Alle havde nok sådan en morgen, som Aaliyah havde hertil morgen. Måske var det ikke lige velset at dem del af familien, som hun tilhørte havde den slags morgener. Der var alligevel store forhåbninger og forventninger til Fyrstens børn, især kvinderne. De havde jo uden tvivl en lavere status end mændene, og havde flere gøremål igennem dagen - med mindre man var som Aaliyah og allerede havde skuffet, ved endnu ikke at være gift. Ja, forventninger og forhåbninger, havde Aaliyah det med at skuffe omkring.

Det var heldigvis ikke ofte eller mange morgener, som var som disse, men engang i mellem følte hun godt at hun kunne tillade sig at blive liggende, selv om dagen og de forskellige gøremål lå for hendes fødder.
Hun havde dog misset den fælles morgenmad og det var ikke altid det var velset, men større ulykke følte hun heller ikke at det var. Men hun kendte hendes far, og vidste hvor punktlig hun var.

Hun var kommet op ad sengen, solen skinnede voldsomt ind igennem vinduerne på værelset, som hun havde trukket gardinerne fra og varmen havde allerede taget til. 
Hånden gled igennem skabet og de mange kjoler, for at finde den rigtigt kjole til dagen og måske måtte hun tage det første møde, med hendes fader - hvis han havde tid.
Hun måtte samtidig havde fat i en af de mange tjeneste folk som bevægede sig rundt på paladset, som kunne finde noget morgenmad til hende og måske sørge for varmt vand i et kar. Nogen gange ville hun ønske at hun havde sin egen personlige tjeneste.

Banket på hendes dør, hev hende ud af hendes egne tanker og hendes blik gled over på døren. Måske var hendes bønner hørt? "Ja? Kom ind" Lød det efterfølgende fra hende. Hun var ikke afklædt, men havde silkekåben trukket om kroppen, så ingen ville blive chokeret.

Emin havde været oppe siden før solen stod op. Han var heldigvis god til at stå op, for han havde en lang to-do liste, som han ikke bare kunne ignorere. Den tid han brugte om morgenen før solen stod op, var på sig selv. Han sørgede for at vaske sig, i gårdhaven sammen med de andre, og sørgede for at tøjet der var blevet givet ham for dagen var rent, sandalerne var rene og det lange hår blev redt, flettet og viklet, således at det ikke ville forstyrre ham under dagens arbejde.
 
De første opgaver bestod af at gøre rent i fællesspisestuen inden prinserne og prinsesserne skulle have morgenmad. Han pressede appelsiner til juice, som han bedst kunne gøre det, og herefter hjalp han køkkenslaverne med at bære de mange lækre morgenretter ind. Herefter skulle der ryddes op og gøres rent. Så kunne han selv få morgenmad og få dagens første hvil i benene, inden køkkenet skulle gøres rent, så køkkenslaverne kunne gøre klar til at forberede frugt og frokost. Emin så altid frem til efter frokost, hvor han skulle udenfor og ordne havearbejdet, sammen med nogle af de andre ørkenelvere, der trivedes godt i solen.
 
Men under morgenmaden blev han mødt af en slave, der var blevet beordret til at sørge for, at Prinsesse Aaliyah fik morgenmad i dag. Så den tjans fik Emin.
 
“Er det ikke hende de kalder ulykkesfuglen?” Spurgte en af de nyere køkkenslaver, Emin. Et virkelig vovet spørgsmål at stille, selv her uden opsyn af Kazimierne. Men Emin vidste også at det var endnu mere vovet at svare oprigtigt på det. “Nej, ikke mig bekendt.” Svarede han hende. 
 
Han forlod køkkenet med en guldbelagt bakke med frisklavet mad og drikke til prinsessen. Han kunne høre at slavepigen der havde stillet ham et reelt spørgsmål blev tysset på at en af de andre. Hun skulle lære at passe bedre på hvem hun spredte rygter om. For rygter var det jo kun.
 
Balancerende med den tunge bakke i den ene hånd, bankede Emin på dobbeltdørene til prinsessens værelse. “Prinsesse. Hans fyrstelighed må have bekymret sig for om du får nok næring. Jeg er blevet sendt op med morgenmad,” Kaldte han udefra, inden han reagerede på hendes invitation. Han trådte indenfor og formåede at lukke dørene bag sig, og derefter knæle og bukke hovedet for hende i en hilsen til hendes kongelighed. 
 
