Det var forfærdeligt varmt, aldrig havde han skænket det en eneste tanke at at opholde sig i syden i mere end få dage ad gangen, men grundet uheldige omstændigheder og feje knep. Alt arbejde derhjemme var midlertidig overdraget til bestyreren og kusinerne. De gjorde nok et bedre stykke arbejde alligevel, så ingen skade sket der.

Træningen skulle bare gerne foregår i Belzera eller lidt uden for byen, men solen var ikke mindre glohedende af den årsag. Værst af alt var nok, han havde ikke engang tøj med til det arbejde de forventet af ham. Flyve brillerne lå derhjemme, generelt alt til at flyve lå derhjemme. Selvfølgelig havde han intet imod at flyve trøjeløs, men med solens stråler, så kunne han snildt frygte at ende som en helstegt kylling. Så han fik skåret huller i en t-shirt så vingerne kunne være der.
Han havde næsten slået vingerne op over hovedet som en form af parasol til sig selv mens han ventede på den tjenestepige han skulle lære at flyve. Hvem med vinger kunne ikke finde ud af flyve?

De var ikke engang begyndt endnu, men han kunne mærke varme snige sig kvælende ind på ham at han blev fugtig af sved. Det ville kun blive værre fra nu af. Hvad vidste han egentlig overhovedet om personen? Hun hed Talice og havde vinger. Vingefang var en vigtig faktor i dette, men så meget havde han end ikke fået fortalt.

Varmen var - som den altid var - en genkendelig følgesvend i det sandklædte ørkenlandskab. Selvom den nogle gange blev mildere i hvad end skygge hovedstaden havde at byde på, gjaldt den regel ikke når man kom lidt mere udenfor, og under åben himmel. Noget der specifikt blev eftersøgt idag, da hun traskede skridtene hen til det mødested hun havde fået specificeret. 
Fordi hvem var mon hendes læremester, den hun skulle møde her lidt udenfor byen? At der så hurtigt var blevet fundet nogle som kunne assistere, eller i hvert fald overvåge hendes træning, det vidnede blot om lidt af den rækkevidde Kazimifamilien egentlig besad. Lidt om hvilke tråde de havde, og hvordan de kunne trækkes i, så dukkerne hoppede og dansede. At det ikke var en frivillig opgave, var trods alt fjernt fra hendes tanker - nej hun glædede sig blot. En følelse der i en varm boblen gav hendes skridt lidt ekstra fjeder, og smil lidt ekstra vigør.
Lidt udenfor byen.. 

Hun så ham nok før han så hende. 
Talices gyldne øjne fikserede nysgerrigt på skikkelsen et par hundrede meter længere fremme, som allerede fra den her afstand fremviste et imponerende sæt vinger, hvor hun efterfølgende kunne føle den indre måben skille læberne lidt tavst fra hinanden; hun havde aldrig set noget så smukt. 
Selv de få væsner hun havde set med vinger, havde slet ikke denne rækkevidde eller bredte, og som hun kom tættere på, kunne hun ane at de var dobbelt så store som hendes, der sammenfoldet lige nu strakte sig 1/2 meter ud fra hendes høje skikkelse. Så prangende. "Så prægtige.." hviskede hun for sig selv, stadigvæk udenfor hans hørevidde. 

Hun pakkede det dog væk da hun kom tættere på. 
Et langt mindre ærbødigt blik blev fundet frem, og måben blev erstattet med et skævt smil, da hun løftede den ene hånd i en hilsen i stedet. "Ey, du må være Basil" studerende gled hendes hoved en anelse på skrå, hvor hun til sin egen overraskelse så sig selv kigge ned i nogle mindst ligeså gyldne øjne da hun endelig kom tæt nok på til at se detaljerne. Huh... selv øjnene var nogle hun genkendte. 

Forsøget på at få bare en kølig brise var umulig. Tør varme var noget af det mest forfærdelige, hvis du spurgte ham. Vingerne kunne kun lige give ham skyggen der var yderst tiltrængt, men han kunne fornemme solens stråler som de stegte ned på overflader. Kilens til Kazimi. Basil kunne selvfølgelig have sat spørgsmålstegn ved Pompeias ord og position, men det ville ikke have gavnet ham på nogen måde. 

