Spillede hendes sanser hende et pus? 
Amuletten om kvindes hans begyndte at lyse svagt da hun tog den i hånden, og alfens oprindelige skikkelse overtog menneskehylsteret, så hun kunne stige til vejrs. Blikket gled ledende langs gaderne under hende. Havde reelt blod banket i hendes årer, ville nattefrosten nok have været for meget. Nattefrosten var det mindste problem, for sådan nogle som..

.. der. Alfens hvide blik zoomede ind på landskabet under hende, hvor en enlig skikkelse bevægede sig omkring. Oppe fra luften var det at Halith observered hende i nogle lange minutter, inden at hun reelt... henvendte sig. 
Interaktionen med killingen havde overrasket hende... fascineret havde hun fulgt med, skjult oppe fra luften. Tænkte hun i hvert fald, det var svært at være sikker. 
Og gradvist var hun kommet frem til beslutningen, om faktisk at... selv at interagere. Hun havde ikke set kvinden før. Og selvom alfen næppe kendte mange i byen, ville hun have lagt mærke til hende her, ville hun ikke? Mere information var nødvendig. 
Med et dæmpet bump landede hun derfor på jorden, ikke mange gyder væk, og indtog den hvidhårede menneskelige skikkelse, så hun faktisk fyldte noget i gadebillet, armene krydset lidt afventende, og ventede på at kvinden drejede om hjørnet. Et lidt undersøgende smil gled over læberne, og Halith brummede sagte. "Uden din hjælp... ville det væsen nok ikke overleve natten" en sagte konstatering, men en der føltes lidt naturlig, omend akavet. Men sandt -  døden lurede for verdens væsner, lidt for tæt på. 
Eller, for de fleste. 

Selvom Adelynn ahvde spist hørte hun ikke efter hvad der kom imod hende eller hvad der var tæt på hende. Hun havde alt sit fokus på det lille skrøbelige væsen i hendes arm. Tænk at nogen kunne efterlade sådan et skrøbeligt væsen i dette iskolde vejr. Det måtte jo være minus grader! Tænk ikke at kunne behandle dyr odentligt når de først fik dem inden for dørene. Det var frygteligt. Hun havde set mange dyr på sin rejse igennem de 1000 år hun havde levet hvor dyr bare var blevet kastet bort. Det var en frygtelig skæbne. Det væreste var hvis dyrene fik unger og deresejere ikke havde råd til at fodre både dem og unger for at lade skæbnen tage deres liv. Det var bare en af de ting som Adelynn ikke kunne bære i sit lille kolde hjerte.

Så da en skikkelse tog form bag hende som hun var bevæget sig ud af gyden og ned ad gaden vendte hun blikket op og kiggede på personen. "Udspionere De mig?" spurgte hun stålfast og kiggede på den hvidhåret skikkelse foran hende. "Men De har så evig ret. Uden en venlig sjæl ville dyret ikke overleve natten" kom det fra hende og vendte blikket ned imod den udsultede killing i hendes favn der stød lå og gav små lyde fra sig. Denn skulle have hjælp! Forhåbentlig nåede hun hjem i det trygge lille hus i beboelseskvarteret hvor der var varmt og en blød seng den kunne sove i. Forhåbentlig ville den kunne spise lidt selvom den var kold, bare det hvis Adelynn kunne få lidt mad i den ville det gøre underværker.

Igennem årene var katte særligt et af de dyr, som ofte blev skubbet hurtigt til siden hvis man ikke havde tiden eller kræfterne til at tage sig af dem. Nogle havde sågar i en mere kritisk og mørk årerække også anklaget kattene for at være besiddere af mørk magi, og aktivt jaget dem, hvor at nutiden bød på mere fredelige omstændigheder. Men de blev stadigvæk efterladt. Og gaderne kunne være kolde. 
Det var dog ikke katte der fik alfens sympati; hun var nok selv forsat forbi dens tynde skikkelse hvis det havde været hende der 
havde fundet den. 