Ligesom dyr der viste underdanighed, var det også en god slaves pligt ikke at kigge på prinsessen. Alt gik godt lige efter slavehåndbogen indtil han rejste sig og åbnede sine øjne og kastede et blik på hende. Hun var jo ikke påklædt endnu!? Kaffekoppen skælvede pludselig usikkert på bakken. Men Emin skyndte sig at få styr på det. “Prinsesse Aaliyah? Skal jeg hente dig en tjenestepige?” Han færdiggjorde ikke sætningen. Han kunne ikke sige ordene ‘med at komme i tøjet’. Det ville blot gøre hende opmærksom på at det gjorde ham ukomfortabel. 

Det var Emin som havde banket på døren, og som hun selv havde regnet med så var hendes mangel på punktlighed blevet opdaget hos familien, og ikke mindst hendes fader. Men Emin kom alligevel som sendt fra himlen, som han trådte indenfor efter hendes invitation og hun så den guldbelagte bakke i hans hånd.
Hun sendte et blik over på ham, som hun stod foran skabet og bladrede i mellem kjolerne, men til sidst trak en ud. Hun var ret sikker på at han endnu, ikke havde lagt et blik på hende, som han knælede foran. 
"Emin, du kommer som sendt fra himlen" Kom det roligt fra hende, som hun kiggede over på ham, "Vil du ikke bare sætte bakken på bordet?" Det ville lige nu være det bedste og bare få placeret bakken det, så hun kunne spise efterfølgende, "Var mit fravær bemærket?" Spurgte hun nysgerrigt. Det skulle undre hende, hvis det ikke var. Hendes fader lagde mærke til det hele, "Jeg er glad for at du kommer med mad" Kom det ærligt fra hende. 

Aaliyah kom med et lille grin efterfølgende, hun vidste godt at de mandelige slaver, helst ikke skulle ligge deres blikke på prinsesserne, og slet ikke som hun stod lige nu, kun i ført kåbe. Aaliyah var nok en mere letsindig kvinde, som ikke studsede meget over den slags, selvom det reglerne for slaverne. 
Hun kunne godt høre i hans stemme at han ikke var helt komfortabel ved dette, og det forstod hun ganske godt. Det var måske det bedste, hvis han fandt en til hende. Hun havde jo ikke sin egen mere. "Jeg kan nå at tage en kjole på, inden du har fundet en tjenestepige" Lo hun småt drillende, "Kan du give mig to minutter?" Hun vidste godt at det var ukomfortabelt at stå der, og vente på hende. 

Hun smuttede hurtigt om bag, det stativ man kunne slå ud og trådte ind bagved, for at skifte. Hun fik hurtigt smidt kåben, for derefter at træde frem foran ham, nu i ført en af de fine silke kjoler, som hun ejede. 
Hun trådte frem til ham, flere af hendes gøremål her til morgen havde hun allerede sprunget over. Det manglende bad, og sminken som hun ofte lagde. "Hvad skete der ellers til middagen? Noget nyt?" Spurgte hun nysggerigt, måske vidste han noget.

 

Ah. Ja. Okay. Emin måtte affinde sig med at blive sat i denne her situation. Heldigvis gav hun ham opgaven om at stille maden ovre på bordet, så naturligvis benyttede han chancen for at adlyde på stedet. Han fik kigget absolut minimalt på hende, så forhåbentligt blev hun ikke pludselig krænket. Den slags ville jo føre til dødstraf eller tortur, alt efter humøret på hans bøddel. Han stillede bakken pænt og anrettede hendes mad og trak hendes stol ud, så hun kunne tage plads.

“Ja, jeg er bange for at det ikke går uset hen, når en prinsesse springer morgenmaden over flere gange samme uge,” Svarede Emin hende, usikker på hvorvidt det var noget der egentlig bekymrede hende. Hun virkede jo så munter og letsindig her til morgen, modsat hvad han havde forventet, da han trådte ind ad døren. Han ligefrem havde regnet med, at han skulle vække hende og overtale hende til at se lyst på tingene.

Da han vendte sig om fra sin opgave, stod hun allerede der i sin smukke kjole. At hun ikke havde sat håret eller lagt sminken endnu, var ikke noget der trak ned.