Men som han lagde hovedet tilbage i en opgivende stilling, fornemmede han noget komme ude i horisonten, eller spillede fatamorganaet ham et puds. Det var udtværet farver, men som hun kom nærmere, indså han at det rent faktisk var en person. Han holdt endnu vingerne over sit hovedet, som han lod lod armene bliver lagt over kors. Hun var jo en lille kæmpe. Vingerne så ikke ud af meget, men de måtte kunne noget. De gyldne øjne kigget lidt overvejende på hende, men han lignede en der mildest talt ikke orket noget (noget som nok ikke var nyt for hans udtryk). Måden hun talte til ham på, vidnet om at hun ikke var blevet sat ind i at han var mere end bare en som skulle hjælpe hende. 

Basil opgav at sige noget til det, det ville bare få dem til at tilbringe unødvendig tid nede på jorden. Han begyndte at rykke på sig, og så lidt på hendes sammenfoldede vinger. "Lad mig se dine vinger," det kom bestemt ud og han ventede nøje på at se hendes fang. Han forventet måske lidt at hun ville have nogle større vinger end ham, men det så alligevel ikke helt sådan ud. Ville han være nødsaget til, at lærer hende at flyve med nogle af sine egne fjer som støtte. 

Øjnene skævede ud til hende fra siden. Det var ikke særlig tit man så en anden med så gyldne øjne.
Skulle han være bekymret?

Han virkede ikke imponeret over hende. Gyldne øjne studerede ham bagved mørke øjenvipper, og bar med sig en langt mere imødekommende interesse end den hun fik spejlet sig i. Stående foran hende, nok gående til omkring skuldrene og med armene over kryds... der var noget som sagde hende, at han virkede til at ville have det overstået. 
Hvilket fik halvelveren til at trække en anelse på smilebåndet, og hun krydsede selv armene lidt afventende, indtil en ordre kom. 
Jah han virkede som sagt ikke imponeret, og virkede også til at stå med et tiltagende ubehag over varmen der havde velsignet dem denne dag, gemt under sine egne vinger. Som ild og vand var de nok i den sammenhæng, da Talice næsten blomstrede under dens varme stråler, og mageligt fandt tørken genkendelig. Noget der nok tydeligt kunne ses i den afslappede holdning. "Så gerne!" kom det med et lille nik fra hende, og hun rullede en smule prøvende med skulderbladene, inden at vingerne med en tør raslen endelig blev strukket ud. 

Dets natmørke overflade/bagside sugede farve til sig, og reflekterede i en ravns fjerpragt lyset tilbage i blålige og violette glimt. På indersiden dækkede skarlagensrøde svingfjer - nok kun en smule mørkere i farven end Basils egne - det nederste lag af vingerne, og chancerede i rødbrune farver op imod vingebenet, inden det sorte tog over. 2 meter fra vingespids til vingespids. Noget som egentlig ikke var småt, men sat til sammenligning med resten af højden... 
At de var små kunne man dog ikke fornemme på hende, da hun lidt prøvende flaksede dem en anelse, så støvkorn hvirvlede om dem og krøllerne legesygt løftedes i den fremkaldte vind. "Har du haft vinger hele dit liv? Mine kom først da jeg var 8, og var... jah, lad os sige ikke videre imponerende dengang" nysgerrigt fyldte hun gerne stilheden ud, og lod ham komme til hvis han skulle inspicere eller vurdere med mere end bare øjnene. 
Det havde folk lidt en tendens til, selvom det måske ikke trak særligt meget hvis man selv besad dem. 

Han trådte et skridt tilbage, som hun efterkom hans ordre. Det var en ubehagelig raslen at høre, han undgik helst at lade sine vinger blive så stive i betrækket, at han skulle høre på sådan en lyd. Han brummede en lang summen, som han begyndte at få om bag hende og så vingerne bag fra. Det var pæne vinger, men... Det hang ikke sammen med resten af hende. Han foldet armene ud fra sin korsformation og lod den ene hånd let røre ved fjerene, det havde nok været på sin plads at advare hende på forhånd. En enkel fjer kom i mellem fingrene hvor han fik en idé om deres tykkelse. De var robuste nok. "Okay.." sagde han stille for sig selv og kom tilbage foran hende. To meter cirka. Der var noget at komme efter. 

Halv uopmærksom så han op på hende, som hun stillede et spørgsmål. "Huh? Ah. Ikke helt, de kom da jeg var 4, jeg skulle kanalisere min chakra for at få dem ud, så det er lidt omskifteligt hvordan jeg ser ud," fortalt han og tog en hånd til hagen. Hun var måske maksimalt tyve, så det ville være knap og nap tolv år hun havde haft dem. "Hvordan føles det når du flyver? Er du tryg i det?" som han spurgte om det, lod han sine vinger blive foldet helt ud. Han strakte dem så fjerene spredte sig, men de faldt fint på plads igen. 

