Nok hang skyerne lavt på himlen, men de så ikke ud til at have bragt regn med, hvilket blot var et plus. Dette betød man var i stand til at kunne træne uden at blive gennemblødt af andet end sin egen sved. Dette havde været tilfældet for dæmonen Azrael. Det meste af dagen havde han brugt på at træne sammen med Lykke, en hundæmon han efterhånden havde fået stor respekt for. Han var efterhånden blevet ret god til at håndtere både sit sværd og sine knive, på trods af hans idiot af en far, havde givet op, den gang han stadig var sammen med familien. Han var ligeglad med sin far, det var trods alt den mands skyld at han var blevet blind på venstre øje. Dette var helt sikkert også en af grundene til han brugte det meste af sin tid på at træne, ikke kun med hundæmonen, men også de andre der var på træningsbanen. Han håbede på et tidspunkt han ville være i stand til at tage hans fars syn, som han havde taget hans. Den tid, den sorg. De havde trænet i nogle timer og i forhold til alle andre der normalt ville hoppe i et varmt bad, havde Azrael foreslået Lykke, at de efter træningen mødtes ved dragehulerne, for ”afslapning”.
 
Der var nærmest ikke en sjæl ved dragehulerne udover de usle staldslaver der var til at skovle lort og døde dyr ud. Blikket faldt på en af stalddrengene der nærmest så forfærdet på dæmonen som han kom gående imod dem ”Eraxxiz og Naela… Har i fodret dem?” spurgte han og så på den unge mand der tydeligt var ved at få et hjertestop over den enøjede dæmon. Azrael vidste at det var meget få der havde lyst til at komme i nærheden af nogle af de to, mest af alt fordi både hans og Lykke’s drager var territorielle, så kom man for tæt på, kunne det ende galt. Stalddrengen rystede tøvende på hovedet og så ned i jorden ”Hvad i alverden venter i på? At få lov!? Få fingeren ud af røven og tag mad med… NU!” råbte han og skubbede drengen afsted. Han fulgte drengen med blikket som han var ved at snuble, men fandt fodfæste igen og stak af for at få skaffet mad til dragerne.
 
Lyden af sultne brøl kunne tydeligt høres inde fra hulerne, men hvor deres drager befandt sig derinde, vidste han ikke, men det fandt de nok ud af. Men at skulle finde to sorte drager inde i nogle mørke huler, kunne godt gå hen og blive en spændende opgave. Lyden af skridt bag ham fik ham til at trække let på smilebåndet. Der var ikke nogen tvivl, det kunne kun være Lykke der var ankommet. Let skulede han sig over højre skulder mod hende ”Her troede jeg ikke du ville komme… Jeg har sendt en af miderne afsted efter noget til dem… Ellers er der altid ham.” sagde han med et skævt og halv klamt smil på læberne som han rettede blikket mod knægten der kom trækkende med seks æsler, hvilket så ud til at have været en mindre kamp, for han hev da i hvert fald også vejret.

"Hurtigere! Mere præcision! Træk vejret!" lød det fra Lykke, som hun ved hjælp af sin sorte, hårdføre skælagtige hud parerede slagene fra Azrael. Han havde virkelig forbedret sig imponerende hurtigt, men der var stadig små detaljer, der sagtens kunne blive bedre. Lykke havde dog bestemt sig for at tage udfordringen op og træne Azrael, og selvom hun ikke selv havde den vilde erfaring med våben, var der stadig koncepter, hun kunne lære ham. Desuden virkede det til, at hans erfaring med våben steg ret hurtigt.
"Vrede er godt, men uhæmmet vrede får dig slået ihjel. Bevar kontrollen" korrigerede hun, som hun fik et temmelig hårdt slag ind. Hun smilede dog som tegn på, at han gjorde det godt, og han var bestemt ikke den nemme modstander, han havde været i starten. Et bevis, der kun blev tydeligere, da hans modangreb brød hendes ellers hårde hud og gav hende en flænge i armen, og hun nikkede anerkendende.
"Det burde være nok for i dag. Jeg forventer dog at se dig igen i morgen ved solopgang" sagde hun, og hendes tone var tydeligt alvorlig. Lykke var kendt for at være en temmelig hård sparringspartner, og selvom folk var grønne, var hun stadig nådesløs i sin træning. I det mindste var Azrael dæmon, så han burde snildt kunne holde til det i modsætning til de andre fnatmider, menneskene værende de værste.

Lykke var dog gået med til at fodre dragerne, men hun havde været nødt til lige at bruge en rum tid på at få styr på den blødende flænge. Da hun dukkede op, havde hun dog fire dragefødte i kæder med på slæb. De var tydeligt defekte; en af dem manglede en arm, den næste havde helt forkerte proportioner, den tredje manglede tydeligt en del hjernekapacitet og var åbenlyst fraværende, mens den fjerde nærmest så underudviklet ud. Ved Azraels ord sendte hun ham et smil.
"Bare rolig, du er ikke glemt. Jeg fandt bare lidt ekstra godbidder" svarede hun muntert. Hun skævede kort til knægten, der kom slæbende med æslerne, og nikkede lidt anerkendende til idéen.
"Altså, æslerne burde kunne give dem fin næring, men jeg tror ærligt ikke, der er nok kød på drengen. Har han været særdeles ulydig, der giver behov for konsekvens?" spurgte hun så med et skævt smil, og det var tydeligt, at hendes mere sadistiske side var vækket.
Så drejede Lykke hovedet ud i mørket og kaldte: "Naela? Jeg har mad med til dig." Stemmen var imponerende sukkersød taget hendes ellers alvorlige tone i betragtning, og der gik ikke længe, før tunge fodtrin kunne høres nærme sig.