Han smilte venligt til hende. “En slave lytter naturligvis ikke til samtalerne under middagen, prinsesse.” Hun kunne nok regne ud at slaverne vidste meget mere end hvad der var godt for dem. Og særligt Emin af alle, der havde været der hele hendes levetid og endnu længere, og aldrig havde gjort sig uheldigt bemærket, måtte da lytte til familiens problemer og nyheder. “Jeg vil tro at morgenmaden gik som den plejer. Dem der ikke dukker op er morgenstundens store samtaleemne.” Det sidste blev nævnt med velment dril, og lidt som en opfordring til, at hun måtte se at oppe sig lidt på det der med at skippe morgenmåltiderne. Personligt havde han ingen interesse i at holde hende oppe på hendes måltider, men han var efterhånden så meget en del af paladset og dets mange prinser og prinsesser, at man ikke helt kunne undgå at bekymre sig lidt for dem.
Han trådte til side, så hun kunne få lov til at komme til sin stol.

Aaliyah var ikke en person som blev let krænket, over at en tjener ville se hende uden tøj og kun i kåbe eller i underklæder. Godt nok var det ikke typisk for hende at det var Emin som skulle se dette, men nok mere de kvindelige tjener, som ofte hjalp hende med hendes tøj eller hår. Hun havde respekterede ham lige så meget som han gjorde med hende, og derfor ville hun da også skåne ham mod at kigge på hende for længe, og dermed blev udsat for noget som han ikke burde se. Hun skyndte sig at trække sig ind bag forhænget, så han kunne sætte maden og hun kunne trække i tøjet.

"Nej, det forstår jeg, Emin" Svarede hun roligt med et smil, han var helt sikkert blevet sendt her op med morgenmad, for at vække hende og få hende ud af sengen, "Men det er ikke noget som er et større problem. Jeg har bare en tendens til at sove over mig, lige for tiden" Hvorfor? det var hun ikke helt sikker på, der var bare perioder som var svære end andre. "Jeg skal nok tale med Fyrsten, hvis det bliver et problem" Det var måske en meget god ting, hvis det blev til en vane for hende.

Selvom han stod der og fortalte at tjeneren ikke lyttede til samtalerne, så var hun sikker på at de vidste meget mere end de burde, og sikkert mere om familie medlemmerne end de selv vidste. Emin havde været der i flere generationer, så han havde helt sikkert en vide som ingen andre, "Nej, det er klart" Svarede hun og kiggede over på Emin, som han stod der ved bordet med morgenmaden, "Det skulle ikke undre mig" Drillede hun lidt tilbage, hun vidste udmærket godt hvad han ønskede med sine ord, og han havde jo helt ret, men der var måske bare et eller andet, som gjorde hende lidt usikker for tiden.
"Emin, du må svarer mig på dette.. Ærligt" Hun kiggede roligt på ham, som han gik over og satte sig ved bordet, "Bliver der talt om mig, andre steder end ved morgenbordet?" Hun ønskede ikke at han skulle udstille sine søskende, det kunne han heller ikke finde på, men hun vile blot vide det. 

At sove over sig. Det var ikke noget Emin kunne relatere til. Her på paladset sov en slave kun over sig én gang, og så lærte de hurtigt at det skulle man ikke. Emins døgnrytme passede heldigvis ubeklageligt til hans arbejdsliv, da han trods alt havde vænnet kroppen til slid og slæb lige fra den tidlige morgen til den sene aften. Det at skulle stå her og servere morgenmad for en prinsesse så måske ikke hårdt ud, men han stod jo op, pænt og ret som en fodsoldat med en guldbelagt bakke. Klar til at passe på hende og sørge for at hun havde det godt.
 
“Det er forstået,” Han bukkede dybt med sit hoved, for at vise at han var under hende. Herefter afventede han at hun skulle tage plads på sin stol ved det lille, men pænt anrettede morgenmadsbord. Han skubbede stolen ind for hende og stillede sig på den anden side af bordet, hvor han hældte friskpresset appelsinjuice op til hende.
 