"Bruger du flyvebriller?" Det ville hun vel næsten skulle, sandet lå jo ikke kun på nede på overfalden, det var noget som snildt ville kunne lettes fra jorden og komme til gene selv oppe i få meters højde. 

Et lidt uimponeret øjenbryn gled op da han spurgte om hun brugte flyvebriller. Han kunne nok ikke se det, stadigvæk bagved hende men det gav god mening at spørge. Var hun ikke vokset op i Rubinien, havde hun nok ikke tænkt på det som noget af det første dengang hun var 8. 
Hun vendte sig dog en smule da han virkede til at være færdig med at betragte fjerene, og det selvfølgelig der lå på tungespidsen gled over i et overrasket lille "Woah" da han havde strakt sine egne ud, nu på vej tilbage i deres hvileposititon. 
Hov.  Halvelveren rømmede sig, stadigvæk lidt taget tilbage over størrelsen på hans vingefang og hurtigt skævede hun fra det røde blikfang tilbage til den spørgende skikkelse, og rystede lidt på hovedet. "Jeg flyver ikke. Højest noget svæveri" stemmen havde en snert af ærgelse over sig, men ikke nok til at mange bemærkede det. Hun vidste trods alt ikke hvad hun gik glip af. 

Med den ene hånd fiskede Talice et par mørke, runde briller frem, og slyngede dem over den ene pegefinger. "Kanalisere... du kan skiftet udseende på dem?" hun kunne ikke helt lade være med at spørge videre ind til hans magi. Allerede da han var 4? Typisk - de havde helt sikkert været større hvis hun havde fået dem tidligere. 
Men han kunne gøre mere når han.... de mørke bryn gled lidt undrende imod hinanden, og Talice lod den anden hånd undersøgende gribe fat i en af hendes egne røde yderfjer. "Er det let for dig, din kanalisering af chakra?" Kunne hun måske ændre udseendet på sine vinger? 
Mængden af spørgsmål han måske - nok ikke - men måske kunne svare på, lod hende kort glemme at de faktisk skulle træne senere. 

Det ville være lidt for hovmodigt, hvis ikke han fik et ego-boost over hendes reaktion til hans vinger, men det var Basil, han nød godt af det, så han trak lidt på smilebåndet, så et smil kom til syne og han tog en hånd til baghovedet og virkede en del mere ydmyg end hvad han selv forventet han ville. "A-ha," det bekræftede vel hans teori om han nok i første omgang måtte støtte hende med sine fjer. Heldigvis havde det jo ingen betydning for ham, han havde nok fjer at dele ud af i denne sammenhæng. 

Men som Basil skulle til at bede hende tage sine briller på, kom hun ham i forekøbet med spørgsmål oven på spørgsmål. Det kom måske en anelse bag på ham, men han måtte erkende, at hun nok havde mere brug for at tale lidt om det, før de kunne lette fra jorden. "Jeg kan trække mine vinger ind i kroppen, selvom det nok ser lidt urealistisk ud. Men det er en pinefuld oplevelse for mig. Forestil dig at bræk enhver knogle i dine fingre og arme, den type smerte," noget som hun måske kunne forestille sig i. Han vendte dog blikket om på sine vinger, det kunne vel være sejt, hvis han kunne have ændret deres farve fra noget andet end rød. 

"Jeg har mediteret siden jeg var barn, for min chakra flow skal være i topform for at det går hurtigt, samt.." han så lidt på hende, og mærkede hvordan små halvtres fjer koblet sig fra hans vinge og fløj om bag til hendes vinger som små pletter af skønhedsfejl. "Jeg kan kontroller mine fjer som selvstændige objekter. Har du andre spørgsmål?" spørgsmålet kom mere ærligt fra ham end tidligere tone leje. 

Man kom ikke udenom at alle besad en hvis grad af stolthed, og det sidste Talice så som ærefuld adfærd, ville være at fremstå lidt for interesseret i hans evner. Lidt for meget som en fan, det var ikke et godt image. Men et lidt mere afslappet smil gled over læberne da han faktisk tog sig tiden til at svare på hendes pludselige spørgsmål. At det så gled over i et overrasket lille "Huh.." da han fortalte om bagsiden af medaljen, og hun kunne næsten forestille sig lydene af knæk det måske fremkaldte...
Et gys gled ned af ryggen, på trods af varmen. 