Azrael lyttede til hvert et ord der kom fra hundæmonen, hun var trods alt en del ældre end han selv og der var ikke nogen tvivl om, hun vidste hvad hun lavede under deres træning. Normalt ville han ikke tage imod folks rettelser af hans måde at kæmpe på, men lige Lykke havde han en form for respekt overfor. Han vidste godt at vreden en dag sikkert ville være skyld i hans død. Den havde allerede kostet ham et øje. Det hårde slag fik ham til at tabe pusten et kort sekund, før han lavede et modangreb og fik ram på hendes arm. Det var underligt at se hende smile, men hun gjorde det nu. Azrael tørrede sværdet af i skjorteærmet og satte det i holderen i bæltet ”Solopgang? Så længe du ikke kommer og flår mig ud af sengen…” sagde han med et kækt smil på læben. Han kunne godt lide at prikke lidt til hende, men ikke fordi det var ment som nogen tilnærmelse. Han skulle nok være klar til solopgang. Nok var Lykke hård at træne med, men han vidste det i sidste ende ville være med til at gøre ham stærkere med våben, så han tog gerne imod en smule tæsk fra den hornede dæmon kvinde.
 
Et bredt smil kom frem på hans læber som han så de dragefødte i kæder. Usle så de ud, manglede lemmer, underlige proportioner og andre skavanker. Der ville alligevel ikke være nogen grund til at beholde de misfostrer. Han nikkede anerkendende ”En kvinde efter mit mørke hjerte.” sagde han og sendte hende et smil før han skævede mod drengen, der stod nærmest paralyseret da han så de defekte dragefødte. Azrael trak let på skuldrene og så da mod Lykke ”Du har nok ret… Drengen er ikke andet end en skindpose med ben.” svarede han og skævede igen på den rædselsslagende dreng, men da han hørte hundæmonen kalde ud i mørket trak han på smilebåndet ”Tænk at du kan lyde så rar. Det må jeg sige, Lykke…” sagde han med efterfulgt af et hæst grin.
 
Azrael satte to fingre i sin mundviger og piftede to gange ”Eraxxiz, der er mad min skat.” kom det fra ham og som de første tunge fodtrin kunne høres, blev der tilføjet flere. Ud fra mørket kom den store, sorte hundrage Eraxxiz med et øredøvende brøl som den så Azrael og med tunge skridt, nærmede hun sig.

Lykke kunne ikke lade være med at smile af Azraels ord, men hun kommenterede ikke som sådan på dem. Der var dog noget lumsk over hendes blik som om, hun sagtens kunne finde på at komme og hive ham ud af sengen, hvis hun lige følte for det. Hun fandt tanken ganske morsom, og hun var faktisk temmelig fristet til det. Hun slog dog tanken til side, den var ikke vigtig lige nu.

Lykke hævede let det ene bryn over Azraels kommentar. Rar? Virkelig? Havde han overhovedet mødt hende? Stadig med blikket rettet mod Azrael, greb hun drengen. Uden nogen advarsel havde hun grebet ham i nakken med den ene hånd og i bæltet med den anden, inden hun ganske ubesværet kastede ham op til dragernes hoveder. Et skrig kunne høres, da de mere eller mindre flåede ham midtover.
Stadig med blikket fastlåst på Azrael - hun havde overhovedet ikke flyttet det under hele den lille demonstration - spurgte hun med et skævt smil og den ligeså sukkersøde stemme som før: "Synes du stadig, jeg er rar?" Hele hendes holdning var neutral, så det kunne nok godt være svært at vurdere, hvor man havde hende henne lige nu, men det var en af de ting, hun var god til. Ikke at hun havde tænkt sig at gøre manden noget, han var trods alt dæmon. Han havde stærkt blod, og det ville være et stort tab for Mørket at miste ham.

Tanken om hundæmonen sikkert overvejede at komme ind på hans kammer og hive sig med ham igennem gangene, fik dog et kækt smil frem på hans læber. Nok ville han ikke være den største fan, men han vidste at det sikkert ville give godt i sidste ende.

Azrael så kort på drengen som Lykke nu havde grebet i nakken og bæltet og så let som en fjer, kastede hun drengen op mod de to dragers hoveder, hvilket fik et bredt smil frem på hans læber. Blikket var rettet mod de to store drager der hver havde grebet den arme knægt og nu stod og trak ham fra hinanden. Da drengens sørgelige rester forsvandt ind i mundene på dragerne, blev blikket igen rettet mod Lykke ”Kunsterisk… Han var alligevel pisse irriterende at se og høre på.” sagde han med et smil. Han vidste hundæmon var kold, for han havde også bemærket at blikket ikke på noget tidspunkt var blevet fjernet fra ham. Azrael var dog selv ganske rolig, da han vidste Lykke som regel havde mere respekt over for andre dæmoner, så han frygtede hende ikke.