Selvom Emin var trænet i den slags hensynsløse spørgsmål, som man kunne spørge en slave, så kunne man sagtens se på ham, at noget i ham gik i stå, fordi han skulle tænke lidt ekstra over hvorvidt han ville adlyde eller ej. Han stillede forsigtigt karaflen på bordet igen og samlede sine hænder beklagende foran sig. “Prinsesse…” Hun måtte have spurgt af en årsag. Emin kendte alt til hende og hendes historie. Og svaret han skulle give hende, hvis det skulle være et ærligt et, var ikke noget der kunne gavne hende overhoved. Det var grimme ting man sagde om hende, og Emin havde ikke lyst til at blive beordret til at være den der skulle sladre til hendes øre… Meget mod sin vilje, tog han en beslutning om ikke at adlyde. 
 
“Jeg ved hvor brændende du og Fyrsten ønsker at du skal blive gift. Og ja, der er gået for lang tid, hvis man sammenligner med de kvindelige medlemmer af Kazimifamilien gennem tiderne… Men når man som mig, blot en slave, har tjent og observerede samtlige af disse respektive kvinder, så kan jeg med min erfaring fortælle dig, at du til sammenligning… ikke har noget at bekymre dig om.” Han bukkede igen. Denne gang endnu dybere og endnu mere undskyldende. Aaliyah var en skønhed. Hun var dannet og ordentlig. Og det var mere end man kunne sige om mange af hendes forgængere, der var skyld i deres eget beskidte rygte. De ting der havde vanrøgt prinsessens navn, havde ikke været ting hun selv havde været skyld i, og derfor fortjente hun ikke øgenavnet ulykkesfuglen. Og det var blot Emins holdning! Man han kunne ikke dele den med hende, da det blot ville afsløre hvorvidt han havde tænkt disse ting igennem…

Hun fik sat sig ved bordet og sendte ham et varmt smil, som han gik om på den anden side for at hælde lidt af den friske juice op til hende og hun kunne gå ombord i den lækre morgenmad som han var kommet med til hende. 
Det spørgsmål som han havde stillet ham, var måske ikke et som hun skulle have stillet ham, men Emin vidste meget mere end alle andre på dette Palads. Han havde været der i generation, og han var alle steder. Hun vidste godt at tjenere ikke gik og lyttede til samtalerne, men hun vidste måske også at det ikke altid var lige nemt at lade være med den slags.

Hun kunne godt se at han stod længe og tænkte over hvordan han skulle svarer på hendes spørgsmål, eller om han overhovedet skulle. Hun håbede måske inderligt på, at han ville. Som han placerede karaflen på bordet, tog hun glasset op og smagte på juicen og kiggede op på ham, som det virkede til at han ville sige noget, "Mhm?" kom det roligt fra hende. 

Endelig kom han med sin viden. Hun kunne ikke andet end at lytte til hans ord, som han forklarede sig. Det gav selvfølgelig mening det han fortalte, som sagt så havde han været i generation og kendte til flere af de kvindelige medlemmer, fra før Aaliyahs egen tid. 
"Jeg har ikke noget at bekymre mig om?" Lige nu betød det ikke noget at han var tjener, hun ville gerne høres og have svar, og det kunne han give hende, "Man kan tydeligt mærke den skuffelse, som min fader har overfor mig" Det er forståeligt nok, og alt hun egentligt ønskede var at kunne give ham et eller andet at glæde sig over. Hun vidste godt at hun var smuk og dannet, men det var der åbenbart mange som ikke kunne se.
Hun forstod ikke hvordan hun kunne med ende med den ulykke, når hun intet kunne have gjort anderledes. Så skulle de ikke have født hende. 

”Tydeligt og tydeligt…” Forsøgte Emin at trøste. Det var ikke et forsøg på at negligere hendes problem overhoved, han anerkendte at det var et problem for mennesker, som kun levede de der 100 år, hvis de altså ikke blev syge. Videreførsel af slægt var utrolig vigtigt for mennesker, og fyrstefamillien især. ”Fyrsten er meget…” Altså han var gak, men der måtte være et pænere ord for det. ”struktureret,” Blev det til. ”Han har brug for at se dig få succes, fordi han tror det vil gøre dig lykkelig. Og du vil gerne gøre ham lykkelig, ved at få succes. Men hvis ikke det var for fyrstens ønsker, hvad er det så egentlig prinsessen selv ønsker?”