Det var heldigvis en del mindre smertefuldt, de gange hun havde været nødt til at fjerne dem. Talice slap hendes yderfjer med et lille nik mere, og skulle lige til at spørge ind til hvordan han havde tålmodighed til at meditere - var det ikke noget præster og munke gjorde - men den her gang kom han hende i forkøbet med en uddybning, nej, en demonstration af hvad han også kunne med vingerne. Hun kunne ikke stoppe den lille latter der brød ud. "Nej, det mener du ikke? Du - det-" ordene blev skåret af da hun lavede en begejstret lille flappen med vingerne, fascineret over den dimension til magien. 
Blikket gled i et ryk tilbage på Basil, en gnist af kampgejst tændt i det gyldne. "Mange flere. Men de kommer senere" de lidt lysere, lidt mere vibrante fjer virkede til at bevæge sig med vingerne når hun strakte dem, fascinerende, og hun gled lidt fjedrende ned i knæ, noget spørgende i blikket. "For nu - sig frem. Du tror jeg kommer til at lette idag? Jeg er klar til at prøve" hun kunne ikke lade være med at se det som lidt optimistisk, hvilket fik noget næsten drillende frem i tonen. Det gjorde ikke noget hvis det ikke skete, hun vejede lidt mere end hvad virkede realistisk. 
Men optimistisk, det var hun. 

Taget alt i betagning, havde han ikke rigtig interageret med en anden før, som besad vinger. Det var nemt at være isoleret med det og bare gøre som han altid gjorde. Vingerne var hans frihed - men også hans belastning. Så det at han kunne gemme dem væk, lade dem gro grå og svage hvis det var det han ønskede. Men der var han ikke nået til endnu. 
Han tog sig ikke af hendes lyd til forestillingen af smerte, han levede med det. 

Mange flere? Det var vel kun forventeligt, men han kunne ikke rigtig selv tænke sig til, hvad hun kunne have på hjertet. Han kendte hende ikke spor og ville nok ikke ture gætte sig til det. "Ja, lille kæmpe. Jeg lader mine fjer sidde hos dig, de vil ikke være i vejen for dig, hvis jeg oplever en udfordring, hjælper jeg dig med dem og nok nogle flere," flere var nok en god idé, hun var jo ikke en lille kvinde. 

Vingerne slog sig stille ud og gav nogle små ryk fra sig, så han lettet fra jorden. Bare i en lille halvanden meters højde. "Kom så højt op du kan, dernæst skal du bare prøve at være naturlig i luften med dem," naturlig, huh. Hvordan var man overhovedet naturlig i luften med vinger, kroppen skulle jo være lige så meget i kontrol for ikke at sætte en ud af kurs. Men jo mere afslappet man var, jo mere naturlig ville det føle. 

Lidt på vippen omkring hun kunne li' det kaldenavn han var fundet frem til, gav hun ham et kort, lidt overvejende blik. Men hun havde hverken interessen i at irettesætte eller gøre mere ved det lige nu, det kunne joh være det gik væk af sig selv, og rettede sig i stedet en smule op da han bad hende løfte sig fra jorden. 
Bare prøve at være naturligt i luften. Jah det var nemt at sige, kunne hun ikke lade være med at klukke indvendigt. Det stoppede hende dog ikke i at forsøge. Prøvende blev de rødbrogede vinger spredt ud. Imod sandjorden gav de ekstra fjer hendes vingefang en forvrænget, men dog større rækkevidde, og hun lod med et lille brum brillerne glide på plads over næseryggen, inden hun satte i gang. 

Hvor at Basils var stilfærdigt, jah nok også en del mere elegant, følte Talice hvordan vinden snart begyndte at piske sandet ukontrolleret om ben og ansigt på hende. De mørke krøller slog sig tvært imod nakken, tvunget op af opdriften fra de rytmiske, hurtige slag, og hun lavede et prøvende lille hop for at få noget ekstra assistance. Det virkede? 
Det virkede ikke. 

