Det hele virkede så... tomt. Så ensomt. Endnu en gang var hun blevet forladt. Efterladt som var hun ingenting, og det hele havde været for sjov. Det gav hende en flad følelse, og et eller andet sted vidste hun ikke rigtig hvordan hun skulle have det med det hele.
 
 Det var ikke mere end et par uger siden Daphnie og Aksel var blevet gift. Allerede dér havde hun følt, at det hele havde været øv. Hun elskede ikke Aksel, men Jaris. Jaris som får uger inden brylluppet bare var forsvundet. Uden et ord, og stort set midt i… ja, det havde vel været en date. Selvom han havde lovet han ikke ville forlade hende, bare fordi hun var forelsket i ham, kunne hun ikke lade hver med alligevel at tænke, det var derfor han bare forsvandt. Fordi det blev for meget. Fordi hun blev for meget.
 Og nu var det sket igen, denne gang var det bare Aksel. Manden der havde friet til hende, manden der havde sagt han elskede hende mere end noget andet. Manden der elskede Daphnie så meget, at hun kunne overtale ham til, at hun elskede ham og kun ville være sammen med ham. Alligevel var han ingen steder at finde nu. Aksel var knap og nap en uge efter brylluppet forsvundet, uden et ord. Ingen vidste hvor han var, eller hvorfor han var væk.
 
 Mørket havde lagt sig over Dianthos gader, og det var kun månen og de sparsomme olielamper der lyste byens gader op. Daphnie havde vandret hvileløs rundt i et par timer, efter hun havde fået fri fra arbejde. Hun havde ikke lyst til at være hjemme. Det lugtede alt sammen af Jaris, og var hun i det for længe, begyndte hun at græde. Derfor var hun nærmest ikke hjemme for tiden - kun for at gå kold i sengen, før lugten af Jaris fik gang i tårekanalerne.
 Daphnie kom til sig selv og ud af hendes hvileløse stadie, da hun pludselig befandt sig ved Ønskespringvandet. I et lille minut stod hun bare og stirrede en smule tomt på det. Tankerne cirkulerede hurtigt mod minderne om sidst hun var der. Tilbage på Jaris’ smil og latter. Den varme følelse hun havde haft i brystet og maven, og hvor meget hun bare ønskede at kaste sig i hans arme og være tæt på ham, selvom hun vidste det ville skabe rygter der ikke ville være godt for ægteskabet med Aksel.
 Forræderisk begyndte det at brænde i øjnene, og det begyndte at trykke i Daphnies brystkasse, som om nogen prøvede at klemme alt livet ud af hendes hjerte. Underlæben bævrede lidt, og med et snøft gik hun det sidste lille stykke hen til springvand kanten, så hun kunne sætte sig på det, mens hun hurtigt tørrede øjenkrogene fri for de forræderiske tårer.
 Hvorfor var han bare gået? Han havde lovet.. Selvom Daphnie ihærdigt prøvede at holde tårerne tilbage lykkedes det ikke, og de begyndte at løbe ned over hendes kinder, i en langsom strøm. Og var hun virkelig så forfærdelig, at selv den mand som elskede hende, ikke engang kunne fortælle hende, at han ikke ville hende mere? At han så at forsvinde ud i den blå luft, som den eneste udvej? Små hulk begyndte at snige sig over det buttede læber.
 
 Bagsiden af hånden blev ført op for at tørre kinderne og øjenkrogene fri for tårer. Hun blev dog distraheret af noget der lå og glimterede ved foden af springvandet. Hånden skiftede retningen, og Daphnie samlede en lille krystal op. Nogen måtte have haft tabt den, som de havde stået ved springvandet og sendt deres ønske mod guderne. Daphnie stirrede lidt på den, og kunne ikke lade hver med at tænke at det var en hjælp sendt af Isari selv. Også selvom Daphnie ikke rigtig vidste om hun troede på guderne. Lige nu var det var en rar tanke. At der i det mindste var nogen der tænkte på hende.
 Krystallen blev vendt og drejet lidt imellem fingrene, mens hun overvejede hvad hun skulle ønske sig. Det krævede egentlig ikke særlig meget overvejelse, for Daphnie ville bare gerne have det bedre. Så krystallen blev kastet ned i vandet, og som om det gjorde en forskel, lukkede hun øjnene i med et hulk.


 Ordene gav genlyd i hendes hovedet et par gange, og øjnene klemte sig hårdt sammen. Alt hun ønskede lige nu var virkelig at stoppe med at være så trist. Selvfølgelig ville det være dejligt hvis Jaris dukkede op igen, men følelsen af er være blevet efterladt af både Jaris og Aksel, ville stadig sidde i hende. Hun forstillede sig i stedet hvordan Ønskespringvandet ville opfylde hendes ønske, hvordan de triste, ensomme følelser lige så stille ville forlade hendes krop, og efterlade hende lettet og mere tilpas.
 
 Og som ønsket, mærkede Daphnie hvordan den trykken der havde lagt i hendes bryst de sidste par uger langsomt forsvandt, og gjorde hendes hjerte lettere. Behøvet for at græde fulgte med trykken i brystet, og tilbage sad Daphnie med lukkede øjne og en summen i fingerspidserne. Forvirret og overrasket blinkede Daphnie øjnene op, og så helt afslappet frem for sig. Hun følte sig ikke glad, men hun var lettet. Hun kunne ikke mærke ensomheden på samme måde, som hun havde kunne de sidste alt for mange uger.
 Blikket flyttede sig ned til hendes hænder, men Daphnies blik nåede kun lige at flytte sig derned, før hun med et lille hvin sprang op fra kanten af springvandet, mens hun rystede hænderne. En underlig, lysende, blå væske havde lagt sig om hendes hænder, uden hun havde opdaget det. Lidt akavet prøvede hun at skubbe det af hænderne, men det var nærmest som om det flyttede sig med hendes hænder. Noget der lige så stille fik hende til at stoppe bevægelserne, og i stedet kigge på den flydende masse, der nærmest gled rundt på hendes hænder som hun bevægede dem.
 ” Eh… ” lød det i en undrende brummen fra hende, som blikket blev nysgerrigt og hovedet lænede sig lidt frem, for at set massen mere an. Jo tættere hænder og hoved kom på hinanden, jo mere kunne hun mærke ensomheden igen. Hurtigt blev hænderne trukket væk fra hovedet, og Daphnie vrængede lidt på næsen. Var det... hendes følelser? Uden at tænke nærmere over det, satte hun sig på hug og satte fingrene mod jorden, og så den blå væske bare forsvandt ned i jorden.
 
 Det var med ved nyt mod, at Daphnie vendte snuden hjem. Hun følte sig ikke ligefrem glad, men hun følte sig heller ikke lige så ensom og trist som havde gjort da hun først satte sig ved springvandet. Hvad end det var for en flydende, blå væske der var løbet ud på hendes hænder, havde det været lige hvad hun havde ønsket sig at komme af med.
Var det virkelig en velsignelse fra Isari selv? Med det liv hun havde levet det sidste års tid? Måske var det her virkelig bare et tegn på en ny begyndelse for Daphnie? Uanset hvad, var hun klar på at skulle udforske disse nye, mystiske kræfter hun var kommet i besiddelse af.