Emin havde ikke glemt at han kun var slave, men han turde heller ikke ignorere hendes behov for at snakke om hendes alvorlige bekymringer. Hvis det skulle være helt rigtigt, burde han jo rådføre hende på den måde som hendes far, fyrsten, sikkert ønskede, og fortælle hende at hun skulle blive ved med at prøve. Men fyrst Sephyran af Kazimi ville næppe lægge mærke til det arbejde han lagde i det. Det var han da alt for travlt optaget til. I stedet havde Emin større held med at synliggøre sin loyalitet for familien overfor børnene, indtil de selv fik travlt med at hundse rundt med deres egne børn.

Åh det var en kæde af forventninger og skuffelser, og Emin havde overværet det i godt 600 år. Nogle gange blev man investeret i det. Andre gange næsten træt. Og opgivende på børnenes vegne…

”Er der ikke noget du drømmer om? Som ikke involverer din rolle som prinsesse?”

Emin var virkelig en person som man kunne tale med, han forstod en og lyttede. Det var måske ikke noget man burde gøre med en slave og en tjener, men lige nu var det hvad hun havde og af en eller anden grund, så virkede det til at han lyttede bedre end mange andre i deres familie. 
Emin havde været i familien gud ved hvor længe, og han vidste tydeligt mere om hele denne familie end de selv gjorde. Det havde været mere betryggende at han havde fortalt, at andre kvinder havde stået i værre situationer end hende, og selvfølgelig havde de det. Men det var bare svært at sammenligne på nuværende tidspunkt. "Der er ikke noget jeg mere ønsker, end at vise ham at jeg kan få succes igennem et ægteskab og give ham børnebørn" Svarede hun roligt og kiggede over på Emin, "Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er sikker på hvorfor at det er som det er. Hvorfor jeg endnu ikke er gift." Hun måtte ærligt indrømme, at hun ikke var klar over hvorfor mændene ikke ønskede hende. 
"Hvad jeg ønsker?" Det var der ikke nogen som havde spurgt hende om, for det var sjældent at det betød noget i denne familie. Fyrsten havde sine egne ønsker. "For igen at være ærlig, så har ingen spurgt mig om dette før. Men jeg har set mine brødre og søstre blive gift igennem mit liv, og ærligt så ønsker jeg mit blot dette" Hun ville selvfølgelig gerne selv være med til at finde manden i hendes liv, men det vidste hun godt ikke var muligt, "Jeg ved godt at det virker simpelt, når der er så meget andet jeg kunne ønske mig. Men lige nu er jeg ved at nå en alder, hvor det er ved at være sidste udkald hvis jeg gerne vil have børn" 

Aaliyah følte virkelig at han lyttede og at de havde en samtale som gjorde hende mere tryg, men hun vidste også at der måske var en mulighed for at han ville direkte gå hen til hendes fader og fortælle hvad de havde talt om, og det måtte hun så tage med, hvis det endte ud sådan. 

"Jeg nyder egentligt at være en del af denne familie, og denne rolle. Jeg føler mig blot fanget her, fordi at jeg endnu ikke har den familie, som mange af mine søskende har fået" Hun lignede samtidig ikke Meena eller mange af de andre, Aaliyah var meget mere pligtopfyldende. 

Aaliyah var i sandheden en fyrstes drømmedatter. Hun ønskede at fulføre sin pligt og gøre sin far stolt så meget, at hun ikke havde haft i sinde, at tænke på sig selv. Blot fordi man var prinsesse, betød det åbenbart ikke, at man havde det godt, tilsyneladende. Det var sådan at selv en slave kunne have medlidenhed med hende. Så var det alvorligt.

"Jeg er jo en mand," Emin slugte sine ord med det samme, fordi det gik op for ham, hvordan det måtte lyde. Næsten som om han bejlede til hende. Men han skyndte sig at fortsætte med at forklare, hvad han uden tanke havde været ved at fortælle. "Altså, det jeg mener er, at jeg, en mand, meget tydeligt kan se at du er en skønhed, prinsesse. Der er ikke en finger at sætte på dig." Selv her til morgen, hvor han havde fanget hende ude af sengen, var det ikke svært at se, at hun havde sin skønhed og ynde fra sin mor. "Og der er heller ikke noget i vejen med din personlighed. Jeg kan ikke tænke mig til en bedre kandidat til en hustru end selveste Prinsesse Aaliyah. Og jeg er sikker på at du vil blive en fremragende mor."