Selvom hun med møjsommelige, og nok også heftige slag fik løftet sig først et par centimeter, så tættere på en halv meter - så faktisk tættere på en meter, noget hun aldrig var lykkedes med før, var det for det skarpe blik nok mere grundet styrke end teknik. Hendes blik gled bagved det mørke glas over imod den bevingede mand, en koncentreret rynke over næsen som hun mimede hans ord i luften og igennem vinden. Naturlig? Han fik det til at se let ud, da han doven befandt sig godt halvanden meter over jorden. I balance. Og hun kunne med en tvivlende grimasse føle hvordan hendes egen balance, tragisk begyndte at tippe imod højre. 
"Jeg kan ikke komme højere, jeg- jeg drejer" prøvede hun at forklare, og strakte armene ud som et sæt ekstra vinger for balancen. Og jah, hun tippede stilfærdigt, ikke med hendes gode vilje stadigvæk med stødt imod højre. "Det er som om at det trækker i den ene side" 

De havde nogle bløde slag der kørte rytmisk og nemt, men han så hendes udfordring. Det var som at se en en vildfaren mus i et panisk løb. Havde han set lige så dan ud i sin tid da han skulle lære at kontrollere sine vinger som barn. Nok gemte man sine barndomstruamaer væk, men hun piskede dem op i ham og han så kortvarig fjern ud som han faldt tilbage i et hav af minder han havde lagt låg på. 

Men hun trak ham ud af det hav, og han så igen fokuseret på hende. Hun trak til siden, som hun sagde. "Et øjeblik," sagde han og sendte flere af sine vinger til hende, hans vingefang blev mindre af udseende og fik hende til at se større ud. Han satte sin indsats på, at hun skulle have balance. "Følg det flow jeg giver dig," nemmere sagt end gjort, men hans fjer forsøgte at sætte en stopper for hendes hurtige slag og et bedre fokus på hvordan vingerne skulle tøjles. 
Selv uden hans brede vingefang, var ham ikke spor hæmmet af situationen. Han lod sig nærme hende og strakte armene ud til hende: "Tag dem" beordret han hende. Det ville nok være en idé at sige til hende, at så snart hun gjorde det, ville han sætte kursen opad og slippe hende - men aldrig rigtig. 

Med blikket fokuseret på Basil, var det svært ikke at se hvordan hans opmærksomhed kort forsvandt fra hvad de lavede. Og selvom hun ikke helt kunne opfange hvad der dansede så livligt, og hjemsøgende i hans gyldne øjne... også selvom hun ikke helt vidste, at hun halvt fremprovokerede det... så kunne hun ikke lade være med at bide lidt mærke i det. Havde Talice været mere empatisk af natur, ville hun måske kunne have genkendt sådanne sirligt anlagte traumer fra tidligere dage. Men det var hun ikke. Og hun kendte heller ikke Basil godt nok til at vide mere. 
Så selvom det et eller andet sted prikkede til en lille kerne af opmærksomhed, var glimtet af smerte meget lettere at lade slippe, end at lade fylde. Måske for dem begge, skulle hun være ærlig. 

Og han kom da heldigvis hurtigt igen. 
Omstillingsparat var han, og det virkede til at han havde kæmpet med den ubalance hun følte trak i hendes vinger, da han sendte flere fjer frem for at stabilisere. Følg det flow jeg giver dig, og hun prøvede virkelig at føle efter, da han satte mere styring over sine fjer og skubbede hendes rytme til en roligere takt. "Men så føles det som om..." den tvivlende tone forstummede brat, og Talice afbrød sig selv med et lille spændt gisp, da hun følte at hun faktisk ikke faldt, trods tempoet gik ned. 
Blikket var kortvarligt gledet ud imod vingerne, støttet af flere af hans fjer, inden at det faldt tilbage på Basil ved den kommanderende tone. Det ene øjenbryn gled lidt afventende op, inden at hun med et skråsikkert grin greb fat i hans underarme i et gøglergreb. 

Og følte hvordan hendes hjerte fløj i halsen, imens en blanding af et forskrækket hyl og latter gled over læberne, nu endelig på vej op - "Brenis! Vent din idiot - du " bandede hun på rubinsk, jah bandede hun af Basil, et forskrækket glimt da det gik op for hende at han prøvede at slippe. "Nej, din sandklit - du kan ikke bare-!"
Forskrækkelsen kæmpede dog med spænding, og Talice prøvede brændende at holde den rytme han havde givet hende inden de steg til vejrs, nogle overfladiske, hurtige åndedræt nu hvor at de var højt oppe. 

// Brenis = Vent/hold igen.

I luften var de øje til øje, handicap eller uden. 
Han ænsede ikke hendes opmærksomhed, hvilket nok var en fordel for hende, at han ikke gjorde. Skulle han stå til ansvar for hvorfor han forsvandt i et øjeblik, ville hun ikke få noget ud af ham, hverken træning eller forklaring. Ikke nu hvert fald. Basil tvivlede gerne på sig selv i det aspekt. For rent metaforisk holdt han gerne folk på afstand -  med sin fulde vinges længde, selv når den svandt ind. 