Men tydeligvis ikke den anden vampyr. At være et dyremenneske, eller nok nærmere en dyrevampyr betød dog ikke at hun var undvigende, og Haliths hoved gled lidt mere udglattende på skrå. Mindre udfordrende. "Næppe. Men jeg har ledt efter dig" næseborene vibrerede næsten umærkeligt som hun trak vejret ind. Oh joh. Havde magien ikke understøttet hendes sanser, ville det nok ikke have været tydeligt. Knap nok bemærket. Men færten af hende var genkendelig, knap nok menneskelig og dermed ikke appetitlig. Et tegn i sig selv. 
Alfen, dog iklædt sin menneskeskikkelse skubbede sig blidt fra væggen, og løsnede de krydsede arme for at skubbe dem foran hende, hænderne gemt i de store ærmer i stedet. "Jeg tror han bliver glad for at komme indenfor" forsatte hun den stilfærdige konversion over killingen, en mere mild end direkte konfronterende tone i sine ord. Hun ønskede ikke ballade, men havde tydeligvis ikke tænkt sig at gå væk fra vampyren.
Så måske hun kunne gå med hende i stedet. 

Hvis ikke det havde været fordi Adelynn ikke havde spist havde hendes sanser ikke været skærpet. Så den dødelige lugt hun normalt fik fra et menneske ramte ikke hendes næsebor. I stedet var det død, eller i hvert fald en mindre menneskelighed over hele lugten. Hvis ikke det var fordi det var et menneske foran hende ville hun ikke tænke over det. Men dette her kunne lige så vel være en halvdæmon som en vampyr. Spørgsmålet var bare hvilken en af delene. Hun kunne ikke bare smide om sig med beskyldninger det lå ikke til hende. Hun ville hellere være produktiv og imødekommende som hun altid var.

"Ledt efter mig? Af hvilken grund?" spurgte hun og mistede koncentrationen over sine evne så hendes øjne blev en mørkerød farve hvilket var tegnet til at hun ikke var sulten. Det var hendes skæbne at have faste røde øjne, en bivirkning for hende at være vampyr. Siden hun var blevet forvandlet til vampyr som pebermø havde hun haft røde øjne. Hun var nem at genkende for den hun var hvis man kendte lidt til vampyrer. Selvom det ikke var alle vampyrer der havde røde øjne havde hun det. Måske derfor hendes forældre havde låst hende inde i tårnet for over 1600 år siden fordi hun ikke kunne færdes ude blandt pøblen.
Hun kastede et blik på skabningen der havde skubbet sig væk fra væggen og trak lidt på skuldrende og hendes ord. "Gedemælk skal kunne stille hans sult lidt" svarede hun kortfattet og drejede hovedet ned i frakken som katten lå inde under og kiggede så op på menneskeskikkelsen igen.

Det var måske en direkte indgangsvinkel, men Halith havde aldrig været den største menneskekender. På det punkt, der var hun nok i den helt anden ende af skalaen, og hvorvidt det var for meget at hun uden videre antastede hende på gaden... det var hun lidt hård overfor. Men alfen gjorde en dyd ud af at fremstå alt andet end konfronterende, imens de talte. "Jeg skal nok forklare det hele. Kan vi følges tilbage ad?" alfens blik gled fra vampyren og ned til hendes redningsprojekt, og så tilbage op på hende, ikke helt villig til at fysisk lægge sig ud med den anden. Og hun virkede utrolig vagtsom - hvilket kunne gøre det svært at snakke ordentligt. 
Nej, der var hun nok lidt mere tilbageholdende, og lidt afventende gjorde hun holdt i sine skridt, hovedet en anelse på skrå. En del af hende havde lyst til at spørge ind til hvorvidt hun havde gedemælk derhjemme. Det var en atypisk ingrediens, især for dem, og Halith kunne aldrig forestille sig at leve med noget levende eller ulevende samme sted som hende. 
Men hun vurderede dog også, at det nok var bedst med et spørgsmål af gangen. 

Der var noget mystisk over dette her, og Adelynn overvejede om det nu var smart at sige ting.hun kunne tie stille og lade vær, hun kunne lade verden falde fra hinanden og smide den lille kat væk fra sig, men nej det kunne hun ikke. Den killing havde brug for hjælp, og det var hendes mål her i livet, at hjælpe de stakkels dyr der ikke kunne finde hjælpen selv. Uanset om det så var et af de farlige dyr rundt omkring i landet, eller om det så var noget helt andet. Hun kæmpede for syrerne, selv i Zicron. Hun hadet dog at solen altid var i vejen for hendes arbejde med dyr, og at hun derfor måtte ty til natte og aften arbejde. Ikke at hun sov ret meget alligevel, men det havde jo sine grunde.
”Jeg ser ingen grund til hvorfor jeg skulle benægte Dem det. Hvis De alligevel skal den vej altså” kom det fra hende og kiggede lidt på hende inden hun vendte blikket ned imod killingen. Det lille My, våd og kold samt sulten, det var jo lige før det skælvede i hendes hænder.