Emin kunne blive ved hele dagen med at komplimentere hende og opløfte hendes humør, men det var sikkert ikke godt nok for hende, før hun havde fået hvad hun ville have. Hvad fyrsten ville have. Men Emin vidste godt hvorfor hun ikke havde heldet med sig med at finde en mand, og det var uden tvivl på grund af hendes dårlige rygte, som blev ved og ved med at bygge sig større og væmmeligere. Som en stor, sort sky over hende. Og usikkerheden i hendes øjne ved særlige begivenheder var tydelig. Hvis ikke det var fordi Emin var slave, og var tvunget til at passe på hende, havde han sikkert også undgået hende. For selv han var overtroisk og havde en tendens til at følge med flokken...

"Mænd der ikke tør spørge prinsessen om hendes hånd er nogle kujoner," Konkluderede han med et varmhjertet, velment smil.

Selvfølglelig ønskede hun at fuldføre sine pligter, men det var ikke alt i det. Hun gjorde det ikke for sin faders skyld, så han kunne skabe en bedre position, i forhold til endnu en familie. Men hun drømte jo selv om en familie og at berige denne verden, med børn. Men hun vidste også at det snart var i sidste øjeblik. Hun havde haft mange tanker om hvordan dette foregik, hun ville gerne have et større valg i hvem hun skulle giftes med, selvom dette nok var et stort skridt for hendes fader at tage. 

Hun smilede roligt. Aaliyah vidste godt at Emin ikke stod og bejlede, selvom det uden tvivl godt kunne lyde sådan. Hun følte også at hun var smuk, og hun havde ofte fået at vide at det var hendes moders skønhed, så det kunne jo uden tvivl ikke være derfor at hun ikke var gift. Var hun for meget? Havde hun bare ikke fundet den rette. "Tak, Emin. Du er alt for sød" Svarede hun varmt, som hun langsomt spiste og kiggede op på ham. Det var meget venligt. Det varmede selvfølgelig at han var så rar ved hende, og hun nød de komplimenter som han kom med. Også selvom han var slave. De virkede oprigtige. "Jeg er glad for at vi har haft denne snak, Emin. Jeg har inden længe et møde med Fyrsten, og der er helt sikkert nogle af de ting vi har talt om, som jeg kan trække med ind i samtalen. Hvis du mener at han vil gå ind for at jeg får et friere valg, når det skal komme til min mand, så vil det jo være glædeligt" Ikke at hun som sådan havde nogle potentielle navne eller ansigter klar. Men måske havde hendes far, og så kunne man se dem an. Hun ville gerne have en kærlighed mellem hende og en mand.

"Jeg er utrolig glad for at, du er altid er der til at tale med, Emin" Emin kunne man tale med. Hun ville aldrig kunne vende disse ting med familie medlemmer. Måske Pompeia. Men eller ikke. 

 

Emin smilte og var glad for at hun hvilede i hans regn af opløftende ord, og ikke følte sig krænket. Men hvis Emin ikke vidste hvilken person Prinsesse Aaliyah var, så havde han heller ikke vovet det.

”Man kan jo kun håbe på dine vegne,” Svarede han til, at hun nævnte at hun skulle tale med fyrsten og foreslå en så stor ting som selv at få lov til at vælge sin husbond. Emin håbede ikke at hun kunne finde på at nævne hans navn i den forbindelse. Altså i tilfælde af at fyrsten skulle reagere negativt på det og udspørge hende om, hvem der dog havde fået hende på den slags tanker! Fyrsten kunne være skræmmende, uanset hvilket humør han var i, fordi han altid var så ekstrem.

Det kunne næsten lyde på Aaliyah som om hun var ved at afslutte deres samtale og sende ham bort, nu da hun havde fået morgenmad og var klar i tøjet. Men da hun ikke havde bedt ham om at gå direkte blev han stående og kiggede hende høfligt i øjnene. ”Jeg er glad for at jeg kan være til nytte for dig, prinsesse. Tak for din ros,” Det var en stor bedrift at komme så godt ind på en af fyrstens voksne børn. Det gjorde ham meget stolt, at han havde gjort positivt indtryk på hende gennem hendes opvækst og nu i dag, som voksen og fuld af bekymringer.  ”Jeg håber du finder en god mand. En du kan forelske dig i,” Tilføjede han. At forelske sig var ikke noget man vægtede lige så højt blandt menneskene som blandt hans egne. Han undrede sig om prinsessen mon havde været forelsket før, men at han ikke havde været en værdig kandidat…

Emin havde været en del af deres liv i flere generationer, han havde altid været en del af hendes liv og derfor så havde hun både fundet Emin som en støtte, men også som en person man kunne tale med uden problemer. Hun følte sig ikke krænket over hans ord, hun var glad for at han var en ærlig mand, fortalte tingene som det var. Hun så ikke Emin som en almindelig slave, men mere som en del af familien.