Hvad føles det som om, lille kæmpe summede hans tanker stille. Men selvom han ikke tillod sig selv at sætte spørgsmål tegn ved dette, nød han af at hun både blev forstrækket og grinte som han hev hende op. Meter op. Hun gjorde det ikke nemt for ham, at slippe hende; "Fold dem ud, kontroller dit fald," sagde han som han fik frigjort sig selv og så hvordan hun forsvandt nedad. Han tog sig ikke spor af hendes bande ord, for hvad fuck ment hun egentlig med sandklit? 

Men han lod sig falde bagover og dykkede selvsikkert ned, vingerne lå tæt omkring ham i dykket, nok kunne de ikke skærme hans øjne for sandet som kom til ham. Han knep øjnene sammen, men holdt et fokus på hvor hun var. Skulle hun bruge det, greb han hende lige over jorden - om han så skulle bruge alle sine fjer frem for at fægte sine arme ind under hende. "Se frygten i øjnene,"  kaldt til hende. Fald var nok det værste for hende lige nu, kunne hun accepter at det var en realitet at falde uanset hvor god man var, havde hun intet at frygte, for så skulle hun bare skifte strategie. 

Det var svært ikke at føle en oprigtig glæde, der næsten omfavnede alle de andre følelser af frygt, udmattelse, overraskelse eller nervøsitet der samtidigt rumsterede i kroppen. Glæde, som med brusende vingeslag lod hende se verden fra et højere perspektiv. Hun havde forestillet sig det i mange år. 
Noget hun havde set frem til - og også slået sig forfærdeligt ofte på, var nemlig forsøget på at flyve. Selvom hun tidligere havde sagt at hun ikke fløj, var det skam ikke fordi hun ikke havde prøvet...

Og frygten, jah gyset for hvad der skete når man ikke fløj, men faldt, bankede insisterende på den anden side af den brusende glæde over at det endelig skete. 

Hun gjorde det ikke nemt for ham, men han fik til sidst vristet sig fri, en sidste kommentar inden hun hurtigt begyndte at miste højde uden hans assisterende trækken. Som et anker der gav slip. Jorden nærmede sig hurtigt. Og med den, en genkendelig kuldegysning, ikke ulig tidligere. Se hun havde aldrig frivilligt brækket noget... men hendes vinger havde måtte tage nogle slag, i de tidlige år, indtil det gik op for hende at de ikke kunne bære hende endnu.
Da Basil tidligere havde fortalt om sine egne vinger, kunne den følelse nok ikke sammenlignes. Men med jorden der hastigt, hastigt nærmede sig, kunne hun føle frygten banke blodet brusende ud i kroppen, jah skubbe fryden ved at være højt oppe lidt til siden, og hun spredte fjerene på vingerne ud for at prøve at genfinde den kontrol han hele tiden snakkede om. Vinklede, dem, jah følte at der skete noget. Vindmodstanden bankede ind imod de tætte fjer. 
Men ikke at hun fik stoppet faldet, der i takt med at det nærmede sig, fik skubbet mere og mere farve ud af det solbrune ansigt. "Basiil? Jeg kan ikke st-stoppe" hviskede hun nok uhørligt for ham, et blik sidelæns da han kaldte til hende, nu også på vej ned. Og hun kunne virkelig ikke stoppe. I en kraftanstrengelse forsatte Talice med at slå med vingerne, men måtte med et gisp dække for ansigtet da det virkede til at være umuligt. Det var det - det var sådan her hun kvæstede sig selv for evigt. Aldrig mere flyvende, for overhovedet at tale om gående..! 

At han så formåede at gribe hende lige over jorden med sine fjer var noget hun selvfølgelig var glad for... men ude i stand til at takke for i de første lange sekunder, hvor hun miildest talt lignede en der havde set et spøgelse, og et bryst der i overfladiske indåndinger hævede og sænkede sig. 
Underligt bleg, på trods af at hun gjorde sit ypperste for kun at se lidt chokeret ud, fremfor decideret bange. Det var sket så hurtigt. Gylde øjne mødte hans, dualisme omkring hvor fedt det havde været, og hvor frygteligt det kunne være gået hvirvlende i dem.

Fødderne var endnu engang plantet på jorden for ham. Han så næsten vingeløs ud nu, som han havde brugt så mange vinger på at sikre sig hendes redning. Øjnene følt sig til sandet og hen gned dem lige så let, men det hjalp ham ikke meget, det irriteret kun hans syn. Men han vidste at han ikke stod til at kunne lette lige nu. De måtte gribe - nej, det var nok mere ham - situationen anderledes an. Hendes vinger var ikke fulgt med hendes krop og der måtte være en årsag til dette. 