"Tak, Emin. Jeg vil selv krydse fingre for, måske en større medbestemmelse" Der var mange ting i deres traditioner og deres familie, som hun måske ikke var helt lige så stor fan af som hendes fader var, nu hvor hun var ved at blive en voksen kvinde og havde set hvordan andre i hendes familie havde fundet en mand eller kone. Jontar havde muligvis heller ikke haft så meget at sige i hans valg af kone. Deres fader vidste hvad han ville, og hvad der ikke var godt nok.

Hun havde været glad for at det var Emin som var kommet op til hende med maden, og ikke en af de andre. Hvis han ikke havde været slave, så havde hun egentligt spurgt om han ikke ville spise med, men som situationen var nu, så ville han nok ikke acceptere og det ville nok heller ikke være det rigtige at gøre, sådan at spise morgenmad med ens tjener. "Emin, du er altid en støtte i ens liv" Komplimenterede hun endnu engang. "Det ville hvert fald at være foretrække, men ellers må kærligheden jo vokse, hvis det ikke er mig eget valg" Kunne kærligheden vokse mellem to personer, som dårligt nok kendte hinanden på samme måde, som hvis man blev gift af denne kærlighed?

Det havde uden tvivl været opløftende for hende at havde haft denne samtale med ham, denne morgen. Emin var en person som man altid kunne tage en snak med, en person som hun kunne stole på. Det havde været givende at få den støtte som han var kommet med, for hun kunne godt mærke at det hele var ved at gå hende på - især når hendes fader pressede på, ubevidst. Men hun vidste at han var lige så skuffet som hende, og det var uden tvivl det som pressede hende. 
"Det kan du tro, Emin. De vil være i de bedste hænder" Hun smilede ved de rosende ord og ikke mindst tanken, om at have børn rendende rundt omkring sig, noget som hun så frem til og ville elske.

Hun spiste brødet og lagde godt mærke til øjenene som landede på den næsten uberøte tallkeren. Det gjorde intet. Brødet var rigeligt og den frisk juice, var lige hvad hun manglede. Der var ingen grund til at hente mere eller nyt. 
"Nej tak, Emin. Du har været en stor hjælp. Jeg er glad for at det ved dig, der kom hertil morgen. Hvem har brug for en personlig tjener, når huset har dig til rådighed?" Svarede hun med et varmt smil, og drak lidt mere af juicen.

"Du har sikkert også mere andet at lave, end at opvarte mig. Du må selvfølgelig gerne gå, Emin"

Det gøs lidt i Emin, da Aaliyah nævnte noget om ikke at behøve en personlig tjener, når hun havde ham. Han var ikke sikker på hvad der virkelig var sket hendes personlige slave, men der gik rygter. Emin forsøgte ikke at vise at hun havde sagt noget, der havde givet ham en skræmmende tanke. Det var ikke op til Emin at tro på at hun var en ulykkesfugl eller ej. Hans job var kun at tjene hende.

”Mange tak. Jeg ser frem til at tjene dig igen prinsesse,” Svarede Emin sandfærdigt. Aaliyah var nok det Kazimibarn han brød sig bedst om. Havde han været fri, havde han sikkert kommet godt ud af det med hende. Men realistisk set, havde han nok ikke haft noget med Kazimierne længere. Før hans liv som slave havde han heller ikke været betydningsfuld nok, til at kunne blænde sig i prinsessens status.

"Må mødet med fyrsten gøre dig godt," Han tog bakken med nogle af de ting som Aaliyah ikke længere skulle bruge til morgenmaden, og forlod hendes fornemme værelse, for at gå tilbage til køkkenet. Nok var hun måske forbandet med ulykke, men han så frem til at tjene hende igen, da det nærmest var som at holde pause fra alle de andre pligter han havde i løbet af dagen.