Han kneb med øjnene, og den rødme irritation skar igennem på hans hud omkring øjnene, men han kunne se hvordan hun så ud med et prægtigt vingefang. Ville det være en midlertidig løsning som kunne lære hende det stille og roligt. Han løftede en hånd til panden og skyggede lidt for solen, for at få et bedre syn på det. Han kunne ikke undgå at bemærke hende ualmindelige blege ansigt, selvom hun var så fin solbrun, så så hun næsten hvidere ud end ham. "Er du okay?" spurgte han og gik nogle skridt nærmere hende for at få et bedre indtryk. 

Et eller andet sted, måtte han give hende det. Hun tog det pænt. Han havde ladet hende falde fra meters højde og næsten overladt hende til sig selv, han havde jo ikke givet hende en garanti for at gribe hende eller noget. Tænk hvis han havde forventet at hun håndteret situationen alene. Var hun så blevet til mos nu. 

"Hvordan ville du have det med, at prøve med et midlertidig forlænget vingefang?" det var større end hans, eftersom han havde bygget videre på hendes med sine egne. 

En hurtig, rytmisk lyd fra det stressede hjerte udelukkede de første sekunder hans spørgsmål, og Talice følte sig selv åbne munden inden at hun nok var helt klar til at svare. "Jah, jah - helt okay" med en oktav højere end den dybere stemme ellers havde budt på, og hun rømmede sig lidt hastigt, og baksede de større vinger mere på plads bagved hende - en mindre sky og flakken af fjer til følge. "Jeg har det godt" tilføjede hun i mere almindeligt leje, og krydsede de lange ben i skrædderstilling, nede på jorden. 
Når hænderne gled over vestens striber og de posede boksers stof, var der intet der gjorde ondt. Set ud fra de ting Basil havde sagt indtil videre, var det godt så længe intet var brækket, og hun sukkede lidt mere lettet, inden at hun atter fik set op imod ham, et tvedelt smil om de mørke læber. Det havde været fuldkommen sindssygt. 
Hun kunne ikke lade være med at summe lidt over den adrenalin der gled igennem hendes krop, og rakte endelig en hånd frem for at få lidt hjælp til at komme op. 

Han lod hende heldigvis ikke sidde tilbage. 
Talice begyndte at børste sand og støv fra jorden væk fra de røde bukser, og lidt overrasket gled hendes blik tilbage på Basil, og først her gik det op for hende hvordan hans egne vinger selv så ud. "Som de er nu?" og det gyldne blik gled imod de imponerende vinger bagved hende. Det lignede næsten hun havde overtaget hans. Blikket gled tilbage på ham, det ene øjenbryn løftet i en efterhånden karakteristisk skepsis. "Det kan jeg ikke, så.. kan du joh ikke flyve? I hvert fald ikke med, deroppe" et eller andet sted føltes det underligt at se hans afpillede vinger - næsten som havde hun kortvarigt, jah selvfølgelig kun midlertidigt stukket ham. 
Det føltes dog magtfuldt, da hun diskret bevægede dem en smule undersøgende bagved hende. 

Som en passiv tilskuer der så på, som hun tjekket sig selv for eventuelle skader, skader som han vidste ikke eksisterede. Men han havde selv været der, at tjekke fra top til tå om noget gjorde ondt, som hvis ikke at man ikke tjekkede sig selv, kunne man ikke mærke den smerte. Hånden var rakt ned til hende, selvom nu ikke synes hun var så langt nede igen, som hun kunne have været. I et samarbejde kom hun atter på benene. 

"Ja, præcis som de er nu," bekræftet han og nikkede en enkel gang mod hendes majestætiske vingefang. Det så godt ud på hende, men alligevel kunne han godt forestille sig anderledes formater af dette på hende, hun havde kropsbygningen til at have noget pænere end bare noget bredt og i øjenfaldende. Men hun virkede ikke helt med på idéen han fremsatte for hende. Overvejende rømmede han sig og lagde armene over kors mens han studeret hende kort. 

Basil trak på skuldren som et hva-så. "Det kræver en god styrke af bruge sine vinger, så hvis du starter med noget så stort, kan vi arbejde os ned i størrelse, for at du lærer at bruge dine som de er," han bad ikke til at hun kunne følge hans logik, men det skulle jo teste. De kunne jo ikke bare løbe ud over en løft og lade sig satse på, at hun brugte sin adrenalin som et engangstilfælde. Store vinger var dog også tunge vinger, men det gav noget mere at arbejde med. Samt han kunne stadigvæk hjælpe hende, uden at være med hende.   

Da hun endelig kom op og stå, lidt tættere på ham end hun havde været indtil nu, gik det fra sidelinjen for alvor op hvor stor højdeforskel der alligevel var på dem. Nu, uden sine vinger bagved sig, fremstod han lidt mindre end første gang hun havde set ham. Det ændrede dog ikke på den skråsikre udstråling, der ikke virkede til at have taget noget knæk af at det ikke var lykkedes, og hvordan hun var faldet som en sten. 

Da hun dog drejede hovedet for at se dem ordentligt, nu stående, tog hun et lille skridt tilbage også, og foldede dem prøvende ud. Han havde joh ret. Talice gyldne øjne gled undersøgende over det enorme vingefang, og hun løftede langsomt dem i deres fulde størrelse og rækkevidde imod himlen, skyggene for den skarpe sol og som et rødt og sort tårn i det gyldne, golde landskab.  
Noget som var tungt, og nok også havde væltet hende baglæns havde hun ikke lænet sig en smule frem. "Mmhmmh..." okay så. 
Hun kunne godt give det et til forsøg, og vendte blikket tilbage imod Basil, et lidt mere fast smil i mundvigen da hun kiggede ned på hans armkrydsede skikkelse. "Du har ret... okay - lad os prøve igen. Men jeg tror du må træde lidt tilbage" tilføjede hun advarende, og tog selv nogle få gadedrengeagtige hop baglæns, og slog (spændt) vingerne ned for at se om det løftede hende fra jorden. 
Noget der skubbede et overrasket udbrud over læberne, da hun hævede sig en meter overjorden ved det kraftige slag, på vej til at tage flere trods sandet der piskedes væk af vinden. 

Hurtigt indså han hvor han gik hende til. Ørene. Men han fandt det nu alligevel noget så passende, at hun kunne se over hovedet på ham. Det klædte hende, men hun var tydeligvis ikke bare menneske. Selvom han godt kunne følge hendes tvivlsomhed, vidste han at det var for hendes egen skyld at hun måtte prøve sig an. 

"Javel," lød det tillidsfuld som han fulgte hendes advarsel og lod sig træde lidt mere tilbage, men han tog ligeledes et skidt til siden for at give hende mere rum at gøre brug af, selvom ørken lå rimeligt øde for sig. Så han gav sig til at fokusere på hende, selvom der endnu lå en irritation i øjet grundet sandet. Men som hun hoppede så barnet tilbage, trak han stille på smilebåndet. "Når du så kommer op, så prøv at kom fremad," kaldt han, om det var højlydt nok var svært at sige, men han trådte mere tilbage for at få et bedre udsyn over det. Hun lignede næsten en overengel, hvis han skulle være ærlig. Mægtig og ledende. 

Hånden blev løftet let op for at skærme for sandet som piskede omkring jorden under hende. Det var en god start. 

Hun havde aldrig modsat sig, hvis han havde taget sine vinger igen efter de var kommet ned på jorden igen. Selvfølgelig ikke. Men hun kunne ikke helt skjule det tilfredse smil der gled over læberne, da de langsomt begyndte at løfte hende op. I starten uroligt, og med en underlig adskikkelse fra vingerne og hendes krop. Hendes krop hang bare under hende, også selvom hun spændte ryg og mavemuskler for at 'rette op'. Men næsten som skulle vingerne først rigtigt varme op, begyndte det at blive mere kontrolleret. Hårdt, da det var muskler hun ikke havde fået brugt før nu - alt hun havde formået indtil, nu var svævning - og hun ramte en enkelt gang jorden i nogle forpustede sekunder, inden hun satte af igen. 
Men en velkommen smerte, der i rusen over endelig, faktisk at være "stillestående" nogle meter over jorden, 

Da hun ikke længere følte hun var ved at slå en ufrivillig kolbøtte ved hvert tredje bask, et koncentreret glimt i øjnene, prøvede hun at få ordentligt fat i hvad han sagde. Fremad? Ordene mimedes fra luften, godt 4 meter oppe, og armene gled lidt prøvende ud foran hende, og til siden. Det lignede mistænkeligt meget et svømmetag. 
Men det virkede? 

Hun vidste ikke helt om det var fordi hun med armene skubbede sig frem, og det inspirerede vingerne, eller om det var placebo.